Tidligere Nyhedsbreve

 

Nyhedsbrev nr. 4, 2011
fra
Rudkøbing Byhistoriske Arkiv  

1. Leder
2. Nyt fra Havnegade
3. En mand kom til byen + et par små julenotitser fra for 100 år siden

1. Leder

Hvo intet vover, intet vinder! Allerede den 5. oktober skrev jeg til den nye kulturminister, Uffe Elbæk, og opfordrede ham til at se nærmere på lokalarkivernes situation. Mange arkiver er baseret på kommunal støtte, og da kommunerne skal spare, kan de være i farezonen. Jeg indbød ham naturligvis også til at aflægge Byarkivet et besøg og ved den lejlighed informere ham grundigt om de udfordringer, de lokale arkiver står overfor. Den 31. oktober kom der svar: ”…For nuværende må jeg desværre takke nej til din venlige invitation grundet en meget presset kalender. Jeg vil dog gerne have lov til at vende tilbage, hvis jeg på et tidspunkt på mine besøg rundt i landet kommer forbi Rudkøbing. Jeg kan i øvrigt forsikre dig om, at jeg ikke ser arkiverne som noget støvet og fortidigt. Tværtimod. Som du selv skriver, spiller arkiverne en stor rolle med henblik på at bevare viden om Danmarks historie, så også fremtidige generationer kan få glæde heraf. Og det er netop en af årsagerne til, at arkiverne rundt i landet er så vigtige kulturinstitutioner.
Derfor sætter jeg også stor pris på det enorme lokale engagement, du omtaler i dit brev, og som man også får indtryk af ved at læse nyhedsbrevet, du har sendt med. Det engagement er helt essentielt, hvis vi vil udvikle vores viden om tidligere tider.
Du ønskes held og lykke med det fremtidige arbejde på arkivet i Rudkøbing.
Med venlig hilsen – Uffe Elbæk”
Man kunne tilføje, at lige så vigtigt som at bevare fortiden er det at bevare nutiden for fremtiden. Der var kun en lille chance for et ministerbesøg, og formålet med henvendelsen var da også primært at gøre ministeren opmærksom på, at arkiverne er et vigtigt element i hans ressortområde.  

2. Nyt fra Havnegade

Efteråret er den travleste tid på arkivet, og det er dejligt, at Anne Lise Nilsson har forstærket bemandingen i det kommende halve år. Da hun er født og opvokset i Rudkøbing, har hun allerede som udgangspunkt et stort lokalkendskab at trække på.
Årbogen Øboer 2011 udkom planmæssigt og fik pæn omtale i pressen. Salget er foreløbig også gået godt.
På Arkivernes Dag, lørdag den 12. november, havde vi sat alle sejl til for at fejre, at Langelandsbanen ville være blevet 100 år i år: Der var power-point show med ledsagende foredrag i mødelokalet, udstilling af banemærker og frimærker v. Langelands Frimærkeklub i forhallen, hvor også en fotoudstilling om ”badetoget” til Spodsbjerg havde fundet plads.
Som noget nyt var der indrettet et ”fortællehjørne” i det gamle opholdsrum for buschauffører – komplet med hygge i form af sofabord, standerlamper, en original stol fra Langelandsbanen og en uniformsfrakke, der har tilhørt en ansat ved banen. På væggene kopier af de originale tegninger til stationsbygningen. Så var det bare om at få gang i snakketøjet!
Ovenpå var der udlevering af Øboer, flere billedshows samt kaffe, kage og vin (sponsoreret af arkivets støtteforening). Vi havde talt om, at arrangementet ville være en succes, hvis der kom 50. Der kom 85! Og de, der kom, blev alle sammen længe for at se grundigt på det hele.

3. En mand kom til byen.

I tidens løb har der levet mange borgere i Rudkøbing, der ikke har sat sig varige spor. Somme tider vækkes nysgerrigheden fx af et usædvanligt navn, og så er det spændende at se, hvor meget man kan finde ud af om denne som udgangspunkt anonyme person.
Således faldt jeg tilfældigt over en mand med navnet Ferdinand Franz Christian Arp. Han var far til en lille pige, der var død en måned gammel i 1885. I kirkebogen stod hans erhverv som billedhugger. At han ikke var på højde med Thorvaldsen, er indlysende, idet man så ville have kendt hans navn, men alligevel vakte tanken om en billedhugger i Rudkøbing min interesse, og her er, hvad jeg fandt ud af:
Ferdinand Franz Christian Arp blev født den 17-4-1856 på herregården Nielstrup på Lolland. Faderen var født i Holsten og moderen i Slesvig. Ved sønnens fødsel står faderen opført i kirkebogen som ”hollænder”, der var datidens betegnelse for en mejerist. Gården har altså haft eget mejeri med en importeret specialist som leder.
Ferdinand gik ikke i forældrenes fodspor, han blev stenhugger og kaldte sig senere billedhugger, selv om det nok var gravmonumenter, han hovedsagelig beskæftigede sig med. Denne antagelse støttes af en annonce i Langelands Avis 4-3-1891: ”F. Arp, Sten- og Billedhugger, Nørregade Rudkøbing. Stort og smagfuldt udvalg af Gravmonumenter, Inskriptionsplader og Kors. Priserne er så lave, at al Mellemhandel er umuliggjort” (?)
Han bosatte sig i Rudkøbing i 1876, og i 1884 fik han borgerskab som stenhugger. Gift blev han også – med Maren fra Vester Skerninge. I folketællingen fra 1890 står Ferdinand som 33årig husfader og billedhugger, Maren som 31årig husmoder. De har en datter, Erna Valfrida,  ca. tre måneder gammel. 
Familien bor til leje i Nørregade 5, forhuset. Huset ejes af bagermester Chr. Rasch, der også bor i huset med sin familie.  Stenhuggerværkstedet lå i Nørregade 15-17 også kaldet ”fotografgården”.
Den gode Arp faldt godt til blandt byens borgerskab, og snart blev han også brandinspektør.
I 1882 var han med til at starte Rudkøbing Sangkreds som selvstændig forening (Borgerforeningen havde startet en sangkreds op to år tidligere). Ferdinand Arp var et talent som sanger.  Chr. Kiilsgaard beretter, at Jens Winther har fortalt, at Arp ”havde en ganske usædvanlig pragtfuld stemme, som spændte fra den dybeste bas til anden tenor”.
I 1898 forlod familien Rudkøbing. Avisen beretter den 6-2, at ”Branddirektør, Billedhugger Arp skal fra 1-4 overtage en Plads i København som Repræsentant for De Forenede Granitbrud på Bornholm. Han har været Billedhugger i Rudkøbing i 15 år og i den Tid vundet sig mange Venner.”
Hvordan det gik i hovedstaden, har det ikke været muligt at finde ud af. Det sidste, vi ved om billedhuggeren, er det, der den 3-6-1912 står i Langelands Avis. ”Billedhugger Arp, der som 20årig kom til Rudkøbing, er død i København, 59 År gammel. Han var en af Byens kendte Mænd, Brandinspektør og Formand for Sangkredsen.”
Om hans tidlige død kan have noget at gøre med den vistnok noget flamboyante livsstil (se foto), kan vi ikke vide. Han var næsten usynlig i Rudkøbings historie, indtil denne omtale nu sætter et lille spotlight på ham. Formålet er at vise, at selv om man har meget lidt at gå ud fra – som her blot et navn - kan det næsten altid lykkes at få sat noget kød og blod på, så man får et indtryk af det levede liv.

 

Foto, bragt i Langelands Avis 22-12-1939, ”Den første Langelandspilsner Pinsemorgen”.
Manden i midten er F.F.C. Arp, der da også ser ud til at have lagt en lang nat bag sig….
Kilder: Rudkøbing Kirkebøger, folketællinger i Dansk demografisk database, avisomtaler i Langelands Avis, Chr. Kiilsgaards manuskript ”Fortællinger fra det gamle Rudkøbing”.
Og så i anledning af julen et par klip fra Langelands Avis, december 1911:
Den tilstundende jul fyldte rigtig meget også dengang. Der var gode muligheder for at købe sig fattig, idet butikkerne i ugen op til jul måtte have åbent til kl. 23 hver aften! Søndagen før jul var der indsat særtog fra Bagenkop og Spodsbjerg, så beboerne der fik mulighed for at komme til staden og handle. En oplagt gaveidé, der reklameres for i avisen i en illustreret annonce, er en Kohaleholder til 125 Øre. Holderen påsættes et af dyrets bagben, og haledusken sættes i klemme, så den, der malker, slipper for at få en snavset koAhale svirpende i ansigtet.
Hvid jul blev det ikke i 1911, men langelænderne havde også andre og alvorligere ting at bekymre sig om: Et alvorligt udbrud af mund- og klovsyge betød, at landbefolkningen blev frarådet at besøge andre eller selv holde gæstebud – og det i december!

December 2011, Else Wolsgård

 

                     Nyhedsbrev nr.3, 2011
                                     fra
                  Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

Indhold:
   1. Leder
   2. Nyt fra havnegade
   3. En tragisk brand

1. Leder – rødder og fødder
I en artikel for nylig i Weekendavisen beskriver etnologen Karin Lützen på interessant vis det nye begreb ”root tourism” – at rejse for at søge sine rødder. Tidens tendens til at fokusere på det, der gør én speciel og anderledes end alle andre, lægger brænde på bålet, der holder begrebet slægtsundersøgelser i kog. Tidligere var det en hobby for ældre nørder, der sad i dagevis fordybet i snørklede, gotiske skrifter. Nu og i fremtiden er det yngre mennesker med fingeren på IT-pulsen, der systematisk tilegner sig den viden, de søger: Hvem var mine forfædre, og hvor og hvordan var deres liv? Som en turistorganisation lokkende skriver på deres hjemmeside: ”Gå om bord i en vidunderlig selvopdagelsesrejse ved at afdække dine (…) forfædre og besøge det sted, hvor de levede.”
Der kommer stadig flere besøgende på arkivet med det formål. At kirkebøger, folketællinger mv. nu er tilgængelige i digitaliseret form, betyder nemlig ikke, at arkiverne ikke længere er interessante at besøge. Tværtimod. Når turister kommer, har de oftest gjort det basale hjemmearbejde. Det, de søger her, er så at sige glasuren på kagen – de lokale informationer, som ikke findes andre steder. Fx fotos, plantegninger, avisartikler eller nekrologer og dødsannoncer. Vi hjælper slægtsdetektiverne med at puste liv i de tørre data, de har hentet fra nettet.
Denne form for målrettet, ”personlig turisme” vil vokse i de kommende år. Det er derfor vigtigt, at Byarkivet fortsat profilerer sig via hjemmesiden og et positivt omdømme blandt slægtsundersøgere bl.a. på grund af hurtig og effektiv servicering - også på mail. Når fx en familie på fire kommer til Rudkøbing i en uge med det formål at tilbringe dagene på arkivet, bidrager det naturligvis også til omsætningen i byen. Fremtiden vil bringe mere udvikling af den historiske interesse, og vi er parate til stadig at forbedre vores koncept.
Det er selvfølgelig godt at have rødder, men de er jo pr. definition ret stationære. Vi på Byarkivet satser dog også på at bruge vores fødder, så vi hele tiden bevæger os fremad i takt med tiden.    

2. Nyt fra Havnegade
Vi har, som det også fremgår af ovenstående, haft temmelig travlt i sommer, og det er vi naturligvis glade for. Der har dog været tid til at afholde den årlige, faglige ekskursion for arkivets medarbejdere og frivillige. Den gik til Skovsgaard, hvor vi i dejligt vejr besøgte alle de museale afdelinger. Da de frivillige arbejder på arkivet på forskellige dage, er det en god lejlighed til at styrke korpsånden.
Redaktionen af årets udgave af årbogen ”Øboer” er afsluttet, og der er igen i år en række artikler, der vil appellere til alle dem, der interesserer sig for Langelands historie.
Vi går nu i gang med at forberede Arkivernes Dag, lørdag den 12. november, hvor vi som sædvanlig holder åbent hus og præsenterer årbogen. Da Langelandsbanen jo i år ville være blevet 100 år, kan vi godt love, at der bliver fokus på banens historie. Sæt derfor allerede nu kryds i kalenderen!
Ligesom sidste år holder vi åbent den første lørdag i hver måned kl. 11 – 14 fra oktober til marts.
De normale åbningstider er stadig mandag til torsdag kl. 10 – 15. 

3. En tragisk brand
I forbindelse med arkivets ekskursion til Skovsgaard i august gennemgik undertegnede alle de arkivalier, arkivet råder over fra herregården. Der fandtes en omtale af den store brand, der i 1854 nær havde lagt hele gårdkomplekset øde.
Branden udbrød om natten mellem den 20. og 21. april kl. ca. 2. Alle sov trygt, og ilden greb hurtigt så meget om sig, at alle de karle, der boede i staldbygningen måtte redde sig ud i det tøj, de sov i.
Seks af dem blev forbrændt, deraf tre så alvorligt, at de døde. De to, der var hhv. 18 og 23 år døde allerede den 23. Den sidste, der var 19 år, udåndede efter svære lidelser den 5. maj.
Desuden omkom 100 køer, ungkvæg, kalve og tyre, 17 heste, 22 får, en del svin og fjerkræ. Også korn, vogne, seletøj og redskaber blev ildens bytte. Man kan forestille sig det totale kaos, der har hersket på brandstedet. Det er også nærliggende at tro, at de forbrændte har gjort forgæves forsøg på at redde nogle af de panikslagne dyr ud.
Hvordan branden var opstået, blev aldrig klarlagt. Teorierne var mange – en landstryger, der var faldet i søvn i halmen med sin pibe tændt, en glød fra dagen før, der havde ligget og ulmet. Ingen troede dog på, at branden ligefrem var påsat. Uanset årsagen var det er stor tragedie for alle involverede. Hovedbygningen blev i øvrigt kun reddet, fordi vinden vendte på et kritisk tidspunkt. Bygningerne var forsikret, men ikke til genanskaffelsesværdien. De ansattes ejendele var ikke omfattet af forsikringen.
Værst var det derfor for tjenestefolkene, der havde mistet alt, hvad de ejede, inklusiv deres eventuelle opsparede penge.
Branden blev først omtalt i Langelands Avis mandag den 24. april, og samme dag var der tillige følgende annonce:
Tjenestekarlene paa Skovsgaard maatte ved Ildebranden afvigte Nat flygte med Livsfare og næsten nøgne ud af Luerne. De mistede deres Klæder og andre Ejendele. Nogle desuden deres sammensparede Penge. Tabet er for dem meget betydeligt.
Overbeviste om at Mange gjerne ville yde disse Brandlidte en Understøttelse, tilbyde vi vor Tjeneste med at modtage og efter bedste Overbevisning at uddele til disse Tjenestefolk de gaver, som vi dertil maatte betroes.

Regnskab skal blive aflagt i denne Tidende.
Humble, den 21. april 1854.
Plesner, Provst, H. Knudsen, Skolelærer
Paa de ærede Indbyderes Opfordring er jeg beredvillig til at modtage de Bidrag, der i ovennævnte Øjemed maatte tilstilles mig, og skal jeg for samme straks aflægge offentlig regnskab. Julius Rosenstand  (avisens redaktør)
Til de brandlidte Tjenestekarle på Skovsgaard er mig tilstillet følgende Gaver: Garver Krøyer 1 Rd (rigsdaler), Jomfru Winther 2 Rd, Handelsbetjent Harbo 4 Mk. (mark) Fuldmægtig Jensen 1 Rd. Osv. (Det højeste beløb var 2 Rd, det laveste 1 Mk.).I alt 15 Rd. 2 Mk, hvorfor paa de Brandlidtes Vegne kjærligst takkes.  
Indsamlingen fortsatte til og med den 8. maj, hvor der i alt var indgået 196 Rd. 3 Mk. For at danne sig et indtryk af beløbets størrelse, kan det til sammenligning oplyses, at et lommeur dengang kostede 8 Rd., en merskumspibe 3 Rd., en morter 2 Rd. Et hus med 3,5 tønder sædeland kunne fås for 1600 Rd. Det vil altså sige, at de skadelidte til deling fik, hvad der svarer til 24 og et halvt lommeur – ikke just imponerende, men formentlig nok til, at de kunne få tøj på kroppen.  

Kilder: Optegnelser i arkivet, Langelands Avis 1854 samt kirkebogen fra Lindelse sogn.

Rudkøbing, september 2011

Else Wolsgård

 

                                       Nyt fra
                    Rudkøbing Byhistoriske Arkiv,
                                   nr. 2, 2011

1. Leder
2. Nyt fra Havnegade
3. En tragisk hændelse

1. Leder
Ørstedskolen har været i mediernes søgelys, siden den slog dørene op. Ikke al omtale har været positiv, men her kommer en historie om et spirende samarbejde, der forhåbentlig kan udvikle sig til gavn for alle involverede. Det er et krav, at skolebørn skal bibringes kendskab til deres lokalområdes historie, og hvem er nærmere til at formidle den viden end netop det lokalhistoriske arkiv?
Byarkivet er i det forløbne skoleår blevet kontaktet  af lærere på Ørstedskolen, og det har resulteret i en række besøg på arkivet af skoleklasser fra 3. til 7. klasse. Den foreløbige erfaring viser, at elevernes udbytte af besøgene bliver bedst, når jeg inden besøget på arkivet har været på skolen og givet en introduktion til, hvad er arkiv er, og hvilken slags oplysninger, man kan finde  hos os. Når klassen så kommer, bliver den delt op i to, så grupperne ikke er for store, og de bliver derefter vist rundt hver for sig. Generelt er det de gamle aviser og det topografiske arkiv (oplysninger om huse og lokaliteter), der har elevernes største interesse. I disse tider, hvor nogle hævder, at ungdommen bliver stadig mere historieløs, er det vigtigt, at der gøres en målrettet indsats for, at børn og unge får en ukompliceret indgang til fortiden i deres lokalområde samt en viden, de senere kan få lyst til at udbygge. Tv-udsendelser som ”Kend dit ophav” i såvel dansk som amerikansk udgave, åbner folks øjne for den skatkiste af interessante oplysninger, de kan finde på arkiverne. Stadig flere søger deres rødder – og bliver somme tider overrasket over, at det ikke altid er så ligetil, som det ser ud på Tv.

2. Nyt fra Havnegade

Lokalerne på anden sal er nu rengjorte og malede – tak til Støtteforeningen for at have sponseret malingen – og de første reoler er på plads deroppe. Det er en skam, at det fortrinsvis er arkivalier, vi ikke bruger så ofte, der skal placeres ovenpå. Udsigten er nemlig så fantastisk, at man fristes til at falde bare lidt i staver og nyde den!
Der skal naturligvis foretages en del omregistreringer i forbindelse med, at arkivalier flyttes, men det gøres grundigt og systematisk af arkivets dygtige frivillige. Opskriften er enkel: Lige som når man skal spise en elefant, drejer det sig om ikke at lade sig gå på at opgavens størrelse, men ufortrødent begynde et sted.
Nu skal vi bare finde et sted, hvor vi kan købe nogle brugte stålreoler, men det er vist ikke noget større problem.
Vi har fået en praktikant, Maria Hellemose, som er startet på at gennemgå fotoarkivet og rette evt. forkerte arkiveringer.

3. En tragisk hændelse  

Undertiden sker det, at mens man søger efter ét emne, falder man pludselig tilfældigt over en notits om noget andet, der påkalder sig opmærksomhed.
Således i Langelands Avis den 19. oktober 1859:
”Den 6te ds. tildrog sig her i byen en meget sørgelig ulykke, der i går nat har haft døden til følge, og vi anser det derfor nu som pligt at berette, på hvilken måde ulykken afstedkom, for om muligt her og andetsteds at afværge lignende tilfælde.
En brændevinsbrænder, en ung agtet mand og forsørger af en ikke lille familie ville nævnte dag efterse en i sin gård nedsat brændevinsbeholder af træ, der siden afvigte vinter ikke havde været i brug på grund af en formentlig lækage. I en af de over beholderen lagte dæksplanker var i den anledning hugget en åbning, men ikke større, end at et menneske til nød kunne komme derigennem.
Brændevinsbrænderen gik selv gennem åbningen ned i den c. 4 alen (ca. 2½ meter) dybe beholder, og for at kunne se i denne, tager han en brændende lampe; men i samme nu denne kommer til beholderen, antændes den i rummet udviklede brændbare substans, og den ulykkelige mand forbrændes skrækkelig på flere steder af legemet, navnlig i ansigt, på hals, arme og hænder, forinden det var muligt at få ham ud.
Begivenheden har her vakt den dybeste sorg og beklagelse, ikke blot blandt familie og venner, men hos alle. Delende denne sorg og beklagelse ønske vi, at ulykken må være en advarsel for andre, og at enhver ved lignende lejlighed må anvende den allerstørste forsigtighed.”.
Samme dag er dødsannoncen i avisen: ”Det blev min sørgelige lod at bringe til fraværende slægt og deltagende venners kundskab, at det i går nat behagede Gud at bortkalde til et bedre hjem min elskede mand, mine 5 små børns kærlige fader, købmand Christian Nissen-Olsen, i sin alders 37te år.
Rudkøbing den 19de oktober 1859
Jensine Olsen, født Andresen
(Begravelsen finder sted løverdagen den 22de ds. formiddag kl. 11½”
I kirkebogen står en lille, men markant bemærkning: ”Brændt”
Sådan en tragisk historie vækker naturligvis arkivistens nysgerrighed. Hvem var de mennesker – deres forhistorie, hendes liv som enke? Her er, hvad arkivalierne fortæller. Det skal lige tilføjes, at  B. Gunnarsen i sin lille pamflet fra 1921 ”Rudkøbings Fortid i populær Skildring” ikke ganske vederhæftigt bygger videre på historien og bl.a. formidler den oplysning, ”at doktor Tofte behandlede ham med kolde omslag, hvad der bevirkede, at hans hoved svulmede op til en uformelig masse, og 14 dage efter døde han under store lidelsen.” Det sidste udsagn står utvivlsomt til troende, men kolde omslag var vel egentlig ikke nogen dum behandling?
Men lad os se lidt på familien. Ungkarl, handelsbetjent Christian Nissen Olsen, 25½ år, blev den 12-12-1848 viet til jomfru Frederikke Jensine Andresen, 26½ år.
Det med jomfrueligheden skal man ikke tage så alvorligt, for allerede den 6. januar 1849 fødte Jensine en datter, Marie Jensine Olsen (dette barn døde den 5-6-1853).
Så gik det ellers slag i slag: 3-5-’51 Hanne Cathinca Sophie, 19-12-’52 Carl Chr. Hjeronimus. Faderens stilling angives nu at være købmand. Den 5-2-’55 ser Jens Marius Anton lyset, og 3-9-’56 er det Marie Jensines tur. Ida Charlotte Amalie er født 20-9-’58 og var altså kun lige godt et år, da faderen døde. 
Købmands- og brændevinsvirksomheden havde til huse i Nørregade 31, hvor Chr. Nissen Olsen står anført som ejer 1852 – 66, selv om det de sidste syv år vel rettelig var Jensine (eller hendes værge*), der i praksis var ejer.. Hvad skulle Jensine nu gøre som enke med fem små børn, hvoraf den ældste var otte år gammel? Skulle børnene passes, holdes rene og have mad på bordet hver dag, måtte der en mand til at drive virksomheden videre.
Af folketællingen for 1860  kan man se, at der i Jensines husholdning bor en ugift handelsbetjent, Johan Nielsen, 22 år.
Forhåbentlig har begge parter følt, at de kunne forene det nyttige med det behagelige, idet der den 25-10-1861 blev indgået ægteskab mellem enkemadamme Frederikke Jensine Olsen, 39 år og ungkarl og købmand Johan Palm Gerhard Nielsen, 23 år. Han bliver i 1866 ejer af huset, dog kun i et år. Den 21-4-1862 fødes deres første fælles barn, Christine Wilhelmine Jensine Nielsen – igen lidt for tidligt - og 28-2-1864 den sidste, Peter Ernst Georg Palm Nielsen.
Vi studser måske over aldersforskellen, men sådan så man ikke på det dengang. Hvad Jensine måtte mangle af ungdoms friskhed (efter 6 fødsler) havde hun til gengæld i form af en veldreven virksomhed, som Johan jo i forvejen som ansat kendte indefra.
Desværre taber vi sporene af familien i midten af 1860erne. I 1880 er hverken forældre eller nogen af børnene i Rudkøbing. Hele familien er sandsynligvis flyttet i juni 1866. Johan Nielsen opsiger sit borgerskab den 26-6 (han fik det en måned, før han blev gift i 1861), og huset på Nørrebro bliver solgt samme år. Hvorhen de flyttede og hvorfor, ved vi ikke. De bor ikke hverken i Svendborg, Odense eller Maribo amt i 1880, og det lader heller ikke til, at de er udvandret.
*Kvinder var som bekendt op til det tyvende århundrede underlagt mænd. En enke skulle således have en lavværge.  Først i 1857 kunne en ugift kvinde eller enke drive en virksomhed. I 1899 fik gifte kvinder den samme myndighed som ugifte. 1908 – samme år som de fik valgret til kommunalbestyrelser – fik enker forældremyndighed over egne børn. I 1912 blev formuleringen i vielsesritualet, hvor kvinden lovede at være sin mand underdanig, afskaffet. Siden er det gået – langsomt – fremad.

Rudkøbing, juni 2011

Else Wolsgård

 

                            Nyhedsbrev nr. 1, 2011 
                                           fra 
                      Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

1. Leder
2. Nyt fra Havnegade
3. På hat med Langeland

1. Langeland har i tidens løb fostret mange interessante personligheder. Nogle har gjort sig bemærket på grund af deres intelligens, mens andre er blevet kendt af mere spektakulære årsager. Således Christian Kjær, født 1810 i Fuglsbølle. Han skrev i 1860 en bog om sit liv som tugthusfange. Straffen havde han fået for falskmøntneri. I julen 2010 skrev jeg en lille artikel om ham i Fyns Amtsavis. Imidlertid er han et spændende bekendtskab, og jeg synes derfor, at hans bog bør gøres tilgængelig for et større publikum end dem, der kan læse gotisk. At få den udskrevet på et nogenlunde forståeligt sprog er en arbejdskrævende proces. Naturligvis vil bogen ved en evt. udgivelse også skulle forsynes med mange forklarende noter.
Det mest udfordrende bliver dog at se, om det lader sig gøre at undersøge, om hans beretning har hold i virkeligheden, eller han en meget fantasifuld. At hans psyke er speciel, er der dog ingen tvivl om. Det hører med til historien, at hans kone og deres seks børn efter sigende skal være udvandret til Amerika, da han var død i 1872, men det har ikke p.t. kunnet verificeres.
Skulle der være nogen, der har oplysninger om Christian Larsen Kjær eller Christian Fuglsbølle, som han også blev kaldt, hører vi gerne om det på arkivet!

2. Vores nye lokaler til opbevaring af arkivalier, der ikke benyttes så ofte, er nu næsten klar til brug. Først skal vi dog lige have malet væggene samt have foretaget en grundig rengøring. Er der nogle, der ved, hvor vi evt. kan købe nogle brugte stålreoler, modtager vi gerne et tip om det.
Som bekendt er Vestas ved at lukke, og Byarkivet har fået tilbud om at overtage deres gamle fotos og protokoller. Det har vi naturligvis takket ja til – så meget des mere, som vi ikke længere har problemer med pladsen.
Byarkivet har lagt hus til det halvårlige, fælles langelandske arkivmøde. Vi var 24 deltagere, der udvekslede informationer om stort og småt.
Den 1. februar var det fem år siden, jeg begyndte som leder af arkivet. Tiden er virkelig gået hurtigt! Tak til arkivets medarbejdere for at markere dagen på festlig vis.

3. På hat med Langeland
At Langeland har været førende, hvad angår hattemode, lyder måske sært, men det er ikke desto mindre sandt.
I begyndelsen af 1800 tallet blev det almindeligt, at kvinderne på øen brugte stråhatte med kyseform og bred skygge. Dengang var det meget lidt ønskværdigt at blive solbrændt eller – endnu værre – få fregner, så en god, bredskygget kyse var en kvindes bedste allierede, når hun arbejdede udendørs.

Grunden til, at man på Langeland foretrak hatte af strå, kan være de tætte handelsforbindelser til Lübeck, hvor man i begyndelsen købte hattene. Imidlertid var de tyske hatte dyre, så hvad var mere nærliggende end at forsøge selv at fremstille dem?

Af en præsteindberetning fra 1826 fremgår det, at fremstilling af stråhatte er en meget udbredt husflid på Langeland. Fletning af de hvedestrå, man brugte, var en temmelig enkel opgave, som børn ned til 4 års alderen kunne klare. Selve syningen krævede mere fingersnilde, men piger på 10-12 år kunne dog opnå gode resultater. Fattige børn kunne på den måde tjene en skilling, og skolelærerne tilskyndede til arbejdet. I nogle skoler fik børnene endog lov til at flette strå i timen, når blot de samtidig hørte efter!

Der var meget få, der i folketællingerne er opført med hattemageri som hovederhverv. Enlige kvinder supplerede dog i mange tilfælde deres magre udkomme ved at sy, reparere eller vaske (!) stråhatte.

Fabrikationen synes at nå sit højdepunkt omkring 1835, hvor mange daglejere får prædikatet ”nærer sig ved håndarbejde”, formentlig stråfletning og – syning. Hattemageri har ligesom kurvefletning den fordel, at det ikke kræver et særligt værksted. Materialerne er billige, og den færdige vare er industrielt fremstillet i den forstand, at den ikke er lavet på bestilling til én bestemt kunde.

Naturligvis var der forskel på kvalitet og pris. Af skifter fremgår det, at så godt som alle kvinder på Langeland fra husmandskoner til velhavende gårdmandsdøtre bruger stråhatte i perioden 1810 til -40.
Desværre er meget få af dem bevaret, for materialet er jo let forgængeligt, men på Langelands Museum findes dog et par eksemplarer, der har været brugt af kvinder fra en velhavende familie. Modeluner ændrer sig som bekendt, og efter midten af det 19. århundrede blev stråhattene umoderne, og den særlige langelandske form for husflid forsvandt.

(Kilde: H. Rasmussen i Fynske Minder 1959 o.a.)

Nedenstående er et foto af en hat på Langelands Museum. Den stammer fra begyndelsen af 1800tallet, er flettet på Langeland af hvedestrå og har tilhørt proprietær Boesgaards kone i Longelse.


                                                                       
Marts 2011                                                           
Else Wolsgård  
                                                                    

                                                                                          

 

                      Nyhedsbrev nr. 4, 2010
                                    fra
                 Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

1. Leder
2. Nyt fra Havnegade
3. Horologi for begyndere

1. Lørdag den 13. november var det ”Arkivernes dag” i hele Norden, og i år var der meldt et fælles tema ud: Klima. På Byarkivet havde vi valgt at vise en række interessante fotos fra de strenge isvintre i 1940-42 suppleret med forstørrede avisartikler fra samme tid om isens og kuldens betydning for indbyggerne på Langeland.
Som altid fandt mange mennesker vej til Havnegade, og vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag i dialog med såvel kendte som nye besøgende.
Samtidig udkom årbogen ”Øboer 2010”, og det er ikke for meget sagt, at den gik som varmt brød.
Næste år er det tiende gang, bogen udkommer, og det kan allerede nu afsløres, at der naturligvis vil være artikler, der handler om Langelandsbanen, idet den (og stationsbygningen) har 100 års jubilæum – hvis man kan sige sådan om noget, der har været nedlagt i snart et halvt århundrede.
Der er dog stadig mange jernbaneentusiaster, der kommer for at undersøge de mange ting, arkivet har om netop banen.
Alle abonnenter på arkivets nyhedsbrev ønskes en dejlig jul – vi håber på et fortsat godt samarbejde i 2011.

2. Byarkivets længe nærede ønske om at få mere plads er blevet opfyldt. I den nordlige
ende af stationsbygningen kan vi nu efter nytår begynde at indrette et ”fjernarkiv” med arkivalier, der ikke bruges så ofte. Først skal der lige skiftes låse ud mv., men vi glæder os til at komme i gang med arbejdet – først og fremmest fordi der p.t. står mange kasser rundt om på gulvet i avisrummet.
Afleveringerne fra skolerne er nu færdige, og der kommer til stadighed en jævn strøm af nye afleveringer - fotos, erindringer, virksomhedsregnskaber. Vi er naturligvis glade for, at folk husker på os og afleverer arkivalier i stedet for at makulere dem. I den forbindelse vil vi da lige fremkomme med et juleønske: Hvis nogen ved oprydning i fx dødsboer støder på husholdningsregnskaber, familieregnskaber o.l., har det stor interesse for arkivet, idet der mangler kilder til belysning af ”helt almindelige menneskers” liv og hverdag.

