Bundgarnspæle ved Langeland

    Nyhedsbreve i 2013

    Nyhedsbrev nr. 4, 2013

    fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

    1. Leder

    Der har i den seneste tid været en del fokus på udviklingen på museumsområdet på Langeland. Eller måske snarere afviklingen. Med museumsdirektørens ord i Øboen in mente, må man forvente, at kun Koldkrigsmuseet og museumsafdelingen på Jens Winthers Vej for fremtiden vil blive drevet af Øhavsmuseet.
    Det er beklageligt, at turisterne ikke vil få fornøjelsen af at fordybe sig i tyendemuseet på Skovsgård – det eneste af sin slags i Danmark.
    Trods bemanding med frivillige kustoder skal det gamle apotek åbenbart også falde for Kulturstyrelsens ønskede "skærpelse af Øhavsmuseets faglige profil".
    Imidlertid er der jo en sandhed i det gamle mundheld: Den enes død – den andens brød.
    Da der nu i et par år ikke har været ansat nogen på museet med kendskab til Rudkøbings og Langelands historie i perioden mellem stenalderen og 1945, er alle henvendelser om begivenheder i det mellemliggende tidsrum blevet kanaliseret til Byarkivet.
    Vi hilser dette aspekt af vores formidlingsvirksomhed velkommen og det voksende antal besøgende, der kommer her, får ud over de faktuelle oplysninger, de ønsker, nu også en oplevelse via de skiftende udstillinger, vi arrangerer i forhallen.
    Vi vil naturligvis også i årene, der kommer, gerne samarbejde med museet i det omfang, der er fælles berøringsflader.

    2. Nyt fra Havnegade


    Muren er faldet!!! Et meget længe næret, stort ønske er gået i opfyldelse: Den skæmmende gipsvæg, der engang blev opsat tværs igennem den gamle ventesal, er nu revet ned. Vi glæder os meget til at bruge hele arealet til udstillinger, den første i forbindelse med Byarkivets 70 års jubilæum den 31. januar 2014.
    I skrivende stund kom der en opringning om, at Inner Wheel (Rotarys afdeling for kvinder) har besluttet at donere årets overskud fra deres julelotteri til arkivet. Den generøse gave på 1500 kr. er øjeblikkeligt blevet omsat i bestilling af en ny kokosmåtte til ventesalen.
    Lykke Holton er begyndt at arbejde på arkivet, og hun bliver til og med marts.
    Den 19. oktober præsenteredes dette års udgave af årbogen "Øboer", og der kom mange af de faste købere for at hente deres eksemplar af bogen.
    Den 9. november var det "Arkivernes Dag", og her havde Støtteforeningen valgt at sætte fokus på Rudkøbings handelsliv primært i 1960erne. Fotograf Jørgen Jensen havde affotograferet en række interessante fotos både fra arkivet og i privateje. Nogle daværende butiksindehavere kom selv til stede og fortalte levende om deres oplevelser som handlende. Faktisk var interessen fra publikums side så stor, at der langt fra var plads til alle, selv om "forestillingen" kørte to gange.
    Derfor blev det besluttet, at forestillingen skulle gentages i Borgerhuset, og det blev den den 27. november, hvor mellem 60 og 70 tilskuere hyggede sig med de gamle minder. Vi overvejer, om billedforevisninger måske skal være en af arkivets nye nicher.  

