Bundgarnspæle ved Langeland

    Nyhedsbreve i 2014

    Nyhedsbrev nr. 4, 2014

    fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

     

    Leder

    Der har for nylig været debat om ”det historieløse samfund”. En lektor fra Århus, Michael Böss, har oven i købet udnævnt det danske samfund til at være dement, dvs. hukommelsesløst, hvad angår vores fælles fortid.

    Det er da også bekymrende, at en kandidat til landets øverste post kækt udtaler: Historie har aldrig været mit stærkeste fag…. Det, der interesserer mig, er det fremadrettede. Åbenbart har han glemt, hvor mange øjenåbnende sammenhænge man kan se, når man kaster blikket i bakspejlet.

    Politikerne på Langeland arbejder forhåbentlig med mere nuancerede perspektiver – både bagud og fremad. I hvert fald er det mit absolutte indtryk, at borgerne på Langeland har en høj grad af historisk bevidsthed og interesse.

    Det manifesterer sig ved hyppig brug af Byarkivets og lokalarkivernes ydelser, ved talrigt fremmøde til historiske events og ved køb af årbogen Øboer, der netop er udkommet for trettende gang.

    Det skal også siges, at den organisatoriske turbulens, der har været (og vel stadig er) om Øhavsmuseet/Langelands Museum ikke har påvirket samarbejdsrelationerne mellem Rudkøbing Byhistoriske Arkiv og museet. Fx lånte arkivet en del genstande deriblandt et par flotte skibsmodeller til udstillingen om færgefart for nylig.

    Og museets planlagte udstilling i anledning af hhv. 75 året for Danmarks besættelse og 70 året for Befrielsen involverer naturligvis også arkivet, idet vi har kilder og originale fotos, som vi gerne låner ud til udstillingen.

    Selv om Langeland ikke har de store økonomiske ressourcer til bevaringen af øens spændende historie, er der engagement og vilje hos borgerne og arkiv- og museumsfolk  til at bevare og udbrede kendskabet til samfundet og levevilkårene før i tiden  – og dermed perspektivere nutiden.

    Nyt fra Havnegade

    Vores udstilling i anledning af 200-året for undervisningspligtens indførelse blev en succes. Særlig i efterårsferien kom mange bedsteforældre med børnebørn, der skulle have forholdene i tidligere tiders skole forklaret.

    Arkivernes Dag, lørdag den 8. november, åbnede en udstilling  ”Langeland - færgernes ø”   om de færger, der i tidens løb har fragtet folk og gods til og fra Langeland. Udstillingen var tilrettelagt af medlemmerne af arkivets støtteforenings bestyrelse, der hver især ydede en stor indsats for at illustrere og beskrive alle færgeruterne, hvoraf nogle nu er næsten glemt. 124 gæster valgte den lørdag at aflægge arkivet et besøg. Fhv. museumsinspektør Ole Mortensøn diverterede med et foredrag om færgefart fra renæssancen til i dag. Heldigvis holdt han det to gange, for der var så stor interesse for at høre foredraget med tilhørende billeder, at mødelokalet var stuvende fuldt.  

    Den 1. december åbnede Byarkivet en ny udstilling - en nostalgisk juleudstilling kan man kalde det. Der er gammel julepynt, et traditionelt nisselandskab, kalendere og kravlenisser samt tekster med forklaring på julens skikke. De udstillinger, vi arrangerer, engagerer i høj grad de involverede medarbejdere, og de tager tid og kræfter at få op at stå. Derfor kan vi heller ikke permanent have skiftende udstillinger, idet vi naturligvis også må prioritere vores daglige kerneopgaver.

    Men at der vil komme flere udstillinger, er der ingen tvivl om, for det er jo sjovt at lave dem.

    Vi har fået en ”løntilskudsperson” på deltid i et halvt år, og hendes opgave er at digitalisere de ca. 500 kassette-lydbånd, arkivet har. Kassettebånd er jo et forældet medie, og vi håber via konverteringen at sikre, at de optagne stemmer og begivenheder bevares for eftertiden.

    Den Store Krig

    Første Verdenskrig (1914 – 18) fylder ikke meget i danmarkshistorien i dag: Landet var neutralt, men tjente gode penge på eksport til især Tyskland. Og det var vel så det?

