Bundgarnspæle ved Langeland

    Fætter-kusine ægteskaber

     

    Fætter-kusine ægteskaber

    En bog, der indeholder en registrering af alle kongelige bevillinger til ægteskab i ”forbudne led” i Fyns Stift 1569 til 1814, lyder måske ikke umiddelbart som den mest spændende læsning. Imidlertid viser det sig, at der gemmer sig mange, interessante historier bag de korte optegnelser.


    I alle kulturer har der været forbud mod, at tæt beslægtede giftede sig. Undtagelser har der dog været gennem tiderne fx var søskendeægteskaber almindelige blandt de ægyptiske faraoner, men det skyldtes deres ”guddommelighed”, som ikke tålte blanding med blod fra den profane hob. Selv før man kendte til genetik og arvelighed, var man klar over, at for tæt slægtskab kunne skade afkommet.

    De fleste har nok hørt om, hvordan det i de små, isolerede samfund i Grønland var skik at lade gæster, der kom på besøg fra andre egne, sove hos en af kvinderne i bygden. Det skete ikke blot som et tegn på stor gæstfrihed, men også fordi det var en chance for at få lidt nyt blod ind i en indgiftet stamme.

    Samme problem opstod på de mindre øer i Danmark. Her kunne det være vanskeligt at finde en ægtefælle, man ikke var i familie med langt ude. Ægteskab var i bondebefolkningen som bekendt i høj grad bestemt af praktiske hensyn.

    Hvis eksempelvis en mand gerne ville overtage den gård, hans far havde haft i fæste, kunne følgende scenario udspille sig: Faderen dør desværre tidligt, og moderen måtte hurtigt gifte sig igen for at blive på gården. Så dør moderen, og stedfaderen gifter sig igen. Først da også stedfaderen er død, er vejen banet for at overtage fæstet via ægteskab med stedfaderens enke. Godt nok er der ingen genetisk forbindelse, men relationen fordrede alligevel en kongelig tilladelse.

    Når kongen havde billiget ansøgningen, var det op til biskoppen i det pgl. stift at bestemme, hvor meget ansøgeren skulle give i gave til det nærmeste hospital. Meget fattige kunne dog få bevillingen gratis.

    Den første langelandske sag i samlingen er fra 1693. Det er et par fra Ristinge, der er beslægtet ”i 3. led”. Dvs. de kommende ægtefæller kunne være næstsøskendebørn forstået således, at deres forældre var fætre eller kusiner. Denne begrundelse er langt den mest almindelige og indebærer vel ikke den store risiko for uheldige genetiske mutationer. Værre ser det ud, når en mand vil gifte sig med sin søsters datter, dvs. sin niece, men også den kombination blev der givet tilladelse til. Oftest var det præsten, der skulle vie parret, som rejste spørgsmålet om, hvorvidt der var tale om en forbuden relation.

    Nogle gange forekommer begrundelsen lidt søgt, således angiver et par fra Humble i 1697, at bruden for nogle år siden ”er blevet besovet af en person, som gommen er søskendebarn til på mødrene side! På Steensgård bliver der i 1711 indgået et rent fætter-kusineægteskab. Det samme sker i de følgende år flere steder på Langeland.

    Nogle gange er begrundelsen for, at en bevilling er nødvendig, temmelig indviklet, som her på Strynø i 1723 forud for ægteskabet mellem Albret og Salome: ”Salome Clausdatters forrige mand, Jens Henriksen Thøgersen, var søn af Anna Staphensdatter, hvis far var Staphen Laursen.

    Albret Pedersen er født af Maren Friises, hvis mor var Barbara Laursdatter, søster til Staphen Laursen”. Som den kvikke læser straks har regnet ud, ligger det forbudne i, at brudens afdøde mands bedstefader på mødrene side var bror til gommens mormor. Det ville man vist ikke så meget som studse over i dag. Nært beslægtede var de i hvert fald ikke.

    En hyppig konstellation var i øvrigt, at en enkemand giftede sig med den afdøde kones søster – igen ikke nogen genetisk katastrofe, men sikkert en såre praktisk foranstaltning også for de eventuelle børn.

    I 1793 får Jess Hansen, told- og consumptionskasserer og Birgitte Orup af Rudkøbing bevilling til ægteskab – hun var netop søster til hans første kone. Imidlertid er hr. Hansen ikke glad ved udsigten til at betale en større sum til hospitalet, og han skriver derfor et langt og i tidens stil noget svulstigt brev til biskoppen over Fyns Stift: ”(Uddrag) Jeg maa derfor på det ydmygste indstille til Deres Høiædle Høiærværdigheds Gode og facile Ertragtning, hvad De herudinden Høigunstigst maatte fastsætte til Svarelse for mig; imidlertid kan jeg sanite forsikre, at mine Omstændigheder, efter Embedets beskaffenhed, her på dette ringe Sted, ikkun ere maadelige, saa ieg haaber, at dette som en virkelig Sandhed maatte vorde taget under bedste Betragtning.” Et gennemarbejdet forsøg på at unddrage sig en afgift!Hvad regningen kom til at lyde på, vides desværre ikke.

    Kilde: ”Det blev i familien” af Steffen Hove, Slægtshistorisk Forening, Odense 2000.

    Rudkøbing den 30-9-2010
    Else Wolsgård

    Se nyheder fra Byarkivet på
    www.rudkoebingarkiv.dk

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    05. september 2017