3. ”Horologi for begyndere”
Ordet horologi betyder såmænd blot læren om tidsmåling – et emne, der er mere interessant, end man måske lige skulle tro.
Mens det for os i dag er helt naturligt at vide, hvad klokken er slået, både i overført og faktuel betydning, er det ikke særlig lang tid siden, det blev sådan. Faktisk er det først i løbet af de seneste ca. 700 år, at tiden er blevet opfattet som noget objektivt, der ikke er underlagt menneskers vilkårlighed. En anekdote fortæller, at den franske ”Solkonge”, Ludvig den 14., engang under et alt for langt møde spurgte: ”Hvad er klokken?” En underdanig hofmand svarede: ”Den er præcis det, der måtte behage Deres Majestæt.”
Astronomer har i flere tusinde år brugt tidsmåling ved beregning af planeters bane, og de kunne meget tidligt på den baggrund forudsige fx solformørkelser. Denne udforskning af tid og solsystemer påvirkede dog ikke jævne folks hverdag.
Solure har man også kendt tidligt – det ældste eksemplar er fra Ægypten ca. 1500 f. Kr.
Her nord for Alperne er solure af indlysende grunde ikke særligt anvendelige, og de blev aldrig almindelige i Danmark.

Før år 1300 brugte man vandure med en meget avanceret mekanik, og de kunne være meget præcise. De var dog sjældne og havde slet ikke den betydning, de mekaniske ure, især tårnurene fik. Tårnurenes timeslag og ringninger regulerede i flere århundreder så at sige hele byens eller sognets liv.

I oldtiden og den tidlige middelalder var tiden et relativt begreb. Dagen var lig med tiden mellem solopgang og solnedgang og både dag og nat var inddelt i 12 timer. Disse timer var naturligvis meget lange på sommerdage, hvor nattetimerne blev tilsvarende kortere. I Danmark var en dagtime om sommeren således ca. 87 moderne minutter, hvor den om vinteren blot varede 32. Kun ved jævndøgn var timerne lige lange nat og dag. Og hvor vi begynder vores tidsmåling kl. 12 og 24, begyndte man dengang ved solopgang og –nedgang. Kun astronomer benyttede timer af ens længde året rundt.
I 1300-tallet begyndte adel og borgerskab at benytte astronomernes lige lange timer, og det var en stor organisatorisk nyskabelse - et tegn på, at samfundet var blevet mere verdsligt og mindre klerikalt. I munke- og nonneordener var det nemlig vigtigst, at messerne foregik, når alle var blevet samlet i kirken - så betød det mindre, om midnatsmessen fandt sted kl. 24 eller 03. Koordination var vigtigere end præcision. For at kalde sammen til bøn eller gudstjeneste begyndte man derfor i tidlig middelalder at bruge klokker. Efterhånden kunne man støbe større og større klokker, så de kunne høres langt væk. Klokkestøberi blev en højt anset og vanskelig profession. Materialet var ”klokkebronze” bestående af 78% kobber og 22% tin. For at få fuldt udbytte af klokkens lyd skulle den hæves over jorden. I begyndelsen byggede man fritstående klokketårne, campaniler, men snart blev det murede tårn en integreret del af kirkernes arkitektur.

Den ældste klokke på Langeland er Rudkøbing kirkes såkaldte stormklokke fra begyndelsen af 1400-tallet. Næsten samtidig er klokken i Humble, der er fra 1430 med en indgravering, der forestiller Erik af Pommerns våben. Stormklokke var betegnelsen for en kirkes største klokke, og den blev brugt til andet end kirkelige formål. Der blev ringet, når de handlende på torvet skulle pakke sammen, når fjenden var på vej, og om natten sad byens vægter i tårnet, så han hurtigt kunne ringe med klokken, hvis han fik øje på en brand.

Når det gælder udviklingen af de mekaniske ure, svigter kilderne. Sikkert er det dog, at der i 1330 eksisterede mekaniske ure, der var installeret i kirketårne og koblet til klokken. Disse ure var og er trukket af lodder. Klokken slog hver time hele døgnet, og timerne var vel at mærke lige lange året rundt. Klokken slog altså én gang klokken et, to gange klokken to osv. – for os i dag helt banalt og normalt, men for borgere og bønder i middelalderen noget af et under. Nu kunne man ligge hjemme under dynen og høre, hvad klokken var. Det blev muligt at lave aftaler om at mødes på en bestemt tid!
Omtrent samtidig begyndte man i private hjem at bruge timeglas. Man kunne tro, at timeglasset med sand var en gammel opfindelse, men det er det ikke – timeglasset, som vi kender det (og ser det på computerskærmen mange gange hver dag, fordi det er blevet et symbol på, at” ting tager tid, hav tålmodighed”) blev konstrueret næsten på samme tid, som man opfandt det mekaniske ur. Det var nødvendigt at have en pålidelig tidsmåler – det mekaniske ur – for at kunne ”indstille” timeglasset korrekt. Synkronisering blev et nøgleord.

Betydningen af den objektive tidsmålings indmarch i snart sagt alle hjem var revolutionerende – man kan måske sammenligne det, der skete, med den betydning, mobiltelefonen har fået i de seneste ca. femten år.
Timeglasset var billigt, alle kunne betjene det, og i og med at en time og et minut nu var klart definerede størrelser, kunne man fx skrive madopskrifter med angivelse af, hvor lang tid en ret skulle steges. Lægen kunne tælle pulsslag pr. minut og sammenligne patienternes resultater dag for dag. Kort sagt: forudsætningen for videnskabeliggørelse på mange områder var skabt.

Kilder: ”Danmarks Kirker”
Dansk Horologisk Selskabs hjemmeside
”Da tiden begyndte” af Jacob Tullberg

Rudkøbing december 2010
Else Wolsgård 

 

                        Nyhedsbrev nr. 3, 2010
                                        fra
                   Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

1. Leder
2. Nyt fra Havnegade
3. Èn stor familie

1. Det er godt nok surt og træls! Nu har der igen været indbrudsforsøg i den gamle stationsbygning, hvor Byarkivet jo har til huse. Heldigvis lykkedes det ikke tyvene at komme ind, men hærværket taler for sig selv – smadrede ruder og ødelagte vinduesrammer.
Desværre er det nok ikke sidste gang, nogle får øje på den ensomt beliggende bygning, hvor man står dejligt skærmet for nysgerrige blikke omme bagved, hvor togene i sin tid kørte.
Hvad man må frygte mest, er naturligvis, at indbrudstyvene, den dag (nat), det lykkes dem at komme ind, bliver så vrede over ikke at finde hverken kontanter eller bærbare computere, at de giver sig til at vælte arkivskabe og tømme skuffers indhold ud på gulvet. Næst efter brand- og vandskade er det skrækscenariet! Det vil tage måneder at bringe alt i orden igen, og i den tid ville vi ikke kunne servicere vores kunder.
Ærgerligt at skulle bruge penge på tyverisikring, men det kan hurtigt vise sig at være endnu dyrere at lade være. Politiet? Interesserede sig ikke for så banal en sag som et indbrudsforsøg. Lad os fokusere på det positive. Arkivets værktøjsbeholdning er nu blevet udvidet med to solide lægtehammere, som de ubudne gæster sandsynligvis har hugget et andet sted til brug for maltrakteringen af vores vinduer.


2.Udvalget for uddannelse, skoler og kultur, USK, holdt sit seneste møde på Byarkivet den 21. september
og blev orienteret om arkivets status og forestående opgaver, ligesom der var tid til en rundvisning i lokalerne. Rundgangen demonstrerede tydeligt, at ét af vores store problemer p.t. er pladsmangel! Da nu klubværelserne i stationsbygningens nordlige ende er tomme, og buschaufførernes opholdsrum heller ikke skal bruges mere, håber vi og vores støtteforening, at det snart bliver besluttet, hvornår Byarkivet kan tage disse rum i brug.
Antallet af besøgende på arkivet samt henvendelser pr. mail er stigende, og en forudsætning for hurtig og effektiv betjening af kunderne er jo, at al ting er på sin rette plads – og det er let at komme til kasser og protokoller.
Arkivets medarbejdere deltog sidst i september i et fælles arkivmøde for alle kommunens arkiver. Det fandt denne gang sted på Strynø, og da vejret artede sig, blev det er fin tur med godt, kollegialt samvær.
Fra Langelands Bibliotek har vi ”arvet” nogle computere, komplette med fladskærme osv. Dem er vi meget glade for!
Efteråret står som vanligt i redaktionens tegn, idet årets udgave af ”Øboer” går i trykken i næste uge.
I den kommende weekend deltager undertegnede som arkivleder i Sammenslutningen af Lokalarkivers (SLA) årsmøde og generalforsamling.

3. En bog, der indeholder en registrering af alle kongelige bevillinger til ægteskab i ”forbudne led” i Fyns Stift 1569 til 1814, lyder måske ikke umiddelbart som den mest spændende læsning. Imidlertid viser det sig, at der gemmer sig mange, interessante historier bag de korte optegnelser.
I alle kulturer har der været forbud mod, at tæt beslægtede giftede sig. Undtagelser har der dog været gennem tiderne fx var søskendeægteskaber almindelige blandt de ægyptiske faraoner, men det skyldtes deres ”guddommelighed”, som ikke tålte blanding med blod fra den profane hob. Selv før man kendte til genetik og arvelighed, var man klar over, at for tæt slægtskab kunne skade afkommet. De fleste har nok hørt om, hvordan det i de små, isolerede samfund i Grønland var skik at lade gæster, der kom på besøg fra andre egne, sove hos en af kvinderne i bygden. Det skete ikke blot som et tegn på stor gæstfrihed, men også fordi det var en chance for at få lidt nyt blod ind i en indgiftet stamme.
Samme problem opstod på de mindre øer i Danmark. Her kunne det være vanskeligt at finde en ægtefælle, man ikke var i familie med langt ude. Ægteskab var i bondebefolkningen som bekendt i høj grad bestemt af praktiske hensyn. Hvis eksempelvis en mand gerne ville overtage den gård, hans far havde haft i fæste, kunne følgende scenario udspille sig: Faderen dør desværre tidligt, og moderen måtte hurtigt gifte sig igen for at blive på gården. Så dør moderen, og stedfaderen gifter sig igen. Først da også stedfaderen er død, er vejen banet for at overtage fæstet via ægteskab med stedfaderens enke. Godt nok er der ingen genetisk forbindelse, men relationen fordrede alligevel en kongelig tilladelse.
Når kongen havde billiget ansøgningen, var det op til biskoppen i det pgl. stift at bestemme, hvor meget ansøgeren skulle give i gave til det nærmeste hospital. Meget fattige kunne dog få bevillingen gratis.
Den første langelandske sag i samlingen er fra 1693. Det er et par fra Ristinge, der er beslægtet ”i 3. led”. Dvs. de kommende ægtefæller kunne være næstsøskendebørn forstået således, at deres forældre var fætre eller kusiner. Denne begrundelse er langt den mest almindelige og indebærer vel ikke den store risiko for uheldige genetiske mutationer. Værre ser det ud, når en mand vil gifte sig med sin søsters datter, dvs. sin niece, men også den kombination blev der givet tilladelse til. Oftest var det præsten, der skulle vie parret, som rejste spørgsmålet om, hvorvidt der var tale om en forbuden relation. Nogle gange forekommer begrundelsen lidt søgt, således angiver et par fra Humble i 1697, at bruden for nogle år siden ”er blevet besovet af en person, som gommen er søskendebarn til på mødrene side! På Steensgård bliver der i 1711 indgået et rent fætter-kusineægteskab. Det samme sker i de følgende år flere steder på Langeland. Nogle gange er begrundelsen for, at en bevilling er nødvendig, temmelig indviklet, som her på Strynø i 1723 forud for ægteskabet mellem Albret og Salome: ”Salome Clausdatters forrige mand, Jens Henriksen Thøgersen, var søn af Anna Staphensdatter, hvis far var Staphen Laursen. Albret Pedersen er født af Maren Friises, hvis mor var Barbara Laursdatter, søster til Staphen Laursen”. Som den kvikke læser straks har regnet ud, ligger det forbudne i, at brudens afdøde mands bedstefader på mødrene side var bror til gommens mormor. Det ville man vist ikke så meget som studse over i dag. Nært beslægtede var de i hvert fald ikke.
En hyppig konstellation var i øvrigt, at en enkemand giftede sig med den afdøde kones søster – igen ikke nogen genetisk katastrofe, men sikkert en såre praktisk foranstaltning også for de eventuelle børn.
I 1793 får Jess Hansen, told- og consumptionskasserer og Birgitte Orup af Rudkøbing bevilling til ægteskab – hun var netop søster til hans første kone. Imidlertid er hr. Hansen ikke glad ved udsigten til at betale en større sum til hospitalet, og han skriver derfor et langt og i tidens stil noget svulstigt brev til biskoppen over Fyns Stift: ”(Uddrag) Jeg maa derfor på det ydmygste indstille til Deres Høiædle Høiærværdigheds Gode og facile Ertragtning, hvad De herudinden Høigunstigst maatte fastsætte til Svarelse for mig; imidlertid kan jeg sanite forsikre, at mine Omstændigheder, efter Embedets beskaffenhed, her på dette ringe Sted, ikkun ere maadelige, saa ieg haaber, at dette som en virkelig Sandhed maatte vorde taget under bedste Betragtning.” Et gennemarbejdet forsøg på at unddrage sig en afgift!Hvad regningen kom til at lyde på, vides desværre ikke.

Kilde: ”Det blev i familien” af Steffen Hove, Slægtshistorisk Forening, Odense 2000.

Rudkøbing den 30-9-2010
Else Wolsgård

Se nyheder fra Byarkivet på
www.rudkoebingarkiv.dk

                         Nyhedsbrev  Nr. 2, 2010 
                                          fra
                    Rudkøbing Byhistoriske Arkiv 
                            
1. Leder
2. Nyt fra Havnegade
3. Husker du vor skoletid?

1. ”Om hundrede år er alting glemt”. Denne sætning er vist tænkt som en trøst til dem, der har begået en fadæse. Desværre er det ikke kun fejltagelser, der risikerer at gå i glemmebogen, det er både stort og småt, godt og skidt – med mindre man aktivt beslutter sig for, at væsentligt informationerne skal bevares.
Tag nu de skoler, der er blevet nedlagt. Protokoller, årsberetninger, korrespondance mv. er blevet overdraget til lokalarkiver og Byarkivet. Noget af det ser måske ikke umiddelbart interessant ud – men det bliver det! Det særlige perspektiv, som tiden giver, betyder somme tider, at små detaljer i en sag bliver meget spændende, når der er gået et antal år. Det illustrerer ”den gode historie” sidst i dette nyhedsbrev.
Ud fra devisen: ”dagen i dag er fortid i morgen”, har Byarkivet været på besøg på Ørstedskolen, da der var åbent hus den 15. juni og fotograferet den udvendig og indvendig. De billeder er allerede ”historiske”, når skolen åbner den 14. august.
Ny teknik medfører store ændringer i den måde, lokalhistorie opbevares på. Således er fotografierne af skolen naturligvis digitale, og tiden vil vise, om denne opbevaringsform er lige så sikker som eksempelvis glaspladenegativer. (Byarkivet har ca. 120.000 glasplader, doneret af to af byens fotografer).
I hvert fald arbejder vi hver dag med alle til rådighed stående teknikker engageret med at bevare nutiden for fremtiden. Vi passer på kulturarven, for det er en arv, alle langelændere har krav på at få del i.

2. Som besøgende på vores hjemmeside www.rudkoebingarkiv.dk
vil vide, har arkivet i april – juni haft besøg fra England, USA og Australien. Det er interessant og samtidig en udfordring at sørge for, at de udenlandske gæster får en god oplevelse med hjem. Mails med tak og mange hilsner til arkivets medarbejdere vidner om, at den service, vi leverer, lever op til normerne for ”kvalitetssikring” af kommunens ydelser.
I juli kommer de danske turister i større antal, og det gør jo, at dagene er uforudsigelige og dermed spændende, idet vi aldrig kender de krav og forventninger, vi bliver mødt med.

To frivillige medarbejdere + leder har deltaget i et to dages kursus i Arkibas i Svendborg Arkivsamvirkes regi. Det gav efterfølgende anledning til et udbytterigt, internt møde, hvor vi drøftede og sammen fastlagde Byarkivets retningslinier for den detaljerede udfyldelse af rubrikkerne i registreringssystemet. En ny version af Arkibas er under udvikling, og forhåbentlig bliver den lidt nemmere at gå til end den nuværende version.

Arkivet har fået 13 kasser med arkivalier fra Rudkøbing Skole. Det er vi meget glade for, men det gør samtidig, at vores mangel på plads bliver endnu mere påtrængende. Heldigvis har vi også lige fået nogle fine stålreoler fra Nordea, og dem glæder vi os til at tage i brug, så snart den nordlige ende af andensalen i stationsbygningen er blevet helt tom.

3. Husker du vor skoletid?
Den søde, lille sang (se nederst) bringer minder frem, og dem kan man godt hjælpe lidt på vej. Til det brug dykker vi ned i årsberetningen fra Rudkøbing Skole 1960 -61, hvor elevtallet den 1. januar 1960 var 788. Der var dengang stadig undervisning om lørdagen, dog kun til kl. 12.35.
Sygdomsfraværet var for elevernes vedkommende 3,77% af det samlede antal skoledage.
Der var 26 lærere, heraf 7 kvinder. Desuden havde skolen et vikarkorps tilknyttet. Stadsskoleinspektøren hed Arne Jørgensen.

Man var netop begyndt at implementere den nye folkeskolelov, der afskaffede mellemskolen, mellemskoleeksamen og realeksamen. Mange husker sikkert stadig ”Den blå betænkning”.
Nu skulle børnene i 6. og 7. klasse deles ”på grundlag af deres standpunkt, evner og interesser”. Det, der skete, var, at børnene blev opdelt i såkaldt faglige eller boglige.
Efter 7. klasse kunne man blive udskrevet af skolen, eller man kunne tage 8. og 9.”faglig” klasse. De ”bøvlige” kunne komme i I, II og III realklasse.
Lærermangelen var alvorlig i 1960. Før broens åbning i 1962 måtte man regne med at skulle bo på Langeland, hvis man ville arbejde der, og det holdt nok nogle lærere tilbage.
Skolebespisningen (rugbrødsmadder med pålæg) var blevet afskaffet i 1959, men der blev stadig udleveret mælk til indenbys elever og vitaminpiller. Udenbys elever var alle dem, der kom fra de mindre, omliggende kommuner, hvor man ikke havde skoleoverbygning (dvs. over 7. klassse). Ca. 20% af eleverne var ”udenbys”, og de måtte selv medbringe drikkelse til frokost..

Man var allerede dengang klar over, hvor vigtigt det er, at ungdommen får en uddannelse, og Byrådet havde derfor resolveret, at unge, der ville på gymnasiet i Svendborg – hvilket betød brug af bus og to færger hver vej - kunne få rejsegodtgørelse.

Teknologisk var man langt fremme: ”Skolen råder over skoleradio- og samtaleanlæg i alle klasser, båndoptager, lysbilledapparat, båndfilmapparat, stumfilmapparat, pladespiller, klaver i pigegymnastiksal og i sanglokale.”

Skolelægen beretter, at sundhedstilstanden blandt eleverne i det forløbne år har været god.
Børnene blev flere gange i deres skoletid undersøgt for tuberkulose, både ved konstatering af antistoffer og gennemlysning. Også lærerne skulle gennem disse undersøgelser en gang om året.
Der blev konstateret 84 tilfælde af sygelige tilstande, der krævede henvisning til egen læge. De mest almindelige lidelser var forstørrede mandler, nedsat hørelse og polypper.

Skoletandlægen lagde vægt på at følge med tiden. I årets løb har man fået en ny turbine-boremaskine. 658 elever har været tilmeldt tandlægeordningen, og der blev i årets løb udført 1921 tandfyldninger, 110 udtrækninger, 57 rodbehandlinger, 188 lokalbedøvelser. Man kan altså regne ud, at det ikke var alle udtrækninger, der udløste en bedøvelse. Midt i året blev tandlæge Chr. Kiilsgaard (som jo startede Byarkivet) afløst af B. Minor Andersen.

Skolebiblioteket meldte også om fremgang. Der havde i årets løb været 402 lånere, der tilsammen havde hjemlånt 10.960 bind – dvs. godt 27 bind pr. låner.

Skolepsykologiske undersøgelser og specialundervisningen havde allerede i 1960 høj prioritet i Rudkøbing. Efter at have foretaget nogle prøveundersøgelser, besluttede man fremover at foretage skolemodenhedsundersøgelser for alle børn, der blev meldt ind i skolen. ”Det kan ikke grundigt nok siges til forældrene, hvor stor betydning det har, at det barn, de sender i skole, har nået en udvikling, der svarer til de krav, der stilles til det, når skolegangen begynder. Ikke alene den intellektuelle udvikling, men også den fysiske og ikke mindst den følelsesmæssige og sociale udvikling spiller en rolle for barnets skolegang. Er barnet umodent, står arbejdsevnen ikke i rimeligt forhold til de stillede krav, og så får vi det uharmoniske barn, der – uanset begavelse – klarer sig dårligt i skolen”. Sætter man sig ud over det høje lix-tal i ovenstående, må man sige, at denne test forekommer meget hensigtsmæssig. Måske er skolemodenhedstesten grunden til, at man havde færre meget urolige og adfærdsforstyrrede børn dengang?

Årsberetningen indeholder også en side med gode råd om lektielæsning. Fx:”Lektielæsning i frikvartererne er spildt tid. Afslapning er meget mere værd”. Og ”Sid altid samme sted og helst i din egen ”krog” – Forsøg at finde sammenhæng i det, du læser”. Det gælder vist også i dag.
Blandt dem, der tog mellemskoleeksamen i 1960 var i øvrigt den nuværende formand for Byarkivets støttteforening, Per Overgaard Rasmussen.

Det lille hæfte på 42 sider kommer godt rundt om Rudkøbing Skole og alle de aktiviteter, skolen stod for. Et lille nedslag i skolehistorien for 50 år siden har sikkert bragt minder frem hos alle os, der dengang frekventerede den danske folkeskole på godt og ondt.

Rudkøbing juni 2010,
Else Wolsgård

Fra operetten ”Som i Ungdommens Vaar”
Tekst Axel Kjerulff, musik Walter Kollo (1914).

Husker du vor skoletid?
Husker den så nøje!
Du gik i en kjole hvid,
jeg i stumpet trøje.
Altid holdt vi fest, vi to,
kære, det var vildt, det!
Husker du dengang vi slo’
hatten af Clotilde?
Hun løb efter, vi løb væk
som forfulgt af fanden.
Skjulte bag en rosenhæk
kyssed’ vi hinanden.
Osv…

 

                                    Nyhedsbrev Nr. 1, 2010
                                                 fra
                                Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

1. Leder
2. Nyt fra Havnegade
3. Et sjældent brev

1. Leder: Den 24. marts havde Byarkivet besøg af borgmester Bjarne Nielsen og kommunaldirektør Jørgen Christiansen som led i en besøgsrunde på alle kommunens institutioner. De fik naturligvis en grundig rundvisning samt orientering om, hvad arkivet lige nu især beskæftiger sig med. Også vores fremtidsønsker- og planer var der tid til at komme ind på. Der var i det hele taget en glimrende dialog, der lover godt for samarbejdet.
Det skal i den forbindelse understreges, at beslutningstagerne altid har vist vilje til at lytte til vores ønsker. At de ikke kan udføre økonomiske tryllekunster, har vi fuld forståelse for.
Både leder, medarbejder og de frivillige på Byarkivet har heldigvis en klar fornemmelse af, at der bliver sat pris på det arbejde, der udføres for at bevare den gamle købstads og øens historie.

2. Nyt fra Havnegade: Det kan siges kort: Vi har rigtig, rigtig travlt! Der kommer stadig flere henvendelser på mail fra mennesker, der bor i USA, Australien, England, som planlægger at komme til Langeland for at besøge de steder, deres forfædre og –mødre kom fra. Arkivets medarbejdere finder naturligvis gerne alle tilgængelige oplysninger frem – om det så inkluderer en søndagstur til Barager for at fotografere det husmandssted, hvor de udvandrede boede.

Naturligvis er der også et stigende antal henvendelser fra danskere, der søger deres rødder, men de har ofte selv gjort en del forarbejde via alle de oplysninger, der nu ligger på nettet. De har til gengæld brug for arkivets hjælp til at sætte ansigt på slægten i form af fotos, personoplysninger, billeder af, hvor de boede eller drev forretning.
Derfor er det også dejligt – og helt nødvendigt – at der er ikke mindre end seks frivillige, der uge efter uge lægger arbejdstimer på arkivet!
Heldigvis synes de også, at de får noget igen: Tilfredsheden ved at gøre et godt og kvalificeret stykke arbejde, fornøjelsen ved at være medvirkende til, at Byarkivet bliver ved med at udvikle sig som formidler af den langelandske kulturarv. Og ikke mindst få det ”kick” det giver, når den eller det, man leder efter, pludselig dukker op i en folketælling eller en avis.

Arkivets fysiske omgivelser har på det seneste fået en ”make-over”. Nyt tæppe i gangen, afhøvlet gulv i læsesalen og nymalede toiletter er med til at forøge trivselen hos både os, der arbejder på arkivet, og vores brugere.

3. Et sjældent brev: Fhv. museumsinspektør Ole Mortensøn gjorde for nylig er interessant opdagelse på Byarkivet. I forbindelse med en helt anden sag stødte han på et læg med navnet Kristen Friis.
I lægget lå kun ét dokument – men hvilket! Det drejer sig om et brev, egenhændigt skrevet af kong Christian den Fjerde i 1615. Han regerede, som nogle sikkert husker, fra 1588 til 1648.
Ole Mortensøn fandt brevet registreret i protokollen på Langelands Museum som en gave fra redaktør Rosenstand. Senere er det overladt til arkivet engang i 1950erne. Jens Winther – museets grundlægger – interesserede sig nemlig ifølge OM ikke for ting fra tiden efter Gorm den Gamle. Hvordan hr. Rosenstand er kommet i besiddelse af brevet, vides ikke.

Brevet er skrevet med smuk og let læselig håndskrift, naturligvis med gotiske bogstaver.
Adressaten er (citaterne er tilpasset nutidig stavemåde) ”Prinsens hofmester Christen Friis”
Kongen sender hofmesteren ”adskillige klenodier, som børnene skal have”.
Blandt klenodierne er en stor guldkæde og et smykke af form som en egekvist med diamanter og perler. Disse ting skal gives til prinsen, dvs. arveprins Christian, født 1603.
Andre fornemme stykker skal hertug Frederik, født 1609, have, fx et hattebånd med en stor diamant. Også hertug Ulrik, født 1611 fik del i kostbarhederne. Alle tre sønner var født i ægteskabet med dronning Anna Cathrine.
Af de tre var det kun Frederik, der overlevede sin far og efterfulgte ham som konge i 1648.
Nogle af smykkerne er åbenbart gået lidt i stykker, idet et par diamanter er faldet ud. De skal derfor sendes til Jørgen Prüss, som skal lade nye diamanter sætte i og i det hele taget ”forny dem op igen”.
Til sidst kommer en tilføjelse, der er mere interessant for eftertiden end fordeling af smykker::
”Fordi du nu er til stede der i Helsingør så se dig med flid om, hvorledes man bedst kan fortificere(befæste) byen udadtil med tørre grave og ved stranden med en mur. Men byen må ikke blive så lang, som den nu løber ud til Lundehavnen”. Tolkning af det sidste kræver vist lokalkendskab, men budskabet i det første pålæg er klar nok: Når Christen Friis nu alligevel er der, skal han sørge for, at Helsingør befæstes bedst muligt efter kongens idéer. Kalmarkrigen var slut i 1613, men Sverige var og blev arvefjenden, som man skulle kunne forsvare sig imod.

Modtageren af brevet, Christen Friis (født 1581), var søn af rigsråd Jørgen Friis. I 1609 var han kansler, dvs. leder af kongens kancelli. I Kalmarkrigen 1611-13 gjorde han sig positivt bemærket. Stillingen som hofmester for prins Christian havde han netop fået i 1615.
Kong Christian stolede meget på den dygtige Friis og gav ham højt betroede stillinger, således var han kansler lige til kongens død i 1648.

Man spørger måske sig selv, hvorfor en travl konge tager sig tid til egenhændigt at skrive brev om fordeling af nogle smykker. Det skal nu ikke undre nogen. Kongen var som hersker af den type, der gerne selv går ned i de mindste detaljer – med fare for at miste overblikket over de store linjer. Der kendes 3000 breve fra kongens hånd. Brevet på Byarkivet er medtaget en stor fortegnelse fra 1888 over alle Christian den Fjerdes egenhændige breve, så der er desværre ikke tale om et nyopdaget brev.
Tak til Ole Mortensøn, fordi vi må bruge hans research.
  

         

Her ses en scanning af sidste side i brevet med kongens underskrift.
(originalstørrelse 14x18 cm)


Marts 2010
Else Wolsgård

GOD PÅSKE!

 

                               Nyhedsbrev nr. 6, 2009 
                                                  fra 
                             Rudkøbing Byhistoriske Arkiv


1. Leder
2. Nyt fra Havnegade
3. Intet nyt under solen?


1. Kulturminister Carina Christensen lancerede primo december et nyt kulturpolitisk udspil.
Det synspunkt, der har fået mest opmærksomhed, er, at kunsten skal ud til folket – især dem, der i forvejen ikke bruger kulturtilbud - så vi kan måske forvente at se bronzestatuer såvel som videoinstallationer anbragt i indkøbscentre og supermarkeder.
Hvad der er af nok så stor interesse for et arkiv som Byarkivet, er, at ministeren lægger stor vægt på digitaliseringen af kulturarven. For at fremme digitaliseringen er der afsat 7 mio. kr. årligt i 2010 – 2012, og der er oven i købet en passus om at ”Rigsantikvaren skal hjælpe de lokale arkiver med at formidle deres digitaliserede materiale”.
Noget tyder således på, at Carina Christensen har hørt og forstået budskabet fra Sammenslutningen af Lokalarkiver, da hun besøgte Byarkivet for tre måneder siden, hvor vi netop gjorde meget ud af, hvad udbredelsen af ARKIBAS registreringssystemet kan komme til at betyde. Også indscanningen af vores enorme fotosamling vil medføre langt bedre muligheder for at bruge de mange billeder kreativt i vores formidling og som indtægtsdækket virksomhed i form af salg til kommercielle publikationer.
Det bliver spændende at se, hvordan Rigsantikvarens hjælp udmønter sig.

Tak for året der er gået til samarbejdspartnere og brugere!

Dette foto er fra spøg-og-skæmt-afdelingen, og i anledning af nytåret kommer det med her, selv om det ikke er fra Langeland!
Det er altså ikke kun lænkehunden, der skal have dobbelt sul – katten får også en dejlig tår sødmælk!

2. Der har været travlt i Havnegade! Arkivernes dag den 14. november blev ligesom sidste år et tilløbsstykke, og den lille udstilling om Frode Bendixen og hans fotos blev ivrigt beskuet, ligesom udstillingen af albums, trops- og patruljebøger fra den langelandske spejderbevægelse vakte interesse. Fremvisning af scannede glasplader på computerskærme tiltrak mange, og mini-kurset i, hvad man kan finde af spændende informationer på internettet til brug ved slægtsundersøgelser, var som sidste år et tilløbsstykke.
Arkivets støtteforening har taget initiativ til et kursus over tre lørdage, hvor interesserede mod et mindre gebyr kan komme lidt dybere ned i, hvilke uanede muligheder internettet byder på, hvis man vil grave i sine rødder.
Vi er begyndt at holde åbent den første lørdag i måneden i vinterhalvåret, og det er der stor interesse for. Ansatte og frivillige skiftes til at tage tjansen, så det giver ingen problemer.

Arkivet modtager løbende gaver i form af forskellige slags arkivalier. Senest har vi fået tilbudt et stort antal regnskabsbøger mv. fra Fionia Bank (Amtssparekassen), der jo tidligere opkøbte Langelands Bank. Efter nytår vil de blive gennemgået på bankens loft, hvor de nu befinder sig, så vi kan tage stilling til, hvilke og hvor mange, vi vil transportere til arkivet.
Fra fotograf Jørgen Jensen, Odense, har vi modtaget et ringbind med fotos og beskrivelser af alle de mindesten, der er rundt omkring på Langeland. Særlig interessant er det, at der ved hvert opslag er en grundig udredning af historierne bag de enkelte sten.