    Ikke helt. For der var faktisk et større antal danskere, der kæmpede på begge sider. Ca. 30.000 dansksindede nordslesvigere var tvunget i tyske uniformer. Af dem blev omkring 5000 dræbt.

    Ca. 100 danskere, bosiddende i Danmark, meldte sig til de allierede styrker og dertil kom et større antal ”førstegenerationsudvandrere” fra USA, Canada og Australien. Når man betænker, hvor mange unge, især mænd, der havde forladt Danmark i sidste halvdel af 1800tallet for at søge lykken ”over” eller ”down there”, er det klart, at der var danskere blandt de allierede soldater.

    De seneste udregninger viser, at der formentlig var godt 4000 danskere (defineret som mænd, der var født i Danmark), der kæmpede på allieret side. Dødsprocenten er anslået til ca. 14 (Hans Jørgen Bruun Pedersens database over faldne danskere i Første Verdenskrig).

    Hvorfor meldte de sig til krigstjeneste? Breve og dagbøger er her de eneste kilder. Adskillige angiver, at de hadede tyskere og derfor meldte sig til hæren for at få hævn for 1864. Andre tilstår åbent, at de søgte spænding, eventyr og chancen for at øve heltedåd.

    Første Verdenskrig er ladet med store tal: Mellem 1. august 1914 og 11. november 1918 er der blandt de talrige fremstillinger nogenlunde enighed om, at ca. 10 mio. soldater døde (ud af 70 mio. indrulleret i hærene). 22 mio. blev såret, heraf 7 mio. så hårdt, at de var invalider resten af deres liv. Dertil kom 5 mio. der slet og ret blev registreret som ”savnede”.

    I Første verdenskrig blev kampene udkæmpet af soldater mod soldater. Nogle kalder den derfor ”den sidste rigtige krig”. Der blev dog taget en skræmmende, ny teknologi i brug: giftgas, der dræbte et stort antal soldater i skyttegravene.

    Op mod jul i 1914 var der i Langelands Avis hver dag en indsamlingsliste, man kunne klippe ud og udfylde med navn og beløb på dem, der ville hjælpe belgierne. Bidragydernes navn og det donerede beløb blev offentliggjort i avisen.

    Tyskland havde, straks krigen begyndte, kastet sig over Belgien, hvor byer blev sønderbombet, befolkningen dræbt eller fordrevet. De få, der blev tilbage, manglede husly, brændsel og mad. Flere millioner havde søgt tilflugt i Holland, der havde svært ved at brødføde flygtningene. Ingen tvivl om, at hver en krone, der blev givet til Belgien, faldt på et meget tørt sted.

    Det er blevet fremført, at hver anden fransk mand mellem 20 og 32 år mistede livet i Den Store Krig. Når man bedømmer antallet af døde, må man imidlertid ikke glemme det indhug, den spanske syge gjorde blandt soldaterne på begge sider. Spansk syge var en alvorlig influenza, der hærgede i 1918-19. Ca. 20 mio. mennesker, heraf flest børn og unge blev dens ofre. Navnet kom ikke af, at sygdommen brød ud i Spanien. Men da Spanien ikke var krigsførende, var der ingen pressecensur, så sygdommens hærgen kunne frit omtales. Det er klart, at en så smitsom sygdom havde særdeles gode vilkår for udbredelse blandt unge soldater, der levede tæt sammen uden iagttagelse af overdreven hygiejne.

    Ved Marselisborg nær Århus står Danmarks største krigsmonument, hvor man kan læse navnene på 4.140 danskere, der faldt under Første Verdenskrig. De fleste var naturligvis sønderjyder, men 140 havde været i allieret tjeneste. Heraf én langelænder: Valdemar West.

    Han blev født i Simmerbølle 5-11-1885. Han emigrerede som 22årig i 1907 til Canada. I modsætning til de fleste udvandrere fra Langeland var han ikke ufaglært, idet han var mejerist. I 1915 kan vi af en livsforsikringspolice se, at West er blevet britisk statsborger (Canada var i et slags rigsfællesskab med Storbritannien). Kort efter indtræder han i hæren. I september 1916 fremgår det af breve, at han er ved fronten, og en pige ved navn Gladys sender ham nogle ekstra lange, strikkede sokker.

    Sokkerne blev næppe slidt op, for den 20. oktober 1916 blev Valdemar dræbt i kamp i Frankrig. Han var menig i The Grenadier Guards of Canada. Han blev knap 31 år og fik det bedste eftermæle, han kunne ønske. Han var indstillet til en tapperhedsmedalje, som han jo desværre aldrig fik.

