Bundgarnspæle ved Langeland

    Lokkeduen

     

    ”Lokkeduen”

    KVINFO – institut for forskning i kvindehistorie – har opfordret alle arkiver til at finde historier frem om de første kvindelige politikere.

    Det har vi nu gjort her i Rudkøbing, og det var let nok at finde den kvinde, som denne lille beretning skal handle om: Kommunelærerinde frk. Marie Vilhelmine Mouritzen.

    Det første valg, hvor kvinder kunne opstilles, var kommunevalget den 12 marts 1909.

    Marie Mouritzen blev opstillet på liste C, den såkaldte borgerliste, som nr. 6. Der var i Rudkøbing opstillet tre lister med i alt 25 kandidater, hvoraf MM var den eneste kvinde. Der var på Langeland ikke opstillet andre kvinder.

    Den 6. marts rapporterer Langelands Avis: ”Henimod et par hundrede medlemmer af Borger-, Sømands,- Haandværker og Industriforeningen samt Kommunalforeningen havde i Aftes givet møde på Hotel Skandinavien for at enes om Opstilling af en Kandidatliste. Af Forsamlingen var en meget betydelig del Damer, men de havde jo også deres Kandidat; Kommunelærerinde frk. Mouritzen havde faaet det hæderfulde Hverv at repræsentere det smukke Køn i Byens Raad.

    Mændene var imidlertid denne gang ugalente nok til kun at give Frøkenen den ret beskedne Plads nr. 6.”

    Den 9. marts skriver Marie Mouritzen i et indlæg i Langelands Avis, at hun ikke bryder sig om, at Folkebladet omtaler hende som ”lokkeduen på Borgerlisten”.

    Når hun er opstillet som nr. 6, forklarer hun, skyldes det udelukkende, at hun slet ikke var forberedt på at blive opstillet, men lod sig overtale i aftenens løb.

    Det, Folkebladet faktisk skriver den 6. marts, er imidlertid, at Borgerlisten helt åbenbart repræsenterer det bedre borgerskab, men dog har opstillet dels et par ikke så velsituerede borgere (en fisker og en tømrer), dels en kvinde – begge dele for at tiltrække vælgere i form af småkårsfolk og vælgere af hunkøn. Samtidig har man ifølge Folkebladets skribent sørget for, at disse ”lokkeduer” er opstillet ”paa saadanne Pladser paa Listen, hvor der end ikke er fjerneste Mulighed for Valg” (!)

    Hvis det var planen, fungerede den i hvert fald ikke.

    Ved valget i Rudkøbing stemte 70,8 % af vælgerne = 926 afgivne stemmer, hvilket blev anset for meget flot ved et kommunalvalg.

    Liste A, Socialdemokraterne, fik 292 stemmer og tre kandidater valgt, liste B, Middelstandens Liste (øjensynlig de radikale) fik 83 stemmer og ingen valgt. Liste C, Borgerlisten, fik 550 stemmer og seks valgte kandidater, deriblandt Marie Mouritzen, der jo netop var opstillet som nr. 6.

    Efter valget giver Folkebladet den nyvalgte denne omtale: ”Frk. Mouritzens interesse for Middelstanden og hendes Kendskab til dens Kaar, kan efter vort Skøn – Bevares, vi kan gøre Frøkenen Uret – ikke være synderligt bedre end f. Eks. Træskofabrikant Nielsens”.

    Uden kendskab til bemeldte hr. Nielsen er det svært at vurdere udsagnet, men noget tyder på, at det er ment temmelig uvenligt.

    I byrådet fik MM sæde i følgende udvalg: Alderdomsunderstøttelsesudvalget, Udvalget for Folkebogssamlingen (det senere biblioteksudvalg), Fattigudvalget, herunder tilsyn med plejebørn. I betragtning af, at der var 30 udvalg og kommissioner, hvoraf flere havde 6-7 medlemmer, er rådets nyvalgte, kvindelige medlem ikke blevet begavet med overvældende mange opgaver.

    Hvem var Marie Mouritzen så? Der er ikke mange oplysninger om hende på Byarkivet. Hun blev født i 1863 i Odense, blev læreruddannet der og fik i 1896 ansættelse ved Rudkøbing Kommunale Skolevæsen.

    Ellen Boserup (1912 – 95) omtaler meget kort frk. Mouritzen på et bånd, indspillet i 1977. Det fremgår heraf, at MM var en lille, buttet lærerinde, der boede i Ahlefeldtsgade 15. Hun skulle efter sigende være meget skrap til geografi og af fin familie.

    Vi ved også, at hun kun sad i Byrådet i én periode og følgelig trådte ud ved valget i 1913. Hun fortsatte som lærer(inde) i byen indtil 1928, hvor hun flyttede til København, hvor hun døde i 1943. I den sidste del af sin embedsperiode var hun efter sigende generet af nedsat hørelse.

    Der findes desværre ingen beretninger fra MMs egen hånd, og det er en skam, fordi det kunne have været meget interessant at få indblik i, hvordan hun opfattede arbejdet i Byrådet som ene høne i kurven.

    Man kan sikkert godt regne med, at det ikke kun var en positiv oplevelse, hvad følgende avispolemik – ændringer på skoleområdet kunne også dengang sætte fut i debatten - tydeligt viser:

    Den 16. februar 1910 er der i Langelands Avis et læserindlæg fra ”En Borger”. Han omtaler, at der på det seneste byrådsmøde har været en drøftelse af ”skolesagen”, og han mener, at det er et emne, der optager en stor del af byens borgere, hvorfor han opfordrer til, at der snarest indkaldes til et offentligt møde om sagen. Den anonyme borger understreger, at ”der ikke maa gaa Politik i Sagen, da det er en Samfundssag” (?). Borger- og Friskolens undervisning er for ringe, indførelse af Enhedsskolen kan alene afhjælpe manglerne. Det vil godt nok medføre udgifter, men til gengæld mener læserbrevsskribenten ikke, at det er nødvendigt med en ny skolebygning, blot den nuværende Borgerskole udbedres og Realskolebygningen tages i brug. Han slutter med et trøstende ord til frk. Mouritzen om, at ventilation og frisk luft kan gøre underværker, samtidig med, at det er gratis.

