Bundgarnspæle ved Langeland

    Nyhedsbreve i 2012

    Nyhedsbrev nr. 4, 2012

    fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

    1. Leder
    2. Nyt fra Havnegade
    3. Da sparsommelighed var en dyd – historien om Julens Glæde

    1.Leder

    Efteråret har været meget travlt på arkivet. For første gang har museet – nu Øhavsmuseet – og Byarkivet indledt et formelt samarbejde om en udstilling. Anledningen var Langelandsbroens 50 års jubilæum 10. november.

    Både Vejdirektoratet, som broen og dens renovering hører under, og Langeland Kommune udtrykte på et møde den 12. september er stærkt ønske om at markere jubilæet med en udstilling. Handelsstandsforeningen tilsluttede sig ønsket og lovede til gengæld at sætte tiltag i værk, der nok skulle få borgerne til at interessere sig for det kommende event.

    Det blev begyndelsen af et frugtbart samarbejde mellem arkiv og museum. Ved nærmere eftertanke kunne udstillingen ikke være blevet til uden et nært samarbejde mellem de to institutioner, idet det jo er arkivet, der har avisomtalerne, de gamle fotos og øvrige informationer, som udstillingen bygger på. En efterlysning i ugeavisen Øboen resulterede i, at vi fik lov at låne nogle spændende effekter med relation til broen. Museet har jo lokalerne i Østergade og faciliteterne til at lave store vægbannere med fotos og tekst, og selv om tiden var knap, nåede vi i mål med en ganske flot udstilling.

    Der kom heldigvis også mange besøgende, og de gav oftest udtryk for, at de fandt udstillingen interessant og oplysende.

    2. Nyt fra Havnegade

    Personalesituationen er ændret lidt, idet Doris Rasmussen har valgt at bruge sine kræfter på egne bøger og andre projekter. Vi ønsker Doris god vind!

    Lis Thomsen er ansat som fleksjobber hos os i ti måneder. Desuden har vi haft én person i arbejdsprøvning og én i praktik.

    Projektet med renovering af ventesalen her i stationsbygningen er desværre p.t. sat på stand by. Støtteforeningen for Rudkøbing Byhistoriske Arkiv havde jo fået lovning på LAG-midler under forudsætning af, at vi selv skaffede de resterende 50 %. Fionia Fond blev søgt, men der kom afslag – samme dag som fristen for at søge Albani Fonden udløb. Nu er LAG-midlerne en saga blot, og skal projektet blive til noget, skal alle midlerne søges fra fonde. Det går vi nu i gang med.  

    Julens Glæde

    I 1884 blev der i Rudkøbing stiftet en forening, hvis navn var ”Julens Glæde af 1884”.

    Formålet var ”at fremme sparsommeligheden blandt småkårsfolk”. Det kunne nok også være nødvendigt, for det var jo desværre ikke ualmindeligt, at en arbejdsmand eller håndværker gik på kroen, den dag, ugelønnen blev udbetalt. Resultatet blev somme tider, at der kun var meget lidt til overs til familiens fornødenheder i den kommende uge – for slet ikke at tale om at lægge til side til opsparing.

    Konceptet for Julens Glæde var egentlig enkelt: En såkaldt incassator skulle hver uge aflægge alle medlemmer et besøg og modtage det beløb, de nu kunne afse ifølge vedtægterne dog ikke under 10 øre. Beløbet blev noteret i en kassebog, og hver uge skulle det samlede beløb afleveres til kassereren, der indsatte pengene i sparekassen. Renterne var tilstrækkelige til at aflønne såvel incassator som kasserer – men lønningerne var da heller ikke ret høje.

    I begyndelsen af december blev der indkaldt til udbetaling en bestemt dag, ofte på Teknisk Skole. Her mødte medlemmerne op og fik deres indestående i kontanter, hvorefter de kunne gå julen i møde med en god økonomisk polstring.

    Foreninger med navnet Julens Glæde fandtes over hele landet. Nogle steder købte man ”sparemærker”, der blev sat ind i en dertil indrettet bog, så medlemmet hele tiden selv kunne følge med i opsparingens størrelse.