    3. Den sidste veteran fra 1864

    Der har længe været en løbende debat i dagspressen om, hvorvidt samfundet behandler sine soldaterveteraner godt nok. Det er især kompensation for og afhjælpning af psykiske traumer, der er fokus på.
    De soldater, der i 1864 blev sendt til "Slagtebænk Dybbøl", som Tom Buk- Swientys bog om slaget hedder, kunne i hvert fald ikke forvente ret megen kompensation for deres mén. Det viser denne tankevækkende beretning i Langelands Avis den 4. december 1913 under overskriften "40 år med Lirekassen".
    "Aalborg har i disse dage haft Besøg af en gammel Soldat fra 64, en af dem, der mistede sin Førlighed ved Dybbøl for nu snart 50 Aar siden, og som nu i en længere Aarrække har vandret Landet rundt med sin Lirekasse"
    Manden hed Marker Andersen og var fra Rudkøbing. Den 17. marts 1864 blev hans bataljon kommanderet hen foran Dybbøl skanser, som de skulle forsvare. Det viste sig hurtigt umuligt, og Marker Andersen fik tilmed en kugle gennem højre hånd, så han blev ukampdygtig.
    "Jeg var bange for at miste Haanden, men den fik jeg dog lov at beholde, men til dels ubrugelig, saa jeg blev hjemsendt med en Invalidepension på 69 Rigsdaler om Aaret. Et Par Aar efter blev den sat ned til 41Rigsdaler. Det kunne jeg jo ikke leve for og tog derfor noget Jordarbejde, selv om det kneb med den daarlige Haand."
    Så tog man hele pensionen fra ham. Han kunne jo arbejde og var derfor ikke invalid. Efter syv år med forefaldende arbejde i grøfter og mergelgrave, kunne hånden ikke mere. Marker Andersen søgte derfor igen pension og fik bevilget 126 kroner samt et "lirekasseprivilegium".
    Mange kender sikkert udtrykket "at blive slået til lirekassemand". Hvis man(d) som følge af ulykke eller sygdom ikke kunne klare fysisk arbejde, kunne man få en sådan licens. Det betød, at indehaveren havde lov til at gå rundt og spille på et lille, mekanisk orgel. Da man kun behøvede én arm for at dreje håndsvinget, kunne også de, der kun kunne bruge den ene arm, betjene instrumentet. Når lirekassemanden kom, var det selvfølgelig meningen, at publikum skulle give ham en skilling, og det var altså lovligt med en licens, selv om almindeligt tiggeri var forbudt. Senere udstedte myndighederne pølsemandsbevillinger til personer med nedsat fysisk funktion.
    "Saa nu har Kassen og jeg i ca. 40 Aar vandret Landet rundt med hinanden".
    "Jeg har siden gentagne Gange faaet forhøjet min Pension. Nu har jeg 500 Kroner om året, men jeg har familie. Min Kone er sygelig, og en Datterdatter, jeg har taget mig af, læser til Præliminæreksamen. Der er mange udgifter, så jeg maa stadig ud med Lirekassen. Men jeg er ved at være træt af den evindelige farten rundt. Nu er jeg omtrent 74 Aar, og den daarlige Haand volder mig ikke saa lidt Mén."
    Avisen skriver videre, at "gamle Marker" er den sidste af "vore omstrejfende invalider". "De andre er faldet fra nu, denne evindelige Omstrejfen holder man sjældent ret længe til. De faldt mere eller mindre til Flasken, og så var de færdige. Jeg var selv kommet godt på vej, men så tog jeg Reb i Sejlene og blev Afholdsmand, og derfor har jeg kunnet holde længere ud."
    "Men landevejen har alligevel mærket Marker. Denne stadige strejfen om er gået ham i blodet. Han indrømmer, at han dårligt kan sidde hjemme, da han ikke kan få has på tiden."

    Lidt om julemærket

    Julemærket var i 1913 udført efter tegning af professor Joachim Skovgaard og forestillede den verdslige og kirkelige jul symboliseret ved en nisse og en engel. Julemærket var blevet til efter en idé af postmester Ejner Holbøll i 1904 med det formål at hjælpe syge og fattige børn. Et mærke kostede 2 øre, og det første år blev der solgt ikke mindre end 3,7 mio. stk.! Men i 1913 havde det ikke rigtig nyhedens interesse længere, så skribenten i Langelands Avis konstaterer tørt: "Enkelte Skeptikere begynder at trække på Skuldrene af Julemærket og mener, at det er i færd med at gå af Mode, men det vil leve så længe, Barmhjertigheden ikke er gået af mode, så længe der er fattige og syge Børn at hjælpe."
    Dengang var det magre, tuberkuløse børn, der havde brug for midler fra Julemærkefonden. I dag er det overvægtige børn, der tilbydes behandling på julemærkehjemmene. Måske er mærkets dage ved at være talte, i og med at stadig flere sender deres julehilsner elektronisk.

