Bundgarnspæle ved Langeland

    Nyhedsbreve i 2010

                        Nyhedsbrev nr. 4, 2010
                                        fra
                     Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

    1. Leder
    2. Nyt fra Havnegade
    3. Horologi for begyndere

    1.
    Lørdag den 13. november var det ”Arkivernes dag” i hele Norden, og i år var der meldt et fælles tema ud: Klima. På Byarkivet havde vi valgt at vise en række interessante fotos fra de strenge isvintre i 1940-42 suppleret med forstørrede avisartikler fra samme tid om isens og kuldens betydning for indbyggerne på Langeland.
    Som altid fandt mange mennesker vej til Havnegade, og vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag i dialog med såvel kendte som nye besøgende.
    Samtidig udkom årbogen ”Øboer 2010”, og det er ikke for meget sagt, at den gik som varmt brød.
    Næste år er det tiende gang, bogen udkommer, og det kan allerede nu afsløres, at der naturligvis vil være artikler, der handler om Langelandsbanen, idet den (og stationsbygningen) har 100 års jubilæum – hvis man kan sige sådan om noget, der har været nedlagt i snart et halvt århundrede.
    Der er dog stadig mange jernbaneentusiaster, der kommer for at undersøge de mange ting, arkivet har om netop banen.
    Alle abonnenter på arkivets nyhedsbrev ønskes en dejlig jul – vi håber på et fortsat godt samarbejde i 2011.

    2. Byarkivets længe nærede ønske om at få mere plads er blevet opfyldt. I den nordlige
    ende af stationsbygningen kan vi nu efter nytår begynde at indrette et ”fjernarkiv” med arkivalier, der ikke bruges så ofte. Først skal der lige skiftes låse ud mv., men vi glæder os til at komme i gang med arbejdet – først og fremmest fordi der p.t. står mange kasser rundt om på gulvet i avisrummet.
    Afleveringerne fra skolerne er nu færdige, og der kommer til stadighed en jævn strøm af nye afleveringer - fotos, erindringer, virksomhedsregnskaber. Vi er naturligvis glade for, at folk husker på os og afleverer arkivalier i stedet for at makulere dem. I den forbindelse vil vi da lige fremkomme med et juleønske: Hvis nogen ved oprydning i fx dødsboer støder på husholdningsregnskaber, familieregnskaber o.l., har det stor interesse for arkivet, idet der mangler kilder til belysning af ”helt almindelige menneskers” liv og hverdag.

    3. ”Horologi for begyndere”
    Ordet horologi betyder såmænd blot læren om tidsmåling – et emne, der er mere interessant, end man måske lige skulle tro.
    Mens det for os i dag er helt naturligt at vide, hvad klokken er slået, både i overført og faktuel betydning, er det ikke særlig lang tid siden, det blev sådan. Faktisk er det først i løbet af de seneste ca. 700 år, at tiden er blevet opfattet som noget objektivt, der ikke er underlagt menneskers vilkårlighed. En anekdote fortæller, at den franske ”Solkonge”, Ludvig den 14., engang under et alt for langt møde spurgte: ”Hvad er klokken?” En underdanig hofmand svarede: ”Den er præcis det, der måtte behage Deres Majestæt.”
    Astronomer har i flere tusinde år brugt tidsmåling ved beregning af planeters bane, og de kunne meget tidligt på den baggrund forudsige fx solformørkelser. Denne udforskning af tid og solsystemer påvirkede dog ikke jævne folks hverdag.
    Solure har man også kendt tidligt – det ældste eksemplar er fra Ægypten ca. 1500 f. Kr.
    Her nord for Alperne er solure af indlysende grunde ikke særligt anvendelige, og de blev aldrig almindelige i Danmark.

    Før år 1300 brugte man vandure med en meget avanceret mekanik, og de kunne være meget præcise. De var dog sjældne og havde slet ikke den betydning, de mekaniske ure, især tårnurene fik. Tårnurenes timeslag og ringninger regulerede i flere århundreder så at sige hele byens eller sognets liv.

