Bundgarnspæle ved Langeland

    Nyhedsbreve i 2017

    Nyhedsbrev fra

    Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

    nr. 2, 2017

    Leder

    For to år siden skete der det beklagelige, at den gravsten, der var sat på Rudkøbing kirkegård over byens til dato største iværksætter og mæcen, Ferdinand Christensen (1840 – 1892), var fjernet og slået til skærver. Denne uheldige begivenhed fik nærværende skribent til at interessere sig for reglerne for bevaring af gravminder. Kirkeministeriets vejledning desangående er ikke ukompliceret, idet det er sådan, at kun såkaldt registrerede gravminder skal bevares. Der er desuden en række kriterier for, hvornår et gravminde må anses for bevaringsværdigt, herunder om mindet er opsat over "fortjenstfulde mænd og kvinder". Den nævnte registrering foretages af et provstesyn, der bistås af en sagkyndig fra det lokale museum. I det daglige er det menighedsrådets kirkegårdsudvalg, der står for evt. sløjfninger af såkaldt hjemfaldne (dvs. ikke fornyede) gravminder. Er et gravminde med andre ord ikke registreret, har kirkegårdsudvalget frie hænder til at gøre, hvad de vil. Nogle steder vælger man at sætte sten fra sløjfede grave op langs et kirkegårdshegn, andre steder får de lov at blive stående, hvor de engang blev sat, men uden at selve gravstedet bliver holdt.

    Når der efter min mening opstår problemer i forhold til bevaringen af gravminder, skyldes det, at hverken medlemmerne af kirkegårdsudvalget eller de ansatte på museet har personalhistorisk kendskab til de for længst afdøde, fortjenstfulde borgere. Det er jo heller ikke deres opgave at vide fx hvem der var borgmester for 50 år siden – det er arkivets. Da det til gengæld er arkivets vigtigste opgave at bevare den langelandske kulturarv, var det på sin plads at reagere.

    Derfor har jeg skrevet til kultur- og kirkeminister Mette Bock for at gøre opmærksom på problemet og opfordre hende til at foretage en ændring i vejledningen, således at kirkegårdsudvalget før makulering af gravminder bør sende en mail til det lokale arkiv med forespørgsel om personen. Svaret, udvalget får, skal derefter indgå i beslutningsgrundlaget, før skærveknuseren går i gang.

    Det bliver spændende at se, om ministeren forholder sig positivt til henvendelsen. I hvert fald kan man jo ikke brokke sig over tingenes tilstand, hvis man ikke selv prøver at ændre dem.

    Nyt fra Havnegade

    Alle sejl har været sat til i de seneste par måneder for at klargøre de to udstillinger, der åbnede den 29. juni. Rummet, hvor den permanente udstilling om Langelandsbanen og stationsbygningen er, er blevet renoveret.

    Temaudstillingen om de langelandske andelsfryserier er enestående. De udgør et afgrænset kapitel i dansk fødevarekonserverings historie. Med dem begyndte en ny æra, og hvem kan i dag forestille sig et hjem uden en fryser?

    Mange var inviteret til åbningen, og vi var på arkivet spændte på. hvor mange, der ville komme. Der kom godt 40 trods det våde og blæsende vejr.

    I løbet af sommeren kommer der sikkert en del turister, der ser udstillingerne og på den måde får et indblik i en del af Langelands historie.


    Da Washington kom til Rudkøbing

    Ingvar Lauridsen blev født i Gjellerup ved Herning i 1869. Forældrene var fattige og fik mange børn. De havde et lille husmandssted. Da Ingvar var ti år, måtte han ud at tjene som fårehyrde. Skolegangen var sporadisk, men han lærte sig at regne godt og skrive pænt.

    I 1888 rejste han til Amerika for at få bedre muligheder. Turen foregik med skib til New York. Rejsens pris var 30 kr. inkl. kost. Da indrejsekontrollen var klaret, gik turen videre med tog til Omaha. Ved ankomsten blev han syg af lungebetændelse og kom på hospitalet. Behandlingen var gratis, men det efterfølgende rekreationsophold på hotel gjorde kål på alle Ingvars penge.

    Da han var frisk igen, gik han langs jernbanelinjen og kom til en farm, hvor han fik arbejde i et par uger. Bagefter fik han arbejde på et slagteri, hvor der arbejdede 3000 mennesker. Desværre brændte det. Arbejdsløsheden var enorm, og folk stod i timevis i kø i håb om at få en dags arbejde. Alle steder blev han afvist, men han besluttede så bare at begynde at arbejde – selv om det måske ikke gav penge. Arbejdsgiveren endte dog med at give Ingvar en lille løn.

