Bundgarnspæle ved Langeland

    Nyhedsbreve i 2007

    Nyhedsbrev
    fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
    nr. 6, december 2007  

    Indhold:

    1. Leder
    2. Nyt fra Havnegade
    3. ”Julen varer længe…”

    1. Her ved årets slutning vil jeg på Rudkøbing Byhistoriske Arkivs vegne gerne sige tak for godt samarbejde i 2007 til alle dem, vi har haft positiv kontakt med.

    Også en varm tak til de frivillige medarbejdere uden hvis vedholdenhed, flid og entusiasme arkivet ikke kan fungere.

    Der har i årets løb været mange sjove, spændende og udfordrende henvendelser og opgaver, der er kommet til os udefra. Det er jo noget af det mest tiltrækkende ved at arbejde med publikumsbetjening: man ved aldrig, hvad arbejdsdagen kommer til at byde på.

    Også Støtteforeningen for Rudkøbing Byhistoriske Arkiv har ydet en uvurderlig indsats i det forgangne år bl.a. i kraft af, at der var foreningen, der stod bag ”kulturhøringen” i august.

    2. Der har i de sidste par måneder været temmelig mange meget omfattende og seriøse henvendelser til arkivet. Nogle brugere er kommet personligt, men flere har henvendt sig pr. mail. Det er naturligvis fremtidens måde at bruge arkiver på, og det stiller krav til os, der arbejder på arkivet. Dels skal vi sikre os, at opgaven er veldefineret, så vi ikke risikerer at gøre overflødigt arbejde. Dels må vi sørge for, at disse opgaver ikke tager så megen tid, at der ikke bliver plads til de daglige opgaver. Derfor understreger vi oftest, at vi ikke foretager egentlige genealogiske undersøgelser for folk. Landet er jo trods alt ikke større, end at det er muligt for folk at besøge os, hvis undersøgelserne virkelig prioriteres.

    Støtteforeningen for Rudkøbing Byhistoriske Arkiv deltog i år i ”Rudkøbing by Night”-arrangementet den 30. november. Deltagelsen bestod i, at medlemmer af støtteforeningens bestyrelse og arkivlederen på skift bemandede en lille pavillon, lånt af Museet og opstillet i gården bag museets Østergade-afdeling. Placeringen var valgt, fordi vi havde fået den tilbudt af museet, og fordi vi håbede, at gæster, der kom ind i gården for at få en portion risengrød, tilberedt i Beredskabsforbundets store ”gullaschkanon” ville fatte interesse for vores stand, mens de spiste grøden.

    Der havde vi forregnet os! De spisende blev ikke ret længe i gården, og det var for mørkt til, at vi kunne se og evt. kontakte dem, vi kendte. Der blev solgt 2 stk. ”Øboer 2007” og tegnet to medlemskaber i Støtteforeningen. I modsætning til udbyttet af vores stand på Østergade i forbindelse med starten på festivalen gav denne aften ikke nok i forhold til ressourceforbruget.

    Hvis der bliver en næste gang, må vi nok hellere stå på gaden.

    H. P. Jansen, mangeårig bruger af og frivillig på arkivet, er efter en vellykket bypass-operation tilbage på banen og i gang med en systematisk indscanning af glaspladenegativer. Da der er omkring 120.000, vil det vare en rum tid, før han er færdig.

    3. ”Julen varer længe…

    -koster mange penge” . Denne linie fra ”Højt fra træets grønne top” synger vi gladelig. Og år for år passer ordene bedre og bedre. TV og aviser fortæller os atter, at julen 2007 bliver den største forbrugsfest nogensinde. Alligevel er der rundt omkring familier, der må spare, og som er glade, når de får en julekurv hos Frelsens Hær.

    Kigger vi tilbage, er det dog svært at forstå, hvor fattige og sparsommelige mange måtte være før i tiden – for ikke så længe siden endda. Velfærden var endnu ikke opfundet, hverken som begreb eller i praksis, så noget egentligt sikkerhedsnet var der ikke under de uheldige, der var uden arbejde. Fx var der i august 1922 36% arbejdsløse arbejdsmænd å Langeland, endda i høsttiden, hvor der ellers nok var brug for hænder. Halvdelen af dem var uden understøttelse. De øvrige kunne få fra 5 op til 18 kr. om ugen i max. 90 dage. Men hvad så bagefter? Når julen nærmede sig?

    I december 1927 holdt Hjælpekassens bestyrelse og pressen et fællesmøde for at organisere en indsamling med det formål ”at holde Nøden fra Døren i de mange, smaa Hjem, der er lammet af Arbejdsløshed og anden Elendighed”.

    Det drejede sig dengang om 160 familier (af gns. 4 personer = 640 mennesker) i Rudkøbing ud af byens ca. 4000 indbyggere. ” Til Arbejdsløses, Gamles, Enkers og Syges Jul” blev der samlet ind. Målet var, at ”ingen Juleaften skal mangle Mad eller Varme”. Ikke mindst det sidste var et problem i de uisolerede huse, hvor den eneste varmekilde var et komfur og måske en kakkelovn. Men hvad hjalp ovnen, hvis man ikke havde hverken brænde eller koks at putte i den?

    Af en notits i Langelands Avis fremgår det, at der i december 1927 i Rudkøbing by var 154 arbejdsløse mænd og 8 kvinder (det lave tal for kvinder skyldes naturligvis, at kvinder fortrinsvis var erhvervsaktive, før de blev gift og/eller fik børn. Enkerne og de enlige mødre talte derfor ikke i statistikken).

    Ville man være sikker på at få en jul med lidt sul og god varme – og måske et par nye sokker til far, et forklæde til mor og en honningkage til hver af børnene – var sparsommelighed påkrævet.

    Det er et begreb, der er gået af mode, i hvert fald blandt yngre mennesker. Kan de ikke købe alt, hvad de vil, taler de i stedet om ”at prioritere”.

    Heldigvis var der hjælp at hente for dem, der gerne ville, men i hverdagen havde svært ved at gennemføre en opsparing. Hvis pengene lå i sparegrisen, var det for fristende at slagte dyret, hvis der pludselig kom en uventet udgift – og hvad så med julen? Derfor oprettede man mange steder – også i Rudkøbing – en spareforening. Her hed den ”Julens Glæde af 1884”. Formålet var at samle og opbevare medlemmernes penge med udbetaling til jul. Mindste indbetaling var ifølge vedtægterne 10 øre om ugen, og opkræveren gik rundt til alle medlemmer hver uge, holdt regnskab med det indbetalte beløb (og fik selv en bid af renterne for sin ulejlighed). Lige før jul fik man så sin opsparing udbetalt. Ordningen var meget populær i mange år – ikke mindst hos kvinder, gift med mænd, der ikke altid kom lige hjem med ugelønnen – og den findes faktisk stadig, men mistede sin store betydning omkring 1970.

