Bundgarnspæle ved Langeland

    Nyhedsbreve i 2006

    Nyhedsbrev fra
    Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
    nr. 6, februar 2006  

     

    Kære læser!

    I dette nyhedsbrev vil du lede forgæves efter den sædvanlige ”gode historie”.

    Det hele handler om, hvad der er sket på og omkring arkivet. Men det er forhåbentlig også en slags god historie?

    Det er en rum tid siden, jeg skrev det forrige nyhedsbrev, og flere har spurgt, hvornår der nu kom et igen.

    Jeg har sagt det, som det var, nemlig at jeg gerne ville afvente den politiske beslutning om, hvordan arkivets (og min) fremtid kommer til at se ud.

    Det ved vi så nu. Langeland Kommunes politikere har besluttet, at arkivets budget fortsætter uændret, og at jeg kan fortsætte i jobbet som byarkivar, uden at stillingen igen skal opslås.

    Til gengæld vil man så ansætte mig 15 timer om ugen (i stedet for som nu 20 t/u), tidsbegrænset til året 2007.

    Det har jeg valgt at acceptere, idet jeg håber på, at den embedsmandsgruppe, der i løbet af foråret skal komme med forslag til Byarkivets fremtidige organisation, kommer til en konklusion, der indebærer en anerkendelse af, at arkivet er en vigtig del af Langelands kulturarv, og at der dermed er behov for en permanentgørelse af lederstillingen.

    Hvad en evt. donation af fondsmidler kan komme til at betyde i den forbindelse, er p.t. ikke afklaret.

    Støtteforeningen for Rudkøbing Byhistoriske Arkiv og Fyn-Langeland Fonden skylder jeg stor tak, fordi de hele vejen har bakket arkivet og mig uforbeholdent op.

    Straks da det viste sig, at der var problemer med at finansiere min forbliven på arkivet, gik bestyrelsen i gang med at undersøge, om der kunne skaffes yderligere midler. Det viste sig, at Fyn-Langeland Fonden, der tidligere på året gav arkivet en gave på 25.000 kr. (som vi købte IT-udstyr for) igen var villig til om muligt at sikre arkivets fremtidige funktion, idet de gav tilsagn om igen at give et lignende beløb.

    I de forløbne snart elleve måneder har nyhedsbrevene givet beslutningstagerne og andre interesserede mulighed for at holde sig à jour med alle de aktiviteter, der har været gang i på arkivet. Som læserne af de tidligere nyhedsbreve ved, er der sket en del.

    Senest har vi fået en ekspert i arkivregistreringssystemet Arkibas til at undervise samtlige ansatte og frivillige på arkivet en hel dag i den rette brug af systemet. Jeg har for nylig haft et lovende møde med en fundraiser med henblik på at skaffe midler til gennemførelse af det ABM (arkiv-bibliotek-museum)- samarbejdsprojekt, der blev beskrevet i nyhedsbrev nr.3.

    Sammen med repræsentanter for de fire foreningsdrevne arkiver i kommunen har jeg været til et møde med Langeland Kommunes sekretariatschef og udviklingsdirektør, hvor jeg bl.a. plæderede for, at Rudkøbing Byhistoriske Arkiv bør få status som et såkaldt § 7 arkiv, dvs. et arkiv, der kan varetage bevaringen af de kommunale arkivalier.

    Selv om arkivet ikke rangerer højt, når beslutningstagerne prioriterer de til rådighed stående midler, ved jeg, at Byarkivet hos mange borgere i og uden for kommunen har en særlig status. Det har det, fordi vi har så meget materiale, så stor en fotosamling og så effektivt et fremfindingssystem, at vi er i stand til at hjælpe de fleste, der henvender sig med konkrete spørgsmål.

    Således havde vi i november besøg af den kendte dokumentarfilminstruktør og forfatter Lars Johansson, der søgte baggrundsmateriale til en roman om de franske og russiske krigsfangers oplevelser om bord på flydedokken, der strandede på Påø den 4. maj 1945. Her kunne vi hjælpe med mange originale fotos, kopier af beretninger, båndede fortællinger mv.

    Et andet illustrativt eksempel på vores sammenhængende arkivsystem kan illustreres af to canadiske damer, der kom ind ad døren og ”gerne ville vide noget om den enes farmor”. De eneste oplysninger, de havde, var farmoderens navn og fødselsdag. En halv time senere havde de navne på hele familien, oplysning om, hvor de havde boet samt fotos af familiemedlemmer og deres hjem på Nørrebro. Ikke så mærkeligt, at de gik glade herfra – med oplevelsen af et højt, professionelt serviceniveau. Og de var forundrede over kun at skulle betale for fotokopierne!

    Årbogen ”ØBOER 2006” (130 kr.) er udkommet og har fået en god kritik i pressen. Salget går strygende, og det er tegn på, at der er en solid interesse for lokalhistorie. Det er også dejligt, at rigtig mange langelændere, der nu er bosat andre steder i landet, bestiller bogen.

    Denne effektivitet og de usædvanligt lange åbningstider (sammenlignet med andre lokalarkiver) er kun mulige på grund af de dygtige medarbejdere – ansatte såvel som frivillige – der engageret og trofast sørger for, at alt er i orden og alle henvendelser behandles professionelt og seriøst.

    Jeg er meget taknemmelig for deres store arbejde og for, at de har modtaget mig og mine idéer med åbent sind.

    Også tak til ledere og medarbejdere på de foreningsdrevne arkiver samt medarbejderne på Langelands Museum, som jeg har haft et godt samarbejde med.

    Antallet af besøgende på arkivet i 2006 kommer tæt på 1000. Dertil kommer de, der ikke fik sat deres autograf i bogen. Til næste år vil vi også registrere alle de henvendelser vi får pr. telefon og mail, idet besvarelse af dem udgør en stor del af det daglige arbejde.

    Mit nytårsønske er, at Rudkøbing Byhistoriske Arkiv må trives i fremtiden og dermed bevare og udbygge samlingerne i respekt for det store arbejde, tidligere ledere og medarbejdere har udført.

    Alle læsere af nyhedsbrevet ønskes en rigtig glædelig jul og et godt og inspirerende, nyt år!

    Else Wolsgård  

    Nyhedsbrev
    fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
    nr. 5, september 2006 

    Indhold:
    1. Leder – Sammen er vi stærke(re)
    2. Nyt fra Havnegade
    3. ”Den gode historie” – Ulykken i Skrøbelev

    Den 15. til 17. september holdt Sammenslutningen af Lokal Arkiver – i daglig tale SLA – årsmøde og generalforsamling. De fleste danske arkiver, godt 450, bortset fra nogle mindre, frivilligt drevne, der ikke har råd til kontingentet, er medlemmer. SLA skal fremme arkivernes interesser og tale deres sag politisk, ligesom organisationen står bag de digitale registreringssystemer Arkibas 3 og 4 og er udbyder af faglige kurser.

    Sidste års generalforsamling var turbulent, og hvis der ikke blev vedtaget en række vedtægtsændringer, der især var ønsket af de større arkiver, frygtede mange, at SLA stod over for en sprængning. Det blev heldigvis ikke tilfældet.

    De nye vedtægter blev vedtaget, og de vigtigste ændringer består i, at kontingent og antal stemmer ved generalforsamling kommer til at afspejle befolkningsunderlaget i det område, arkivet dækker.

    Dog således, at de mindste arkiver stadig får en stemme, og de største højest får seks. En anden nyskabelse er, at arkivledere, der ansættes efter 1. januar 2007, inden for fire år skal have gennemgået en af SLA godkendt grunduddannelse. Det står ikke helt klart (for mig), hvorfor nogle er meget imod sidstnævnte bestemmelse – men det er måske blot fordi man ikke bryder sig om tendensen i retning af en øget professionalisering?