    Else Wolsgård

    december 2013

     

     Nyhedsbrev fra

    Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

    nr. 3, 2013

     

     

    Leder

    Et vigtigt kapitel i lærebøger om markedsføring handler om, hvor vigtig  ”synlighed” er. At det er sandt, har vi på arkivet set bevis for her i sommer. Vi anskaffede nemlig et såkaldt sandwich-skilt, som vi anbragte uden for døren på trappen. Der står info om åbningstider, reklame for Kulturnatten m.v.  Det skilt har betydet, at vi i juli måned havde dobbelt så mange gæster som sidste år i samme periode. Mange besøgende har sagt noget i denne retning: ”Vi er gået forbi så tit, men da vi nu så skiltet, fik vi lyst til at se, hvad arkivet har at byde på”. Udenlandske turister er kommet ind for at høre om bygningen og jernbanen, og andre igen har haft lyst til at læse i de gamle aviser.

    Al denne opmærksomhed bare fordi det skilt står og inviterer folk til at komme nærmere og kigge ind. En lille, lavpraktisk investering med et meget positivt resultat.

     

    Nyt fra Havnegade

    Der er nok at tage fat på denne gang:

    Heidi Bay Hauptmann – indfødt langelænder – er blevet ansat i fleksjob med særligt ansvar for opdatering af arkivets hjemmeside og IT-området i øvrigt.  Vi har manglet Heidis kompetencer og håber på et langt og udbytterigt samarbejde.

    Kulturminister Marianne Jelved har takket nej til invitationen til at komme til arkivets 70 års jubilæum 31. januar 2014. I stedet har vi inviteret rigsarkivar Asbjørn Hellum, der endnu ikke har svaret.

    Forlaget Gyldendal har købt to af vores fotos til brug for en ny bog om ”Barnets århundrede”.

    En lille brochure med titlen ”Gader og veje i Rudkøbing – hvorfor hedder de sådan?” er blevet til i samarbejde med Langelands Turist- og erhvervsforening. Arkivet leverede teksten, turistkontoret sørgede for tryk. Modtagelsen af tryksagen tyder på, at både langelændere og turister synes, det er sjovt at få at vide, fx hvor navnene ”Gertrud Skomagers Plads”, ”Teglbakken” og ”Sagers Allé” stammer fra.

    Den 27. august var alle arkivets medarbejdere på den årlige, faglige ekskursion. Turen gik denne gang til Tranekær Slot, hvor lensgreve Preben Ahlefeldt-Laurvig gav os en gæstfri rundvisning i de imponerende gemakker. Bagefter spiste vi frokost på ”Generalen”.

    Nu er arkivet også kommet på facebook. Her kan vi holde dem, der er interesserede, løbende orienteret om stort og småt på arkivfronten. Det er jo gratis, og kan det sociale medie skabe ekstra goodwill om arkivet, er det naturligvis fint. Hvis man har lyst til at blive ven med arkivet, så gå ind på www.facebook.dk og skriv Rudkøbing Byhistoriske Arkiv i søgefeltet.

    Kulturnatten fredag den 13. september holdt Byarkivet åbent kl. 16 til 20. Et par af medarbejderne havde lagt et stort arbejde i at finde materiale til belysning af nogle tragiske skibsforlis med relation til Rudkøbing. Vi var spændte på, hvor mange, der ville finde vejen til Havnegade, for vi ligger jo ikke lige på ”strøget”. Der kom 48! Mange af gæsterne brugte lang tid på at læse om de enkelte forlis.  Udstillingen fortsætter i arkivets åbningstid til og med uge 42 (efterårsferien).

     

    Den gode historie:

    H. C. Ørsted som privatperson.

    At Ørsted var en fremragende videnskabsmand, der formentlig ville have modtaget Nobel-prisen i fysik, hvis den havde eksisteret, mens han levede, er kendt af de fleste. Opdagelsen af elektromagnetismen i 1820 var banebrydende. Mange ting i vores dagligdag, fx støvsugeren, bygger på Ørsteds opdagelse.