    Også andre tiltag kunne hjælpe dem, der havde viljen, men manglede evnen til det lange, seje træk i opsparingen. Et af disse tiltag var spareuret. Der står et eksemplar her på mit kontor (der tidligere tilhørte driftslederen for Langelandsbanen. Uret var dog nok ikke hans!).

    Disse ure tilhørte Dansk Spareselskab og blev placeret i familier, der var medlemmer af foreningen Spareuret. Uret fungerede på den måde, at det ikke kunne gå, medmindre man hver anden dag puttede en krone i den dertil indrettede sprække. Trækkes op skulle det dog hver dag. En gang om måneden kom sparemanden, åbnede det plomberede ur og kvitterede på familiens sparebevis for den sum, 15 kr., han tog med til banken. Uret blev plomberet igen, klar til en ny gang enkroner.

    1 kr. var taksten ca. 1940 – 50. Da foreningen startede, var det kun 10 øre.

    Vi, der gik i skole i 1950erne, husker bladet Sparegrisen. Det blev uddelt fra Sparekassen et par gange om året. I bladet var en tegneserie ”Peter Spar og Søren Sold” af den kendte filmplakat-tegner Aage Lundvald. Den handlede om den kloge Peter, der havde indset, at det var meget mere morsomt at spare og sætte pengene ind på sparekassebogen end at bruge dem på tant og fjas. Kammeraten Søren øder sine skillinger på alt muligt unyttigt, og når han virkelig gerne vil købe noget, har han ikke flere penge. Ren indoktrinering! Lærerne på skolen solgte ydermere sparemærker, der blev klistret ind i et lille hæfte. Når det var fyldt ud, blev det afleveret i Sparekassen, og der blev tilskrevet nogle kroner på barnets bog. Ve den, der havde glemt sine 50 øre, den dag, det var sparedag i klassen.



    Det var sparemoral, var det! Et effektivt modtræk i forhold til overophedning af økonomien i legetøjs- og slikbranchen.

    Nu er vi så der, hvor det er næsten umuligt at give gaver til nogen over 16 år – hvis de synes, de mangler noget, har de allerede købt det selv!

    Heldigvis er der andre muligheder: Giv en ged til Afrika (eller en perlehøne eller en pakke klortabletter mv.). Det er ikke ironisk ment, men kommer let til at fremstå sådan, når man sætter sig ind i, hvor kort tid, det er siden, nød ikke var forbeholdt dem på starthjælp, men var noget, der ramte en hel samfundsklasse.

    Glædelig jul!

    December 2007

    Else Wolsgård

      

    Nyhedsbrev
    fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
    nr. 5, oktober 2007  



    1. Leder
    2. Nyt fra havnegade
    3. En rigtig valgkamp!

    1. Det har trukket lidt ud med nyhedsbrevet for oktober. Grunden er, at jeg håbede at kunne berette om, hvordan arkivets fremtid kommer til at se ud.

    Der er dog stadig ingen epokegørende meldinger fra politisk hold, men det lader dog til, at budgettet fremskives uændret.

    Spørgsmålet om, hvorvidt kommunen vil oprette et kommunalt arkiv eller vælge at sende de tre fhv. kommuners arkivalier til Landsarkivet, står også fortsat hen i det uvisse. Forhåbentlig er der mere nyt i december.

    2. På trods af den ovenfor nævnte usikkerhed fortsætter arbejdet på arkivet støt og roligt.

    Årbogen ”ØBOER 2007” blev for et par uger siden færdigredigeret og ventes fra trykkeriet sidst i denne uge. De, der før den 1. august har subskriberet, får den jo til 100 kr. Andre må betale 130 kr. (hvad der faktisk også er billigt).

    I år er der otte artikler af vidt forskellig slags – fra en sømands erindringer om en tragisk forbrændingsulykke til søs for 70 år siden til en idyllisk beretning om sommerferier på Strynø.

    Redaktionen sætter igen i år perspektiveringen i højsædet, og der er derfor også nogle artikler, der sætter refleksion og eftertanke i gang hos læseren. En artikel (der er led i et forskningsprojekt) om byplanlægningen i Rudkøbing viser klart, at bevaringen af ikke blot den gamle bykerne, men også områderne tæt omkring den nok mere skyldes tilfældigheder end egentlig langsigtet planlægning.

    Historien om søbadeanstalten er også lidt af en gyser. Det er således et faktum, at man helt op i 1970erne tæt på badeanstalten udledte vand, der var stærkt forurenet af urenset kloakvand fra byen og spildevand direkte fra slagteriet. Man kommer til at tænke på ”Matador” og doktor Hansen, der allerede i 1930erne forgæves gjorde opmærksom på tilsvarende problemer og de helbredsmæssige risici.

    Som noget nyt er ØBOER i år forsynet med en skrivevejledning til dem, der kunne have lyst til at bidrage med en artikel næste år. I redaktionen tror vi nemlig, at der er mange langelændere, der har viden om emner at bredere lokalhistorisk interesse.

    ”Kulturhøringen” i Bio Langeland den 27. august gik godt. Der var 75 deltagere, og debatten efter paneldeltagernes indlæg var engageret. Som planlagt blev der nedsat en arbejdsgruppe, der indtil nu har afholdt to møder her på arkivet. Hvilke initiativer og projekter, der kommer til at se dagens lys, er det endnu for tidligt at offentliggøre.

    Niels Blichfeld Hansen arbejder nu på arkivet i et halvt år, og vi har stor fornøjelse af hans lokalkendskab og journalistiske kunnen.

    3. En rigtig valgkamp!

    Meget apropos det tilstundende folketingsvalg er her en lille beretning fra Folketingsvalget i 1887.

    Det var i ”privisorietiden” 1885 – 94. J.B.S. Estrups højreregering styrede landet på grundlag af såkaldt foreløbige= provisoriske finanslove. På den måde var Folketinget sat ud af spillet, og ”forfatningskampen” mellem det liberale (venstre) flertal i Folketinget og det konservative (højre) flertal i Landstinget bølgede frem og tilbage.

    I begyndelsen af 1887 skulle der på trods af krisen være valg igen. Man skal i den forbindelse lige huske på, at demokratiet kun omfattede den – maskuline - del af befolkningen, der for så vidt angår Folketinget var over 25 år og ikke under offentlig forsørgelse. Valgret til Landstinget havde uberygtede mænd over 35 år med en vis indtægt. Det vil derfor være misvisende at kalde datidens demokrati for repræsentativt.

