Forår, anemoner i skovbunden

    Fredskoven

    ”…slår højt Fredskovens nattergale”

    Ovenstående linie fra salmen ”I al sin glans nu stråler solen” har vi vel alle sammen sunget flere gange. Men har vi også tænkt over, hvad en fredskov egentlig er? Hvis ikke, kommer forklaringen her:

    I 1805 blev ”Fredskovsloven” udstedt. Grunden var, at alt for mange skove var blevet udsat for vanrøgt og rovhugst. Kvæg og svin spiste mange af de olden og bog, der skulle have spiret til nye planter, og folk stjal træ til tømmer og brænde. Al højskov skulle nu ifølge den nye lov indhegnes mod kreaturer. Der måtte ikke ryddes mere skov, og eksisterende skove skulle stilles under opsyn af forstmænd.

    Det var en klog beslutning. Fra i middelalderen at have været et land med megen skov, var det i begyndelsen af 1800-tallet kun 5% af landets areal, der var skovdækket (mod nu 12 %).

    At der også er en fredskov tæt ved Rudkøbing, ved de fleste, men hvordan fik byen den grønne oase?

    I 1850erne kan man i Langelands Avis læse, at mange beklager det faktum, at købstaden ikke har et lystanlæg. Der var tilløb til at få sådan et anlæg etableret, men først da den entreprenante teglværksejer Ferdinand Christensen tager fat i at produktudvikle det lille skovstykke, der tidligere hørte under Faarevejle under navnet Nørremarksskoven, kommer der rigtig gang i sagen.

    En del af ”fredeskoven”, som man nu kaldte den, bliver ryddet, stier anlagt og en pavillon opført. Den 2. juli 1876 åbnes anlægget for publikum. Det sker med kanonsalut, koncert, dans, fyrværkeri og adgang til restaurant ”Kronprindsen”. Adgangskort til skoven kan erhverves for et år formedelst 2 kr. for en familie – herunder dog ikke konfirmerede sønner – og 1. kr. for én person.

    Dagen efter kan man i avisen læse, at omkring 2000 mennesker deltog i åbningen, så det må siges at have været et tilløbsstykke.

    I 1879 laves en skydevold, så Det borgerlige Skyttelaug (der er Langelands ældste forening) kan afholde sine fugleskydninger uden at udsætte andre for fare.

    Samme år foranstalter Ferdinand Christensen en storslået basar i Fredeskoven til fordel for oprettelsen af en teknisk skole. Reklamen for basaren oplyser, at der er tombola, spåkone, vejemaskine (!), salg af blomster, kager og godter og meget, meget mere.

    Også basaren blev en solid succes, der resulterede i, at den tekniske skole så dagens lys til gavn for lærlinges især teoretiske uddannelse.

    Fem år senere, i 1884, blev der indlagt buelys og glødepærer i Fredeskoven og skovpavillonen. Det var igen F. Christensen, der var på spil. Han havde en elektromotor på sit teglværk og trak derfra ledninger til anlægget. Den offentlige elforsyning begyndte først i 1910.

    Langt op i det 20. århundrede var Fredeskoven og pavillonen et meget populært udflugtsmål. Så sent som i 1957 averterer restauranten med, at der afholdes dansant en gang om ugen (mange kender nok især udtrykket fra ”Matador”, hvor jernbanerestauranten som bekendt blev omdannet til ”Rosenhaven” med dansant til stor fortrydelse fra bl.a. grisehandler Larsen).

    Området var kommet i kommunens eje, men der var ikke råd til at vedligeholde bygningen, der efterhånden forfaldt i en sådan grad, at man i 1973 besluttede at rive den ned.

    Selv skoven havde det heller ikke for godt, men heldigvis kom der ligesom i 1805 et statsligt initiativ, idet skoven i 1992 kom ind under reglerne om plantning af bynær skov efter loven om skovrejsning.

    Fredskoven er nu en statsskov og atter et yndet udflugtsmål med borde og bænke til picnic og legeplads for børn.

    23-6-2008

    Else Wolsgård

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    10. oktober 2013