Bundgarnspæle ved Langeland

    Fra Longelse til Wisconsin

    Fra Longelse til Wisconsin: Peter og Laurentine drager vestpå.

    I juli i år fik arkivet en mail fra USA. Afsenderen hed ”jetsetgrandma” – en imponerende mailadresse. Hun ville gerne vide mere om sine forfædre- og –mødre. Heldigvis havde hun selv nogle oplysninger, så vi havde lidt at begynde med. ”jetsetgrandma”s informationer var dog i flere tilfælde ikke korrekte.

    Det skyldes, at de amerikanske immigrationsmyndigheder ikke tog det så tungt, hvordan et navn blev stavet, og om en fødselsdato var korrekt.

    Vi kiggede i kirkebøgerne og folketællingen fra 1880, og der tegnede sig følgende billede:
    I 1837 blev Peter Mogensen født i Lindelse. Fem år senere bliver Laurentine Christine Hansen født i Fuglsbølle. De unge mennesker mødes, mens hun og måske også han tjener på (herre)gåden Skovsboe. Mødet resulterer i, at Laurentine som 19årig i november 1861 føder en søn. Faderen opgives at være Peder Mogensen (kirkebøgerne er jo ofte heller ikke konsekvente mht. stavning af Peter/Peder). Til gengæld kan vi se, at man åbenbart stadig bruger at give barnet et patronymikon – faderens navn + søn. Den lille bliver i Skrøbelev kirke døbt Hans Christian Pedersen. Begge forældre bor på fødselstidspunktet i Torpe.

    Man kan gætte på, at Hans Christian som spæd har været anbragt hos Laurentines forældre, mens hun selv knoklede videre som tjenestepige for at spare lidt op. Knap to år senere er den gal igen. Laurentine er igen gravid. Denne gang tager det unge par konsekvensen, og de bliver gift i september 1863. Det følgende år i februar ser en lille ny Pedersen dagens lys – denne gang en Anton.

    Folketællingen fra 1880 viser, at familien bor i Longelse, nærmere bestemt Barager i et ”hus”, måske et lille husmandssted. De to ældste drenge bor ikke hjemme mere, men det er der seks andre børn, der gør. Blandt dem en Petrosine – det er altså ikke blot i vore dage, forældre giver deres børn besynderlige navne!

    1884 er året, hvor familien beslutter sig for at emigrere til USA. På det tidspunkt har de fået to børn til, dvs. det samlede børnetal er ti.

    Det viser sig, at de to ældste sønner var emigreret et par år før, og nu fulgte forældrene altså efter.

    Der er imidlertid noget underligt ved deres afrejse. De tager nemlig kun fire børn med sig, alle i alderen 7 til 2 år.

    Det er forståeligt, at Christian på 16 år og Hansine på 14 ikke skulle med. De var nok ude at tjene og ønskede måske ikke at rejse. Mere mærkeligt er det, hvorfor Rasmus på 10 år og Anne Catrine på 2 blev ladt tilbage. Lakunerne i vores viden lader sig ikke fylde ud. Børnene er ifølge kirkebøgerne ikke døde, men deres helbred kan have været for dårligt til, at forældrene turde rejse med dem. Det kan jo også være, at barnløse slægtninge har tilbudt at tage dem til sig.

    I 1905 var der folketælling i det nye land ”Wisconsin State Census”, og heraf fremgår det, at Peder og Laurentine havde i alt 15 børn, hvoraf de 7 levede på tællingstidspunktet. Hvor mange der boede hos forældrene, er ikke oplyst.

    Den næste tælling fra 1910 angiver, at Peder Mogensen stadig ikke ejer, men lejer det land, han dyrker ved Elk Mound. Han kan læse, skrive og tale engelsk, hvorimod laurentine kan læse og skrive sproget, men ikke taler det. Selv om han ikke blev rig, blev Peder og hans kone øjensynlig agtede medlemmer af lokalsamfundet - i hvert fald efter nekrologen at dømme. Han døde i 1916 som knap 80årig formentlig af den spanske syge. Blot en uge efter sluttede Laurentine sig til ham.

    ”jetsetgrandma”s oldefar var den ældste ”uægte” søn, Hans Christian. Han giftede sig med en dansk, indvandret pige og købte et stykke jord, som han dyrkede. Han døde som 41årig i 1902 af tuberkulose. Hans enke, Mary, sad tilbage med 4 børn. Et femte barn var død samme år som Hans Christian.

    Mary levede til gengæld i endnu et halvt århundrede, før hun døde af alderdom i Minnesota.

    Normalt yder arkivet ikke omfattende hjælp til genealogiske udredninger, men denne her sag synes vi, er interessant, idet den illustrerer en typisk udvandrerhistorie. De rejste ud for at få et bedre liv, end det, de kunne håbe på som arbejdsfolk på landet, velsignet med mange børn.

    Måske fandt de ikke helt det, de havde håbet på, men meget tyder i retning af, de fik en højere samfundsmæssig status, end den de kunne have opnået i Longelse. Der er også stof til lidt perspektivering, idet historien indeholder et par mønstre, vi kan nok kan genkende: Sønnen gifter sig med en anden dansk indvandrer, og moderen kan efter 25 år i det nye land stadig ikke tale sproget….

    Rudkøbing den 14. august 2007

    Else Wolsgård

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    10. oktober 2013