    Den nyvalgte styrelse vil nu går i gang med det nødvendige lobbyarbejde, der forhåbentlig kan føre til, at arkiverne fremover i højere grad får plads i det kulturhistoriske landskab – også når der deles støtte ud!

    Der var naturligvis også en del diskussion om, hvordan man bedst organiserer arkivarbejdet i de nye kommuner, hvor man visse steder kommer op på at have op mod tyve små og mellemstore arkiver i én ny storkommune. SLA opfordrer til, at der bliver dannet arkivsamvirker i kommunerne, men det er et krav, at alle deltagende arkiver er medlemmer af SLA.

    Hvad gør vi her på Langeland? Mit gæt er, at vi fortsætter som vanligt med et praktisk samarbejde om ”Øboer” og jævnlige møder rundt om på arkiverne. Om der på sigt kan skabes grundlag for et mere formelt samarbejde, vil tiden og udviklingen på Langeland vise. Foreløbig er vi vist alle mest spændt på næste års budget, som vi desværre endnu ikke har haft mulighed for at se og kommentere.

    Nyt fra Havnegade:

    Statens Arkiver (førhen Rigsarkivet) har skrevet til alle de lokale arkiver for at meddele, at deres service med hensyn til fjernlån er ændret. Tidligere har privatpersoner kunnet låne arkivalier, der så kunne benyttes på det lokale arkiv. De risici, der er forbundet med sådanne udlån er nu blevet for stor. Der medsendes en liste over de nu godkendte låneinstitutioner, og Byarkivet er ikke blandt dem. De nærmeste, godkendte institutioner er Landsarkivet for Fyn, Odense Universitetsbibliotek og Ærøskøbing Bibliotek.

    Vi har indkøbt en makulator! Ikke fordi det er den nemmeste måde at skaffe sig af med alle de arkivalier, der venter på at blive registreret, men fordi vi af og til bliver nødt til at kassere fx kartotekskort, hvorpå der står personlige oplysninger. De skulle jo nødig blive tabt fra skraldespanden eller renovationsvognen. Nu kan vi sikre, at personfølsomme data slettes effektivt ved hjælp af makulatoren.

    Arkivet har modtaget endnu en donation: Cand. jur. Mogens Tvermoes fra Ringkøbing har skrevet en redegørelse om sønderjyske krigsfangers hjemtransporter til Danmark efter Første Verdenskrig.

    Når hans opus har interesse for Rudkøbing Byhistoriske Arkiv, skyldes det, at de forhenværende krigsfanger – hvoraf nogle var hentet så langt væk som Ægypten – på deres vej hjem til Sønderjylland gjorde et kort ophold på Langeland. Måske vender vi senere tilbage til den lidt sære sag i et senere nyhedsbrev.

    Karl Ove Christensen fra Tullebølle har lånt arkivet fire albums med avisudklip om Langelandsbroen. Der er megen dramatik forbundet med broen i form af talrige bilulykker, især i de første år efter åbningen. Arkivet vil kopiere det mest interessante album.

    Fyns Andels Foderstofforretning har lukket sit kontor på Nørrebro, og i den anledning har arkivet fået nogle protokoller og regnskaber, som vi er glade for.

    Jeg har indhentet de sidste oplysninger omkring ”krigshelten fra Humble”, Valdemar West. Som nævnt i nyhedsbrev nr. 1, skrev hans svoger til komiteen bag indsamlingen til et monument for de i krigen faldne danske og anmodede om at få Valdemars navn medtaget. Det blev ham lovet.

    Det er nu lykkedes mig at få fat på den bog, der er skrevet om monumentet i Marselisborg. Det fremgår af den udførlige omtale i bogen, at monumentet blev rejst over ”faldne dansksindede sønderjyder” – og den kategori tilhørte udvandreren West jo ikke. Ikke desto mindre er hans navn og data opført som nr. 3958 ud af de i alt 4140 navne:

    ”Valdemar West, Simmerbølle 5-11-86, Somme 21- 10-1916.

    Hele monumentet, der var finansieret ved frivillige bidrag, kostede i 1932 den nette sum af 236.410,43 kr.

    Ulykken i Skrøbelev

    Langelands Avis den 12. oktober 1860:

    Rudkjøbing

    Efter hvad der ved Avisens Slutning berettes os, er i dag passeret en meget sørgelig Ulykke i en Landsby heri Nærheden. En Vogn, hvorpaa fire Personer kjørte til et Bryllup. Ved Salutskud i denne Anledning blev Hestene skye og Vognen væltede; Eieren, en agtet, aldrende Gaardmand, siges at være død, hans Kone slemt forslaaet, hvorimod de tvende andre slap med mindre Contusioner.

    Langelands Avis den 15. oktober 1860:

    Rudkjøbing

    Det i f. Nr. Omtalte, i en Landsby heri Nærheden indtrufne, Ulykkestilfælde har havt begge Ægtefolkenes Død til Følge. Ulykken indtraf i Kirke-Skrøbelev. Manden Gmd. Mads Krøyer i Gl. Skrøbelev, døde kort efter Vognens Væltning imod et Stengjærde, paa hvilket han forslog Brystet, Konen natten mellem Fredag og Løverdag af de i Hovedet erholdte stærke Saar. Foruden disse befandt sig, som meldt, paa Vognen tvende Personer, en voxen Datter og en Tienestekarl, der have erholdt mindre Contusioner, hvilke man dog ikke befrygter ville efterlade videre Følger.

    De paa en saa ulykkelig Maade omkomne Ægtefolk vare særdeles afholdte af Alle, og Begivenheden har saaledes haft almindelig Deeltagelse ikke blot i selve Egnen, men over hele Landet.

    Maate dog nu dette til visse sørgelige Ulykkestilfælde advare Folk imod Skyden paa eller ved alfar Vei ; denne Uforsigtighed har allerede afstedkommet Ulykke nok, saa det virkelig var paa Tiden, om enhver vilde gjøre Sit til, at flere ikke foraarsages.

    Det er en tragisk ulykke, der her beskrives, og det kunne måske være interessant at vide lidt mere om de stakkels bryllupsgæster, der var involveret.

    Som det også omtales i avisartiklen, var det ikke ualmindeligt dengang som endnu (nogle steder) ved festlige lejligheder at vise sin glæde ved at fyre skydevåben af op i luften. Langt op i 1900-tallet skød man helt bogstaveligt nytåret ind, idet fyrværkeri ikke var inden for menigmands økonomiske rækkevidde, men jagtgevær og krudt havde mange adgang til.

    Tilbage til ofrene for ulykken: Det drejer sig om gårdejer Mads Hansen Krøyer fra ”Krøyergården” i Gammel Skrøbelev. Han blev født i 1788 og var altså 72 år, da han døde. Hans kone hed Martha Christine Hansen. Hun var født i 1807 og var således 53, da hun døde.

    De var blevet gift i 1842, da bruden var 35 og gommen 54 år – ingen af dem havde været gift før. I 1845 fik de deres eneste barn, en datter ved navn Maren Sophie Krøyer, der var 15 år, da ulykken skete, og hun med ét blev forældreløs og arving til en gård.

    Hvem der blev hendes formynder, vides ikke, men en sådan må hun have haft, indtil hun blev myndig. Efter den tid kunne hun selv bestemme, idet ugifte kvinder fra 1857 fik lige myndighed med mænd. Og sønner og døtre blev ved samme lovændring arveberettigede på lige fod.

    Gift blev Maren med Rasmus Hansen med hvem hun fik to sønner. Den yngste kom til at hedde Mikarl Hansen (usædvanlig stavemåde!). Han fik desværre tuberkulose og døde 19 år gammel i 1891. (Præsten har i øvrigt fejlagtigt angivet hans alder til 18 11/12 år, hvor den rettelig er 19 1/12 – men sådan var det jo med de præster!) .