    I oldtiden og den tidlige middelalder var tiden et relativt begreb. Dagen var lig med tiden mellem solopgang og solnedgang og både dag og nat var inddelt i 12 timer. Disse timer var naturligvis meget lange på sommerdage, hvor nattetimerne blev tilsvarende kortere. I Danmark var en dagtime om sommeren således ca. 87 moderne minutter, hvor den om vinteren blot varede 32. Kun ved jævndøgn var timerne lige lange nat og dag. Og hvor vi begynder vores tidsmåling kl. 12 og 24, begyndte man dengang ved solopgang og –nedgang. Kun astronomer benyttede timer af ens længde året rundt.
    I 1300-tallet begyndte adel og borgerskab at benytte astronomernes lige lange timer, og det var en stor organisatorisk nyskabelse - et tegn på, at samfundet var blevet mere verdsligt og mindre klerikalt. I munke- og nonneordener var det nemlig vigtigst, at messerne foregik, når alle var blevet samlet i kirken - så betød det mindre, om midnatsmessen fandt sted kl. 24 eller 03. Koordination var vigtigere end præcision. For at kalde sammen til bøn eller gudstjeneste begyndte man derfor i tidlig middelalder at bruge klokker. Efterhånden kunne man støbe større og større klokker, så de kunne høres langt væk. Klokkestøberi blev en højt anset og vanskelig profession. Materialet var ”klokkebronze” bestående af 78% kobber og 22% tin. For at få fuldt udbytte af klokkens lyd skulle den hæves over jorden. I begyndelsen byggede man fritstående klokketårne, campaniler, men snart blev det murede tårn en integreret del af kirkernes arkitektur.

    Den ældste klokke på Langeland er Rudkøbing kirkes såkaldte stormklokke fra begyndelsen af 1400-tallet. Næsten samtidig er klokken i Humble, der er fra 1430 med en indgravering, der forestiller Erik af Pommerns våben. Stormklokke var betegnelsen for en kirkes største klokke, og den blev brugt til andet end kirkelige formål. Der blev ringet, når de handlende på torvet skulle pakke sammen, når fjenden var på vej, og om natten sad byens vægter i tårnet, så han hurtigt kunne ringe med klokken, hvis han fik øje på en brand.

    Når det gælder udviklingen af de mekaniske ure, svigter kilderne. Sikkert er det dog, at der i 1330 eksisterede mekaniske ure, der var installeret i kirketårne og koblet til klokken. Disse ure var og er trukket af lodder. Klokken slog hver time hele døgnet, og timerne var vel at mærke lige lange året rundt. Klokken slog altså én gang klokken et, to gange klokken to osv. – for os i dag helt banalt og normalt, men for borgere og bønder i middelalderen noget af et under. Nu kunne man ligge hjemme under dynen og høre, hvad klokken var. Det blev muligt at lave aftaler om at mødes på en bestemt tid!
    Omtrent samtidig begyndte man i private hjem at bruge timeglas. Man kunne tro, at timeglasset med sand var en gammel opfindelse, men det er det ikke – timeglasset, som vi kender det (og ser det på computerskærmen mange gange hver dag, fordi det er blevet et symbol på, at” ting tager tid, hav tålmodighed”) blev konstrueret næsten på samme tid, som man opfandt det mekaniske ur. Det var nødvendigt at have en pålidelig tidsmåler – det mekaniske ur – for at kunne ”indstille” timeglasset korrekt. Synkronisering blev et nøgleord.

    Betydningen af den objektive tidsmålings indmarch i snart sagt alle hjem var revolutionerende – man kan måske sammenligne det, der skete, med den betydning, mobiltelefonen har fået i de seneste ca. femten år.
    Timeglasset var billigt, alle kunne betjene det, og i og med at en time og et minut nu var klart definerede størrelser, kunne man fx skrive madopskrifter med angivelse af, hvor lang tid en ret skulle steges. Lægen kunne tælle pulsslag pr. minut og sammenligne patienternes resultater dag for dag. Kort sagt: forudsætningen for videnskabeliggørelse på mange områder var skabt.

