Bundgarnspæle ved Langeland

    Nyhedsbrev fra

    Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

    nr. 3, 2018

    Nye krav i fremtiden 

    Hver dag bliver nye historiske kilder digitaliseret og lagt på nettet, så alle kan tilgå dem hjemme i dagligstuen. Sikke en forskel fra for ca. 25 år siden, da man skulle på Lands- eller Rigsarkivet for at læse kirkebøger og folketællinger. Nu er også dødsattesterne kommet med, så man kan finde ud af, hvad oldemor og -far døde af.

    Den elektroniske arkivering er blevet hverdag, og der sker stadig forbedringer af systemet.

    Den del af digitaliseringen er alle vist enige om, at se som et fremskridt. Til gengæld er der ting, det er knap så inspirerende at beskæftige sig med, fx den nye persondataforordning fra EU. P.t. er der vist ingen, der er helt på det rene med, hvad forordningen kommer til at betyde for de mindre arkiver. Vi ved dog, at publicering af personers følsomme data og fotos kun må ske med de pågældendes samtykke.

    Det er altså blevet vanskeligt at lægge klassefotos på nettet uden alle de portrætteredes samtykke (hvad vi i parentes heller aldrig har gjort) Foreløbig bruger vi vores omtanke i omgangen med personlige oplysninger, og indtil videre er der ikke blevet rejst sager i Danmark om overtrædelse af forordningen.

    Aflevering af arkivalier er vi vant til, foregår i poser eller kasser. Men snart vil der komme både private og foreningsarkiver, der udelukkende findes digitalt. Sådanne arkivalier skal opbevares i "systemuafhængig form". Meget fornuftigt, når man tænker på, at de floppy disks, vi brugte i 1990erne, i dag kun kan læses af meget få. Der er altså ingen vej uden om. Danmark er et af de lande, der er længst fremme hvad angår IT, så vi må bare følge med og tage kurser, så vi kan følge med i fremtidens udvikling.

    Nyt fra Havnegade 

     

    Arkivet har fået et par store indleveringer. En af de mere udsædvanlige kommer fra arvingerne efter fhv. lærer Johs. Appel. Hans store hobby var raceduer- og høns. Han deltog i mange udstillinger med sine dyr og modtog talrige præmier. Disse pokaler og hædersbevisninger blev overgivet til Byarkivet efter afdødes eget ønske. Vi har nu anskaffet en vitrine, så de er behørigt udstillet for alle interesserede.

    Anne Bruun Jørgensen er begyndt som fleksjobber, fem timer om ugen. Det vil sige, at der foruden lederen (halv tid) er tre fleksjobbere på hhv. 12, 5 og 5 timer om ugen samt 9 frivillige medarbejdere, der kommer på faste ugedage og har forskellige opgaver.

    Arkivets medarbejdere var den 11. september på den årlige, faglige ekskursion. Den gik til Langelandsfortet, hvor Jan Georg Hansen, der er frivillig både på arkivet og på Fortet, gav os en grundig rundvisning. En interessant tur, selv om vejret netop den dag viste sig fra den våde side.

    Thi kendes for ret 

     

    For nylig udkom en bog: Straffet på livet – Henrettelser i Danmark 1537 – 1892 af Niels H. Kragh-Nielsen. Det er en moppedreng på over to kilo, der med inddragelse af alle til rådighed stående kilder belyser alle aspekter ved dødsdomme, deres udførelse og bortskaffelsen af de henrettede. Der er omtale af Langelandske forhold/dømte 11 steder.

    Tilfældigt faldt jeg på arkivet over en sag fra Stoense, hvor en ung kvinde på 22 år i 1849 blev dømt for brandstiftelse og tyveri. 250 år tidligere blev en anden kvinde i Ribe dømt for en tilsvarende forbrydelse (ovennævnte bog p. 124). Forskellen er, at denne kvinde blev halshugget.

    Maren Andreasdatter i Stoense var tjenestepige hos udflyttergårdmand Ole Jørgensen på Stoense mark. Hendes far var ved FT 1834 "Tjenestekarl og Inderste" – det samme som indsidder, dvs. han boede til leje i et jordløst hus. Med andre ord: en fattig familie. Maren blev født i 1826, og ved hendes konfirmation i Snøde kirke i 1841 får hun bedømmelsen: Kundskab g, opførsel mg – det samme som mange af hendes medkonfirmander. Man kan altså ikke konkludere, at hun var særligt småt begavet, selv om hendes senere handlinger kunne tyde på det. I øvrigt må det være gået tilbage for familien, idet faderen ved FT 1840 er blevet fattiglem, 49 år gammel.