    På Langeland opstillede Venstre Edvard Brandes (1847 – 1931), der siden 1880 havde repræsenteret partiet og Langelandskredsen i Folketinget. Edv. Brandes, der jo var bror til Georg Brandes, var ultra liberal, og han gav klart udtryk for sit ønske om at fortrænge borgerskabets bornerte konservatisme.

    Den 25. januar var der vælgermøde på Hotel Skandinavien, og allerede der forbrød Højres tilhængere sig mod god tone, idet de med uro og tilråb gjorde det svært for venstrekandidaten, Edv. Brandes, at komme til orde til trods for, at hans tilhængere var i overtal.

    Ser man på listen over stillere, er den sociale/økonomiske opdeling mellem Højre og Venstre tydelig. For Brandes er stillerne gårdejere og husmænd, mens højrekandidaten, redaktør H. Wulffs støtter findes blandt skibsredere, adelsfamilierne, de meget store gårdbesiddere og de velbjergede borgere – flest fra den nordlige del af øen.

    Det er klart, at Brandes som intellektuel og jøde var en kontroversiel person – hans modstandere hævdede bl.a., at han ikke burde vælges, fordi han hverken var ”kristen eller dansk”(!).

    At han alligevel fik så stor opbakning på netop Langeland, kan måske undre os i dag.

    På selve valgdagen den 28. januar 1887 – det var en fredag – var vejret pænt, og fremmødet derfor stort. Som skik var, talte først et par af kandidaternes stillere fra den tribune, der var bygget ud på Torvet fra rådhuset. Derefter fik Edv. Brandes ordet: ”Siden vi sidst havde Folketingsvalg, hvordan er det da gået i Danmark? Højre har haft alt, hvad de ønskede: Ministeriet til at regere, Embedsmænd med de rette Meninger, Højesteret med de rette Domme, Landstinget til at rådspørge. Kun én ting har de ikke haft, Folketinget. Det gamle Ord lyder: ”Når Katten er ude, spiller Musen på Bordet”. Her i Danmark har syv Mus spillet på Bordet, mens Katten, Folketinget var sat ud af Spillet. Nu spørger jeg Dem, om De vil sende en forsvarlig Kat ind, der kan og vil gøre det af med de syv Mus?” (stor applaus).

    Da begge kandidater havde holdt deres (lange) taler – Brandes dog afbrudt et par gange af tilråb fra et højre-selskab, der sad på første sal på Hotel Langeland på sikker afstand af pøbelen - skred valgformanden til handling eller ”kåring”, som Langelands Avis skrev. Valget foregik i første omgang ved håndsoprækning. Avisens referent vurderede, at der var omkring 3000 mennesker, dvs.mænd til stede. Knap et par hundrede rakte hånden op for Wulff, mens resten støttede Brandes. Herefter begærede Wulff skriftlig afstemning, og den var færdig kl. halv fem om eftermiddagen. Optællingen viste, at Brandes havde fået i alt 1472 stemmer, Wulff 546. Kun i to valgkredse, Rudkøbing og Tranekær-Tullebølle havde Højre fået flere stemmer end Venstre.

    Resultatet blev modtaget med jubel af flertallet af forsamlingen, men samtidig begyndte det, der i avisens terminologi kaldes ”de beklagelige begivenheder” at tage fart: Fra et vindue i Hotel Langeland blev der kastet punch og citronskaller ud på forsamlingen på Torvet. Det førte straks til at ”store masser” af ophidsede venstrefolk stormede op ad hotellets trapper med kurs mod værelset, hvor det formentlig temmelig overrislede selskab af højrefolk befandt sig. Disse var dog ikke til sinds at overgive sig uden kamp! Stole blev smidt i hovedet på de angribende venstrefolk, og ”hotellet genlød af vilde kampråb”.

    Det er ikke godt at vide, hvordan tumulten var endt, hvis ikke politiet havde grebet ind. Gemytterne blev dæmpet, men man kunne i de følgende dage se et anseeligt antal borgere med blå øjne, bulne fingre og forstuvninger.

    Se, det var en rigtig valgkamp!

    30. oktober 2007

    Else Wolsgård



      

    Nyhedsbrev   
    fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
    nr. 4, august 2007  

    1. Leder
    2. Nyt fra Havnegade
    3. Fra Longelse til Wisconsin – en udvandrerhistorie

    1. Leder: Støtteforeningen for Byarkivet står, som mange af nyhedsbrevets modtagere allerede ved, bag den ”kulturhøring”, der finder sted den 27. august. Foreningen håber med initiativet at få taget hul på en nødvendig diskussion af, hvordan kulturen og formidlingen af den kan få sin rette plads i den såkaldte oplevelsesøkonomi. Det er i hvert fald efter mange sociologers og økonomers mening en forudsætning for, at et samfund som fx det langelandske kan udvikles og ekspandere – økonomisk såvel som befolkningsmæssigt.

    Lyder det tåget? Så kom og lyt, byd ind med konkrete idéer eller store visioner, når rigtig mange af dem, der interesserer sig for kunst og kultur forhåbentlig mødes den 27. august kl. 19 i Bio Langeland.

    Mødet skal gerne resultere i, at en gruppe af de tilstedeværende sætter sig sammen et par dage senere for at se nærmere på, hvilke idéer der skal arbejdes videre med i form af egentlige projektbeskrivelser og ansøgninger om midler fra diverse fonde.

    Meget mere om hvad høringen mundede ud i i næste nyhedsbrev!

    2. Nyt fra havnegade. Støtteforeningen tog også initiativ til at synliggøre sig selv og arkivet ved hjælp af en teltbod i gågaden mandag og tirsdag under ”forfestivalen”.

    Målgruppen var jo primært langelænderne, og dem var der da også en del af på gaden.

    Det blev til 15 nye medlemmer og adskillige solgte bøger.

    Måske vil succesen blive gentaget ved et Rudkøbing-by-night-arrangement.



    Støtteforeningens bestyrelse og arkivlederen har aflagt arkivet i Ringe et besøg og fik en grundig rundvisning og introduktion af arkivleder Jacob Bang Jensen.



    Efter en måneds arbejdsprøvning har vi ansat Djavit Hajrizi i fleksjob. Han er allerede godt ind i mange af vores rutiner, og vi hjælpes alle sammen med at løse evt. sprog-forbistringer.

    3. Fra Longelse til Wisconsin: Peter og Laurentine drager vestpå.

    I juli i år fik arkivet en mail fra USA. Afsenderen hed ”jetsetgrandma” – en imponerende mailadresse. Hun ville gerne vide mere om sine forfædre- og –mødre. Heldigvis havde hun selv nogle oplysninger, så vi havde lidt at begynde med. ”jetsetgrandma”s informationer var dog i flere tilfælde ikke korrekte.
    Det skyldes, at de amerikanske immigrationsmyndigheder ikke tog det så tungt, hvordan et navn blev stavet, og om en fødselsdato var korrekt.