    Kilder: ”Danmarks Kirker”
    Dansk Horologisk Selskabs hjemmeside
    ”Da tiden begyndte” af Jacob Tullberg

    Rudkøbing december 2010
    Else Wolsgård 

     

                            Nyhedsbrev nr. 3, 2010
                                            fra
                      
    Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

    1. Leder
    2. Nyt fra Havnegade
    3. Èn stor familie

    1. Det er godt nok surt og træls! Nu har der igen været indbrudsforsøg i den gamle stationsbygning, hvor Byarkivet jo har til huse. Heldigvis lykkedes det ikke tyvene at komme ind, men hærværket taler for sig selv – smadrede ruder og ødelagte vinduesrammer.
    Desværre er det nok ikke sidste gang, nogle får øje på den ensomt beliggende bygning, hvor man står dejligt skærmet for nysgerrige blikke omme bagved, hvor togene i sin tid kørte.
    Hvad man må frygte mest, er naturligvis, at indbrudstyvene, den dag (nat), det lykkes dem at komme ind, bliver så vrede over ikke at finde hverken kontanter eller bærbare computere, at de giver sig til at vælte arkivskabe og tømme skuffers indhold ud på gulvet. Næst efter brand- og vandskade er det skrækscenariet! Det vil tage måneder at bringe alt i orden igen, og i den tid ville vi ikke kunne servicere vores kunder.
    Ærgerligt at skulle bruge penge på tyverisikring, men det kan hurtigt vise sig at være endnu dyrere at lade være. Politiet? Interesserede sig ikke for så banal en sag som et indbrudsforsøg. Lad os fokusere på det positive. Arkivets værktøjsbeholdning er nu blevet udvidet med to solide lægtehammere, som de ubudne gæster sandsynligvis har hugget et andet sted til brug for maltrakteringen af vores vinduer.


    2.Udvalget for uddannelse, skoler og kultur, USK, holdt sit seneste møde på Byarkivet den 21. september
    og blev orienteret om arkivets status og forestående opgaver, ligesom der var tid til en rundvisning i lokalerne. Rundgangen demonstrerede tydeligt, at ét af vores store problemer p.t. er pladsmangel! Da nu klubværelserne i stationsbygningens nordlige ende er tomme, og buschaufførernes opholdsrum heller ikke skal bruges mere, håber vi og vores støtteforening, at det snart bliver besluttet, hvornår Byarkivet kan tage disse rum i brug.
    Antallet af besøgende på arkivet samt henvendelser pr. mail er stigende, og en forudsætning for hurtig og effektiv betjening af kunderne er jo, at al ting er på sin rette plads – og det er let at komme til kasser og protokoller.
    Arkivets medarbejdere deltog sidst i september i et fælles arkivmøde for alle kommunens arkiver. Det fandt denne gang sted på Strynø, og da vejret artede sig, blev det er fin tur med godt, kollegialt samvær.
    Fra Langelands Bibliotek har vi ”arvet” nogle computere, komplette med fladskærme osv. Dem er vi meget glade for!
    Efteråret står som vanligt i redaktionens tegn, idet årets udgave af ”Øboer” går i trykken i næste uge.
    I den kommende weekend deltager undertegnede som arkivleder i Sammenslutningen af Lokalarkivers (SLA) årsmøde og generalforsamling.

