Bundgarnspæle ved Langeland

    En tankevækkende udflugt

    En tankevækkende udflugt

    Målet var Tiø – som bekendt med sine ca. 600 km2 landets fjerdestørste ø. Nærmeste konkurrent er Lolland med omtrent 1200 km2.

    Det var en dejlig forårsdag, og vi havde planlagt en køretur rundt på digerne. Da vejafgiften var betalt, kørte vi med den anbefalede fart på 40 km/t hen ad det ca. fem meter høje dige. Udsigten var betagende. Til den ene side det blå vand, til den anden de flade marker med spredte klynger af vindmøller. Jeg tænkte, at det var en skam, at der ikke var nogen, der stolede nok på digerne til at ville bo på markerne – men det ville jeg på den anden side nok heller ikke selv have gjort.

    Da vi kom til Ærø, drejede vi af og fandt et spisested til en hyggelig frokost.

    Er I forvirrede – er det ikke så mærkeligt. Det, I lige har læst er nemlig i den for tiden så moderne genre ”kontrafaktisk historieskrivning”, som går ud på at beskrive, hvad der ville være sket, HVIS.

    Hvis Napoleon ikke havde været plaget af hæmorider natten før slaget ved Waterloo, hvis attentatet på Hitler var lykkedes osv.

    Udflugten til Tiø er således en beskrivelse af, hvordan der kunne have set ud i dag, hvis det store inddæmningsprojekt var blevet vedtaget i 1942. Projektet gik ud på at bygge dæmninger mellem Tåsinge, Siø, Langeland og videre fra Ristinge til Ærø og derfra igen til Tåsinge. Det var der kommet 1500 hektar land samt en fast forbindelse oven på digerne ud af. Altså en temmelig stor ø, der, fordi den forbandt ti små og større øer, i folkemunde blev kaldt Tiø.

    Hvordan kunne det gå til, at man seriøst overvejede et i vore øjne så vanvittigt projekt?

    Det er et eksempel på, at historiske begivenheder altid må vurderes ud fra de forudsætninger, der var på den tid.

    Her er et kort rids: Der var på den tid konkrete planer om en dæmning fra Tåsinge til Siø samt om en bro fra Siø til Langeland og en fra Langeland til Ærø. Men – og det var et stort men, Danmark var jo besat, så cement og stål til brobygning var det ikke muligt at få. Jord og sten til en dæmning var der derimod nok af. I foråret 1942 havde man lige oplevet tre hårde isvintre, hvor forsyningsforholdene til øerne havde været svære samtidig med, at man heller ikke kunne komme af med sine egne varer.

    Arbejdsløsheden var stor, så udsigten til at kunne beskæftige 1300 mand i fem år lig med 2 mio. arbejdsdage var et stort plus i projektets favør.

    De samlede omkostninger var anslået til 55 mio. kr., men foreløbig søgte man kun om 50.000 kr. til havbundsundersøgelser.

    Idéen var fostret af en ingeniør Sylvest ti år tidligere, og af ovennævnte grunde blev den taget op igen i 1942. Tanken om de mange hektar frugtbar jord var heller ikke uden betydning, da landbruget jo tjente rigtig godt især ved eksport (!)

    I dag undrer man sig over, at der ikke var nogen, der talte imod ødelæggelsen af naturværdier, men det var ikke et hensyn, der talte. Kun fiskerne var utilfredse, men de blev imødegået med argumentet om, at de jo i forvejen tjente så lidt, at de ville få en bedre fremtid som husmænd.

    En deputation tog til København for at søge Finansudvalget om penge til forundersøgelserne, og der var man ikke afvisende. Det er i den forbindelse også værd at huske, at inddæmningen og afvandingen af Lammefjorden havde været en succes – så hvorfor ikke forsøge det samme igen, blot i en større skala?

    Jo, det så alt sammen fint ud på papiret: Man ville spare de planlagte broer, og der var en stor besparelse at hente på understøttelse af de arbejdsløse.

    Der var egentlig kun ét problem. Nogle mente, at den megen omtale af inddæmningen kunne skade Siøsund- dæmningsprojektet, der naturligt blev sat på stand by, mens de andre forhandlinger stod på.

    Et stormøde med deltagelse af alle betydende erhvervsorganisationer blev arrangeret, fordi det var nødvendigt, at øen talte med én stemme i denne vigtige sag. Her vedtog man en henvendelse til trafikminister Gunnar Larsen, hvor man bad om at få fremmet Siøsund-dæmningen, subsidiært broplanerne. Straks!

    I den efterfølgende debat viste det sig, at nogle af inddæmningstilhængerne havde haft en skjult dagsorden. Det foreliggende projekt om en fast forbindelse gik nemlig ud på, at der skulle bygges en højbro fra Siø til Langeland, der hvor broen nu faktisk er. Byens handlende ønskede derimod en lavbro fra Siø til Rudkøbing havn. På den måde skulle trafikken køre op gennem byen i stedet for at blive ledt uden om via en ny vej til Spodsbjerg, hvad de frygtede ville berøve byen megen omsætning.

    Trafikministeren beærede Langeland med et besøg i maj 1942, og det var tydeligt, at højbroen havde hans bevågenhed, selv om han ikke var ganske afvisende over for inddæmningsprojektet. Han så det tilmed som en gevinst, at jernbanen kunne nedlægges, når broen kom…

    Under alle omstændigheder skulle linieføringen fastlægges snarest af hensyn til de berørte lodsejere.

    Langelands Folkeblad fastslog dagen efter besøget, at ”nu er det kun et spørgsmål om tid, før broen kommer!” Og det havde de jo ret i. Men at det skulle vare 20 år, var der nok ingen, der havde troet.

    Historien her er baseret på artikler i Langelands Avis og Langelands Folkeblad.

    Den 29. juni 2006

    Else Wolsgård

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    05. september 2017