    Vi kiggede i kirkebøgerne og folketællingen fra 1880, og der tegnede sig følgende billede:
    I 1837 blev Peter Mogensen født i Lindelse. Fem år senere bliver Laurentine Christine Hansen født i Fuglsbølle. De unge mennesker mødes, mens hun og måske også han tjener på (herre)gåden Skovsboe. Mødet resulterer i, at Laurentine som 19årig i november 1861 føder en søn. Faderen opgives at være Peder Mogensen (kirkebøgerne er jo ofte heller ikke konsekvente mht. stavning af Peter/Peder). Til gengæld kan vi se, at man åbenbart stadig bruger at give barnet et patronymikon – faderens navn + søn. Den lille bliver i Skrøbelev kirke døbt Hans Christian Pedersen. Begge forældre bor på fødselstidspunktet i Torpe.

    Man kan gætte på, at Hans Christian som spæd har været anbragt hos Laurentines forældre, mens hun selv knoklede videre som tjenestepige for at spare lidt op. Knap to år senere er den gal igen. Laurentine er igen gravid. Denne gang tager det unge par konsekvensen, og de bliver gift i september 1863. Det følgende år i februar ser en lille ny Pedersen dagens lys – denne gang en Anton.

    Folketællingen fra 1880 viser, at familien bor i Longelse, nærmere bestemt Barager i et ”hus”, måske et lille husmandssted. De to ældste drenge bor ikke hjemme mere, men det er der seks andre børn, der gør. Blandt dem en Petrosine – det er altså ikke blot i vore dage, forældre giver deres børn besynderlige navne!

    1884 er året, hvor familien beslutter sig for at emigrere til USA. På det tidspunkt har de fået to børn til, dvs. det samlede børnetal er ti.

    Det viser sig, at de to ældste sønner var emigreret et par år før, og nu fulgte forældrene altså efter.

    Der er imidlertid noget underligt ved deres afrejse. De tager nemlig kun fire børn med sig, alle i alderen 7 til 2 år.

    Det er forståeligt, at Christian på 16 år og Hansine på 14 ikke skulle med. De var nok ude at tjene og ønskede måske ikke at rejse. Mere mærkeligt er det, hvorfor Rasmus på 10 år og Anne Catrine på 2 blev ladt tilbage. Lakunerne i vores viden lader sig ikke fylde ud. Børnene er ifølge kirkebøgerne ikke døde, men deres helbred kan have været for dårligt til, at forældrene turde rejse med dem. Det kan jo også være, at barnløse slægtninge har tilbudt at tage dem til sig.

    I 1905 var der folketælling i det nye land ”Wisconsin State Census”, og heraf fremgår det, at Peder og Laurentine havde i alt 15 børn, hvoraf de 7 levede på tællingstidspunktet. Hvor mange der boede hos forældrene, er ikke oplyst.

    Den næste tælling fra 1910 angiver, at Peder Mogensen stadig ikke ejer, men lejer det land, han dyrker ved Elk Mound. Han kan læse, skrive og tale engelsk, hvorimod laurentine kan læse og skrive sproget, men ikke taler det. Selv om han ikke blev rig, blev Peder og hans kone øjensynlig agtede medlemmer af lokalsamfundet - i hvert fald efter nekrologen at dømme. Han døde i 1916 som knap 80årig formentlig af den spanske syge. Blot en uge efter sluttede Laurentine sig til ham.

    ”jetsetgrandma”s oldefar var den ældste ”uægte” søn, Hans Christian. Han giftede sig med en dansk, indvandret pige og købte et stykke jord, som han dyrkede. Han døde som 41årig i 1902 af tuberkulose. Hans enke, Mary, sad tilbage med 4 børn. Et femte barn var død samme år som Hans Christian.

    Mary levede til gengæld i endnu et halvt århundrede, før hun døde af alderdom i Minnesota.

    Normalt yder arkivet ikke omfattende hjælp til genealogiske udredninger, men denne her sag synes vi, er interessant, idet den illustrerer en typisk udvandrerhistorie. De rejste ud for at få et bedre liv, end det, de kunne håbe på som arbejdsfolk på landet, velsignet med mange børn.

    Måske fandt de ikke helt det, de havde håbet på, men meget tyder i retning af, de fik en højere samfundsmæssig status, end den de kunne have opnået i Longelse. Der er også stof til lidt perspektivering, idet historien indeholder et par mønstre, vi kan nok kan genkende: Sønnen gifter sig med en anden dansk indvandrer, og moderen kan efter 25 år i det nye land stadig ikke tale sproget….

    Rudkøbing den 14. august 2007

    Else Wolsgård
     

    Nyhedsbrev
    fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
    nr. 3,  juni 2007  

    1. Leder
    2. Nyt fra havnegade
    3. Jens Chr. Bay skriver fra Chicago om ”Gamle Rudkøbing Originaler”.

    1. Sommeren er over os, og arkivet får besøg af turister, der gerne vil vide lidt om deres slægt. Det er da morsomt at kunne hjælpe dem og se deres begejstring over, at fragmentariske oplysninger pludselig falder på plads og danner et hele. Men hvis man tror, at folk, der fordyber sig i familieundersøgelser, er de historiske arkivers primære målgruppe, tager man fejl.

    Arkivernes store opgave er at dokumentere, hvad der er sket i lokalsamfundet – for lang eller kort tid siden – og i formidlingen af de forskellige slags oplysninger perspektivere det, der skete for år tilbage, så man om muligt kommer til at forstå både fortid og nutid bedre.

    Støder man fx på oplysninger fra 1720 om et meget ”ulige” ægteskab, hvor der er stor aldersforskel på ægtefællerne, hjælper det på forståelsen, hvis man sætter sig ind i datidens meget kontante måde at se på ægteskab på. Det var ofte praktiske forhold – overtagelse af et fæste, behov for en madmoder i huset – der afgjorde, hvem der blev gift med hvem. I dag er et arbejdsfællesskab mellem mand og kone sjældent. Det findes selvfølgelig, hvor de sammen driver et firma, fx et landbrug. Men også der gør efterkrigsgenerationernes forventning om kærlighed og romantik som grundstenen i et parforhold sig gældende. Den sociale mobilitet og kvinders selvforsørgelse stiller store krav til matchningen i vore dage.

    Inden det næste nyhedsbrev kommer i august, vil kommunens budgetforhandlinger være gået i gang.