    Mens hans videnskabelige meritter kan studeres mange steder, har hans privatliv ikke været tilsvarende offentligt. I det følgende vil jeg give nogle eksempler fra H. C. Ørsteds personlige liv.

    Han blev født den 14. august 1777 i apoteket, der lå, hvor det nuværende apotek ligger. 17 år gammel begav han og hans et år yngre bror, Anders Sandøe Ørsted, sig til København. Chokket over at komme fra en by med 1000 indbyggere til en med 100.000 må have været betragteligt.

    H.C. var meget flittig og begavet og formelig strøg gennem eksamenerne. I 1801 var han klar til at tage på den traditionelle udenlandsrejse, hvor den nyeste viden og kontakter med anerkendte videnskabsmænd rundt om i Europa skulle gøre det unge menneske egnet til at overtage et embede, når han kom hjem. Imidlertid var HC  kort forinden blevet forlovet med en frk. Sophie. Hendes job var nu at vente tålmodigt på, at genstanden for hendes følelser kom hjem igen. Hun ventede – og ventede. Hendes brevskriveri blev med tiden mere sporadisk, men det lagde HC ikke mærke til. Da der var gået to et halvt år, og han stadig ikke kunne love, hvornår han kom hjem, besluttede hun at bryde forlovelsen. Måske fortrød Sophie det senere, for hun endte sit liv som en fattig pebermø.

    Da HC endelig kom hjem til Danmark, havde han for travlt med arbejde og familiære trakasserier til at interessere sig for kvinder. Måske blev han heller ikke ligefrem bestormet af tilbud. Et faktum er det, at han skelede kraftigt på venstre øje, og hans opstoppernæse passede heller ikke til tidens klassiske ideal. At han ikke desto mindre var forfængelig, ses af, at han i sine senere år gik med toupé for at skjule sin skaldethed. Toupéen sad fast på hovedet ved hjælp af et ståltrådsstativ. Ståltrådens tiltrækning på en magnetnål kunne faktisk tilføre hans forsøg nogle utilsigtede resultater!

    HC og Anders Sandøe var flittige og lovlydige hele deres liv. Det kunne man desværre ikke sige om deres tre yngre brødre. Jacob, som den ældste af dem hed, arbejdede på faren, Søren Ørsteds, apotek, men forgreb sig på betroede midler. For ikke at blive opdaget, begyndte han at låne hos pengeudlånere i København, idet han forsikrede dem om, at hans kendte bror, HC , kautionerede for ham. Da HC blev opsøgt af disse lånehajer, blev han opskræmt, for han havde bestemt ingen stor formue. Han skrev gentagne gange til sin far for at advare ham om, at der var noget gruelig galt, men Jacob opsnappede brevene, så faren var uvidende, indtil den økonomiske bombe detonerede med et brag. Apoteket måtte sælges, og det var kun med nød og næppe, at Søren Ørsted beholdt skindet på næsen.

    Men dermed var HCs problemer med sine brødre ikke overstået. Den næste bror i rækken, Randulph havde efter et falleret jurastudium besluttet sig for en karriere i hæren.  Også han havde tendens til at bruge flere penge, end han tjente. Så skete det en mørk nat i 1808, at en kollega fra Randulphs bataljon blev hugget ned med sværd på vej hjem. Næste morgen døde han uden at have udpeget sin overfaldsmand. Da den døde og Randulph havde været personlige fjender, faldt mistanken tungt på HCs bror. Beviserne manglede imidlertid, men han blev degraderet og fængslet for andre forseelser. Da straffen var udstået måtte HC på banen: Han skrev en bøn til kongen om at broren måtte få lov at forlade landet, da han ville gå i fremmed krigstjeneste. Tilladelsen blev givet, og Randulph gik ind i den russiske hær (på det tidspunkt i krig med Napoleon). Randulph faldt i et slag med franskmændene ved Leipzig i 1813, og HC bemærkede i den anledning til en ven: ”Det var nok det fornuftigste, han kunne gøre”.

    Den yngste bror, Herman kom i apotekerlære i Odense. Også han havde svært ved at respektere ejendomsretten. Han pantsatte ting, der ikke tilhørte ham, og HC måtte på banen igen for at rede trådene ud.  