    I Rudkøbing lå medlemstallet gennem årene nogenlunde stabilt på mellem 400 og 500 medlemmer. Hvor meget de enkelte medlemmer sparede op, varierede naturligvis meget. Der var jo ikke et fast beløb, nogle betalte hver uge det, de havde til overs her og nu, men de fleste lagde sig fast på fem eller 10 kroner (i 1950erne). Hvis man i årets løb fik akut behov for de opsparede penge fx til en tandlægeregning, kunne man godt få dem udbetalt, men det var ikke velset.

    I 1948 skete så katastrofen. Incassatoren var død om sommeren, og det hastede med at få ansat en ny, så den faste rutine med de ugentlige besøg hos medlemmerne ikke kom for meget ud af trit. Derfor var man måske ikke helt så omhyggelig med valget af ny incassator, som man burde have været.

    Den årlige indbetaling var på det tidspunkt omkring 100.000 kr., og af dem manglede der 6000 kr., da udbetalingen skulle finde sted. Svindelen havde ikke været svær at gennemføre. Manden havde blot skrevet et mindre beløb ind i kassebogen, der blev vist til kassereren ved aflevering af ugens indsamlede beløb. Hvad han åbenbart ikke havde tænkt på, var, at svindelen automatisk ville blive afsløret, når dagen for udbetaling kom. Folk havde jo deres egen bog med oplysninger om, hvad de havde betalt ind.

    Nu var gode råd dyre – det måtte jo ikke gå ud over medlemmernes jul, at bestyrelsen havde ansat en upålidelig incassator. Bestyrelsesmedlemmerne  optog derfor personligt et lån i sparekassen på 6000 kr. Lånet  skulle så tilbagebetales i løbet af de kommende år ved indeholdelse af renter af det samlede indestående. Politiet blev naturligvis indblandet og ved deres hjælp blev der beslaglagt møbler og effekter i bedragerens hjem til en værdi af omkring 400 kr.

    Julens Glæde fortsatte sit virke, dog nu med jævnlige stikprøver i kassebeholdningen.

    I 1967 var det slut. Behovet for systematisk opsparing var for nedadgående, men den afgørende årsag var, at man ikke kunne få fat i en ny incassator. Det var ikke et attraktivt bijob, for lønnen måtte nødvendigvis være lav. Da alt var opgjort, var der 2000 kr. tilbage, som ifølge vedtægterne tilfaldt ”Stiftelsen af 25. juli 1851”.

    Ovenstående er baseret på originalmateriale – regnskabsbøger, forhandlingsprotokol mv. – der blev afleveret til Byarkivet i 1969.

    Der blev gjort et forsøg på at genoplive Julens Glæde i 1977, men det varede vist kun kort. Under research til denne artikel er jeg dog blevet opmærksom på, at der stadig eksisterer ”Julens Glæder” rundt omkring i landet.  

    Alle vores abonnenter ønskes en glædelig jul og et godt nytår!

     

    December 2012

    Else Wolsgård



    Nyhedsbrev fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

    nr. 3, 2012

    Leder

    Sommeren har mildest talt ikke været en stille periode på arkivet. Der har været mange turister på besøg. En af dem var en tysk kvinde, hvis forældre var flygtninge på Langeland i 1945-46. Det gav anledning til en artikel i Øboen.

    NDR, Norddeutscher Rundfunk, var også på besøg med et helt filmhold for illustrere historien om ”Rudkøbings sidste storsmugler”, hvis skib nu er fundet som vrag nær Kiel. Igen god reklame for Langeland.

    Øhavsmuseet har inviteret arkivet til et samarbejde om en udstilling i museets afdeling på Østergade i anledning af, at det den 10. november er 50 år siden, broen åbnede. Det har vi naturligvis taget imod – ikke mindst fordi arkivet har rigtig meget godt kildemateriale om emnet.

    Byarkivet har for første gang haft besøg af en gruppe fra Jobværkstedet og deres lærer. Selv om deres samfundsfagsundervisning lå på en fredag, hvor vi jo normalt har lukket, syntes jeg, at det var vigtigt også at formidle den lokale historie til denne målgruppe. Det viste sig heldigvis, at arkivbesøget ikke var så kedeligt, som de vist havde frygtet.

