Bundgarnspæle ved Langeland

    NYHEDSBREV FRA

    RUDKØBING BYHISTORISKE ARKIV

    NR. 1, 2017

    Leder

    Den danske film "Under sandet" fik ingen "Oscar" i år. Godt det samme. Såkaldt historiske film, der bygger på begivenheder, der faktisk har fundet sted, er nemlig ofte til mere skade end gavn – forstået på den måde, at publikum efter at have set filmene tror, de har set et stykke levendegjort historie. Det er bare meget sjældent – om nogen sinde – tilfældet. Min yndlingsaversion er "En kongelig affære" fra 2012 om Struensee og dronning Caroline Mathilde. Til trods for, at der var en velrenommeret historisk konsulent på filmen, er den fuld af faktuelle fejl. Da vi forlod biografen, var der en ung kvinde bag os, der sagde: "Hvor var den god! Men jeg troede da ikke, at han blev halshugget." Hun manglede åbenbart noget historisk basisviden.

    "Under sandet" er fiktion, bl.a. fordi der ikke kan tegnes et entydigt sandt billede af den meget komplekse situation efter afslutningen på Anden Verdenskrig. Filmen postulerer, at hævngerrige danske befalingsmænd på sadistisk vis hævnede sig på tyske teenagesoldater, der uden forberedelse blev sat til at rydde miner på Vestkysten. I virkeligheden var minerydderne ældre, erfarne, tyske ingeniørsoldater, der arbejdede under tysk kommando. At adskillige blev dræbt og flere kvæstet, er derimod helt korrekt.

    Spillefilm er – i modsætning til dokumentarfilm – fiktion. Film skal fortælle historier, ikke formidle historisk viden. Det er der desværre ikke mange blandt filmenes publikum, der forstår. De går fra biografen med den opfattelse, at de har set "hvordan det virkelig var". Det er det grundlæggende problem med film, der er "baseret på virkelige hændelser". For det ikke kildekritiske publikum bliver filmene lig med de faktiske hændelser. Nyere tyske film som den fremragende "Das leben der Anderen" er i samme kategori. Hvem sagde den postfaktuelle verden?

    Nyt fra Havnegade

     

    Arkivet har haft besøg af borgmester Bjarne Nielsen og kommunaldirektør Benny Balsgaard, der gerne personligt vil se alle kommunens institutioner. De fik en grundig rundvisning på arkivet efterfulgt af en uddybende dialog over en kop kaffe.

    Efter længere tids pause har "Tirsdagsklubben" genoptaget sin møderække. En gruppe ældre borgere mødes i arkivets mødelokale hver anden tirsdag til foredrag og hyggelig samtale.

    Rutebilchaufførernes tidligere opholdsrum i stueetagen har fået nyt gulv, og vi har taget det i brug til indbundne aviser, bøger og samlinger af arkivalier. Samtidig er vi gået i gang med at forberede en permanent udstilling om Langelandsbanen og stationsbygningen i et lokale i forbindelse med ventesalen. Hvis nogen af nyhedsbrevets læsere skulle ligge inde med genstande med relation til banen, som vi må låne, hører vi meget gerne fra jer.

    Projektet "Giv det videre" er en landsdækkende erindringsindsamlingskampagne. Fra 1. marts og året ud er det muligt for alle danskere at bidrage med erindringer, historier og oplevelser, der fortæller om deres liv i Danmark. De samlede bidrag kan skabe indsigt i, hvordan Danmarks historie har udfoldet og udviklet sig de seneste 100 år.

    Selve indsamlingen foregår på www.givdetvidere2017.dk , hvor man enten selv kan skrive sin historie eller melde sig til at blive indsamler af andres historier, hvis de ikke selv vil eller kan skrive den. "Giv det videre" er en del af "Historier om Danmark", der er et tværgående samarbejde mellem DR, Nationalmuseet og Slots- og Kulturstyrelsen. Projektet støttes af Nordea-fonden.

    Se også www.historieromdanmark.dk. Yderligere oplysninger fås på Byarkivet.

    Nils Gotfredsen er begyndt som frivillig på arkivet. Nils er en rigtig handy-mand, der allerede har gjort et stort arbejde i forbindelse med indretningen af de nye lokaler i stueetagen.

    Langelandsbanens første offer – ulykken der gik i glemmebogen.

     

    I bøger, på nettet og i samlede beretninger om Langelandsbanen er der som regel en oversigt over de ulykker, der skete på banen i dens 51 årige levetid.

    Imidlertid er der én ulykke, der ikke figurerer i nogen af de officielle fremstillinger. Det skal her forsøges – så vidt det er muligt – at klarlægge, hvad der egentlig skete. Beskrivelsen af selve ulykken bygger på omtalerne i de fire lokale aviser, for selv om aviser heller ikke dengang altid var helt pålidelige, er det de eneste kilder, vi har.