    I 1813 blev HC forlovet med sin fars husholderske gennem syv år, Birgitte Ballum. Han var da 37 år, hun 25. De blev gift året efter og fik i hurtig rækkefølge otte børn, hvoraf de tre døde, mens Ørsted stadig levede. Der findes en daguerreotypi  fra hans sidste år (fotografiet med negativ var endnu ikke opfundet), hvor man kan se HC og Birgitte omgivet af hele deres familie.

    I 1851 var HC 73 år. Han pådrog sin en lungebetændelse, og selv om hans læge gjorde sit bedste, var datidens medicinske formåen ikke tilstrækkelig. Først fik han et brækmiddel, næste dag blev han åreladt, dagen efter fik han ”spansk flue” (et insekt, der angriber huden og forårsager betændelse, som skulle kunne skabe afløb for lungens betændelse). Ikke overraskende hjalp behandlingen ikke, og HC sov stille ind.

    Kilde: Dan Christensen: ”Naturens tankelæser” bind 1 og 2, 2009.

    Rudkøbing, september 2013

    Else Wolsgård

     

    Nyhedsbrev fra

    Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

    nr. 2, 2013

    1.Leder

    Sommeren er over os, og i modsætning til en del andre arkiver holder vi ikke lukket i sommerferien – det er faktisk vores højsæson. Turister fra nær og fjern kommer for at søge vores hjælp til at finde informationer om afdøde slægtninge. Det hjælper vi gerne med, men samtidig har vi gang i mange andre aktiviteter af mere bredt formidlende karakter. Således planlægger vi en udstilling i forbindelse med Kulturnatten den 13. september, årbogen Øboer 2013 er under redigering, og vi hjælper "H. C. Ørsted Selskabet" med at finde facts og illustrationer, der kan bruges til den planlagte udstilling om Ørsted i museets Østergade-afdeling.

    Som bekendt er arkivets formål at indsamle, registrere, bevare, forske og formidle alle aspekter af primært Rudkøbings historie. Formidlingen er i den forbindelse vigtig! For hvad hjælper det at samle ind, hvis vi ikke sørger for, at de interessante oplysninger, vi får, kommer ud til borgerne?

    Så når vi ikke kan nå alt, hvad vi gerne ville, er det altså formidlingen, der står højt på listen. Andre må bedømme, om indsatsen lykkes.

    2. Nyt fra Havnegade

    Birthe Bonde Sørensen, der har været frivillig på arkivet siden 2008 er død. Hun var en højt skattet medarbejder, som vi savner meget.

    Efter tre års "forsøgsperiode" har vi besluttet ikke at holde åbent den første lørdag i hver måned i vinterhalvåret. Ressourceforbruget – to medarbejdere på vagt seks lørdage – har ikke stået mål med efterspørgslen. I stedet tilbyder vi at lave individuelle aftaler med besøgende, der kun kan komme i weekenden.

    Forskningsdøgnet den 4. maj, som Byarkivet var involveret i forberedelsen af, blev delvist aflyst på grund af lærer-lockout’en. Til gengæld er vi som nævnt i gang med at forberede en udstilling til Kulturnatten den 13. september. Hvis vi kan finde materiale nok, bliver temaet "skibsforlis".

    Arkivet blev i foråret af forlaget Gyldendal opfordret til at indsende fotos til en bog med titlen "Børnenes Århundrede". Vi håber naturligvis, at nogle af vores fotos igen kommer gennem nåleøjet, ligesom det skete, da vi bidrog til bogen "Husmødre".

    Den 31. januar 2014 har Byarkivet 70 års jubilæum. Det skal fejres! Kulturminister Marianne Jelved er allerede inviteret i håb om, at hun vil komme og være med til at kaste glans over begivenheden. Der er dog ikke kommet svar fra ministeriet endnu.

