Bundgarnspæle ved Langeland

    Løgn og statistik

     

    Løgn og statistik

    Mange kender sikkert udtrykket: ”Der findes tre slags løgn: Løgn, forbandet løgn, og statistik”. Men statistik er ikke altid løgn. Somme tider kan fx befolkningsstatistik godt bruges, hvis man vil have sat udviklingen lidt i perspektiv. Og det kan der være god grund til, da kommunens ”strategiplan” går jo ud på at skabe forudsætninger for, at flere borgere – helst i deres bedste alder og med gode jobs – får lyst til at flytte til Langeland.

    Derfor vil vi nu undersøge nærmere, hvordan folketallet rent faktisk har udviklet sig.

    Først må vi dog se på, hvornår og hvorfor folketællinger fandt sted. Den mest berømte folketælling er vel den, der blev udført på befaling af den romerske kejser Augustus, således som det berettes i Lukas- evangeliets 2. kapitel (at den slet ikke fandt sted i det, vi forstår ved ”år 0”, falder lidt uden for det lokalhistoriske aspekt, så derfor lader vi det ligge). Imidlertid var det langt fra den første folketælling, idet man i det gamle Ægypten såvel som i Perserriget ca. 500 f. Kr. havde talt befolkningen. Dengang som nu bl.a. fordi det var praktisk af hensyn til beregningen af skatter og afgifter.

    Hvad folketællinger angår, var Danmark tidligt bemærkelsesværdigt langt fremme. Den første danske folketælling fandt sted den 15. august 1769, og det var hele 32 år før den første tælling fandt sted i Storbritannien. Tællingsteknikken var ret så primitiv, så man regner med, at resultatet – at Danmark nord for Kongeåen havde 768.000 indbyggere, var omkring 40.000 for lavt. Næste tælling i 1787 var bedre, da hver person nu blev indskrevet på en liste. Denne tælling har vi for Langelands vedkommende en kopi af på Rudkøbing Byhistoriske Arkiv; det kommer vi tilbage til.

    Herefter foretog man folketællinger regelmæssigt hvert femte eller tiende år. Tællingerne blev foretaget den 1. februar, da man mente, at det var på det tidspunkt, så mange som muligt var på deres faste opholdssted. Efter oprettelse af folkeregistre i 1924 blev dagen fastsat til 5. november.

    Hvordan så – og ser – det så ud på Langeland? I 1787 var der i alt 10.203 indbyggere. Det største sogn/by var dengang Magleby med 1163 indbyggere. Det skyldtes det blomstrende fiskeri.

    Øens indbyggertal steg derefter støt. Allerede i 1834 var der 15.451 indbyggere.

    På det tidspunkt var det største sogn Humble med 1.869 indbyggere. Rudkøbing havde et par hundrede færre.

    Så gik det kun fremad, til Langeland i 1925 havde 21.171 indbyggere, dvs. en tredjedel flere end nu.

    Rudkøbing havde udviklet sig fra mini-købstad til øens hovedstad med noget over 4000 indbyggere.

    Befolkningstallet holdt sig omkring de 19 - 20.000 op til 1965, hvor det tog et dyk. I 1970 var det nede på 16.629, og så gik det langsomt tilbage, til det i 2005 nåede under 14.000.

    I 2007 var der 13. 937 indbyggere, dvs. kun et par tusinde flere end i 1801.

    Skyldes tilbagegangen – sådan som mange profeterede i 1962 – broens åbning? Det skal der en tilbundsgående analyse til at vise. Én forklaring kan være, at det blev nemmere at tage en uddannelse udenøs, og at de, der havde taget en uddannelse, valgte ikke at komme tilbage, fordi der ikke var jobs til dem her.

    Med åbningen af motorvejen Svendborg-Odense er der realistiske muligheder for, at folk med arbejde i Odense får lyst til at bosætte sig på Langeland. Landskabelig skønhed, betragteligt lavere huspriser (så glemmer vi lige skatteprocenten!) og forhåbentlig et voksende udbud af kulturelle og andre tilbud om en spændende og aktiv fritid burde virke tiltrækkende.

    Kom til Langeland – det er her, det sner! Eller sagt på en anden måde: Skru op for oplevelsesøkonomien!

    Den 14. februar 2008

    Else Wolsgård

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    10. oktober 2013