    3. En bog, der indeholder en registrering af alle kongelige bevillinger til ægteskab i ”forbudne led” i Fyns Stift 1569 til 1814, lyder måske ikke umiddelbart som den mest spændende læsning. Imidlertid viser det sig, at der gemmer sig mange, interessante historier bag de korte optegnelser.
    I alle kulturer har der været forbud mod, at tæt beslægtede giftede sig. Undtagelser har der dog været gennem tiderne fx var søskendeægteskaber almindelige blandt de ægyptiske faraoner, men det skyldtes deres ”guddommelighed”, som ikke tålte blanding med blod fra den profane hob. Selv før man kendte til genetik og arvelighed, var man klar over, at for tæt slægtskab kunne skade afkommet. De fleste har nok hørt om, hvordan det i de små, isolerede samfund i Grønland var skik at lade gæster, der kom på besøg fra andre egne, sove hos en af kvinderne i bygden. Det skete ikke blot som et tegn på stor gæstfrihed, men også fordi det var en chance for at få lidt nyt blod ind i en indgiftet stamme.
    Samme problem opstod på de mindre øer i Danmark. Her kunne det være vanskeligt at finde en ægtefælle, man ikke var i familie med langt ude. Ægteskab var i bondebefolkningen som bekendt i høj grad bestemt af praktiske hensyn. Hvis eksempelvis en mand gerne ville overtage den gård, hans far havde haft i fæste, kunne følgende scenario udspille sig: Faderen dør desværre tidligt, og moderen måtte hurtigt gifte sig igen for at blive på gården. Så dør moderen, og stedfaderen gifter sig igen. Først da også stedfaderen er død, er vejen banet for at overtage fæstet via ægteskab med stedfaderens enke. Godt nok er der ingen genetisk forbindelse, men relationen fordrede alligevel en kongelig tilladelse.
    Når kongen havde billiget ansøgningen, var det op til biskoppen i det pgl. stift at bestemme, hvor meget ansøgeren skulle give i gave til det nærmeste hospital. Meget fattige kunne dog få bevillingen gratis.
    Den første langelandske sag i samlingen er fra 1693. Det er et par fra Ristinge, der er beslægtet ”i 3. led”. Dvs. de kommende ægtefæller kunne være næstsøskendebørn forstået således, at deres forældre var fætre eller kusiner. Denne begrundelse er langt den mest almindelige og indebærer vel ikke den store risiko for uheldige genetiske mutationer. Værre ser det ud, når en mand vil gifte sig med sin søsters datter, dvs. sin niece, men også den kombination blev der givet tilladelse til. Oftest var det præsten, der skulle vie parret, som rejste spørgsmålet om, hvorvidt der var tale om en forbuden relation. Nogle gange forekommer begrundelsen lidt søgt, således angiver et par fra Humble i 1697, at bruden for nogle år siden ”er blevet besovet af en person, som gommen er søskendebarn til på mødrene side! På Steensgård bliver der i 1711 indgået et rent fætter-kusineægteskab. Det samme sker i de følgende år flere steder på Langeland. Nogle gange er begrundelsen for, at en bevilling er nødvendig, temmelig indviklet, som her på Strynø i 1723 forud for ægteskabet mellem Albret og Salome: ”Salome Clausdatters forrige mand, Jens Henriksen Thøgersen, var søn af Anna Staphensdatter, hvis far var Staphen Laursen. Albret Pedersen er født af Maren Friises, hvis mor var Barbara Laursdatter, søster til Staphen Laursen”. Som den kvikke læser straks har regnet ud, ligger det forbudne i, at brudens afdøde mands bedstefader på mødrene side var bror til gommens mormor. Det ville man vist ikke så meget som studse over i dag. Nært beslægtede var de i hvert fald ikke.
    En hyppig konstellation var i øvrigt, at en enkemand giftede sig med den afdøde kones søster – igen ikke nogen genetisk katastrofe, men sikkert en såre praktisk foranstaltning også for de eventuelle børn.
    I 1793 får Jess Hansen, told- og consumptionskasserer og Birgitte Orup af Rudkøbing bevilling til ægteskab – hun var netop søster til hans første kone. Imidlertid er hr. Hansen ikke glad ved udsigten til at betale en større sum til hospitalet, og han skriver derfor et langt og i tidens stil noget svulstigt brev til biskoppen over Fyns Stift: ”(Uddrag) Jeg maa derfor på det ydmygste indstille til Deres Høiædle Høiærværdigheds Gode og facile Ertragtning, hvad De herudinden Høigunstigst maatte fastsætte til Svarelse for mig; imidlertid kan jeg sanite forsikre, at mine Omstændigheder, efter Embedets beskaffenhed, her på dette ringe Sted, ikkun ere maadelige, saa ieg haaber, at dette som en virkelig Sandhed maatte vorde taget under bedste Betragtning.” Et gennemarbejdet forsøg på at unddrage sig en afgift!Hvad regningen kom til at lyde på, vides desværre ikke.

    Kilde: ”Det blev i familien” af Steffen Hove, Slægtshistorisk Forening, Odense 2000.