    Sønnens død tog hårdt på moderen, og det siges, at hun døde af sorg i 1895, 50 år gammel….

    Den ældste søn, Mikarls broder, Mads Hansen Krøyer, der overtog gården, fik også tuberkulose og blev som følge deraf heller ikke gammel.

    September 2006

    Else Wolsgård



     

    Nyhedsbrev
    fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
    nr. 4, juni/juli 2006  

    1. Leder: Offentligt toilet – nu med arkiv!
    2. Siden sidst
    3. ”Den gode historie”: Store planer – tag med til Tiø


    Offentligt toilet – nu med arkiv!

    Det lyder jo som noget vrøvl. Men det er det desværre ikke. Sidste fredag d. 23. juni fik arkivet besøg af en embedsperson fra Teknisk Forvaltning. Han meddelte, at toiletterne i stationsbygningens underetage fremover vil få status som offentlige toiletter. Dvs., at der vil blive opsat skilte, der henviser trængende borgere og turister til stationens gamle aftrædelsesrum.

    Den nye status medfører også, at ventesalen ikke længere bliver aflåst kl. 16, men vil stå åben til langt ud på aftenen (natten?).

    Er det nu noget at hidse sig op over? Ja, det er det. Det er nemlig sandsynligt, at ventesalen vil øve tiltrækning på personer, der mangler et indendørs sted at holde til – tænk blot på et scenario under festivalen i regnvejr……

    Bortset fra, at snavs og stank fra de ikke særligt funktionsdygtige klosetter vil genere arkivets gæster, er der i hvert fald to særdeles store ricisi: For det første brandfaren. Der er ingen brandalarm i huset, og selv om rygning er forbudt i forhallen, skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, at nogle lidt for muntre personer kunne finde på at smide ulmende cigaretskod ind gennem billetlugen, der fører direkte ind til et af arkivrummene, hvor der befinder sig papir nok til at starte en fatal brand. Desuden er der hensynet til det sjældne 24-timers ur på stationens bagside. Adgangen til urværket er også i forhallen, kun beskyttet af en tynd låge med en lås, der kan brækkes op med en teske. Hvad en reparation vil koste, kan man kun gisne om.

    Begrundelsen for arkivets nye status som offentligt toilet er, at man fra kommunens side gerne vil hjælpe et nyåbnet serveringssted. Fint nok, men så kunne man have opsat et mobilt toilet i umiddelbar nærhed af forretningen. At sætte Det Byhistoriske Arkivs eksistens på spil ved at risikere brand og hærværk virker ikke velovervejet.

    Fra arkivets side har jeg da også omgående henvendt mig til borgmester Johan Norden og orienteret støtteforeningens formand Hans Jørgen Ravn.

    Hvis den trufne beslutning er symptomatisk for kommunens holdning til bevaringen af Langelands fortid og dermed til arkivets betydning, er der bestemt ingen grund til at nære utidig optimisme i forhold til fremtiden!

    Siden sidst

    Arkivet har i juni modtaget en del materiale. Lokalredaktionen på Fyns Amtsavis er flyttet en etage op, og Øboens redaktion er flyttet ind i stueetagen i avisens hus i Ørstedsgade. Flytning betyder oprydning, og arkivet fik altså tilbud om en række papirer fra FAA, der ellers var havnet i papirkurven. Fra Øboen arvede vi 5 (fem!) flyttekasser med pressefotos, som vi håber engang at få ressourcer til at sortere og registrere.

    Fyns Andel på Nørrebro 204 lukker sit kontor om kort tid, og her var man også så venlig at tænke på Byarkivet, før alle de gamle protokoller blev kørt på forbrændingen.

    Endelig har vi fra Inger Jensen, Nakskov, modtaget en poesibog. Som barn boede hun i Bagenkop, og bogen indeholder en del hilsener fra nogle af de franske fhv. krigsfanger, der var om bord på flydedokken, der standede ved Påø den 4. maj 1945.

    Tak alle sammen

    Udvalget for Kultur, Erhverv og Turisme i den kommende Langeland Kommune har holdt deres seneste møde på Byarkivet. Efter den ordinære del af mødet fik udvalget en orientering om arkivets situation og fremtidsudsigter – personalenormering, økonomi, arkivets omfang, fordelt på de forskellige typer arkivalier osv. Medlemmerne af udvalget virkede meget positivt interesserede i såvel de faktuelle oplysninger som den efterfølgende rundvisning. Forhåbentlig vil interessen manifestere sig konkret, når budgettet for næste år skal på plads.

    Og nu, mine damer og herrer, vil jeg fortælle om en tankevækkende udflugt

    Målet var Tiø – som bekendt med sine ca. 600 km2 landets fjerdestørste ø. Nærmeste konkurrent er Lolland med omtrent 1200 km2.

    Det var en dejlig forårsdag, og vi havde planlagt en køretur rundt på digerne. Da vejafgiften var betalt, kørte vi med den anbefalede fart på 40 km/t hen ad det ca. fem meter høje dige. Udsigten var betagende. Til den ene side det blå vand, til den anden de flade marker med spredte klynger af vindmøller. Jeg tænkte, at det var en skam, at der ikke var nogen, der stolede nok på digerne til at ville bo på markerne – men det ville jeg på den anden side nok heller ikke selv have gjort.

    Da vi kom til Ærø, drejede vi af og fandt et spisested til en hyggelig frokost.

    Er I forvirrede – er det ikke så mærkeligt. Det, I lige har læst er nemlig i den for tiden så moderne genre ”kontrafaktisk historieskrivning” , som går ud på at beskrive, hvad der ville være sket, HVIS.

    Hvis Napoleon ikke havde været plaget af hæmorider natten før slaget ved Waterloo, hvis attentatet på Hitler var lykkedes osv.

    Udflugten til Tiø er således en beskrivelse af, hvordan der kunne have set ud i dag, hvis det store inddæmningsprojekt var blevet vedtaget i 1942. Projektet gik ud på at bygge dæmninger mellem Tåsinge, Siø, Langeland og videre fra Ristinge til Ærø og derfra igen til Tåsinge. Det var der kommet 1500 hektar land samt en fast forbindelse oven på digerne ud af. Altså en temmelig stor ø, der, fordi den forbandt ti små og større øer, i folkemunde blev kaldt Tiø.

    Hvordan kunne det gå til, at man seriøst overvejede et i vore øjne så vanvittigt projekt?

    Det er et eksempel på, at historiske begivenheder altid må vurderes ud fra de forudsætninger, der var på den tid.

    Her er et kort rids: Der var på den tid konkrete planer om en dæmning fra Tåsinge til Siø samt om en bro fra Siø til Langeland og en fra Langeland til Ærø. Men – og det var et stort men, Danmark var jo besat, så cement og stål til brobygning var det ikke muligt at få. Jord og sten til en dæmning var der derimod nok af. I foråret 1942 havde man lige oplevet tre hårde isvintre, hvor forsyningsforholdene til øerne havde været svære samtidig med, at man heller ikke kunne komme af med sine egne varer.

    Arbejdsløsheden var stor, så udsigten til at kunne beskæftige 1300 mand i fem år lig med 2 mio. arbejdsdage var et stort plus i projektets favør.

    De samlede omkostninger var anslået til 55 mio. kr., men foreløbig søgte man kun om 50.000 kr. til havbundsundersøgelser.

    Idéen var fostret af en ingeniør Sylvest ti år tidligere, og af ovennævnte grunde blev den taget op igen i 1942. Tanken om de mange hektar frugtbar jord var heller ikke uden betydning, da landbruget jo tjente rigtig godt især ved eksport (!)

