Bundgarnspæle ved Langeland

    På hat med Langeland



    At Langeland har været førende, hvad angår hattemode, lyder måske sært, men det er ikke desto mindre sandt.
    I begyndelsen af 1800 tallet blev det almindeligt, at kvinderne på øen brugte stråhatte med kyseform og bred skygge.

    Dengang var det meget lidt ønskværdigt at blive solbrændt eller – endnu værre – få fregner, så en god, bredskygget kyse var en kvindes bedste allierede, når hun arbejdede udendørs.

    Grunden til, at man på Langeland foretrak hatte af strå, kan være de tætte handelsforbindelser til Lübeck, hvor man i begyndelsen købte hattene. Imidlertid var de tyske hatte dyre, så hvad var mere nærliggende end at forsøge selv at fremstille dem?

    Af en præsteindberetning fra 1826 fremgår det, at fremstilling af stråhatte er en meget udbredt husflid på Langeland. Fletning af de hvedestrå, man brugte, var en temmelig enkel opgave, som børn ned til 4 års alderen kunne klare. Selve syningen krævede mere fingersnilde, men piger på 10-12 år kunne dog opnå gode resultater.

    Fattige børn kunne på den måde tjene en skilling, og skolelærerne tilskyndede til arbejdet. I nogle skoler fik børnene endog lov til at flette strå i timen, når blot de samtidig hørte efter!

    Der var meget få, der i folketællingerne er opført med hattemageri som hovederhverv. Enlige kvinder supplerede dog i mange tilfælde deres magre udkomme ved at sy, reparere eller vaske (!) stråhatte.

    Fabrikationen synes at nå sit højdepunkt omkring 1835, hvor mange daglejere får prædikatet ”nærer sig ved håndarbejde”, formentlig stråfletning og – syning. Hattemageri har ligesom kurvefletning den fordel, at det ikke kræver et særligt værksted. Materialerne er billige, og den færdige vare er industrielt fremstillet i den forstand, at den ikke er lavet på bestilling til én bestemt kunde.

    Naturligvis var der forskel på kvalitet og pris. Af skifter fremgår det, at så godt som alle kvinder på Langeland fra husmandskoner til velhavende gårdmandsdøtre bruger stråhatte i perioden 1810 til -40.

     
    Desværre er meget få af dem bevaret, for materialet er jo let forgængeligt, men på Langelands Museum findes dog et par eksemplarer, der har været brugt af kvinder fra en velhavende familie. Modeluner ændrer sig som bekendt, og efter midten af det 19. århundrede blev stråhattene umoderne, og den særlige langelandske form for husflid forsvandt.

    (Kilde: H. Rasmussen i Fynske Minder 1959 o.a.)

    Nedenstående er et foto af en hat på Langelands Museum. Den stammer fra begyndelsen af 1800tallet, er flettet på Langeland af hvedestrå og har tilhørt proprietær Boesgaards kone i Longelse.


                                                                           
    Marts 2011                                                           
    Else Wolsgård  
                                                                  hat

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    05. september 2017