Bundgarnspæle ved Langeland

    Horologi for begyndere

     

    Horologi for begyndere

    Ordet horologi betyder såmænd blot læren om tidsmåling – et emne, der er mere interessant, end man måske lige skulle tro.
    Mens det for os i dag er helt naturligt at vide, hvad klokken er slået, både i overført og faktuel betydning, er det ikke særlig lang tid siden, det blev sådan. Faktisk er det først i løbet af de seneste ca. 700 år, at tiden er blevet opfattet som noget objektivt, der ikke er underlagt menneskers vilkårlighed.

    En anekdote fortæller, at den franske ”Solkonge”, Ludvig den 14., engang under et alt for langt møde spurgte: ”Hvad er klokken?” En underdanig hofmand svarede: ”Den er præcis det, der måtte behage Deres Majestæt.”
    Astronomer har i flere tusinde år brugt tidsmåling ved beregning af planeters bane, og de kunne meget tidligt på den baggrund forudsige fx solformørkelser. Denne udforskning af tid og solsystemer påvirkede dog ikke jævne folks hverdag.

    Solure har man også kendt tidligt – det ældste eksemplar er fra Ægypten ca. 1500 f. Kr.
    Her nord for Alperne er solure af indlysende grunde ikke særligt anvendelige, og de blev aldrig almindelige i Danmark.

    Før år 1300 brugte man vandure med en meget avanceret mekanik, og de kunne være meget præcise. De var dog sjældne og havde slet ikke den betydning, de mekaniske ure, især tårnurene fik. Tårnurenes timeslag og ringninger regulerede i flere århundreder så at sige hele byens eller sognets liv.

    I oldtiden og den tidlige middelalder var tiden et relativt begreb. Dagen var lig med tiden mellem solopgang og solnedgang og både dag og nat var inddelt i 12 timer. Disse timer var naturligvis meget lange på sommerdage, hvor nattetimerne blev tilsvarende kortere.

    I Danmark var en dagtime om sommeren således ca. 87 moderne minutter, hvor den om vinteren blot varede 32. Kun ved jævndøgn var timerne lige lange nat og dag. Og hvor vi begynder vores tidsmåling kl. 12 og 24, begyndte man dengang ved solopgang og –nedgang. Kun astronomer benyttede timer af ens længde året rundt.

    I 1300-tallet begyndte adel og borgerskab at benytte astronomernes lige lange timer, og det var en stor organisatorisk nyskabelse - et tegn på, at samfundet var blevet mere verdsligt og mindre klerikalt. I munke- og nonneordener var det nemlig vigtigst, at messerne foregik, når alle var blevet samlet i kirken - så betød det mindre, om midnatsmessen fandt sted kl. 24 eller 03. Koordination var vigtigere end præcision.

    For at kalde sammen til bøn eller gudstjeneste begyndte man derfor i tidlig middelalder at bruge klokker. Efterhånden kunne man støbe større og større klokker, så de kunne høres langt væk. Klokkestøberi blev en højt anset og vanskelig profession.

    Materialet var ”klokkebronze” bestående af 78% kobber og 22% tin. For at få fuldt udbytte af klokkens lyd skulle den hæves over jorden. I begyndelsen byggede man fritstående klokketårne, campaniler, men snart blev det murede tårn en integreret del af kirkernes arkitektur.

    Den ældste klokke på Langeland er Rudkøbing kirkes såkaldte stormklokke fra begyndelsen af 1400-tallet. Næsten samtidig er klokken i Humble, der er fra 1430 med en indgravering, der forestiller Erik af Pommerns våben. Stormklokke var betegnelsen for en kirkes største klokke, og den blev brugt til andet end kirkelige formål. Der blev ringet, når de handlende på torvet skulle pakke sammen, når fjenden var på vej, og om natten sad byens vægter i tårnet, så han hurtigt kunne ringe med klokken, hvis han fik øje på en brand.

    Når det gælder udviklingen af de mekaniske ure, svigter kilderne. Sikkert er det dog, at der i 1330 eksisterede mekaniske ure, der var installeret i kirketårne og koblet til klokken. Disse ure var og er trukket af lodder. Klokken slog hver time hele døgnet, og timerne var vel at mærke lige lange året rundt.

    Klokken slog altså én gang klokken et, to gange klokken to osv. – for os i dag helt banalt og normalt, men for borgere og bønder i middelalderen noget af et under. Nu kunne man ligge hjemme under dynen og høre, hvad klokken var. Det blev muligt at lave aftaler om at mødes på en bestemt tid!

    Omtrent samtidig begyndte man i private hjem at bruge timeglas. Man kunne tro, at timeglasset med sand var en gammel opfindelse, men det er det ikke – timeglasset, som vi kender det (og ser det på computerskærmen mange gange hver dag, fordi det er blevet et symbol på, at” ting tager tid, hav tålmodighed”) blev konstrueret næsten på samme tid, som man opfandt det mekaniske ur.
    Det var nødvendigt at have en pålidelig tidsmåler – det mekaniske ur – for at kunne ”indstille” timeglasset korrekt. Synkronisering blev et nøgleord.

    Betydningen af den objektive tidsmålings indmarch i snart sagt alle hjem var revolutionerende – man kan måske sammenligne det, der skete, med den betydning, mobiltelefonen har fået i de seneste ca. femten år.

    Timeglasset var billigt, alle kunne betjene det, og i og med at en time og et minut nu var klart definerede størrelser, kunne man fx skrive madopskrifter med angivelse af, hvor lang tid en ret skulle steges. Lægen kunne tælle pulsslag pr. minut og sammenligne patienternes resultater dag for dag. Kort sagt: forudsætningen for videnskabeliggørelse på mange områder var skabt.

    Kilder: ”Danmarks Kirker”
    Dansk Horologisk Selskabs hjemmeside
    ”Da tiden begyndte” af Jacob Tullberg

    Rudkøbing december 2010
    Else Wolsgård

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    05. september 2017