    I dag undrer man sig over, at der ikke var nogen, der talte imod ødelæggelsen af naturværdier, men det var ikke et hensyn, der talte. Kun fiskerne var utilfredse, men de blev imødegået med argumentet om, at de jo i forvejen tjente så lidt, at de ville få en bedre fremtid som husmænd.

    En deputation tog til København for at søge Finansudvalget om penge til forundersøgelserne, og der var man ikke afvisende. Det er i den forbindelse også værd at huske, at inddæmningen og afvandingen af Lammefjorden havde været en succes – så hvorfor ikke forsøge det samme igen, blot i en større skala?

    Jo, det så alt sammen fint ud på papiret: Man ville spare de planlagte broer, og der var en stor besparelse at hente på understøttelse af de arbejdsløse.

    Der var egentlig kun ét problem. Nogle mente, at den megen omtale af inddæmningen kunne skade Siøsund- dæmningsprojektet, der naturligt blev sat på stand by, mens de andre forhandlinger stod på.

    Et stormøde med deltagelse af alle betydende erhvervsorganisationer blev arrangeret, fordi det var nødvendigt, at øen talte med én stemme i denne vigtige sag. Her vedtog man en henvendelse til trafikminister Gunnar Larsen, hvor man bad om at få fremmet Siøsund-dæmningen, subsidiært broplanerne. Straks!

    I den efterfølgende debat viste det sig, at nogle af inddæmningstilhængerne havde haft en skjult dagsorden. Det foreliggende projekt om en fast forbindelse gik nemlig ud på, at der skulle bygges en højbro fra Siø til Langeland, der hvor broen nu faktisk er. Byens handlende ønskede derimod en lavbro fra Siø til Rudkøbing havn. På den måde skulle trafikken køre op gennem byen i stedet for at blive ledt uden om via en ny vej til Spodsbjerg, hvad de frygtede ville berøve byen megen omsætning.

    Trafikministeren beærede Langeland med et besøg i maj 1942, og det var tydeligt, at højbroen havde hans bevågenhed, selv om han ikke var ganske afvisende over for inddæmningsprojektet. Han så det tilmed som en gevinst, at jernbanen kunne nedlægges, når broen kom…

    Under alle omstændigheder skulle linieføringen fastlægges snarest af hensyn til de berørte lodsejere.

    Langelands Folkeblad fastslog dagen efter besøget, at ”nu er det kun et spørgsmål om tid, før broen kommer!” Og det havde de jo ret i. Men at det skulle vare 20 år, var der nok ingen, der havde troet.

    Historien her er baseret på artikler i Langelands Avis og Langelands Folkeblad.

    Den 29. juni 2006

    Else Wolsgård 
     

    Nyhedsbrev
    fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
    nr. 3, maj 2006  


    Mange slags interessante arkivalier – smid ikke ud!
    Siden sidst
    ”Den gode historie”: For pokker da – om en dødelig sygdom.

    Mange slags interessante arkivalier?

    At fotos af mennesker eller huse kan være interessante, kan de fleste sikkert være enige om. Dagbøger og breve ligeså. Men mange andre ting kan indeholde spændende historier.

    Er man fx så heldig at finde en regnskabsbog fra en familie, man kan identificere, kan man så at sige kortlægge hele deres liv i det/de år, regnskabet er ført. Ikke alene indtægter og udgifter, men så sandelig også forbrugets sammensætning – daglige indkøb, indkøb til højtider, tøj, fornøjelser – det hele står der, når hjemmets kassemester har været så omhyggelig, som man er, når der ikke er for meget at rutte med.

    Ældre gods- og firmaregnskaber findes der mange af, men det kniber med at få tegnet nuancerede billeder af folk, der ”bare” arbejdede som ansatte på landet og i byen.

    Derfor: Hvis nogen af jer, der læser det her, en dag finder en lille regnskabsbog eller en æske med gamle kvitteringer i husets skunk eller når I rydder op efter tante Viola, så må I love ikke at smide det ud, men i stedet lægge vejen om ad arkivet og lade os kigge på det!

    Et arkiv er ikke en statisk størrelse, og det, der er fokus på, skifter. I disse år arbejder mange museer og arkiver således med at dokumentere industrialiseringen og dermed byarbejdernes vilkår.

    Dem var der vel ikke så mange af på Langeland, men al viden om såkaldt almindelige familiers liv og hverdag er meget velkommen.

    Siden sidst

    Arkivet har bedt Børne- og Kulturudvalget om lov til at overføre nogle penge fra en konto til en anden. Udvalget så for så vidt positivt på anmodningen, men da den er af principiel karakter, skal beslutningen konfirmeres i såvel Økonomiudvalget som Byrådet, så den endelige afgørelse tager sin tid.

    Alligevel har vi vovet pelsen og bestilt to nye computere, da vi jo har Fyn-Langelands Fondens donation på 25.000 kr.

    To frivillige medarbejdere skal på kursus i arkivadministration i juni.

    Der har været afholdt et indledende møde mellem Helle Ravn fra museet, Ole Steen fra biblioteket og mig vedr. det kommende ABM-samarbejde. Vi enedes om et projektet, der vil fokusere på de flygtninge fra eks-Jugoslavien, der kom til Holmegård i 1994, og hvoraf en del bor her endnu og er godt integreret.

    Der har været redaktionsmøde i gruppen bag den næste udgave af årbogen Øboer. Deadline er 1. august.

    Det forlyder, at Langeland Kommunes udvalg for Kultur, Turisme og Erhverv efter arkivets invitation regner med at holde sit næste møde i Havnegade 7, og jeg glæder mig til at orientere udvalgsmedlemmerne om arkivets status og fremtidsmål.

    Arkivet har ansat Else Steen som rengøringshjælp tre timer om ugen.

    For pokker!

    Når man af og til bruger ovenstående udtryk, tænker de færreste over, at ”pokker” er det samme som kopper. Det er det imidlertid, og der var i tidligere tider gode grund til at bruge ordet i besværgelser. Hvad den sygdom har betydet og forvoldt af rædsler er overvældende – her blot et par eksempler: I 1592 døde næsten halvdelen af Sjællands befolkning af et udbrud af en særlig ondartet form for kopper. Christian den Fjerde blev også smittet, men overlevede som bekendt. I 1700-tallet døde der årligt omkring 30.000 mennesker af kopper i Frankrig.

    Læger kunne konstatere, at hvis man havde haft og overlevet sygdommen, kunne man ikke få den igen, så allerede i 1600 tallet var man begyndt med en form for vaccination.

    Først i 1798 fandt den engelske læge Edward Jenner den helt rigtige og sikre metode. Hans opdagelse bestod i, at han havde konstateret, at malkepiger, der var blevet smittet med kokopper, bagefter blev immune over for de farlige menneskekopper. Altså foretog han en podning med kokopper på et barn og påviste, at barnet ikke var smittefarlig over for andre børn, samtidig med at barnet var uimodtagelig for smitte fra menneskekopper. Ordet vaccination kommer derfor af vacca, der betyder ko på latin.

    Snart tog man også i Danmark fat på vaccinationerne. Problemet var blot at få alle til at lade deres børn vaccinere, for uden en så godt som 100% dækning ville sygdommen stadig dukke op.

    I 1810 indførte man derfor en generel pligt til vaccination, og for at sikre, at ingen undslog sig, blev det gjort til en forudsætning for at blive konfirmeret, at man kunne vise en koppe-vaccinationsattest.

    Det hjalp!

    Og nu er det så, at vi kommer tilbage til Valdemar West, for jeg fandt tilfældigt hans vaccinationsattest – en fortrykt attest med plads til at indskrive navn, alder og dato:

    Kokoppe-Indpodnings Attest

    Bødker Wests Søn Valdemar West født i Simmerbølle og boende i Simmerbølle 2/3 Aar gammel, er af mig, Underskrevne, Aar 1886, den 30. Juni indpodet med Kokopper.

