Bundgarnspæle ved Langeland

    Den dygtige Håndværker

    Den dygtige håndværker

    Nærkontakten med det gamle ur, der bærer inskriptionen HJORTEBERG 1845, betød, at det blev relevant at undersøge, hvem denne urmager var. Her er, hvad der findes om ham på arkivet:

    Rådhusuret er ganske rigtigt lavet af urmager Carl Christian Erasmus Hjorteberg. Han blev født i Kerteminde 22-2-1814 som søn af urmager Carl Hjorteberg og hustru.

    Hjorteberg senior flyttede senere til Rudkøbing, hvor junior ifølge rådstueprotokollen fik borgerskab som urmager i 1841 og snart overtog faderens forretning. Den lå i Østergade 30 i et solidt, grundmuret hus. Før han etablerede sig, havde han i øvrigt – som det var almindeligt dengang – rejst rundt i andre lande i nogle år.

    Så var han parat til at blive gift, og det blev han den 21-9-1843 med Sofie Hermandine Petersen (f. 1821). Allerede 6-6 (!) det følgende år fik de en datter. Herefter fulgte endnu fire døtre.

    I 1843 blev rådhuset ombygget. Ifølge byskriver P. Rasmussens ”Oplysninger betræffende Rudkjøbing Kjøbstad” blev i 1845 et ottedagesur installeret i et dertil indrettet lukaf i rådhusets frontspice ud mod Torvet:

    Dette ur har en matsleben skive af glas med påmalede tal, forgyldte visere og et glas foran, så at hverken regn, sne eller isslag kunne komme til urskiven eller viserne. Skiven kan om natten oplyses ved lamper bag fra. Uret er forfærdiget af den duelige urmager hr. Carl Hjorteberg her i byen. Det er smukt og godt udført og går meget accurat, men slår hverken timer eller kvarter.”

    At Hjorteberg var en respekteret mand, ses af, at han i 1857 blev valgt til borgerrepræsentationen. 70 stemmeberettigede deltog i rådstuesamlingen, hvor urmageren altså blev valgt som et ud af repræsentationens ni medlemmer. Han blev tillige medlem af skolekommissionen.

    Carl Hjorteberg skal have været en meget vellidt og venlig mand – temmelig trivelig med et BMI et godt stykke over de 30. Alligevel gik han hver søndag hjem fra Tranekær, når han havde givet slottets ure det ugentlige serviceeftersyn.

    I 1891 afstod han forretningen, og i september 1893 havde han og fruen guldbryllup. Langelands Folkeblad skriver i den anledning: ”Urmager Hjortebergs guldbryllup fejres i dag ved flagning fra de fleste bygninger og skibene i havnen, ligesom det gamle ægtepar har modtaget talrige beviser på sympati og agtelse. Guldbrudgommen er 80 år og svagelig. Bruden er 72 og rask og rørig”. Det var da en fejring, der ville noget! Heldigt, at han nåede at opleve dagen, for to måneder efter, den 21. december, døde han.

    ”Stille og rolig hensov i Nat min brave Mand, vor kjære, trofaste, gamle Fader, Uhrmager Karl Hjorteberg, hvilket bekjendtgøres af hans

    Hustru og Børn.

    Rudkøbing den 22. Dec.

    Om Gud vil, foregaar Begravelsen fra Kirken Torsdag den 28de ds. kl. 12”

    I dag 163 år efter, at rådhusuret blev fremstillet, går det stadig ganske udmærket. Det trænger nok til en tandrensning, men det har kommunen heldigvis stillet i udsigt inden længe. Vi kan altså kun give byskriveren ret: Hjorteberg var en dygtig håndværker.

    Den 5. august 2008

    Else Wolsgård

     

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    10. oktober 2013