    Sidst, men ikke mindst er der gang i ansøgningerne om støtte fra LAG og en fond om midler til at renovere den gamle ventesal i stationsbygningen med henblik på at få et godt udstillingslokale. Forhåbentlig kan dette arbejde gå i gang til foråret.

    Nyt fra Havnegade

    Der har i sommerens løb været fuld gang i registreringen af såvel nye og gamle arkivalier på Arkibas. De flittige medarbejdere har samtidig foretaget en omflytning af mange arkivalier, så alle sager af samme type nu er samlet ét sted, hvad der naturligvis gør det lettere at overskue og finde det, man søger.

    Anne-Lise Nilsson, der har været ansat med løntilskud, holder desværre op med udgangen af september. Hun har med sin flid og engagement været en stor ressource for arkivet.

    Djavit Hajrizi, ansat i fleksjob siden 2007, fratræder til november efter længere tids sygdom.

    Politisk ”spionage” for 100 år siden

    I disse tider, hvor politiske konspirationsteorier  trækkerr store overskrifter i aviserne, er det interessant at se, at den slags åbenbart altid har fundet sted. Således også i Rudkøbing for 100 år siden. I Langelands Avis kunne man den 23-3-1912 læse følgende:

    ”Efter hvad der fra pålidelig kilde meddeles os, blev døren fra salen på Hotel Langeland, hvor Højre i eftermiddags holdt sine fortrolige forhandlinger, lukket op i hovedet på hr. Holger Kristiansen (redaktør af den radikale avis Langelands Folkeblad). Fyren lyttede! Og det er ikke første gang, han har lyttet. Da Venstrevælgerforeningens repræsentantskab forleden holdt møde på Hotel Skandinavien, luskede monsieur Holger også om uden for døren og interviewede bl.a. hotelkarlen.

    Det lyder utroligt, men disse ting er ikke desto mindre den nøgne sandhed, og det må efterhånden gøres folk klart, hvor stor en slubbert, denne anmassende personage er. Da knægten (redaktøren var da 37 år gammel) i dag fik døren i hovedet, skal han have rødmet. Der er dog altså endnu en rest af skam i slynglen, og vi skal gøre vort til, at han skal få brug for denne rest.”

    Ovenstående er et eksempel på den tone, der dengang herskede i de personlige skændsmål, som var daglig kost mellem redaktørerne på de langelandske aviser. At de stemplede hinanden som løgnere var ganske almindeligt. Redaktør Kristiansen søgte at bortforklare hændelsen, men forklaringen virkede ikke ægte, og han lagde da heller ikke injuriesag an.

    Den 25-3 skriver Langelands Socialdemokrat

    ”Langelands Avis giver, idet den fortæller historien (om lytningen ved døren) hr. Kristiansen en række kønne navne som slyngel, slubbert osv. Vi finder, at disse betegnelser er så ganske overflødige. Ved bestillingen som spion klæber der i forvejen en sådan foragt, at ingen betegnelse i sproget kan stille udøveren lavere.”

    Dagen efter påviser Langelands Avis, at Holger Kristiansens forklaring om, at han blot ville træffe proprietær I.A. Hansen, der var til et jernbane-møde på hotellet, ikke kan være rigtig, dels fordi dette møde var i forhuset, hvorimod Højre-mødet var i baghuset, hvor Kristiansen jo blev opdaget lige uden for døren ind til mødet, og dels fordi han slet ikke talte med I. A. Hansen, som han allerede havde talt med i telefonen.

    Den 27-3 skriver Ølandenes Dagblad, der støttede Højre, og som ejedes af enkefru Damkier, hvis søn redigerede bladet, at det var fru Damkier, der ”pågreb” Holger Kristiansen:

    ”Redaktør Kristiansen ”mødte” fru Damkier, da fruen åbnede døren fra mødesalen ud til gangen, og redaktøren stod så nær ved døren, at han for tilbage i det øjeblik, denne blev åbnet, for at undgå at få den i ansigtet. Således formede dette ”møde” sig, og vi forstår godt, at hr. K. blev ildrød i hovedet over at blive grebet så decideret på fersk gerning”

    29-3 skriver Holger Kristiansen i Folkebladet, at fru Damkiers erklæring er usand, hvorfor fru Damkier i en artikel i sin egen avis tilbyder at aflægge ed på, at hun har berettet sandheden.