    Ved nøjagtigt Eftersyn imellem den 7de og 9de Dag efter Indpodningen har jeg fundet alle de Tegn, som vise dem at være de ægte Kokopper; de vare nemlig opfyldte med en klar Væske, i Midten nedtrykkede, og omgivne med en rød Kreds. Hvilket hermed bevidnes af Langelands Lægedistrikt 7. Juli 1886 Autoriseret Læge (udstreget) Röse

    (det, at blærerne er ”i Midten nedtrykkede” har givet sygdommen sit navn, idet den enkelte blære på den måde minder om en lille kop)

    Og inden vi tager endelig afsked med Valdemar, vil jeg da lige vise læserne, hvordan han så ud i 1916, da han var blevet indrulleret i de britiske styrker og kort efter blev dræbt af en tysk snigskytte – fotoet lå sammen med attesten.

     



    Vaccinationen virkede så godt, at Danmark i 1976 ophævede den lovbefalede koppevaccination, og i 1980 erklærede WHO sygdommen for udryddet på verdensplan.

    Da man ikke længere vaccinerer, er befolkningerne til gengæld meget sårbare over for sygdommen.

    Man opbevarer dog stadig koppevirus to steder i verden til forskningsformål – i USA og i Rusland.

    På grund af den globale modtagelighed over for sygdommen er den imidlertid kommet på listen over mulige biologiske terrorvåben. Således var koppevirus blandt de biologiske våben, man mente, fandtes i Irak før invasionen.

    Desværre er brugen af biologiske våben ikke ny: Allerede i 1754-67 brugte britiske styrker spredning af koppesmitte som våben i kampen mod indianere i Nordamerika. Da sygdommen var helt ukendt i den indfødte befolkning, havde de slet ingen modstandskraft og døde naturligvis som fluer. Man fristes til at sige ”Fy for pokker!”.

    Den 24. maj 2006

    Else Wolsgård

    Leder af Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
     

    Nyhedsbrev 
    fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
    nr. 2, april 2006 


    Arkivets opgaver – bl.a. om nytten af at kigge i bakspejlet
    ABM-samarbejde undervejs!
    Nyt fra Havnegade
    Den gode historie: ”Vi er vendt tilbage langvejs fra” – en fransk krigsfange fortæller om
    flydedokkens stranding ved Påø 4. maj 1945.



    Arkivets opgaver er

    at indsamle,
    registrere,
    forske og
    formidle

    Alle fire opgaver er vigtige, og de hænger uløseligt sammen.

    At det er en vigtig opgave at samle arkivalier ind, siger måske sig selv, men indsamlingen må på den anden side ikke ske ukritisk. Dvs. arkivet skal i hvert tilfælde nøje vurdere, om de dokumenter, man bliver tilbudt, er relevante for arkivets formål.

    Registreringen er rent fagligt en meget vigtig søjle. En grundig registrering, hvor man især fokuserer på, hvem og hvor de pgl. arkivalier kommer fra (i fagsprog kaldet proveniensen) er overmåde betydningsfuld. Uden kendskab til arkivaliets egen historie er det kun lidet interessant for såvel forskere som arkivets øvrige brugere. Et album med tegninger, som mangler oplysninger om, hvem der har tegnet dem, og hvem giveren er, kan ikke bruges til ret meget i arkivfaglig/historisk sammenhæng. Derfor er registreringen alfa og omega i god arkivdrift. Ikke mindst nu, da de IT-baserede registreringssystemer åbner helt nye muligheder for at hente oplysninger på tværs i registrene ved hjælp af fritekstsøgning.

    Forskning er vigtig, for det er kun de færreste arkivalier, der er umiddelbart tilgængelige uden en bearbejdning. En brevsamling skal fx ordnes kronologisk, håndskriften skal tydes, begivenheder, personer og steder skal verificeres, hvis det er muligt. Og endelig kan samlingen forsynes med faktuelle oplysninger om brevskriveren, samt informationer om forholdene på den tid og i det miljø, skribenten stammer fra samt en konklusion mht. de pgl. Breves værdi som historisk kilde. Først da er det blevet til en spændende beretning, der kun venter på at blive formidlet.

    Formidlingen af lokale oplysninger og beretninger er en stor del af arkivets virke. Slægtsforskernes store arbejde skal ikke forklejnes, men det har jo et privat sigte, og retter sig oftest mod en snæver kreds. Hvis borgerne skal synes, arkivet er en nyttig institution, er det nødvendigt at nå en større offentlighed og blive en del af den kollektive bevidsthed om, at fremtiden bygger på fortiden, samt at vi somme tiden kan blive klogere på nutiden ved at kigge i bakspejlet.

    ABM-samarbejde
    Flere steder rundt i landet har man etableret et såkaldt ABM-samarbejde, dvs. et samarbejde mellem arkiv, bibliotek og museum. Byarkivet har opfordret de to andre institutioner i Rudkøbing til at gå ind i et sådant samarbejde for ved fælles hjælp at mobilisere ressourcer til at iværksætte et større, tværfagligt formidlingsprojekt. Emnet er endnu ikke fastlagt, idet der vil blive holdt et første møde mellem institutionerne primo maj.

    Nyt fra Havnegade:
    Vi har været så heldige at få ansat Gitte Hansen med løntilskud. Gitte er kontoruddannet og fik selv den gode idé at komme ind på arkivet for at høre, om vi havde brug for nogen. Vi glæder os til samarbejdet i det næste halve år.

    Arkivet har inviteret Langelands kommunes Udvalg for Kultur, Turisme og Erhverv til at holde deres næste møde på Byhistorisk Arkiv. Her vil udvalgsmedlemmerne få en orientering om arkivets status og fremtidsplaner samt – hvis de ønsker det – en rundvisning i den gamle stationsbygning.

    Torsdag den 27. april tager to af arkivets frivillige medarbejdere til lokalarkivet i Vejle for at finde ud af, hvordan man der griber forskellige arbejdsopgaver an – og for forhåbentlig blive inspireret til at indføre forenklinger og rationaliseringer her i Rudkøbing.

    Fra Karl-Johan Rubæk har vi med tak modtaget en beretning om familiens hus på Kærvej 13, Strynø gennem 100 år. Historien er solidt baseret på bl.a. dagbøger og regnskaber, suppleret med personlige erindringer og fotografier.

    ”Nous sommes revenus de loin” – Vi er vendt tilbage langvejs fra.

    En førstehåndsberetning fra en fransk krigsfange om bord på flydedokken, der strandede ved Påø den 4. maj 1945

    Byarkivet har modtaget en dansk oversættelse v. Anne Schlanbusch, af en beretning, skrevet af en franskmand, Camille Badie.

    Som 30-årig politibetjent blev Badie i 1939 indkaldt til hæren og måtte forlade sin kone og treårige datter.

    Allerede samme år blev han taget til fange af tyskerne og sendt til en fangelejr i Pommern. Der sad han så i fem år, indtil han i maj 1945 sammen med sine medfanger blev tvunget til at vandre op mod Østersøen. Til sidst kom de om bord på den berømte flydepram og ved et utroligt held kom de fleste uskadte i land på Langeland.

    Her mødte Camille Badie familien Rasmussen, og der udviklede sig et livslangt venskab mellem ham og den ældste søn, Knud, der talte noget spansk (Badie var af katalansk familie). De besøgte hinanden nogle gange, både i Frankrig og her.

    Beskrivelsen af den frygtelige vandretur sammen med ca. 1200 franskmænd og russsere midt i det krigshærgede land blev nedskrevet af Badie selv og renskrevet af hans børn efter hans død.