    I det hele taget tog han et hvilket som helst arbejde: i en sølvmine i Colorado, hvedehøst i Dakota – alt forefaldende. Han kom rundt i landet ved at skjule sig i jernbanevogne. Når han og hans kammerater blev opdaget, blev de smidt af, men fandt sig bare en ny vogn. Sådan gik der et par år. På et tidspunkt traf han en dansk pige fra Nordjylland. De blev gift og bosatte sig i Louisiana. Her bestyrede Ingvar en plantage, hvor der kun var sorte. Plantageejeren havde tillige en stor forretning, hvor han handlede med alt fra høstmaskiner til synåle. De sorte arbejdere fik løn i form af en papirlap, der kun kunne indløses som varer fra deres arbejdsgivers butik. Chefen hjalp Ingvar og Anne Marie med at købe et hus. Forholdene var gode på stedet, og de ansatte måtte spise og drikke alt, hvad de ville i forretningen. Men tog de noget med sig derfra – og det blev opdaget – blev de omgående fyret.

    Familien Lauridsen blev ramt af "den gule feber" – en alvorlig virusinfektion, der overføres med myg i tropiske områder. Ofte medfører den gulsot, deraf navnet. Dødeligheden er op mod 50%. Familien bestod på det tidspunkt af far, mor, en datter, Wanda, født 1896 og en søn, Ludvig, født 1898. På grund af smittefaren blev der hejst et gult flag uden for de syges hjem.

    Anne Marie fik kort tid efter malaria, så lægen rådede familien til at rejse tilbage til Danmark. Hvor i landet de opholdt sig, ved vi ikke. Efter et års tid returnerede de til USA, men hun kunne stadig ikke tåle det fugtige, varme klima, så de rejste endelig permanent til Danmark i 1902. De valgte at bosætte sig på Langeland, og vi kan se, at Ingvar Lauridsen ejede Brogade 18 fra 1906, hvor han benævnes "gæstgiver". Senere - i 1924 - købte han Brogade 22, som han ejede til 1950. Han drev detailhandel i ejendommen.

    I Brogade 18 havde der siden 1878 været restauration ved navn "du Thor". Lauridsen omdøbte etablissementet til "Washington" – sikkert en hilsen til USA. Det blev en joke, at "Gåsetorvet er verdens største torv, for det strækker sig fra Washington til Skandinavien (et hotel med restauration på torvet)". Folketællingen i 1916 oplyser, at Ingvar har nedsat arbejdsevne på grund af sukkersyge. De to børn bor hjemme, og sønnen er malersvend. Da Den Spanske Syge – en ondartet fugleinfluenza – ramte Danmark og Langeland i 1918, blev den unge Ludvig Lauridsen på 19 år et af dens ofre. I alt døde omkring 14.000 danskere af sygdommen. Selv om den unge Ludvig havde overlevet angrebet af gul feber, blev han offer for den spanske syge. (De fleste af disse dødsfald kunne være undgået, hvis man på det tidspunkt havde kendt til penicillin, der blev opdaget i 1928, men først kom i almindelig brug under Anden Verdenskrig). Grunden til at sygdommen hed "den spanske syge" var, at Spanien var et af de få lande, der ikke var med i Første Verdenskrig, og den spanske presse var derfor ikke underlagt skrap censur. Derfor kom de første rapporter om epidemien derfra, og landet kom uforskyldt til at lægge navn til den frygtede sygdom, som man nu antager kom fra USA.

    At situationen var alvorlig, ses af, at børn under 16 år fra og med oktober 1918 ikke måtte gå i biografen, ligesom mange skoler blev lukket for at undgå smitten. Den 28. oktober var der 92 tilfælde af sygdommen i Rudkøbing og 260 andre steder på øen. Tre af byens fem læger var også syge, så de to resterende var stærkt overbebyrdede.

    Ved juletid var Den Spanske Syge klinget af på Langeland, men den efterlod sig mindst 20 mio. dødsofre på verdensplan.

    Kilder: Beretning af Wanda Marie Bang Jensen til Chr. Kiilsgaard om sin far, Ingvar Lauridsens liv.

    "Beværtninger i en lille by" udgivet af Tirsdagsklubben i 1999

    Langelands Avis 1918 og 1950.

    Gyldendals store danske encyklopædi.

     

    Rudkøbing juni 2017

    Else Wolsgård

    NYHEDSBREV FRA

    RUDKØBING BYHISTORISKE ARKIV

    NR. 1, 2017

    Leder

    Den danske film "Under sandet" fik ingen "Oscar" i år. Godt det samme. Såkaldt historiske film, der bygger på begivenheder, der faktisk har fundet sted, er nemlig ofte til mere skade end gavn – forstået på den måde, at publikum efter at have set filmene tror, de har set et stykke levendegjort historie. Det er bare meget sjældent – om nogen sinde – tilfældet. Min yndlingsaversion er "En kongelig affære" fra 2012 om Struensee og dronning Caroline Mathilde. Til trods for, at der var en velrenommeret historisk konsulent på filmen, er den fuld af faktuelle fejl. Da vi forlod biografen, var der en ung kvinde bag os, der sagde: "Hvor var den god! Men jeg troede da ikke, at han blev halshugget." Hun manglede åbenbart noget historisk basisviden.

