Bundgarnspæle ved Langeland

    Øboer 2013

     

    Titel

    Forfatter

    Stikord vedr. indhold

     

    Kohavegård, Nørrebro 139 D, Rudkøbing

    Kirsten Nistrup Vilhelmsen

    Ejendommen matr. nr. 24 a Rudkøbing Markjorder kaldtes "Kohavegård" allerede i de senere folketællinger fra 1800-tallet. Denne ejendom har været i slægten Jørgensens eje siden ca. 1830, hvor det sandsynligvis var bødker Hans Christian Jørgensen, der byggede hus i Kohaven i 1830. Hans søn Lars Jørgensen blev kalkbrænder og jordbruger på ejendommen, som blev udvidet og der blev tilkøbt marker. Hans hustru Jensine Hansen startede mejeridrift på gården.

    Deres søn Christen Jørgensen, kaldet avlsbrugeren opkøbte talrige jordstykker og gården voksede til ca. 52 tdl.

    I 1947 overtog sønnen Lars Nistrup Jørgensen Kohavegård. I forbindelse med Langelandsbroens bygning i 1962 blev en del af gårdens arealer dels eksproprieret og dels solgt til kommunen, og her findes i dag boligområdet "Kohaven" og industriområdet "Ryttermarken".

    Lars Nistrup Jørgensen har nedskrevet og fortalt om gårdens drift gennem tiderne.

    En umulig kærlighedsaffære:

    Frøken Mette Brochdorff von Steensen og tjener Johan Abraham Truschewsky

    Mona Kristensen

    Truschewsky var født i 1772 i Estland og i denne beskrivelse følger vi hans vej, hvor han først bliver forelsket i Wilhelmine, som han på grund af sin ringe herkomst måtte afskrive, men i stedet udtænker han en plan med den meget ældre og lidt retarderede jomfru Mette Brochdorff Steensen, der har udsigt til en ikke ubetydelig arv efter forældrene. Han fik udfærdiget en ægteskabskontrakt den 14. november 1798, denne kontrakt kunne skaffe ham penge. Men Mette Brochdorff blev imidlertid sat i streng husarrest af Constance og Carl Frederik Steensen Leth, Egeløkke. Efter mange genvordigheder og skriverier er Truschewsky endelig klar til at rejse til Langeland den 12. juni 1801, men retter selv datoen i sit rejsepas, der nu er udløbet, hvorefter han bliver arresteret. Efter sin løsladelse manglede han igen penge. Pengemangel, krig og sygdom, samt hendes families modstand mod ægteskabet gjorde at årene gik og Mette, der efterhånden var blevet gammel og mere forvirret, kunne intet huske om giftermålet, så han måtte opgive dette forehavende. Mette Brochdorff døde 11. februar 1814 og Truschewsky døde 83 år gammel i 1855 i Odense.

    En tur til Tyskland

    Claus Schou

    En historie om en tur til Tyskland, hvor Claus Schou og hans storebror Theo var til internationalt NSU-træf. Turen startede og sluttede med Langeland-Kiel færgen. Brødrene overnattede i telt på en sportsplads. Deres tyske værter arrangerede fællesspisning og aftenen sluttede med flot fyrværkeri.

    Mit Holmegård

    Hans Erik Vinggaard

    Holmegård er en gammel hovedgård og dens historie er omtalt allerede i 1500-tallet, men i 1749 købte Frederik Ahlefeldt gården ind under sit private gods – Ahlefeldt Gods. I 1937 købte Marius Andersen gården efter at have forpagtet den i ni år. Sønnen Hans Erik Vinggaard, der blev født i 1930 skildrer her gårdens folk, haven og bygningerne, arbejdet på Holmegård, kobesætningen, der blev smittet af " mund- og klovesyge" og de gode relationer familien havde til borgerne i Magleby Kommune, især til Bagenkop.

    Økonomien efter sygdommen i kobesætningen gjorde, at gården blev solgt i februar 1945.

    Ferdinand – en særlig mand

    Else Wolsgård

    En mindesten ved indgangen til Fredskoven henleder opmærksomheden på en af Rudkøbings store iværksættere, nemlig Ferdinand Christensen. Hvem var så denne mand?

    Denne beretning beskriver hans korte liv, han blev født i 1840 og døde i 1892.