    Her følger nogle illustrative passager og sammendrag, tilpasset dansk skrivemåde:

    ”Forsynet kommer os til hjælp om natten den 6. marts i form af bølger af flyvende fæstninger, som på en halv time ødelagde en stor del af byen (Sassnitz på Rügen)….Vores hemmelige gøremål består da i søgen efter fødevarer, og det sker, at en dåse med røget sild eller et stykke flæsk hentes ved siden af ejermandens lig og derfor var plettet med hans blod…. Hele og dele af døde kroppe begraves lag på lag i store fællesgrave, som det er vores opgave at udgrave og dække til, når de er fyldt op”.

    Den 1. maj bliver fangerne beordret til at gå om bord på en flydedok. Der er både fanskmænd, russere, belgiere og polakker. Der er så mange, at det ikke er muligt at bevæge sig, langt mindre lægge sig ned. Flåden er mellem 60 og 80 meter i længden, og på siderne er der aflukker på fire meter i højden. Der opholder de tyske vagter sig. Selve dækket er omkring 1,20 m. over havoverfladen. Der er hverken mad eller vand om bord.

    En slæbebåd trækker flåden ud på åbent hav, og rygterne vil vide, at målet er Flensborg.

    Natten er kold, og mange bliver gennemvåde, fordi det regner. Da der naturligvis ikke er noget toilet, bliver der i plankerne lavet nogle små huller, som trængende kan forsøge at ramme.

    Næste dag havner flydedokken midt i et luftangreb, der varer seks timer. For at redde sig selv vælger kaptajnen på slæbebåden at kappe trossen til flydedokken. Natten falder atter på, og de mange fanger driver af sted, hvorhen ved de ikke. De er også temmelig ligeglade, for det altoverskyggende problem er nu mangelen på drikkevand!

    De tyske vagter opgiver ævred, og fangerne overtager kommandoen. Et medbragt fransk flag bredes ud i håb om, at flyverne kan se det. Situationen er meget alvorlig. Vandmangelen vil inden længe kræve sine ofre, og risikoen for at støde på en mine eller blive sejlet ned af et skib er overhængende. Men de kan intet gøre. Alligevel bevarer de modet. En musiker, der har medbragt sin saxofon, bliver sat til at spille populære melodier for at adsprede mændene.

    Den tredje nat falder på, og nu begynder nogle at udvise tegn på alvorlig sygdom.

    Op ad dagen mener nogle at kunne skimte land mod vest. Heldigvis er vinden østlig, og for at fremme farten rigger man nogle årer til(!).

    Nogle få kilometer fra kysten passerer flydedokken to tyske flygtningeskibe, der ligger for anker.

    Skibene bliver angrebet af engelske jagere og synker med alle ombordværende, hovedsagelig kvinder og børn.

    Pludselig bliver flydedokken også angrebet, men bomben forfejler målet og havner i vandet.

    Det samlede tab udgør derfor ”kun” tre-fire døde og en halv snes sårede. Uden medicin eller vand var det dog alvorligt nok.

    Kysten nærmer sig, men det ser ud til, at folkene derinde absolut ingen interesse har i de ulykkelige mænd på flåden. De sender SOS. Intet sker, og de er sikre på, at det må være tysk territorium.

    Ca. 150 m. fra stranden tager flåden bunden, men desværre er det meget få, der faktisk kan svømme. Vandet er også meget koldt!

    Den ender med, at nogle få modige svømmer mod stranden, idet de trækker tovværk efter sig. De finder et par joller, som de ror ud i igen, og langsomt begynder transporten af de mange mennesker ind til land.

    ”De indfødte” samler sig efterhånden også på standen, og de af de forhenværende fanger, der kan kommunikere med dem, fortæller de andre, at danskerne havde troet, flåden var fyldt med tyskere. Derfor havde man ikke sendt hjælp.

    Pludselig begynder folk inde på stranden at opføre sig som gale – de løber rundt, råber, synger og ter sig. Der bliver råbt ud til de tilbageværende på flydedokken, at de tyske besættelsesstyrker netop har kapituleret!

    De tyske vagter afvæbnes, og en enkelt vagtpost, der har været særligt brutal, bliver slået og sparket, før han smides over bord og drukner.

    De reddede bliver ypperligt beværtet på de nærliggende gårde og deltager glade i euforien næste dag, den 5. maj.

    De tyske soldater derimod må gå til Rudkøbing uden hverken vådt eller tørt for at blive interneret der.

    Camille Badie slutter sin beretning med at sige ”Vi er vendt tilbage langvejs fra”. Han kommer endelig hjem til sin familie – seks år ældre og mange både forfærdelige og opbyggelige erfaringer rigere.

    (Det skal tilføjes, at der naturligvis skal en kildekritisk analyse til for at give en nuanceret og dækkende beskrivelse af, hvad der skete. På arkivet har vi således også en beskrivelse fra en af de russiske fanger samt et par danske øjenvidneskildringer.

    At Badies historie nok er farvet af det antal år, der gik, før han nedskrev den, ses fx af, at han omtaler den ypperlige beværtning, fangerne fik straks efter landgangen. Et dansk øjenvidne fortæller som kontrast, at de reddede fanger kastede sig over den første, den bedste roekule, de så, og åd roerne, som naturligvis ikke var vasket!)

    Den 26. april 2006

    Else Wolsgård

    Leder af Rudkøbing Byhistoriske Arkiv  

    Nyhedsbrev
    fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
    nr.1, marts 2006 

    Dette er det første nyhedsbrev om, hvad der sker på arkivet. Målgruppen er støtteforeningens medlemmer, politiske beslutningstagere og andre interesserede.

    Nyhedsbrevet udsendes på e-mail, og man kan til- eller framelde sig det på ew@rudkom.dk

    Har man ikke internetforbindelse, er man velkommen til at hente et trykt eksemplar på arkivet. Da det er første nummer, er det ret fyldigt. Indholdsoversigten er derfor ment som en hjælp til de travle.

    Indhold:
    Leder: Lokalhistoriske arkiver – hvorfor?
    Stort og småt fra arkivets dagligdag
    ”Den gode historie” : En krigshelt fra Humble



    Lokalhistoriske arkiver – hvorfor?

    Er det virkelig nødvendigt at opretholde byarkiver og lokalarkiver i det 21.århundrede? Nogle mener, at det er skatteyderbetalt støtte til slægtsforsknings-nørder, der gladelig bruger et par uger på at finde data om tipoldemors kusines børn. Hvorfor denne dvælen ved fortiden netop nu, da der er brug for masser af ressourcer til at ruste os til fremtiden – digitalisering, strukturreform og globaliseringens udfordringer! Rigsarkivet og landsarkiverne gemmer jo de vigtigste oplysninger, så når der nu skal spares……..

    For at imødegå disse argumenter er det nødvendigt at gøre sig klart, hvordan og hvorfor arkiver er opstået og har udviklet sig. Så længe der har eksisteret kultursamfund med et skriftsprog, har magthaverne gemt dokumenter i et arkiv. Kun på den måde kunne man bevise sine rettigheder fx i form af skøder, gavebreve, testamentariske bestemmelser. Senere oprettede kirken og de magtfulde adelsfamilier egne arkiver. I de seneste 3-400 år har også privatpersoner lagt vægt på at bevare skriftlige vidnesbyrd om deres liv og virke.

    De vigtigste kilder til menigmands liv og død er naturligvis kirkebøger, skifteprotokoller og folketællinger, der gør det muligt at følge almindelige borgeres og bønders slægter bagud i tiden. Sidst i 1800 tallet kom fotografierne til som visuel dokumentation, aviserne og langt senere lydbånd og video (film). I løbet af det 20. århundrede har afleveringen af arkivalier til lokalarkiver for alvor taget fart, og Rudkøbing Byhistoriske Arkiv kan i dag byde på en meget omfangsrig samling af aviser, fotos, virksomhedsregnskaber, privatarkiver og folketællinger samt kirkebøger – noget af materialet opbevares på mikrofilm.

