Bundgarnspæle ved Langeland

    En mand kom til byen


    I tidens løb har der levet mange borgere i Rudkøbing, der ikke har sat sig varige spor. Somme tider vækkes nysgerrigheden fx af et usædvanligt navn, og så er det spændende at se, hvor meget man kan finde ud af om denne som udgangspunkt anonyme person.

    Således faldt jeg tilfældigt over en mand med navnet Ferdinand Franz Christian Arp. Han var far til en lille pige, der var død en måned gammel i 1885. I kirkebogen stod hans erhverv som billedhugger. At han ikke var på højde med Thorvaldsen, er indlysende, idet man så ville have kendt hans navn, men alligevel vakte tanken om en billedhugger i Rudkøbing min interesse, og her er, hvad jeg fandt ud af:

    Ferdinand Franz Christian Arp blev født den 17-4-1856 på herregården Nielstrup på Lolland. Faderen var født i Holsten og moderen i Slesvig. Ved sønnens fødsel står faderen opført i kirkebogen som ”hollænder”, der var datidens betegnelse for en mejerist. Gården har altså haft eget mejeri med en importeret specialist som leder.

     
    Ferdinand gik ikke i forældrenes fodspor, han blev stenhugger og kaldte sig senere billedhugger, selv om det nok var gravmonumenter, han hovedsagelig beskæftigede sig med. Denne antagelse støttes af en annonce i Langelands Avis 4-3-1891: ”F. Arp, Sten- og Billedhugger, Nørregade Rudkøbing. Stort og smagfuldt udvalg af Gravmonumenter, Inskriptionsplader og Kors. Priserne er så lave, at al Mellemhandel er umuliggjort” (?)

    Han bosatte sig i Rudkøbing i 1876, og i 1884 fik han borgerskab som stenhugger. Gift blev han også – med Maren fra Vester Skerninge. I folketællingen fra 1890 står Ferdinand som 33årig husfader og billedhugger, Maren som 31årig husmoder. De har en datter, Erna Valfrida,  ca. tre måneder gammel.

     
    Familien bor til leje i Nørregade 5, forhuset. Huset ejes af bagermester Chr. Rasch, der også bor i huset med sin familie.  Stenhuggerværkstedet lå i Nørregade 15-17 også kaldet ”fotografgården”.

    Den gode Arp faldt godt til blandt byens borgerskab, og snart blev han også brandinspektør.
    I 1882 var han med til at starte Rudkøbing Sangkreds som selvstændig forening (Borgerforeningen havde startet en sangkreds op to år tidligere). Ferdinand Arp var et talent som sanger.  Chr. Kiilsgaard beretter, at Jens Winther har fortalt, at Arp ”havde en ganske usædvanlig pragtfuld stemme, som spændte fra den dybeste bas til anden tenor”.

    I 1898 forlod familien Rudkøbing. Avisen beretter den 6-2, at ”Branddirektør, Billedhugger Arp skal fra 1-4 overtage en Plads i København som Repræsentant for De Forenede Granitbrud på Bornholm. Han har været Billedhugger i Rudkøbing i 15 år og i den Tid vundet sig mange Venner.”


    Hvordan det gik i hovedstaden, har det ikke været muligt at finde ud af. Det sidste, vi ved om billedhuggeren, er det, der den 3-6-1912 står i Langelands Avis. ”Billedhugger Arp, der som 20årig kom til Rudkøbing, er død i København, 59 År gammel. Han var en af Byens kendte Mænd, Brandinspektør og Formand for Sangkredsen.”

    Om hans tidlige død kan have noget at gøre med den vistnok noget flamboyante livsstil (se foto), kan vi ikke vide. Han var næsten usynlig i Rudkøbings historie, indtil denne omtale nu sætter et lille spotlight på ham. Formålet er at vise, at selv om man har meget lidt at gå ud fra – som her blot et navn - kan det næsten altid lykkes at få sat noget kød og blod på, så man får et indtryk af det levede liv.

     Foto,bragt i Langelands avis 22.12.1939.

    Foto, bragt i Langelands Avis 22-12-1939, ”Den første Langelandspilsner Pinsemorgen”.
    Manden i midten er F.F.C. Arp, der da også ser ud til at have lagt en lang nat bag sig….
    Kilder: Rudkøbing Kirkebøger, folketællinger i Dansk demografisk database, avisomtaler i Langelands Avis, Chr. Kiilsgaards manuskript ”Fortællinger fra det gamle Rudkøbing”.

    Og så i anledning af julen et par klip fra Langelands Avis, december 1911:
    Den tilstundende jul fyldte rigtig meget også dengang. Der var gode muligheder for at købe sig fattig, idet butikkerne i ugen op til jul måtte have åbent til kl. 23 hver aften! Søndagen før jul var der indsat særtog fra Bagenkop og Spodsbjerg, så beboerne der fik mulighed for at komme til staden og handle.

    En oplagt gaveidé, der reklameres for i avisen i en illustreret annonce, er en Kohaleholder til 125 Øre. Holderen påsættes et af dyrets bagben, og haledusken sættes i klemme, så den, der malker, slipper for at få en snavset koAhale svirpende i ansigtet.

    Hvid jul blev det ikke i 1911, men langelænderne havde også andre og alvorligere ting at bekymre sig om: Et alvorligt udbrud af mund- og klovsyge betød, at landbefolkningen blev frarådet at besøge andre eller selv holde gæstebud – og det i december!



    December 2011, Else Wolsgård

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    05. september 2017