Bundgarnspæle ved Langeland

    Vi er vendt tilbage langvejs fra

    ”Nous sommes revenus de loin” – Vi er vendt tilbage langvejs fra.

    En førstehåndsberetning fra en fransk krigsfange om bord på flydedokken, der strandede ved Påø den 4. maj 1945

    Byarkivet har modtaget en dansk oversættelse v. Anne Schlanbusch, af en beretning, skrevet af en franskmand, Camille Badie.

    Som 30-årig politibetjent blev Badie i 1939 indkaldt til hæren og måtte forlade sin kone og treårige datter.

    Allerede samme år blev han taget til fange af tyskerne og sendt til en fangelejr i Pommern. Der sad han så i fem år, indtil han i maj 1945 sammen med sine medfanger blev tvunget til at vandre op mod Østersøen. Til sidst kom de om bord på den berømte flydepram og ved et utroligt held kom de fleste uskadte i land på Langeland.

    Her mødte Camille Badie familien Rasmussen, og der udviklede sig et livslangt venskab mellem ham og den ældste søn, Knud, der talte noget spansk (Badie var af katalansk familie). De besøgte hinanden nogle gange, både i Frankrig og her.

    Beskrivelsen af den frygtelige vandretur sammen med ca. 1200 franskmænd og russsere midt i det krigshærgede land blev nedskrevet af Badie selv og renskrevet af hans børn efter hans død.

    Her følger nogle illustrative passager og sammendrag, tilpasset dansk skrivemåde:

    ”Forsynet kommer os til hjælp om natten den 6. marts i form af bølger af flyvende fæstninger, som på en halv time ødelagde en stor del af byen (Sassnitz på Rügen)….Vores hemmelige gøremål består da i søgen efter fødevarer, og det sker, at en dåse med røget sild eller et stykke flæsk hentes ved siden af ejermandens lig og derfor var plettet med hans blod…. Hele og dele af døde kroppe begraves lag på lag i store fællesgrave, som det er vores opgave at udgrave og dække til, når de er fyldt op”.

    Den 1. maj bliver fangerne beordret til at gå om bord på en flydedok. Der er både fanskmænd, russere, belgiere og polakker. Der er så mange, at det ikke er muligt at bevæge sig, langt mindre lægge sig ned. Flåden er mellem 60 og 80 meter i længden, og på siderne er der aflukker på fire meter i højden. Der opholder de tyske vagter sig. Selve dækket er omkring 1,20 m. over havoverfladen. Der er hverken mad eller vand om bord.

    En slæbebåd trækker flåden ud på åbent hav, og rygterne vil vide, at målet er Flensborg.

    Natten er kold, og mange bliver gennemvåde, fordi det regner. Da der naturligvis ikke er noget toilet, bliver der i plankerne lavet nogle små huller, som trængende kan forsøge at ramme.

    Næste dag havner flydedokken midt i et luftangreb, der varer seks timer. For at redde sig selv vælger kaptajnen på slæbebåden at kappe trossen til flydedokken. Natten falder atter på, og de mange fanger driver af sted, hvorhen ved de ikke. De er også temmelig ligeglade, for det altoverskyggende problem er nu mangelen på drikkevand!

    De tyske vagter opgiver ævred, og fangerne overtager kommandoen. Et medbragt fransk flag bredes ud i håb om, at flyverne kan se det. Situationen er meget alvorlig. Vandmangelen vil inden længe kræve sine ofre, og risikoen for at støde på en mine eller blive sejlet ned af et skib er overhængende. Men de kan intet gøre. Alligevel bevarer de modet. En musiker, der har medbragt sin saxofon, bliver sat til at spille populære melodier for at adsprede mændene.

    Den tredje nat falder på, og nu begynder nogle at udvise tegn på alvorlig sygdom.

    Op ad dagen mener nogle at kunne skimte land mod vest. Heldigvis er vinden østlig, og for at fremme farten rigger man nogle årer til(!).

    Nogle få kilometer fra kysten passerer flydedokken to tyske flygtningeskibe, der ligger for anker.

    Skibene bliver angrebet af engelske jagere og synker med alle ombordværende, hovedsagelig kvinder og børn.

    Pludselig bliver flydedokken også angrebet, men bomben forfejler målet og havner i vandet.

    Det samlede tab udgør derfor ”kun” tre-fire døde og en halv snes sårede. Uden medicin eller vand var det dog alvorligt nok.

    Kysten nærmer sig, men det ser ud til, at folkene derinde absolut ingen interesse har i de ulykkelige mænd på flåden. De sender SOS. Intet sker, og de er sikre på, at det må være tysk territorium.

    Ca. 150 m. fra stranden tager flåden bunden, men desværre er det meget få, der faktisk kan svømme. Vandet er også meget koldt!

    Den ender med, at nogle få modige svømmer mod stranden, idet de trækker tovværk efter sig. De finder et par joller, som de ror ud i igen, og langsomt begynder transporten af de mange mennesker ind til land.

    ”De indfødte” samler sig efterhånden også på standen, og de af de forhenværende fanger, der kan kommunikere med dem, fortæller de andre, at danskerne havde troet, flåden var fyldt med tyskere. Derfor havde man ikke sendt hjælp.

    Pludselig begynder folk inde på stranden at opføre sig som gale – de løber rundt, råber, synger og ter sig. Der bliver råbt ud til de tilbageværende på flydedokken, at de tyske besættelsesstyrker netop har kapituleret!

    De tyske vagter afvæbnes, og en enkelt vagtpost, der har været særligt brutal, bliver slået og sparket, før han smides over bord og drukner.

    De reddede bliver ypperligt beværtet på de nærliggende gårde og deltager glade i euforien næste dag, den 5. maj.

    De tyske soldater derimod må gå til Rudkøbing uden hverken vådt eller tørt for at blive interneret der.

    Camille Badie slutter sin beretning med at sige ”Vi er vendt tilbage langvejs fra”. Han kommer endelig hjem til sin familie – seks år ældre og mange både forfærdelige og opbyggelige erfaringer rigere.

    (Det skal tilføjes, at der naturligvis skal en kildekritisk analyse til for at give en nuanceret og dækkende beskrivelse af, hvad der skete. På arkivet har vi således også en beskrivelse fra en af de russiske fanger samt et par danske øjenvidneskildringer.

    At Badies historie nok er farvet af det antal år, der gik, før han nedskrev den, ses fx af, at han omtaler den ypperlige beværtning, fangerne fik straks efter landgangen. Et dansk øjenvidne fortæller som kontrast, at de reddede fanger kastede sig over den første, den bedste roekule, de så, og åd roerne, som naturligvis ikke var vasket!)

    Den 26. april 2006

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    05. september 2017