    Nu er spørgsmålet så, hvorfor det er vigtigt at gemme på alle disse ting – og vel at mærke gemme dem på en måde, så interesserede borgere kan finde frem til specifikke arkivalier og dermed oplysninger om steder, emner, personer mv. i det område, arkivet dækker. Der er nemlig rigtig mange, der søger informationer på arkivet, både byens egne indbyggere og fx udvandrere, der vil kende deres rødder. Det opleves helt åbenbart spændende og identitetsskabende at åbne lugen til et stykke af lokalsamfundets fortid.

    Det siges, at mange af nutidens unge er ”historieløse”, og én af måderne, hvorpå de kan få appetit på at lære mere om den fortid, der er forudsætningen for og bygger bro til nutiden, er den lokale historie. Mange elementer i den historie kan de selv se rundt omkring i kulturmiljøet, og ved hjælp af en håndfuld historiske oplysninger kan en velkendt gade og dens huse få ny betydning og illustrere menneskers leveforhold i en anden tid. Der ligger masser af gode historier på arkivet – historier, der bare venter på at blive formidlet!

    Et bugnende lokalarkiv bliver dog også nødt til at forholde sig til og træde aktivt ind i idet 21. århundrede og dermed IT-alderen.

    I Sammenslutningen af LokalArkiver (SLA) foregår der p.t. en debat om, hvordan og hvor hurtigt, det bør ske. Der er efter min mening ingen tvivl om, at registreringen fremover skal ske digitalt. Efter en konvertering fra det nuværende DOS-baserede registreringssystem, ARKIBAS 3, til det Windows-baserede ARKIBAS 4 vil søgemulighederne blive markant forbedret, idet der så bliver fritekstsøgning (ligesom når man søger et emne på Google). Hvornår vi når så langt i Rudkøbing, er endnu uvist, idet der forestår et stort indtastningsarbejde, der jo primært foretages af vores entusiastiske frivillige medarbejdere.

    Under alle omstændigheder vil Rudkøbing Byhistoriske Arkiv i fremtiden forhåbentlig kunne markere sig på Langelands kulturelle landkort på en måde, så borgerne i den ny kommune anerkender dets betydning, ligesom kontakten med de eksisterende arkiver i den nordlige og sydlige del af kommunen skal udbygges og fremmes.

    Arkiverne er en vigtig både kulturbevarende og –skabende faktor, der fremover kan udnytte synergieffekten af et samarbejde med museum og bibliotek

    Dette scenario er naturligvis afhængig af tilførsel af de nødvendige ressourcer.

    Stort og småt fra arkivets dagligdag

    Ruth Bønnelykke, der har været ansat med løntilskud i et år og derefter fik sin tilknytning til arkivet forlænget i en måned som jobtræning, er fratrådt pr. 1-3. Vi vil savne hendes engagerede indsats, men har jo desværre ikke mulighed for at tilbyde hende en egentlig ansættelse p.t.

    Med udgangen af marts må vi også tage afsked med Heinz Hall, der har gjort et stort arbejde i forbindelse med flytning af billedarkiv og med praktiske opgaver, hvor hans ordenssans har været uvurderlig.

    Forhåbentlig kan vi få tilknyttet en eller to andre medarbejdere via AF, men det er jo altid trist at måtte sige farvel til gode medarbejdere, netop når de har opnået et indgående kendskab til arkivet.

    Fra Fyn-Langeland Fond har arkivet modtaget en gave på 25.000 kr. Det er vi meget glade for, og det vil snarest blive besluttet, hvad pengene skal anvendes til.

    Der har været en mindre vandskade – heldigvis kun i gangen. Den viste sig at stamme fra en dryppende vandhane i lejligheden ovenpå. Et stoppet afløb bevirkede, at vandet løb ud på gulvet og dryppede nedenunder. Det er ikke uden risiko – hverken hvad angår vand eller brand - at have beboelser oven på arkivet !

    Der er installeret nye låse på for- og bagdør. Det sker, for at vi kan leve op til normerne ifølge ”Scanfor” – de scandinaviske forsikringsselskabers fælles betingelser, som de fremgår af kommunens generelle forsikringspolice. I modsat fald kunne vi ikke regne med at få kompensation i tilfælde af indbrud. For fremtiden skal alle, der får udleveret nøgler, skrive under på modtagelsen af nøgle (ligesom de naturligvis får en kvittering, når den afleveres igen).

    For at opfylde Sammenslutningen af Lokalarkivers, SLA’s, regelsæt er alle medarbejdere på arkivet, ansatte så vel som frivillige blevet bedt om at underskrive en tavshedserklæring. En formalitet ganske vist, men den sikrer jo, at de, der afleverer arkivalier til arkivet, kan stole på den nødvendige diskretion.

    En scrapbog, som vi ikke ved, hvor kommer fra, er overgivet til Teatermuseet i København. Den indeholder avis- og ugebladsudklip om skuespillere fra begyndelsen af 1900-tallet og er derfor ikke af særlig interesse for Byarkivet i Rudkøbing.

    Et hold elever med lærer fra Arkitektskolen i Århus har besøgt arkivet i forbindelse med en ekskursion, hvor eleverne skulle løse opgaver om bl.a. udvikling af byplaner.

    Der har været et første redaktionsmøde vedr. årets udgave af ØBOER. Især blev muligheder for at forbedre markedsføringen diskuteret. Årgang 2005 har ikke solgt så godt. Vi vil forsøge at få Turistkontoret til at sælge nogle i sommer. Fornyet forsøg på at få omtale i ”Langelænderen” er iværksat, ligesom et anmeldereksemplar er fremsendt til ”Journalen”, Lokal- og Kulturhistorisk tidsskrift.

    Lørdag den 4. marts deltog jeg (EW) og to frivillige medarbejdere i et kursus i Broby, arrangeret af SLA. Kurset drejede sig om registrering af skriftlige arkivalier og billeder - også i det digitale ARKIBAS system.

    ”Den gode historie”

    En krigshelt fra Humble

    En mappe med påskriften ”Valdemar West” – hvor den kommer fra, vides desværre ikke - viste sig at indeholde et spændende materiale. Da papirerne, som hovedsagelig er breve, blev lagt i kronologisk orden, tegnede der sig et billede af en succesfuld udvandrer, som desværre fik et trist endeligt. Her er et resumé af materialet, suppleret med oplysninger fra kirkebog, folketællinger og udvandrerarkivet:

    Første brev er fra bemeldte Valdemar (født i Simmerbølle den 5. november 1885) til hans søster, dateret Quebec 15-2-1912. Søsteren, Hansine Hansen (født West i 1878) flyttede i 1899 fra Humble til Simmerbølle som tjenestepige hos en mand ved navn Hansen. Af folketællingen 1901 ses, at der i samme husholdning boede en ugift søn ved navn Karl Hansen, så når Hansine senere benævnes fru Karl Hansen, er forklaringen altså ligetil: hun har giftet sig med husbondens søn.

    Brevet afslører, at Valdemar ikke var en hyppig brevskriver. Der er også noget, der tyder på, at han har været borte fra hjemlandet i en årrække, idet han blander engelske ord med de danske, fx :”Will close for denne gang og hober at höre fra dig soon”. I et andet brev udtrykker han sig således: ”Jeg vilde blive meget glad for at have et folgrafi af Moders og Johannes grav. Jeg er going to sende hjem the penge jeg skylder. Kan du læse mit brev, jeg kan ikke skrive so godt dansk nu, jeg skriver nesten aldrig.”