3. Intet nyt under solen

er ord, der udmærket karakteriserer det indtryk, man får ved at læse i Langelands Avis i februar 1933. Også dengang var der krise, ligesom kommunekassen var tæt på tom. Først er der lige en notits om den grasserende influenzaepidemi. Det oplyses i den anledning, at ordet influenza oprindelig var navnet på en italiensk by, hvor der i 1225 udbrød en særlig ondartet variant af den smitsomme sygdom. (Oplysningen har ikke kunnet bekræftes fra autoritative kilder)
Men nu til det politiske: Det var valgår, og kampen om magten i Rudkøbing stod mellem Borgerlisten og Socialdemokraterne.
På et opstillingsmøde for borgerlisten var især konsulent P. Johs. Nielsen på mærkerne. Byen er efter hans mening økonomisk på spanden, for nu at sige det ligeud. Konsulenten harcelerer derfor over, at det siddende, socialdemokratisk dominerede byråd har igangsat byggeriet af en række ”arbejderboliger” til den eksorbitante pris af 11-12.000 kr. (i alt altså). ”Et byggeri, der ikke løser arbejdsløsheden. Et byggeri, som vore håndværkere hævder ikke levner dem nogen fortjeneste. Et byggeri, der kun kan skabe bolig for de bedst lønnede borgere i byen, og som årligt vil give byen tab. Endvidere ser vi nu efterbevillinger, der nærmer sig hele budgettets størrelse. Fra staten har vi fået 20.000 i krisehjælp og 18.000 kr. i vinterhjælp. Det kommende år vil stille store krav til Byrådet. Omlægning af de sociale love (Steinckes socialreform) vil stille store krav og kræver folk, der er inde i social forsorg, og som har kendskab til de dårligt stillede i samfundet.
Vort program vil være: Økonomi i byens administration! Omlægning af understøttelse til arbejde i så stor udstrækning som muligt. Humanitet over for de gamle og syge. Retfærdighed over for de arbejdsløse. Ligelig hensyntagen til hele byens befolkning.” Konsulenten, der var medlem af Byrådet og formand for gruppen, blev genvalgt. Ved samme valg var tandlæge Chr. Kiilsgaaard, Byarkivets stifter, opstillet – også på Borgerlisten – og blev valgt. Af de 41 opstillede fordelt på fire lister var der ingen kvinder.

Referatet fra et ekstraordinært byrådsmøde forud for valget viser, at man også dengang lagde stor vægt på ikke at afholde unødvendige udgifter. Således bevilgedes Rudkøbing Boldklub et tilskud på 25 kr. én gang for alle, idet sparekassedirektør Lund dog følte sig foranlediget til at advare mod for mange af den slags tilskud. Samtidig meddelte borgmesteren, Marinus Larsen (S), at uddelingen af oksekød til arbejdsløse i henhold til kriseloven ville andrage 1356 kr., der ville blive afholdt af statstilskudet.

Det var netop i de dage, aviserne beskæftigede sig meget med forholdene i vort sydlige naboland. Især med måden, hvorpå man beskyttede sig mod den kommunistiske fare, der just havde vist sit sande ansigt ved Rigsdagsbranden (der, som vi ved i dag, var påsat af det nazistiske propagandaministerium for at sikre sejren ved valget i marts - det lykkedes jo desværre). Langelands Avis refererer fra et møde i Flensborg, hvordan den nazistiske landdagsmand pastor Peberkorn fra Fjolde (sic!) kritiserer dansk presse for ikke at sympatisere nok med hans parti.
Langelands Avis var heldigvis ikke enig med hr. Peberkorn!


December 2009

Else Wolsgård 

 

Nyhedsbrev Nr. 5, 2009 
fra 
Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

1. Leder
2. Nyt fra Havnegade
3. Marken er mejet

1.Det er ganske vist: Kulturminister Carina Christensen har besøgt Rudkøbing Byhistoriske Arkiv! Besøget var lige så kort, som tilløbet havde været langt. Faktisk begyndte processen lige efter, at ministeren var udnævnt 10. september 2008. Hun tilkendegav i en avisudtalelse, at hun gerne ville rundt i landet for at besøge forskellige kulturinstitutioner. Derfor modtog hun den 23. september en invitation til at besøge Rudkøbing Byhistoriske Arkiv.

Besøget har været planlagt flere gange, blev aflyst og planlagt igen. Endelig den 18. september rullede ministerbilen frem i Havnegade. En lille time blev det til, men det var heller ikke så ringe. På grund af den begrænsede tid lagde både formanden for Sammenslutningen af Lokalarkiver, Jens Erik Pedersen, og undertegnede vægt på at informere om det vigtigste:
Arkivernes fremtidige plads i kulturpolitikken.
Når ministeren hidtil havde omtalt de vigtigste kulturbærende institutioner, sagde hun ”biblioteker og museer”. Vores mål var bl.a. at ændre denne formulering til ”arkiver, biblioteker og museer”. Om det er lykkedes, vil tiden vise.

Under alle omstændigheder er det positivt, at det kan lykkes at få arrangeret et ministerbesøg med et sagligt indhold – uden at behøve at lokke med stort presse- og politikeropbud.

I krisetider er kultur ofte det flødeskum, der ikke er råd til, hvis der skal være kage nok til alle.
Blot er det vigtigt, at kulturarven bevares intakt, så også kommende generationer kan stykke deres egne billeder af både den nære og den fjernere fortid sammen.

2. ”Arkivernes dag” er i år lørdag den 14. november. Byarkivet holder åbent hus kl. 14 – 17. Samme dag lanceres den nye udgave af årbogen Øboer, og der vil være mulighed for at møde nogle af artiklernes forfattere.
Ligesom sidste år vil der være en demonstration af nogle af de mange muligheder, internettet byder på, når man vil i gang med at undersøge sin slægt.
En lille udstilling af nogle af fotografen Frode Bendixens prisbelønnede fotos vil forhåbentlig også interessere mange. Der vil også blive arrangeret en udstilling af udvalgte arkivalier med relation til den langelandske spejderbevægelse.
Naturligvis byder Støtteforeningen for Rudkøbing Byhistoriske Arkiv igen i år på kaffe eller et glas vin, øl eller sodavand.
Sæt X i kalenderen . Vi håber at se rigtig mange – også nye – ansigter den 14. november.

Lukketider: Arkivets daglige drift er meget afhængig af de frivilliges konstante og engagerede arbejde. For ikke at slide dem ned, ændres arkivets lukketider fra 1. november til mandag til torsdag kl. 10 – 15. Det er stadig en time mere end Odense Stadsarkiv!
Endvidere vil vi – foreløbig som et forsøg – holde åbent den første lørdag i måneden kl. 11 – 14 i vinterhalvåret, dvs. oktober til marts. Det skaber mulighed for, at folk, der ellers ikke kan komme i dagtimerne på hverdage, kan aflægge arkivet et besøg. Vi forestiller os også, at langelændere, der er bosat andre steder i Danmark, kunne have lyst til at bruge Byarkivet, når de fx er på weekendbesøg hos slægtninge på Langeland.

Der er lagt et nyt link ind på hjemmesiden www.rudkoebingarkiv.dk. Det omhandler en undersøgelse fra Dansk Folkemindesamling og Det Kongelige Bibliotek, der gerne vil have kortlagt danskernes dagligdag, især deres kontakter i lokalsamfundet. Spørgeskemaet besvares naturligvis anonymt.

3. ”Marken er mejet”
I 1890erne var der i Rudkøbing en byfoged ved navn S.N. Krarup. Ham og hans embedsførelse kunne der fortælles meget om, men her er det hans hobby, fotografering, der er interessant.
Han fotograferede foruden gængse familiebilleder også motiver, der ellers ikke var almindelige at forevige i datiden. Således fotograferede han i sensommeren 1894 nogle fattige kvinder og børn, der samlede aks på en mark nær byen.
Akssankning har ”siden Arilds tid” hørt til fattigfolks rettigheder. Faktisk er sankningen omtalt tilbage i 1685 i Rudkøbing købstads bylov. Når vi i sangen ”Marken er mejet” synger: ”Riv nu marken let, det er gammel ret, fuglen og den fattige skal også være mæt” var det helt reelt.
Kornet blev høstet (med segl eller le) og sat i traver. Dernæst blev det kørt i lade, hvorefter markerne blev revet for at få de aks med, der var faldet af.
Først når det var gjort, blev marken givet fri, så de fattige kunne samle de enkelte aks, der endnu lå tilbage. Forbrød en fattig sig mod reglerne og begyndte sankningen, før marken var revet færdig, skulle hun (det var oftest kvinder, der sankede), sættes i gabestokken, da brøden ansås for tyveri. Blev den formastelige grebet på fersk gerning, kunne jorddrotten frit straffe den pågældende med pisk eller slag.

Da der vitterligt var en del meget fattige mennesker, betød retten til at sanke aks en kærkommen mulighed for at få lidt korn, der kunne males og bages til fx pandekager. Mel nok til et brød kunne det sjældent blive til – og desuden havde fattige folk heller ingen bageovn

 

Var familien og dermed antallet af hænder, der kunne sanke, tilstrækkeligt stor, kunne det dog godt blive til en del.
En mand, født i Longelse i 1892, fortalte i 1966, hvordan han og hans 12 søskende samt deres mor hvert år systematisk havde samlet aks, så det blev til en hel tønde. Den tønde korn var nok til at opfede en gris (der jo også fik kartoffelskræller og andet affald). Uden det samlede korn havde familien næppe fået ret meget kød på bordet. Faren var landsbysnedker og tjente to kroner om dagen. Et helt rugbrød kostede én krone, og det skulle der til hver dag til den store børneflok. Så pålæg kom der ikke på, men derimod margarine og lidt sukker, når det gik højt. .

Akssamling fandt sted på Langeland til omkring 1920. Det unikke foto er taget på ejendommen ”Strandlysts” marker ud mod vandet, og man ser den lange række kvinder og børn, der går på bakkekammen. Et unikt billede, som heldigvis kom i Byarkivets besiddelse, da Krarups datter efter hans død skænkede hans fotoalbum til arkivet.

Kilder: Beretning af Chr. Kiilsgaard, interview på bånd med en fhv. tømrermester samt ovennævnte fotoalbum – alt fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv.

Oktober 2009
Else Wolsgård

 

                                                       Nyhedsbrev nr. 4, 2009 
                                                                     fra 
                                                 Rudkøbing Byhistoriske Arkiv.

1. Leder
2. Nyt fra Havnegade
3.Nogle stykker som Maren Kirstine Mortensen 

Sommeren er stadig over os, agurketiden ligeså, og det er samtidig en travl tid på arkivet.
Folk planlægger i stadig højere grad at kombinere ferie i det sydfynske med et arkivbesøg. De fleste har heldigvis gjort deres hjemmearbejde i forvejen, så de ved ret præcist, hvem og hvad de leder efter.
Nogle gange krones anstrengelserne med held, andre gange må folk tage hjem med uforrettet sag.
Således fx den familie fra New Zealand, der i god tid inden deres besøg på Langeland kontaktede arkivet og bad om hjælp til at få forbindelse med eventuelle efterkommere efter mandens oldefar, der – sammen med oldemoderen – udvandrede i 1873. Det var især efterkommere efter oldefarens søskende, der boede i og omkring Fodslette.
Vi satte en efterlysning i Øboen, men der kom ikke en eneste henvendelse. Lloyd Clausen, som newzealænderen hedder, ville imidlertid trods alt gerne se de steder, oldefar og –mor kom fra, så de kom i den forgangne weekend til Rudkøbing, hvorfra vi tog dem med sydpå på øen.
De syntes, det var en god tur med besøg i kirken og vandretur i området. Besøget er et godt eksempel på, hvordan nysgerrighed omkring ens forfædre også kan give nutidig menneskelig kontakt og fine naturoplevelser.
Træerne vokser dog ikke ind i himlen: I arkivets gæstebog den 28/7 har en åbenbart ikke helt tilfreds besøgende skrevet ”jeg bomber det her sted”. Vi blev nu ikke særlig alarmerede, idet vi har en formodning om, at den pågældende var en utålmodig teenager, der syntes, at hans mor var for længe om at finde de oplysninger, hun søgte.


2. Nyt fra Havnegade

Efter en skriftlig henvendelse til borgmester Knud Gether i anledning af, at der i klubværelserne ovenpå arkivet var flyttet nogle meget støjende og utilpassede unge ind, har vi fået lovning på en bygningsmæssig gennemgang med henblik på evt. at få installeret en meget tiltrængt brandalarm.
Samtidig skal det undersøges, hvordan vi mest hensigtsmæssigt kan få løst arkivets pladsproblemer.

På grund af pludselig sygdom, der har ramt lederen af Middelfart arkiv og museum, er jeg indtrådt i bestyrelsen for Sammenslutningen af Lokalarkiver på Fyn. Selv om det giver ekstra arbejde, er det også en fordel at blive holdt a jour med, hvad der rører sig i arkivverdenen.

Der er temmelig travlt med redigering af dette års udgave af ”Øboer”, der efter planen skal udkomme primo november (pris igen i år kun 130 kr. – for subskribenter 100 kr.).


3. Nogle stykker som Maren Kirstine Mortensen kunne vi godt bruge!

En ganske kort historie: Maren Kirstine blev født i 1807. Da hun var 18 år, giftede hun sig (i hast, må man forstå) med garver Hans Mortensen fra Rudkøbing. Ægteskabet varede 22 år, og hun blev således enke, da hun var 40.
I løbet af de omtalte 22 år ”skænkede hun sin mand 23 børn”, 17 drenge og 6 piger.
Det første år var det tvillinger, de følgende år nøjedes hun med ét barn.

Enkestanden varede 46 år, men hun modstod standhaftigt fristelsen til igen at blive smedet i hymens lænker – man forstår nok godt hvorfor.
Det forlyder ikke, hvor mange af børnene, der blev voksne, men det må under alle omstændigheder have været et pænt, stort følge, der Valdemarsdag 1893 fulgte hende til graven.

Tankevækkende, ikke sandt? I en tid, da hver fødsel indebar en alvorlig trussel mod moderens liv, må Maren Kirstine Mortensen siges at være en sand hverdagens heltinde. Og i disse tider, hvor det kniber med at få den store skole fyldt op, kunne kommunen sikkert godt tænke sig, at der flyttede et par stykker med samme produktivitet til øen (naturligvis under forudsætning af, at familien ikke havde brug for sociale ydelser).


August 2009

Else Wolsgård

Nyhedsbrev nr. 3, 2009
fra
Rudkøbing Byhistoriske Arkiv  

1. Leder
2. Nyt fra havnegade
3. Rudkøbings sidste kommunale trommeslager.

1. Ærgerligt nok gik vi jo glip af kulturminister Carina Christensens besøg i denne omgang. Men sådan er det jo med politikere – de råder ikke altid selv over deres tid. I mandags var det så et samråd i Folketinget, der krævede ministerens nærvær. Nu håber vi at få en ny aftale på plads efter sommerferien.

Vi har dog ingen grund til at beklage os. Udsigten til ministerbesøg bevirkede, at arealerne omkring den gamle stationsbygning er blevet soigneret og derfor fremstår så pæne, som de ikke har været i lang tid. Det gamle 24-timers ur er blevet malet, hvad det sandelig også trængte til! Indendørs har vi fået ryddet grundigt op i alle kroge.

Nu går vi en travl tid i møde, idet mange feriegæster med langelandske rødder erfaringsmæssigt får lyst til lige at undersøge nogle detaljer om deres familie. Den slags opgaver er det en fornøjelse at løse, og vi, der arbejder på arkivet, er meget tilfredse med om muligt at bidrage til, at Langeland får ry for at have en højt serviceniveau, samtidig med at det er et spændende sted at besøge.

2. Siden sidste nyhedsbrev er der sket adskilligt på arkivet. Brugere af vores hjemmeside www.rudkoebingarkiv.dk vil være velinformerede, men af hensyn til vores andre læsere kan en opsummering være på sin plads: Den 3. maj var der i TV2 Fyn en udsendelse, der til dels tog sit afsæt på Byarkivet, idet den handlede om flydedokken, der strandede ved Påø den 5. maj 1940 – en begivenhed, vi har meget materiale om.

I udsendelsen mente tilrettelæggerne at kunne påvise, at den strandede flydedok er den samme, der nu ligger i havnen i Marstal.

Det var derfor naturligt, at årets faglige ekskursion for arkivets medarbejdere skulle gå til Marstal.

Den 14. maj besøgte vi derfor Marstal Søfartsmuseum og arkivet, hvor vi fik en grundig rundvisning. Arkiv og museum er i Marstal slået sammen, og det har desværre medført, at man der har valgt at registrere både museumsgenstande og arkivalier på det museale registreringssystem Regin, som ikke egner sig til arkivalie-registrering. Turen fortsatte til kirken og kirkegården, og sidste stop var værftet, hvor direktør Poul Sækmose tog venligt imod os og selv viste og forklarede om såvel det ydre som indre af flydedokken. Resultatet blev, at vi nu er overbeviste om, at det ikke er Påø-dokken, der ligger i Marstal!

Den 6. juni var der arkivdag for de fynske arkiver, der er medlemmer af SLA – Sammenslutningen af Lokalarkiver. Den fandt i år sted på Byarkivet, og 45 arkivfolk for hele Fyn havde fundet vej til Havnegade. De fik foruden en grundig rundvisning på arkivet også mulighed for at se det gamle apotek og apotekerhaven, som vi havde fået lov til  at åbne i dagens anledning. Arrangementet sluttede med kaffe, hjemmebag og gemytlige erfaringsudvekslinger.

En af de morsomme gaver, Byarkivet har fået i den seneste tid, er nogle fine rammer med regninger, veksler mm. hovedsagelig fra firmaet Vett & Wessel og i sin tid fundet på loftet ved det daværende Magasin du Nord. Rammerne har hængt på væggen på ”Dybendal”.

3. ”Køb bananer, billige banaaaner!”

Denne lydelige opfordring gjaldede i flere år ved færgens anløbsplads i Rudkøbing havn. Stemmen bag råbet tilhørte Niels Peter Nielsen. Han var født i Jylland i 1881. Ca. 1910 kom han til Langeland, hvor han blev gift med en lokal pige. Langelands Folkeblad skrev i anledning af Nielsens 75-årsdag: ”Han var lidt af en pionér, idet han som den første oprettede en ambulant forretning, fra hvilken han i årene før krigen solgte bananer ved færgen. At Nielsen derefter fik navnet ”Banan-Nielsen” kan ikke undre nogen, der kender langelændernes drilske humør”.

Når der ingen færge var, havde hans vogn fast stade uden for fotograf Knudsens ejendom på Torvet. Ved særlige lejligheder, som fx markedsdage blev frugten skiftet ud med en kasse med flødeis.

Ægteparret Nielsen boede i deres sidste år på Kastanievej 12, hvor de også havde en isbod, som fru Nielsen passede ved siden af et arbejde som hjemmesyerske .

Bortset fra arbejdet som frugtsælger havde N. P. Nielsen et mere spektakulært bijob: han var Rudkøbings sidste, kommunalt ansatte trommeslager og udråber. Jobbet overtog han efter Rasmus Jørgensen, også kaldet ”Sild-er-godt”, da denne døde i 1926.

Trommeslagerens arbejde bestod i at gå rundt i hele byen og slå på trommen for at påkalde sig opmærksomhed. Med korte mellemrum råbte han de aktuelle budskaber ud. Det kunne være: ”Byrådsmøde i aften kl. 7 på Rådhuset”. ”Møde i Frelsens Hærs lokaler i Nørregade kl. 5 eftermiddag – alle er velkomne”, ”Sprøjteøvelse på Torvet i morgen kl. 1 middag” – kort sagt alt, hvad byens indbyggere havde brug for at vide. Op til 1950erne, hvor Nielsen indstillede sin virksomhed som trommeslager, var det ikke ualmindeligt, at flere familier deltes om en avis, så det kunne vare flere dage, før man var à jour – og det nyttede jo ikke, hvis det drejede sig om aktuelle begivenheder. Kommunen har uden tvivl sparet mange annoncer ved i stedet at lønne den store mand med den kraftfulde stemme til at viderebringe de officielle nyheder. Trommen findes (vistnok) på Langelands Museum.

Nielsens kone, Margrethe, døde i 1961, og året efter flyttede den nu fhv. trommeslager ind på ”De Gamles Hjem”, hvor han boede til sin død i 1970.

Da nyheder og vigtig information ikke længere blev spredt via tromme og udråber, var vejen banet for et af eksemplerne på den nye informationstidsalder: Gratisavisen! Den første, lokale af slagsen hed ”BROEN”, og den begyndte at udkomme i 1961 hver 14. dag – spækket med annoncer. Dækningsområdet var Langeland, Siø og Tåsinge. Ti år senere fik bladet navneforandring til Langelandsposten, der udkom for sidste gang i 1983, udkonkurreret af Øboen, der startede i 1982.

 

Fotoet af N. P. Nielsen er taget af fotograf Chr. Traberg omkring 1935. Det har været koldt den dag, for trommeslageren har nogle solide vanter på! Hans øvrige antræk er måske mere pynteligt end vanligt i anledning af, at han skulle fotograferes.

 

Juni 2009

Else Wolsgård

Nyhedsbrev nr. 2, 2009
fra
Rudkøbing Byhistoriske Arkiv    

1. Leder
2. Nyt fra Havnegade
3. Arkivdetektiverne slår sig løs! 

1. Foråret er over os, og aftenerne er lyse, så de fleste lader nok TV’et stå utændt og nyder i stedet vejret. Alligevel vil jeg opfordre til, at man sætter sig til rette foran husalteret en times tid søndag den 3. maj kl. 19.30. Da viser TV 2 Fyn nemlig en udsendelse, der handler om den navnkundige flydedok, der strandede ved Påø den 4. maj 1945. Nogle optagelser til udsendelsen har fundet sted her på Byarkivet, og netop fordi vi har så meget materiale om netop strandingen og krigsfangerne, er det jo en historie, der interesserer os en del.

At den stadig er aktuel og optager mange mennesker, ses af, at Lars Johanssons foredrag om bogen ”Dancing Charlie” sidste efterår og arkivets lille udstilling af genstande med relation til strandingen trak mange mennesker til.

En af TV-udsendelsens pointer er, at den bagved liggende research nu endeligt har dokumenteret, at flydedokken fra Påø er identisk med den flydedok, der i dag ligger ved Marstal værft.

I dag fik arkivet oven i købet en meget fin gave med relation til strandingen, idet en familie fra Sjælland med langelandske rødder kom og forærede os to malerier, malet af den russiske krigsfange Leonid, der kom meget i deres hjem på Kastanievej. Se fotos af malerierne på www.rudkoebingarkiv.dk under billeder/donation.

2. Alle langelandske arkiver har været indkaldt til et møde i Byrådssalen på Rådhuset, hvor formålet var at starte en dialog mellem arkiverne og de skoler på øen, der skal lukkes. Skolerne er interesseret i at bevare deres historie, arkiverne i at modtage den. Et problem kan dog være, hvis arkiverne mangler plads til det – så vidt vi forstod – meget omfangsrige materiale.

Der indkaldes til et nyt møde, hvor vi vil se på, hvad der rent praktisk kan lade sig gøre.

Arkivet har taget afsked med Bjarne Jørgensen, ansat med løntilskud, og har besluttet at vente lidt med at ansætte en ny.

Alle vores computere er nu funktionsdygtige og online, også den i stueetagen (i ”Rudkøbing Byråds mindestue, som lokalet nu er døbt).

3. Rasmine fra Simmerbølle – en lille detektivhistorie.

Der kommer ofte besøgende på arkivet, som ikke har ret mange informationer om den eller det, de søger mere viden om, men som vi  alligevel kan hjælpe.

Som nu den familie der forleden kom fra Nordsjælland. Det var et ægtepar og mandens gamle mor på 80 år.

Hun havde som barn i 1930erne været på ferie hos sine fastre på Langeland, og nu kørte søn og svigerdatter hende rundt, så hun kunne gense de steder, hun havde så gode erindringer om fra barndommen.

I tidens løb har gader og huse forandret sig, så den gamle dame kunne desværre ikke genfinde sin fasters hjem i Simmerbølle.  Deres indgangsreplik var:” Kan I hjælpe os med at finde Rasmine fra Simmerbølle?”.

Selv en så luftig anmodning skræmmer ikke en garvet arkivist.

Vi gik i gang med at interviewe gæsterne og kom frem til, at Rasmine var ugift, måske hed Olsen til efternavn og nok var født omkring år 1900.

Så gik hele holdet ellers i gang. Èn tog fat på det topografiske register, én så i personregistret, både under Olsen og et andet efternavn, familien senere havde købt.

Vi slog op i en folketælling på Arkivalieronline og demonstrerede, hvordan de selv, når de kom hjem, kunne eftersøge Rasmine i Simmerbølle. Også kirkebøgerne blev vist og deres systematik forklaret.

Endelig var der bingo: I billedregisteret fandtes et gruppebillede, hvor Rasmine var på. Heldigvis var der sammen med fotoet en liste over, hvem alle personerne var.

Familien købte naturligvis en kopi af billedet!

De fik også vores hjemmeside at se med de henvisninger og links, der er til nyttige steder i forbindelse med slægtsundersøgelser, ligesom de fik et ark med det håndskrevne, gotiske alfabet.  Det hele tog vel en halv times tid, og de tre gik fornøjede herfra med nye oplysninger og mod på at begynde på en nærmere undersøgelse af familien, når de kom hjem. 

Måske ikke nogen stor sag, men et sjovt og dugfrisk eksempel på, at arkivet har rigtig mange mulige indgange til at søge oplysninger. De gange, vi har måttet give op, er derfor få!

PS: Et ”forskræp” til TV-udsendelsen på søndag kan ses på www.tv2fyn.dk

i form af et lille interview med undertegnede.

 

28-4-2009

Else Wolsgård

                                                                    

Nyhedsbrev nr. 1, 2009
fra
Rudkøbing Byhistoriske Arkiv.  

1 Leder
2 Nyt fra Havnegade
3 Sørine klædt som dronning

1. Leder
Siden sidste nyhedsbrev blev udsendt i december, har der været talt og skrevet om den grumme skæbne, der er overgået Rudkøbings gamle rådhus.

Den kan næppe ændres, men til gengæld er det meget glædeligt, at Byarkivet nu har fået overdraget de store rammer med fotos/afbildninger af medlemmerne af Rudkøbings byråd.

Billedgalleriet er blevet ophængt i arkivets mødelokale i stueetagen, og rummet har nu fået betegnelsen ”Rudkøbing Byråds mindestue”.

Indsamlingen af byrøddernes kontrafejer blev sat i værk af tandlæge Kiilsgaard – arkivets grundlægger – i forbindelse med Rudkøbing Købstads 700 års jubilæum i 1937.

De tidligste portrætterede var ikke folkevalgte, men såkaldt ”eligerede borgere” som fx købmand N. P. Nielsen, der fik sæde i byens råd i 1839, og som derfor ikke er fotograferet, men tegnet (fotografering blev først almindelig omkring 1860).

Også kendte personer som byskriver Rasmussen er med i rækken, ligesom urmager Hjorteberg, der fremstillede rådhusets fine ur. Et ganske nydeligt foto af frk. Mouritsen, det første kvindelige medlem af Byrådet, skiller sig ud fra de andre, idet hun ses i profil på et rhombeformet foto – hvorfor mon?

I de syv tunge, specialfremstillede egetræsrammer sættes ansigt på i alt 188 af byens fremmeste mænd og kvinder. De seneste fotos er af dem, der tiltrådte 1-1-2002, da der ikke er tilføjet data og fotos siden.

På arkivet er vi meget glade for at kunne bevare og formidle rækken af byrødder og borgmestre gennem halvandet århundrede – og vi viser dem gerne frem, hvis besøgende ønsker det. Ophængningen kan i øvrigt beses på vores hjemmeside www.rudkoebingarkiv.dk

2. Nyt fra Havnegade

Reparation af vandskaden på loftet i arkivets sekretariat betød, at vi måtte holde lukket for publikum i uge 7. Samtidig blev opgangen, der var blevet temmelig skrammet med tiden, pletmalet med flot resultat. At vi ikke havde åbent i en uge, betød, at vi fik mulighed for at rydde grundigt op og ekspedere overflødige ting som fx defekte skrivemaskiner til genbrugspladsen. Herligt!

Vi har også opgraderet teknologisk, idet vi har fået et par nye PCere. Der mangler lige et besøg af en elektriker, før vi alle er online.

En af vores meget skattede, tidligere medarbejdere, Gitte Hansen, er vendt tilbage nu som frivillig. Gitte tager sig af specialopgaver og research.

Hvis man er interesseret i at se, hvordan arkivets medarbejdere, frivillige så vel som ansatte, ser ud, er der lagt fotos på hjemmesiden.

3. Sørine klædt som dronning – vågnende bevidsthed om søstersolidaritet

Den 13. november 1907 var der i Langelands Avis følgende indlæg:

”Et ord til Kvinderne.

Blandt de foreninger, der årligt stiftes, er der sikkert ingen, som i højere grad fortjener kvindernes opmærksomhed, end den nystiftede Louiseforening, Danske Kvinders Hjælpeforening.

Det er dens formål under dronningens protektion årligt over hele landet at indsamle beløb, som på Hs. Majestæts fødselsdag uddeles i portioner på kr. 100,00 til kvinder, gifte, ugifte og enker, som ved en sådan understøttelse kan komme ud af en øjeblikkelig nød. ….

Dette mål kan kun nås, når alle kvinder, der kan afse en 25 øre om måneden slutter sig sammen for at hjælpe disse ulykkeligt stillede søstre. Skulle vi langelandske kvinder stå tilbage i denne sag! Lad derfor alle os, som har evne også få vilje til at indmelde sig i den forening, hvis stedlige repræsentant fru distriktslæge Brock med glæde modtager indmeldelser.”

Ihukommende, at det om en god uges tid er 8. marts (kvindernes internationale kampdag), er det interessant at undersøge, hvordan denne forening opstod, som fokuserede på kvindesolidaritet og hjælp til trængende.

Louiseforeningen blev stiftet i København i 1906 som filantropisk hjælpeforening, opkaldt efter Fr. 8.’s datter Louise, med en hofdame som formand og en ren kvindebestyrelse.

Foreningens sigte var at afbøde den skjulte fattigdom blandt enlige kvinder, ofte dem, ”der havde kendt bedre dage”. Meningen var, at man gennem årlige donationer på 50 – 100 kr. kunne give tilskud til huslejen, hospitalsophold eller medicin.

Daglig leder blev Mimi Carstensen (1852 – 1935). Da mange understøttelsesansøgere klagede over mangel på tøj, blev ”Prinsesse Margrethes Påklædnings Fond ” stiftet. Fonden indsamlede og fordelte kasseret fodtøj, undertøj og kjoler fra velhavende kvinders garderober, bl.a. kongehusets.

Hjælpearbejdet blev finansieret af små, private bidrag og medlemskontingenter.

I provinsen bestod bestyrelserne typisk af borgmester- og lægefruer og kvinder fra aristokratiet.

Mimi Carstensen var i øvrigt autodidakt journalist, og hun havde stor succes som redaktør af ”Damernes Blad”, det der senere blev til ugebladet ”Hjemmet”.

Det er værd at notere sig, at de, der modtog hjælp fra foreningen, skulle være ”agtværdige fattige”. Man kan derfor gå ud fra, at modtagerne af donationerne ikke var blandt dem, der havde et barn uden for ægteskab.

Louiseforeningen var et fremsynet projekt, der naturligt nok var præget af sin tid.

Formålet – at give enlige kvinder mulighed for at klare sig uden at være nødt til at gifte sig –

er helt i tråd med de tanker, der lå bag, da kvindernes internationale kampdag blev stiftet på et møde i København i 1910, om end kampdagens målgruppe i højere grad var arbejderkvinder end borgerskabets ugifte døtre.

Vist er der da opnået en del, siden man kunne glæde en fattig frøken med fine fruers – måske oven i købet kongelige – underbukser. Heldigvis for det.

Februar 2009

Else Wolsgård

  

   Nyhedsbrev
fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv 
 nr. 6, 2008

1. Leder
2. Nyt fra Havnegade
3. Kunst? naturvidenskab? eller bare et håndværk – 170 år med foto

1. Året er gået på hæld, og hvor er det gået stærkt! Det er dejligt at kunne hjælpe de mange borgere, der søger oplysninger på arkivet – besøgstallet er i år indtil nu oppe på 1353.

Arkivets formidlingsvirksomhed via nyhedsbrevene, artikler i aviser og årbogen ”Øboer” samt foredrag er efterspurgt. Der sker hele tiden noget nyt og spændende.

Heldigvis er vi flere om at trække læsset. Og her er der særlig to grupper, der skal fremhæves.

