Bundgarnspæle ved Langeland

    Nyhedsbrev nr. 3 fra

    Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

     

    Som nyhedsbrevets læsere sikkert husker, informerede jeg i seneste nyhedsbrev om, at jeg havde skrevet til kultur- og kirkeminister Mette Bock for at opfordre hende til at ændre vejledningen vedr. bevarelse af gravsten. Årsagen til henvendelsen var, at de, der foretager kirkegårdssyn, ikke kan forventes at have kendskab til, hvilke afdøde personer, der har lokal, kulturhistorisk interesse. Derfor opfordrede jeg til, at vejledningen kom til at indeholde en passus om, at de lokale arkiver skal høres, før gravsten slås til skærver.

    Ministeriets svar kom to dage før fristen på to måneder udløb. I svaret tages der ikke stilling til det fremsatte forslag, blot orienteres der om, at ministeriet "for tiden ikke har planlagt ændringer i vejledningen, men ministeriet har noteret sig dine synspunkter". Den fuldmægtig, der har svaret på henvendelsen, kan med andre ord ikke se problemet – eller også er hun ligeglad.

    Imidlertid har jeg planer om ikke at lade sagen smuldre her.

     

    Nyt fra Havnegade

    Vores udstillinger – den tidsbegrænsede om frysehusene og den permanente om Langelandsbanen – har trukket mange turister til i sommerens løb. Det ugunstige vejr har nok haft en del at sige, men der har også været en oprigtig interesse for emnerne. En del besøgende kom også op på første sal og beundrede udformningen af de gamle lejligheder. Sjovt nok bliver man aldrig træt af at vise rundt og forklare om bygningens og arkivets herligheder!

    Byarkivets personale og frivillige har været på årets faglige ekskursion. Den gik i år til Fiskeriets Hus i Bagenkop, hvor vi fik en meget interessant rundvisning af Henning Egemose.

    Fredag den 14. september var der kulturdag i Rudkøbing. Vi holdt åbent hus kl. 14 til 17. Der kom 29 interesserede besøgende (plus dem, der ikke fik skrevet i gæstebogen). Den lille film om Langelandsbanen fra 1959 kørte i sløjfe. Mange ville gerne på rundvisning i huset. Kort sagt en fin dag.

    Det er blevet foreslået, at Byarkivets budget beskæres med 60.000 kr. årligt. Der er indsendt høringssvar til kultur- og økonomiudvalget, hvoraf det fremgår, at reduktionen sandsynligvis vil medføre kortere åbningstid og forringet service over for vores brugere.

    Efter at Anna-Lise Nilssons ansættelse som seniorjobber er ophørt, er hun begyndt igen som frivillig på arkivet en dag om ugen.

     

    En havnefoged deler vandene

    Ved et tilfælde blev jeg opmærksom på Laurits Jørgensen, der var havnefoged i Rudkøbing fra 1911 til 1934. Han blev født på Strynø i 1861som søn af gårdmand Jørgen Andreasen og hustru Inger Marie. Da han var konfirmeret og skolegangen dermed var slut, kom han ud at sejle og aftjente sin værnepligt i marinen.

    Ved navigationsskolen i Rudkøbing tog han styrmandseksamen, og han sejlede i en del år først som styrmand, senere som skibsfører for Alfred Nielsens rederi.

    Navigationsskolen lå i Ramsherred 93 – kaldet "Slottet" - og åbnede i 1879 i den nybyggede skolebygning. Den måtte dog lukke igen i 1894 som konsekvens af en ny lov. Ifølge loven skulle alle navigationsskoler opnå marineministeriets godkendelse for at få statsstøtte, og disse nye krav kunne skolen i Ramsherred desværre ikke leve op til. I skolens levetid nåede ca. 200 elever at blive dimitterede. Skolens leder, Westermann, blev som kompensation for tabet af indtægt tilbudt en stilling som fyrassistent ved fyret i Hou samt et beløb på 500 kr.

    Laurits Jørgensen giftede sig – man fristes til at sige naturligvis – med en strynbo, Anne Cathrine. De fik otte børn, syv døtre og en søn. To af dem døde, før de blev voksne.

