Bundgarnspæle ved Langeland

    En krigshelt fra Humble

    En krigshelt fra Humble

    En mappe med påskriften ”Valdemar West” – hvor den kommer fra, vides desværre ikke - viste sig at indeholde et spændende materiale. Da papirerne, som hovedsagelig er breve, blev lagt i kronologisk orden, tegnede der sig et billede af en succesfuld udvandrer, som desværre fik et trist endeligt. Her er et resumé af materialet, suppleret med oplysninger fra kirkebog, folketællinger og udvandrerarkivet:

    Første brev er fra bemeldte Valdemar (født i Simmerbølle den 5. november 1885) til hans søster, dateret Quebec 15-2-1912. Søsteren, Hansine Hansen (født West i 1878) flyttede i 1899 fra Humble til Simmerbølle som tjenestepige hos en mand ved navn Hansen.

    Af folketællingen 1901 ses, at der i samme husholdning boede en ugift søn ved navn Karl Hansen, så når Hansine senere benævnes fru Karl Hansen, er forklaringen altså ligetil: hun har giftet sig med husbondens søn.

    Brevet afslører, at Valdemar ikke var en hyppig brevskriver. Der er også noget, der tyder på, at han har været borte fra hjemlandet i en årrække, idet han blander engelske ord med de danske, fx :”Will close for denne gang og hober at höre fra dig soon”.

    I et andet brev udtrykker han sig således: ”Jeg vilde blive meget glad for at have et folgrafi af Moders og Johannes grav. Jeg er going to sende hjem the penge jeg skylder. Kan du læse mit brev, jeg kan ikke skrive so godt dansk nu, jeg skriver nesten aldrig.”

    Af udvandrerarkivet fremgår det, at Valdemar var rejst ud af landet som 22-årig i 1907 med kurs mod Canada. Erhverv: mejerist.

    Næste dokument er en livsforsikringspolice på 1000 dollars i The Sun Life Assurance Company (livsforsikringsselskab) of Canada, udstedt den 2. november 1915 – åbenbart umiddelbart før West meldte sig til de væbnede styrker. Han var på det tidspunkt blevet britisk statsborger. (1867 til 1931 var Canada en såkaldt British Dominion, dvs., der eksisterede en slags rigsfællesskab med Storbritannien).

    Den 23-9-1916 sender J.E. Kerridge, der er manager (direktør) i The Canadian Bank of Commerce (den canadiske handelsbank) et brev til Valdemar, der begynder med ”My dear West”(min kære West). Kerridge tager åbenbart vare på Valdemars økonomi i hans fravær, idet de har været nære venner:”We think of you and speak of you every day in our home” (vi tænker på dig og taler om dig hver dag her hjemme).

    Valdemar er åbenbart nu kommet til fronten i Frankrig, og mrs. Kerridge medsender i den anledning nogle kakifarvede lommetørklæder ”as we thought your white ones might prove an easy match for an enemy sniper”. (da vi tænkte, dine hvide kunne vise sig at udgøre et let mål for en snigskytte) Det skulle vise sig, at denne frygt kun var alt for berettiget!

    Et par dage senere kommer der endnu et brev, denne gang fra en pige ved navn Gladys, som sender varme hilsner fra sine forældre samt nogle ekstra lange, strikkede sokker.

    Den 23. september skriver Kerridge igen, bl.a. ”Glad to hear you are well and still enjoying trench life” (!!). (jeg er glad for at høre, du har det godt og stadig nyder skyttegravslivet ). Det med nydelsen er formentlig temmelig ironisk ment.

    Sidst i september sender en veninde en julekage af sted til Frankrig, i god tid må man sige, men transporten kunne godt tage op til et par måneder. Om den kom frem, og hvem der spiste den, vides ikke – kun at det ikke var Valdemar.

    Det falder i J.E. Kerridge’s lod at skrive det triste, men nødvendige brev til Valdemars far, Edvard F. West, bødker i Humble, og det gør han den 15. november 1916. ”Valdemar was killed in action about 20th October while serving in France with the Grenadier Guards of Canada.

    He was honest in every sense of the word, sober, industrious, a close friend, a noble and good Christian faithfully serving the Church to which he belonged” ( Valdemar blev dræbt i kamp ca. den 20. oktober, mens han gjorde tjeneste i Frankrig i det canadiske grenaderkorps.

    Han var ærlig I alle ordets betydninger, besindig, flittig, en nær ven, en ædel og god kristen, der trofast tjente den kirke, han tilhørte) Det tilføjes, at der er blevet afholdt en mindegudstjeneste. Af den medsendte avisnekrolog fremgår det også, at Valdemar West var et sjældent afholdt medlem af lokalsamfundet, og omtalen slutter med”To know him was to love him”. (at kende ham var at elske ham). Han blev knap 31 år.