    Rudkøbing den 30-9-2010
    Else Wolsgård

    Se nyheder fra Byarkivet på
    www.rudkoebingarkiv.dk


                             Nyhedsbrev  Nr. 2, 2010 
                                              fra
                        Rudkøbing Byhistoriske Arkiv 
                                

    1. Leder
    2. Nyt fra Havnegade
    3. Husker du vor skoletid?

    1. ”Om hundrede år er alting glemt”. Denne sætning er vist tænkt som en trøst til dem, der har begået en fadæse. Desværre er det ikke kun fejltagelser, der risikerer at gå i glemmebogen, det er både stort og småt, godt og skidt – med mindre man aktivt beslutter sig for, at væsentligt informationerne skal bevares.
    Tag nu de skoler, der er blevet nedlagt. Protokoller, årsberetninger, korrespondance mv. er blevet overdraget til lokalarkiver og Byarkivet. Noget af det ser måske ikke umiddelbart interessant ud – men det bliver det! Det særlige perspektiv, som tiden giver, betyder somme tider, at små detaljer i en sag bliver meget spændende, når der er gået et antal år. Det illustrerer ”den gode historie” sidst i dette nyhedsbrev.
    Ud fra devisen: ”dagen i dag er fortid i morgen”, har Byarkivet været på besøg på Ørstedskolen, da der var åbent hus den 15. juni og fotograferet den udvendig og indvendig. De billeder er allerede ”historiske”, når skolen åbner den 14. august.
    Ny teknik medfører store ændringer i den måde, lokalhistorie opbevares på. Således er fotografierne af skolen naturligvis digitale, og tiden vil vise, om denne opbevaringsform er lige så sikker som eksempelvis glaspladenegativer. (Byarkivet har ca. 120.000 glasplader, doneret af to af byens fotografer).
    I hvert fald arbejder vi hver dag med alle til rådighed stående teknikker engageret med at bevare nutiden for fremtiden. Vi passer på kulturarven, for det er en arv, alle langelændere har krav på at få del i.

    2. Som besøgende på vores hjemmeside www.rudkoebingarkiv.dk
    vil vide, har arkivet i april – juni haft besøg fra England, USA og Australien. Det er interessant og samtidig en udfordring at sørge for, at de udenlandske gæster får en god oplevelse med hjem. Mails med tak og mange hilsner til arkivets medarbejdere vidner om, at den service, vi leverer, lever op til normerne for ”kvalitetssikring” af kommunens ydelser.
    I juli kommer de danske turister i større antal, og det gør jo, at dagene er uforudsigelige og dermed spændende, idet vi aldrig kender de krav og forventninger, vi bliver mødt med.

    To frivillige medarbejdere + leder har deltaget i et to dages kursus i Arkibas i Svendborg Arkivsamvirkes regi. Det gav efterfølgende anledning til et udbytterigt, internt møde, hvor vi drøftede og sammen fastlagde Byarkivets retningslinier for den detaljerede udfyldelse af rubrikkerne i registreringssystemet. En ny version af Arkibas er under udvikling, og forhåbentlig bliver den lidt nemmere at gå til end den nuværende version.

    Arkivet har fået 13 kasser med arkivalier fra Rudkøbing Skole. Det er vi meget glade for, men det gør samtidig, at vores mangel på plads bliver endnu mere påtrængende. Heldigvis har vi også lige fået nogle fine stålreoler fra Nordea, og dem glæder vi os til at tage i brug, så snart den nordlige ende af andensalen i stationsbygningen er blevet helt tom.

    3. Husker du vor skoletid?
    Den søde, lille sang (se nederst) bringer minder frem, og dem kan man godt hjælpe lidt på vej. Til det brug dykker vi ned i årsberetningen fra Rudkøbing Skole 1960 -61, hvor elevtallet den 1. januar 1960 var 788. Der var dengang stadig undervisning om lørdagen, dog kun til kl. 12.35.
    Sygdomsfraværet var for elevernes vedkommende 3,77% af det samlede antal skoledage.
    Der var 26 lærere, heraf 7 kvinder. Desuden havde skolen et vikarkorps tilknyttet. Stadsskoleinspektøren hed Arne Jørgensen.