    Rudkøbing Byhistoriske Arkiv håber naturligvis, at vi til næste år vil have mindst de samme økonomiske rammer som i indeværende år.

    2. Jeg deltog den 25. maj i åbningen af udstillingen ”Varder” om grønlænderbørnene i Danmark (se nyhedsbrev nr. 1, 2007). Det foregik i Nordatlantens Hus i København, og åbningstalen blev holdt af Tine Bryld, der jo har skrevet en bog om grønlænderbørnenes skæbner.

    Den 12. juni var der kursus om bevaring af gamle film og fotos. Det foregik på Brandt’s i Odense og gav god inspiration til, hvordan de levende billeder kan formidles. Også spørgsmålene omkring kontrakter med kommercielle virksomheder og rettighedsspørgsmål blev gennemgået. Det viser sig, at svenskerne er langt foran os i Danmark med hensyn til klare regler på området.

    Langeland Kommune ønsker i øvrigt nu en undersøgelse af, om og i givet fald hvordan der evt. kan etableres et kommunearkiv bestående af de tre fhv. kommuners arkivalier. Resultatet af undersøgelsen vender vi tilbage til i næste nyhedsbrev.

    Djavit Hajrizi er begyndt som fleksjob-praktikant på arkivet. Han er kontoruddannet, har rygproblemer og er meget motiveret for at komme i arbejde. Vi håber, at Djavit falder godt til hos os.

    Redaktionen af Øboer 2007 skrider fremad. Vi har indhentet tilbud på trykning og kan heldigvis holde os inden for budgettet igen i år! Deadline er 1. august. Oplaget på 800 eksemplarer af årgang 2006 er så godt som udsolgt, og redaktionen håber naturligvis på samme succes i år.

    Fyns Stiftstidende har været på besøg, fordi de er ved at samle materiale til et sommer-tema om fynske arkiver. Journalist og fotograf interesserede sig især for det gamle 24-timers ur og for arkivets fine publikumsfaciliteter.

    3. ”Gamle Rudkøbing Originaler” af J. Chr. Bay, Chicago. Artikel i Langelands Avis den 28. august 1926. Bay, (f. 1871, d.1962) var født og opvokset i Rudkøbing. Hans far havde været i Amerika, og derfor blev også sønnen tiltrukket af de store muligheders land. Allerede før han havde afsluttet sine plantefysiologiske studier i København, rejste han i 1892 til Missouri. Der blev han ansat ved den botaniske haves bibliotek. Nogle år senere blev J. C. Bay ansat som assistent ved Libraby of Congress i Washington D.C. I 1905 blev han tilbudt job på The John Crear Library i Chicago, et af verdens største videnskabelige biblioteker. Først som chef for klassificeringen og endelig som overbibliotekar.

    Rudkøbing havde til stadighed en stor plads i hans hjerte, og han holdt sig orienteret om, hvordan det gik i byen. I 1955 blev der afsløret en buste af ham i Ørstedsparken, skænket af en dansk restauratør i Chicago. Følgende spredte barndomserindringer foregår omkring 1880.

    ”Mon der endnu er nogen tilbage, der erindrer Morten Filip? Jeg kan lige netop huske, hvordan han råbte op og tog på vej og havde frisprog. Der var engang en ung kommis i en af byens forretninger, som dyrkede et overskæg. Det var lige begyndt at sætte lovende spirer, da den unge mand en dag mødte Morten. Hans ansigt trak sig op i forbavselse, og han udbrød: nej, nu har jeg aldrig set mage til skæg. Det er – som han kunne bedyre – det største skæg på hele Langeland!

    Huset på havnen, hvor hans enke boede med sine to vanvittige børn, er nu borte. De holdt ud i det sølle hus i mange år. En trist skæbne. Men de var ikke de eneste, hvis tilværelse forekom os forfejlet og hensigtsløs.

    I den gamle fattiggård fandtes der i min barndom en flok mennesker, som gjorde et dybt indtryk på os alle. Fattiggården var, som så mange andre ældre gårde i vor by, og lå med den åbne side ud til Blindestrædet – nu Strandgaden. Denne åbne side var lukket med et plankeværk. Midt i dette sad en port, og til venstre for porten var en dør eller høj låge. Når man trak i håndtaget til en klokkestreng på muren ved denne dør, blev døren åbnet, idet nogen inde fra forstanderens dagligstue trak en jernstang fra, som holdt døren. Inde i gården stod Ana Pudselykke og vaskede eller skrubbede gryder. Ana var stærk både i mælet og i sin krop.

    I hjørnevinduet med udsigt til stranden sad på en høj stol en mand, der var lam, og bandt fiskegarn. På væggene omkring ham hang bur ved bur med kanariefugle. Jensen var en smuk mand med blondt skæg. Det var skik, at skipperne, hver gang de kom i havn, bragte en pakke tobak til Jensen.

    Tobakken blev selvfølgelig smuglet ind, og et barn fik lov at gå over i fattiggården og aflevere gaven. Jeg husker, hvordan den blege, værkbrudne mand ved en sådan lejlighed løftede mig op og kyssede mig. Han syntes at leve ret sorgløst og havde ingen dårlige vaner. Bestandig sad han ved sit vindue og hilse venligt på dem, der gik forbi.

    Det hed sig, at Ana Pudselykke, den skrappe pige i gården, og Jensen var kærestefolk. Det være som det vil, men hver søndag når vejret var godt, åbnedes fattighusets dør, og Ana skubbede en stor, læderbetrukken rullestol frem, hvorpå hun gik ind igen, hentede Jensen og satte ham i stolen. Og derpå drog de to ud i den grønne skov. Ana skubbede vognen hele vejen ud og hjem, og så bar hun sin ven ind igen og satte ham i stolen ved vinduet.

    Dette var fattiggårdens lyse side. Den mørke side repræsenteredes af skikkelser som Rasmus Sjællænder og Klavs Bang. Da de for længst er døde og borte, tør man vel nok give dem ord for at have givet deres samtid et levende billede af drukkenskabens elendighed.

    Klavs Bang var af god familie, og det blev sagt, at han var eksamineret jurist og havde haft plads på byfogedkontoret – det gamle kontor, hvis indgang var i porten til borgmestergården i Blindestræde, hvor borgmester Sagers gule hund lå på lur og røg i benene på enhver, der ubevæbnet nærmere sig det høje sted.

    Min moder lånte Klavs Bang bøger og havde ondt af ham, når han med sit dannede sprog kom og stod ved døren og fik et nyt bind af ”Et købmandshus i Skærgården”. Der var imidlertid intet udkomme med ham. Moder sagde så tit:” Pas nu godt på Dem selv, lille Bang”, men inden aften kunne Klavs findes halvt bevidstløs på Hans Høghs Plads eller bag en af Boas’ tømmerstokke.