    Hans far skipper Mads Christensen gik ned med skonnerten "Viggo" i 1847 og efterlod hustruen Bodil Catrine og tre små børn mellem 8 og 5 år. Familien boede i Ramsherred 57. Ferdinand var en meget driftig mand, der foruden skibsdrift overtog det lokale teglværk, drev kulhandel, og med sine 30 ansatte byggede han små huse på Kirkegårdsvej og Bellevue, samt sit eget hus på hjørnet af Kirkegårdsvej og Strandbakken.

    I 1876 blev Ferdinand indvalgt i byrådet. Han uddelte bl.a. kul til mindrebemidlede og var med i komiteen til "fattige børns bespisning". I 1886 fik han med 24 aktionærer oprettet den første telefoncentral i Nørregade 29 med 70 abonnenter. I 1876 besluttede købmand Ferdinand Christensen og fotograf Hansen at etablere et lystanlæg i Fredskoven, hvorefter en masse arrangementer blev afholdt i årenes løb. I 1892 finder man ham i et udhus, hvor han har hængt sig efter en rejse til København, hvor han tog ophold med mellemrum pga. sin depression. Trods forsøg på at skjule hans tragiske dødsårsag valgte hans enke at flytte til København med familien.

    Gården med de tre mindestene

    Jørgen Jensen

    I Søndenbro er der rejst 3 sten ved Lindebjerggård. Den ene til minde om den forfærdelige naturkatastrofe i 1872, hvor det i 1853 inddæmmede Magleby Nor blev oversvømmet under stormfloden den 13. november.

    Den anden sten er rejst foran gårdspladsen på Lindebjerggård, Fogedgade 12, og er indviet i 1997 af 6. generation på gården.

    En tredje sten fra seneste istid blev gravet fri i Magleby Nor, flækket i to dele, hvoraf den ene del blev rejst til minde om sammenlægningen af Lindebjerggård og Solmosegård i 2004 og den andel del blev brugt i 2006 til bordplade med inskription.

    Siø

    Kjeld Hansen

    Ifølge "Videnskabernes Selskabs kort" fra 1783 og den beskrivelse, som Carl Dalgas leverede i 1837 ved vi at Siø bestod af 2 øer indtil 1861, hvor de forenedes af dæmninger, hvorefter en vindmølle udpumpede vandet og arealet blev gjort til brugbart landbrugsjord. På daværende tidspunkt hørte øen under Nedergård Gods, som ejedes af Henrik Valentin Kaas (1857-1865), men var forpagtet af I. Hansen. I 1906 købte konsulent Andreas Christian Duborg øen på vegne af et konsortium, hvorefter øen i 1922 blev solgt til et nyt langelandsk familiekonsortium, der bestod af tre landmænd og en købmand. Det blev købmanden der overtog ejendommen og lagde grunden til det effektive landbrug, som senere gik i arv til sønnen Hans Christian og dernæst til sønnesønnen Jørgen, som i dag er gårdejer på Siøgård.

    Daglejerne

    Torben Jæger

    Uddrag af Torben Jægers erindringer, hvor han detaljeret beretter om daglejernes liv og arbejde på sydlangelandske gårde, hvor dagligdagen afhængig af årstiden vekslede mellem hårdt slid og arbejdsløshed. Samarbejde var dengang en nødvendighed for at klare dagen og vejen, så meget har forandret sig i tidens løb siden "de gode gamle dage".

    Langelands indsats for børn i nød

    Else Wolsgård

    Efter afslutningen af Danmarks besættelse 4. maj 1945 var der stadig mangel på næsten alt, men alligevel havde danskerne og herunder langelændere overskud til at hjælpe nødlidende og underernærede børn fra andre lande.

    I 1946 blev der således skaffet plads til 50 franske børn hos familier på Langeland, Siø og Strynø. Disse børn trivedes og fik hurtigt mere huld på kroppen. Flere af børnene er forældreløse og det bliver en tårevædet afsked. I 1947 ankom først 66 og senere yderligere 23 polske børn på "ferie" på Langeland, flere af dem kom fra børnehjem og for dem var det særlig svært at skulle sige farvel til deres kærlige plejemødre. Man kan så diskutere om et sådant kortvarigt ophold i "paradis" var

    det rigtige for børnene. Senere blev nødhjælpen givet der, hvor børnene var.

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    29. november 2016