    3. Telefonen ringede

    Arkivets telefon ringer ofte, men det var dog første gang, stemmen i den anden ende kom fra Australien. Det gjorde den imidlertid en dag i april. Det var Mrs. Sullivan, der sammen med sin søn planlagde en rejse til Danmark med ophold på Langeland. Hun ville høre, om vi kunne hjælpe med at rede trådene ud i hendes søns familie, idet hans oldefar på fædrene side var udvandret herfra til Australien omkring år 1900. Der var lidt kommunikationsproblemer, fordi det jo er svært for udlændinge at udtale danske navne korrekt. Den person, Mrs. Sullivan som udgangspunkt søgte og kaldte Jane Matsen viste sig således i kirkebogen at hedde Johanne Mathiasen.

    Jeg lovede at finde ud af alt, hvad jeg kunne, og det viste sig at være en tragisk, men ikke helt usædvanlig historie:

    Oldefarens forældre blev gift i Tranekær midt i juni 1875. Gommen, Hans Jørgensen, var da 20 år, bruden, Johanne Mathiasen, 35. Og ja, der var en grund til, at de blev gift, for i februar 1876 blev lille Johannes født. To uger senere døde den nybagte mor formodentlig af barselsfeber – en infektion, man let kunne pådrage sig på grund af datidens manglende indsigt i hygiejne. Johannes blev døbt, samme dag hans mor blev begravet.

    Den unge far kunne naturligvis ikke selv passe den lille, så han blev sat i pleje hos farens forældre i Bukkeskov. Der voksede han op, og ved konfirmationen bedømmes hans kundskaber som gode, hans opførsel som meget god.

    Vi finder Hans Jørgensen igen i en folketælling fra 1890. Han bor da i Rudkøbing i et hus på Møllemarken – senere Spodsbjergvej 62. Det oplyses i tællingen, at han var forlovet med husets ejerinde, Oline Pedersen (hun havde arvet huset efter sine forældre). Det skal nok have haft sin rigtighed med forlovelsen, for to måneder senere bliver de gift. Han er da 37 år, hun 30.

    Året efter får de deres eneste barn, en søn, der blev døbt Axel. Om Hans Jørgensen har haft kontakt med sin førstefødte, Johannes, ved vi naturligvis ikke. Under alle omstændigheder vælger han- Johannes - altså at rejse til Australien, da han var ca. 25 år.

    Hans bliver bryggeriarbejder, Oline arbejder som syerske. Tilfældigt stødte jeg også på Hans Jørgensens dødsannonce fra december 1942. Han havde i sine sidste år boet på "De gamles Hjem" og blev ved begravelsen hyldet for sin indsats i arbejderbevægelsen.

    Da familien Sullivan ankom hertil den 13. maj, fik de hele historien på skrift (på engelsk naturligvis) samt kopier fra kirkebøgerne, folketællingerne samt et foto af huset på Spodsbjergvej. De blev glade. Så meget des mere som de åbenbart havde betalt en person i København 2000 kr. for oplysninger, de ikke kunne bruge. Her skulle de kun betale for de kopier, de fik.

    En ting, de – og amerikanere – har svært ved at forstå, er, at gravsteder her i landet bliver sløjfet, når der ikke længere er nogen, der betaler for at få dem fornyet. Vi må så forklare, at Danmark er et lille land, så hvis man ikke sløjfede grave, ville kongeriget efterhånden blive én stor kirkegård.

    Kan det nu betale sig at yde så megen service til udlændinge? Det synes jeg. Dels ville de aldrig have kunnet finde disse informationer på egen hånd på grund af sprogvanskelighederne, dels brugte de jo penge i byen på et par hotelovernatninger, mad og souvenirs. Og faktisk er det rigtig spændende og interessant for os på arkivet at trævle sådan en familiehistorie op. Hvis der kommer flere af den type henvendelser, vil vi i lighed med andre arkiver dog nok overveje at tage et mindre gebyr.

    Kilder: Kirkebøger fra Tranekær og Rudkøbing samt folketællinger og Langelands Avis 1942.

