Bundgarnspæle ved Langeland

    En melankolsk morder fra Rudkøbing

    Rasmus Lambert hed en mand, der i 1772 blev dømt til døden og henrettet (samme år som Struensee i øvrigt). Historien om hans forbrydelse er mærkelig: Rasmus var ca. 30 år, havde været gift knap tre år og havde to små sønner på henholdsvis 2 år og en måned.

    Natten mellem 17. og 18. marts stjal han ”noget lintøj” til en værdi af to rigsdaler. Den 26. marts myrdede han sine børn ved at kvæle den største og smide den lille i brønden.

    Ved det fynske landsting blev han dømt til ”at knibes med gloende tænger, hånden med økse afhugges og derefter hovedet. Kroppen lægges på stejle, hånd og hoved fæstes på en stage”. Da han havde tilstået, så der ikke var tvivl om skyldsspørgsmålet, blev dommen stadfæstet af Højesteret. Henrettelsen fandt sted den 19. november samme år.

    Som læser stiller man sikkert umiddelbart spørgsmålet: ”Hvorfor?” Med vore dages tankesæt er der ikke logik skabt i forløbet, men sagen så anderledes ud i 1700tallet.

    Historikeren Tyge Krogh har forsket i det, der kaldes ”de melankolske mordere”.

    Ifølge datidens evangelisk-lutherske tro var det en dødssynd at begå selvmord – en selvmorder kom direkte i helvede. Ønskede man brændende at dø, enten fordi ens livssituation var ubærlig, eller fordi man med en nutidig definition var dybt deprimeret, var der dog en anden udvej: Hvis man slog nogen ihjel og blev dømt til døden for sin forbrydelse, skulle en præst berede den dømte på døden og give ham/hende løfte om Guds nåde, så han/hun (der var adskillige kvinder blandt) kunne dø salig og komme i himlen.

    Oftest dræbte ”selvmorderne” et lille barn, for det var jo ikke syndigt og ville derfor straks komme i himlen. Meget betænksomt! Tyge Krogh har i København i løbet af en periode på 90 år i 1700tallet fundet 83 sager om selvmordsmord og 40 mordforsøg. Med et indbyggertal på 60.00 i byen er det klart, at det var et problem.

    En fremsynet jurist, Henrik Stampe, fremkom i 1757 med et løsningsforslag. I stedet for at ”belønne” morderen med opfyldelsen af hans ønske om at dø, skulle han i stedet brændemærkes og sættes til det mest nedværdigende og ubehagelige arbejde. Tillige skulle han hvert år på morddagen føres til gerningsstedet og der piskes offentligt. Teologerne var dog imod, idet de fastholdt, at Gud krævede dødsstraf for mord. I 1767 efter en bølge af mord, blev Stampes forslag endelig  lovfæstet. Nogle blev dog stadig henrettet, hvis de hårdnakket fastholdt, at henrettelse ikke var motivet. Det var også Stampe, der opfandt udtrykket ”melankolske mordere”. I slutningen af 1700tallet døde fænomenet ud.

    Tilbage til Rasmus Lambert. Hans tragiske handling bliver i lyset af ovenstående om ikke forståelig, så dog måske forklarlig. En dyb depression medfører ofte et stærkt ønske om at dø, og det har sandsynligvis  været årsag til, at han begik og derefter villigt tilstod sin ugerning. En nærmere undersøgelse af retsprotokollerne kunne være interessant, men falder uden for rammerne for dette nyhedsbrev.  


    Rudkøbing, juni 2012
    Else Wolsgård

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    05. september 2017