Bundgarnspæle ved Langeland

    Processen mod Gertrud Skomager

     

    Gertrud Skomagers

    I foråret 1557 klagede Rasmus Skomager i Rudkøbing til kongen i anledning af, at hans kone Gertrud var blevet dømt som heks og brændt.

    Året i forvejen havde Hans Ipsen i Rudkøbing byting anklaget Gertrud Rasmus Skomagers for ved trolddom at have voldt ham skade på både helbred og ejendom. Hans anklage blev understøttet af en anden borger i Rudkøbing, Anders Degn, der vidnede, at Gertrud en gang de mødte hinanden havde lagt sin hånd på ham, så det sved ham helt ind i hjertet. Siden den dag havde hans helbred ikke været godt.

     Ifølge andre vidneudsagn havde Gertrud haft ry for trolddom de sidste ti år. Vidneudsagnene må have virket meget overbevisende. 16 nævninge - hvoraf flere havde optrådt som vidner mod Gertrud - kendte hende skyldig i trolddom, hvorefter byfoged Oluf Iversen, borgmester Jep Drucken og byens råd dømte hende til døden på bålet. Skønt den stakkels Gertrud blev lagt på pinebænken, fastholdt hun sin uskyld »og dog bestod hun ikke den Gjerning, hun aldrig havde gjort, men døde paa sine Aarsage og Uskyldighed«.1)

    Retssagen var absolut ikke uangribelig, og Rasmus Skomagers klage blev taget til følge. Den 14. april 1557 blev Hans lpsen, borgmester Jep Drucken, byfoged Oluf Iversen samt nævninge og rådmænd tilsagt til møde på Københavns slot den 29. april. 2)

    Resultatet blev, at Herredagen i kongens nærværelse idømte de indstævnede hver en bod, men da Gertruds familie kun fik udbetalt 3 mark af hver nævning, og domsmændene kun ville betale 36 daler i erstatning, stævnede Gertruds bror, Lauritz Hoftang, i 1558 atter de førnævnte for kongens råd.

    Jep Drucken mødte denne gang for rettertinget, og her blev han og de øvrige tiltalte nu dømt til »at bøde hende igen som en kristen kvinde«.3) Der menes sikkert hermed, at de stævnede skal betale mandebod. Man har blot ikke villet anvende ordet mandebod, da den døde var en kvinde.

    Sagen mod den stakkels Gertrud har sikkert ikke været et særtilfælde, for i 1576 udstedte Frederik den Anden en lov, der forbød at henrette nogen, der var dømt for trolddom, før sagen var behandlet af landsdommeren.

    Afskrift fra: Chr. Kiilsgaard og Jens Mollerups bog: ”Rudkøbing”, Bind IV, s. 10 og 11.

    1) Lütken: Langlands Historie, side 192
    2) Kancelliets Brevbøger 14/4 1557. R.A.
    3) Rosenvinge, Gamle Domme. II, side 189-191

    Bringes med tilladelse fra Forfatteren.



    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    05. september 2017