    Mere skete der ikke i sagen. Man kan undre sig over, at tonen var så rå mellem politiske modstandere. Desværre afspejlede det sig også i samarbejdet i Byrådet.

    I 1910 blev således den første kvinde i Rudkøbing Byråd, lærer Wilhelmine Mouritsen, stærkt angrebet af redaktør Madsen fra Langelands Socialdemokrat, der bl.a. stemplede hende som løgner. De to var sammen i biblioteksudvalget, hvor Madsen, da de var på tomandshånd, havde ”overfaldet hende med grovheder og trusler, så hun måtte forlade lokalet”. Hun bad derfor om, at udvalget blev forstærket med yderligere et medlem, og det gik Byrådet med til.

    Rudkøbing, september 2012

    Else Wolsgård

     

     

    K. i Folketinget 1913





    Nyhedsbrev nr. 2, 2012
    fra
    Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

     

    1.      Leder
    2.      Nyt fra Havnegade
    3.      En melankolsk morder fra Rudkøbing

    1.      Leder

    Det er meget positivt, at interessen for historie er voksende. Dog betyder det ikke nødvendigvis, at den historiske viden også er det. Måske har den grundlæggende undervisning i skoler og gymnasier i for mange år været forsømt?

    Følgende to eksempler kunne tyde på det: Da undertegnede kom ud af biografen efter at have set den i øvrigt ikke særlig fremragende film ”En kongelig affære” om Struensees og dronning Caroline Mathildes forhold, var der en yngre kvinde, der til sin ledsager udbrød:  ”Hvor var den god. Men jeg troede godt nok ikke, det endte med, at han blev henrettet!”

    Jaså. Det andet eksempel drejer sig om, at 9. klasses elever ved afgangseksamen i år i dansk stil bl.a. kunne vælge at skrive om et maleri af nogle soldater i krigen 1851. En censor fandt efterfølgende anledning til i en avis at omtale, hvordan der i nogle af elevernes interessante beskrivelser optrådte mobiltelefoner, som soldaterne brugte til at ringe hjem.

    De 15-16 årige har jo ikke kendt en verden uden mobilsnak og sms, så hvordan skal de vide, at det ikke altid har været sådan, med mindre de har lært at reflektere over forskellene på nutiden og datiden?(Ikke engang den hånddrevne kødhakkemaskine var opfundet i 1851).

    Men der er håb forude. Et nyt og anderledes undervisingsmateriale ser dagens lys til skolestart i år. I materialet får eleverne mulighed for selv at skrive et virkeligt barns historie. Statens Arkiver åbner op for godteposen og lader eleverne gå på opdagelse i det originale kildemateriale. Programmet hedder ”Aargang 0” (ikke at forveksle med TV2’s serie af næsten samme navn). Syv børn, der alle blev født i 1900 er med i dette e-museums-program beregnet for elever i 8. og 9. klasse samt gymnasieskolen. Kilderne til børnenes historier findes både som skanninger af de originale dokumenter og i  transkriberede, mere læsevenlige udgaver. Ved hjælp af enkle spørgsmål sættes eleverne på sporet, men de skal selv vise vej. Der er naturligvis foretaget tests af programmet på elever, og evalueringen viser, at de fleste er meget begejstrede. Med syv børn med meget forskellige baggrunde får eleverne mulighed for at sætte sig ind i datidens livsvilkår og reflektere over forskellene på dengang og nu. Der skal herfra lyde en stor ros til Statens Arkiver for det nye initiativ. (Kilde: ”Siden Saxo” nr. 2, 2012)

    2.        Nyt fra Havnegade.
    Denne gang er der virkelig nyt, godt nyt! Støtteforeningen for Rudkøbing Byhistoriske Arkiv har søgt og fået bevilget penge fra de såkaldte LAG-midler. Forkortelsen står for ”lokal aktionsgruppe”, og pengene stammer fra et EU-program. De gives med det formål at udvikle landdistrikterne – i dette tilfælde genopretning af købstadens kulturarv til gavn for såvel lokale borgere som turister. Projektet, der har fået støtte, går ud på at retablere ventesalen i den gamle stationsbygning, hvor arkivet har til huse. For nogle år siden blev der tværs gennem ventesalen opsat en gipsvæg, og det oprindelige stengulv blev dækket med linoleum, fordi kommunen på det tidspunkt manglede plads til en base for hjemmeplejen.

