Bundgarnspæle ved Langeland

    Politisk "spionage" for 100 år siden

    I disse tider, hvor politiske konspirationsteorier trækkerr store overskrifter i aviserne, er det interessant at se, at den slags åbenbart altid har fundet sted. Således også i Rudkøbing for 100 år siden. I Langelands Avis kunne man den 23-3-1912 læse følgende:

    ”Efter hvad der fra pålidelig kilde meddeles os, blev døren fra salen på Hotel Langeland, hvor Højre i eftermiddags holdt sine fortrolige forhandlinger, lukket op i hovedet på hr. Holger Kristiansen (redaktør af den radikale avis Langelands Folkeblad). Fyren lyttede! Og det er ikke første gang, han har lyttet. Da Venstrevælgerforeningens repræsentantskab forleden holdt møde på Hotel Skandinavien, luskede monsieur Holger også om uden for døren og interviewede bl.a. hotelkarlen.

    Det lyder utroligt, men disse ting er ikke desto mindre den nøgne sandhed, og det må efterhånden gøres folk klart, hvor stor en slubbert, denne anmassende personage er. Da knægten (redaktøren var da 37 år gammel) i dag fik døren i hovedet, skal han have rødmet. Der er dog altså endnu en rest af skam i slynglen, og vi skal gøre vort til, at han skal få brug for denne rest.”

    Ovenstående er et eksempel på den tone, der dengang herskede i de personlige skændsmål, som var daglig kost mellem redaktørerne på de langelandske aviser. At de stemplede hinanden som løgnere var ganske almindeligt. Redaktør Kristiansen søgte at bortforklare hændelsen, men forklaringen virkede ikke ægte, og han lagde da heller ikke injuriesag an.

    Den 25-3 skriver Langelands Socialdemokrat

    ”Langelands Avis giver, idet den fortæller historien (om lytningen ved døren) hr. Kristiansen en række kønne navne som slyngel, slubbert osv. Vi finder, at disse betegnelser er så ganske overflødige. Ved bestillingen som spion klæber der i forvejen en sådan foragt, at ingen betegnelse i sproget kan stille udøveren lavere.”

    Dagen efter påviser Langelands Avis, at Holger Kristiansens forklaring om, at han blot ville træffe proprietær I.A. Hansen, der var til et jernbane-møde på hotellet, ikke kan være rigtig, dels fordi dette møde var i forhuset, hvorimod Højre-mødet var i baghuset, hvor Kristiansen jo blev opdaget lige uden for døren ind til mødet, og dels fordi han slet ikke talte med I. A. Hansen, som han allerede havde talt med i telefonen.

    Den 27-3 skriver Ølandenes Dagblad, der støttede Højre, og som ejedes af enkefru Damkier, hvis søn redigerede bladet, at det var fru Damkier, der ”pågreb” Holger Kristiansen:

    ”Redaktør Kristiansen ”mødte” fru Damkier, da fruen åbnede døren fra mødesalen ud til gangen, og redaktøren stod så nær ved døren, at han for tilbage i det øjeblik, denne blev åbnet, for at undgå at få den i ansigtet. Således formede dette ”møde” sig, og vi forstår godt, at hr. K. blev ildrød i hovedet over at blive grebet så decideret på fersk gerning”

    29-3 skriver Holger Kristiansen i Folkebladet, at fru Damkiers erklæring er usand, hvorfor fru Damkier i en artikel i sin egen avis tilbyder at aflægge ed på, at hun har berettet sandheden.

    Mere skete der ikke i sagen. Man kan undre sig over, at tonen var så rå mellem politiske modstandere. Desværre afspejlede det sig også i samarbejdet i Byrådet.

    I 1910 blev således den første kvinde i Rudkøbing Byråd, lærer Wilhelmine Mouritsen, stærkt angrebet af redaktør Madsen fra Langelands Socialdemokrat, der bl.a. stemplede hende som løgner. De to var sammen i biblioteksudvalget, hvor Madsen, da de var på tomandshånd, havde ”overfaldet hende med grovheder og trusler, så hun måtte forlade lokalet”. Hun bad derfor om, at udvalget blev forstærket med yderligere et medlem, og det gik Byrådet med til.

    Rudkøbing, september 2012

    Else Wolsgård

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    05. september 2017