    Af udvandrerarkivet fremgår det, at Valdemar var rejst ud af landet som 22-årig i 1907 med kurs mod Canada. Erhverv: mejerist.

    Næste dokument er en livsforsikringspolice på 1000 dollars i The Sun Life Assurance Company (livsforsikringsselskab) of Canada, udstedt den 2. november 1915 – åbenbart umiddelbart før West meldte sig til de væbnede styrker. Han var på det tidspunkt blevet britisk statsborger. (1867 til 1931 var Canada en såkaldt British Dominion, dvs., der eksisterede en slags rigsfællesskab med Storbritannien).

    Den 23-9-1916 sender J.E. Kerridge, der er manager (direktør) i The Canadian Bank of Commerce (den canadiske handelsbank) et brev til Valdemar, der begynder med ”My dear West”(min kære West). Kerridge tager åbenbart vare på Valdemars økonomi i hans fravær, idet de har været nære venner:”We think of you and speak of you every day in our home” (vi tænker på dig og taler om dig hver dag her hjemme). Valdemar er åbenbart nu kommet til fronten i Frankrig, og mrs. Kerridge medsender i den anledning nogle kakifarvede lommetørklæder ”as we thought your white ones might prove an easy match for an enemy sniper”. (da vi tænkte, dine hvide kunne vise sig at udgøre et let mål for en snigskytte) Det skulle vise sig, at denne frygt kun var alt for berettiget!

    Et par dage senere kommer der endnu et brev, denne gang fra en pige ved navn Gladys, som sender varme hilsner fra sine forældre samt nogle ekstra lange, strikkede sokker.

    Den 23. september skriver Kerridge igen, bl.a. ”Glad to hear you are well and still enjoying trench life” (!!). (jeg er glad for at høre, du har det godt og stadig nyder skyttegravslivet ). Det med nydelsen er formentlig temmelig ironisk ment.

    Sidst i september sender en veninde en julekage af sted til Frankrig, i god tid må man sige, men transporten kunne godt tage op til et par måneder. Om den kom frem, og hvem der spiste den, vides ikke – kun at det ikke var Valdemar.

    Det falder i J.E. Kerridge’s lod at skrive det triste, men nødvendige brev til Valdemars far, Edvard F. West, bødker i Humble, og det gør han den 15. november 1916. ”Valdemar was killed in action about 20th October while serving in France with the Grenadier Guards of Canada. He was honest in every sense of the word, sober, industrious, a close friend, a noble and good Christian faithfully serving the Church to which he belonged” ( Valdemar blev dræbt i kamp ca. den 20. oktober, mens han gjorde tjeneste i Frankrig i det canadiske grenaderkorps. Han var ærlig I alle ordets betydninger, besindig, flittig, en nær ven, en ædel og god kristen, der trofast tjente den kirke, han tilhørte) Det tilføjes, at der er blevet afholdt en mindegudstjeneste. Af den medsendte avisnekrolog fremgår det også, at Valdemar West var et sjældent afholdt medlem af lokalsamfundet, og omtalen slutter med”To know him was to love him”. (at kende ham var at elske ham). Han blev knap 31 år.

    Et par uger senere kan Kerridge give lidt flere oplysninger omkring Valdemars død:”He was in a bombing squad, and after his regiment had succeeded in taking the German trench and your son distinguishing himself by his bravery, he was hit in the head by a german sniperwhile bringing up a supply of bombs to the line about two hours after the trench was taken. He was buried behind theRegina trench he helped to take” .( han var i en bombe-enhed, og efter at det var lykkedes for hans regiment at indtage den tyske skyttegrav – idet Deres søn havde udmærket sig ved sin tapperhed, blev han ramt i hovedet af en tysk snigskytte, mens han var ved at transportere en forsyning af bomber til frontlinien ca. to timer efter, at skyttegraven var erobret. Han blev begravet bag Regina skyttegraven, som han havde været med til at indtage). Kerridge oplyser også, at Valdemar ville have fået “The Distinguished Conduct Medal” (en medalje for særlig udmærkelse).

    Imidlertid skal de økonomiske spørgsmål ordnes. Private (menig) West har tegnet ikke mindre end tre livsforsikringer på hver 1000 dollars. Heraf skal de to gå til søsteren Hansine, den tredje til faderen. Familien skal derfor fremsende to bekræftede fødselsattester til mr. Kerridge. Der er lidt skriveri frem og tilbage bl.a. om et såkaldt militærtestamente, der ligeledes tilgodeser Hansine.

    Ikke overraskende kunne hverken E.F. West eller hans datter læse og skrive engelsk, men det kunne præsten i Simmelbølle heldigvis. Det var den i lokalhistorisk sammenhæng senere så kendte Vilhelm Lütken! Han påtager sig rollen som translatør, og da han skriver sine kladder bag på brevene fra Canada, kan man se, at han absolut ikke benyttede et simpelt ”skoleengelsk”, men udtrykte sig både nuanceret og stringent.

    Valdemar fortsatte åbenbart sin karriere som mejerist i Canada, idet det nævnes, at han ”was in charge of the Government Creamery in Brome” (bestyrede regeringsmejeriet i Brome)

    The Masonic Lodge (frimurerlogen) står bag opsætningen af en mindeplade for ham i kirken, så han havde øjensynlig en solid, social status.

    Imidlertid udveksler mr. Kerridge og West-familien adskillige breve om livsforsikringerne. Først bliver en af fødselsattesterne væk, senere bliver Lütken bedt om at sende en oversættelse.

    Efterhånden kommer bankdirektøren fra Canada og pastor Lütken nærmest på venskabelig fod. Det ses på rørende og tragisk vis af en lille efterskrift, tilføjet i hånden på et af direktørens mere officielle, maskinskrevne breve:”Since I wrote last we have had a very great loss. Our little girl Isabel aged 9½ years died of peritonitis following an operation in the general Hospital Montreal for appendicitis. She and Valdemar are now together in Paradise. They were very fond of each other and the little girl used often to sit on his knee and look up in his kind face. She admired him very much.” (siden jeg sidst skrev, har vi oplevet et meget stort tab. Vores lille pige, Isabel på 9½ år døde af bughindebetændelse efter en operation for blindtarmsbetændelse på Montreals hovedsygehus. Hun og Valdemar er nu sammen i Paradis. De var meget glade for hinanden, og den lille pige sad ofte på hans knæ og kiggede op på hans venlige ansigt. Hun så meget op til ham) En sørgelig udgang på en ellers ret banal operation, men ikke usædvanlig dengang, da alle operative indgreb var forbundet med stor infektionsrisiko.

    Endelig – i maj 1918 – kommer pengene for livsforsikringerne, ca. 3100 kr. for hver 1000 dollars.

    By- og Herredsfogedkontoret i Rudkøbing er indblandet, og der er også nogle skriverier frem og tilbage om et guldur, som Valdemar havde fået af venner ved sin afrejse til fronten. Det blev aldrig fundet. Måske havde han det på, da han blev begravet, eller en af hans kammerater har haft fornøjelse af det siden.

    Den sidste oplysning om Valdemar West stammer fra et brev fra ”Komiteen for Landsindsamlingen til et Monument i Marselisborg Mindepark for de i Verdenskrigen faldne danske” fra 1932. Komiteen har fået en opfordring fra Karl Hansen - Hansines mand – til at medtage navnet Valdemar West på monumentet. Det erklærer komiteens formand sig villig til, så hvis monumentet stadig står der, kan man formentlig se navnet på den langelandsk fødte soldat, der meldte sig frivilligt for at kæmpe for sit nye fædreland.

    Æret være hans minde.

    Rudkøbing den 5-4-2006

    Else Wolsgård

    Leder af Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    10. oktober 2013