    Han og Rasmus Sjællænder drak aldrig i selskab, men hver for sig. Rasmus var drabelig og tilbøjelig til at blive studs, indtil brændevinen tog alle sanser fra ham, og de kom kørende med ham på en trillebør, og den sorte dør atter stængede ham inde i håbløsheden.

    Det forekommer mig, at Klavs Bang hængte sig og lå lig i rullestuen. Det forekommer mig også, at der blev sagt, at hans ulykke skyldtes kærestesorg. Der kunne følgelig være undskyldning nok, thi i gamle dage var kærestesorger en kilde til mange katastrofer………..

    Den gamle tid fostrede mange originale mennesker, og der var plads for deres originalitet i et samfund, hvis regulering endnu ikke var tvunget ind i de former, som har vist sig nødvendige under vore moderne, yderst sammensatte livsforhold. (her følger et afsnit om kloge mænd og koner)….

    I selve byen havde vi en praktikant, som hjalp folk, når de fik smuds i øjnene. Hun boede i Slippen mellem Gåsetorvet og Kirkepladsen. Det er mig ikke muligt at huske hendes navn. Hun slikkede smudset ud af folks øjne med sin tunge, og det var en probat fremgangsmåde. Hun havde ingen konkurrence. Hun lod tungen spille under patientens øjenlåg, og så hang smudset ved, og det var det hele.”

    Forskellene på forholdene i 1880-erne og nu er slående – hvad enten man fokuserer på selve fattiggårdens univers, på handicappedes livsvilkår eller det udtalte skel mellem ”dem” og ”os”.

    Den små Jens Chr. havde en klar fornemmelse af, hvor han hørte til! Alligevel viser han en for den tid usædvanlig social forståelse for årsagerne til, at nogle kom i uføre.

    Den privatpraktiserende ”øjenrenser” er et kapitel for sig. Praktisk var det jo at kunne få sand, savsmuld, avner eller lignende fjernet hurtigt – og endda uden tidsbestilling! Men det er ikke rigtigt, at hun ingen konkurrenter havde. For i Skrøbelev boede Sofie, som kunne det samme trick, og som efter sigende også havde frelst manges øjne fra evigt mørke! I en tid, da de fleste kun søgte læge, hvis det var livet om at gøre, var der fuldt op at gøre for de kloge mænd og koner, der kunne deres kram.

    Juni 2007

    Else Wolsgård  

     

    Nyhedsbrev  
    fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
    nr. 2, Juni 2007  

    Indhold:

    1. Leder: Arkiv og museum i fælles indsamlingsnetværk
    2. Nyt fra Havnegade
    3. Et margarineeventyr blandt kannibaler

    1. Rudkøbing Byhistoriske Arkiv er gået med i en nyskabelse: et digitalt indsamlingsnetværk.

    Det er Dansk Folkemindesamling, der står bag. Sammen med Langelands Museum vil vi sætte fokus på ”Lokale og regionale forskelle”.

    Efter strukturreformen er det blevet ekstra betydningsfuldt at finde ud af, hvad der henholdsvis skiller og samler indbyggerne i Danmark. Kortlægning af den lokale identitet er derfor en spændende nyskabelse. For selv om kommunen er blevet større, er der nok stadig langt fra Bagenkop til Hou…

    Spørgeskemaet indeholder 25 spørgsmål, fx ”Hvordan reagerer du, hvis det sted du bor, bliver hængt ud eller idylliseret?” (som da Tullebølle for et par år siden blev udnævnt til den kedeligste by i landet. Det fik folk op af stolene!) – ”Hvornår føler du dig hjemme? Hvorfor?” (flere nævner, at de føler sig hjemme, når de når Bregninge bakke, hvor man kan få øje på Langeland)

    Der kommer i uge 17 et link til undersøgelsen på museets og vores hjemmeside – der p.t. lettest findes via Google, da kommunens henvisninger endnu ikke er på plads.

    Alle læsere af nyhedsbrevet opfordres til at deltage i undersøgelsen – unge såvel som ældre, ”indfødte” og tilflyttere!

    Han man ikke selv adgang til nettet, kan man ringe til os på 6351 6325og aftale en tid. Så hjælper en af arkivets medarbejdere gerne med udfyldelsen på en af vores PCer.

    Når undersøgelsen er slut, får de medvirkende museer og arkiver adgang til materialet fra deres eget område – i anonymiseret form. Det vil vi opbevare som et værdifuldt tidsbillede fra kommunesammenlægningernes turbulente æra.

    2. Arkivet har omsider fået sine ny vedtægter. De ligner til forveksling de gamle, men der skulle en ændring til, fordi Rudkøbing Kommune jo ikke længere eksisterer. Navnet er dog stadig Rudkøbing Byhistoriske Arkiv.

    Den 3. april havde arkivet besøg af et dusin brandfolk. De var på deres månedlige øvelse, og vi havde fra arkivets side bedt dem om at komme en tur herhen. Formålet var, at de skulle se, hvor mange rum, der er på arkivet, og hvor de er placeret. Det er jo ulige lettere i dagslys, end når alt er indhyllet i sort røg. Brandfolkene blev også orienteret om, hvor de forskellige slags arkivalier befinder sig.

    Vi talte også om, hvor vigtigt det er, at der benyttes pulver- og skumslukning frem for vand. Det skal da også lige understreges, at de professionelle brandfolk var temmelig chokerede over, at der ikke findes hverken indbruds- eller brandalarm i bygningen.

    Lige før Påske var vi desværre nødt til at sige farvel til Gitte Hansen, der har arbejdet på arkivet med løntilskud i et år. Det er et meget stort savn, at Gitte nu ikke længere er her med sin kompetente opgaveløsning og sit gode humør.

    3. ”Et margarineeventyr blandt kannibaler”.

    200- året for Mads Langes fødsel bringer minder om andre langelændere med eventyrlige liv frem. Fx Peter Christian Hansen. Han var født i 1857, dvs. halvtreds år efter Lange.

    Hansen er ikke nær så kendt, men hans historie er også værd at kende, og den er endda mere kulørt end Langes.

    Peter Hansen voksede op i en fattig familie i Ramsherred i Rudkøbing. Efter konfirmationen kom han i snedkerlære, men løb af pladsen for at komme ud at sejle.

    Eventyrene på ”De syv have” fik tag i ham, og bortset fra et enkelt besøg på Langeland, da han var 25, tilbragte Peter Hansen sit liv under sydligere himmelstrøg.