    "Under sandet" er fiktion, bl.a. fordi der ikke kan tegnes et entydigt sandt billede af den meget komplekse situation efter afslutningen på Anden Verdenskrig. Filmen postulerer, at hævngerrige danske befalingsmænd på sadistisk vis hævnede sig på tyske teenagesoldater, der uden forberedelse blev sat til at rydde miner på Vestkysten. I virkeligheden var minerydderne ældre, erfarne, tyske ingeniørsoldater, der arbejdede under tysk kommando. At adskillige blev dræbt og flere kvæstet, er derimod helt korrekt.

    Spillefilm er – i modsætning til dokumentarfilm – fiktion. Film skal fortælle historier, ikke formidle historisk viden. Det er der desværre ikke mange blandt filmenes publikum, der forstår. De går fra biografen med den opfattelse, at de har set "hvordan det virkelig var". Det er det grundlæggende problem med film, der er "baseret på virkelige hændelser". For det ikke kildekritiske publikum bliver filmene lig med de faktiske hændelser. Nyere tyske film som den fremragende "Das leben der Anderen" er i samme kategori. Hvem sagde den postfaktuelle verden?

    Nyt fra Havnegade

    Arkivet har haft besøg af borgmester Bjarne Nielsen og kommunaldirektør Benny Balsgaard, der gerne personligt vil se alle kommunens institutioner. De fik en grundig rundvisning på arkivet efterfulgt af en uddybende dialog over en kop kaffe.

    Efter længere tids pause har "Tirsdagsklubben" genoptaget sin møderække. En gruppe ældre borgere mødes i arkivets mødelokale hver anden tirsdag til foredrag og hyggelig samtale.

    Rutebilchaufførernes tidligere opholdsrum i stueetagen har fået nyt gulv, og vi har taget det i brug til indbundne aviser, bøger og samlinger af arkivalier. Samtidig er vi gået i gang med at forberede en permanent udstilling om Langelandsbanen og stationsbygningen i et lokale i forbindelse med ventesalen. Hvis nogen af nyhedsbrevets læsere skulle ligge inde med genstande med relation til banen, som vi må låne, hører vi meget gerne fra jer.

    Projektet "Giv det videre" er en landsdækkende erindringsindsamlingskampagne. Fra 1. marts og året ud er det muligt for alle danskere at bidrage med erindringer, historier og oplevelser, der fortæller om deres liv i Danmark. De samlede bidrag kan skabe indsigt i, hvordan Danmarks historie har udfoldet og udviklet sig de seneste 100 år.

    Selve indsamlingen foregår på www.givdetvidere2017.dk , hvor man enten selv kan skrive sin historie eller melde sig til at blive indsamler af andres historier, hvis de ikke selv vil eller kan skrive den. "Giv det videre" er en del af "Historier om Danmark", der er et tværgående samarbejde mellem DR, Nationalmuseet og Slots- og Kulturstyrelsen. Projektet støttes af Nordea-fonden.

    Se også www.historieromdanmark.dk. Yderligere oplysninger fås på Byarkivet.

    Nils Gotfredsen er begyndt som frivillig på arkivet. Nils er en rigtig handy-mand, der allerede har gjort et stort arbejde i forbindelse med indretningen af de nye lokaler i stueetagen.

    Langelandsbanens første offer – ulykken der gik i glemmebogen.

    I bøger, på nettet og i samlede beretninger om Langelandsbanen er der som regel en oversigt over de ulykker, der skete på banen i dens 51 årige levetid.

    Imidlertid er der én ulykke, der ikke figurerer i nogen af de officielle fremstillinger. Det skal her forsøges – så vidt det er muligt – at klarlægge, hvad der egentlig skete. Beskrivelsen af selve ulykken bygger på omtalerne i de fire lokale aviser, for selv om aviser heller ikke dengang altid var helt pålidelige, er det de eneste kilder, vi har.

    Fredag den 2. april 1915 blev tyveårige Hansine Hansen, datter af boelsmand Hans Jørgen Hansen i Rifbjerg, hårdt kvæstet af toget ved overkørslen mellem Kohaven og Peløkke. Langelands Folkeblad og Langelands Avis beretter den 3. april samstemmende, at hun måtte være blevet påkørt af toget, der afgik 20.40 fra Rudkøbing. På det tidspunkt var det jo mørkt, så der er ikke noget at sige til, at hverken lokomotivføreren, fyrbøderen, togføreren eller de rejsende har bemærket påkørslen. Den hårdt sårede kvinde lå hele natten i grøften ved siden af banelegemet, hvor lokomotivføreren på det første morgentog fik øje på hende. Hun var ved fuld bevidsthed og havde været det hele natten. Der blev sendt bud efter læge og bil, der kørte hende på sygehuset. Her viste det sig - ifølge avisernes referater - at det var nødvendigt at amputere højre arm ved albuen samt højre fod. Lårbenet var brækket flere steder, men prognosen for, at hun ville slippe med livet i behold, var ret god. I Langelands Socialdemokrat redegør lokalredaktør Carl Madsen ligeledes for Hansines kvæstelser, idet han tilføjer, at hun har fået "det ene Øje udrevet".