    Når vi nu har fordøjet ”1864” på film, må turen vel være kommet til ”Den Store Krig”. Men det bliver en horror-film, der ikke egner sig til hele familien en søndag aften!

    Rudkøbing, december 2014

    Else Wolsgård

     

    Kilder: Den Store Danske Encyklopædi,

    Wikipedia,

    Grimbergs verdenshistorie, bind 16

    Siden Saxo nr. 4, 2014, artikel: Danskere i allieret tjeneste under Første Verdenskrig af Kristian Bruhn

    Golden Festival Days: No 1 KRIG – 100 året for Første Verdenskrig.

    Arkivalier på Rudkøbing Byhistoriske Arkiv, læg: Valdemar West

     

     

     

     

    Nyhedsbrev fra

    Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

    nr. 3, 2014

     

    Leder

    I år er det tredje gang, der er holdt kulturnat i Rudkøbing. Det er en fornøjelse at se, hvor mange events, udstillinger og arrangementer, den gamle købstad kan ryste ud af ærmet.

    Selv om kommunen har røde tal på bundlinjen, er det ikke ensbetydende med, at borgerne mangler initiativ og virkelyst! Nysgerrigheden i forhold til at se på og deltage i aktiviteterne fejler heller ikke noget.

    På Byarkivet tog vi afsæt i det faktum, at det i år er 200 år siden, undervisningspligten blev indført i Danmark. Vores lille udstilling i den gamle ventesal handler derfor om skoleliv på Langeland før og nu: ”Fra stråtækt til tavleløs”. Da vi jo ligger i nogen afstand fra byens strøg, er vi glade for, at der alligevel var en del besøgende, der  fandt vej til Havnegade i de tre timer, vi holdt åbent på ”Kulturnatten”. Især er det interessant, når borgere, der aldrig før har besøgt arkivet, får lyst til at finde ud af, hvad vi kan byde på.

     

    Nyt fra Havnegade

    Hele sommeren har der været stor aktivitet på arkivet. Turister fra ind-og udland har besøgt os for at få informationer om deres forfædre. Fire hold amerikanere blev det til, foruden englændere, tyskere og svenskere. Og selvfølgelig en masse danskere fra alle hjørner af landet.

    I år er der også kommet mange besøgende, der blev  tiltrukket af den imposante bygning og gerne ville se, hvad den rummede. De fik naturligvis en guided tur rundt i lokalerne med forklaring på husets fortid og arkivets nutid.

    Alt i alt er antallet af besøgende i juli næsten dobbelt så stort som sidste år.

    Vi har også haft besøg af tre klasser fra Ørstedskolen.

    Den 28.august tog alle arkivets medarbejdere på den årlige, faglige ekskursion. Den gik i år til Fåborg, hvor vi først blev vist rundt på Fåborg Byhistoriske Arkiv – landets ældste. Besøget fik os til at sætte stor pris på vores egne forhold uden generende fjernarkiver.

    Den seneste måneds tid har vi været optaget af at forberede skoleudstillingen. Det er  imponerende, hvor mange sjove og interessante fotos, papirer og bøger, der er dukket op. Dertil kommer genstande, som mange vil nikke genkendende til: Skolepult, penalhus af træ, blækhus og stålpen med skaft mm. ”Ole Bole ABC”. Hos os ældre vækker den slags naturligvis mange minder.

    I sommerens løb er der kommet adskillige indleveringer, som vi er meget glade for.

     

     

    En hastig udvandring

    Et amerikansk trekløver – datter, mor og bedstemor Dagmar på 85 år – fra Connecticut i USA besøgte arkivet i august. Heldigvis havde de i forvejen sendt en mail med oplysninger om, hvem de var ”på jagt” efter, så vi havde fundet nogle af de ønskede informationer frem, før de ankom.

    Dagmars far, Herman ,blev født i Lindelse i april 1886. Hans forældre, hans mors søster og hans mormor  udvandrede til Iowa. Den historie er jo ikke speciel, eftersom mellem en fjerdedel og halvdelen af Langelands befolkning udvandrede i anden halvdel af 1800tallet. En af årsagerne var, at børnedødeligheden var faldet, så der blev stadig flere unge, der ikke kunne se frem til at få egen jord (eller båd), men måtte tage til takke med jobs som landarbejder.