    Man var netop begyndt at implementere den nye folkeskolelov, der afskaffede mellemskolen, mellemskoleeksamen og realeksamen. Mange husker sikkert stadig ”Den blå betænkning”.
    Nu skulle børnene i 6. og 7. klasse deles ”på grundlag af deres standpunkt, evner og interesser”. Det, der skete, var, at børnene blev opdelt i såkaldt faglige eller boglige.
    Efter 7. klasse kunne man blive udskrevet af skolen, eller man kunne tage 8. og 9.”faglig” klasse. De ”bøvlige” kunne komme i I, II og III realklasse.
    Lærermangelen var alvorlig i 1960. Før broens åbning i 1962 måtte man regne med at skulle bo på Langeland, hvis man ville arbejde der, og det holdt nok nogle lærere tilbage.
    Skolebespisningen (rugbrødsmadder med pålæg) var blevet afskaffet i 1959, men der blev stadig udleveret mælk til indenbys elever og vitaminpiller. Udenbys elever var alle dem, der kom fra de mindre, omliggende kommuner, hvor man ikke havde skoleoverbygning (dvs. over 7. klassse). Ca. 20% af eleverne var ”udenbys”, og de måtte selv medbringe drikkelse til frokost..

    Man var allerede dengang klar over, hvor vigtigt det er, at ungdommen får en uddannelse, og Byrådet havde derfor resolveret, at unge, der ville på gymnasiet i Svendborg – hvilket betød brug af bus og to færger hver vej - kunne få rejsegodtgørelse.

    Teknologisk var man langt fremme: ”Skolen råder over skoleradio- og samtaleanlæg i alle klasser, båndoptager, lysbilledapparat, båndfilmapparat, stumfilmapparat, pladespiller, klaver i pigegymnastiksal og i sanglokale.”

    Skolelægen beretter, at sundhedstilstanden blandt eleverne i det forløbne år har været god.
    Børnene blev flere gange i deres skoletid undersøgt for tuberkulose, både ved konstatering af antistoffer og gennemlysning. Også lærerne skulle gennem disse undersøgelser en gang om året.
    Der blev konstateret 84 tilfælde af sygelige tilstande, der krævede henvisning til egen læge. De mest almindelige lidelser var forstørrede mandler, nedsat hørelse og polypper.

    Skoletandlægen lagde vægt på at følge med tiden. I årets løb har man fået en ny turbine-boremaskine. 658 elever har været tilmeldt tandlægeordningen, og der blev i årets løb udført 1921 tandfyldninger, 110 udtrækninger, 57 rodbehandlinger, 188 lokalbedøvelser. Man kan altså regne ud, at det ikke var alle udtrækninger, der udløste en bedøvelse. Midt i året blev tandlæge Chr. Kiilsgaard (som jo startede Byarkivet) afløst af B. Minor Andersen.

    Skolebiblioteket meldte også om fremgang. Der havde i årets løb været 402 lånere, der tilsammen havde hjemlånt 10.960 bind – dvs. godt 27 bind pr. låner.

    Skolepsykologiske undersøgelser og specialundervisningen havde allerede i 1960 høj prioritet i Rudkøbing. Efter at have foretaget nogle prøveundersøgelser, besluttede man fremover at foretage skolemodenhedsundersøgelser for alle børn, der blev meldt ind i skolen. ”Det kan ikke grundigt nok siges til forældrene, hvor stor betydning det har, at det barn, de sender i skole, har nået en udvikling, der svarer til de krav, der stilles til det, når skolegangen begynder. Ikke alene den intellektuelle udvikling, men også den fysiske og ikke mindst den følelsesmæssige og sociale udvikling spiller en rolle for barnets skolegang. Er barnet umodent, står arbejdsevnen ikke i rimeligt forhold til de stillede krav, og så får vi det uharmoniske barn, der – uanset begavelse – klarer sig dårligt i skolen”. Sætter man sig ud over det høje lix-tal i ovenstående, må man sige, at denne test forekommer meget hensigtsmæssig. Måske er skolemodenhedstesten grunden til, at man havde færre meget urolige og adfærdsforstyrrede børn dengang?