    Den 6. november 1848 var Maren blevet vred på sin husbond og sin madmoder. Hun havde tidligere uretmæssigt taget nogle lys og noget brød, som hun dog havde leveret tilbage til husbonden, der havde lovet ikke at fortælle andre om det passerede. Nu fornemmede Maren imidlertid, at der blev snakket om tyveriet rundt omkring, og hun mente derfor, at Ole Jørgensen og hans kone ikke kunne lide hende. I vrede besluttede hun at brænde gården ned. Tjenestekarlen var ikke hjemme, så hun gik først op på hans kammer, hvor hun vidste, der lå en pung med en del penge i hans kiste. Den tog hun.

    Mellem kl. 7 og 8 om aftenen, da alle var færdige med det udendørs arbejde, tog hun en glød fra køkkenskorstenen, lagde den i en askeskuffe og sneg sig ud og bag om laden, hvor hun anbragte gløden i nogle høvlspåner, der straks gik ild i.

    Da hun kom ind i stuen igen, spurgte hun, om ikke de andre havde set en fremmed mand, for det havde hun nemlig. I øvrigt sagde hun i forhøret, at hun straks efter ildspåsættelsen fortrød, men det var for sent – hele gården brændte ned. Hun blev hurtigt mistænkt og forsøgte derfor at drukne sig i en dam, men blev bange og trak sig op på land igen. Senere søgte hun at kaste skylden på en husmand, der havde et horn i siden på Ole Jørgensen. Husmanden blev fængslet, men senere løsladt, da mistanken viste sig ubegrundet.

    Maren blev underkastet gentagne forhør og skiftede flere gange forklaring. Den sidste gik ud på, at branden var anstiftet for at skjule tyveriet af tjenestekarlens pung. Tortur som middel til at få sandheden frem blev afskaffet i Danmark i 1837, så det slap hun da for. Karlen fik sine penge igen og krævede ikke erstatning for den bortskaffede pung.

    Maren Andreasdatter var ikke tidligere tiltalt eller straffet, så straffen blev udmålt til 10 års tugthusarbejde. En mildning var, at de kunne afsones i Odense Tugt- og Forbedringshus og ikke i København, hvor forholdene var strengere.

    Hun skulle naturligvis også betale erstatning: Til brandkassen og de "brandlidte" samt honorar til "Actor og Defensor" – anklager og forsvarer. I alt 3054 rigsbankdaler. Det svarede dengang til ca. 17 års løn for en tjenestekarl/pige. Beløbet skulle betales inden 8 uger! Hvordan det skulle gå til, foreligger der intet om.

    I FT 1850 finder vi Maren i Odense Tugthus. Det var en stor institution. 7 ansatte (deres familier boede der også, i alt 24 personer) havde opsyn med 72 indsatte – 42 mænd og 30 kvinder, hvoraf en havde et spædbarn hos sig. I Odense Tugthus’ protokol kan man se, at Maren blev indsat efter dommen 24. april 1849. Hun blev løsladt 13. maj 1859 – ikke en dag for tidligt. Hvor hun så tog hen, og hvordan resten af hendes liv formede sig, har det trods grundige undersøgelser ikke været muligt at finde ud af.

    Som et kuriosum kan det oplyses, at Marens far, Andreas Jeppesen, 59 år, den 24. december 1849 blev dømt til 4 år i Odense Tugthus for tyveri. Han blev løsladt 22. februar 1854. Det vil sige, at far og datter har siddet i tugthuset på samme tid. Desværre ved vi ikke, hvad han havde stjålet, eller hvad der senere skete med ham.

    Kilder: "Straffet på livet" af Niels H. Kragh-Nielsen (2018)

    Folketællinger 1834 og 1850

    Stoense og Snøde kirkebøger

    Juridisk Ugeskrift 1849, ny Række nr. 16-17(kopi fra Kgl. Bibl.)

    Odense Tugthus: Bog over Tugthusfanger

     

     

    Rudkøbing, september 2018

    Else Wolsgård

     

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    03. oktober 2018

    Øboer 2018

    Øboer forside 2018 

    ”Øboer 2018” kan købes i løssalg følgende steder: Lokalarkiverne på Langeland og Strynø, DagliBrugsen Hou, Snøde, Tullebølle og Bagenkop, Superbrugsen Rudkøbing, Spar Humble, Bog & Idé Rudkøbing, Langelands Museum og dets afdelinger og Arnold Busck i Svendborg.

    Prisen for årbogen er 130 kr.