Bundgarnspæle ved Langeland

    Øboer 2014

     

    Titel

    Forfatter

    Stikord vedr. indhold

     

    Bisser og Børster

    - ”ikke opvokset ved chokolade og småkager”

    Else Wolsgård

    Bisser og Børster er betegnelsen for vandrende arbejdstagere, oftest fattige landarbejdere uden familie, men som fra barns ben var vant til at arbejde hårdt og derfor var kraftige og stærke mænd med et godt helbred. De overnattede helst i skure eller udendørs. Lønnen blev straks omsat til brændevin, hvilket gjorde at de var frygtet af de fastboende på grund af deres rå og udisciplinerede opførsel.

    Typisk børstearbejde var anlæggelse af jernbaner, havnearbejde, bygning af broer og dæmninger o.lign.

    Bagenkop havn 1858-1958

    Henning Egmose

    Der er løbet rigtig meget vand gennem åen, der var indløbet til Magleby Nor, som allerede fra 1500-tallet blev benyttet som havn indtil noret blev lukket i 1853.

    I 1858 besluttede gårdmændene i Søndenbro og beboerne i Bagenkop i fællesskab at bygge Bagenkop Havn, som så igennem årene er blevet udvidet og renoveret flere gange i takt med at behovet steg for brugen til fiskeri, udskibningshavn, færgefart og i senere tid også som lystbådehavn.

    Dageløkke Mineralvandsfabrik

    Birte Eskelund og Tessa Clausen

    Efter at englænderen Joseph Priestley i 1772 fandt en metode til at opløse kuldioxid i vand, der gjorde det muligt at fremstille læskedrik med bobler i, startede der især i landdistrikterne en egenproduktion af denne drik.

    Det var ægteparret Ellen og Viggo Poulsen, som fik ideen til at starte egen sodavandsfabrik på Langeland, og i 1960 blev de første flasker tappet i Fæbæk tidligere skole, og salget af ”Dageløkke Mineralvand” gik i gang. Salget gik strygende og der blev hurtigt brug for udvidelser. I 1964 startes der yderligere produktion af æblemost.

    Stigende konkurrence fra supermarkeder og tiltagende krav fra myndighederne gør at Ellen og Viggo i 1985 beslutter at nedlægge virksomheden godt 24 år efter at de startede deres livsværk.

    Sonetter

    Knud Pedersen

    Knud Pedersen, der selv er forfatter fortæller her om sonetter.

    Der var især en sonet-digter, nemlig tidligere læge i Søndenbro Niels Peer Friis, som gjorde et stort indtryk på Knud Pedersen.

    Friis var en spændende personlighed og mange af hans sonetter handlede om Langelands smukke natur.

    Få dage efter at Friis døde i 1987 skrev Knud Pedersen en sonet til hans minde.

    Håndværker- og industribygning 1904

    Poul Thostrup

    Foranlediget af den store restaurering som Ørstedspavillonen nu gennemgår, har Poul Thostrup fundet et omfattende materiale frem, som hans nu afdøde bror har samlet. Det var deres far tømrermester Georg Jørgensen, Illebølle, der i 1904 vandt licitationen og fik overdraget arbejdet med opførelsen af en hovedhal til en stor udstilling på arealet,  hvor Ørstedspavillonen nu ligger.

    Udstillingen omfattede alle arter af håndværkets og industriens frembringelser.

    Bagenbjerg mølle

    Tage Rasmussen

    Den mølle på Langeland hvorfra der sidst blev drevet mølleri, nemlig Bagenbjerg Mølle i Tullebølle, blev bygget i 1860 af Erik Rasmussen.  Da han døde i 1903 overtog hans datter og svigersøn driften.

    En levende beskrivelse af livet som møllefolk fører læseren frem til Langelands sidste rigtige møller, der vedblev at male korn i Bagenbjerg Mølle indtil 1981, nemlig Kaj Jørgensen.

    ”Det er godt du har en seng i Danmark” – et krigsbarns erindringer

    Irja Keisalo

    Under krigen mellem Finland og Rusland (1939 -1945) blev ca. 4000 finnebørn evakueret til Danmark. Et af disse børn var Irja Keisalo, der fortæller om sit ophold hos en langelandsk familie, som hun stadig efter 70 år har et nært forhold til.

    Hæng ikke med hovedet!

    Hildegard Gut

    Oversat, redigeret og forkortet af Else Wolsgård

    Den 3. maj 1945 blev et tysk skib med mange flygtninge om bord bombet af engelske flyvere lige ud for Spodsbjerg. Om bord var den 17-årige Hildegard.

    Hendes dagbog er formidlet til Byarkivet. Hun beretter om flugten, forliset og opholdet som flygtning på Langeland.

    Jens Madsen og krigen 1864

    Mona Kristensen

    I år er det 150 året for krigen i 1864, hvor mange danske mænd blev dræbt, andre blev såret og slap med livet i behold. En af disse var Jens Madsen fra Botofte, hvis erindringer stadig findes i noter fra en ellers forsvunden dagbog.

    Efter hjemkomsten til Langeland bliver Jens gift og ægteparret overtager omkring 1870 fæstet af Pølegaarden. Her bor de til deres død.  Jens dør i 1915- 84 år gammel.

     

     

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    29. november 2016