    Den eneste mulighed for at få et bedre liv var at emigrere. Social mobilitet eksisterede ikke på Langeland, og enhver tanke om uddannelse var utopi.

    I 1886 var lille Hermans mormor, Cathrine, 66 år – en helt almindelig alder at gå på aftægt i. I en tid uden folkepension var det almindeligt, at sælgeren af fast ejendom sikrede sig husly og forsørgelse betalt af køberen. En forpligtelse, der alt efter hvor længe sælgeren levede, kunne blive temmelig bekostelig.

    Cathrine  havde været gift to gange; den sidste mand var død i 1885, og som enlig havde  hun  svært ved at klare hus og jord alene. Derfor solgte hun i september samme år sin ejendom i Statene til sin svigersøn, Johan -  ham der blev lille Hermans far - og som nu kunne skifte jobbet som kusk på Frederiksberg ud med titlen husmand. Købs- og aftægtsaftalen er meget detaljeret.

    Vi dykker ned i skøde- og panteprotokollerne (tinglæsningerne):

    Køberen, dvs. svigersønnen Johan forpligter sig til at levere nedenstående til aftægtskonen (hans egen kone, Hansine, hvis mor er ”aftægtskonen”, kunne ikke være medejer, idet gifte kvinder først i 1899 fik økonomisk og personlig råderet. Fuld ligestilling med manden fik de gifte kvinder først i 1925).

    at yde mig så længe jeg lever, fri kost, underholdning og pleje samt fri bolig ligeså god og ligeså rigelig som ejeren af huset selv nyder det. Skulle jeg ønske at erholde bolig og aftægt for mig selv, da skal der indrettes og overlades mig 2 fag hus midt i huset, som jeg selv ønsker det, hvilken lejlighed vedligeholdes af husets ejer, der derhos skal levere aftægtskonen på bopælen 1 td. 4 skp. rug, årlig, 1td. 4 skp. byg årlig, 4 lispund flæsk, 1 lispund smør, 8 pund fedt, alt årlig. 1 pot nymalket mælk daglig, 2000 stk. tørv årlig, 1 favn bøgebrænde, 1 td. Kartofler, 8 pund hør, 16 pund ost, 1 pund uld, og 10 kroner i penge alt årlig, samt endelig til brug og afbenyttelse en lille haveplet, fri vask og opvarmning, pleje og pasning i sygdom og alderdom. Disse ydelser leveres efterhånden som aftægtskonen måtte ønske dem frit tilbragt på bopælen. Endelig forbeholder jeg mig forkøbsret på huset til det enhver anden vil give. Endelig bekoster husets ejer min hæderlige begravelse efter egns og steds skik og brug mod at erholde bidraget af ligkassen og mine efterladte effekter.”

    Lidt længere nede i dokumentet er ”aftægtskonen” åbenbart kommet i tanker om flere krav, der skal skrives ned:

    ”Det vedtages derhos, at der i aftægtslejligheden om sådan bliver at indrette, skal indrettes køkken med skorsten, ligesom aftægtskonen skal have adgang til stedets brønd eller vandsted, så og gives til afbenyttelse et passende brænderum”.

    Måske ikke en tilværelse i sus og dus, men forholdene forekommer ganske rimelige – også sammenlignet med hvad der tilbydes vore dages plejehjemsbeboere.

    Når man læser ovenstående, kommer man let til at tænke, at aftægtskonen ikke kan have haft megen tillid til sin datter og svigersøn, når alt i den grad skulle pindes ud. På den anden side var det almindelig kendt, at aftægtsfolks vilkår kunne forringes i årenes løb, og det, skulle den udpenslede kontrakt sikre, ikke skete.

    At aftægtsfolk kunne blive en belastning for den yngre familie er uden for enhver tvivl. Tænk blot på, at man ikke havde vaskemaskine, så det var noget af et arbejde for husmoderen, hvis aftægtskonen blev ”gammel og svag og utæt æbag”.

    Kontrakten blev tinglyst 9. januar 1886, men havde nok fungeret siden salget i september. Ingen kunne på det tidspunkt vide, at aftægten i den beskrevne form ikke ville komme til at vare året ud!.

    I februar 1886 rejste aftægtskonens yngste datter, Bolette, til Iowa, USA. Hun havde nogle fætre og kusiner, der allerede boede der.  Hun må virkelig have følt, at hun var kommet til ”the land of milk and honey”. I hvert tilfælde skrev hun omgående hjem og opfordrede sin mor og søster til at følge efter.