    Efter et forlis havnede han i Sydney i Australien, hvor det lykkedes ham at komme med på en tysk ekspedition til øerne omkring Ny Guinea. Der lærte han en kvinde ved navn ”dronning Emma” at kende. Hun havde grundlagt to af de største handelsfirmaer i Stillehavet, og som trader dvs. handelsmand for hende tjente Peter Hansen mange penge. Han opslog sit domicil på den største af vulkanøerne i øgruppen Witu, hvor han også byggede en havn, der blev opkaldt efter sin grundlægger og fik navnet Petershafen. Omkring havnen opstod en by af samme navn. .

    Den nyrige handelsmand startede sit eget handelshus og regerede som en slags enevældig monark på øen, hvor han foruden en indfødt kone også havde et harem med 28 lokale skønheder.

    Men nu må vi ikke glemme margarinen! Den var jo grundlaget for den blomstrende handel.

    Fra midten af 1800-tallet var et nyt produkt, der var billigt, og som kunne erstatte smør, blevet populært i Europa. Det blev kaldt margarine – fra græsk margaron = perle på grund af de perleagtige aflejringer i fedtsyren. Margarinen vandt frem, især i de store byer, hvor det dyre smør var uden for arbejdernes økonomiske rækkevidde. I Danmark betød brugen af margarine også, at der blev langt mere smør til eksport.

    Én af de vigtigste ingredienser i den tids margarine var kokosfedt, kaldet kopra. Og netop kokospalmer voksede vildt i enorme mængder på Stillehavsøerne. Ca. 1880 fandt man en metode til at hærde kokosfedtet, så det fik en højere smeltepunkt, og det gjorde med ét kopraen meget eftertragtet.

    Da de første europæere kom til øerne ved Ny Guinea, levede indbyggerne dér på et udviklingstrin, der svarer til vores stenalder. Så en simpel ting som søm blev hurtigt meget efterspurgt, og en dygtig handlende kunne købe en hel sæk store kokosnødder for ét søm! En anden populær handelsartikel var svovlstikker. Tænk at kunne tænde ild når og hvor man ville! En æske af de populære ildpinde var nok til at købe sig en ung, smuk kone.

    Så sent som i 1967 besøgte globetrotteren Arne Falk Rønne Witu, og han talte med en gammel mand, der var en af Peter Hansens mange svogre. Han fortalte om ”Master Peter” og om, hvordan befolkningen helt op til begyndelsen af 1900-tallet havde været aktive kannibaler, når de var i krig med indbyggerne på naboøerne.

    Selv om Peter Hansen levede som en ukronet konge, var livet på en sydhavsø ikke uden risiko.

    Engang ødelagde en taifun (tropisk orkan) både havnen og hele handelsstationen. De indfødte troede, at det måtte være deres hersker, der havde nedkaldt gudernes vrede over øen, og de ville derfor hævne sig på ham. I sidste øjeblik ankom et skib med nye forsyninger af handelsvarer, og kong Peter blev indsat i sin gamle værdighed igen.

    Da første verdenskrig begyndte, blev han dog frataget sin værdighed (han var blevet tysk statsborger) og slog sig derefter ned på en anden ø, hvor han levede til sin død i 1929.

    Det fortælles om ham, at han aldrig mistede sit gode humør, uanset hvordan livet formede sig for ham. Og han gjorde sit bedste for at sørge for de mange børn, der blev resultatet af hans turbulente liv.

    Hvis nogen får lyst til at besøge Witu i dag og medbringer en gentest, vil den sikkert vise, at der stadig er meget langelandsk blod i årerne på Wituanerne!

    Peter Christian Hansen blev ikke kendt og feteret i sin hjemstavn, sådan som hans forgænger Mads Lange blev. Alligevel var hans liv eventyrligt. Og på de sydlige breddegrader var han i sin storhedstid så kendt, at et brev fra Danmark med påskriften ”Peter Hansen, Stillehavet” nåede frem til adressaten!

    (Kilder: avisomtaler i Peter Hansens læg på Rudkøbing Byhistoriske Arkiv, Encyclopedia Britannica, www.wikipedia og Den Store Danske Encyclopædi)



    Else Wolsgård
    April 2007  

    Nyhedsbrev
    fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
    nr. 1, april 2007  

    1. Leder
    2. Nyt fra havnegade
    3. En god historie?

    1. Kommunen i økonomisk knibe – nedskæringer i vente – skattestop.

    Så er det på plads. Der skal ikke lyde beklagelser fra arkivet lige nu, for der er sikkert mange andre, der mærker stramningerne mere end vi.

    Så jeg vælger på arkivets vegne at se optimistisk fremad!

    En embedsmandsgruppe – bestående af forvaltningschefen og lederne fra arkiv, museum og bibliotek - er nedsat for at se på, hvordan arkivets fremtid skal forme sig. Jeg opfatter udvalgets kommissorium som en tilkendegivelse af, at Rudkøbing Byhistoriske Arkiv skal bestå.

    Forhåbentlig kommer der allerede til sommer en handlingsplan. Den vil jeg selvfølgelig informere nyhedsbrevets læsere grundigt om.

    2. Arkivet havde den 13. februar besøg af borgmester Knud Gether og kommunaldirektør Jørgen Christiansen. De blev vist rundt på arkivet og fik information om, hvad vi arbejder med.

    Flere interessante donationer er kommet arkivet til gode, bl.a. fhv. isenkræmmer Svend Aa. Thorsens erindringer. Langeland Kommune har givet os et maleri af A.S. Ørsted sammen med bl.a. en gammel kiste, som vist engang indeholdt købstadens formue.

    Fra skotøjshandler Ida Bay har vi modtaget et antal kassebøger fra forretningens tidlige år, og det lokale politi har givet os nogle protokoller med dagsrapporter fra årene 1954 til -67.

    Vi har sagt farvel til Bo Møllegaard Hansen, der har været i fleksjob på arkivet siden 2001, men som nu af helbredsmæssige årsager er stoppet. Arkivet har haft stor nytte af hans interesse for fotos og digitalisering af film, og vi er taknemmelige for det arbejde, han har udført.

    Som følge af de kommunale kontorers flytning er der blevet en del møbler til overs. Dem har arkivet været så heldig at få nogle af, bl.a. mødeborde og stole til stueetagen, reoler, skriveborde og kontorstole. Vi er meget glade for alle tingene!

    3. Grønlandske plejebørn på Langeland. En god historie? Både og; i hvert tilfælde en tankevækkende vinkel på, hvordan man før og nu ser på begreberne identitet og kultur.

    For et par uger siden blev jeg pr. mail kontaktet af Louise Fontain fra Nordnorge, der er i gang med at arrangere en udstilling om de 1600 grønlandske børn, der kom til Danmark på kortere eller længere ophold mellem 1961 og 1976. Hun er selv et af disse børn, og hun spurgte, hvad vi havde om de børn, der dengang kom til Langeland?