    Årsberetningen indeholder også en side med gode råd om lektielæsning. Fx:”Lektielæsning i frikvartererne er spildt tid. Afslapning er meget mere værd”. Og ”Sid altid samme sted og helst i din egen ”krog” – Forsøg at finde sammenhæng i det, du læser”. Det gælder vist også i dag.
    Blandt dem, der tog mellemskoleeksamen i 1960 var i øvrigt den nuværende formand for Byarkivets støttteforening, Per Overgaard Rasmussen.

    Det lille hæfte på 42 sider kommer godt rundt om Rudkøbing Skole og alle de aktiviteter, skolen stod for. Et lille nedslag i skolehistorien for 50 år siden har sikkert bragt minder frem hos alle os, der dengang frekventerede den danske folkeskole på godt og ondt.

    Rudkøbing juni 2010,
    Else Wolsgård

    Fra operetten ”Som i Ungdommens Vaar”
    Tekst Axel Kjerulff, musik Walter Kollo (1914).

    Husker du vor skoletid?
    Husker den så nøje!
    Du gik i en kjole hvid,
    jeg i stumpet trøje.
    Altid holdt vi fest, vi to,
    kære, det var vildt, det!
    Husker du dengang vi slo’
    hatten af Clotilde?
    Hun løb efter, vi løb væk
    som forfulgt af fanden.
    Skjulte bag en rosenhæk
    kyssed’ vi hinanden.
    Osv…



                                        Nyhedsbrev Nr. 1, 2010
                                                     fra
                                    Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

    1. Leder
    2. Nyt fra Havnegade
    3. Et sjældent brev

    1. Leder:
    Den 24. marts havde Byarkivet besøg af borgmester Bjarne Nielsen og kommunaldirektør Jørgen Christiansen som led i en besøgsrunde på alle kommunens institutioner. De fik naturligvis en grundig rundvisning samt orientering om, hvad arkivet lige nu især beskæftiger sig med. Også vores fremtidsønsker- og planer var der tid til at komme ind på. Der var i det hele taget en glimrende dialog, der lover godt for samarbejdet.
    Det skal i den forbindelse understreges, at beslutningstagerne altid har vist vilje til at lytte til vores ønsker. At de ikke kan udføre økonomiske tryllekunster, har vi fuld forståelse for.
    Både leder, medarbejder og de frivillige på Byarkivet har heldigvis en klar fornemmelse af, at der bliver sat pris på det arbejde, der udføres for at bevare den gamle købstads og øens historie.

    2. Nyt fra Havnegade: Det kan siges kort: Vi har rigtig, rigtig travlt! Der kommer stadig flere henvendelser på mail fra mennesker, der bor i USA, Australien, England, som planlægger at komme til Langeland for at besøge de steder, deres forfædre og –mødre kom fra. Arkivets medarbejdere finder naturligvis gerne alle tilgængelige oplysninger frem – om det så inkluderer en søndagstur til Barager for at fotografere det husmandssted, hvor de udvandrede boede.

    Naturligvis er der også et stigende antal henvendelser fra danskere, der søger deres rødder, men de har ofte selv gjort en del forarbejde via alle de oplysninger, der nu ligger på nettet. De har til gengæld brug for arkivets hjælp til at sætte ansigt på slægten i form af fotos, personoplysninger, billeder af, hvor de boede eller drev forretning.
    Derfor er det også dejligt – og helt nødvendigt – at der er ikke mindre end seks frivillige, der uge efter uge lægger arbejdstimer på arkivet!
    Heldigvis synes de også, at de får noget igen: Tilfredsheden ved at gøre et godt og kvalificeret stykke arbejde, fornøjelsen ved at være medvirkende til, at Byarkivet bliver ved med at udvikle sig som formidler af den langelandske kulturarv. Og ikke mindst få det ”kick” det giver, når den eller det, man leder efter, pludselig dukker op i en folketælling eller en avis.

    Arkivets fysiske omgivelser har på det seneste fået en ”make-over”. Nyt tæppe i gangen, afhøvlet gulv i læsesalen og nymalede toiletter er med til at forøge trivselen hos både os, der arbejder på arkivet, og vores brugere.

