Bundgarnspæle ved Langeland

    En tragisk brand


    I forbindelse med arkivets ekskursion til Skovsgaard i august gennemgik undertegnede alle de arkivalier, arkivet råder over fra herregården. Der fandtes en omtale af den store brand, der i 1854 nær havde lagt hele gårdkomplekset øde.
    Branden udbrød om natten mellem den 20. og 21. april kl. ca. 2. Alle sov trygt, og ilden greb hurtigt så meget om sig, at alle de karle, der boede i staldbygningen måtte redde sig ud i det tøj, de sov i.

    Seks af dem blev forbrændt, deraf tre så alvorligt, at de døde. De to, der var hhv. 18 og 23 år døde allerede den 23. Den sidste, der var 19 år, udåndede efter svære lidelser den 5. maj.
    Desuden omkom 100 køer, ungkvæg, kalve og tyre, 17 heste, 22 får, en del svin og fjerkræ. Også korn, vogne, seletøj og redskaber blev ildens bytte. Man kan forestille sig det totale kaos, der har hersket på brandstedet. Det er også nærliggende at tro, at de forbrændte har gjort forgæves forsøg på at redde nogle af de panikslagne dyr ud.

    Hvordan branden var opstået, blev aldrig klarlagt. Teorierne var mange – en landstryger, der var faldet i søvn i halmen med sin pibe tændt, en glød fra dagen før, der havde ligget og ulmet. Ingen troede dog på, at branden ligefrem var påsat.

    Uanset årsagen var det er stor tragedie for alle involverede. Hovedbygningen blev i øvrigt kun reddet, fordi vinden vendte på et kritisk tidspunkt. Bygningerne var forsikret, men ikke til genanskaffelsesværdien. De ansattes ejendele var ikke omfattet af forsikringen.

    Værst var det derfor for tjenestefolkene, der havde mistet alt, hvad de ejede, inklusiv deres eventuelle opsparede penge.
    Branden blev først omtalt i Langelands Avis mandag den 24. april, og samme dag var der tillige følgende annonce:

    Tjenestekarlene paa Skovsgaard maatte ved Ildebranden afvigte Nat flygte med Livsfare og næsten nøgne ud af Luerne. De mistede deres Klæder og andre Ejendele. Nogle desuden deres sammensparede Penge. Tabet er for dem meget betydeligt.

    Overbeviste om at Mange gjerne ville yde disse Brandlidte en Understøttelse, tilbyde vi vor Tjeneste med at modtage og efter bedste Overbevisning at uddele til disse Tjenestefolk de gaver, som vi dertil maatte betroes.

    Regnskab skal blive aflagt i denne Tidende.
    Humble, den 21. april 1854.
    Plesner, Provst, H. Knudsen, Skolelærer
    Paa de ærede Indbyderes Opfordring er jeg beredvillig til at modtage de Bidrag, der i ovennævnte Øjemed maatte tilstilles mig, og skal jeg for samme straks aflægge offentlig regnskab. Julius Rosenstand  (avisens redaktør)

    Til de brandlidte Tjenestekarle på Skovsgaard er mig tilstillet følgende Gaver: Garver Krøyer 1 Rd (rigsdaler), Jomfru Winther 2 Rd, Handelsbetjent Harbo 4 Mk. (mark) Fuldmægtig Jensen 1 Rd. Osv. (Det højeste beløb var 2 Rd, det laveste 1 Mk.).I alt 15 Rd. 2 Mk, hvorfor paa de Brandlidtes Vegne kjærligst takkes.  
    Indsamlingen fortsatte til og med den 8. maj, hvor der i alt var indgået 196 Rd. 3 Mk.

    For at danne sig et indtryk af beløbets størrelse, kan det til sammenligning oplyses, at et lommeur dengang kostede 8 Rd., en merskumspibe 3 Rd., en morter 2 Rd. Et hus med 3,5 tønder sædeland kunne fås for 1600 Rd. Det vil altså sige, at de skadelidte til deling fik, hvad der svarer til 24 og et halvt lommeur – ikke just imponerende, men formentlig nok til, at de kunne få tøj på kroppen.  

    Kilder: Optegnelser i arkivet, Langelands Avis 1854 samt kirkebogen fra Lindelse sogn.


    Rudkøbing, september 2011

    Else Wolsgård

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    10. oktober 2013