    Det gjorde de minsandten! Vi kan ikke se, at ejendommen er blevet solgt igen. Måske forpagtede Johan den ud? Men hvorom alting er, drog hele familien vestpå i september 1886. Ganske modigt af en 66 årig kvinde og et ungt par med et ganske lille barn. På den anden side var aftægtskonen jo tvunget til at flytte med, hvis de unge var fast besluttede på at søge lykken i det fremmede.

    Om de syntes, at Bolette havde oversolgt Amerikas herligheder, ved vi naturligvis ikke. Det, vi ved, er, at ”aftægtskonen” boede hos sin datter og svigersøn, der arbejdede som jordbrugere, resten af livet (ca. 20 år) og blev passet og plejet. Hun lærte aldrig engelsk, men holdt fast ved sin langelandske dialekt.  

    Lille Herman var en kvik dreng, der blev uddannet på kontor og bl.a. arbejdede hos Great Northern Railroad. Under depressionen i 1930erne mistede han sit job, og familien havde en hård tid. Hans datter, Dagmar, nu 85 år, har mange gode minder om sin danske far, og hun har lært sig at læse dansk for at kunne forstå de gamle dokumenter, der belyser hendes families fortid.

    Familien var meget glad for at få en kopi af aftægtskontrakten, der giver et ret nøjagtigt billede af en ældre kvindes fornødenheder i 1885.

     

     

    September 2014

    Else Wolsgård

    Nyhedsbrev fra

    Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

    Nr. 2, 2014

     

    Leder

    I forbindelse med arkivets 70 års jubilæum i januar arrangerede vi en udstilling i de fem  montrer, vi sidste år købte for en gave. I den gamle, renoverede ventesal kom udstillingen rigtig til sin ret, og vi fik mange positive kommentarer om nyskabelsen.

    Jubilæumsudstillingen blev afløst af en udstilling af  flotte gækkebreve og påsketing med oplysende tekster om påskeskikke. Næste udstilling handlede om konfirmation, hvor vi bl.a. viste nogle fine konfirmationstelegrammer. En samling fotos af piger i konfirmationskjoler – en fra hvert årti siden 1900 – vakte interesse hos de besøgende. Der var også en lille konkurrence: Ud fra en udstillet  konfirmationskjole og et foto af konfirmanden skulle man gætte, hvem det var, og hvilket år. Vinderen fik en flaske vin.

    For tiden er udstillingens tema nærmest ”sære ting og sager” – gamle maskiner, håndværkerredskaber mm., som arkivet er kommet i besiddelse af. Blandt idéerne til kommende udstillinger er en om kogebøger og madopskrifter.

    Er det overhovedet arkivets opgave at arrangere udstillinger? Burde vi i stedet holde os til vores kerneopgaver: at indsamle, registrere, forske og formidle købstadens kulturarv?

    Det synes vi jo ikke selv, og de besøgende er enige med os. Det fremgår i hvert fald af de kommentarer, mange skriver i gæstebogen. Udstillingerne bliver til af interesse for at dele nogle af de spændende ting, vi har på arkivet, med et større publikum. Det er også formidling!  Både turister og langelændere besøger  vores udstillinger. Og er de først kommet ind i stueetagen, er skridtet ikke så langt op til første sal, hvor vores mundtlige formidling af historien kan gå i gang.

     

     

    Nyt fra Havnegade

    BUSKE (børn, unge, skole, kultur, erhverv) – udvalget har besøgt arkivet og fået en orientering om vores arbejde. De blev inviteret til at holde et af deres møder her, så vi evt. kan gå lidt mere i dybden med, hvad arkivet kan byde på.  

    Efter moden overvejelse har vi besluttet at bruge jubilæumsgaven fra Fyn-Langeland Fond – 10.000 kr.- på indbinding af ti årgange af vores gamle aviser. Den enestående samling af lokale aviser fra 1850 til dato er virkelig en guldgrube. Men de indbundne aviser kræver vedligeholdelse, hvis de ikke langsomt skal falde fra hinanden.

    ”Småt er godt”. KL og KTO udskrev en konkurrence, som alle landets kommunale organisationer kunne deltage i. Emnet var ”Danmarks bedste mindste idé 2014”.

