Bundgarnspæle ved Langeland

    Gamle Rudkøbing Originaler

    ”Gamle Rudkøbing Originaler

    af J. Chr. Bay, Chicago. Artikel i Langelands Avis den 28. august 1926. Bay, (f. 1871, d.1962) var født og opvokset i Rudkøbing. Hans far havde været i Amerika, og derfor blev også sønnen tiltrukket af de store muligheders land. Allerede før han havde afsluttet sine plantefysiologiske studier i København, rejste han i 1892 til Missouri. Der blev han ansat ved den botaniske haves bibliotek. Nogle år senere blev J. C. Bay ansat som assistent ved Libraby of Congress i Washington D.C. I 1905 blev han tilbudt job på The John Crear Library i Chicago, et af verdens største videnskabelige biblioteker. Først som chef for klassificeringen og endelig som overbibliotekar.

    Rudkøbing havde til stadighed en stor plads i hans hjerte, og han holdt sig orienteret om, hvordan det gik i byen. I 1955 blev der afsløret en buste af ham i Ørstedsparken, skænket af en dansk restauratør i Chicago. Følgende spredte barndomserindringer foregår omkring 1880.

    ”Mon der endnu er nogen tilbage, der erindrer Morten Filip? Jeg kan lige netop huske, hvordan han råbte op og tog på vej og havde frisprog. Der var engang en ung kommis i en af byens forretninger, som dyrkede et overskæg. Det var lige begyndt at sætte lovende spirer, da den unge mand en dag mødte Morten. Hans ansigt trak sig op i forbavselse, og han udbrød: nej, nu har jeg aldrig set mage til skæg. Det er – som han kunne bedyre – det største skæg på hele Langeland!

    Huset på havnen, hvor hans enke boede med sine to vanvittige børn, er nu borte. De holdt ud i det sølle hus i mange år. En trist skæbne. Men de var ikke de eneste, hvis tilværelse forekom os forfejlet og hensigtsløs.

    I den gamle fattiggård fandtes der i min barndom en flok mennesker, som gjorde et dybt indtryk på os alle. Fattiggården var, som så mange andre ældre gårde i vor by, og lå med den åbne side ud til Blindestrædet – nu Strandgaden. Denne åbne side var lukket med et plankeværk. Midt i dette sad en port, og til venstre for porten var en dør eller høj låge. Når man trak i håndtaget til en klokkestreng på muren ved denne dør, blev døren åbnet, idet nogen inde fra forstanderens dagligstue trak en jernstang fra, som holdt døren. Inde i gården stod Ana Pudselykke og vaskede eller skrubbede gryder. Ana var stærk både i mælet og i sin krop.

    I hjørnevinduet med udsigt til stranden sad på en høj stol en mand, der var lam, og bandt fiskegarn. På væggene omkring ham hang bur ved bur med kanariefugle. Jensen var en smuk mand med blondt skæg. Det var skik, at skipperne, hver gang de kom i havn, bragte en pakke tobak til Jensen.

    Tobakken blev selvfølgelig smuglet ind, og et barn fik lov at gå over i fattiggården og aflevere gaven. Jeg husker, hvordan den blege, værkbrudne mand ved en sådan lejlighed løftede mig op og kyssede mig. Han syntes at leve ret sorgløst og havde ingen dårlige vaner. Bestandig sad han ved sit vindue og hilse venligt på dem, der gik forbi.

    Det hed sig, at Ana Pudselykke, den skrappe pige i gården, og Jensen var kærestefolk. Det være som det vil, men hver søndag når vejret var godt, åbnedes fattighusets dør, og Ana skubbede en stor, læderbetrukken rullestol frem, hvorpå hun gik ind igen, hentede Jensen og satte ham i stolen. Og derpå drog de to ud i den grønne skov. Ana skubbede vognen hele vejen ud og hjem, og så bar hun sin ven ind igen og satte ham i stolen ved vinduet.

    Dette var fattiggårdens lyse side. Den mørke side repræsenteredes af skikkelser som Rasmus Sjællænder og Klavs Bang. Da de for længst er døde og borte, tør man vel nok give dem ord for at have givet deres samtid et levende billede af drukkenskabens elendighed.

    Klavs Bang var af god familie, og det blev sagt, at han var eksamineret jurist og havde haft plads på byfogedkontoret – det gamle kontor, hvis indgang var i porten til borgmestergården i Blindestræde, hvor borgmester Sagers gule hund lå på lur og røg i benene på enhver, der ubevæbnet nærmere sig det høje sted.

    Min moder lånte Klavs Bang bøger og havde ondt af ham, når han med sit dannede sprog kom og stod ved døren og fik et nyt bind af ”Et købmandshus i Skærgården”. Der var imidlertid intet udkomme med ham. Moder sagde så tit:” Pas nu godt på Dem selv, lille Bang”, men inden aften kunne Klavs findes halvt bevidstløs på Hans Høghs Plads eller bag en af Boas’ tømmerstokke.

    Han og Rasmus Sjællænder drak aldrig i selskab, men hver for sig. Rasmus var drabelig og tilbøjelig til at blive studs, indtil brændevinen tog alle sanser fra ham, og de kom kørende med ham på en trillebør, og den sorte dør atter stængede ham inde i håbløsheden.

    Det forekommer mig, at Klavs Bang hængte sig og lå lig i rullestuen. Det forekommer mig også, at der blev sagt, at hans ulykke skyldtes kærestesorg. Der kunne følgelig være undskyldning nok, thi i gamle dage var kærestesorger en kilde til mange katastrofer………..

    Den gamle tid fostrede mange originale mennesker, og der var plads for deres originalitet i et samfund, hvis regulering endnu ikke var tvunget ind i de former, som har vist sig nødvendige under vore moderne, yderst sammensatte livsforhold. (her følger et afsnit om kloge mænd og koner)….

    I selve byen havde vi en praktikant, som hjalp folk, når de fik smuds i øjnene. Hun boede i Slippen mellem Gåsetorvet og Kirkepladsen. Det er mig ikke muligt at huske hendes navn. Hun slikkede smudset ud af folks øjne med sin tunge, og det var en probat fremgangsmåde. Hun havde ingen konkurrence. Hun lod tungen spille under patientens øjenlåg, og så hang smudset ved, og det var det hele.”

    Forskellene på forholdene i 1880-erne og nu er slående – hvad enten man fokuserer på selve fattiggårdens univers, på handicappedes livsvilkår eller det udtalte skel mellem ”dem” og ”os”.

    Den små Jens Chr. havde en klar fornemmelse af, hvor han hørte til! Alligevel viser han en for den tid usædvanlig social forståelse for årsagerne til, at nogle kom i uføre.

    Den privatpraktiserende ”øjenrenser” er et kapitel for sig. Praktisk var det jo at kunne få sand, savsmuld, avner eller lignende fjernet hurtigt – og endda uden tidsbestilling! Men det er ikke rigtigt, at hun ingen konkurrenter havde. For i Skrøbelev boede Sofie, som kunne det samme trick, og som efter sigende også havde frelst manges øjne fra evigt mørke! I en tid, da de fleste kun søgte læge, hvis det var livet om at gøre, var der fuldt op at gøre for de kloge mænd og koner, der kunne deres kram.

    Juni 2007

    Else Wolsgård

     

     

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    10. oktober 2013