    3. Et sjældent brev: Fhv. museumsinspektør Ole Mortensøn gjorde for nylig er interessant opdagelse på Byarkivet. I forbindelse med en helt anden sag stødte han på et læg med navnet Kristen Friis.
    I lægget lå kun ét dokument – men hvilket! Det drejer sig om et brev, egenhændigt skrevet af kong Christian den Fjerde i 1615. Han regerede, som nogle sikkert husker, fra 1588 til 1648.
    Ole Mortensøn fandt brevet registreret i protokollen på Langelands Museum som en gave fra redaktør Rosenstand. Senere er det overladt til arkivet engang i 1950erne. Jens Winther – museets grundlægger – interesserede sig nemlig ifølge OM ikke for ting fra tiden efter Gorm den Gamle. Hvordan hr. Rosenstand er kommet i besiddelse af brevet, vides ikke.

    Brevet er skrevet med smuk og let læselig håndskrift, naturligvis med gotiske bogstaver.
    Adressaten er (citaterne er tilpasset nutidig stavemåde) ”Prinsens hofmester Christen Friis”
    Kongen sender hofmesteren ”adskillige klenodier, som børnene skal have”.
    Blandt klenodierne er en stor guldkæde og et smykke af form som en egekvist med diamanter og perler. Disse ting skal gives til prinsen, dvs. arveprins Christian, født 1603.
    Andre fornemme stykker skal hertug Frederik, født 1609, have, fx et hattebånd med en stor diamant. Også hertug Ulrik, født 1611 fik del i kostbarhederne. Alle tre sønner var født i ægteskabet med dronning Anna Cathrine.
    Af de tre var det kun Frederik, der overlevede sin far og efterfulgte ham som konge i 1648.
    Nogle af smykkerne er åbenbart gået lidt i stykker, idet et par diamanter er faldet ud. De skal derfor sendes til Jørgen Prüss, som skal lade nye diamanter sætte i og i det hele taget ”forny dem op igen”.
    Til sidst kommer en tilføjelse, der er mere interessant for eftertiden end fordeling af smykker::
    ”Fordi du nu er til stede der i Helsingør så se dig med flid om, hvorledes man bedst kan fortificere(befæste) byen udadtil med tørre grave og ved stranden med en mur. Men byen må ikke blive så lang, som den nu løber ud til Lundehavnen”. Tolkning af det sidste kræver vist lokalkendskab, men budskabet i det første pålæg er klar nok: Når Christen Friis nu alligevel er der, skal han sørge for, at Helsingør befæstes bedst muligt efter kongens idéer. Kalmarkrigen var slut i 1613, men Sverige var og blev arvefjenden, som man skulle kunne forsvare sig imod.

    Modtageren af brevet, Christen Friis (født 1581), var søn af rigsråd Jørgen Friis. I 1609 var han kansler, dvs. leder af kongens kancelli. I Kalmarkrigen 1611-13 gjorde han sig positivt bemærket. Stillingen som hofmester for prins Christian havde han netop fået i 1615.
    Kong Christian stolede meget på den dygtige Friis og gav ham højt betroede stillinger, således var han kansler lige til kongens død i 1648.

    Man spørger måske sig selv, hvorfor en travl konge tager sig tid til egenhændigt at skrive brev om fordeling af nogle smykker. Det skal nu ikke undre nogen. Kongen var som hersker af den type, der gerne selv går ned i de mindste detaljer – med fare for at miste overblikket over de store linjer. Der kendes 3000 breve fra kongens hånd. Brevet på Byarkivet er medtaget en stor fortegnelse fra 1888 over alle Christian den Fjerdes egenhændige breve, så der er desværre ikke tale om et nyopdaget brev.
    Tak til Ole Mortensøn, fordi vi må bruge hans research.
      

              Kongens underskrift

    Her ses en scanning af sidste side i brevet med kongens underskrift.
    (originalstørrelse 14x18 cm)


    Marts 2010
    Else Wolsgård

    GOD PÅSKE!

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    10. oktober 2013