    Ud fra devisen om, at hvis man ikke deltager, er man sikker på heller ikke at vinde, valgte Byarkivet at deltage med vores  ”innovative”  tiltag: Et sandwichskilt ved døren. Skiltet informerer om åbningstider og evt. udstillinger i forhallen, ligesom man på tre sprog får at vide, at det er gratis. Skiltet blev købt sidste år, og det ses tydeligt på besøgsstatistikken, at forbipasserende kigger ind i større tal end tidligere. Og tænk, vi vandt prisen for Langeland Kommune! Vinderplaketten blev naturligvis straks hængt op.

    ”Barnemordet i Hennetved”

    Den 12. maj 1921 kan man i Langelands Folkeblad læse om en tragisk sag, der er kommet for den fynske nævningeret. En 16årig pige fra Hennetved, Petra, er anklaget for at have dræbt sit nyfødte barn den 6. januar og derpå kastet det i dammen, hvor det blev fundet den 31. januar. Hun sad i arresten i Odense under sagens behandling.  De 12 nævninge var alle mænd – gårdejere og proprietærer.

    Pigens held var, at hendes forsvarer var overretssagfører Henny Magnussen (1878-1937). Hun var kendt som den første kvindelige cand. jur. og praktiserende advokat, og man må sige, at hun gik til stålet i sin procedure med påstand om frikendelse af Petra. Rækken af formildende omstændigheder var ifølge Henny Magnussen legio: Pigen var i mental udvikling højst som en tolvårig. Hendes mor var død ved en fødsel for to år siden, og Petra havde siden taget godt vare på sine fem yngre søskende samt været husholderske for faderen, der var kendt som drikfældig. Som 15årig blev hun voldtaget, men hendes far, der jo var hendes værge, ønskede ikke gerningsmanden anmeldt. Sognets karle havde efterfølgende ment, de bare kunne bruge og misbruge pigen, som de havde lyst. Hun anede ikke, hvem barnets far var.

    Hverken Petras far eller nabokonerne havde angiveligt vidst, at hun var gravid, selv om der havde været rygter i gang. Den 6. januar havde hun født alene. Hun forklarede, at hun derefter havde råbt om hjælp, men der var ikke kommet nogen. Hun var da besvimet i måske en halv time, og da hun kom til sig selv, havde hun lagt sin hånd over barnets mund. ”Hvis den havde grædt, ville jeg ikke have gjort det” sagde hun i retten. Senere samme dag kastede hun det lille lig i dammen, hvor det som sagt blev fundet godt tre uger senere.

    Overretssagføreren gik kraftigt i rette med anklageren, der krævede ubetinget fængselsstraf. Anklagemyndigheden manglede således at bevise, at barnet overhovedet havde været i live ved fødslen! Den manglende gråd kunne tyde på, at den lille pige var død, måske kvalt af naturlige årsager, mens Petra var besvimet. Pigens umodenhed og sociale isolation tilsagde også, at hun ikke havde haft andre muligheder end at skille sig af med det døde barn. Hvor var sognets værgeråd henne i denne sag? En 14årig, der får ansvar for fem små søskende og passer dem godt og kærligt – burde hun ikke have haft støtte?

    Fordi Henny Magnussen, der i 1909 blev den første kvindelige overretssagfører, i denne sag også optrådte som den første kvindelige forsvarer, fik sagen i høj grad mediernes bevågenhed. Mens anklageren gav udtryk for stor utilfredshed med sagens forløb og fru Magnussens fremgangsmåde i særdeleshed, hyldede kvindebevægelsen forsvareren for hendes indlevelse i den ulykkelige piges situation.

    Nævningene frifandt Petra for forsætligt drab, men kendte hende skyldig i forsøg på at dræbe barnet. Hun fandtes ikke fuldt tilregnelig i gerningsøjeblikket. Dommen lød på et års forbedringshus.

    Forsvareren appellerede øjeblikkeligt til Højesteret. Her lykkedes det Henny Magnussen at få straffen nedsat til et minimum, hvorefter en benådningsansøgning blev imødekommet.

    Sagen satte nye standarder for, hvilke omstændigheder, der kunne inddrages i en procedure, og overretssagføreren (der i parentes bemærket var en meget smuk kvinde) blev et forbillede for sine efterfølgere inden for advokatstanden.