For det første de frivillige, uden hvis utrættelige og vedvarende indsats Byarkivet ikke kunne holde åbent 24 timer om ugen. Dernæst Støtteforeningen for Rudkøbing Byhistoriske Arkivs bestyrelse, der ved både praktisk og kontant støtte giver os en opbakning og påskønnelse, der er meget værd i det daglige arbejde.

Som man sagde før i tiden: Tak til alle dem, der bar!

Alle nyhedsbrevets læsere ønskes en glædelig jul og et inspirerende, nyt år.

2. Vores åbent hus arrangement på ”Arkivernes Dag” den 8. november blev en stor succes.

Støtteforeningen for Rudkøbing Byhistoriske Arkiv ydede uvurderlig økonomisk og praktisk hjælp til at gøre besøget på arkivet til en god oplevelse for de hen ved hundrede borgere, der lagde vejen om ad den gamle station.

Den lille udstilling om flydedokkens stranding på Påø var meget populær, ligesom demonstrationen af, hvordan man kommer i gang med slægtsundersøgelser på nettet, trak fuldt hus begge gange.

Det er derfor allerede besluttet, at vi også næste år markerer ”Arkivernes Dag”.

Som nævnt i sidste nyhedsbrev inviterede jeg kulturminister Carina Christensen til at besøge Byarkivet. Hun har nu takket ja til at komme og vil vende tilbage med en dato først i det nye år.

Besøget bliver rent arkivfagligt, idet ministeren vil få en grundig orientering om de danske lokalarkivers udfordringer og udviklingspotentialer i de nærmeste år.

Økonomiske og lovgivningsmæssige problemstillinger vil naturligvis også blive berørt. Formanden for Sammenslutningen af Lokalarkiver, Jens Erik Pedersen vil blive inviteret, idet besøget først og fremmest skal perspektivere arkivernes situation på landsplan.

Når besøget skal planlægges, vil jeg opfordre ministersekretariatet til at orientere sig på vores hjemmeside www.rudkoebingarkiv.dk. Vi synes selv, den er rigtig flot og informativ.

Fotografierne af medlemmerne af Rudkøbing Byråd gennem tiderne er nu blevet overdraget til Byarkivet. Det er vi glade for, og de skal blive ophængt med veneration.

3. Foto i 170 år.

Da vi holdt åbent hus, kom en mand med et meget gammelt fotoalbum, som han havde fundet for ti år siden i en container. Albums, hvor de portrætterede ikke kendes, har normalt ikke interesse, men vi modtog dette, fordi man altid kan bruge billederne til at vise datidens foto- og tøjstil. Da jeg kiggede nærmere på dette album næste dag, opdagede jeg blandt fotos af konfirmander, bedstemødre og soldater pludselig to originalfotos af – Elvira Madigan og Sixten Sparre. Et check af fotografens navn og adresse viste, at han netop havde opereret i Svendborg 1888-90. Tragedien i Nørreskoven fandt som bekendt sted om sommeren 1889.

I et andet album uden proveniens (kendt ophav) fandt jeg et foto, som jeg mente, kunne være et ungdomsfoto af Carl Nielsen (komponist 1865 – 1931). Via kontakt til Carl Nielsen Museet i Odense fik jeg antagelsen bekræftet. Den pågældende fotograf i København havde arbejdet 1880 til 91, og da den unge Nielsen kom på Musikakademiet i 1884, passede det jo fint.

Og nu er der så nogle – tror jeg – der undrer sig over, hvordan fotos af kendte personer havner blandt familiebilleder i et privat album.

Forklaringen kommer her:

Først lidt fotohistorie. De første fotografiske aftryk, de såkaldte Daguerrotypier blev fremstillet i Paris i 1839. Daguerre, der gjorde opfindelsen, var kunstner.

Det var virkelig revolutionerende! Nu kunne man få helt virkelighedstro afbildninger af steder og mennesker, der kunne holde sig helt i ro i op til et kvarter. Så lang var eksponeringstiden.

Billedet blev dannet direkte på den eksponerede plade, dvs. der var intet negativ, og man kunne ikke tage kopier. Desuden var motivet spejlvendt.

Der pågik i de første år efter teknikkens opdagelse en diskussion af, om fotografi var kunst, naturvidenskab eller håndværk.

H.C. Andersen var som bekendt meget ivrig for at blive ”taget af”, så der er flere meget tidlige fotos af ham.

I 1850erne forfinedes teknikkerne, så fotos nu kunne laves på papir og sendes med brev.

Omkring 1860 blev fotografier allemandseje. Så godt som alle, der levede dengang og til nu er blevet fotograferet. Fx sørgede man omhyggeligt for at få fotograferet sit døde barn, hvis man ikke havde nået det, mens det levede.

Der var i sandhed tale om en revolutionerende demokratisering af portrættet, der tidligere havde været forbeholdt folk, der havde råd til at blive malet.

Familiealbummet blev fast inventar i den borgerlige familie, og samme borgerskab fandt sin identitet via selviscenesættelser på fotos. Familien udviklede sig under industrialiseringen sådan, at den ikke længere hovedsagelig byggede på at arbejdsfællesskab. Der blev plads til hygge om søndagen og fascination af idoler, som man gerne ville ligne.

De såkaldte visitkortfotos på 10x6 cm. blev uhyre populære og prisen faldt drastisk. Flertallet af de soldater, der deltog i krigen 1864 lod sig således fotografere i uniform, før de drog af sted.

Fotograferne fandt en niche, idet de mangfoldiggjorde fotos af kendte og kongelige og solgte dem, så folk kunne sætte dem ind i deres egne albums. Her har vi altså grunden til, at Elvira, Sixten og Carl er havnet i rudkøbingensiske familealbums. Historien bag Elvira/Sixten-fotoene er nok, at det ulykkeligt elskende par er gået til fotografen i Svendborg, da de endnu havde penge til det.

Da detaljerne om deres liv og død kom frem, vakte det stor interesse, og fotografen har derfor udnyttet sine fotos kommercielt. Hverken de fotograferede eller for den sags skyld fotografen gjorde sig dengang tanker om ophavsret.

En helt særlig variant for fotograferede var de kriminelle. Byerne voksede og med dem kriminaliteten. Myndighederne fik brug for en sikker måde at identificere lovovertrædere på, og tidligt tog man fotografiet i brug til det formål. Vi har derfor en lang række meget interessante fotos af mennesker, tilhørende samfundets laveste klasser – folk, hvis brøde somme tider blot bestod i, at de havde stjålet lidt mad for at overleve.

Carl Nielsen

Else Wolsgård

December 2008

  

Nyhedsbrev
fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
Nr. 5, 2008  

1. Leder
2. Nyt fra havnegade
3. Det knap så fede liv – patient på Rudkøbing Sygehus år 1900

1. Den tid, vi nu lever i, er præget af omskiftelighed. Den ene teknologi afløser den anden, og vores kommunikation er praktisk talt blevet udvidet til hele døgnet. Alting ændres i hast, og når vi ”middelaldrende” fortæller børn om, hvordan tingene fungerede, da vi var børn, tror de ikke sjældent, at det er noget, vi finder på. Fx at man skulle via Rigstelefonen for at ringe til Jylland, og at telefondamen brød ind med korte mellemrum: ”Tre minutter. Ønsker De at fortsætte?”

Den manglende kontinuitet og oplevelsen af, at intet rigtig varer ved, tror jeg, er grunden til, at så mange moderne mennesker interesserer sig for deres slægt. Ikke blot pensionister, men også yngre og endda unge synes, det er spændende og stimulerende for fantasi og oplevelse at finde ud af, hvordan deres formødres og –fædres liv formede sig.

Tidligere havde så godt som alle familier styr på deres egen historie, idet den blev fortalt igen og igen. Allerede børnene lærte den udenad, så de kunne give den videre ril deres egen børn.

Sådan er det ikke mere. Mange – de fleste? – yngre mennesker ved ikke, hvornår og hvor deres bedsteforældre er født, så der starter mange slægtsundersøgelser. Glæden ved at føle sig som detektiv og finde det, man søger, er uovertruffen! Det har sikkert også noget at gøre med ønsket om at føle sig unik. ”Jeg er speciel i kraft af min familiekrønike” er drivkraften bag mange timers tålmodig kirkebogsgranskning.

At opleve det, man er rundet af og dermed sig selv i et nyt og mere nuanceret perspektiv giver en stor personlig tilfredsstillelse.

Derfor holder Byarkivet i år åbent hus på ”arkivernes dag” lørdag den 8. november kl. 13 – 16.

Her kan man få at se, hvordan slægtsundersøgelser kan gribes an, ligesom man kan hilse på nogle af forfatterne til artiklerne i årets ”Øboer”, der udkommer samme dag.

2. I forbindelse med sin tiltræden udtalte kulturminister Carina Christensen, at hun gerne ville rundt i landet og besøge kulturinstitutioner. Vi har derfor sendt hende en invitation til at besøge Rudkøbing Byhistoriske Arkiv, så hun kan få informationer om det uundværlige, kulturhistoriske arbejde, der udføres på arkiverne i hele landet. Ministeren har endnu ikke svaret.

Den gamle By i Århus er med rette berømt for sine genopførte huse og gademiljøer fra ældre tid.

Nu har de kastet sig over et nyt projekt: Den Moderne By, der viser perioden 1870 til 1940. Rudkøbing Byhistoriske Arkiv har fået en henvendelse med bøn om hjælp, som vi gerne videregiver.

For at projektet – at skabe en autentisk by fra nyere tid - kan lykkes, er der brug for vejskilte, gittermaster, gadelamper, rendestensriste, kloakdæksler, trappesten og mange andre bygningsdele og gadeinventar.

De kommunale materielpladser er i den forbindelse ofte de rene guldgruber. Hvis man har kendskab til, hvor der findes sådanne ”skatte”, kan man kontakte

Sekretariatet for Den Moderne By, Den Gamle By, Viborgvej 2, 8000 Århus C, tlf. 86123188 eller alf@dengamleby.dk eller Byarkivet, tlf. 6351 6326, ew@langelandkommune.dk

Vi har sagt farvel til Bente Rasmussen, der var i job med løntilskud på arkivet. Hun fik arbejde i Svendborg. Også Pernille Haim, der var hos os som led i en arbejdsprøvning, er holdt op. Vi har været meget glade for samarbejdet med dem begge.

Til at overtage registreringen af bogsamlingen har vi nu fået Bjarne Jørgensen, som vi håber at kunne beholde i et halvt år.

3. Det knap så fede liv – indlagt på sygehuset i år 1900.

Der pågår jo for tiden en undersøgelse, der skal afdække, hvordan det ser ud med langelændernes trivsel fysisk og psykisk. Den inspirerede mig til at kigge lidt tilbage i tiden.

På arkivet har vi en række regnskabsbøger og journaler fra Rudkøbing Sygehus helt tilbage fra 1862. Materialet er naturligvis klausuleret, således at det kun kan benyttes til forskning, hvor ingen personer kan genkendes.

For at finde ud af, hvilke oplysninger, der kan uddrages af disse arkivalier, har jeg valgt at gennemgå alle indlæggelser for året 1900 samt de tilhørende journaler.

Ser man på regnskabsbogen, er det, der først slår en borger anno 2008, de meget lange liggetider!

To- tre måneder er det ikke ualmindeligt, at folk tilbragte på sygehuset.

Hver dag kostede 1,50 kr. i forplejning. Hertil kommer hårklipning og evt. barbering. En operation koster fra 15 til 20 kr. En nattevagt 1 kr. og ditto for et ligsyn. Nogle fik også ordineret briller til en pris af 1,50 kr.

I alt var 181 personer indlagt på sygehuset i løbet af året 1900. Heraf fik 48 foretaget en operation.

Der var imidlertid kun 4 dødsfald. Det stemmer med tidens holdning i retning af, at man kun indlagde patienter, som man havde håb om at kunne helbrede. Mennesker højt oppe i alderen eller med tilsyneladende uhelbredelige sygdomme fik lov at dø hjemme.

Af de fire dødsfald var to forårsaget af apoplexi cerebra, dvs. hjerneblødning. Her fremstår regnskabsafdelingen i øvrigt meget regelfast, idet den ene mand blev indlagt en aften, bevidstløs og døde næste dag uden at være kommet til bevidsthed. Alligevel står der to dages forplejning på regningen. Det tredje dødsfald skyldtes cancer abdomen – kræft i mave/tarm. Patienten blev opereret, og man konstaterede, at der ikke var noget håb om helbredelse.

Den sidste døde var en gammel kvinde på 89 år. Hun blev indlagt, fordi hun lå apatisk hen i sin seng, og familien ikke længere kunne passe hende. Lægen fandt ikke objektive tegn på sygdom. 46 dage senere døde hun af komplikationer i forbindelse med infektion i de tryksår, hun pådrog sig, mens hun lå på sygehuset!

Apropos regningerne er det påfaldende, hvor mange der har op til flere flasker portvin (à 2 kr.), rødvin og ”siphons” på regningen. Det gælder både voksne og børn. Jeg tror, vin og vand fra sifon var til de besøgende. De pågældende indlagte tilhørte øjensynlig borgerskabet, hvor det var vigtigt, at der heller ikke i forbindelse med sygdom var nogen smalle steder. Hos patienter fra landet er der oftere ”Bayersk Øl” og sodavand på regningen.

Hvad led de indlagte så af? Der var brystkræft, syfilis, diverse infektioner, følger efter ulykker og psykiske sygdomme. Sidstnævnte blev dog efter et stykke tid sendt videre til Middelfart.

Der var også nogle tilfælde af delirium tremens. Én var indsat til afsoning af en bøde i arresten, men blev så syg af delir, at han måtte en tur på sygehuset, før han kunne fortsætte afsoningen.

Men ét er, hvilke patienter, der kom på sygehuset. Lige så interessant er det at se på, hvem der ikke kom på sygehus. Det gjaldt bl.a. gravide og fødende. Disse tilstande var (heller ikke dengang) regnet for sygdomme og blev derfor behandlet hjemme.

Et typisk eksempel på en indlæggelse: dreng på 9 år, falder så uheldigt i skolegården, at han ben brækker. Han udskrives efter 53 dage!

Det var på grund af de lange liggetider ikke usædvanligt med meget store regninger på over 100 kr.

Hvem betalte disse for almindelige mennesker uoverskueligt store regninger?

Den 1-1-1893 trådte ifølge Den danske Encyklopædi den første sygekasselov i kraft. Den betød, at staten trådte til med støtte til den frivillige sygesikring for ubemidlede. Også kommunerne støttede de anerkendte sygekasser.

På regningerne fra Rudkøbing Sygehus er der flere former for påtegning. Ved rigtig mange står der ”L. 30-3-92”. Aviser fra den periode viser, at der faktisk allerede blev vedtaget en sygekasselov den dag. Den indebar dog den begrænsning, at statens udgifter til hjælp til syge max. måtte beløbe sig til en halv mio. kr. pr. år. Ved andre regninger står der ”Sygekassen” eller ”Sogneraadsattest” . I årene efter 1900 sker det jævnligt, at fx en gårdmand kautionerer for sin karl, en købmand for sin kommis.

Hvem der end skulle betale, kunne det godt trække ud, før sygehuset fik sine penge – ofte 5-6 måneder.

Når vi tænker på sygehus i 1900, må man forestille sig noget ganske anderledes end i dag.

Først i 1899 havde man fået indlagt gas til belysning. Et referat af et byrådsmøde den 8-1-1908 oplyser, at byens råd ved den lejlighed gik ind for, at der skulle indlægges vandværksvand på sygehuset. Et ønske om kloakering kunne man dog ikke efterkomme.

Lægernes formåen var også begrænset. Det var jo længe før, man havde fundet penicillinen, så en simpel lungebetændelse kunne let vise sig fatal.

Ovenstående lille stykke grundforskning er kun en smagsprøve på den store mængde informationer, der ligger og venter på, at nogen for alvor tager fat på at kombinere og fortolke dem.

Den 14. oktober 2008

Else Wolsgård 

 

Nyhedsbrev
fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv  
Nr. 4, 2008
 

1. Leder
2. Nyt fra Havnegade
3. En rigtig dygtig håndværker

1. Sommertid er ferietid, og heldigvis er der rigtig mange turister, der besøger Langeland for tiden. Nogle kommer oven i købet, fordi de gerne vil besøge arkivet! Andre besøger os, fordi de nu er i nærheden og så kommer i tanker om, at deres oldemor vist var fra Longelse – men hvor?

Vi hjælper naturligvis gerne dem alle sammen, uanset om deres udgangspunkt er vel defineret eller mere løst i kanterne.

Det er vores bestemte indtryk, at alle gæsterne sætter pris på den oplevelse, de får på Rudkøbing Byhistoriske Arkiv.

Oplevelse er netop kodeordet. Mange undersøgelser har vist, at det, folk i dag i deres ferie ikke blot søger afslapning, men i høj grad nye, spændende, tankevækkende erfaringer, de kan tage hjem og fortælle andre om. Med andre ord: oplevelser.

Der er blandt ældre såvel som yngre en voksende trang til at lære deres egen families fortid og baggrund at kende, og det er i den kontekst, Byarkivet har sin plads i oplevelsesøkonomien.

Alene i juli måned har der været 91 gæster, hvoraf ca. to tredjedel var turister. Så tanken om at holde ferielukket har end ikke strejfet os!

2. Som opfølgning på fotoregistreringen af alle gravstederne på Rudkøbing kirkegård har arkivets medarbejdere været på en faglig ekskursion til kirkegården, hvor de to fotografer, Doris Rasmussen og Lise Killerup Pedersen kyndigt viste rundt og anlagde en kulturhistorisk synsvinkel på graves og gravmonumenters varierende udformninger.

Kirkegården blev i øvrigt brugt første gang i 1811, hvor et par soldater fandt deres sidste hvilested ”på den nye kirkegård uden for byen”. Indtil da havde man benyttet kirkegården rundt om kirken, men den var blevet overfyldt. Det havde den nu været i mange år, hvilket bl.a. ses af, at der i et kirkeregnskab fra 1665 nævnes en ”jernsøger der bruges til at søge efter lig” (!). I begyndelsen af 1800-tallet kom der så en forordning, der pålagde alle købstadskirker at anlægge en kirkegård uden for byen.

Den 28. juli gjorde Støtteforeningen for Rudkøbing Byhistoriske Arkiv igen en indsats for at skaffe nye medlemmer og skabe interesse for arkivets arbejde i forbindelse med før-festivalen. En pavillon i Østergade blev den (meget lune) ramme om arrangementet, der heldigvis resulterede i fem medlemmer og et par solgte bøger.

”På utallige opfordringer” som man siger, har arkivet påtaget sig fremover at trække tårnuret på det gamle rådhus. Det vil vi gøre hver onsdag i fremtiden – til en evt. køber overtager bygningen, der som bekendt er udbudt til salg.

3. Den dygtige håndværker.

Nærkontakten med det gamle ur, der bærer inskriptionen HJORTEBERG 1845, betød, at det blev relevant at undersøge, hvem denne urmager var. Her er, hvad der findes om ham på arkivet:

Rådhusuret er ganske rigtigt lavet af urmager Carl Christian Erasmus Hjorteberg. Han blev født i Kerteminde 22-2-1814 som søn af urmager Carl Hjorteberg og hustru.

Hjorteberg senior flyttede senere til Rudkøbing, hvor junior ifølge rådstueprotokollen fik borgerskab som urmager i 1841 og snart overtog faderens forretning. Den lå i Østergade 30 i et solidt, grundmuret hus. Før han etablerede sig, havde han i øvrigt – som det var almindeligt dengang – rejst rundt i andre lande i nogle år.

Så var han parat til at blive gift, og det blev han den 21-9-1843 med Sofie Hermandine Petersen (f. 1821). Allerede 6-6 (!) det følgende år fik de en datter. Herefter fulgte endnu fire døtre.

I 1843 blev rådhuset ombygget. Ifølge byskriver P. Rasmussens ”Oplysninger betræffende Rudkjøbing Kjøbstad” blev i 1845 et ottedagesur installeret i et dertil indrettet lukaf i rådhusets frontspice ud mod Torvet:

”Dette ur har en matsleben skive af glas med påmalede tal, forgyldte visere og et glas foran, så at hverken regn, sne eller isslag kunne komme til urskiven eller viserne. Skiven kan om natten oplyses ved lamper bag fra. Uret er forfærdiget af den duelige urmager hr. Carl Hjorteberg her i byen. Det er smukt og godt udført og går meget accurat, men slår hverken timer eller kvarter.”

At Hjorteberg var en respekteret mand, ses af, at han i 1857 blev valgt til borgerrepræsentationen. 70 stemmeberettigede deltog i rådstuesamlingen, hvor urmageren altså blev valgt som et ud af repræsentationens ni medlemmer. Han blev tillige medlem af skolekommissionen.

Carl Hjorteberg skal have været en meget vellidt og venlig mand – temmelig trivelig med et BMI et godt stykke over de 30. Alligevel gik han hver søndag hjem fra Tranekær, når han havde givet slottets ure det ugentlige serviceeftersyn.

I 1891 afstod han forretningen, og i september 1893 havde han og fruen guldbryllup. Langelands Folkeblad skriver i den anledning: ”Urmager Hjortebergs guldbryllup fejres i dag ved flagning fra de fleste bygninger og skibene i havnen, ligesom det gamle ægtepar har modtaget talrige beviser på sympati og agtelse. Guldbrudgommen er 80 år og svagelig. Bruden er 72 og rask og rørig”. Det var da en fejring, der ville noget! Heldigt, at han nåede at opleve dagen, for to måneder efter, den 21. december, døde han.

”Stille og rolig hensov i Nat min brave Mand, vor kjære, trofaste, gamle Fader, Uhrmager Karl Hjorteberg, hvilket bekjendtgøres af hans

Hustru og Børn.

Rudkøbing den 22. Dec.

Om Gud vil, foregaar Begravelsen fra Kirken Torsdag den 28de ds. kl. 12”

I dag 163 år efter, at rådhusuret blev fremstillet, går det stadig ganske udmærket. Det trænger nok til en tandrensning, men det har kommunen heldigvis stillet i udsigt inden længe. Vi kan altså kun give byskriveren ret: Hjorteberg var en dygtig håndværker.

Den 5. august 2008

Else Wolsgård  

 

 Nyhedsbrev
fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
nr. 3, 2008  

1. Leder
2. Nyt fra Havnegade
3. ”…..slår højt Fredskovens nattergale..”

1. Leder

Den 13. juni åbnede udstillingen ”Da spaniolerne kom 1808” i Langelands Museums afdeling i Østergade. Dagen efter var der ”spaniolertræf” for efterkommere efter de spanske soldater.

Det var et eklatant kulturmøde, der dengang fandt sted. I et øsamfund som det langelandske var man ikke vant til at stå ansigt til ansigt med mennesker, der ikke blot talte et fremmed sprog, men så sandelig også havde andre skikke og – hvad der vist især påkaldte sig opmærksomhed – ganske andre madvaner. De mange soldater blev privat indkvarteret, men satte slet ikke ordentlig pris på øens delikatesser som fx øllebrød! Derimod spiste de snegle og mælkebøtteblade, og øens bestand af katte blev eftersigende decimeret, mens soldaterne var her.

I dag kan spaniernes ophold på Langeland i 1808 give anledning til nye kulturmøder. Der er nemlig også stor interesse for historien og udstillingen i Spanien. Så stor, at det ikke er usandsynligt, at spaniere, der rejser en tur til Danmark som turister, får lyst til også at se den ø, hvor deres forfædre opholdt sig for to hundrede år siden.

Vi har med andre ord et rigtig godt eksempel på, hvordan oplevelsesøkonomien kan give flere turister af en nationalitet, der ikke plejer at komme mange af til øen!

På Byarkivet er vi meget tilfredse over at være en aktiv del af dette event.

2. Nyt fra Havnegade

Endelig er arkivets nye hjemmeside gået i luften. På www.rudkoebingarkiv.dk kan man blive opdateret med de seneste nyheder på arkivfronten, se gamle fotos og søge informationer om åbningstider mv. Tak til Doris Rasmussen, frivillig medarbejder på arkivet, for et stort og engageret arbejde med at få hjemmesiden op at stå.

Midt i maj var alle arkivets medarbejdere på en heldagstur til Stadsarkivet i Odense. Her fik vi en grundig gennemgang af arkivets indhold og organisation samt inspiration til at gå hjem og gribe tingene an på en ny måde.

Lise Killerup Petersen og Doris Rasmussen har i løbet af den seneste måned gennemfotograferet gravstederne på Rudkøbing kirkegård. Arbejdet er et led i et landsdækkende kirkegårdsprojekt, der bliver lagt på nettet, så man kan søge fotos af bestemte personers gravsten og –steder.

Pernille Haim er begyndt på en 13 ugers arbejdsprøvning. Pernille vil fortrinsvis hjælpe med registreringen af arkivets bogsamling.

3. ”…slår højt Fredskovens nattergale”

Ovenstående linie fra salmen ”I al sin glans nu stråler solen” har vi vel alle sammen sunget flere gange. Men har vi også tænkt over, hvad en fredskov egentlig er? Hvis ikke, kommer forklaringen her:

I 1805 blev ”Fredskovsloven” udstedt. Grunden var, at alt for mange skove var blevet udsat for vanrøgt og rovhugst. Kvæg og svin spiste mange af de olden og bog, der skulle have spiret til nye planter, og folk stjal træ til tømmer og brænde. Al højskov skulle nu ifølge den nye lov indhegnes mod kreaturer. Der måtte ikke ryddes mere skov, og eksisterende skove skulle stilles under opsyn af forstmænd.

Det var en klog beslutning. Fra i middelalderen at have været et land med megen skov, var det i begyndelsen af 1800-tallet kun 5% af landets areal, der var skovdækket (mod nu 12 %).

At der også er en fredskov tæt ved Rudkøbing, ved de fleste, men hvordan fik byen den grønne oase?

I 1850erne kan man i Langelands Avis læse, at mange beklager det faktum, at købstaden ikke har et lystanlæg. Der var tilløb til at få sådan et anlæg etableret, men først da den entreprenante teglværksejer Ferdinand Christensen tager fat i at produktudvikle det lille skovstykke, der tidligere hørte under Faarevejle under navnet Nørremarksskoven, kommer der rigtig gang i sagen.

En del af ”fredeskoven”, som man nu kaldte den, bliver ryddet, stier anlagt og en pavillon opført. Den 2. juli 1876 åbnes anlægget for publikum. Det sker med kanonsalut, koncert, dans, fyrværkeri og adgang til restaurant ”Kronprindsen”. Adgangskort til skoven kan erhverves for et år formedelst 2 kr. for en familie – herunder dog ikke konfirmerede sønner – og 1. kr. for én person.

Dagen efter kan man i avisen læse, at omkring 2000 mennesker deltog i åbningen, så det må siges at have været et tilløbsstykke.

I 1879 laves en skydevold, så Det borgerlige Skyttelaug (der er Langelands ældste forening) kan afholde sine fugleskydninger uden at udsætte andre for fare.

Samme år foranstalter Ferdinand Christensen en storslået basar i Fredeskoven til fordel for oprettelsen af en teknisk skole. Reklamen for basaren oplyser, at der er tombola, spåkone, vejemaskine (!), salg af blomster, kager og godter og meget, meget mere.

Også basaren blev en solid succes, der resulterede i, at den tekniske skole så dagens lys til gavn for lærlinges især teoretiske uddannelse.

Fem år senere, i 1884, blev der indlagt buelys og glødepærer i Fredeskoven og skovpavillonen. Det var igen F. Christensen, der var på spil. Han havde en elektromotor på sit teglværk og trak derfra ledninger til anlægget. Den offentlige elforsyning begyndte først i 1910.

Langt op i det 20. århundrede var Fredeskoven og pavillonen et meget populært udflugtsmål. Så sent som i 1957 averterer restauranten med, at der afholdes dansant en gang om ugen (mange kender nok især udtrykket fra ”Matador”, hvor jernbanerestauranten som bekendt blev omdannet til ”Rosenhaven” med dansant til stor fortrydelse fra bl.a. grisehandler Larsen).

Området var kommet i kommunens eje, men der var ikke råd til at vedligeholde bygningen, der efterhånden forfaldt i en sådan grad, at man i 1973 besluttede at rive den ned.

Selv skoven havde det heller ikke for godt, men heldigvis kom der ligesom i 1805 et statsligt initiativ, idet skoven i 1992 kom ind under reglerne om plantning af bynær skov efter loven om skovrejsning.

Fredskoven er nu en statsskov og atter et yndet udflugtsmål med borde og bænke til picnic og legeplads for børn.

23-6-2008

Else Wolsgård
  

Nyhedsbrev
fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
nr. 2, 2008  

Indhold:

1. Leder
2. Nyt fra Havnegade
3. Lokkeduen

1. ”Om hundrede år er alting glemt” siger man ofte. Men det er – heldigvis – ikke rigtigt.

Der er da også god grund til at kaste et blik tilbage til 1908, for det er nemlig i år et århundrede siden, den største gruppe af befolkningen, kvinderne, fik ret til at vælge og blive valgt ved de kommunale valg.

Når man normalt siger, at kvinder fik valgret i 1915, er det, fordi det var det år, de fik valgret og blev valgbare til Lands- og Folketinget. At demokratiet blev indført med grundloven i 1849 er jo noget af en tilsnigelse al den stund, at det kun var mænd – hvoraf mange på forhånd var ekskluderet på grund af alder eller økonomiske forhold – der kunne tage del i landets styrelse.

Som det vil fremgå af dette nyhedsbrevs afsluttende historie, var der langt fra formel valgret til lige og fair behandling af kvinder, der dristede sig til at opstille og – oh skræk! – blive valgt.

På trods af, at der i 2008 stadig diskuteres ligeløn, er der alligevel grund til optimisme. I 1908 fik mandlige lærere 50% mere i løn end deres kvindelige kolleger. Helt op til 1953 fik mændene væsentligt mere, fordi de jo skulle kunne forsørge en familie. En lærerinde, som det hed dengang, var nemlig pr. definition enlig – gifte kvinder gik jo ikke på arbejde (!)

Så det går faktisk fremad.

2. Arkivet har – igen i år – været så heldig at modtage en donation fra Fyn-Langelands Fond. Denne gang var checken på 30.000 kr., der vil blive anvendt til ekstra PCere og en power-point projector, som er meget praktisk har have, når vi skal holde foredrag og fx gerne vil vise fotos af personer eller dokumenter. Vi er meget taknemmelige for pengene, der, som det fremgår af følgeskrivelsen ”skal betragtes som en anerkendelse af det store arbejde, der udføres i arkivet”. Forhåbentlig kan vi fortsat gøre os fortjent til den store ros!

Desuden har vi modtaget en arv fra en af arkivets tidligere brugere. Der er p.t. ikke taget stilling til, hvad arven skal bruges til.

Fra Fyns AmtsAvis har vi modtaget fire arkivskabe med hængemapper. Indholdet er dels et artikelarkiv, dels et billedarkiv – begge dele med tilhørende register, så det er let at se, om det, man søger, findes i arkivet. Tak fordi I tænkte på os.

Djavit Hajrizi og Doris Rasmussen har været på kursus i at lave hjemmeside efter kommunens nye, fælles model. Systemet er bestemt ikke for nybegyndere. Derfor er arkivets hjemmeside ikke helt på plads endnu, men vi glæder og meget til at vise den frem inden så længe. Der er flere nyskabelser i forhold til tidligere.

Sammen med Langelands Museum arrangerer Rudkøbing Byhistoriske Arkiv et ”spaniolertræf” i forbindelse med åbningen af udstillingen ”Da spaniolerne kom 1808” i museets afdeling i Østergade. Formålet er at få samlet så mange historier og oplysninger fra den tid som muligt. Det er i den forbindelse ligegyldigt, om beretningerne lader sig verificere.

3. ”Lokkeduen”

KVINFO – institut for forskning i kvindehistorie – har opfordret alle arkiver til at finde historier frem om de første kvindelige politikere.

Det har vi nu gjort her i Rudkøbing, og det var let nok at finde den kvinde, som denne lille beretning skal handle om: Kommunelærerinde frk. Marie Vilhelmine Mouritzen.

Det første valg, hvor kvinder kunne opstilles, var kommunevalget den 12 marts 1909.

Marie Mouritzen blev opstillet på liste C, den såkaldte borgerliste, som nr. 6. Der var i Rudkøbing opstillet tre lister med i alt 25 kandidater, hvoraf MM var den eneste kvinde. Der var på Langeland ikke opstillet andre kvinder.

Den 6. marts rapporterer Langelands Avis: ”Henimod et par hundrede medlemmer af Borger-, Sømands,- Haandværker og Industriforeningen samt Kommunalforeningen havde i Aftes givet møde på Hotel Skandinavien for at enes om Opstilling af en Kandidatliste. Af Forsamlingen var en meget betydelig del Damer, men de havde jo også deres Kandidat; Kommunelærerinde frk. Mouritzen havde faaet det hæderfulde Hverv at repræsentere det smukke Køn i Byens Raad.