    Juni 2013

    Else Wolsgård



    Nyhedsbrev

    fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

    nr. 1, 2013

    1.     Leder

    2.     Nyt fra Havnegade

    3.     I morfars fodspor

       

    1.      Rudkøbing Byhistoriske Arkiv er en kulturinstitution med vide kompetencer, hvad angår købstadens og oplandets historie. I dag, hvor næsten alle byer og lokalsamfund har deres eget lokalarkiv, er det værd at huske, at Byarkivet var det tredje lokalarkiv, der blev oprettet i Danmark. Grunden blev lagt, da tandlæge Chr. Kiilsgaard indsamlede fotos og genstande i forbindelse med 650 års købstadsjubilæet i  1937. Arkivalierne hobede sig op, og behovet for et fysisk arkiv blev påtrængende.  

    Den 30. januar 1944 blev Rudkøbing Byhistoriske Arkiv endelig indviet i kælderen under det daværende bibliotek i Nørregade. Af de begejstrede taler fremgik det, at håbet var, at arkivet kunne blive ”et Arkiv for hele Langeland, så Øen kunde blive den første Landsdel med eget Arkiv.”  Helt sådan gik det ikke, men udviklingen har dog ført til, at man nu kan konstatere, at Rudkøbing og omegns historie faktisk befinder sig i Havnegade. At formidle og perspektivere den lokale historie er en opgave, Byarkivet gerne påtager sig.

     Inden længe vil der blive sendt et brev til Kulturministeren med invitation til at deltage i arkivets 70 års jubilæum i januar 2014. Forhåbentlig bliver det  en festlig dag med tilbageblik såvel som kreative fremtidsvisioner!

    2.      Foråret har også gjort sit indtog i Havnegade. Der bliver ryddet op og omorganiseret, så tingene bliver lettere at finde. Og selv om gipsvæggene i ventesalen stadig ikke er revet ned, forbereder vi os på fremtidige udstillinger. Som nogle sikkert husker, fik Byarkivet sidste år 25.000 kr. som gave af Fyn-Langelands Fond. Vi meldte dengang ud, at pengene ville blive brugt til udstillingsmontrer. Det er nu sket. Fem flotte glasmontrer med hylder, lås og hjul står nu klar til udstillinger i stueetagen i den gamle stationsbygning.  Første større event bliver ”Arkivernes Dag” den 9. november, hvor arkivets støtteforening vil sætte fokus på forretningslivet i Rudkøbing i 1960erne – i ord og billeder.

    Højst uventet har arkivet netop igen modtaget en donation fra Fyn-Langelands Fond: 25.000 kr., som vi naturligvis er meget taknemmelige over at modtage. Hvad pengene skal bruges til, er endnu ikke besluttet, men det vil fremgå af et senere nyhedsbrev.

    Desuden planlægger arkivets medarbejdere at arrangere løbende udstillinger om sjove/interessante/tankevækkende emner, som arkivet har materiale til at belyse. Det kunne fx være poesibøger, gækkebreve, koge- og opskriftsbøger. Mulighederne er næsten legio. Endnu engang tak til Fyn-Langelands Fond for donationen.

    Praktikklassen fra Ørstedskolen har været på besøg og det var – også ifølge lærerne – rigtig vellykket.

    Den nye leder af Jobcentret, Torben Lønberg, har besøgt arkivet. Grunden er, at vi i tidens løb har haft mange borgere i arbejdsprøvning og praktikforløb. Da vore arbejdsopgaver er meget forskelligartede, er der gode muligheder for, at vi kan yde en indsats som såkaldt socialt ansvarlig arbejdsplads og  være medvirkende til, at ledige og andre kan få afklaret deres jobmuligheder.  