    Hvordan mon det senere gik Petra? Vi ved det ikke, men af folketællingen i 1925 kan vi se, at hun bor hos faderen sammen med to yngre søskende. Hvor de øvrige søskende er henne, er uvist. De er ikke sat i pleje via Plejehjemsforeningen.

     

     

    Kilder: Langelands Folkeblad 1921

    Dansk Kvindebiografisk Leksikon

    Lindelse kirkebog og folketællingen i 1925

    Protokoller fra Langelands Forening for Plejebørn af 1867

    Rudkøbing, juni 2014

    Else Wolsgård

    Fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

    Nr. 1, 2014

    Leder

    Arkivets 70 års jubilæum blev festligholdt den 31. januar med en reception for indbudte gæster og en efterfølgende frokost for dem, der kom langvejs fra.

    Vi, der har vores daglige arbejde på Byarkivet, havde længe glædet os til dagen, og forventningerne blev fuldt ud indfriet. Glade besøgende, fine taler og endog gaver fik os til at føle, at alle vores anstrengelser og forberedelser bestemt ikke var spildt! En glimrende presseomtale satte kronen på værket.

    Hvis der er nogle, vi ikke fik takket behørigt for at komme og dele den fine dag med os, gør vi det nu: Tak.

    En særlig fornøjelse var det naturligvis at indvi ventesalen i den gamle stationsbygning ved at holde receptionen der. Med små midler er det lykkedes at føre rummet så nogenlunde tilbage til sin oprindelige skikkelse, så det nu kan fungere som udstillingslokale. Vi ser frem til at arrangere udstillinger, hvor vi viser nogle af de "herligheder" og interessante ting, der er i arkivets gemmer.

    Nyt fra Havnegade

    I samarbejde med Turist- og Erhvervsforeningen Langeland er der udgivet en pjece: "Gader og veje i Rudkøbing – hvorfor hedder de sådan?" Byarkivet leverede teksten, TEL sørgede for trykning. Pjecen omhandler gade- og vejnavne i city, og den vil forhåbentlig glæde både turister og byens egne borgere. Den fås (gratis) på arkivet og TEL.

    Langelands Frimærkeklub har holdt et af sine møder på arkivet, og de fik en rundvisning på alle tre etager.

    Formanden for Langeland Kommunes kulturudvalg, Lisa Pihl Jensen har været på besøg. Hun fik en orientering om Byarkivets virke, idet hun ikke kunne komme til jubilæet. Hele udvalget har meldt sin ankomst den 30. april, og vi ser frem til at informere medlemmerne om, hvad arkivet kan byde på.

    Langelands Husholdningsforening har været på besøg og fik et foredrag om arkivets historie og fremtidsplaner.

    Fra den 17. marts er der i "ventesalen" en udstilling af gækkebreve og påsketing. Her kan man blive klog på, hvornår skikken med gækkebreve opstod, og hvorfor æg er så tæt forbundet med påske. Udstillingen er åben til 30. april.

    Den gode historie: Mindepladen på Rudkøbing Skole.

    Lad det være sagt straks: Denne beretning har et tragisk udgangspunkt, men historien er alligevel værd at kende. Arkivet får næsten daglig mails, hvor folk beder om oplysninger af ganske varieret karakter. I februar fik vi en mail, der handlede om en mindeplade for to frihedskæmpere, der angiveligt døde under Besættelsen, og som havde gået på Rudkøbing Skole, hvor mindepladen skulle være opsat. Spørgeren kendte navnet på den ene og ville gerne vide, hvem den anden var.

    Kontakter til tidligere ansatte og elever på skolen resulterede i, at vi blev klar over, at pladen sidder i den ældste skolebygning, den såkaldte "21-bygning". En kommunal embedsmand var så venlig at komme og låse op for os, så vi kunne se og fotografere pladen. Den er af brunt marmor, ca. 120 cm. X 100 cm. Inskriptionen er med bronzebogstaver. Se evt. foto på www.rudkoebingarkiv.dk.

    Det første navn på mindepladen er Viggo Wedel-Brandt, eneste søn af en læge i Rudkøbing. Han var født den 13. september 1919. I 1936 tog han realeksamen i Rudkøbing Skole og blev efter et år på Svendborg Gymnasium journalistelev på Langelands Tidende. Han flyttede til København, hvor han blev redaktionssekretær ved et forlag.