Mændene var imidlertid denne gang ugalente nok til kun at give Frøkenen den ret beskedne Plads nr. 6.”

Den 9. marts skriver Marie Mouritzen i et indlæg i Langelands Avis, at hun ikke bryder sig om, at Folkebladet omtaler hende som ”lokkeduen på Borgerlisten”.

Når hun er opstillet som nr. 6, forklarer hun, skyldes det udelukkende, at hun slet ikke var forberedt på at blive opstillet, men lod sig overtale i aftenens løb.

Det, Folkebladet faktisk skriver den 6. marts, er imidlertid, at Borgerlisten helt åbenbart repræsenterer det bedre borgerskab, men dog har opstillet dels et par ikke så velsituerede borgere (en fisker og en tømrer), dels en kvinde – begge dele for at tiltrække vælgere i form af småkårsfolk og vælgere af hunkøn. Samtidig har man ifølge Folkebladets skribent sørget for, at disse ”lokkeduer” er opstillet ”paa saadanne Pladser paa Listen, hvor der end ikke er fjerneste Mulighed for Valg” (!)

Hvis det var planen, fungerede den i hvert fald ikke.

Ved valget i Rudkøbing stemte 70,8 % af vælgerne = 926 afgivne stemmer, hvilket blev anset for meget flot ved et kommunalvalg.

Liste A, Socialdemokraterne, fik 292 stemmer og tre kandidater valgt, liste B, Middelstandens Liste (øjensynlig de radikale) fik 83 stemmer og ingen valgt. Liste C, Borgerlisten, fik 550 stemmer og seks valgte kandidater, deriblandt Marie Mouritzen, der jo netop var opstillet som nr. 6.

Efter valget giver Folkebladet den nyvalgte denne omtale: ”Frk. Mouritzens interesse for Middelstanden og hendes Kendskab til dens Kaar, kan efter vort Skøn – Bevares, vi kan gøre Frøkenen Uret – ikke være synderligt bedre end f. Eks. Træskofabrikant Nielsens”.

Uden kendskab til bemeldte hr. Nielsen er det svært at vurdere udsagnet, men noget tyder på, at det er ment temmelig uvenligt.

I byrådet fik MM sæde i følgende udvalg: Alderdomsunderstøttelsesudvalget, Udvalget for Folkebogssamlingen (det senere biblioteksudvalg), Fattigudvalget, herunder tilsyn med plejebørn. I betragtning af, at der var 30 udvalg og kommissioner, hvoraf flere havde 6-7 medlemmer, er rådets nyvalgte, kvindelige medlem ikke blevet begavet med overvældende mange opgaver.

Hvem var Marie Mouritzen så? Der er ikke mange oplysninger om hende på Byarkivet. Hun blev født i 1863 i Odense, blev læreruddannet der og fik i 1896 ansættelse ved Rudkøbing Kommunale Skolevæsen.

Ellen Boserup (1912 – 95) omtaler meget kort frk. Mouritzen på et bånd, indspillet i 1977. Det fremgår heraf, at MM var en lille, buttet lærerinde, der boede i Ahlefeldtsgade 15. Hun skulle efter sigende være meget skrap til geografi og af fin familie.

Vi ved også, at hun kun sad i Byrådet i én periode og følgelig trådte ud ved valget i 1913. Hun fortsatte som lærer(inde) i byen indtil 1928, hvor hun flyttede til København, hvor hun døde i 1943. I den sidste del af sin embedsperiode var hun efter sigende generet af nedsat hørelse.

Der findes desværre ingen beretninger fra MMs egen hånd, og det er en skam, fordi det kunne have været meget interessant at få indblik i, hvordan hun opfattede arbejdet i Byrådet som ene høne i kurven.

Man kan sikkert godt regne med, at det ikke kun var en positiv oplevelse, hvad følgende avispolemik – ændringer på skoleområdet kunne også dengang sætte fut i debatten - tydeligt viser:

Den 16. februar 1910 er der i Langelands Avis et læserindlæg fra ”En Borger”. Han omtaler, at der på det seneste byrådsmøde har været en drøftelse af ”skolesagen”, og han mener, at det er et emne, der optager en stor del af byens borgere, hvorfor han opfordrer til, at der snarest indkaldes til et offentligt møde om sagen. Den anonyme borger understreger, at ”der ikke maa gaa Politik i Sagen, da det er en Samfundssag” (?). Borger- og Friskolens undervisning er for ringe, indførelse af Enhedsskolen kan alene afhjælpe manglerne. Det vil godt nok medføre udgifter, men til gengæld mener læserbrevsskribenten ikke, at det er nødvendigt med en ny skolebygning, blot den nuværende Borgerskole udbedres og Realskolebygningen tages i brug. Han slutter med et trøstende ord til frk. Mouritzen om, at ventilation og frisk luft kan gøre underværker, samtidig med, at det er gratis.

MM er naturligvis nødt til at svare, og det gør hun den 18. februar. Hun skriver, at det vil glæde hende, hvis manglerne ved den gamle skolebygning er så lette at afhjælpe, som ”En Borger” mener.

Men hvis det er så let, hvorfor er det så ikke sket for længst? Skolelægen har påpeget den dårlige ventilation, frk. M. har selv ved Byrådsmødet peget på de smalle gange, de alt for små vinduer i øverste etage – alt sammen forhold, der ville kunne føre til en katastrofe i tilfælde af ildebrand.

Hun ønsker en sagkyndig arkitekts vurdering af, hvad det vil koste at sætte bygningen i forsvarlig stand, og mener selv, at det vil være billigere med en ny bygning. Realskolens lokaler er heller ikke for gode. Hvorom alting er, går MM ikke ind for enhedsskolen, idet ethvert kvikt barn indtil nu og også i fremtiden vil kunne få friplads og således kunne tage den eksamen, dets evner giver mulighed for.

Den 22. februar svarer ”En Borger” igen.

”I Fredagsnummeret af Langelands Avis har Frk. M. Mauritzen beæret mig med et ”Svar”. Bortset fra, at jeg ikke har spurgt Frøkenen om hendes Mening – den kender jeg nemlig forud – kan jeg ikke faa andet ud af Opsatsen, end at Frøkenen ved denne gør et lige saa velment som ubehjælpsomt Forsøg paa at spænde Ben for selve Sagen: Enhedsskolen.” Skulle skolen altså være i så ringe stand, som hævdet af MM: ”Da har Én af Lærerraadet, Byraadsmedlemmet Mouritzen – tillige forsømt sin ufravigelige Pligt til straks ved sin Indtræden i Byraaet at trække den sundhedsfarlige Bygning frem i offentlig Belysning – fremdraget sagen Gang paa Gang, til hun var bleven hørt.”

”Borgeren” kan slet ikke holde op, da han først er kommet i gang.

Avisens redaktion sætter derfor en efterskrift på hans indlæg: ” Det forekommer os, at den ærede Indsender er lidt haard ved frk. Mouritzen. Ogsaa i den offentlige debat bør man overholde den Hensynsfuldhed, hvorpaa det svage køn har et berettiget Krav”.

2. marts 1910 havde MM fået sat et punkt på Byrådets dagsorden: Et andragende om ikke længere at skulle være alene i Udvalget for folkebogssamlingen sammen med redaktør Madsen. Igen er skolesagen den bagvedliggende årsag.

Sagen gav anledning til både tumult og ubeherskede ordvekslinger. Avisen undrer sig over, at sligt bliver holdt for åbne døre. ”Denne Forhandling var skandaløs og lidet egnet til at forhøje Agtelsen for det vise Raad.”

MM motiverede sit ønske med, at Madsen havde overfaldet hende med grovheder og trusler, da han fornemmede, at hun ikke delte hans mening i skolesagen.

Madsen på sin side fremturer: ”Der ligger en Insinuation heri. Frøken Mouritzen kan være ganske rolig – jeg har ikke ladet mig bedaare af de gule lokker og det blide Blik”. (MM var 46 år gl.)

”At jeg har behandlet frk. Mouritzen med Overlegenhed, indrømmer jeg, hendes Udtalelser fristede stærkt dertil”. ”I øvrigt er Frk. Mouritzens Arbejdsevne ikke meget værd – Samarbejdet i Biblioteket har ikke været videre behageligt” ”Frk. Mourtizen gjorde ogaa gældende, at Lærerinderne ved den nye Skoleordning ville blive tilsidesatte. Jeg svarede, at Lærerinder med evner og Personlighed altid vil kunne virke her, selv i de højere Klasser, men at det naturligvis ville gå ud over dem, der manglede disse Betingelser. Frk. Mouritzens Svar bestod i, at hun paa almindelig Kvindemanér løb sin Vej.” Samme Madsen var i øvrigt kendt som en stridbar herre, der benyttede enhver given lejlighed til et frontalangreb på dem, der ikke delte hans synspunkter.

Sagen blev herefter udsat til næste møde, da ingen af de øvrige byrådsmedlemmer ønskede at indtræde i udvalget.

Som avisen bemærker ”Således endte den første puniske krig”.

Ved det følgende valg lod MM sig som nævnt ikke vælge igen. Hun gled ud ved valget i begyndelsen af 1913. Da hun i december samme år fyldte 50 år, var der ingen af aviserne, der fandt anledning til at omtale mærkedagen.

Ved 1913-valget blev ”Fru Sagfører Kirstine Clausen” valgt. (Af hensyn til yngre læsere kan det oplyses, at fruen ikke var cand. jur., men gift med en sagfører). Hun var medlem af Byrådet 1913 – 17. Derefter varede det 26 år, før der igen kom en kvinde i rådet: Theordine Andersen, 1943 – 49.

I 2008 er der 8 kvinder blandt de 25 kommunalbestyrelsesmedlemmer – ikke ligefrem noget at prale af!

Den 21-4-2008

Else Wolsgård

  

Nyhedsbrev
fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
Nr. 1, 2008  

Indhold:

1. Leder
2. Nyt fra Havnegade
3. Tre slags løgn?

1. Leder

Regeringen har besluttet at oprette et ”Center for kultur og Oplevelsesøkonomi”. Det kommer til at ligge i Roskilde, men få hele landet som arbejdsområde. 90 millioner kroner er der afsat som støtte til oplevelsesøkonomien. Som eksempel på den type projekter, centeret skal gå ind i, nævnes kunstneres samspil med erhvervslivet. Rektor på RUC, Poul Holm ser store potentialer i det nye center, der efter hans mening skal støtte projekter, der indeholder seriøse forskningselementer og unikke oplevelser. ”Mulige projekter kunne være at arbejde på at få identiteten tilbage i nogle af vores hensygnende købstæder og provinsbyer”.

At finde og fastholde byens og øens identitet og sjæl er alfa og omega. ”Oplevelsesøkonomi – det er der, hvor man finder essensen og sætter faktura på. Hvor oplevelsen holder og bliver større, jo mere man forstår og lever med”. (kilde: POLITIKEN 24-1-08)

Skal det lykkes at få flere til at bosætte sig i Rudkøbing og på Langeland, er det helt nødvendigt, at potentielle tilflyttere ikke er i tvivl om, at øen har mere at byde på end køn natur.

2. Nyt fra Havnegade.

Der har været lidt usikkerhed omkring muligheden for en fælles, kommunal ARKIBAS licens. Til orientering for interesserede er her SLA’s takster. Betalingen er afhængig af, hvor mange indbyggere, der er i kommunen.

Nedenstående er taksterne, der gælder for arkiver i Langeland Kommune.

Den årlige fællesudgift for kommunen ville være et grundgebyr på 4000 kr. Dertil kommer et ”indbyggergebyr” på 1800 kr. (12 øre pr. indbygger) – i alt 5800 kr.

Endelig er der et associeringsgebyr på 1000 kr. for hvert arkiv, der ikke er medlem af Sammenslutningen af Lokal Arkiver. Alle priser er ex. moms. Forannævnte forudsætter, at der allerede er ét arkiv i kommunen, der har tegnet en ARKIBAS licens – og det har Rudkøbing Byhistoriske Arkiv jo.

Niels Blichfeld Hansen forlader os til marts efter et halvt års arbejde. Vi har været meget tilfredse med samarbejdet med Niels, der har læst korrektur på Øboer 2007, sørget for de daglige avisudklip og skrevet resuméer samt sat registreringen af den store bogsamling i system.

3. Løgn og statistik.

Mange kender sikkert udtrykket: ”Der findes tre slags løgn: Løgn, forbandet løgn, og statistik”. Men statistik er ikke altid løgn. Somme tider kan fx befolkningsstatistik godt bruges, hvis man vil have sat udviklingen lidt i perspektiv. Og det kan der være god grund til, da kommunens ”strategiplan” går jo ud på at skabe forudsætninger for, at flere borgere – helst i deres bedste alder og med gode jobs – får lyst til at flytte til Langeland.

Derfor vil vi nu undersøge nærmere, hvordan folketallet rent faktisk har udviklet sig.

Først må vi dog se på, hvornår og hvorfor folketællinger fandt sted. Den mest berømte folketælling er vel den, der blev udført på befaling af den romerske kejser Augustus, således som det berettes i Lukas- evangeliets 2. kapitel (at den slet ikke fandt sted i det, vi forstår ved ”år 0”, falder lidt uden for det lokalhistoriske aspekt, så derfor lader vi det ligge). Imidlertid var det langt fra den første folketælling, idet man i det gamle Ægypten såvel som i Perserriget ca. 500 f. Kr. havde talt befolkningen. Dengang som nu bl.a. fordi det var praktisk af hensyn til beregningen af skatter og afgifter.

Hvad folketællinger angår, var Danmark tidligt bemærkelsesværdigt langt fremme. Den første danske folketælling fandt sted den 15. august 1769, og det var hele 32 år før den første tælling fandt sted i Storbritannien. Tællingsteknikken var ret så primitiv, så man regner med, at resultatet – at Danmark nord for Kongeåen havde 768.000 indbyggere, var omkring 40.000 for lavt. Næste tælling i 1787 var bedre, da hver person nu blev indskrevet på en liste. Denne tælling har vi for Langelands vedkommende en kopi af på Rudkøbing Byhistoriske Arkiv; det kommer vi tilbage til.

Herefter foretog man folketællinger regelmæssigt hvert femte eller tiende år. Tællingerne blev foretaget den 1. februar, da man mente, at det var på det tidspunkt, så mange som muligt var på deres faste opholdssted. Efter oprettelse af folkeregistre i 1924 blev dagen fastsat til 5. november.

Hvordan så – og ser – det så ud på Langeland? I 1787 var der i alt 10.203 indbyggere. Det største sogn/by var dengang Magleby med 1163 indbyggere. Det skyldtes det blomstrende fiskeri.

Øens indbyggertal steg derefter støt. Allerede i 1834 var der 15.451 indbyggere.

På det tidspunkt var det største sogn Humble med 1.869 indbyggere. Rudkøbing havde et par hundrede færre.

Så gik det kun fremad, til Langeland i 1925 havde 21.171 indbyggere, dvs. en tredjedel flere end nu.

Rudkøbing havde udviklet sig fra mini-købstad til øens hovedstad med noget over 4000 indbyggere.

Befolkningstallet holdt sig omkring de 19 - 20.000 op til 1965, hvor det tog et dyk. I 1970 var det nede på 16.629, og så gik det langsomt tilbage, til det i 2005 nåede under 14.000.

I 2007 var der 13. 937 indbyggere, dvs. kun et par tusinde flere end i 1801.

Skyldes tilbagegangen – sådan som mange profeterede i 1962 – broens åbning? Det skal der en tilbundsgående analyse til at vise. Én forklaring kan være, at det blev nemmere at tage en uddannelse udenøs, og at de, der havde taget en uddannelse, valgte ikke at komme tilbage, fordi der ikke var jobs til dem her.

Med åbningen af motorvejen Svendborg-Odense er der realistiske muligheder for, at folk med arbejde i Odense får lyst til at bosætte sig på Langeland. Landskabelig skønhed, betragteligt lavere huspriser (så glemmer vi lige skatteprocenten!) og forhåbentlig et voksende udbud af kulturelle og andre tilbud om en spændende og aktiv fritid burde virke tiltrækkende.

Kom til Langeland – det er her, det sner! Eller sagt på en anden måde: Skru op for oplevelsesøkonomien!

Den 14. februar 2008

Else Wolsgård

  

Nyhedsbrev
fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
nr. 6, december 2007  

Indhold:

1. Leder
2. Nyt fra Havnegade
3. ”Julen varer længe…”

1. Her ved årets slutning vil jeg på Rudkøbing Byhistoriske Arkivs vegne gerne sige tak for godt samarbejde i 2007 til alle dem, vi har haft positiv kontakt med.

Også en varm tak til de frivillige medarbejdere uden hvis vedholdenhed, flid og entusiasme arkivet ikke kan fungere.

Der har i årets løb været mange sjove, spændende og udfordrende henvendelser og opgaver, der er kommet til os udefra. Det er jo noget af det mest tiltrækkende ved at arbejde med publikumsbetjening: man ved aldrig, hvad arbejdsdagen kommer til at byde på.

Også Støtteforeningen for Rudkøbing Byhistoriske Arkiv har ydet en uvurderlig indsats i det forgangne år bl.a. i kraft af, at der var foreningen, der stod bag ”kulturhøringen” i august.

2. Der har i de sidste par måneder været temmelig mange meget omfattende og seriøse henvendelser til arkivet. Nogle brugere er kommet personligt, men flere har henvendt sig pr. mail. Det er naturligvis fremtidens måde at bruge arkiver på, og det stiller krav til os, der arbejder på arkivet. Dels skal vi sikre os, at opgaven er veldefineret, så vi ikke risikerer at gøre overflødigt arbejde. Dels må vi sørge for, at disse opgaver ikke tager så megen tid, at der ikke bliver plads til de daglige opgaver. Derfor understreger vi oftest, at vi ikke foretager egentlige genealogiske undersøgelser for folk. Landet er jo trods alt ikke større, end at det er muligt for folk at besøge os, hvis undersøgelserne virkelig prioriteres.

Støtteforeningen for Rudkøbing Byhistoriske Arkiv deltog i år i ”Rudkøbing by Night”-arrangementet den 30. november. Deltagelsen bestod i, at medlemmer af støtteforeningens bestyrelse og arkivlederen på skift bemandede en lille pavillon, lånt af Museet og opstillet i gården bag museets Østergade-afdeling. Placeringen var valgt, fordi vi havde fået den tilbudt af museet, og fordi vi håbede, at gæster, der kom ind i gården for at få en portion risengrød, tilberedt i Beredskabsforbundets store ”gullaschkanon” ville fatte interesse for vores stand, mens de spiste grøden.

Der havde vi forregnet os! De spisende blev ikke ret længe i gården, og det var for mørkt til, at vi kunne se og evt. kontakte dem, vi kendte. Der blev solgt 2 stk. ”Øboer 2007” og tegnet to medlemskaber i Støtteforeningen. I modsætning til udbyttet af vores stand på Østergade i forbindelse med starten på festivalen gav denne aften ikke nok i forhold til ressourceforbruget.

Hvis der bliver en næste gang, må vi nok hellere stå på gaden.

H. P. Jansen, mangeårig bruger af og frivillig på arkivet, er efter en vellykket bypass-operation tilbage på banen og i gang med en systematisk indscanning af glaspladenegativer. Da der er omkring 120.000, vil det vare en rum tid, før han er færdig.

3. ”Julen varer længe…

-koster mange penge” . Denne linie fra ”Højt fra træets grønne top” synger vi gladelig. Og år for år passer ordene bedre og bedre. TV og aviser fortæller os atter, at julen 2007 bliver den største forbrugsfest nogensinde. Alligevel er der rundt omkring familier, der må spare, og som er glade, når de får en julekurv hos Frelsens Hær.

Kigger vi tilbage, er det dog svært at forstå, hvor fattige og sparsommelige mange måtte være før i tiden – for ikke så længe siden endda. Velfærden var endnu ikke opfundet, hverken som begreb eller i praksis, så noget egentligt sikkerhedsnet var der ikke under de uheldige, der var uden arbejde. Fx var der i august 1922 36% arbejdsløse arbejdsmænd å Langeland, endda i høsttiden, hvor der ellers nok var brug for hænder. Halvdelen af dem var uden understøttelse. De øvrige kunne få fra 5 op til 18 kr. om ugen i max. 90 dage. Men hvad så bagefter? Når julen nærmede sig?

I december 1927 holdt Hjælpekassens bestyrelse og pressen et fællesmøde for at organisere en indsamling med det formål ”at holde Nøden fra Døren i de mange, smaa Hjem, der er lammet af Arbejdsløshed og anden Elendighed”.

Det drejede sig dengang om 160 familier (af gns. 4 personer = 640 mennesker) i Rudkøbing ud af byens ca. 4000 indbyggere. ” Til Arbejdsløses, Gamles, Enkers og Syges Jul” blev der samlet ind. Målet var, at ”ingen Juleaften skal mangle Mad eller Varme”. Ikke mindst det sidste var et problem i de uisolerede huse, hvor den eneste varmekilde var et komfur og måske en kakkelovn. Men hvad hjalp ovnen, hvis man ikke havde hverken brænde eller koks at putte i den?

Af en notits i Langelands Avis fremgår det, at der i december 1927 i Rudkøbing by var 154 arbejdsløse mænd og 8 kvinder (det lave tal for kvinder skyldes naturligvis, at kvinder fortrinsvis var erhvervsaktive, før de blev gift og/eller fik børn. Enkerne og de enlige mødre talte derfor ikke i statistikken).

Ville man være sikker på at få en jul med lidt sul og god varme – og måske et par nye sokker til far, et forklæde til mor og en honningkage til hver af børnene – var sparsommelighed påkrævet.

Det er et begreb, der er gået af mode, i hvert fald blandt yngre mennesker. Kan de ikke købe alt, hvad de vil, taler de i stedet om ”at prioritere”.

Heldigvis var der hjælp at hente for dem, der gerne ville, men i hverdagen havde svært ved at gennemføre en opsparing. Hvis pengene lå i sparegrisen, var det for fristende at slagte dyret, hvis der pludselig kom en uventet udgift – og hvad så med julen? Derfor oprettede man mange steder – også i Rudkøbing – en spareforening. Her hed den ”Julens Glæde af 1884”. Formålet var at samle og opbevare medlemmernes penge med udbetaling til jul. Mindste indbetaling var ifølge vedtægterne 10 øre om ugen, og opkræveren gik rundt til alle medlemmer hver uge, holdt regnskab med det indbetalte beløb (og fik selv en bid af renterne for sin ulejlighed). Lige før jul fik man så sin opsparing udbetalt. Ordningen var meget populær i mange år – ikke mindst hos kvinder, gift med mænd, der ikke altid kom lige hjem med ugelønnen – og den findes faktisk stadig, men mistede sin store betydning omkring 1970.

Også andre tiltag kunne hjælpe dem, der havde viljen, men manglede evnen til det lange, seje træk i opsparingen. Et af disse tiltag var spareuret. Der står et eksemplar her på mit kontor (der tidligere tilhørte driftslederen for Langelandsbanen. Uret var dog nok ikke hans!).

Disse ure tilhørte Dansk Spareselskab og blev placeret i familier, der var medlemmer af foreningen Spareuret. Uret fungerede på den måde, at det ikke kunne gå, medmindre man hver anden dag puttede en krone i den dertil indrettede sprække. Trækkes op skulle det dog hver dag. En gang om måneden kom sparemanden, åbnede det plomberede ur og kvitterede på familiens sparebevis for den sum, 15 kr., han tog med til banken. Uret blev plomberet igen, klar til en ny gang enkroner.

1 kr. var taksten ca. 1940 – 50. Da foreningen startede, var det kun 10 øre.

Vi, der gik i skole i 1950erne, husker bladet Sparegrisen. Det blev uddelt fra Sparekassen et par gange om året. I bladet var en tegneserie ”Peter Spar og Søren Sold” af den kendte filmplakat-tegner Aage Lundvald. Den handlede om den kloge Peter, der havde indset, at det var meget mere morsomt at spare og sætte pengene ind på sparekassebogen end at bruge dem på tant og fjas. Kammeraten Søren øder sine skillinger på alt muligt unyttigt, og når han virkelig gerne vil købe noget, har han ikke flere penge. Ren indoktrinering! Lærerne på skolen solgte ydermere sparemærker, der blev klistret ind i et lille hæfte. Når det var fyldt ud, blev det afleveret i Sparekassen, og der blev tilskrevet nogle kroner på barnets bog. Ve den, der havde glemt sine 50 øre, den dag, det var sparedag i klassen.

Det var sparemoral, var det! Et effektivt modtræk i forhold til overophedning af økonomien i legetøjs- og slikbranchen.

Nu er vi så der, hvor det er næsten umuligt at give gaver til nogen over 16 år – hvis de synes, de mangler noget, har de allerede købt det selv!

Heldigvis er der andre muligheder: Giv en ged til Afrika (eller en perlehøne eller en pakke klortabletter mv.). Det er ikke ironisk ment, men kommer let til at fremstå sådan, når man sætter sig ind i, hvor kort tid, det er siden, nød ikke var forbeholdt dem på starthjælp, men var noget, der ramte en hel samfundsklasse.

Glædelig jul!

December 2007

Else Wolsgård

  

Nyhedsbrev
fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
nr. 5, oktober 2007  

1. Leder
2. Nyt fra havnegade
3. En rigtig valgkamp!

1. Det har trukket lidt ud med nyhedsbrevet for oktober. Grunden er, at jeg håbede at kunne berette om, hvordan arkivets fremtid kommer til at se ud.

Der er dog stadig ingen epokegørende meldinger fra politisk hold, men det lader dog til, at budgettet fremskives uændret.

Spørgsmålet om, hvorvidt kommunen vil oprette et kommunalt arkiv eller vælge at sende de tre fhv. kommuners arkivalier til Landsarkivet, står også fortsat hen i det uvisse. Forhåbentlig er der mere nyt i december.

2. På trods af den ovenfor nævnte usikkerhed fortsætter arbejdet på arkivet støt og roligt.

Årbogen ”ØBOER 2007” blev for et par uger siden færdigredigeret og ventes fra trykkeriet sidst i denne uge. De, der før den 1. august har subskriberet, får den jo til 100 kr. Andre må betale 130 kr. (hvad der faktisk også er billigt).

I år er der otte artikler af vidt forskellig slags – fra en sømands erindringer om en tragisk forbrændingsulykke til søs for 70 år siden til en idyllisk beretning om sommerferier på Strynø.

Redaktionen sætter igen i år perspektiveringen i højsædet, og der er derfor også nogle artikler, der sætter refleksion og eftertanke i gang hos læseren. En artikel (der er led i et forskningsprojekt) om byplanlægningen i Rudkøbing viser klart, at bevaringen af ikke blot den gamle bykerne, men også områderne tæt omkring den nok mere skyldes tilfældigheder end egentlig langsigtet planlægning.

Historien om søbadeanstalten er også lidt af en gyser. Det er således et faktum, at man helt op i 1970erne tæt på badeanstalten udledte vand, der var stærkt forurenet af urenset kloakvand fra byen og spildevand direkte fra slagteriet. Man kommer til at tænke på ”Matador” og doktor Hansen, der allerede i 1930erne forgæves gjorde opmærksom på tilsvarende problemer og de helbredsmæssige risici.

Som noget nyt er ØBOER i år forsynet med en skrivevejledning til dem, der kunne have lyst til at bidrage med en artikel næste år. I redaktionen tror vi nemlig, at der er mange langelændere, der har viden om emner at bredere lokalhistorisk interesse.

”Kulturhøringen” i Bio Langeland den 27. august gik godt. Der var 75 deltagere, og debatten efter paneldeltagernes indlæg var engageret. Som planlagt blev der nedsat en arbejdsgruppe, der indtil nu har afholdt to møder her på arkivet. Hvilke initiativer og projekter, der kommer til at se dagens lys, er det endnu for tidligt at offentliggøre.

Niels Blichfeld Hansen arbejder nu på arkivet i et halvt år, og vi har stor fornøjelse af hans lokalkendskab og journalistiske kunnen.

3. En rigtig valgkamp!

Meget apropos det tilstundende folketingsvalg er her en lille beretning fra Folketingsvalget i 1887.

Det var i ”privisorietiden” 1885 – 94. J.B.S. Estrups højreregering styrede landet på grundlag af såkaldt foreløbige= provisoriske finanslove. På den måde var Folketinget sat ud af spillet, og ”forfatningskampen” mellem det liberale (venstre) flertal i Folketinget og det konservative (højre) flertal i Landstinget bølgede frem og tilbage.

I begyndelsen af 1887 skulle der på trods af krisen være valg igen. Man skal i den forbindelse lige huske på, at demokratiet kun omfattede den – maskuline - del af befolkningen, der for så vidt angår Folketinget var over 25 år og ikke under offentlig forsørgelse. Valgret til Landstinget havde uberygtede mænd over 35 år med en vis indtægt. Det vil derfor være misvisende at kalde datidens demokrati for repræsentativt.

På Langeland opstillede Venstre Edvard Brandes (1847 – 1931), der siden 1880 havde repræsenteret partiet og Langelandskredsen i Folketinget. Edv. Brandes, der jo var bror til Georg Brandes, var ultra liberal, og han gav klart udtryk for sit ønske om at fortrænge borgerskabets bornerte konservatisme.

Den 25. januar var der vælgermøde på Hotel Skandinavien, og allerede der forbrød Højres tilhængere sig mod god tone, idet de med uro og tilråb gjorde det svært for venstrekandidaten, Edv. Brandes, at komme til orde til trods for, at hans tilhængere var i overtal.

Ser man på listen over stillere, er den sociale/økonomiske opdeling mellem Højre og Venstre tydelig. For Brandes er stillerne gårdejere og husmænd, mens højrekandidaten, redaktør H. Wulffs støtter findes blandt skibsredere, adelsfamilierne, de meget store gårdbesiddere og de velbjergede borgere – flest fra den nordlige del af øen.

Det er klart, at Brandes som intellektuel og jøde var en kontroversiel person – hans modstandere hævdede bl.a., at han ikke burde vælges, fordi han hverken var ”kristen eller dansk”(!).

At han alligevel fik så stor opbakning på netop Langeland, kan måske undre os i dag.

På selve valgdagen den 28. januar 1887 – det var en fredag – var vejret pænt, og fremmødet derfor stort. Som skik var, talte først et par af kandidaternes stillere fra den tribune, der var bygget ud på Torvet fra rådhuset. Derefter fik Edv. Brandes ordet: ”Siden vi sidst havde Folketingsvalg, hvordan er det da gået i Danmark? Højre har haft alt, hvad de ønskede: Ministeriet til at regere, Embedsmænd med de rette Meninger, Højesteret med de rette Domme, Landstinget til at rådspørge. Kun én ting har de ikke haft, Folketinget. Det gamle Ord lyder: ”Når Katten er ude, spiller Musen på Bordet”. Her i Danmark har syv Mus spillet på Bordet, mens Katten, Folketinget var sat ud af Spillet. Nu spørger jeg Dem, om De vil sende en forsvarlig Kat ind, der kan og vil gøre det af med de syv Mus?” (stor applaus).

Da begge kandidater havde holdt deres (lange) taler – Brandes dog afbrudt et par gange af tilråb fra et højre-selskab, der sad på første sal på Hotel Langeland på sikker afstand af pøbelen - skred valgformanden til handling eller ”kåring”, som Langelands Avis skrev. Valget foregik i første omgang ved håndsoprækning. Avisens referent vurderede, at der var omkring 3000 mennesker, dvs.mænd til stede. Knap et par hundrede rakte hånden op for Wulff, mens resten støttede Brandes. Herefter begærede Wulff skriftlig afstemning, og den var færdig kl. halv fem om eftermiddagen. Optællingen viste, at Brandes havde fået i alt 1472 stemmer, Wulff 546. Kun i to valgkredse, Rudkøbing og Tranekær-Tullebølle havde Højre fået flere stemmer end Venstre.

Resultatet blev modtaget med jubel af flertallet af forsamlingen, men samtidig begyndte det, der i avisens terminologi kaldes ”de beklagelige begivenheder” at tage fart: Fra et vindue i Hotel Langeland blev der kastet punch og citronskaller ud på forsamlingen på Torvet. Det førte straks til at ”store masser” af ophidsede venstrefolk stormede op ad hotellets trapper med kurs mod værelset, hvor det formentlig temmelig overrislede selskab af højrefolk befandt sig. Disse var dog ikke til sinds at overgive sig uden kamp! Stole blev smidt i hovedet på de angribende venstrefolk, og ”hotellet genlød af vilde kampråb”.