    3.      I morfars fodspor

    På Rudkøbing Byhistoriske Arkiv havde vi i januar et interessant besøg. Sally Jones og hendes mand, Eyal, fra Melbourne i Australien kom til Langeland for at se og opleve, hvor hendes morfar, Alan Ower McCormack (jo, det er rigtigt stavet) i 1944 skjulte sig i to døgn. Det var natten mellem den 28. og 29. januar, at en formation af jagerflyvere (i alt 677 fly, hvoraf 43 gik tabt på denne tur) var på bombetogt fra Yorkshire i England mod Berlin. De fløj østpå, til de var over det sydlige Danmark, hvor de ændrede kurs og fløj mod sydøst. Da lasten var kastet over  byen og dens befolkning, vendte flyene om og skulle samme vej tilbage. Over det sydfynske øhav skulle det fly, denne beretning handler om,  –  Halifax HX 294 - derfor lægge kursen om mod vest, og der skulle samtidig kobles over på andre brændstoftanke. Det gik da op for piloten, McCormack, at tankene var tomme – måske var de blevet ramt af tyske skud. England lå altså uden for rækkevidde, så han satsede på, at de kunne nå til Sverige og fløj videre østpå. Da de tre ud af de fire motorer satte ud i hurtig rækkefølge, stod det dog klart, at heller ikke det ikke var muligt med den minimale rest brændstof, der var tilbage.  Besætningen på syv mand, der bortset fra én var fra Australien, måtte derfor springe ud med faldskærm. Flyet  fortsatte førerløst tværs over Langeland og faldt ned i Langelandsbæltet, hvor det sammen med andre flyvrag og sænkede skibe ligger endnu.

    I Langelands Avis kunne man den 29. januar læse: ”Engelske Flyvere landet med Faldskærm ved Rudkøbing” – ”To af dem landede ved Siø og blev bjerget i land af Øens beboere. Begge Flyvere kom ind på Siøgaard, hvorfra de senere blev overført til Værnemagten (tyskerne).

    Det første besætningsmedlem, der sprang, landede i farvandet mellem Skarø og Fyn. Til trods for, at han var olympisk svømmer, omkom han i vandet – det var simpelthen for koldt til den relativt lange svømmetur. Godt nok var det en mild vinter med plusgrader, men netop den 28. januar var det vindstyrke 9, lig med ”stormende kuling”(dvs. 75 – 88 km/t). De næste to flyvere landede tæt på Tåsinges vestkyst  – de følgende to tæt ved Siø. En af dem ville ikke springe frivilligt, og det er der vel ikke noget at sige til. Man må forestille sig, at det jo er bælgmørkt, og de ved ikke helt, hvor de befinder sig, kun at der er (koldt!) vand nedenunder. McCormack blev nødt til at puffe ham ud med magt.  Som øverstkommanderende – squadron leader - sprang McCormack sidst og landede i vandet mellem Siø og Langeland. Han vidste dog naturligvis ikke, præcis hvor han var. Det lykkedes ham at få fast grund under fødderne lidt nord for den senere bro, og efter nogle minutters gang kom han til en lille lade, hvor han søgte læ for vinden, men alligevel frøs bravt.

    Næste dag mødte han en dreng, der bragte ham lidt mad, men da drengen kom igen dagen efter, var det i selskab med en betjent. McCormack blev indsat i arresten under det gamle rådhus, indtil han et par dage senere blev transporteret til Svendborg, hvorfra Værnemagten sørgede for, at han blev ført til en fangelejr nær Frankfurt. Der mødte han de andre fem fra mandskabet igen. Seks ud af de syv om bord på jagerflyet overlevede hele krigen, selv om det var i fangenskab. De danskere, der beredvilligt gav varme og mad til de forfrosne flyvere, skulle dog ikke risikere noget. De allierede ”gæster” blev alle som én hurtigst muligt ekspederet videre i tysk varetægt.

    McCormack vendte tilbage til Australien, hvor han blev borgmester i den by, han stammede fra.

    I 1996 besøgte McCormack Langeland, og i den anledning blev der sat skilte op, så alle kunne se, hvor ”McCormack Stien” var. På laden blev opsat en plakette med et kort resumé af historien på danske og engelsk. Han døde i 1998, men hans kone lever stadig (2013).

    For barnebarnet, Sally Jones, var det en stor oplevelse så at sige at gå i morfars fodspor på stien – så meget des mere, som hun aldrig før havde set sne! Bagefter tog vi op på arkivet, hvor hun og hendes mand med interesse studerede avisomtaler, fotos og genstande fra 1944 og 1996.

     

    Kilder  ”En dråbe i havet” af Bent Andersen, Jens Mollerup og Gunnar Kjær Mortensen (1994)

    Avisartikler  fra 1944 og 1996 samt mundtlige oplysninger fra Sally Jones, 2013.

    Rudkøbing, marts 2013

    Else Wolsgård

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    16. december 2013