    Skibsfører Jørgensen købte i 1905 sammen med sin principal, konsul Alfred Nielsen, en tremastet topsejlsskonnert ved navn FELIX. Den blev bygget hos skibsbygger Boas i Rudkøbing, var på 98,95 bruttotons. Som noget enestående blev den udstyret med et "patenttopsejl", der virkede på samme måde som et rullegardin. Skibet sejlede på Nordatlanten og i Middelhavet. FELIX blev solgt til en reder i Marstal i 1915, strandede i Portugal i 1922 og blev hugget op.

    Da Laurits Jørgensen var 50 år, fik han lyst til at arbejde på landjorden. Derfor var det heldigt, at stillingen som havnefoged i Rudkøbing blev opslået i 1911.

    Af hensyn til landkrabber som jeg selv er, skal det lige forklares, hvad en havnefoged laver: "En havnefoged er en officiel myndighed, som håndhæver en given havns regler for at sikre navigationssikkerheden, havnesikkerheden og den korrekte anvendelse af havnens faciliteter."

    Den 8. februar omtales ansættelsen af skibsfører Jørgensen i Langelands Avis. Og man må vist sige, at Jørgensen havde fået "ørerne i maskinen".

    Efter indstilling fra havneudvalget vedtog Byrådet an ansætte Jørgensen som ny havnefoged i Rudkøbing på trods af, at der var 38 andre ansøgere til stillingen. De 38 omfattede så godt som hele Rudkøbings skipper og navigatørstand. At man havde valgt en ansøger fra Strynø vakte derfor ifølge avisen "den stærkeste indignation", da der ganske sikkert måtte være mindst én i det øvrige ansøgerfelt, der var kvalificeret. Protester var der – stadig ifølge avisen – mange af , idet det dog tilføjes, at der intet ufordelagtigt er at sige om den valgte ansøger.

    Så udpræget var den lokalpatriotisme, der nærede forargelsen over valget af den "udenbys" ansøger, at sagen blev ført videre i form af en formel klage til marineministeriet. Det kom der dog ikke noget ud af, idet Jørgensen fandtes fuldt kvalificeret.

    Laurits Jørgensen og familie

    Han, hans kone og børn flyttede planmæssigt ind i havnefogedboligen på Havnepladsen 2, og han passede i de næste 23 år samvittighedsfuldt sit arbejde. En af de udfordringer, han mødte, var, da den store færgehavn blev bygget 1925-26.

    Laurits Jørgensen blev medlem af Rudkøbing Sø- og Handelsret.

    I 1934 gik han på pension, 73 år gammel. På det tidspunkt havde han været enkemand i 6 år. Han valgte at bosætte sig i Simmerbølle i en villa, som han kaldte FELIX ligesom det skib, han i sin tid havde ejet og ført.

    Ved hans død i 1936 var mindeordene meget rosende: " Man havde til enhver tid indtryk af, at han var den rette mand på rette sted" (Langelands Avis). Kort efter pensioneringen blev han udnævnt til Dannebrogsmand.

    Et liv, der måske ikke satte sig de store spor i eftertiden - Jørgensen var et eksempel på den arbejdsomme embedsmand, der ikke gjorde meget væsen af sig, samtidig med at han altid gjorde alt, så godt som han kunne.

    Kilder:

    Chr. Kiilsgaard: Rudkøbing havns Historie,

    E. Gotfredsen: Rudkøbing Skibe

    Langelands Avis og Langelands Folkeblad

    Wikipedia

    Levnedsbeskrivelse nedskrevet af Jørgensens datter i 1947

     

    Rudkøbing, september 2017

    Else Wolsgård

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    27. september 2017

    Øboer 2017

    Øboer 2017 

    ”Øboer 2017” kan købes i løssalg fra den 19. oktober følgende steder: Lokalarkiverne, Byarkivet og på Langelands Museum og dets afdelinger. Desuden hos boghandlerne i Rudkøbing og Humble, Arnold Busck i Svendborg. Hos Spar i Snøde samt brugserne i Hou, Tullebølle, Bagenkop og Rudkøbing. I Fiskeriets hus i Bagenkop samt på Øhavets Smakke- og Naturcenter på Strynø.

    Prisen for årbogen er 130 kr.