    Vores søgninger på emner som Grønland, grønlandske børn, ferie- og plejebørn gav intet resultat.

    En af arkivets frivillige medarbejdere fik så den kreative idé at søge under de lokale afdelinger af velgørende foreninger. Her var der bid! I materialet om Lions Club var der både breve til organisationens medlemmer og en række avisudklip, der belyser sagen nærmere.

    Først nogle facts: Allerede i begyndelsen af 1950erne mente det danske styre i Grønland, at der var behov for at skabe en elite af grønlandske børn, der via indsigt i dansk sprog og kultur skulle blive i stand til at danne fortroppen i det grønlandske uddannelsessystem.

    Ca. 20 kvikke børn i alderen 5 til 8 år med vanskelige hjemlige kår blev i 1951 udvalgt og med forældrenes velsignelse sendt et år til Danmark, hvor de boede hos plejeforældre. Da året var omme, blev de sendt til Nuuk, hvor der var bygget et børnehjem til dem. Der skulle de bo, mens de gjorde deres skoleuddannelse færdig.

    Ulykkeligvis havde børnene i løbet af året glemt deres modersmål. De kunne ikke længere tale med deres mor, far eller søskende. At mange af dem både dengang og senere fik en alvorlig identitetskrise, var uundgåeligt.

    Hele det forløb er beskrevet af Tine Bryld i bogen ”I den bedste mening” (1998). Hun har interviewet alle de børn fra dengang, der stadig levede midt i 90erne, samt deres familiemedlemmer. Det er der kommet en grundig og hjerteskærende beretning ud af om et socialt eksperiment, der nok var iværksat ”i den bedste mening”, men som samtidig var helt uden forståelse for kultursammenstød eller børnepsykologi.

    Nu skal man jo altid forstå fortidens tildragelser ud fra tidens forudsætninger, men forløbet må alligevel siges at mangle basal respekt for grønlandsk kultur: alt dansk var godt, det grønlandske duede ikke.

    Hvad har det så med Langeland og den norske udstilling at gøre? En hel del, viser det sig.

    ”Fordanskningspolitikken” og kulturimperialismen fortsatte nemlig med uformindsket styrke frem til indførelsen af Grønlands Hjemmestyre i 1979. Derfor blev man helt op til 1976 ved med systematisk at sende børn på ca. 9 år til Danmark for at skole dem i danskhed. Nogle var her i et år. Andre, som de, der kom til Langeland, var her i første omgang kun i nogle måneder.

    Børnene, der kom hertil i juli 1968 var 6 piger og 9 drenge fra byen K’utdligssat på vestkysten. Senere kom 4 piger og 7 drenge fra Scoresbysund/Ittoqqortoormiit på østkysten. De rejste alle tilbage i oktober samme år.

    Arrangørerne i Lions Club bag arrangementet ”grønlandske plejebørn på Langeland” var opmærksomme på de vanskeligheder, der kan opstå.

    Faktisk var det langt fra alle organisationens medlemmer, der synes om idéen med at få et grønlænderbarn i pleje. Man fornemmer, at andre grupper, fx sønderjyske børn ville være blevet budt mere entusiastisk velkommen. Der var dog heldigvis tilstrækkeligt med velsituerede borgere, der meldte sig.

    I et brev til ”plejeforældrene” står der bl.a.

    Det er ikke sikkert, at Deres feriebarn kommer fra et hjem med faste måltider. Bliv derfor ikke overrasket, hvis spisevanerne ikke er så gode.

    Der er oftest ikke indlagt vand i de grønlandske huse. Det er ofte forbundet med større vanskeligheder at skaffe vand i tilstrækkelige mængder. Selvom der er indført skolebadning i en del skoler på Grønland, vil der derfor næppe være noget at sige til, at man ikke har magtet at lære børnene ordentlig personlig hygiejne – og det vil gavne deres feriebarn at lære det i deres hjem.”

    Selv om vi i dag synes, det er lidt barske udmeldinger, kunne man dengang nok have skrevet nogenlunde det samme om feriebørn fra Vesterbros mørke baggårde. Det var ikke på samme måde som nu politisk ukorrekt at skelne mellem ”dem” og ”os”.

    Der i hvert fald ingen tvivl om, at de langelandske arrangører gjorde deres bedste, for at børnene fra det kolde nord kunne blive underholdt – fodboldkampe, udflugter mm. De, der var her længst, kom også i skole, hvor de for alvor fik prøvet deres danskkundskaber.

    Desværre er der ingen journalister, der refererer forsøg på at tale med et af børnene om, hvordan han eller hun oplevede at være borte fra hjemmet så længe.

    Vi ved, at 16 af børnene kom til Danmark igen året efter for at perfektionere sig i dansk og dermed forberede sig på en realeksamen i Godthåb/Nuuk.

    Og nogle blev her åbenbart. Måske kom de i permanent pleje eller blev ligefrem adopteret? Der var i hvert fald nogle danske plejefamilier, der søgte om at måtte adoptere. Om der blandt dem var nogen fra Langeland, vides ikke.

    Selv om alt skete ud fra forudsætningen om, at det var til grønlændernes eget bedste, betød det ikke, at de involverede børn blev lykkelige af opholdet sig i Danmark.

    Via Louise Fontain i Norge har vi fået et avisudklip fra 1974, skrevet af netop en af de drenge, der kom til Langeland i 1968:

    Jeg har hjemve

    Jeg er en grønlænderdreng på 18 år, som har været i Danmark i 6 år. Aldrig før har jeg været så fyldt af hjemve, som jeg er i dag. Da jeg plejer at skrive digte, så er det heller ikke til at la’ være med at skrive om det.

    Man sidder her langt fra hjemmet og græder sorgen væk hver nat. Venner kan man godt skaffe, men det er ikke som barndomsvenner.

    Mit land, min kærlighed, mine søskende og mine forældre. Det er det bedste, alle i verden kender. Men hvor er mine?

    Langt væk.

    Langt væk herfra, hvor jeg sidder.

    Jeg er ikke hel i dag,

    heller ikke halv,

    men hvad er jeg så?

    Jeg er intet menneske, så længe jeg

    sidder alene med mig selv

    I dag bor han i Grønland og er heldigvis glad og tilfreds med sit liv. Når han skal skrive noget på grønlandsk, er han nødt til at skrive det på dansk først og så oversætte det til sit modersmål – det sprog, han som barn blev opmuntret til at om ikke ligefrem at se ned på, så dog at betragte som mindre fint end dansk.

    Den 20-2-2007

    Else Wolsgård 

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    10. oktober 2013