    Hjemmeplejen er for længst flyttet, men væggene består. Hvis de og det nye gulv fjernes, vil der blive et fint rum, der bl.a. kan bruges til en udstilling om Langelandsbanen (1911-62). Jernbanen og dens historie interesserer stadig mange af arkivets besøgende. Der vil også være mulighed for at lave særudstillinger om temaer fra byens historie.

    De bevilgede penge dækker halvdelen af budgettet, så nu skal den anden halvdel skaffes bl.a. ved ansøgning til forskellige fonde. Vi krydser fingre for, at det lykkes, så vi kan markere banens 101 års jubilæum med at indvi en ny attraktion på Langeland!  

    3.        En melankolsk morder fra Rudkøbing?
    Rasmus Lambert hed en mand, der i 1772 blev dømt til døden og henrettet (samme år som Struensee i øvrigt). Historien om hans forbrydelse er mærkelig: Rasmus var ca. 30 år, havde været gift knap tre år og havde to små sønner på henholdsvis 2 år og en måned.

    Natten mellem 17. og 18. marts stjal han ”noget lintøj” til en værdi af to rigsdaler. Den 26. marts myrdede han sine børn ved at kvæle den største og smide den lille i brønden.

    Ved det fynske landsting blev han dømt til ”at knibes med gloende tænger, hånden med økse afhugges og derefter hovedet. Kroppen lægges på stejle, hånd og hoved fæstes på en stage”. Da han havde tilstået, så der ikke var tvivl om skyldsspørgsmålet, blev dommen stadfæstet af Højesteret. Henrettelsen fandt sted den 19. november samme år.

    Som læser stiller man sikkert umiddelbart spørgsmålet: ”Hvorfor?” Med vore dages tankesæt er der ikke logik skabt i forløbet, men sagen så anderledes ud i 1700tallet.

    Historikeren Tyge Krogh har forsket i det, der kaldes ”de melankolske mordere”.

    Ifølge datidens evangelisk-lutherske tro var det en dødssynd at begå selvmord – en selvmorder kom direkte i helvede. Ønskede man brændende at dø, enten fordi ens livssituation var ubærlig, eller fordi man med en nutidig definition var dybt deprimeret, var der dog en anden udvej: Hvis man slog nogen ihjel og blev dømt til døden for sin forbrydelse, skulle en præst berede den dømte på døden og give ham/hende løfte om Guds nåde, så han/hun (der var adskillige kvinder blandt) kunne dø salig og komme i himlen.

    Oftest dræbte ”selvmorderne” et lille barn, for det var jo ikke syndigt og ville derfor straks komme i himlen. Meget betænksomt! Tyge Krogh har i København i løbet af en periode på 90 år i 1700tallet fundet 83 sager om selvmordsmord og 40 mordforsøg. Med et indbyggertal på 60.00 i byen er det klart, at det var et problem.

    En fremsynet jurist, Henrik Stampe, fremkom i 1757 med et løsningsforslag. I stedet for at ”belønne” morderen med opfyldelsen af hans ønske om at dø, skulle han i stedet brændemærkes og sættes til det mest nedværdigende og ubehagelige arbejde. Tillige skulle han hvert år på morddagen føres til gerningsstedet og der piskes offentligt. Teologerne var dog imod, idet de fastholdt, at Gud krævede dødsstraf for mord. I 1767 efter en bølge af mord, blev Stampes forslag endelig  lovfæstet. Nogle blev dog stadig henrettet, hvis de hårdnakket fastholdt, at henrettelse ikke var motivet. Det var også Stampe, der opfandt udtrykket ”melankolske mordere”. I slutningen af 1700tallet døde fænomenet ud.

    Tilbage til Rasmus Lambert. Hans tragiske handling bliver i lyset af ovenstående om ikke forståelig, så dog måske forklarlig. En dyb depression medfører ofte et stærkt ønske om at dø, og det har sandsynligvis  været årsag til, at han begik og derefter villigt tilstod sin ugerning. En nærmere undersøgelse af retsprotokollerne kunne være interessant, men falder uden for rammerne for dette nyhedsbrev.  