    Fredag den 2. april 1915 blev tyveårige Hansine Hansen, datter af boelsmand Hans Jørgen Hansen i Rifbjerg, hårdt kvæstet af toget ved overkørslen mellem Kohaven og Peløkke. Langelands Folkeblad og Langelands Avis beretter den 3. april samstemmende, at hun måtte være blevet påkørt af toget, der afgik 20.40 fra Rudkøbing. På det tidspunkt var det jo mørkt, så der er ikke noget at sige til, at hverken lokomotivføreren, fyrbøderen, togføreren eller de rejsende har bemærket påkørslen. Den hårdt sårede kvinde lå hele natten i grøften ved siden af banelegemet, hvor lokomotivføreren på det første morgentog fik øje på hende. Hun var ved fuld bevidsthed og havde været det hele natten. Der blev sendt bud efter læge og bil, der kørte hende på sygehuset. Her viste det sig - ifølge avisernes referater - at det var nødvendigt at amputere højre arm ved albuen samt højre fod. Lårbenet var brækket flere steder, men prognosen for, at hun ville slippe med livet i behold, var ret god. I Langelands Socialdemokrat redegør lokalredaktør Carl Madsen ligeledes for Hansines kvæstelser, idet han tilføjer, at hun har fået

    "det ene Øje udrevet".

     

     

    Aviserne skriver også, at det er uvist, hvordan ulykken er sket, men at det "sikkert vil blive oplyst gennem de kommende Politiforhør". Ølandenes Dagblad prøver at forklare ulykken med, at Lokomotivføreren står i lokomotivets højre side, hvorfor han ikke har set pigen blive kastet ud til venstre.

    Hvad skulle Hansine til fods i mørket den aften i april? Ifølge aviserne var hun i huset hos en enkefru Hansen i villa "Rosenvang" i Rudkøbing. Langelands Avis beretter, at hun havde besøgt sit hjem i Rifbjerg og formentlig var på vej mod Rudkøbing, da hun blev ramt af toget. Langelands Folkeblad har dog en lidt anderledes historie, der går ud på, at hun torsdag eftermiddag havde fået lov til at gå en tur hjem. Imidlertid havde hun efter avisens oplysninger ikke været hjemme, da hun fredag aften blev påkørt. Ølandenes dagblad supplerer den 6. april med oplysningen om

    "at det er konstateret, at hun ikke har været hjemme".

     

     

    Hvis det er rigtigt, at hun fik lov til at gå en tur hjem torsdag eftermiddag og forulykkede fredag aften, rejser det naturligvis spørgsmålet om, hvor hun har været i den mellemliggende tid?

    En nærmere gennemgang af aviserne i de følgende uger giver intet svar på, om der var en politimæssig undersøgelse, og hvad den i så fald konkluderede (desværre er politiets protokoller for 1915 ikke på Landsarkivet). Måske var der ingen efterforskning. Grunden til det kan være, at der ikke blev rejst erstatningssag, da ingen ansatte ved Langelandsbanen kunne pålægges noget ansvar – at det med andre ord var Hansines egen skyld, at hun blev kvæstet. Til støtte for dette synspunkt er referatet fra mødet i Langelandsbanens direktion den 11. april 1915. Her nævnes ulykken ikke i det skriftlige referat – hvad medlemmerne af direktionen faktisk har sagt ved mødet, er det jo desværre umuligt at vide, men de har vel ikke kunnet undgå at tale om sagen. En nærmere gennemgang af direktionens mødeprotokol for hele 1915 og 1916 dokumenterer, at der på intet tidspunkt er rejst krav om erstatning.

    En anden påkørsel, der skete den 4. juni 1926, blev omtalt i direktionsprotokollen, netop fordi der senere blev krævet erstatning. Det drejede sig om en toårig dreng, der var kravlet op på skinnerne og fik sin ene arm kørt af. Selv om man måtte mene, at det var forældrenes ansvar at sørge for, at barnet ikke var alene tæt på banen, rejste de erstatningssag, der kørte helt til Højesteret, hvor barnet faktisk blev tilkendt erstatning, så han kunne få sig en uddannelse, han kunne klare med kun én arm (han blev telegrafist). Han var i øvrigt indlagt i 39 dage til en pris på 196 kr. inkl. operation. Heller ikke denne ulykke blev noteret på et direktionsmøde få dage efter ulykken; den blev først nævnt, da erstatningssagen blev rejst og kom for retten.

    En dødelig påkørsel 10. september 1926 ved Pederstrup blev heller ikke omtalt i direktionen, ej heller blev der rejst erstatningskrav. Det drejede sig om en 66 årig, døv kvinde, der var blevet kørt over og var død på stedet. Langelands Avis har en hypotese om, at hun ikke havde hørt toget komme. Mod dette taler, at nok var hun døv, men ikke blind. I den medico-legale ligsynsattest fremsættes da også det synspunkt, at det kan have været selvmord.