Det er ikke godt at vide, hvordan tumulten var endt, hvis ikke politiet havde grebet ind. Gemytterne blev dæmpet, men man kunne i de følgende dage se et anseeligt antal borgere med blå øjne, bulne fingre og forstuvninger.

Se, det var en rigtig valgkamp!

30. oktober 2007

Else Wolsgård

  

Nyhedsbrev   
fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
nr. 4, august 2007  

1. Leder
2. Nyt fra Havnegade
3. Fra Longelse til Wisconsin – en udvandrerhistorie

1. Leder: Støtteforeningen for Byarkivet står, som mange af nyhedsbrevets modtagere allerede ved, bag den ”kulturhøring”, der finder sted den 27. august. Foreningen håber med initiativet at få taget hul på en nødvendig diskussion af, hvordan kulturen og formidlingen af den kan få sin rette plads i den såkaldte oplevelsesøkonomi. Det er i hvert fald efter mange sociologers og økonomers mening en forudsætning for, at et samfund som fx det langelandske kan udvikles og ekspandere – økonomisk såvel som befolkningsmæssigt.

Lyder det tåget? Så kom og lyt, byd ind med konkrete idéer eller store visioner, når rigtig mange af dem, der interesserer sig for kunst og kultur forhåbentlig mødes den 27. august kl. 19 i Bio Langeland.

Mødet skal gerne resultere i, at en gruppe af de tilstedeværende sætter sig sammen et par dage senere for at se nærmere på, hvilke idéer der skal arbejdes videre med i form af egentlige projektbeskrivelser og ansøgninger om midler fra diverse fonde.

Meget mere om hvad høringen mundede ud i i næste nyhedsbrev!

2. Nyt fra havnegade. Støtteforeningen tog også initiativ til at synliggøre sig selv og arkivet ved hjælp af en teltbod i gågaden mandag og tirsdag under ”forfestivalen”.

Målgruppen var jo primært langelænderne, og dem var der da også en del af på gaden.

Det blev til 15 nye medlemmer og adskillige solgte bøger.

Måske vil succesen blive gentaget ved et Rudkøbing-by-night-arrangement.

Støtteforeningens bestyrelse og arkivlederen har aflagt arkivet i Ringe et besøg og fik en grundig rundvisning og introduktion af arkivleder Jacob Bang Jensen.

Efter en måneds arbejdsprøvning har vi ansat Djavit Hajrizi i fleksjob. Han er allerede godt ind i mange af vores rutiner, og vi hjælpes alle sammen med at løse evt. sprog-forbistringer.

3. Fra Longelse til Wisconsin: Peter og Laurentine drager vestpå.

I juli i år fik arkivet en mail fra USA. Afsenderen hed ”jetsetgrandma” – en imponerende mailadresse. Hun ville gerne vide mere om sine forfædre- og –mødre. Heldigvis havde hun selv nogle oplysninger, så vi havde lidt at begynde med. ”jetsetgrandma”s informationer var dog i flere tilfælde ikke korrekte.
Det skyldes, at de amerikanske immigrationsmyndigheder ikke tog det så tungt, hvordan et navn blev stavet, og om en fødselsdato var korrekt.

Vi kiggede i kirkebøgerne og folketællingen fra 1880, og der tegnede sig følgende billede:
I 1837 blev Peter Mogensen født i Lindelse. Fem år senere bliver Laurentine Christine Hansen født i Fuglsbølle. De unge mennesker mødes, mens hun og måske også han tjener på (herre)gåden Skovsboe. Mødet resulterer i, at Laurentine som 19årig i november 1861 føder en søn. Faderen opgives at være Peder Mogensen (kirkebøgerne er jo ofte heller ikke konsekvente mht. stavning af Peter/Peder). Til gengæld kan vi se, at man åbenbart stadig bruger at give barnet et patronymikon – faderens navn + søn. Den lille bliver i Skrøbelev kirke døbt Hans Christian Pedersen. Begge forældre bor på fødselstidspunktet i Torpe.

Man kan gætte på, at Hans Christian som spæd har været anbragt hos Laurentines forældre, mens hun selv knoklede videre som tjenestepige for at spare lidt op. Knap to år senere er den gal igen. Laurentine er igen gravid. Denne gang tager det unge par konsekvensen, og de bliver gift i september 1863. Det følgende år i februar ser en lille ny Pedersen dagens lys – denne gang en Anton.

Folketællingen fra 1880 viser, at familien bor i Longelse, nærmere bestemt Barager i et ”hus”, måske et lille husmandssted. De to ældste drenge bor ikke hjemme mere, men det er der seks andre børn, der gør. Blandt dem en Petrosine – det er altså ikke blot i vore dage, forældre giver deres børn besynderlige navne!

1884 er året, hvor familien beslutter sig for at emigrere til USA. På det tidspunkt har de fået to børn til, dvs. det samlede børnetal er ti.

Det viser sig, at de to ældste sønner var emigreret et par år før, og nu fulgte forældrene altså efter.

Der er imidlertid noget underligt ved deres afrejse. De tager nemlig kun fire børn med sig, alle i alderen 7 til 2 år.

Det er forståeligt, at Christian på 16 år og Hansine på 14 ikke skulle med. De var nok ude at tjene og ønskede måske ikke at rejse. Mere mærkeligt er det, hvorfor Rasmus på 10 år og Anne Catrine på 2 blev ladt tilbage. Lakunerne i vores viden lader sig ikke fylde ud. Børnene er ifølge kirkebøgerne ikke døde, men deres helbred kan have været for dårligt til, at forældrene turde rejse med dem. Det kan jo også være, at barnløse slægtninge har tilbudt at tage dem til sig.

I 1905 var der folketælling i det nye land ”Wisconsin State Census”, og heraf fremgår det, at Peder og Laurentine havde i alt 15 børn, hvoraf de 7 levede på tællingstidspunktet. Hvor mange der boede hos forældrene, er ikke oplyst.

Den næste tælling fra 1910 angiver, at Peder Mogensen stadig ikke ejer, men lejer det land, han dyrker ved Elk Mound. Han kan læse, skrive og tale engelsk, hvorimod laurentine kan læse og skrive sproget, men ikke taler det. Selv om han ikke blev rig, blev Peder og hans kone øjensynlig agtede medlemmer af lokalsamfundet - i hvert fald efter nekrologen at dømme. Han døde i 1916 som knap 80årig formentlig af den spanske syge. Blot en uge efter sluttede Laurentine sig til ham.

”jetsetgrandma”s oldefar var den ældste ”uægte” søn, Hans Christian. Han giftede sig med en dansk, indvandret pige og købte et stykke jord, som han dyrkede. Han døde som 41årig i 1902 af tuberkulose. Hans enke, Mary, sad tilbage med 4 børn. Et femte barn var død samme år som Hans Christian.

Mary levede til gengæld i endnu et halvt århundrede, før hun døde af alderdom i Minnesota.

Normalt yder arkivet ikke omfattende hjælp til genealogiske udredninger, men denne her sag synes vi, er interessant, idet den illustrerer en typisk udvandrerhistorie. De rejste ud for at få et bedre liv, end det, de kunne håbe på som arbejdsfolk på landet, velsignet med mange børn.

Måske fandt de ikke helt det, de havde håbet på, men meget tyder i retning af, de fik en højere samfundsmæssig status, end den de kunne have opnået i Longelse. Der er også stof til lidt perspektivering, idet historien indeholder et par mønstre, vi kan nok kan genkende: Sønnen gifter sig med en anden dansk indvandrer, og moderen kan efter 25 år i det nye land stadig ikke tale sproget….

Rudkøbing den 14. august 2007

Else Wolsgård
 

Nyhedsbrev
fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
nr. 3,  juni 2007  

1. Leder
2. Nyt fra havnegade
3. Jens Chr. Bay skriver fra Chicago om ”Gamle Rudkøbing Originaler”.

1. Sommeren er over os, og arkivet får besøg af turister, der gerne vil vide lidt om deres slægt. Det er da morsomt at kunne hjælpe dem og se deres begejstring over, at fragmentariske oplysninger pludselig falder på plads og danner et hele. Men hvis man tror, at folk, der fordyber sig i familieundersøgelser, er de historiske arkivers primære målgruppe, tager man fejl.

Arkivernes store opgave er at dokumentere, hvad der er sket i lokalsamfundet – for lang eller kort tid siden – og i formidlingen af de forskellige slags oplysninger perspektivere det, der skete for år tilbage, så man om muligt kommer til at forstå både fortid og nutid bedre.

Støder man fx på oplysninger fra 1720 om et meget ”ulige” ægteskab, hvor der er stor aldersforskel på ægtefællerne, hjælper det på forståelsen, hvis man sætter sig ind i datidens meget kontante måde at se på ægteskab på. Det var ofte praktiske forhold – overtagelse af et fæste, behov for en madmoder i huset – der afgjorde, hvem der blev gift med hvem. I dag er et arbejdsfællesskab mellem mand og kone sjældent. Det findes selvfølgelig, hvor de sammen driver et firma, fx et landbrug. Men også der gør efterkrigsgenerationernes forventning om kærlighed og romantik som grundstenen i et parforhold sig gældende. Den sociale mobilitet og kvinders selvforsørgelse stiller store krav til matchningen i vore dage.

Inden det næste nyhedsbrev kommer i august, vil kommunens budgetforhandlinger være gået i gang.

Rudkøbing Byhistoriske Arkiv håber naturligvis, at vi til næste år vil have mindst de samme økonomiske rammer som i indeværende år.

2. Jeg deltog den 25. maj i åbningen af udstillingen ”Varder” om grønlænderbørnene i Danmark (se nyhedsbrev nr. 1, 2007). Det foregik i Nordatlantens Hus i København, og åbningstalen blev holdt af Tine Bryld, der jo har skrevet en bog om grønlænderbørnenes skæbner.

Den 12. juni var der kursus om bevaring af gamle film og fotos. Det foregik på Brandt’s i Odense og gav god inspiration til, hvordan de levende billeder kan formidles. Også spørgsmålene omkring kontrakter med kommercielle virksomheder og rettighedsspørgsmål blev gennemgået. Det viser sig, at svenskerne er langt foran os i Danmark med hensyn til klare regler på området.

Langeland Kommune ønsker i øvrigt nu en undersøgelse af, om og i givet fald hvordan der evt. kan etableres et kommunearkiv bestående af de tre fhv. kommuners arkivalier. Resultatet af undersøgelsen vender vi tilbage til i næste nyhedsbrev.

Djavit Hajrizi er begyndt som fleksjob-praktikant på arkivet. Han er kontoruddannet, har rygproblemer og er meget motiveret for at komme i arbejde. Vi håber, at Djavit falder godt til hos os.

Redaktionen af Øboer 2007 skrider fremad. Vi har indhentet tilbud på trykning og kan heldigvis holde os inden for budgettet igen i år! Deadline er 1. august. Oplaget på 800 eksemplarer af årgang 2006 er så godt som udsolgt, og redaktionen håber naturligvis på samme succes i år.

Fyns Stiftstidende har været på besøg, fordi de er ved at samle materiale til et sommer-tema om fynske arkiver. Journalist og fotograf interesserede sig især for det gamle 24-timers ur og for arkivets fine publikumsfaciliteter.

3. ”Gamle Rudkøbing Originaler” af J. Chr. Bay, Chicago. Artikel i Langelands Avis den 28. august 1926. Bay, (f. 1871, d.1962) var født og opvokset i Rudkøbing. Hans far havde været i Amerika, og derfor blev også sønnen tiltrukket af de store muligheders land. Allerede før han havde afsluttet sine plantefysiologiske studier i København, rejste han i 1892 til Missouri. Der blev han ansat ved den botaniske haves bibliotek. Nogle år senere blev J. C. Bay ansat som assistent ved Libraby of Congress i Washington D.C. I 1905 blev han tilbudt job på The John Crear Library i Chicago, et af verdens største videnskabelige biblioteker. Først som chef for klassificeringen og endelig som overbibliotekar.

Rudkøbing havde til stadighed en stor plads i hans hjerte, og han holdt sig orienteret om, hvordan det gik i byen. I 1955 blev der afsløret en buste af ham i Ørstedsparken, skænket af en dansk restauratør i Chicago. Følgende spredte barndomserindringer foregår omkring 1880.

”Mon der endnu er nogen tilbage, der erindrer Morten Filip? Jeg kan lige netop huske, hvordan han råbte op og tog på vej og havde frisprog. Der var engang en ung kommis i en af byens forretninger, som dyrkede et overskæg. Det var lige begyndt at sætte lovende spirer, da den unge mand en dag mødte Morten. Hans ansigt trak sig op i forbavselse, og han udbrød: nej, nu har jeg aldrig set mage til skæg. Det er – som han kunne bedyre – det største skæg på hele Langeland!

Huset på havnen, hvor hans enke boede med sine to vanvittige børn, er nu borte. De holdt ud i det sølle hus i mange år. En trist skæbne. Men de var ikke de eneste, hvis tilværelse forekom os forfejlet og hensigtsløs.

I den gamle fattiggård fandtes der i min barndom en flok mennesker, som gjorde et dybt indtryk på os alle. Fattiggården var, som så mange andre ældre gårde i vor by, og lå med den åbne side ud til Blindestrædet – nu Strandgaden. Denne åbne side var lukket med et plankeværk. Midt i dette sad en port, og til venstre for porten var en dør eller høj låge. Når man trak i håndtaget til en klokkestreng på muren ved denne dør, blev døren åbnet, idet nogen inde fra forstanderens dagligstue trak en jernstang fra, som holdt døren. Inde i gården stod Ana Pudselykke og vaskede eller skrubbede gryder. Ana var stærk både i mælet og i sin krop.

I hjørnevinduet med udsigt til stranden sad på en høj stol en mand, der var lam, og bandt fiskegarn. På væggene omkring ham hang bur ved bur med kanariefugle. Jensen var en smuk mand med blondt skæg. Det var skik, at skipperne, hver gang de kom i havn, bragte en pakke tobak til Jensen.

Tobakken blev selvfølgelig smuglet ind, og et barn fik lov at gå over i fattiggården og aflevere gaven. Jeg husker, hvordan den blege, værkbrudne mand ved en sådan lejlighed løftede mig op og kyssede mig. Han syntes at leve ret sorgløst og havde ingen dårlige vaner. Bestandig sad han ved sit vindue og hilse venligt på dem, der gik forbi.

Det hed sig, at Ana Pudselykke, den skrappe pige i gården, og Jensen var kærestefolk. Det være som det vil, men hver søndag når vejret var godt, åbnedes fattighusets dør, og Ana skubbede en stor, læderbetrukken rullestol frem, hvorpå hun gik ind igen, hentede Jensen og satte ham i stolen. Og derpå drog de to ud i den grønne skov. Ana skubbede vognen hele vejen ud og hjem, og så bar hun sin ven ind igen og satte ham i stolen ved vinduet.

Dette var fattiggårdens lyse side. Den mørke side repræsenteredes af skikkelser som Rasmus Sjællænder og Klavs Bang. Da de for længst er døde og borte, tør man vel nok give dem ord for at have givet deres samtid et levende billede af drukkenskabens elendighed.

Klavs Bang var af god familie, og det blev sagt, at han var eksamineret jurist og havde haft plads på byfogedkontoret – det gamle kontor, hvis indgang var i porten til borgmestergården i Blindestræde, hvor borgmester Sagers gule hund lå på lur og røg i benene på enhver, der ubevæbnet nærmere sig det høje sted.

Min moder lånte Klavs Bang bøger og havde ondt af ham, når han med sit dannede sprog kom og stod ved døren og fik et nyt bind af ”Et købmandshus i Skærgården”. Der var imidlertid intet udkomme med ham. Moder sagde så tit:” Pas nu godt på Dem selv, lille Bang”, men inden aften kunne Klavs findes halvt bevidstløs på Hans Høghs Plads eller bag en af Boas’ tømmerstokke.

Han og Rasmus Sjællænder drak aldrig i selskab, men hver for sig. Rasmus var drabelig og tilbøjelig til at blive studs, indtil brændevinen tog alle sanser fra ham, og de kom kørende med ham på en trillebør, og den sorte dør atter stængede ham inde i håbløsheden.

Det forekommer mig, at Klavs Bang hængte sig og lå lig i rullestuen. Det forekommer mig også, at der blev sagt, at hans ulykke skyldtes kærestesorg. Der kunne følgelig være undskyldning nok, thi i gamle dage var kærestesorger en kilde til mange katastrofer………..

Den gamle tid fostrede mange originale mennesker, og der var plads for deres originalitet i et samfund, hvis regulering endnu ikke var tvunget ind i de former, som har vist sig nødvendige under vore moderne, yderst sammensatte livsforhold. (her følger et afsnit om kloge mænd og koner)….

I selve byen havde vi en praktikant, som hjalp folk, når de fik smuds i øjnene. Hun boede i Slippen mellem Gåsetorvet og Kirkepladsen. Det er mig ikke muligt at huske hendes navn. Hun slikkede smudset ud af folks øjne med sin tunge, og det var en probat fremgangsmåde. Hun havde ingen konkurrence. Hun lod tungen spille under patientens øjenlåg, og så hang smudset ved, og det var det hele.”

Forskellene på forholdene i 1880-erne og nu er slående – hvad enten man fokuserer på selve fattiggårdens univers, på handicappedes livsvilkår eller det udtalte skel mellem ”dem” og ”os”.

Den små Jens Chr. havde en klar fornemmelse af, hvor han hørte til! Alligevel viser han en for den tid usædvanlig social forståelse for årsagerne til, at nogle kom i uføre.

Den privatpraktiserende ”øjenrenser” er et kapitel for sig. Praktisk var det jo at kunne få sand, savsmuld, avner eller lignende fjernet hurtigt – og endda uden tidsbestilling! Men det er ikke rigtigt, at hun ingen konkurrenter havde. For i Skrøbelev boede Sofie, som kunne det samme trick, og som efter sigende også havde frelst manges øjne fra evigt mørke! I en tid, da de fleste kun søgte læge, hvis det var livet om at gøre, var der fuldt op at gøre for de kloge mænd og koner, der kunne deres kram.

Juni 2007

Else Wolsgård  

 

Nyhedsbrev  
fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
nr. 2, Juni 2007  

Indhold:

1. Leder: Arkiv og museum i fælles indsamlingsnetværk
2. Nyt fra Havnegade
3. Et margarineeventyr blandt kannibaler

1. Rudkøbing Byhistoriske Arkiv er gået med i en nyskabelse: et digitalt indsamlingsnetværk.

Det er Dansk Folkemindesamling, der står bag. Sammen med Langelands Museum vil vi sætte fokus på ”Lokale og regionale forskelle”.

Efter strukturreformen er det blevet ekstra betydningsfuldt at finde ud af, hvad der henholdsvis skiller og samler indbyggerne i Danmark. Kortlægning af den lokale identitet er derfor en spændende nyskabelse. For selv om kommunen er blevet større, er der nok stadig langt fra Bagenkop til Hou…

Spørgeskemaet indeholder 25 spørgsmål, fx ”Hvordan reagerer du, hvis det sted du bor, bliver hængt ud eller idylliseret?” (som da Tullebølle for et par år siden blev udnævnt til den kedeligste by i landet. Det fik folk op af stolene!) – ”Hvornår føler du dig hjemme? Hvorfor?” (flere nævner, at de føler sig hjemme, når de når Bregninge bakke, hvor man kan få øje på Langeland)

Der kommer i uge 17 et link til undersøgelsen på museets og vores hjemmeside – der p.t. lettest findes via Google, da kommunens henvisninger endnu ikke er på plads.

Alle læsere af nyhedsbrevet opfordres til at deltage i undersøgelsen – unge såvel som ældre, ”indfødte” og tilflyttere!

Han man ikke selv adgang til nettet, kan man ringe til os på 6351 6325og aftale en tid. Så hjælper en af arkivets medarbejdere gerne med udfyldelsen på en af vores PCer.

Når undersøgelsen er slut, får de medvirkende museer og arkiver adgang til materialet fra deres eget område – i anonymiseret form. Det vil vi opbevare som et værdifuldt tidsbillede fra kommunesammenlægningernes turbulente æra.

2. Arkivet har omsider fået sine ny vedtægter. De ligner til forveksling de gamle, men der skulle en ændring til, fordi Rudkøbing Kommune jo ikke længere eksisterer. Navnet er dog stadig Rudkøbing Byhistoriske Arkiv.

Den 3. april havde arkivet besøg af et dusin brandfolk. De var på deres månedlige øvelse, og vi havde fra arkivets side bedt dem om at komme en tur herhen. Formålet var, at de skulle se, hvor mange rum, der er på arkivet, og hvor de er placeret. Det er jo ulige lettere i dagslys, end når alt er indhyllet i sort røg. Brandfolkene blev også orienteret om, hvor de forskellige slags arkivalier befinder sig.

Vi talte også om, hvor vigtigt det er, at der benyttes pulver- og skumslukning frem for vand. Det skal da også lige understreges, at de professionelle brandfolk var temmelig chokerede over, at der ikke findes hverken indbruds- eller brandalarm i bygningen.

Lige før Påske var vi desværre nødt til at sige farvel til Gitte Hansen, der har arbejdet på arkivet med løntilskud i et år. Det er et meget stort savn, at Gitte nu ikke længere er her med sin kompetente opgaveløsning og sit gode humør.

3. ”Et margarineeventyr blandt kannibaler”.

200- året for Mads Langes fødsel bringer minder om andre langelændere med eventyrlige liv frem. Fx Peter Christian Hansen. Han var født i 1857, dvs. halvtreds år efter Lange.

Hansen er ikke nær så kendt, men hans historie er også værd at kende, og den er endda mere kulørt end Langes.

Peter Hansen voksede op i en fattig familie i Ramsherred i Rudkøbing. Efter konfirmationen kom han i snedkerlære, men løb af pladsen for at komme ud at sejle.

Eventyrene på ”De syv have” fik tag i ham, og bortset fra et enkelt besøg på Langeland, da han var 25, tilbragte Peter Hansen sit liv under sydligere himmelstrøg.

Efter et forlis havnede han i Sydney i Australien, hvor det lykkedes ham at komme med på en tysk ekspedition til øerne omkring Ny Guinea. Der lærte han en kvinde ved navn ”dronning Emma” at kende. Hun havde grundlagt to af de største handelsfirmaer i Stillehavet, og som trader dvs. handelsmand for hende tjente Peter Hansen mange penge. Han opslog sit domicil på den største af vulkanøerne i øgruppen Witu, hvor han også byggede en havn, der blev opkaldt efter sin grundlægger og fik navnet Petershafen. Omkring havnen opstod en by af samme navn. .

Den nyrige handelsmand startede sit eget handelshus og regerede som en slags enevældig monark på øen, hvor han foruden en indfødt kone også havde et harem med 28 lokale skønheder.

Men nu må vi ikke glemme margarinen! Den var jo grundlaget for den blomstrende handel.

Fra midten af 1800-tallet var et nyt produkt, der var billigt, og som kunne erstatte smør, blevet populært i Europa. Det blev kaldt margarine – fra græsk margaron = perle på grund af de perleagtige aflejringer i fedtsyren. Margarinen vandt frem, især i de store byer, hvor det dyre smør var uden for arbejdernes økonomiske rækkevidde. I Danmark betød brugen af margarine også, at der blev langt mere smør til eksport.

Én af de vigtigste ingredienser i den tids margarine var kokosfedt, kaldet kopra. Og netop kokospalmer voksede vildt i enorme mængder på Stillehavsøerne. Ca. 1880 fandt man en metode til at hærde kokosfedtet, så det fik en højere smeltepunkt, og det gjorde med ét kopraen meget eftertragtet.

Da de første europæere kom til øerne ved Ny Guinea, levede indbyggerne dér på et udviklingstrin, der svarer til vores stenalder. Så en simpel ting som søm blev hurtigt meget efterspurgt, og en dygtig handlende kunne købe en hel sæk store kokosnødder for ét søm! En anden populær handelsartikel var svovlstikker. Tænk at kunne tænde ild når og hvor man ville! En æske af de populære ildpinde var nok til at købe sig en ung, smuk kone.

Så sent som i 1967 besøgte globetrotteren Arne Falk Rønne Witu, og han talte med en gammel mand, der var en af Peter Hansens mange svogre. Han fortalte om ”Master Peter” og om, hvordan befolkningen helt op til begyndelsen af 1900-tallet havde været aktive kannibaler, når de var i krig med indbyggerne på naboøerne.

Selv om Peter Hansen levede som en ukronet konge, var livet på en sydhavsø ikke uden risiko.

Engang ødelagde en taifun (tropisk orkan) både havnen og hele handelsstationen. De indfødte troede, at det måtte være deres hersker, der havde nedkaldt gudernes vrede over øen, og de ville derfor hævne sig på ham. I sidste øjeblik ankom et skib med nye forsyninger af handelsvarer, og kong Peter blev indsat i sin gamle værdighed igen.

Da første verdenskrig begyndte, blev han dog frataget sin værdighed (han var blevet tysk statsborger) og slog sig derefter ned på en anden ø, hvor han levede til sin død i 1929.

Det fortælles om ham, at han aldrig mistede sit gode humør, uanset hvordan livet formede sig for ham. Og han gjorde sit bedste for at sørge for de mange børn, der blev resultatet af hans turbulente liv.

Hvis nogen får lyst til at besøge Witu i dag og medbringer en gentest, vil den sikkert vise, at der stadig er meget langelandsk blod i årerne på Wituanerne!

Peter Christian Hansen blev ikke kendt og feteret i sin hjemstavn, sådan som hans forgænger Mads Lange blev. Alligevel var hans liv eventyrligt. Og på de sydlige breddegrader var han i sin storhedstid så kendt, at et brev fra Danmark med påskriften ”Peter Hansen, Stillehavet” nåede frem til adressaten!

(Kilder: avisomtaler i Peter Hansens læg på Rudkøbing Byhistoriske Arkiv, Encyclopedia Britannica, www.wikipedia og Den Store Danske Encyclopædi)

Else Wolsgård
April 2007  

Nyhedsbrev
fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
nr. 1, april 2007  

1. Leder
2. Nyt fra havnegade
3. En god historie?

1. Kommunen i økonomisk knibe – nedskæringer i vente – skattestop.

Så er det på plads. Der skal ikke lyde beklagelser fra arkivet lige nu, for der er sikkert mange andre, der mærker stramningerne mere end vi.

Så jeg vælger på arkivets vegne at se optimistisk fremad!

En embedsmandsgruppe – bestående af forvaltningschefen og lederne fra arkiv, museum og bibliotek - er nedsat for at se på, hvordan arkivets fremtid skal forme sig. Jeg opfatter udvalgets kommissorium som en tilkendegivelse af, at Rudkøbing Byhistoriske Arkiv skal bestå.

Forhåbentlig kommer der allerede til sommer en handlingsplan. Den vil jeg selvfølgelig informere nyhedsbrevets læsere grundigt om.

2. Arkivet havde den 13. februar besøg af borgmester Knud Gether og kommunaldirektør Jørgen Christiansen. De blev vist rundt på arkivet og fik information om, hvad vi arbejder med.

Flere interessante donationer er kommet arkivet til gode, bl.a. fhv. isenkræmmer Svend Aa. Thorsens erindringer. Langeland Kommune har givet os et maleri af A.S. Ørsted sammen med bl.a. en gammel kiste, som vist engang indeholdt købstadens formue.

Fra skotøjshandler Ida Bay har vi modtaget et antal kassebøger fra forretningens tidlige år, og det lokale politi har givet os nogle protokoller med dagsrapporter fra årene 1954 til -67.

Vi har sagt farvel til Bo Møllegaard Hansen, der har været i fleksjob på arkivet siden 2001, men som nu af helbredsmæssige årsager er stoppet. Arkivet har haft stor nytte af hans interesse for fotos og digitalisering af film, og vi er taknemmelige for det arbejde, han har udført.

Som følge af de kommunale kontorers flytning er der blevet en del møbler til overs. Dem har arkivet været så heldig at få nogle af, bl.a. mødeborde og stole til stueetagen, reoler, skriveborde og kontorstole. Vi er meget glade for alle tingene!

3. Grønlandske plejebørn på Langeland. En god historie? Både og; i hvert tilfælde en tankevækkende vinkel på, hvordan man før og nu ser på begreberne identitet og kultur.

For et par uger siden blev jeg pr. mail kontaktet af Louise Fontain fra Nordnorge, der er i gang med at arrangere en udstilling om de 1600 grønlandske børn, der kom til Danmark på kortere eller længere ophold mellem 1961 og 1976. Hun er selv et af disse børn, og hun spurgte, hvad vi havde om de børn, der dengang kom til Langeland?

Vores søgninger på emner som Grønland, grønlandske børn, ferie- og plejebørn gav intet resultat.

En af arkivets frivillige medarbejdere fik så den kreative idé at søge under de lokale afdelinger af velgørende foreninger. Her var der bid! I materialet om Lions Club var der både breve til organisationens medlemmer og en række avisudklip, der belyser sagen nærmere.

Først nogle facts: Allerede i begyndelsen af 1950erne mente det danske styre i Grønland, at der var behov for at skabe en elite af grønlandske børn, der via indsigt i dansk sprog og kultur skulle blive i stand til at danne fortroppen i det grønlandske uddannelsessystem.

Ca. 20 kvikke børn i alderen 5 til 8 år med vanskelige hjemlige kår blev i 1951 udvalgt og med forældrenes velsignelse sendt et år til Danmark, hvor de boede hos plejeforældre. Da året var omme, blev de sendt til Nuuk, hvor der var bygget et børnehjem til dem. Der skulle de bo, mens de gjorde deres skoleuddannelse færdig.

Ulykkeligvis havde børnene i løbet af året glemt deres modersmål. De kunne ikke længere tale med deres mor, far eller søskende. At mange af dem både dengang og senere fik en alvorlig identitetskrise, var uundgåeligt.

Hele det forløb er beskrevet af Tine Bryld i bogen ”I den bedste mening” (1998). Hun har interviewet alle de børn fra dengang, der stadig levede midt i 90erne, samt deres familiemedlemmer. Det er der kommet en grundig og hjerteskærende beretning ud af om et socialt eksperiment, der nok var iværksat ”i den bedste mening”, men som samtidig var helt uden forståelse for kultursammenstød eller børnepsykologi.

Nu skal man jo altid forstå fortidens tildragelser ud fra tidens forudsætninger, men forløbet må alligevel siges at mangle basal respekt for grønlandsk kultur: alt dansk var godt, det grønlandske duede ikke.

Hvad har det så med Langeland og den norske udstilling at gøre? En hel del, viser det sig.

”Fordanskningspolitikken” og kulturimperialismen fortsatte nemlig med uformindsket styrke frem til indførelsen af Grønlands Hjemmestyre i 1979. Derfor blev man helt op til 1976 ved med systematisk at sende børn på ca. 9 år til Danmark for at skole dem i danskhed. Nogle var her i et år. Andre, som de, der kom til Langeland, var her i første omgang kun i nogle måneder.

Børnene, der kom hertil i juli 1968 var 6 piger og 9 drenge fra byen K’utdligssat på vestkysten. Senere kom 4 piger og 7 drenge fra Scoresbysund/Ittoqqortoormiit på østkysten. De rejste alle tilbage i oktober samme år.

Arrangørerne i Lions Club bag arrangementet ”grønlandske plejebørn på Langeland” var opmærksomme på de vanskeligheder, der kan opstå.

Faktisk var det langt fra alle organisationens medlemmer, der synes om idéen med at få et grønlænderbarn i pleje. Man fornemmer, at andre grupper, fx sønderjyske børn ville være blevet budt mere entusiastisk velkommen. Der var dog heldigvis tilstrækkeligt med velsituerede borgere, der meldte sig.

I et brev til ”plejeforældrene” står der bl.a.

”Det er ikke sikkert, at Deres feriebarn kommer fra et hjem med faste måltider. Bliv derfor ikke overrasket, hvis spisevanerne ikke er så gode.

Der er oftest ikke indlagt vand i de grønlandske huse. Det er ofte forbundet med større vanskeligheder at skaffe vand i tilstrækkelige mængder. Selvom der er indført skolebadning i en del skoler på Grønland, vil der derfor næppe være noget at sige til, at man ikke har magtet at lære børnene ordentlig personlig hygiejne – og det vil gavne deres feriebarn at lære det i deres hjem.”

Selv om vi i dag synes, det er lidt barske udmeldinger, kunne man dengang nok have skrevet nogenlunde det samme om feriebørn fra Vesterbros mørke baggårde. Det var ikke på samme måde som nu politisk ukorrekt at skelne mellem ”dem” og ”os”.

Der i hvert fald ingen tvivl om, at de langelandske arrangører gjorde deres bedste, for at børnene fra det kolde nord kunne blive underholdt – fodboldkampe, udflugter mm. De, der var her længst, kom også i skole, hvor de for alvor fik prøvet deres danskkundskaber.

