Bundgarnspæle ved Langeland

    Sørine klædt dronning - vågnede bevidsthed om søstersolidaritet

    Sørine klædt som dronning – vågnende bevidsthed om søstersolidaritet

    Den 13. november 1907 var der i Langelands Avis følgende indlæg:

    ”Et ord til Kvinderne.

    Blandt de foreninger, der årligt stiftes, er der sikkert ingen, som i højere grad fortjener kvindernes opmærksomhed, end den nystiftede Louiseforening, Danske Kvinders Hjælpeforening.

    Det er dens formål under dronningens protektion årligt over hele landet at indsamle beløb, som på Hs. Majestæts fødselsdag uddeles i portioner på kr. 100,00 til kvinder, gifte, ugifte og enker, som ved en sådan understøttelse kan komme ud af en øjeblikkelig nød. ….

    Dette mål kan kun nås, når alle kvinder, der kan afse en 25 øre om måneden slutter sig sammen for at hjælpe disse ulykkeligt stillede søstre. Skulle vi langelandske kvinder stå tilbage i denne sag! Lad derfor alle os, som har evne også få vilje til at indmelde sig i den forening, hvis stedlige repræsentant fru distriktslæge Brock med glæde modtager indmeldelser.”

    Ihukommende, at det om en god uges tid er 8. marts (kvindernes internationale kampdag), er det interessant at undersøge, hvordan denne forening opstod, som fokuserede på kvindesolidaritet og hjælp til trængende.

    Louiseforeningen blev stiftet i København i 1906 som filantropisk hjælpeforening, opkaldt efter Fr. 8.’s datter Louise, med en hofdame som formand og en ren kvindebestyrelse.

    Foreningens sigte var at afbøde den skjulte fattigdom blandt enlige kvinder, ofte dem, ”der havde kendt bedre dage”. Meningen var, at man gennem årlige donationer på 50 – 100 kr. kunne give tilskud til huslejen, hospitalsophold eller medicin.

    Daglig leder blev Mimi Carstensen (1852 – 1935). Da mange understøttelsesansøgere klagede over mangel på tøj, blev ”Prinsesse Margrethes Påklædnings Fond ” stiftet. Fonden indsamlede og fordelte kasseret fodtøj, undertøj og kjoler fra velhavende kvinders garderober, bl.a. kongehusets.

    Hjælpearbejdet blev finansieret af små, private bidrag og medlemskontingenter.

    I provinsen bestod bestyrelserne typisk af borgmester- og lægefruer og kvinder fra aristokratiet.

    Mimi Carstensen var i øvrigt autodidakt journalist, og hun havde stor succes som redaktør af ”Damernes Blad”, det der senere blev til ugebladet ”Hjemmet”.

    Det er værd at notere sig, at de, der modtog hjælp fra foreningen, skulle være ”agtværdige fattige”. Man kan derfor gå ud fra, at modtagerne af donationerne ikke var blandt dem, der havde et barn uden for ægteskab.

    Louiseforeningen var et fremsynet projekt, der naturligt nok var præget af sin tid.

    Formålet – at give enlige kvinder mulighed for at klare sig uden at være nødt til at gifte sig –

    er helt i tråd med de tanker, der lå bag, da kvindernes internationale kampdag blev stiftet på et møde i København i 1910, om end kampdagens målgruppe i højere grad var arbejderkvinder end borgerskabets ugifte døtre.

    Vist er der da opnået en del, siden man kunne glæde en fattig frøken med fine fruers – måske oven i købet kongelige – underbukser. Heldigvis for det.

    Februar 2009

    Else Wolsgård

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    05. september 2017