    Tilbage til Hansine Hansen. Hun var kommet ganske alvorligt til skade, og af sygehusets regnskaber fremgår det, at hun var indlagt i ikke mindre end 169 dage. Prisen var 398 kr. inkl. to operationer, og beløbet blev betalt af sygekassen og Rudkøbing Kommune. Da hun blev udskrevet, flyttede hun hjem til sin far og dennes kone i Rifbjerg, hvor hun boede ved folketællingen i 1916. Fem år senere bor hun hos sine fastre i Rifbjerg. De levede af at sy, og det erhverv fik også Hansine, der står som "Kjolesyerske" i folketællingen. Hvis hun har haft en symaskine med fodpedal, kunne hun nok styre stoffet med venstre hånd.

    I 1929 kan man se i "Skattebogen", at hun nu bor i Ahlefeldtsgade 32. Året efter residerer hun på Nørrebro 111. Folketællingen oplyser, at hun "lever af Formue og Sygehjælp". Hvad det er for en "formue", ved vi ikke. Erstatning for ulykken er det i hvert tilfælde ikke, og arv er der heller ikke tale om. Indtægten har dog været lille, idet hun skal betale det samme i skat som fx en aldersrentenyder eller husbestyrerinde. Hansine flyttede til Østergade 42, hvor hun bor, indtil hun som 74 årig flytter på "De gamles Hjem" i Ahlefeldtsgade. Hun har åbenbart kunnet klare sig selv det meste af sit voksne liv. Man kan i den forbindelse bemærke, at Første Verdenskrig med de mange krigsinvalider betød, at der skete store fremskridt hvad angår fremstilling af ortopædiske hjælpemidler – det kan være kommet Hansine til gavn.

    I 1974 flyttede hun til Hvedholm Slot ved Fåborg. Det var dengang et plejehjem for psykisk syge. Hvad hun har lidt af, ved vi ikke, men hun bor der, til hun dør 31. oktober 1982. Urnen bliver nedsat på fællesplænen på Horne kirkegård. Det tyder på, at hun ikke har haft forbindelse til sine søskende på Langeland, hvor der var et familiegravsted i Simmerbølle.

    Mærkeligt er det, at ingen husker Hansine. Hun må da ellers have skilt sig ud i gadebilledet med sine handicaps. Der findes intet foto af hende, og selv ældre mennesker, der har boet i samme ejendom som hun, har ingen erindring om hende.

    Der er flere indicier, der peger i retning af, at Hansines ulykke i virkeligheden var et mislykket selvmordsforsøg, hvor modet svigtede hende i sidste øjeblik:

    Til fordel for den teori taler hendes kvæstelsers karakter – ramt i højre side, ikke overkørt.

    Den manglende politimæssige efterforskning, der kan skyldes, at hun, da hun afhøres på sygehuset, har indrømmet at have forsøgt selvmord.

    Der rejses derfor ingen erstatningssag, fordi hun selv var skyld i ulykken.

    Hvor var hun henne, da hun skulle have været på besøg hjemme i Rifbjerg? Hun kunne jo have besøgt en kæreste, der slog op med hende og dermed satte gang i selvmordstankerne.

    Vi ved det ikke - historien pirrede os på arkivet, så vi ville gerne kortlægge den, så vidt det lader sig gøre. Det blev til mange hypoteser og antagelser. Enhver kan drage sine egne konklusioner. Hvorfor netop denne ulykke ikke omtales i rækken af ulykker på banen, er der ingen forklaring på.

    Læserne kan indvende, at historien er noget tynd, da der er få pålidelige kilder, så konklusionerne er usikre. Det er desværre ofte tilfældet, selv når det drejer sig om begivenheder, der er sket for kun ca. hundrede år siden. Alligevel synes jeg, det er på sin plads at skrive om ulykken, der blev glemt og kvinden, der levede et usynligt liv.

    Kilder:

    Artikler i Langelands Folkeblad, Langelands Tidende, Ølandenes Dagblad, Langelands Socialdemokrat 3. og 6. april 1915.

    Opslag i kirkebøger, folketællinger, skattebøger samt dødsattester.

    Rudkøbing, marts 2017

    Else Wolsgård

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    07. marts 2017

    Øboer 2016

    Øboer 2016 

    ”Øboer 2016” kan købes i løssalg på: Lokalarkiverne, Byarkivet og på Langelands Museum og dets afdelinger. Desuden hos boghandlerne i Rudkøbing og Humble, Arnold Busck i Svendborg. Hos Spar i Snøde samt brugserne i Hou, Tullebølle, Bagenkop og Rudkøbing. I Fiskeriets hus i Bagenkop samt på Øhavets Smakke- og Naturcenter på Strynø.

    Prisen for årbogen er 130 kr.