Desværre er der ingen journalister, der refererer forsøg på at tale med et af børnene om, hvordan han eller hun oplevede at være borte fra hjemmet så længe.

Vi ved, at 16 af børnene kom til Danmark igen året efter for at perfektionere sig i dansk og dermed forberede sig på en realeksamen i Godthåb/Nuuk.

Og nogle blev her åbenbart. Måske kom de i permanent pleje eller blev ligefrem adopteret? Der var i hvert fald nogle danske plejefamilier, der søgte om at måtte adoptere. Om der blandt dem var nogen fra Langeland, vides ikke.

Selv om alt skete ud fra forudsætningen om, at det var til grønlændernes eget bedste, betød det ikke, at de involverede børn blev lykkelige af opholdet sig i Danmark.

Via Louise Fontain i Norge har vi fået et avisudklip fra 1974, skrevet af netop en af de drenge, der kom til Langeland i 1968:

Jeg har hjemve

Jeg er en grønlænderdreng på 18 år, som har været i Danmark i 6 år. Aldrig før har jeg været så fyldt af hjemve, som jeg er i dag. Da jeg plejer at skrive digte, så er det heller ikke til at la’ være med at skrive om det.

Man sidder her langt fra hjemmet og græder sorgen væk hver nat. Venner kan man godt skaffe, men det er ikke som barndomsvenner.

Mit land, min kærlighed, mine søskende og mine forældre. Det er det bedste, alle i verden kender. Men hvor er mine?

Langt væk.

Langt væk herfra, hvor jeg sidder.

Jeg er ikke hel i dag,

heller ikke halv,

men hvad er jeg så?

Jeg er intet menneske, så længe jeg

sidder alene med mig selv

I dag bor han i Grønland og er heldigvis glad og tilfreds med sit liv. Når han skal skrive noget på grønlandsk, er han nødt til at skrive det på dansk først og så oversætte det til sit modersmål – det sprog, han som barn blev opmuntret til at om ikke ligefrem at se ned på, så dog at betragte som mindre fint end dansk.

Den 20-2-2007

Else Wolsgård 

Nyhedsbrev fra
Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
nr. 6, februar 2006  

Kære læser!

I dette nyhedsbrev vil du lede forgæves efter den sædvanlige ”gode historie”.

Det hele handler om, hvad der er sket på og omkring arkivet. Men det er forhåbentlig også en slags god historie?

Det er en rum tid siden, jeg skrev det forrige nyhedsbrev, og flere har spurgt, hvornår der nu kom et igen.

Jeg har sagt det, som det var, nemlig at jeg gerne ville afvente den politiske beslutning om, hvordan arkivets (og min) fremtid kommer til at se ud.

Det ved vi så nu. Langeland Kommunes politikere har besluttet, at arkivets budget fortsætter uændret, og at jeg kan fortsætte i jobbet som byarkivar, uden at stillingen igen skal opslås.

Til gengæld vil man så ansætte mig 15 timer om ugen (i stedet for som nu 20 t/u), tidsbegrænset til året 2007.

Det har jeg valgt at acceptere, idet jeg håber på, at den embedsmandsgruppe, der i løbet af foråret skal komme med forslag til Byarkivets fremtidige organisation, kommer til en konklusion, der indebærer en anerkendelse af, at arkivet er en vigtig del af Langelands kulturarv, og at der dermed er behov for en permanentgørelse af lederstillingen.

Hvad en evt. donation af fondsmidler kan komme til at betyde i den forbindelse, er p.t. ikke afklaret.

Støtteforeningen for Rudkøbing Byhistoriske Arkiv og Fyn-Langeland Fonden skylder jeg stor tak, fordi de hele vejen har bakket arkivet og mig uforbeholdent op.

Straks da det viste sig, at der var problemer med at finansiere min forbliven på arkivet, gik bestyrelsen i gang med at undersøge, om der kunne skaffes yderligere midler. Det viste sig, at Fyn-Langeland Fonden, der tidligere på året gav arkivet en gave på 25.000 kr. (som vi købte IT-udstyr for) igen var villig til om muligt at sikre arkivets fremtidige funktion, idet de gav tilsagn om igen at give et lignende beløb.

I de forløbne snart elleve måneder har nyhedsbrevene givet beslutningstagerne og andre interesserede mulighed for at holde sig à jour med alle de aktiviteter, der har været gang i på arkivet. Som læserne af de tidligere nyhedsbreve ved, er der sket en del.

Senest har vi fået en ekspert i arkivregistreringssystemet Arkibas til at undervise samtlige ansatte og frivillige på arkivet en hel dag i den rette brug af systemet. Jeg har for nylig haft et lovende møde med en fundraiser med henblik på at skaffe midler til gennemførelse af det ABM (arkiv-bibliotek-museum)- samarbejdsprojekt, der blev beskrevet i nyhedsbrev nr.3.

Sammen med repræsentanter for de fire foreningsdrevne arkiver i kommunen har jeg været til et møde med Langeland Kommunes sekretariatschef og udviklingsdirektør, hvor jeg bl.a. plæderede for, at Rudkøbing Byhistoriske Arkiv bør få status som et såkaldt § 7 arkiv, dvs. et arkiv, der kan varetage bevaringen af de kommunale arkivalier.

Selv om arkivet ikke rangerer højt, når beslutningstagerne prioriterer de til rådighed stående midler, ved jeg, at Byarkivet hos mange borgere i og uden for kommunen har en særlig status. Det har det, fordi vi har så meget materiale, så stor en fotosamling og så effektivt et fremfindingssystem, at vi er i stand til at hjælpe de fleste, der henvender sig med konkrete spørgsmål.

Således havde vi i november besøg af den kendte dokumentarfilminstruktør og forfatter Lars Johansson, der søgte baggrundsmateriale til en roman om de franske og russiske krigsfangers oplevelser om bord på flydedokken, der strandede på Påø den 4. maj 1945. Her kunne vi hjælpe med mange originale fotos, kopier af beretninger, båndede fortællinger mv.

Et andet illustrativt eksempel på vores sammenhængende arkivsystem kan illustreres af to canadiske damer, der kom ind ad døren og ”gerne ville vide noget om den enes farmor”. De eneste oplysninger, de havde, var farmoderens navn og fødselsdag. En halv time senere havde de navne på hele familien, oplysning om, hvor de havde boet samt fotos af familiemedlemmer og deres hjem på Nørrebro. Ikke så mærkeligt, at de gik glade herfra – med oplevelsen af et højt, professionelt serviceniveau. Og de var forundrede over kun at skulle betale for fotokopierne!

Årbogen ”ØBOER 2006” (130 kr.) er udkommet og har fået en god kritik i pressen. Salget går strygende, og det er tegn på, at der er en solid interesse for lokalhistorie. Det er også dejligt, at rigtig mange langelændere, der nu er bosat andre steder i landet, bestiller bogen.

Denne effektivitet og de usædvanligt lange åbningstider (sammenlignet med andre lokalarkiver) er kun mulige på grund af de dygtige medarbejdere – ansatte såvel som frivillige – der engageret og trofast sørger for, at alt er i orden og alle henvendelser behandles professionelt og seriøst.

Jeg er meget taknemmelig for deres store arbejde og for, at de har modtaget mig og mine idéer med åbent sind.

Også tak til ledere og medarbejdere på de foreningsdrevne arkiver samt medarbejderne på Langelands Museum, som jeg har haft et godt samarbejde med.

Antallet af besøgende på arkivet i 2006 kommer tæt på 1000. Dertil kommer de, der ikke fik sat deres autograf i bogen. Til næste år vil vi også registrere alle de henvendelser vi får pr. telefon og mail, idet besvarelse af dem udgør en stor del af det daglige arbejde.

Mit nytårsønske er, at Rudkøbing Byhistoriske Arkiv må trives i fremtiden og dermed bevare og udbygge samlingerne i respekt for det store arbejde, tidligere ledere og medarbejdere har udført.

Alle læsere af nyhedsbrevet ønskes en rigtig glædelig jul og et godt og inspirerende, nyt år!

Else Wolsgård  

Nyhedsbrev
fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
nr. 5, september 2006 

Indhold:
1. Leder – Sammen er vi stærke(re)
2. Nyt fra Havnegade
3. ”Den gode historie” – Ulykken i Skrøbelev

Den 15. til 17. september holdt Sammenslutningen af Lokal Arkiver – i daglig tale SLA – årsmøde og generalforsamling. De fleste danske arkiver, godt 450, bortset fra nogle mindre, frivilligt drevne, der ikke har råd til kontingentet, er medlemmer. SLA skal fremme arkivernes interesser og tale deres sag politisk, ligesom organisationen står bag de digitale registreringssystemer Arkibas 3 og 4 og er udbyder af faglige kurser.

Sidste års generalforsamling var turbulent, og hvis der ikke blev vedtaget en række vedtægtsændringer, der især var ønsket af de større arkiver, frygtede mange, at SLA stod over for en sprængning. Det blev heldigvis ikke tilfældet.

De nye vedtægter blev vedtaget, og de vigtigste ændringer består i, at kontingent og antal stemmer ved generalforsamling kommer til at afspejle befolkningsunderlaget i det område, arkivet dækker.

Dog således, at de mindste arkiver stadig får en stemme, og de største højest får seks. En anden nyskabelse er, at arkivledere, der ansættes efter 1. januar 2007, inden for fire år skal have gennemgået en af SLA godkendt grunduddannelse. Det står ikke helt klart (for mig), hvorfor nogle er meget imod sidstnævnte bestemmelse – men det er måske blot fordi man ikke bryder sig om tendensen i retning af en øget professionalisering?

Den nyvalgte styrelse vil nu går i gang med det nødvendige lobbyarbejde, der forhåbentlig kan føre til, at arkiverne fremover i højere grad får plads i det kulturhistoriske landskab – også når der deles støtte ud!

Der var naturligvis også en del diskussion om, hvordan man bedst organiserer arkivarbejdet i de nye kommuner, hvor man visse steder kommer op på at have op mod tyve små og mellemstore arkiver i én ny storkommune. SLA opfordrer til, at der bliver dannet arkivsamvirker i kommunerne, men det er et krav, at alle deltagende arkiver er medlemmer af SLA.

Hvad gør vi her på Langeland? Mit gæt er, at vi fortsætter som vanligt med et praktisk samarbejde om ”Øboer” og jævnlige møder rundt om på arkiverne. Om der på sigt kan skabes grundlag for et mere formelt samarbejde, vil tiden og udviklingen på Langeland vise. Foreløbig er vi vist alle mest spændt på næste års budget, som vi desværre endnu ikke har haft mulighed for at se og kommentere.

Nyt fra Havnegade:

Statens Arkiver (førhen Rigsarkivet) har skrevet til alle de lokale arkiver for at meddele, at deres service med hensyn til fjernlån er ændret. Tidligere har privatpersoner kunnet låne arkivalier, der så kunne benyttes på det lokale arkiv. De risici, der er forbundet med sådanne udlån er nu blevet for stor. Der medsendes en liste over de nu godkendte låneinstitutioner, og Byarkivet er ikke blandt dem. De nærmeste, godkendte institutioner er Landsarkivet for Fyn, Odense Universitetsbibliotek og Ærøskøbing Bibliotek.

Vi har indkøbt en makulator! Ikke fordi det er den nemmeste måde at skaffe sig af med alle de arkivalier, der venter på at blive registreret, men fordi vi af og til bliver nødt til at kassere fx kartotekskort, hvorpå der står personlige oplysninger. De skulle jo nødig blive tabt fra skraldespanden eller renovationsvognen. Nu kan vi sikre, at personfølsomme data slettes effektivt ved hjælp af makulatoren.

Arkivet har modtaget endnu en donation: Cand. jur. Mogens Tvermoes fra Ringkøbing har skrevet en redegørelse om sønderjyske krigsfangers hjemtransporter til Danmark efter Første Verdenskrig.

Når hans opus har interesse for Rudkøbing Byhistoriske Arkiv, skyldes det, at de forhenværende krigsfanger – hvoraf nogle var hentet så langt væk som Ægypten – på deres vej hjem til Sønderjylland gjorde et kort ophold på Langeland. Måske vender vi senere tilbage til den lidt sære sag i et senere nyhedsbrev.

Karl Ove Christensen fra Tullebølle har lånt arkivet fire albums med avisudklip om Langelandsbroen. Der er megen dramatik forbundet med broen i form af talrige bilulykker, især i de første år efter åbningen. Arkivet vil kopiere det mest interessante album.

Fyns Andels Foderstofforretning har lukket sit kontor på Nørrebro, og i den anledning har arkivet fået nogle protokoller og regnskaber, som vi er glade for.

Jeg har indhentet de sidste oplysninger omkring ”krigshelten fra Humble”, Valdemar West. Som nævnt i nyhedsbrev nr. 1, skrev hans svoger til komiteen bag indsamlingen til et monument for de i krigen faldne danske og anmodede om at få Valdemars navn medtaget. Det blev ham lovet.

Det er nu lykkedes mig at få fat på den bog, der er skrevet om monumentet i Marselisborg. Det fremgår af den udførlige omtale i bogen, at monumentet blev rejst over ”faldne dansksindede sønderjyder” – og den kategori tilhørte udvandreren West jo ikke. Ikke desto mindre er hans navn og data opført som nr. 3958 ud af de i alt 4140 navne:

”Valdemar West, Simmerbølle 5-11-86, Somme 21- 10-1916.

Hele monumentet, der var finansieret ved frivillige bidrag, kostede i 1932 den nette sum af 236.410,43 kr.

Ulykken i Skrøbelev

Langelands Avis den 12. oktober 1860:

Rudkjøbing

Efter hvad der ved Avisens Slutning berettes os, er i dag passeret en meget sørgelig Ulykke i en Landsby heri Nærheden. En Vogn, hvorpaa fire Personer kjørte til et Bryllup. Ved Salutskud i denne Anledning blev Hestene skye og Vognen væltede; Eieren, en agtet, aldrende Gaardmand, siges at være død, hans Kone slemt forslaaet, hvorimod de tvende andre slap med mindre Contusioner.

Langelands Avis den 15. oktober 1860:

Rudkjøbing

Det i f. Nr. Omtalte, i en Landsby heri Nærheden indtrufne, Ulykkestilfælde har havt begge Ægtefolkenes Død til Følge. Ulykken indtraf i Kirke-Skrøbelev. Manden Gmd. Mads Krøyer i Gl. Skrøbelev, døde kort efter Vognens Væltning imod et Stengjærde, paa hvilket han forslog Brystet, Konen natten mellem Fredag og Løverdag af de i Hovedet erholdte stærke Saar. Foruden disse befandt sig, som meldt, paa Vognen tvende Personer, en voxen Datter og en Tienestekarl, der have erholdt mindre Contusioner, hvilke man dog ikke befrygter ville efterlade videre Følger.

De paa en saa ulykkelig Maade omkomne Ægtefolk vare særdeles afholdte af Alle, og Begivenheden har saaledes haft almindelig Deeltagelse ikke blot i selve Egnen, men over hele Landet.

Maate dog nu dette til visse sørgelige Ulykkestilfælde advare Folk imod Skyden paa eller ved alfar Vei ; denne Uforsigtighed har allerede afstedkommet Ulykke nok, saa det virkelig var paa Tiden, om enhver vilde gjøre Sit til, at flere ikke foraarsages.

Det er en tragisk ulykke, der her beskrives, og det kunne måske være interessant at vide lidt mere om de stakkels bryllupsgæster, der var involveret.

Som det også omtales i avisartiklen, var det ikke ualmindeligt dengang som endnu (nogle steder) ved festlige lejligheder at vise sin glæde ved at fyre skydevåben af op i luften. Langt op i 1900-tallet skød man helt bogstaveligt nytåret ind, idet fyrværkeri ikke var inden for menigmands økonomiske rækkevidde, men jagtgevær og krudt havde mange adgang til.

Tilbage til ofrene for ulykken: Det drejer sig om gårdejer Mads Hansen Krøyer fra ”Krøyergården” i Gammel Skrøbelev. Han blev født i 1788 og var altså 72 år, da han døde. Hans kone hed Martha Christine Hansen. Hun var født i 1807 og var således 53, da hun døde.

De var blevet gift i 1842, da bruden var 35 og gommen 54 år – ingen af dem havde været gift før. I 1845 fik de deres eneste barn, en datter ved navn Maren Sophie Krøyer, der var 15 år, da ulykken skete, og hun med ét blev forældreløs og arving til en gård.

Hvem der blev hendes formynder, vides ikke, men en sådan må hun have haft, indtil hun blev myndig. Efter den tid kunne hun selv bestemme, idet ugifte kvinder fra 1857 fik lige myndighed med mænd. Og sønner og døtre blev ved samme lovændring arveberettigede på lige fod.

Gift blev Maren med Rasmus Hansen med hvem hun fik to sønner. Den yngste kom til at hedde Mikarl Hansen (usædvanlig stavemåde!). Han fik desværre tuberkulose og døde 19 år gammel i 1891. (Præsten har i øvrigt fejlagtigt angivet hans alder til 18 11/12 år, hvor den rettelig er 19 1/12 – men sådan var det jo med de præster!) .

Sønnens død tog hårdt på moderen, og det siges, at hun døde af sorg i 1895, 50 år gammel….

Den ældste søn, Mikarls broder, Mads Hansen Krøyer, der overtog gården, fik også tuberkulose og blev som følge deraf heller ikke gammel.

September 2006

Else Wolsgård

 

Nyhedsbrev
fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
nr. 4, juni/juli 2006  

1. Leder: Offentligt toilet – nu med arkiv!
2. Siden sidst
3. ”Den gode historie”: Store planer – tag med til Tiø

Offentligt toilet – nu med arkiv!

Det lyder jo som noget vrøvl. Men det er det desværre ikke. Sidste fredag d. 23. juni fik arkivet besøg af en embedsperson fra Teknisk Forvaltning. Han meddelte, at toiletterne i stationsbygningens underetage fremover vil få status som offentlige toiletter. Dvs., at der vil blive opsat skilte, der henviser trængende borgere og turister til stationens gamle aftrædelsesrum.

Den nye status medfører også, at ventesalen ikke længere bliver aflåst kl. 16, men vil stå åben til langt ud på aftenen (natten?).

Er det nu noget at hidse sig op over? Ja, det er det. Det er nemlig sandsynligt, at ventesalen vil øve tiltrækning på personer, der mangler et indendørs sted at holde til – tænk blot på et scenario under festivalen i regnvejr……

Bortset fra, at snavs og stank fra de ikke særligt funktionsdygtige klosetter vil genere arkivets gæster, er der i hvert fald to særdeles store ricisi: For det første brandfaren. Der er ingen brandalarm i huset, og selv om rygning er forbudt i forhallen, skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, at nogle lidt for muntre personer kunne finde på at smide ulmende cigaretskod ind gennem billetlugen, der fører direkte ind til et af arkivrummene, hvor der befinder sig papir nok til at starte en fatal brand. Desuden er der hensynet til det sjældne 24-timers ur på stationens bagside. Adgangen til urværket er også i forhallen, kun beskyttet af en tynd låge med en lås, der kan brækkes op med en teske. Hvad en reparation vil koste, kan man kun gisne om.

Begrundelsen for arkivets nye status som offentligt toilet er, at man fra kommunens side gerne vil hjælpe et nyåbnet serveringssted. Fint nok, men så kunne man have opsat et mobilt toilet i umiddelbar nærhed af forretningen. At sætte Det Byhistoriske Arkivs eksistens på spil ved at risikere brand og hærværk virker ikke velovervejet.

Fra arkivets side har jeg da også omgående henvendt mig til borgmester Johan Norden og orienteret støtteforeningens formand Hans Jørgen Ravn.

Hvis den trufne beslutning er symptomatisk for kommunens holdning til bevaringen af Langelands fortid og dermed til arkivets betydning, er der bestemt ingen grund til at nære utidig optimisme i forhold til fremtiden!

Siden sidst

Arkivet har i juni modtaget en del materiale. Lokalredaktionen på Fyns Amtsavis er flyttet en etage op, og Øboens redaktion er flyttet ind i stueetagen i avisens hus i Ørstedsgade. Flytning betyder oprydning, og arkivet fik altså tilbud om en række papirer fra FAA, der ellers var havnet i papirkurven. Fra Øboen arvede vi 5 (fem!) flyttekasser med pressefotos, som vi håber engang at få ressourcer til at sortere og registrere.

Fyns Andel på Nørrebro 204 lukker sit kontor om kort tid, og her var man også så venlig at tænke på Byarkivet, før alle de gamle protokoller blev kørt på forbrændingen.

Endelig har vi fra Inger Jensen, Nakskov, modtaget en poesibog. Som barn boede hun i Bagenkop, og bogen indeholder en del hilsener fra nogle af de franske fhv. krigsfanger, der var om bord på flydedokken, der standede ved Påø den 4. maj 1945.

Tak alle sammen

Udvalget for Kultur, Erhverv og Turisme i den kommende Langeland Kommune har holdt deres seneste møde på Byarkivet. Efter den ordinære del af mødet fik udvalget en orientering om arkivets situation og fremtidsudsigter – personalenormering, økonomi, arkivets omfang, fordelt på de forskellige typer arkivalier osv. Medlemmerne af udvalget virkede meget positivt interesserede i såvel de faktuelle oplysninger som den efterfølgende rundvisning. Forhåbentlig vil interessen manifestere sig konkret, når budgettet for næste år skal på plads.

Og nu, mine damer og herrer, vil jeg fortælle om en tankevækkende udflugt

Målet var Tiø – som bekendt med sine ca. 600 km2 landets fjerdestørste ø. Nærmeste konkurrent er Lolland med omtrent 1200 km2.

Det var en dejlig forårsdag, og vi havde planlagt en køretur rundt på digerne. Da vejafgiften var betalt, kørte vi med den anbefalede fart på 40 km/t hen ad det ca. fem meter høje dige. Udsigten var betagende. Til den ene side det blå vand, til den anden de flade marker med spredte klynger af vindmøller. Jeg tænkte, at det var en skam, at der ikke var nogen, der stolede nok på digerne til at ville bo på markerne – men det ville jeg på den anden side nok heller ikke selv have gjort.

Da vi kom til Ærø, drejede vi af og fandt et spisested til en hyggelig frokost.

Er I forvirrede – er det ikke så mærkeligt. Det, I lige har læst er nemlig i den for tiden så moderne genre ”kontrafaktisk historieskrivning” , som går ud på at beskrive, hvad der ville være sket, HVIS.

Hvis Napoleon ikke havde været plaget af hæmorider natten før slaget ved Waterloo, hvis attentatet på Hitler var lykkedes osv.

Udflugten til Tiø er således en beskrivelse af, hvordan der kunne have set ud i dag, hvis det store inddæmningsprojekt var blevet vedtaget i 1942. Projektet gik ud på at bygge dæmninger mellem Tåsinge, Siø, Langeland og videre fra Ristinge til Ærø og derfra igen til Tåsinge. Det var der kommet 1500 hektar land samt en fast forbindelse oven på digerne ud af. Altså en temmelig stor ø, der, fordi den forbandt ti små og større øer, i folkemunde blev kaldt Tiø.

Hvordan kunne det gå til, at man seriøst overvejede et i vore øjne så vanvittigt projekt?

Det er et eksempel på, at historiske begivenheder altid må vurderes ud fra de forudsætninger, der var på den tid.

Her er et kort rids: Der var på den tid konkrete planer om en dæmning fra Tåsinge til Siø samt om en bro fra Siø til Langeland og en fra Langeland til Ærø. Men – og det var et stort men, Danmark var jo besat, så cement og stål til brobygning var det ikke muligt at få. Jord og sten til en dæmning var der derimod nok af. I foråret 1942 havde man lige oplevet tre hårde isvintre, hvor forsyningsforholdene til øerne havde været svære samtidig med, at man heller ikke kunne komme af med sine egne varer.

Arbejdsløsheden var stor, så udsigten til at kunne beskæftige 1300 mand i fem år lig med 2 mio. arbejdsdage var et stort plus i projektets favør.

De samlede omkostninger var anslået til 55 mio. kr., men foreløbig søgte man kun om 50.000 kr. til havbundsundersøgelser.

Idéen var fostret af en ingeniør Sylvest ti år tidligere, og af ovennævnte grunde blev den taget op igen i 1942. Tanken om de mange hektar frugtbar jord var heller ikke uden betydning, da landbruget jo tjente rigtig godt især ved eksport (!)

I dag undrer man sig over, at der ikke var nogen, der talte imod ødelæggelsen af naturværdier, men det var ikke et hensyn, der talte. Kun fiskerne var utilfredse, men de blev imødegået med argumentet om, at de jo i forvejen tjente så lidt, at de ville få en bedre fremtid som husmænd.

En deputation tog til København for at søge Finansudvalget om penge til forundersøgelserne, og der var man ikke afvisende. Det er i den forbindelse også værd at huske, at inddæmningen og afvandingen af Lammefjorden havde været en succes – så hvorfor ikke forsøge det samme igen, blot i en større skala?

Jo, det så alt sammen fint ud på papiret: Man ville spare de planlagte broer, og der var en stor besparelse at hente på understøttelse af de arbejdsløse.

Der var egentlig kun ét problem. Nogle mente, at den megen omtale af inddæmningen kunne skade Siøsund- dæmningsprojektet, der naturligt blev sat på stand by, mens de andre forhandlinger stod på.

Et stormøde med deltagelse af alle betydende erhvervsorganisationer blev arrangeret, fordi det var nødvendigt, at øen talte med én stemme i denne vigtige sag. Her vedtog man en henvendelse til trafikminister Gunnar Larsen, hvor man bad om at få fremmet Siøsund-dæmningen, subsidiært broplanerne. Straks!

I den efterfølgende debat viste det sig, at nogle af inddæmningstilhængerne havde haft en skjult dagsorden. Det foreliggende projekt om en fast forbindelse gik nemlig ud på, at der skulle bygges en højbro fra Siø til Langeland, der hvor broen nu faktisk er. Byens handlende ønskede derimod en lavbro fra Siø til Rudkøbing havn. På den måde skulle trafikken køre op gennem byen i stedet for at blive ledt uden om via en ny vej til Spodsbjerg, hvad de frygtede ville berøve byen megen omsætning.

Trafikministeren beærede Langeland med et besøg i maj 1942, og det var tydeligt, at højbroen havde hans bevågenhed, selv om han ikke var ganske afvisende over for inddæmningsprojektet. Han så det tilmed som en gevinst, at jernbanen kunne nedlægges, når broen kom…

Under alle omstændigheder skulle linieføringen fastlægges snarest af hensyn til de berørte lodsejere.

Langelands Folkeblad fastslog dagen efter besøget, at ”nu er det kun et spørgsmål om tid, før broen kommer!” Og det havde de jo ret i. Men at det skulle vare 20 år, var der nok ingen, der havde troet.

Historien her er baseret på artikler i Langelands Avis og Langelands Folkeblad.

Den 29. juni 2006

Else Wolsgård 
 

Nyhedsbrev
fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
nr. 3, maj 2006  

Mange slags interessante arkivalier – smid ikke ud!
Siden sidst
”Den gode historie”: For pokker da – om en dødelig sygdom.

Mange slags interessante arkivalier?

At fotos af mennesker eller huse kan være interessante, kan de fleste sikkert være enige om. Dagbøger og breve ligeså. Men mange andre ting kan indeholde spændende historier.

Er man fx så heldig at finde en regnskabsbog fra en familie, man kan identificere, kan man så at sige kortlægge hele deres liv i det/de år, regnskabet er ført. Ikke alene indtægter og udgifter, men så sandelig også forbrugets sammensætning – daglige indkøb, indkøb til højtider, tøj, fornøjelser – det hele står der, når hjemmets kassemester har været så omhyggelig, som man er, når der ikke er for meget at rutte med.

Ældre gods- og firmaregnskaber findes der mange af, men det kniber med at få tegnet nuancerede billeder af folk, der ”bare” arbejdede som ansatte på landet og i byen.

Derfor: Hvis nogen af jer, der læser det her, en dag finder en lille regnskabsbog eller en æske med gamle kvitteringer i husets skunk eller når I rydder op efter tante Viola, så må I love ikke at smide det ud, men i stedet lægge vejen om ad arkivet og lade os kigge på det!

Et arkiv er ikke en statisk størrelse, og det, der er fokus på, skifter. I disse år arbejder mange museer og arkiver således med at dokumentere industrialiseringen og dermed byarbejdernes vilkår.

Dem var der vel ikke så mange af på Langeland, men al viden om såkaldt almindelige familiers liv og hverdag er meget velkommen.

Siden sidst

Arkivet har bedt Børne- og Kulturudvalget om lov til at overføre nogle penge fra en konto til en anden. Udvalget så for så vidt positivt på anmodningen, men da den er af principiel karakter, skal beslutningen konfirmeres i såvel Økonomiudvalget som Byrådet, så den endelige afgørelse tager sin tid.

Alligevel har vi vovet pelsen og bestilt to nye computere, da vi jo har Fyn-Langelands Fondens donation på 25.000 kr.

To frivillige medarbejdere skal på kursus i arkivadministration i juni.

Der har været afholdt et indledende møde mellem Helle Ravn fra museet, Ole Steen fra biblioteket og mig vedr. det kommende ABM-samarbejde. Vi enedes om et projektet, der vil fokusere på de flygtninge fra eks-Jugoslavien, der kom til Holmegård i 1994, og hvoraf en del bor her endnu og er godt integreret.

Der har været redaktionsmøde i gruppen bag den næste udgave af årbogen Øboer. Deadline er 1. august.

Det forlyder, at Langeland Kommunes udvalg for Kultur, Turisme og Erhverv efter arkivets invitation regner med at holde sit næste møde i Havnegade 7, og jeg glæder mig til at orientere udvalgsmedlemmerne om arkivets status og fremtidsmål.

Arkivet har ansat Else Steen som rengøringshjælp tre timer om ugen.

For pokker!

Når man af og til bruger ovenstående udtryk, tænker de færreste over, at ”pokker” er det samme som kopper. Det er det imidlertid, og der var i tidligere tider gode grund til at bruge ordet i besværgelser. Hvad den sygdom har betydet og forvoldt af rædsler er overvældende – her blot et par eksempler: I 1592 døde næsten halvdelen af Sjællands befolkning af et udbrud af en særlig ondartet form for kopper. Christian den Fjerde blev også smittet, men overlevede som bekendt. I 1700-tallet døde der årligt omkring 30.000 mennesker af kopper i Frankrig.

Læger kunne konstatere, at hvis man havde haft og overlevet sygdommen, kunne man ikke få den igen, så allerede i 1600 tallet var man begyndt med en form for vaccination.

Først i 1798 fandt den engelske læge Edward Jenner den helt rigtige og sikre metode. Hans opdagelse bestod i, at han havde konstateret, at malkepiger, der var blevet smittet med kokopper, bagefter blev immune over for de farlige menneskekopper. Altså foretog han en podning med kokopper på et barn og påviste, at barnet ikke var smittefarlig over for andre børn, samtidig med at barnet var uimodtagelig for smitte fra menneskekopper. Ordet vaccination kommer derfor af vacca, der betyder ko på latin.

Snart tog man også i Danmark fat på vaccinationerne. Problemet var blot at få alle til at lade deres børn vaccinere, for uden en så godt som 100% dækning ville sygdommen stadig dukke op.

I 1810 indførte man derfor en generel pligt til vaccination, og for at sikre, at ingen undslog sig, blev det gjort til en forudsætning for at blive konfirmeret, at man kunne vise en koppe-vaccinationsattest.

Det hjalp!

Og nu er det så, at vi kommer tilbage til Valdemar West, for jeg fandt tilfældigt hans vaccinationsattest – en fortrykt attest med plads til at indskrive navn, alder og dato:

Kokoppe-Indpodnings Attest

Bødker Wests Søn Valdemar West født i Simmerbølle og boende i Simmerbølle 2/3 Aar gammel, er af mig, Underskrevne, Aar 1886, den 30. Juni indpodet med Kokopper.

Ved nøjagtigt Eftersyn imellem den 7de og 9de Dag efter Indpodningen har jeg fundet alle de Tegn, som vise dem at være de ægte Kokopper; de vare nemlig opfyldte med en klar Væske, i Midten nedtrykkede, og omgivne med en rød Kreds. Hvilket hermed bevidnes af Langelands Lægedistrikt 7. Juli 1886 Autoriseret Læge (udstreget) Röse

(det, at blærerne er ”i Midten nedtrykkede” har givet sygdommen sit navn, idet den enkelte blære på den måde minder om en lille kop)

Og inden vi tager endelig afsked med Valdemar, vil jeg da lige vise læserne, hvordan han så ud i 1916, da han var blevet indrulleret i de britiske styrker og kort efter blev dræbt af en tysk snigskytte – fotoet lå sammen med attesten.

