Bundgarnspæle ved Langeland

    Gåsedammen ved Brogade

     – samt historien om æ, ø og å

    Byarkivets skaber, Chr. Kiilsgaards historiske interesser gjaldt ikke kun skriftlige vidnesbyrd om Rudkøbings fortid. Han arbejdede flere gange som amatørarkæolog, og her er et af hans forbløffende resultater:

    I 1938 skulle Brogade asfalteres, og det gav anledning til en undersøgelse af, hvad gaden gemte under sin overflade. For ikke at risikere senere at måtte grave asfalteringen op, besluttede Byrådet, at alle vand- og kloakledninger skulle undersøges og evt. tærede dele udskiftes. Der blev derfor gravet 14 render i hele Brogades længde. Samtidig blev det middelalderlige munkestensfundament til en bygning, der havde ligget ud for nr. 5, udgravet.

    Det viste sig, at der ca. en halv meter under brolægningen oven på den naturlige jordbund, der består af ler, var et tæt sammenpresset gruslag, der havde udgjort den oprindelige vejbelægning. Brogade var med andre ord en simpel grusvej. Ved at studere jordlagene, som sås tydeligt i de udgravede render, kunne man se, at gaden havde været meget mere stejl end nu – udmundingen ved Havnepladsen lå engang hele 1,40 meter lavere end nu. Jordlagenes jævne fald blev dog afbrudt ved Gåsetorvet, hvor man i midten fandt den fordybning, hvor Gåsedammen havde ligget.

    Kiilsgaard forklarer i en avisartikel den 8. november 1938, at navnet gåsetorv i de gamle byer ikke betød en plads, hvor man handlede med fjerkræ, men en plads med en dam, hvor gæs og ænder svømmede og snadrede. Det var derfor logisk at antage, at det også havde været sådan i Rudkøbing.

    Udgravningerne viste, at dammens overflade har ligget 1,30 meter under det nuværende torvs overflade. Dybden har været knap en meter og diameteren ca. 3,25 meter.

    Desværre lod det sig ikke gøre at udgrave hele dammen, idet statuen af H. C. Ørsted står oven på en del af den. Selve den udgravede dam ”var fyldt af en sort, blød og stinkende masse, hvori der var rester af græs og siv, og hvori der lå en masse nøddeskaller, som viser, at der engang har stået hasselbuske omkring den”, beretter Kiilsgaard.

    Desværre ved vi ikke, hvornår dammen er blevet fyldt op, men det må have været senest i midten af 1800tallet, da de nuværende beboelser omkring torvet begyndte at blive bygget.  

    Siden webadresser og mails er blevet en del af vores daglige kommunikation, ser det sort ud for de gamle, danske bogstaver, æ, ø og å. Men hvad er grunden til, at man i dansk har disse ”sære” bogstaver?

    Æ stammer fra latin og oldengelsk og har været brugt i dansk i knap 1000 år. Det bliver som bekendt fortrængt af ae.

    Ø blev opfundet af romerne som en sammenskrivning af o og e. Det er blevet brugt i dansk skriftsprog siden 1100tallet. Nu bliver det i de elektroniske medier til oe eller bare o.

    Å ses første gang i svenske håndskrifter fra 1400tallet. I 1743 foreslog sprogforskeren J. P. Høysgaard, at man i dansk erstattede aa med å. Rasmus Rask var også en svoren tilhænger af å og takkede skriftligt, når nogen havde benyttet bogstavet i et brev. Å blev officielt indført ved retskrivningsreformen i 1948, hvor også de store begyndelsesbogstaver i substantiver blev afskaffet.

    Af sære grunde anses det stadig for ”finest” at bruge aa i navne. Det er derfor sikkert venligt ment, når mange forsyner mig med et dobbelt a. 

    Marts 2012
    Else Wolsgård  

     

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    10. oktober 2013