Bundgarnspæle ved Langeland

    Da sparsommelighed var en dyd - historien om julens glæde

    I 1884 blev der i Rudkøbing stiftet en forening, hvis navn var ”Julens Glæde af 1884”.

    Formålet var ”at fremme sparsommeligheden blandt småkårsfolk”. Det kunne nok også være nødvendigt, for det var jo desværre ikke ualmindeligt, at en arbejdsmand eller håndværker gik på kroen, den dag, ugelønnen blev udbetalt. Resultatet blev somme tider, at der kun var meget lidt til overs til familiens fornødenheder i den kommende uge – for slet ikke at tale om at lægge til side til opsparing.

    Konceptet for Julens Glæde var egentlig enkelt: En såkaldt incassator skulle hver uge aflægge alle medlemmer et besøg og modtage det beløb, de nu kunne afse ifølge vedtægterne dog ikke under 10 øre. Beløbet blev noteret i en kassebog, og hver uge skulle det samlede beløb afleveres til kassereren, der indsatte pengene i sparekassen. Renterne var tilstrækkelige til at aflønne såvel incassator som kasserer – men lønningerne var da heller ikke ret høje.

    I begyndelsen af december blev der indkaldt til udbetaling en bestemt dag, ofte på Teknisk Skole. Her mødte medlemmerne op og fik deres indestående i kontanter, hvorefter de kunne gå julen i møde med en god økonomisk polstring.

    Foreninger med navnet Julens Glæde fandtes over hele landet. Nogle steder købte man ”sparemærker”, der blev sat ind i en dertil indrettet bog, så medlemmet hele tiden selv kunne følge med i opsparingens størrelse.

    I Rudkøbing lå medlemstallet gennem årene nogenlunde stabilt på mellem 400 og 500 medlemmer. Hvor meget de enkelte medlemmer sparede op, varierede naturligvis meget. Der var jo ikke et fast beløb, nogle betalte hver uge det, de havde til overs her og nu, men de fleste lagde sig fast på fem eller 10 kroner (i 1950erne). Hvis man i årets løb fik akut behov for de opsparede penge fx til en tandlægeregning, kunne man godt få dem udbetalt, men det var ikke velset.

    I 1948 skete så katastrofen. Incassatoren var død om sommeren, og det hastede med at få ansat en ny, så den faste rutine med de ugentlige besøg hos medlemmerne ikke kom for meget ud af trit. Derfor var man måske ikke helt så omhyggelig med valget af ny incassator, som man burde have været.

    Den årlige indbetaling var på det tidspunkt omkring 100.000 kr., og af dem manglede der 6000 kr., da udbetalingen skulle finde sted. Svindelen havde ikke været svær at gennemføre. Manden havde blot skrevet et mindre beløb ind i kassebogen, der blev vist til kassereren ved aflevering af ugens indsamlede beløb. Hvad han åbenbart ikke havde tænkt på, var, at svindelen automatisk ville blive afsløret, når dagen for udbetaling kom. Folk havde jo deres egen bog med oplysninger om, hvad de havde betalt ind.

    Nu var gode råd dyre – det måtte jo ikke gå ud over medlemmernes jul, at bestyrelsen havde ansat en upålidelig incassator. Bestyrelsesmedlemmerne optog derfor personligt et lån i sparekassen på 6000 kr. Lånet skulle så tilbagebetales i løbet af de kommende år ved indeholdelse af renter af det samlede indestående. Politiet blev naturligvis indblandet og ved deres hjælp blev der beslaglagt møbler og effekter i bedragerens hjem til en værdi af omkring 400 kr.

    Julens Glæde fortsatte sit virke, dog nu med jævnlige stikprøver i kassebeholdningen.

    I 1967 var det slut. Behovet for systematisk opsparing var for nedadgående, men den afgørende årsag var, at man ikke kunne få fat i en ny incassator. Det var ikke et attraktivt bijob, for lønnen måtte nødvendigvis være lav. Da alt var opgjort, var der 2000 kr. tilbage, som ifølge vedtægterne tilfaldt ”Stiftelsen af 25. juli 1851”.

    Ovenstående er baseret på originalmateriale – regnskabsbøger, forhandlingsprotokol mv. – der blev afleveret til Byarkivet i 1969.

    Der blev gjort et forsøg på at genoplive Julens Glæde i 1977, men det varede vist kun kort. Under research til denne artikel er jeg dog blevet opmærksom på, at der stadig eksisterer ”Julens Glæder” rundt omkring i landet.

    Alle vores abonnenter ønskes en glædelig jul og et godt nytår!

    December 2012

    Else Wolsgård

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    05. september 2017