    Rudkøbing, juni 2012
    Else Wolsgård

     



     

    Nyhedsbrev fra
    Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
    nr. 1, 2012

    1. Leder 
    2. Nyt fra Havnegade
    3. Gåsedammen ved Brogade – og historien om æ, ø og å     

      Leder
      Forleden fyldte rigsarkivar Asbjørn Hellum 60 år. I den anledning blev han citeret for at sige:”Digitalisering er et vigtigt værktøj til at gøre arkivalier og dermed historien let tilgængelig for borgerne og til at åbne arkivernes guldgrube af historier for nye brugergrupper.”

    Så sandt. Naturligvis glæder det os, der til daglig har vores gang på Byarkivet, at den digitale registrering skrider frem, og at omplacering af arkivalier gør det lettere at finde sagerne.

    Samtidig skal vi dog huske, at arkivernes formål er firedelt: indsamling, bevaring, forskning og formidling. Og det er i formidlingsdelen, digitaliseringen kommer ind. Nogle mener, man bør holde lidt igen og ikke så at sige lægge sig fladt ned for de nyeste apps til smartphones. Jeg mener det modsatte. Det er ikke populisme at benytte de medier og formidlingsformer, der er borgernes foretrukne. Er fx DMI da blevet en mindre seriøs virksomhed, fordi man kan få vejrudsigten direkte på sin telefon? Fremtidens formidling går bl.a. ud på at opsætte QR stregkoder ved seværdigheder. Så kan den besøgende få en opdateret historie med billeder om den jættestue, hun står ved – i stedet for et lidt kedeligt skilt, hvor teksten er delvist ødelagt eller måske vandaliseret.

    Et af de projekter, Byarkivet vil arbejde aktivt med på er www.historiskatlas.dk. Det er et projekt under udvikling, og hvis det skal blive rigtig godt for Langelands vedkommende, skal vi, der sidder inde med den nødvendige viden, hoppe med på vognen og formidle så meget, vi kan. Det er et enestående eksempel på et ABM – arkiv, bibliotek, museum – samarbejde, der kan udvikle sig løbende til glæde både for øens egne borgere, men så sandelig også for turister. Turist- og Erhvervsforeningen vil sikkert hilse historisk atlas velkommen.

    Hvad så med dem, der ikke er på internettet og ikke har en smartphone? De kan fortsat læse skilte og kigge i brochurer. Det ændres der ikke ved. Men at nogle ikke benytter de nye formidlingsmetoder, er da ikke en gyldig grund til, at man ikke skal arbejde med dem. Hvis vi gerne vil gøre børn og unge interesserede i historie, må vi bruge moderne formidlingsmetoder. Det er vi ved at lære.

    2. Nyt fra Havnegade

    Arkibas-registreringen er i fuld gang. Samtidig foretager vi nogle fysiske omplaceringer, så der kommer mere logik og sammenhæng i, hvilke sager, der er placeret sammen. Formålet er at gøre publikumsbetjeningen lettere.

    Der har været fællesmøde for alle de langelandske arkiver i Stoense, hvor der foregår en gensidig orientering om, hvad de respektive arkiver p.t. er optaget af.

    Også internt på Byarkivet har vi holdt et møde med deltagelse af alle medarbejdere – vi mødes ikke så ofte alle sammen, da medarbejderen for de flestes vedkommende arbejde på faste dag(e), så den, der arbejder om tirsdagen sjældent træffer dem, der arbejder mandag, onsdag og torsdag. .

    En af de ting, vi vedtog på mødet, er en aktiv indsamlingspolitik i forhold til arbejderhistorier.

    Borgere og bønder fylder meget, så nu vil vi forsøge at rette lidt op på balancen ved at bede faglærte og ufaglærte – kvinder såvel som mænd – om at fortælle deres livshistorier.

    Flere store afleveringer har vi også fået: Fra Oluf Unnerup, der er flyttet til Jylland, har vi modtaget tre kasser vedrørende Arbejderhistorisk Forening. Fra fotograf Jørgen Jensen har vi fået adskillige kasser med fotos, og endelig har det likviderede selskab ”Rudkøbing-Vemmenæs Færgerute” doneret en samling indrammede fotos af skibe. Ulrik Weidemann har suppleret med en omfattende materialesamling om færgefarten.

