Bundgarnspæle ved Langeland

    Julen varer længe

     

    ”Julen varer længe…

    -koster mange penge” . Denne linie fra ”Højt fra træets grønne top” synger vi gladelig. Og år for år passer ordene bedre og bedre. TV og aviser fortæller os atter, at julen 2007 bliver den største forbrugsfest nogensinde. Alligevel er der rundt omkring familier, der må spare, og som er glade, når de får en julekurv hos Frelsens Hær.

    Kigger vi tilbage, er det dog svært at forstå, hvor fattige og sparsommelige mange måtte være før i tiden – for ikke så længe siden endda. Velfærden var endnu ikke opfundet, hverken som begreb eller i praksis, så noget egentligt sikkerhedsnet var der ikke under de uheldige, der var uden arbejde. Fx var der i august 1922 36% arbejdsløse arbejdsmænd å Langeland, endda i høsttiden, hvor der ellers nok var brug for hænder. Halvdelen af dem var uden understøttelse. De øvrige kunne få fra 5 op til 18 kr. om ugen i max. 90 dage. Men hvad så bagefter? Når julen nærmede sig?

    I december 1927 holdt Hjælpekassens bestyrelse og pressen et fællesmøde for at organisere en indsamling med det formål ”at holde Nøden fra Døren i de mange, smaa Hjem, der er lammet af Arbejdsløshed og anden Elendighed”.

    Det drejede sig dengang om 160 familier (af gns. 4 personer = 640 mennesker) i Rudkøbing ud af byens ca. 4000 indbyggere. ” Til Arbejdsløses, Gamles, Enkers og Syges Jul” blev der samlet ind. Målet var, at ”ingen Juleaften skal mangle Mad eller Varme”. Ikke mindst det sidste var et problem i de uisolerede huse, hvor den eneste varmekilde var et komfur og måske en kakkelovn. Men hvad hjalp ovnen, hvis man ikke havde hverken brænde eller koks at putte i den?

    Af en notits i Langelands Avis fremgår det, at der i december 1927 i Rudkøbing by var 154 arbejdsløse mænd og 8 kvinder (det lave tal for kvinder skyldes naturligvis, at kvinder fortrinsvis var erhvervsaktive, før de blev gift og/eller fik børn. Enkerne og de enlige mødre talte derfor ikke i statistikken).

    Ville man være sikker på at få en jul med lidt sul og god varme – og måske et par nye sokker til far, et forklæde til mor og en honningkage til hver af børnene – var sparsommelighed påkrævet.

    Det er et begreb, der er gået af mode, i hvert fald blandt yngre mennesker. Kan de ikke købe alt, hvad de vil, taler de i stedet om ”at prioritere”.

    Heldigvis var der hjælp at hente for dem, der gerne ville, men i hverdagen havde svært ved at gennemføre en opsparing. Hvis pengene lå i sparegrisen, var det for fristende at slagte dyret, hvis der pludselig kom en uventet udgift – og hvad så med julen? Derfor oprettede man mange steder – også i Rudkøbing – en spareforening. Her hed den ”Julens Glæde af 1884”. Formålet var at samle og opbevare medlemmernes penge med udbetaling til jul. Mindste indbetaling var ifølge vedtægterne 10 øre om ugen, og opkræveren gik rundt til alle medlemmer hver uge, holdt regnskab med det indbetalte beløb (og fik selv en bid af renterne for sin ulejlighed). Lige før jul fik man så sin opsparing udbetalt. Ordningen var meget populær i mange år – ikke mindst hos kvinder, gift med mænd, der ikke altid kom lige hjem med ugelønnen – og den findes faktisk stadig, men mistede sin store betydning omkring 1970.

    Også andre tiltag kunne hjælpe dem, der havde viljen, men manglede evnen til det lange, seje træk i opsparingen. Et af disse tiltag var spareuret. Der står et eksemplar her på mit kontor (der tidligere tilhørte driftslederen for Langelandsbanen. Uret var dog nok ikke hans!).

    Disse ure tilhørte Dansk Spareselskab og blev placeret i familier, der var medlemmer af foreningen Spareuret. Uret fungerede på den måde, at det ikke kunne gå, medmindre man hver anden dag puttede en krone i den dertil indrettede sprække. Trækkes op skulle det dog hver dag. En gang om måneden kom sparemanden, åbnede det plomberede ur og kvitterede på familiens sparebevis for den sum, 15 kr., han tog med til banken. Uret blev plomberet igen, klar til en ny gang enkroner.

    1 kr. var taksten ca. 1940 – 50. Da foreningen startede, var det kun 10 øre.

    Vi, der gik i skole i 1950erne, husker bladet Sparegrisen. Det blev uddelt fra Sparekassen et par gange om året. I bladet var en tegneserie ”Peter Spar og Søren Sold” af den kendte filmplakat-tegner Aage Lundvald. Den handlede om den kloge Peter, der havde indset, at det var meget mere morsomt at spare og sætte pengene ind på sparekassebogen end at bruge dem på tant og fjas. Kammeraten Søren øder sine skillinger på alt muligt unyttigt, og når han virkelig gerne vil købe noget, har han ikke flere penge. Ren indoktrinering! Lærerne på skolen solgte ydermere sparemærker, der blev klistret ind i et lille hæfte. Når det var fyldt ud, blev det afleveret i Sparekassen, og der blev tilskrevet nogle kroner på barnets bog. Ve den, der havde glemt sine 50 øre, den dag, det var sparedag i klassen.

    Det var sparemoral, var det! Et effektivt modtræk i forhold til overophedning af økonomien i legetøjs- og slikbranchen.

    Nu er vi så der, hvor det er næsten umuligt at give gaver til nogen over 16 år – hvis de synes, de mangler noget, har de allerede købt det selv!

    Heldigvis er der andre muligheder: Giv en ged til Afrika (eller en perlehøne eller en pakke klortabletter mv.). Det er ikke ironisk ment, men kommer let til at fremstå sådan, når man sætter sig ind i, hvor kort tid, det er siden, nød ikke var forbeholdt dem på starthjælp, men var noget, der ramte en hel samfundsklasse.

    December 2007

    Else Wolsgård

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    05. september 2017