Bundgarnspæle ved Langeland

    Hekseproces

    Hekseproces mod Maren Hanses, Maren Nielses og Kirstine

    Sagen begyndte i 1596. Det hedder herom i gamle Retsprotokoller:

    Der ankom dette Aar fra Lolland en Landstryger ved Navn Erland. Han tog Ophold i Jørgen Rasmussens Hus i Rudkøbing. Erland gav sig af med at spaa Folk og vakte en Del Opsigt.

    I Rudkøbing levede samtidig en ildeberygtet Kvinde, Marine Hanses, og da hun var bleven anholdt for et Tyveri og tilstod sig skyldig, gik Erland til Jørgen Rasmussen og bildte ham ind, at det ogsaa var Marine Hanses, der havde forhekset Gæren, saaledes at Jørgen ikke som sædvanligt kunde faa Held med sin Brygning. Sagen blev troet, Marine Hanses blev anklaget for Trolddom. Som saa ofte var der ogsaa her Folk nok, der kunde vidne om hendes Skarnstreger. En Mand, som hun havde været i Strid med, kunde saaledes mindes, at hun havde truet ham med, at der ”skulde times ham en Ulykke”, og saa havde en Ulykke ganske rigtig ogsaa ramt ham. Rigtignok laa der lang Tid mellem Truselen og Ulykken, men han havde dog været sikker paa, at det var Marine Hanses, der Skyld deri.

    Og hvad Marine Hanses ikke kunde overbevises om, det pinte Bøddelen hende til at sige. Navnlig gjaldt det om at faa at vide, hvem der var medskyldige. Hun maatte jo vide, hvem der i Rudkøbing gav sig af med Hekseri hende foruden. I sin Pine angav hun saaledes en Anden Kone i Byen, Marine Nielses.

    Den dag Marine Hanses på Tinge blev dømt til at brændes, gik Marine Nielses hen til hende og spurgte:

    ”Sig mig, naar og hvorledes har jeg drevet Trolddom sammen med Dig?”

    Men Marine Hanses vilde eller kunde ikke svare andet end: ”Gaa hen til din Mand!”

    Saa faldt dommen, og Marine Hanses blev Brændt.

    Den ophidsede Folkestemning krævede imidlertid flere Ofre. Snart arresteredes Kirstine, Peder Thygesens Hustru. Ogsaa hun blev pint og paa den maade tilstod hun alt, hvad man forlangte af hende. Kirstine pintes saaledes til at ”tilstaa”, at hun sammen med Marine Nielses havde forhekset Jørgen Rasmussens Urt og Brygning. Da denne tilståelse blev oplæst på Tinge, traadte Marine Nielses frem og sagde:

    ”Kirstine da, hvad er det, Du siger om mig?”

    Kirstine sagde da til Folk der hørte derpaa: ”Jeg har sagt en Løgn, men jeg har sagt det, fordi de skulde holde op med at pine mig!”

    Jørgen Rasmussen var svært ivrig. Han fik lov til, at Kirstine maatte tages ud af Arresten og bringes hen i hans Hus. Bøddelen gik med og nu var Staklen fuldstændig i de to Mænds Magt. Næste Tingdag, da Marine Nielses bebrejdede hende den Usandhed, hun havde sagt, fik hun kun det Svar:

    ”Jeg kan ikke sige andet end det, jeg har sagt, og det er skrevet op”.

    Ogsaa Kirstine blev brændt paa Baalet. I sidste øjeblik havde man pint en hel Del mere ud af hende. Hun havde saaledes navngivet endnu en Troldkvinde foruden Marine Nielses.

    Man faar af Sagens akter ikke den sidste Kvindes Navn at vide. Hun unddrog sig øjeblikkelig ved Flugt en lignende behandling. Det var jo næsten det eneste der var at gøre.

    Tilbage var nu Marine Nielses. Man fatter næsten ikke, at hun ikke for længst var kastet paa Baalet. Men det viser sig, at hun har haft formanende Veninder, deriblandt Byfogdens Kone. Gentagne Gange havde disse Veninder søgt at faa de to ”Hekse” til at tage deres ord om Marine Nielses tilbage, men Staklerne har knapt nok turdet af Skræk for paany at blive lagt paa Pinebænken. Kirstine vaklede rigtignok, da Marine Nielses lovede, saa længe hun levede, at ville give hendes (Kirstines) Børn Brød for to Skilling hver Dag.

    Men Jørgen Rasmussen var ikke tilfreds med denne Mildhed overfor Maren Nielses. Havde de to Hekse ikke tilstaaet tydelig nok, at de havde været i Forbindelse med Marine Nielses, og at den Djævel, der hjalp Marine, når hun kaldte ham, hed ”Blaamand”?

    Jørgen Rasmussen fik dog ikke medhold i sin Klage. Først gik det galt ved Langelands Landsting d. 4. Juli 1599. Dommen lød paa, at Jørgen Rasmussen ”ikke havde givet Marine Nielses fuldt Sag for Trolddom, ej heller havde bevist, at hun havde lovet ham ondt, og at der derefter var vederfaret ham nogen Skade enten på Liv, Helbred, Kvæg eller Gods”:

    Denne Dom blev afsagt af Landsdommer Juel. Da han kort efter afgik ved Døden, stævnede Jørgen Rasmussen Landsdommerens Datter Fru Sophia Juel (Erik Nordbys Enke) for Kongens Raad paa Grund af den Dom, hendes afdøde Fader havde afsagt.

    Men Kongens Retsting lod den døde Landsdommers Kendelse staa urokket, saa meget mere som det godtgjordes, at han havde frikendt Marine Nielses grundet paa et Kirkenævn i Rudkøbing, der havde ”svaret hende kvit”.

    Det gik saaledes til sidst ud over Jørgen Rasmussen selv, der oven i Købet dømmes til at betale en hel Del Omkostninger. Spaamanden Erland er ogsaa blevet inddraget i den Sag, han fra først af selv pustede til. Desværre er der ikke oplysninger om hvorvidt han selv gik samme vej, som de stakkels Kvinder, han bragte i Ulykke.

    Kilde: ”Hekseprocesser på Langeland”; Langelands Avis; 12. Oktober 1907 af P. Eliassen

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    10. oktober 2013