    De mange færgefotos samt en omfattende samling af fotos fra Fionia Bank/Amtssparekassen og Langelands Bank er blevet hængt op, hvor de tiltrækker besøgendes interesse.

    3.  Gåsedammen ved Brogade – samt historien om æ,ø og å

    Byarkivets skaber, Chr. Kiilsgaards historiske interesser gjaldt ikke kun skriftlige vidnesbyrd om Rudkøbings fortid. Han arbejdede flere gange som amatørarkæolog, og her er et af hans forbløffende resultater:

    I 1938 skulle Brogade asfalteres, og det gav anledning til en undersøgelse af, hvad gaden gemte under sin overflade. For ikke at risikere senere at måtte grave asfalteringen op, besluttede Byrådet, at alle vand- og kloakledninger skulle undersøges og evt. tærede dele udskiftes. Der blev derfor gravet 14 render i hele Brogades længde. Samtidig blev det middelalderlige munkestensfundament til en bygning, der havde ligget ud for nr. 5, udgravet.

    Det viste sig, at der ca. en halv meter under brolægningen oven på den naturlige jordbund, der består af ler, var et tæt sammenpresset gruslag, der havde udgjort den oprindelige vejbelægning. Brogade var med andre ord en simpel grusvej. Ved at studere jordlagene, som sås tydeligt i de udgravede render, kunne man se, at gaden havde været meget mere stejl end nu – udmundingen ved Havnepladsen lå engang hele 1,40 meter lavere end nu. Jordlagenes jævne fald blev dog afbrudt ved Gåsetorvet, hvor man i midten fandt den fordybning, hvor Gåsedammen havde ligget.

    Kiilsgaard forklarer i en avisartikel den 8. november 1938, at navnet gåsetorv i de gamle byer ikke betød en plads, hvor man handlede med fjerkræ, men en plads med en dam, hvor gæs og ænder svømmede og snadrede. Det var derfor logisk at antage, at det også havde været sådan i Rudkøbing.

    Udgravningerne viste, at dammens overflade har ligget 1,30 meter under det nuværende torvs overflade. Dybden har været knap en meter og diameteren ca. 3,25 meter.

    Desværre lod det sig ikke gøre at udgrave hele dammen, idet statuen af H. C. Ørsted står oven på en del af den. Selve den udgravede dam ”var fyldt af en sort, blød og stinkende masse, hvori der var rester af græs og siv, og hvori der lå en masse nøddeskaller, som viser, at der engang har stået hasselbuske omkring den”, beretter Kiilsgaard.

    Desværre ved vi ikke, hvornår dammen er blevet fyldt op, men det må have været senest i midten af 1800tallet, da de nuværende beboelser omkring torvet begyndte at blive bygget.  

    Siden webadresser og mails er blevet en del af vores daglige kommunikation, ser det sort ud for de gamle, danske bogstaver, æ, ø og å. Men hvad er grunden til, at man i dansk har disse ”sære” bogstaver?

    Æ stammer fra latin og oldengelsk og har været brugt i dansk i knap 1000 år. Det bliver som bekendt fortrængt af ae.

    Ø blev opfundet af romerne som en sammenskrivning af o og e. Det er blevet brugt i dansk skriftsprog siden 1100tallet. Nu bliver det i de elektroniske medier til oe eller bare o.

    Å ses første gang i svenske håndskrifter fra 1400tallet. I 1743 foreslog sprogforskeren J. P. Høysgaard, at man i dansk erstattede aa med å. Rasmus Rask var også en svoren tilhænger af å og takkede skriftligt, når nogen havde benyttet bogstavet i et brev. Å blev officielt indført ved retskrivningsreformen i 1948, hvor også de store begyndelsesbogstaver i substantiver blev afskaffet.

    Af sære grunde anses det stadig for ”finest” at bruge aa i navne. Det er derfor sikkert venligt ment, når mange forsyner mig med et dobbelt a. 

    Marts 2012
    Else Wolsgård  

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    10. oktober 2013