Vaccinationen virkede så godt, at Danmark i 1976 ophævede den lovbefalede koppevaccination, og i 1980 erklærede WHO sygdommen for udryddet på verdensplan.

Da man ikke længere vaccinerer, er befolkningerne til gengæld meget sårbare over for sygdommen.

Man opbevarer dog stadig koppevirus to steder i verden til forskningsformål – i USA og i Rusland.

På grund af den globale modtagelighed over for sygdommen er den imidlertid kommet på listen over mulige biologiske terrorvåben. Således var koppevirus blandt de biologiske våben, man mente, fandtes i Irak før invasionen.

Desværre er brugen af biologiske våben ikke ny: Allerede i 1754-67 brugte britiske styrker spredning af koppesmitte som våben i kampen mod indianere i Nordamerika. Da sygdommen var helt ukendt i den indfødte befolkning, havde de slet ingen modstandskraft og døde naturligvis som fluer. Man fristes til at sige ”Fy for pokker!”.

Den 24. maj 2006

Else Wolsgård

Leder af Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
 

Nyhedsbrev 
fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
nr. 2, april 2006 

Arkivets opgaver – bl.a. om nytten af at kigge i bakspejlet
ABM-samarbejde undervejs!
Nyt fra Havnegade
Den gode historie: ”Vi er vendt tilbage langvejs fra” – en fransk krigsfange fortæller om flydedokkens stranding ved Påø 4. maj 1945.

Arkivets opgaver er

at indsamle,
registrere,
forske og
formidle

Alle fire opgaver er vigtige, og de hænger uløseligt sammen.

At det er en vigtig opgave at samle arkivalier ind, siger måske sig selv, men indsamlingen må på den anden side ikke ske ukritisk. Dvs. arkivet skal i hvert tilfælde nøje vurdere, om de dokumenter, man bliver tilbudt, er relevante for arkivets formål.

Registreringen er rent fagligt en meget vigtig søjle. En grundig registrering, hvor man især fokuserer på, hvem og hvor de pgl. arkivalier kommer fra (i fagsprog kaldet proveniensen) er overmåde betydningsfuld. Uden kendskab til arkivaliets egen historie er det kun lidet interessant for såvel forskere som arkivets øvrige brugere. Et album med tegninger, som mangler oplysninger om, hvem der har tegnet dem, og hvem giveren er, kan ikke bruges til ret meget i arkivfaglig/historisk sammenhæng. Derfor er registreringen alfa og omega i god arkivdrift. Ikke mindst nu, da de IT-baserede registreringssystemer åbner helt nye muligheder for at hente oplysninger på tværs i registrene ved hjælp af fritekstsøgning.

Forskning er vigtig, for det er kun de færreste arkivalier, der er umiddelbart tilgængelige uden en bearbejdning. En brevsamling skal fx ordnes kronologisk, håndskriften skal tydes, begivenheder, personer og steder skal verificeres, hvis det er muligt. Og endelig kan samlingen forsynes med faktuelle oplysninger om brevskriveren, samt informationer om forholdene på den tid og i det miljø, skribenten stammer fra samt en konklusion mht. de pgl. Breves værdi som historisk kilde. Først da er det blevet til en spændende beretning, der kun venter på at blive formidlet.

Formidlingen af lokale oplysninger og beretninger er en stor del af arkivets virke. Slægtsforskernes store arbejde skal ikke forklejnes, men det har jo et privat sigte, og retter sig oftest mod en snæver kreds. Hvis borgerne skal synes, arkivet er en nyttig institution, er det nødvendigt at nå en større offentlighed og blive en del af den kollektive bevidsthed om, at fremtiden bygger på fortiden, samt at vi somme tiden kan blive klogere på nutiden ved at kigge i bakspejlet.

ABM-samarbejde
Flere steder rundt i landet har man etableret et såkaldt ABM-samarbejde, dvs. et samarbejde mellem arkiv, bibliotek og museum. Byarkivet har opfordret de to andre institutioner i Rudkøbing til at gå ind i et sådant samarbejde for ved fælles hjælp at mobilisere ressourcer til at iværksætte et større, tværfagligt formidlingsprojekt. Emnet er endnu ikke fastlagt, idet der vil blive holdt et første møde mellem institutionerne primo maj.

Nyt fra Havnegade:
Vi har været så heldige at få ansat Gitte Hansen med løntilskud. Gitte er kontoruddannet og fik selv den gode idé at komme ind på arkivet for at høre, om vi havde brug for nogen. Vi glæder os til samarbejdet i det næste halve år.

Arkivet har inviteret Langelands kommunes Udvalg for Kultur, Turisme og Erhverv til at holde deres næste møde på Byhistorisk Arkiv. Her vil udvalgsmedlemmerne få en orientering om arkivets status og fremtidsplaner samt – hvis de ønsker det – en rundvisning i den gamle stationsbygning.

Torsdag den 27. april tager to af arkivets frivillige medarbejdere til lokalarkivet i Vejle for at finde ud af, hvordan man der griber forskellige arbejdsopgaver an – og for forhåbentlig blive inspireret til at indføre forenklinger og rationaliseringer her i Rudkøbing.

Fra Karl-Johan Rubæk har vi med tak modtaget en beretning om familiens hus på Kærvej 13, Strynø gennem 100 år. Historien er solidt baseret på bl.a. dagbøger og regnskaber, suppleret med personlige erindringer og fotografier.

”Nous sommes revenus de loin” – Vi er vendt tilbage langvejs fra.

En førstehåndsberetning fra en fransk krigsfange om bord på flydedokken, der strandede ved Påø den 4. maj 1945

Byarkivet har modtaget en dansk oversættelse v. Anne Schlanbusch, af en beretning, skrevet af en franskmand, Camille Badie.

Som 30-årig politibetjent blev Badie i 1939 indkaldt til hæren og måtte forlade sin kone og treårige datter.

Allerede samme år blev han taget til fange af tyskerne og sendt til en fangelejr i Pommern. Der sad han så i fem år, indtil han i maj 1945 sammen med sine medfanger blev tvunget til at vandre op mod Østersøen. Til sidst kom de om bord på den berømte flydepram og ved et utroligt held kom de fleste uskadte i land på Langeland.

Her mødte Camille Badie familien Rasmussen, og der udviklede sig et livslangt venskab mellem ham og den ældste søn, Knud, der talte noget spansk (Badie var af katalansk familie). De besøgte hinanden nogle gange, både i Frankrig og her.

Beskrivelsen af den frygtelige vandretur sammen med ca. 1200 franskmænd og russsere midt i det krigshærgede land blev nedskrevet af Badie selv og renskrevet af hans børn efter hans død.

Her følger nogle illustrative passager og sammendrag, tilpasset dansk skrivemåde:

”Forsynet kommer os til hjælp om natten den 6. marts i form af bølger af flyvende fæstninger, som på en halv time ødelagde en stor del af byen (Sassnitz på Rügen)….Vores hemmelige gøremål består da i søgen efter fødevarer, og det sker, at en dåse med røget sild eller et stykke flæsk hentes ved siden af ejermandens lig og derfor var plettet med hans blod…. Hele og dele af døde kroppe begraves lag på lag i store fællesgrave, som det er vores opgave at udgrave og dække til, når de er fyldt op”.

Den 1. maj bliver fangerne beordret til at gå om bord på en flydedok. Der er både fanskmænd, russere, belgiere og polakker. Der er så mange, at det ikke er muligt at bevæge sig, langt mindre lægge sig ned. Flåden er mellem 60 og 80 meter i længden, og på siderne er der aflukker på fire meter i højden. Der opholder de tyske vagter sig. Selve dækket er omkring 1,20 m. over havoverfladen. Der er hverken mad eller vand om bord.

En slæbebåd trækker flåden ud på åbent hav, og rygterne vil vide, at målet er Flensborg.

Natten er kold, og mange bliver gennemvåde, fordi det regner. Da der naturligvis ikke er noget toilet, bliver der i plankerne lavet nogle små huller, som trængende kan forsøge at ramme.

Næste dag havner flydedokken midt i et luftangreb, der varer seks timer. For at redde sig selv vælger kaptajnen på slæbebåden at kappe trossen til flydedokken. Natten falder atter på, og de mange fanger driver af sted, hvorhen ved de ikke. De er også temmelig ligeglade, for det altoverskyggende problem er nu mangelen på drikkevand!

De tyske vagter opgiver ævred, og fangerne overtager kommandoen. Et medbragt fransk flag bredes ud i håb om, at flyverne kan se det. Situationen er meget alvorlig. Vandmangelen vil inden længe kræve sine ofre, og risikoen for at støde på en mine eller blive sejlet ned af et skib er overhængende. Men de kan intet gøre. Alligevel bevarer de modet. En musiker, der har medbragt sin saxofon, bliver sat til at spille populære melodier for at adsprede mændene.

Den tredje nat falder på, og nu begynder nogle at udvise tegn på alvorlig sygdom.

Op ad dagen mener nogle at kunne skimte land mod vest. Heldigvis er vinden østlig, og for at fremme farten rigger man nogle årer til(!).

Nogle få kilometer fra kysten passerer flydedokken to tyske flygtningeskibe, der ligger for anker.

Skibene bliver angrebet af engelske jagere og synker med alle ombordværende, hovedsagelig kvinder og børn.

Pludselig bliver flydedokken også angrebet, men bomben forfejler målet og havner i vandet.

Det samlede tab udgør derfor ”kun” tre-fire døde og en halv snes sårede. Uden medicin eller vand var det dog alvorligt nok.

Kysten nærmer sig, men det ser ud til, at folkene derinde absolut ingen interesse har i de ulykkelige mænd på flåden. De sender SOS. Intet sker, og de er sikre på, at det må være tysk territorium.

Ca. 150 m. fra stranden tager flåden bunden, men desværre er det meget få, der faktisk kan svømme. Vandet er også meget koldt!

Den ender med, at nogle få modige svømmer mod stranden, idet de trækker tovværk efter sig. De finder et par joller, som de ror ud i igen, og langsomt begynder transporten af de mange mennesker ind til land.

”De indfødte” samler sig efterhånden også på standen, og de af de forhenværende fanger, der kan kommunikere med dem, fortæller de andre, at danskerne havde troet, flåden var fyldt med tyskere. Derfor havde man ikke sendt hjælp.

Pludselig begynder folk inde på stranden at opføre sig som gale – de løber rundt, råber, synger og ter sig. Der bliver råbt ud til de tilbageværende på flydedokken, at de tyske besættelsesstyrker netop har kapituleret!

De tyske vagter afvæbnes, og en enkelt vagtpost, der har været særligt brutal, bliver slået og sparket, før han smides over bord og drukner.

De reddede bliver ypperligt beværtet på de nærliggende gårde og deltager glade i euforien næste dag, den 5. maj.

De tyske soldater derimod må gå til Rudkøbing uden hverken vådt eller tørt for at blive interneret der.

Camille Badie slutter sin beretning med at sige ”Vi er vendt tilbage langvejs fra”. Han kommer endelig hjem til sin familie – seks år ældre og mange både forfærdelige og opbyggelige erfaringer rigere.

(Det skal tilføjes, at der naturligvis skal en kildekritisk analyse til for at give en nuanceret og dækkende beskrivelse af, hvad der skete. På arkivet har vi således også en beskrivelse fra en af de russiske fanger samt et par danske øjenvidneskildringer.

At Badies historie nok er farvet af det antal år, der gik, før han nedskrev den, ses fx af, at han omtaler den ypperlige beværtning, fangerne fik straks efter landgangen. Et dansk øjenvidne fortæller som kontrast, at de reddede fanger kastede sig over den første, den bedste roekule, de så, og åd roerne, som naturligvis ikke var vasket!)

Den 26. april 2006

Else Wolsgård

Leder af Rudkøbing Byhistoriske Arkiv  

Nyhedsbrev
fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
nr.1, marts 2006 

Dette er det første nyhedsbrev om, hvad der sker på arkivet. Målgruppen er støtteforeningens medlemmer, politiske beslutningstagere og andre interesserede.

Nyhedsbrevet udsendes på e-mail, og man kan til- eller framelde sig det på ew@rudkom.dk

Har man ikke internetforbindelse, er man velkommen til at hente et trykt eksemplar på arkivet. Da det er første nummer, er det ret fyldigt. Indholdsoversigten er derfor ment som en hjælp til de travle.

Indhold:
Leder: Lokalhistoriske arkiver – hvorfor?
Stort og småt fra arkivets dagligdag
”Den gode historie” : En krigshelt fra Humble

Lokalhistoriske arkiver – hvorfor?

Er det virkelig nødvendigt at opretholde byarkiver og lokalarkiver i det 21.århundrede? Nogle mener, at det er skatteyderbetalt støtte til slægtsforsknings-nørder, der gladelig bruger et par uger på at finde data om tipoldemors kusines børn. Hvorfor denne dvælen ved fortiden netop nu, da der er brug for masser af ressourcer til at ruste os til fremtiden – digitalisering, strukturreform og globaliseringens udfordringer! Rigsarkivet og landsarkiverne gemmer jo de vigtigste oplysninger, så når der nu skal spares……..

For at imødegå disse argumenter er det nødvendigt at gøre sig klart, hvordan og hvorfor arkiver er opstået og har udviklet sig. Så længe der har eksisteret kultursamfund med et skriftsprog, har magthaverne gemt dokumenter i et arkiv. Kun på den måde kunne man bevise sine rettigheder fx i form af skøder, gavebreve, testamentariske bestemmelser. Senere oprettede kirken og de magtfulde adelsfamilier egne arkiver. I de seneste 3-400 år har også privatpersoner lagt vægt på at bevare skriftlige vidnesbyrd om deres liv og virke.

De vigtigste kilder til menigmands liv og død er naturligvis kirkebøger, skifteprotokoller og folketællinger, der gør det muligt at følge almindelige borgeres og bønders slægter bagud i tiden. Sidst i 1800 tallet kom fotografierne til som visuel dokumentation, aviserne og langt senere lydbånd og video (film). I løbet af det 20. århundrede har afleveringen af arkivalier til lokalarkiver for alvor taget fart, og Rudkøbing Byhistoriske Arkiv kan i dag byde på en meget omfangsrig samling af aviser, fotos, virksomhedsregnskaber, privatarkiver og folketællinger samt kirkebøger – noget af materialet opbevares på mikrofilm.

Nu er spørgsmålet så, hvorfor det er vigtigt at gemme på alle disse ting – og vel at mærke gemme dem på en måde, så interesserede borgere kan finde frem til specifikke arkivalier og dermed oplysninger om steder, emner, personer mv. i det område, arkivet dækker. Der er nemlig rigtig mange, der søger informationer på arkivet, både byens egne indbyggere og fx udvandrere, der vil kende deres rødder. Det opleves helt åbenbart spændende og identitetsskabende at åbne lugen til et stykke af lokalsamfundets fortid.

Det siges, at mange af nutidens unge er ”historieløse”, og én af måderne, hvorpå de kan få appetit på at lære mere om den fortid, der er forudsætningen for og bygger bro til nutiden, er den lokale historie. Mange elementer i den historie kan de selv se rundt omkring i kulturmiljøet, og ved hjælp af en håndfuld historiske oplysninger kan en velkendt gade og dens huse få ny betydning og illustrere menneskers leveforhold i en anden tid. Der ligger masser af gode historier på arkivet – historier, der bare venter på at blive formidlet!

Et bugnende lokalarkiv bliver dog også nødt til at forholde sig til og træde aktivt ind i idet 21. århundrede og dermed IT-alderen.

I Sammenslutningen af LokalArkiver (SLA) foregår der p.t. en debat om, hvordan og hvor hurtigt, det bør ske. Der er efter min mening ingen tvivl om, at registreringen fremover skal ske digitalt. Efter en konvertering fra det nuværende DOS-baserede registreringssystem, ARKIBAS 3, til det Windows-baserede ARKIBAS 4 vil søgemulighederne blive markant forbedret, idet der så bliver fritekstsøgning (ligesom når man søger et emne på Google). Hvornår vi når så langt i Rudkøbing, er endnu uvist, idet der forestår et stort indtastningsarbejde, der jo primært foretages af vores entusiastiske frivillige medarbejdere.

Under alle omstændigheder vil Rudkøbing Byhistoriske Arkiv i fremtiden forhåbentlig kunne markere sig på Langelands kulturelle landkort på en måde, så borgerne i den ny kommune anerkender dets betydning, ligesom kontakten med de eksisterende arkiver i den nordlige og sydlige del af kommunen skal udbygges og fremmes.

Arkiverne er en vigtig både kulturbevarende og –skabende faktor, der fremover kan udnytte synergieffekten af et samarbejde med museum og bibliotek

Dette scenario er naturligvis afhængig af tilførsel af de nødvendige ressourcer.

Stort og småt fra arkivets dagligdag

Ruth Bønnelykke, der har været ansat med løntilskud i et år og derefter fik sin tilknytning til arkivet forlænget i en måned som jobtræning, er fratrådt pr. 1-3. Vi vil savne hendes engagerede indsats, men har jo desværre ikke mulighed for at tilbyde hende en egentlig ansættelse p.t.

Med udgangen af marts må vi også tage afsked med Heinz Hall, der har gjort et stort arbejde i forbindelse med flytning af billedarkiv og med praktiske opgaver, hvor hans ordenssans har været uvurderlig.

Forhåbentlig kan vi få tilknyttet en eller to andre medarbejdere via AF, men det er jo altid trist at måtte sige farvel til gode medarbejdere, netop når de har opnået et indgående kendskab til arkivet.

Fra Fyn-Langeland Fond har arkivet modtaget en gave på 25.000 kr. Det er vi meget glade for, og det vil snarest blive besluttet, hvad pengene skal anvendes til.

Der har været en mindre vandskade – heldigvis kun i gangen. Den viste sig at stamme fra en dryppende vandhane i lejligheden ovenpå. Et stoppet afløb bevirkede, at vandet løb ud på gulvet og dryppede nedenunder. Det er ikke uden risiko – hverken hvad angår vand eller brand - at have beboelser oven på arkivet !

Der er installeret nye låse på for- og bagdør. Det sker, for at vi kan leve op til normerne ifølge ”Scanfor” – de scandinaviske forsikringsselskabers fælles betingelser, som de fremgår af kommunens generelle forsikringspolice. I modsat fald kunne vi ikke regne med at få kompensation i tilfælde af indbrud. For fremtiden skal alle, der får udleveret nøgler, skrive under på modtagelsen af nøgle (ligesom de naturligvis får en kvittering, når den afleveres igen).

For at opfylde Sammenslutningen af Lokalarkivers, SLA’s, regelsæt er alle medarbejdere på arkivet, ansatte så vel som frivillige blevet bedt om at underskrive en tavshedserklæring. En formalitet ganske vist, men den sikrer jo, at de, der afleverer arkivalier til arkivet, kan stole på den nødvendige diskretion.

En scrapbog, som vi ikke ved, hvor kommer fra, er overgivet til Teatermuseet i København. Den indeholder avis- og ugebladsudklip om skuespillere fra begyndelsen af 1900-tallet og er derfor ikke af særlig interesse for Byarkivet i Rudkøbing.

Et hold elever med lærer fra Arkitektskolen i Århus har besøgt arkivet i forbindelse med en ekskursion, hvor eleverne skulle løse opgaver om bl.a. udvikling af byplaner.

Der har været et første redaktionsmøde vedr. årets udgave af ØBOER. Især blev muligheder for at forbedre markedsføringen diskuteret. Årgang 2005 har ikke solgt så godt. Vi vil forsøge at få Turistkontoret til at sælge nogle i sommer. Fornyet forsøg på at få omtale i ”Langelænderen” er iværksat, ligesom et anmeldereksemplar er fremsendt til ”Journalen”, Lokal- og Kulturhistorisk tidsskrift.

Lørdag den 4. marts deltog jeg (EW) og to frivillige medarbejdere i et kursus i Broby, arrangeret af SLA. Kurset drejede sig om registrering af skriftlige arkivalier og billeder - også i det digitale ARKIBAS system.

”Den gode historie”

En krigshelt fra Humble

En mappe med påskriften ”Valdemar West” – hvor den kommer fra, vides desværre ikke - viste sig at indeholde et spændende materiale. Da papirerne, som hovedsagelig er breve, blev lagt i kronologisk orden, tegnede der sig et billede af en succesfuld udvandrer, som desværre fik et trist endeligt. Her er et resumé af materialet, suppleret med oplysninger fra kirkebog, folketællinger og udvandrerarkivet:

Første brev er fra bemeldte Valdemar (født i Simmerbølle den 5. november 1885) til hans søster, dateret Quebec 15-2-1912. Søsteren, Hansine Hansen (født West i 1878) flyttede i 1899 fra Humble til Simmerbølle som tjenestepige hos en mand ved navn Hansen. Af folketællingen 1901 ses, at der i samme husholdning boede en ugift søn ved navn Karl Hansen, så når Hansine senere benævnes fru Karl Hansen, er forklaringen altså ligetil: hun har giftet sig med husbondens søn.

Brevet afslører, at Valdemar ikke var en hyppig brevskriver. Der er også noget, der tyder på, at han har været borte fra hjemlandet i en årrække, idet han blander engelske ord med de danske, fx :”Will close for denne gang og hober at höre fra dig soon”. I et andet brev udtrykker han sig således: ”Jeg vilde blive meget glad for at have et folgrafi af Moders og Johannes grav. Jeg er going to sende hjem the penge jeg skylder. Kan du læse mit brev, jeg kan ikke skrive so godt dansk nu, jeg skriver nesten aldrig.”

Af udvandrerarkivet fremgår det, at Valdemar var rejst ud af landet som 22-årig i 1907 med kurs mod Canada. Erhverv: mejerist.

Næste dokument er en livsforsikringspolice på 1000 dollars i The Sun Life Assurance Company (livsforsikringsselskab) of Canada, udstedt den 2. november 1915 – åbenbart umiddelbart før West meldte sig til de væbnede styrker. Han var på det tidspunkt blevet britisk statsborger. (1867 til 1931 var Canada en såkaldt British Dominion, dvs., der eksisterede en slags rigsfællesskab med Storbritannien).

Den 23-9-1916 sender J.E. Kerridge, der er manager (direktør) i The Canadian Bank of Commerce (den canadiske handelsbank) et brev til Valdemar, der begynder med ”My dear West”(min kære West). Kerridge tager åbenbart vare på Valdemars økonomi i hans fravær, idet de har været nære venner:”We think of you and speak of you every day in our home” (vi tænker på dig og taler om dig hver dag her hjemme). Valdemar er åbenbart nu kommet til fronten i Frankrig, og mrs. Kerridge medsender i den anledning nogle kakifarvede lommetørklæder ”as we thought your white ones might prove an easy match for an enemy sniper”. (da vi tænkte, dine hvide kunne vise sig at udgøre et let mål for en snigskytte) Det skulle vise sig, at denne frygt kun var alt for berettiget!

Et par dage senere kommer der endnu et brev, denne gang fra en pige ved navn Gladys, som sender varme hilsner fra sine forældre samt nogle ekstra lange, strikkede sokker.

Den 23. september skriver Kerridge igen, bl.a. ”Glad to hear you are well and still enjoying trench life” (!!). (jeg er glad for at høre, du har det godt og stadig nyder skyttegravslivet ). Det med nydelsen er formentlig temmelig ironisk ment.

Sidst i september sender en veninde en julekage af sted til Frankrig, i god tid må man sige, men transporten kunne godt tage op til et par måneder. Om den kom frem, og hvem der spiste den, vides ikke – kun at det ikke var Valdemar.

Det falder i J.E. Kerridge’s lod at skrive det triste, men nødvendige brev til Valdemars far, Edvard F. West, bødker i Humble, og det gør han den 15. november 1916. ”Valdemar was killed in action about 20th October while serving in France with the Grenadier Guards of Canada. He was honest in every sense of the word, sober, industrious, a close friend, a noble and good Christian faithfully serving the Church to which he belonged” ( Valdemar blev dræbt i kamp ca. den 20. oktober, mens han gjorde tjeneste i Frankrig i det canadiske grenaderkorps. Han var ærlig I alle ordets betydninger, besindig, flittig, en nær ven, en ædel og god kristen, der trofast tjente den kirke, han tilhørte) Det tilføjes, at der er blevet afholdt en mindegudstjeneste. Af den medsendte avisnekrolog fremgår det også, at Valdemar West var et sjældent afholdt medlem af lokalsamfundet, og omtalen slutter med”To know him was to love him”. (at kende ham var at elske ham). Han blev knap 31 år.

Et par uger senere kan Kerridge give lidt flere oplysninger omkring Valdemars død:”He was in a bombing squad, and after his regiment had succeeded in taking the German trench and your son distinguishing himself by his bravery, he was hit in the head by a german sniperwhile bringing up a supply of bombs to the line about two hours after the trench was taken. He was buried behind theRegina trench he helped to take” .( han var i en bombe-enhed, og efter at det var lykkedes for hans regiment at indtage den tyske skyttegrav – idet Deres søn havde udmærket sig ved sin tapperhed, blev han ramt i hovedet af en tysk snigskytte, mens han var ved at transportere en forsyning af bomber til frontlinien ca. to timer efter, at skyttegraven var erobret. Han blev begravet bag Regina skyttegraven, som han havde været med til at indtage). Kerridge oplyser også, at Valdemar ville have fået “The Distinguished Conduct Medal” (en medalje for særlig udmærkelse).

Imidlertid skal de økonomiske spørgsmål ordnes. Private (menig) West har tegnet ikke mindre end tre livsforsikringer på hver 1000 dollars. Heraf skal de to gå til søsteren Hansine, den tredje til faderen. Familien skal derfor fremsende to bekræftede fødselsattester til mr. Kerridge. Der er lidt skriveri frem og tilbage bl.a. om et såkaldt militærtestamente, der ligeledes tilgodeser Hansine.

Ikke overraskende kunne hverken E.F. West eller hans datter læse og skrive engelsk, men det kunne præsten i Simmelbølle heldigvis. Det var den i lokalhistorisk sammenhæng senere så kendte Vilhelm Lütken! Han påtager sig rollen som translatør, og da han skriver sine kladder bag på brevene fra Canada, kan man se, at han absolut ikke benyttede et simpelt ”skoleengelsk”, men udtrykte sig både nuanceret og stringent.

Valdemar fortsatte åbenbart sin karriere som mejerist i Canada, idet det nævnes, at han ”was in charge of the Government Creamery in Brome” (bestyrede regeringsmejeriet i Brome)

The Masonic Lodge (frimurerlogen) står bag opsætningen af en mindeplade for ham i kirken, så han havde øjensynlig en solid, social status.

Imidlertid udveksler mr. Kerridge og West-familien adskillige breve om livsforsikringerne. Først bliver en af fødselsattesterne væk, senere bliver Lütken bedt om at sende en oversættelse.

Efterhånden kommer bankdirektøren fra Canada og pastor Lütken nærmest på venskabelig fod. Det ses på rørende og tragisk vis af en lille efterskrift, tilføjet i hånden på et af direktørens mere officielle, maskinskrevne breve:”Since I wrote last we have had a very great loss. Our little girl Isabel aged 9½ years died of peritonitis following an operation in the general Hospital Montreal for appendicitis. She and Valdemar are now together in Paradise. They were very fond of each other and the little girl used often to sit on his knee and look up in his kind face. She admired him very much.” (siden jeg sidst skrev, har vi oplevet et meget stort tab. Vores lille pige, Isabel på 9½ år døde af bughindebetændelse efter en operation for blindtarmsbetændelse på Montreals hovedsygehus. Hun og Valdemar er nu sammen i Paradis. De var meget glade for hinanden, og den lille pige sad ofte på hans knæ og kiggede op på hans venlige ansigt. Hun så meget op til ham) En sørgelig udgang på en ellers ret banal operation, men ikke usædvanlig dengang, da alle operative indgreb var forbundet med stor infektionsrisiko.

Endelig – i maj 1918 – kommer pengene for livsforsikringerne, ca. 3100 kr. for hver 1000 dollars.

By- og Herredsfogedkontoret i Rudkøbing er indblandet, og der er også nogle skriverier frem og tilbage om et guldur, som Valdemar havde fået af venner ved sin afrejse til fronten. Det blev aldrig fundet. Måske havde han det på, da han blev begravet, eller en af hans kammerater har haft fornøjelse af det siden.

Den sidste oplysning om Valdemar West stammer fra et brev fra ”Komiteen for Landsindsamlingen til et Monument i Marselisborg Mindepark for de i Verdenskrigen faldne danske” fra 1932. Komiteen har fået en opfordring fra Karl Hansen - Hansines mand – til at medtage navnet Valdemar West på monumentet. Det erklærer komiteens formand sig villig til, så hvis monumentet stadig står der, kan man formentlig se navnet på den langelandsk fødte soldat, der meldte sig frivilligt for at kæmpe for sit nye fædreland.

Æret være hans minde.

Rudkøbing den 5-4-2006

Else Wolsgård

Leder af Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

 

22. December 2005 Torsdag kl.16.00 er der afskedsreception for Jens og Anne Lise Mollerup på Rådhuset, Byrådssalen. Alle er velkomne. Se billederne.


28. November 2005 Så blev det afgjort, Else Wolsgård bliver vores nye arkivar. Hun tiltræder den 1/2-2006.
Vi vil gerne herfra ønske Else tillykke med det nye job. Vi glæder os til at se hende og håber på et godt samarbejde.

14. November 2005 Så udløb fristen for at søge på stillingen som Byarkivar. Vi har modtaget 34 ansøgninger. Vi er glade for den store interesse der har været.

10. November 2005 Så er den nye udgave af Øboer kommet. Bogen kan købes på arkivet, HC's boghandel eller i Superbrugsen.
Øboer 2005 koster 130.00 kr

Oktober 2005 Efter byrådsmødet den 12. Oktober 2005, er det blevet besluttet at byarkivet får rådighed over de lokaler, som hjemmeplejen fraflytter den 1. november 2005. Stueetagen skal dog først bringes tilbage til sin oprindelige form. Det er vi utroligt glade for, da pladsmangel er et stadig voksende problem på arkivet. Desuden bliver det nu muligt for os at gøre arkivet brugervenligt for alle. Hidtil har gangbesværede og kørestolsbrugere ikke haft de store muligheder for at besøge arkivet.

12. Oktober 2005 oprandt dagen hvor arkivet fik besked om at man på byrådsmødet samme dag ved den endelige godkendelse af budgettet havde bevilget 100.000 ekstra til aflønning af en ny byarkivar. Med de midler der i forvejen var tilstede er vi nu oppe på at grundlag der hedder 200.000 til en 20 timers stilling. Sikken en lettelse.

Stillingsopslaget kom i ugen derpå og lyder sådan:

Stillingen som leder af Rudkøbing Byarkiv opslås ledig fra den 1. januar 2006. Stillingen er på 20 timer ugentligt.

Ansøgere skal som udgangspunkt have en indgående interesse for det lokalhistoriske og samtidig have lyst og evne til at være leder for arkivets 4 medarbejdere.

Som leder af Rudkøbing Byarkiv, kan du påregne et spændende arbejde i samarbejde med et hold af positive og engagerede medarbejdere med stor erfaring fra det daglige arbejde på arkivet.

Ansættelsen er foreløbigt tidsbegrænset indtil 31. december 2006, idet stillingen tages op til fornyet overvejelse i forbindelse med kommunesammenlægningen. Umiddelbart forventes stillingen dog videreført i den nye Langeland Kommune.

Lønniveau ca. 200.000 kr.

Nærmere oplysninger kan indhentes hos Byarkivar Jens Mollerup, tlf.nr. 63 51 11 75eller Børne- og Kulturchef Jan Præstholm, tlf.nr. 63 51 11 36eller på arkivets hjemmeside http://www.rudkom.dk/byhistoriskearkiv/

Ansøgningen sendes til Rudkøbing Kommune, Lønkontoret, Torvet 1, 5900 Rudkøbing. Ansøgningsfristen er mandag den 14. november 2005 kl. 12.

24. - 31. Oktober 2005 To medarbejdere afsted på SLA-kurser i København. Kursus bl.a. i registreringsteknikker og arbejdet med aviser. Læs mere om SLA her:
http://www.danskearkiver.dk/

29. September 2005 To medarbejdere er afsted på workshop i LOFO i Odense. Mere om det kan ses her:
http://www.lokalhistorisknet.dk/kalender_vis.asp?i=31&m=8

16. Juni 2005 fik byarkivet en ny læseskærm, en Bell og Howell læse- og printeapparat. Den kan vise mikrofilm og mikrofiches og tage kopier af dem, hvis nødvendigt.
Den er vi meget glade for, da den har stået på ønskesedlen i flere år nu. Maskinen er sponsoreret af "Fonden Fyn".

Sidst opdateret af Djavit Hajrizi
27. marts 2012