    I 1943 blev han gift. Samtidig gik han ind i det illegale arbejde, idet han var med til at grundlægge bladet Fri Presse. Han blev arresteret i april 1944, da han kom til trykkeriet med en korrektur. Indsat i Vestre fængsel i tre uger. Derefter blev han via Horserød, Frøslev og Neuengamme sendt til arbejdslejren Porta Westfalica. Arbejdet bestod i hårdt, manuelt arbejde i de nærliggende miner. 98 danske fanger ankom dertil den 20. september 1944. Arbejdsdagene var på 13 timer 7 dage om ugen. Der var en livlig trafik mellem Neuengamme og "udekommandoen" i Porta, idet der hele tiden ankom sendinger af friske fanger fra Neuengamme, som var opsamlingssted, og de syge i Porta blev sendt tilbage dertil. Viggo Wedel-Brandt døde dog i selve lejren i Porta den 8. februar 1945.

    Da han blev arresteret, var hans kone netop blevet gravid. Hun fødte om efteråret en datter, der desværre døde kort efter.

    I marts 1945 begyndte evakueringen af fanger fra Neuengamme i "de hvide busser" på grev Bernadottes foranledning.

    I 1947 blev Viggo Wedel-Brandts kiste fundet og gravet op (de døde havde et nummerskilt om halsen og kunne derfor identificeres) hvorefter den blev ført til mindelunden i Ryvangen, hvor den blev nedsat i afdelingen for enkeltgrave.

    Mindepladen på Rudkøbing Skole blev afsløret den 22. oktober 1946 ved en højtidelighed med taler af borgmesteren og andre prominente personer. Viggos far takkede den anonyme borger, der havde bekostet mindepladen.

    I øvrigt blev der på Svendborg Gymnasium også opsat en mindeplade for otte tidligere elever –herunder Viggo Wedel-Brandt – der havde mistet livet i modstandskampen. Denne plade blev genopsat på det nye gymnasium, da det flyttede til A.P. Møllers vej i Svendborg.

    Hvem var så den anden på mindepladen i Rudkøbing? Det var Ebbe Kjerulff Møller, født i Rudkøbing 11-7-1918, død i Bergen-Belsen 2-12-1944 (ikke som angivet på mindepladen i Neuengamme 1-12).

    Han var grænsegendarm (politibetjent ved grænsen) og blev ved aktionen mod det danske politi den 19. september 1944 arresteret og sat i Frøslevlejren. Derfra blev han den 5. oktober 1944 via et kort ophold i Neuengamme overført til KZ-lejren Bergen-Belsen (i øvrigt samme lejr, hvor Anne Frank og hendes familie var indsat). Det kan undre, at han ikke som mange af sine kolleger fra politiet blev indsat i Buchenwald. Imidlertid står hans navn og data på en liste over døde i Bergen-Belsen på det nuværende lejr-museums hjemmeside. Det oplyses sammesteds, at han døde den 2-12-1944 og "formodentlig er begravet i en massegrav på lejrområdet". Det var der ca. 50.000 andre der var, så det kan ikke undre, at hans lig aldrig blev identificeret. Hvad der kan undre, er til gengæld, at hans navn mangler i bogen "Faldne i Danmarks Frihedskamp", som ellers minutiøst oplister alle, der mistede livet under Besættelsen.

    Når man gennemgår alle disse personhistorier, er det slående, hvordan unge, raske mænd i løbet af nogle ganske få måneder blev så fysisk nedbrudte, at de døde – af banale infektioner eller ganske enkelt af sult og udmattelse. Et kolossalt spild af menneskelige ressourcer!

    Kilder: "In Memoriam" – en bog med foto og levnedsbeskrivelse af alle de 98 danske fanger, der var anbragt i arbejdslejren Porta Westphalica i 1944-45. Af dem døde 36. De fleste i selve Porta eller Neuengamme. Enkelte døde dog først efter hjemkomsten til Danmark af de sygdomme og skader, de havde pådraget sig i lejren.

    "Faldne i Danmarks Frihedskamp", udgivet af Frihedskampens veteraner, 2. reviderede udgave 1990

    En fotobog om Porta Westphalica og Neuengamme lige efter krigens afslutning.

    www.weltkriegsopfer.de, hvor man kan få informationer om de forskellige KZ-lejre.

    Rudkøbing marts 2014

    Else Wolsgård

    Mindeplade Rudkøbing skole_21 bygning

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    16. december 2014