    Et par uger senere kan Kerridge give lidt flere oplysninger omkring Valdemars død:”He was in a bombing squad, and after his regiment had succeeded in taking the German trench and your son distinguishing himself by his bravery, he was hit in the head by a german sniperwhile bringing up a supply of bombs to the line about two hours after the trench was taken.

    He was buried behind theRegina trench he helped to take” .( han var i en bombe-enhed, og efter at det var lykkedes for hans regiment at indtage den tyske skyttegrav – idet Deres søn havde udmærket sig ved sin tapperhed, blev han ramt i hovedet af en tysk snigskytte, mens han var ved at transportere en forsyning af bomber til frontlinien ca. to timer efter, at skyttegraven var erobret.

    Han blev begravet bag Regina skyttegraven, som han havde været med til at indtage
    ). Kerridge oplyser også, at Valdemar ville have fået “The Distinguished Conduct Medal” (en medalje for særlig udmærkelse).

    Imidlertid skal de økonomiske spørgsmål ordnes. Private (menig) West har tegnet ikke mindre end tre livsforsikringer på hver 1000 dollars. Heraf skal de to gå til søsteren Hansine, den tredje til faderen. Familien skal derfor fremsende to bekræftede fødselsattester til mr. Kerridge. Der er lidt skriveri frem og tilbage bl.a. om et såkaldt militærtestamente, der ligeledes tilgodeser Hansine.

    Ikke overraskende kunne hverken E.F. West eller hans datter læse og skrive engelsk, men det kunne præsten i Simmelbølle heldigvis. Det var den i lokalhistorisk sammenhæng senere så kendte Vilhelm Lütken! Han påtager sig rollen som translatør, og da han skriver sine kladder bag på brevene fra Canada, kan man se, at han absolut ikke benyttede et simpelt ”skoleengelsk”, men udtrykte sig både nuanceret og stringent.

    Valdemar fortsatte åbenbart sin karriere som mejerist i Canada, idet det nævnes, at han ”was in charge of the Government Creamery in Brome” (bestyrede regeringsmejeriet i Brome)

    The Masonic Lodge (frimurerlogen) står bag opsætningen af en mindeplade for ham i kirken, så han havde øjensynlig en solid, social status.

    Imidlertid udveksler mr. Kerridge og West-familien adskillige breve om livsforsikringerne. Først bliver en af fødselsattesterne væk, senere bliver Lütken bedt om at sende en oversættelse.

    Efterhånden kommer bankdirektøren fra Canada og pastor Lütken nærmest på venskabelig fod. Det ses på rørende og tragisk vis af en lille efterskrift, tilføjet i hånden på et af direktørens mere officielle, maskinskrevne breve:”Since I wrote last we have had a very great loss.

    Our little girl Isabel aged 9½ years died of peritonitis following an operation in the general Hospital Montreal for appendicitis. She and Valdemar are now together in Paradise. They were very fond of each other and the little girl used often to sit on his knee and look up in his kind face.

    She admired him very much.”
    (siden jeg sidst skrev, har vi oplevet et meget stort tab. Vores lille pige, Isabel på 9½ år døde af bughindebetændelse efter en operation for blindtarmsbetændelse på Montreals hovedsygehus.

    Hun og Valdemar er nu sammen i Paradis. De var meget glade for hinanden, og den lille pige sad ofte på hans knæ og kiggede op på hans venlige ansigt. Hun så meget op til ham
    ) En sørgelig udgang på en ellers ret banal operation, men ikke usædvanlig dengang, da alle operative indgreb var forbundet med stor infektionsrisiko.

    Endelig – i maj 1918 – kommer pengene for livsforsikringerne, ca. 3100 kr. for hver 1000 dollars.

    By- og Herredsfogedkontoret i Rudkøbing er indblandet, og der er også nogle skriverier frem og tilbage om et guldur, som Valdemar havde fået af venner ved sin afrejse til fronten. Det blev aldrig fundet. Måske havde han det på, da han blev begravet, eller en af hans kammerater har haft fornøjelse af det siden.

    Den sidste oplysning om Valdemar West stammer fra et brev fra ”Komiteen for Landsindsamlingen til et Monument i Marselisborg Mindepark for de i Verdenskrigen faldne danske” fra 1932. Komiteen har fået en opfordring fra Karl Hansen - Hansines mand – til at medtage navnet Valdemar West på monumentet.

    Det erklærer komiteens formand sig villig til, så hvis monumentet stadig står der, kan man formentlig se navnet på den langelandsk fødte soldat, der meldte sig frivilligt for at kæmpe for sit nye fædreland.

    Æret være hans minde.

    Rudkøbing den 5-4-2006

    Else Wolsgård

     

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    10. oktober 2013