Bundgarnspæle ved Langeland

    Et sjældent brev

     

    Et sjældent brev

    Fhv. museumsinspektør Ole Mortensøn gjorde for nylig er interessant opdagelse på Byarkivet. I forbindelse med en helt anden sag stødte han på et læg med navnet Kristen Friis.
    I lægget lå kun ét dokument – men hvilket! Det drejer sig om et brev, egenhændigt skrevet af kong Christian den Fjerde i 1615. Han regerede, som nogle sikkert husker, fra 1588 til 1648.
    Ole Mortensøn fandt brevet registreret i protokollen på Langelands Museum som en gave fra redaktør Rosenstand. Senere er det overladt til arkivet engang i 1950erne. Jens Winther – museets grundlægger – interesserede sig nemlig ifølge OM ikke for ting fra tiden efter Gorm den Gamle. Hvordan hr. Rosenstand er kommet i besiddelse af brevet, vides ikke.

    Brevet er skrevet med smuk og let læselig håndskrift, naturligvis med gotiske bogstaver.
    Adressaten er (citaterne er tilpasset nutidig stavemåde) ”Prinsens hofmester Christen Friis”
    Kongen sender hofmesteren ”adskillige klenodier, som børnene skal have”.
    Blandt klenodierne er en stor guldkæde og et smykke af form som en egekvist med diamanter og perler. Disse ting skal gives til prinsen, dvs. arveprins Christian, født 1603.
    Andre fornemme stykker skal hertug Frederik, født 1609, have, fx et hattebånd med en stor diamant. Også hertug Ulrik, født 1611 fik del i kostbarhederne. Alle tre sønner var født i ægteskabet med dronning Anna Cathrine.
    Af de tre var det kun Frederik, der overlevede sin far og efterfulgte ham som konge i 1648.
    Nogle af smykkerne er åbenbart gået lidt i stykker, idet et par diamanter er faldet ud. De skal derfor sendes til Jørgen Prüss, som skal lade nye diamanter sætte i og i det hele taget ”forny dem op igen”.
    Til sidst kommer en tilføjelse, der er mere interessant for eftertiden end fordeling af smykker::
    ”Fordi du nu er til stede der i Helsingør så se dig med flid om, hvorledes man bedst kan fortificere(befæste) byen udadtil med tørre grave og ved stranden med en mur. Men byen må ikke blive så lang, som den nu løber ud til Lundehavnen”. Tolkning af det sidste kræver vist lokalkendskab, men budskabet i det første pålæg er klar nok: Når Christen Friis nu alligevel er der, skal han sørge for, at Helsingør befæstes bedst muligt efter kongens idéer. Kalmarkrigen var slut i 1613, men Sverige var og blev arvefjenden, som man skulle kunne forsvare sig imod.

    Modtageren af brevet, Christen Friis (født 1581), var søn af rigsråd Jørgen Friis. I 1609 var han kansler, dvs. leder af kongens kancelli. I Kalmarkrigen 1611-13 gjorde han sig positivt bemærket. Stillingen som hofmester for prins Christian havde han netop fået i 1615.
    Kong Christian stolede meget på den dygtige Friis og gav ham højt betroede stillinger, således var han kansler lige til kongens død i 1648.

    Man spørger måske sig selv, hvorfor en travl konge tager sig tid til egenhændigt at skrive brev om fordeling af nogle smykker. Det skal nu ikke undre nogen. Kongen var som hersker af den type, der gerne selv går ned i de mindste detaljer – med fare for at miste overblikket over de store linjer. Der kendes 3000 breve fra kongens hånd. Brevet på Byarkivet er medtaget en stor fortegnelse fra 1888 over alle Christian den Fjerdes egenhændige breve, så der er desværre ikke tale om et nyopdaget brev.
    Tak til Ole Mortensøn, fordi vi må bruge hans research.
      

              Kongens underskrift

    Her ses en scanning af sidste side i brevet med kongens underskrift.
    (originalstørrelse 14x18 cm)


    Marts 2010
    Else Wolsgård

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    10. oktober 2013