Bundgarnspæle ved Langeland

    En rigtig valgkamp

    En rigtig valgkamp!

    Meget apropos det tilstundende folketingsvalg er her en lille beretning fra Folketingsvalget i 1887.

    Det var i ”privisorietiden” 1885 – 94. J.B.S. Estrups højreregering styrede landet på grundlag af såkaldt foreløbige= provisoriske finanslove. På den måde var Folketinget sat ud af spillet, og ”forfatningskampen” mellem det liberale (venstre) flertal i Folketinget og det konservative (højre) flertal i Landstinget bølgede frem og tilbage.

    I begyndelsen af 1887 skulle der på trods af krisen være valg igen. Man skal i den forbindelse lige huske på, at demokratiet kun omfattede den – maskuline - del af befolkningen, der for så vidt angår Folketinget var over 25 år og ikke under offentlig forsørgelse. Valgret til Landstinget havde uberygtede mænd over 35 år med en vis indtægt. Det vil derfor være misvisende at kalde datidens demokrati for repræsentativt.

    På Langeland opstillede Venstre Edvard Brandes (1847 – 1931), der siden 1880 havde repræsenteret partiet og Langelandskredsen i Folketinget. Edv. Brandes, der jo var bror til Georg Brandes, var ultra liberal, og han gav klart udtryk for sit ønske om at fortrænge borgerskabets bornerte konservatisme.

    Den 25. januar var der vælgermøde på Hotel Skandinavien, og allerede der forbrød Højres tilhængere sig mod god tone, idet de med uro og tilråb gjorde det svært for venstrekandidaten, Edv. Brandes, at komme til orde til trods for, at hans tilhængere var i overtal.

    Ser man på listen over stillere, er den sociale/økonomiske opdeling mellem Højre og Venstre tydelig. For Brandes er stillerne gårdejere og husmænd, mens højrekandidaten, redaktør H. Wulffs støtter findes blandt skibsredere, adelsfamilierne, de meget store gårdbesiddere og de velbjergede borgere – flest fra den nordlige del af øen.

    Det er klart, at Brandes som intellektuel og jøde var en kontroversiel person – hans modstandere hævdede bl.a., at han ikke burde vælges, fordi han hverken var ”kristen eller dansk”(!).

    At han alligevel fik så stor opbakning på netop Langeland, kan måske undre os i dag.

    På selve valgdagen den 28. januar 1887 – det var en fredag – var vejret pænt, og fremmødet derfor stort. Som skik var, talte først et par af kandidaternes stillere fra den tribune, der var bygget ud på Torvet fra rådhuset. Derefter fik Edv. Brandes ordet: ”Siden vi sidst havde Folketingsvalg, hvordan er det da gået i Danmark? Højre har haft alt, hvad de ønskede: Ministeriet til at regere, Embedsmænd med de rette Meninger, Højesteret med de rette Domme, Landstinget til at rådspørge. Kun én ting har de ikke haft, Folketinget. Det gamle Ord lyder: ”Når Katten er ude, spiller Musen på Bordet”. Her i Danmark har syv Mus spillet på Bordet, mens Katten, Folketinget var sat ud af Spillet. Nu spørger jeg Dem, om De vil sende en forsvarlig Kat ind, der kan og vil gøre det af med de syv Mus?” (stor applaus).

    Da begge kandidater havde holdt deres (lange) taler – Brandes dog afbrudt et par gange af tilråb fra et højre-selskab, der sad på første sal på Hotel Langeland på sikker afstand af pøbelen - skred valgformanden til handling eller ”kåring”, som Langelands Avis skrev. Valget foregik i første omgang ved håndsoprækning. Avisens referent vurderede, at der var omkring 3000 mennesker, dvs.mænd til stede. Knap et par hundrede rakte hånden op for Wulff, mens resten støttede Brandes. Herefter begærede Wulff skriftlig afstemning, og den var færdig kl. halv fem om eftermiddagen. Optællingen viste, at Brandes havde fået i alt 1472 stemmer, Wulff 546. Kun i to valgkredse, Rudkøbing og Tranekær-Tullebølle havde Højre fået flere stemmer end Venstre.

    Resultatet blev modtaget med jubel af flertallet af forsamlingen, men samtidig begyndte det, der i avisens terminologi kaldes ”de beklagelige begivenheder” at tage fart: Fra et vindue i Hotel Langeland blev der kastet punch og citronskaller ud på forsamlingen på Torvet. Det førte straks til at ”store masser” af ophidsede venstrefolk stormede op ad hotellets trapper med kurs mod værelset, hvor det formentlig temmelig overrislede selskab af højrefolk befandt sig. Disse var dog ikke til sinds at overgive sig uden kamp! Stole blev smidt i hovedet på de angribende venstrefolk, og ”hotellet genlød af vilde kampråb”.

    Det er ikke godt at vide, hvordan tumulten var endt, hvis ikke politiet havde grebet ind. Gemytterne blev dæmpet, men man kunne i de følgende dage se et anseeligt antal borgere med blå øjne, bulne fingre og forstuvninger.

    Se, det var en rigtig valgkamp!

    30. oktober 2007

    Else Wolsgård
    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    05. september 2017