    MM er naturligvis nødt til at svare, og det gør hun den 18. februar. Hun skriver, at det vil glæde hende, hvis manglerne ved den gamle skolebygning er så lette at afhjælpe, som ”En Borger” mener.

    Men hvis det er så let, hvorfor er det så ikke sket for længst? Skolelægen har påpeget den dårlige ventilation, frk. M. har selv ved Byrådsmødet peget på de smalle gange, de alt for små vinduer i øverste etage – alt sammen forhold, der ville kunne føre til en katastrofe i tilfælde af ildebrand.

    Hun ønsker en sagkyndig arkitekts vurdering af, hvad det vil koste at sætte bygningen i forsvarlig stand, og mener selv, at det vil være billigere med en ny bygning. Realskolens lokaler er heller ikke for gode. Hvorom alting er, går MM ikke ind for enhedsskolen, idet ethvert kvikt barn indtil nu og også i fremtiden vil kunne få friplads og således kunne tage den eksamen, dets evner giver mulighed for.

    Den 22. februar svarer ”En Borger” igen.

    I Fredagsnummeret af Langelands Avis har Frk. M. Mauritzen beæret mig med et ”Svar”. Bortset fra, at jeg ikke har spurgt Frøkenen om hendes Mening – den kender jeg nemlig forud – kan jeg ikke faa andet ud af Opsatsen, end at Frøkenen ved denne gør et lige saa velment som ubehjælpsomt Forsøg paa at spænde Ben for selve Sagen: Enhedsskolen.” Skulle skolen altså være i så ringe stand, som hævdet af MM: ”Da har Én af Lærerraadet, Byraadsmedlemmet Mouritzen – tillige forsømt sin ufravigelige Pligt til straks ved sin Indtræden i Byraaet at trække den sundhedsfarlige Bygning frem i offentlig Belysning – fremdraget sagen Gang paa Gang, til hun var bleven hørt.”

    ”Borgeren” kan slet ikke holde op, da han først er kommet i gang.

    Avisens redaktion sætter derfor en efterskrift på hans indlæg: ” Det forekommer os, at den ærede Indsender er lidt haard ved frk. Mouritzen. Ogsaa i den offentlige debat bør man overholde den Hensynsfuldhed, hvorpaa det svage køn har et berettiget Krav”.

    2. marts 1910 havde MM fået sat et punkt på Byrådets dagsorden: Et andragende om ikke længere at skulle være alene i Udvalget for folkebogssamlingen sammen med redaktør Madsen. Igen er skolesagen den bagvedliggende årsag.

    Sagen gav anledning til både tumult og ubeherskede ordvekslinger. Avisen undrer sig over, at sligt bliver holdt for åbne døre. ”Denne Forhandling var skandaløs og lidet egnet til at forhøje Agtelsen for det vise Raad.”

    MM motiverede sit ønske med, at Madsen havde overfaldet hende med grovheder og trusler, da han fornemmede, at hun ikke delte hans mening i skolesagen.

    Madsen på sin side fremturer: ”Der ligger en Insinuation heri. Frøken Mouritzen kan være ganske rolig – jeg har ikke ladet mig bedaare af de gule lokker og det blide Blik”. (MM var 46 år gl.)

    ”At jeg har behandlet frk. Mouritzen med Overlegenhed, indrømmer jeg, hendes Udtalelser fristede stærkt dertil”. ”I øvrigt er Frk. Mouritzens Arbejdsevne ikke meget værd – Samarbejdet i Biblioteket har ikke været videre behageligt” ”Frk. Mourtizen gjorde ogaa gældende, at Lærerinderne ved den nye Skoleordning ville blive tilsidesatte. Jeg svarede, at Lærerinder med evner og Personlighed altid vil kunne virke her, selv i de højere Klasser, men at det naturligvis ville gå ud over dem, der manglede disse Betingelser. Frk. Mouritzens Svar bestod i, at hun paa almindelig Kvindemanér løb sin Vej.” Samme Madsen var i øvrigt kendt som en stridbar herre, der benyttede enhver given lejlighed til et frontalangreb på dem, der ikke delte hans synspunkter.

    Sagen blev herefter udsat til næste møde, da ingen af de øvrige byrådsmedlemmer ønskede at indtræde i udvalget.

    Som avisen bemærker ”Således endte den første puniske krig”.

    Ved det følgende valg lod MM sig som nævnt ikke vælge igen. Hun gled ud ved valget i begyndelsen af 1913. Da hun i december samme år fyldte 50 år, var der ingen af aviserne, der fandt anledning til at omtale mærkedagen.

    Ved 1913-valget blev ”Fru Sagfører Kirstine Clausen” valgt. (Af hensyn til yngre læsere kan det oplyses, at fruen ikke var cand. jur., men gift med en sagfører). Hun var medlem af Byrådet 1913 – 17. Derefter varede det 26 år, før der igen kom en kvinde i rådet: Theordine Andersen, 1943 – 49.

    I 2008 er der 8 kvinder blandt de 25 kommunalbestyrelsesmedlemmer – ikke ligefrem noget at prale af!

    Den 21-4-2008

    Else Wolsgård

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    05. september 2017

    Mouritzen

    Frk Mouritzen