    Aviserne skriver også, at det er uvist, hvordan ulykken er sket, men at det "sikkert vil blive oplyst gennem de kommende Politiforhør". Ølandenes Dagblad prøver at forklare ulykken med, at Lokomotivføreren står i lokomotivets højre side, hvorfor han ikke har set pigen blive kastet ud til venstre.

    Hvad skulle Hansine til fods i mørket den aften i april? Ifølge aviserne var hun i huset hos en enkefru Hansen i villa "Rosenvang" i Rudkøbing. Langelands Avis beretter, at hun havde besøgt sit hjem i Rifbjerg og formentlig var på vej mod Rudkøbing, da hun blev ramt af toget. Langelands Folkeblad har dog en lidt anderledes historie, der går ud på, at hun torsdag eftermiddag havde fået lov til at gå en tur hjem. Imidlertid havde hun efter avisens oplysninger ikke været hjemme, da hun fredag aften blev påkørt. Ølandenes dagblad supplerer den 6. april med oplysningen om "at det er konstateret, at hun ikke har været hjemme".

    Hvis det er rigtigt, at hun fik lov til at gå en tur hjem torsdag eftermiddag og forulykkede fredag aften, rejser det naturligvis spørgsmålet om, hvor hun har været i den mellemliggende tid?

    En nærmere gennemgang af aviserne i de følgende uger giver intet svar på, om der var en politimæssig undersøgelse, og hvad den i så fald konkluderede (desværre er politiets protokoller for 1915 ikke på Landsarkivet). Måske var der ingen efterforskning. Grunden til det kan være, at der ikke blev rejst erstatningssag, da ingen ansatte ved Langelandsbanen kunne pålægges noget ansvar – at det med andre ord var Hansines egen skyld, at hun blev kvæstet. Til støtte for dette synspunkt er referatet fra mødet i Langelandsbanens direktion den 11. april 1915. Her nævnes ulykken ikke i det skriftlige referat – hvad medlemmerne af direktionen faktisk har sagt ved mødet, er det jo desværre umuligt at vide, men de har vel ikke kunnet undgå at tale om sagen. En nærmere gennemgang af direktionens mødeprotokol for hele 1915 og 1916 dokumenterer, at der på intet tidspunkt er rejst krav om erstatning.

    En anden påkørsel, der skete den 4. juni 1926, blev omtalt i direktionsprotokollen, netop fordi der senere blev krævet erstatning. Det drejede sig om en toårig dreng, der var kravlet op på skinnerne og fik sin ene arm kørt af. Selv om man måtte mene, at det var forældrenes ansvar at sørge for, at barnet ikke var alene tæt på banen, rejste de erstatningssag, der kørte helt til Højesteret, hvor barnet faktisk blev tilkendt erstatning, så han kunne få sig en uddannelse, han kunne klare med kun én arm (han blev telegrafist). Han var i øvrigt indlagt i 39 dage til en pris på 196 kr. inkl. operation. Heller ikke denne ulykke blev noteret på et direktionsmøde få dage efter ulykken; den blev først nævnt, da erstatningssagen blev rejst og kom for retten.

    En dødelig påkørsel 10. september 1926 ved Pederstrup blev heller ikke omtalt i direktionen, ej heller blev der rejst erstatningskrav. Det drejede sig om en 66 årig, døv kvinde, der var blevet kørt over og var død på stedet. Langelands Avis har en hypotese om, at hun ikke havde hørt toget komme. Mod dette taler, at nok var hun døv, men ikke blind. I den medico-legale ligsynsattest fremsættes da også det synspunkt, at det kan have været selvmord.

    Tilbage til Hansine Hansen. Hun var kommet ganske alvorligt til skade, og af sygehusets regnskaber fremgår det, at hun var indlagt i ikke mindre end 169 dage. Prisen var 398 kr. inkl. to operationer, og beløbet blev betalt af sygekassen og Rudkøbing Kommune. Da hun blev udskrevet, flyttede hun hjem til sin far og dennes kone i Rifbjerg, hvor hun boede ved folketællingen i 1916. Fem år senere bor hun hos sine fastre i Rifbjerg. De levede af at sy, og det erhverv fik også Hansine, der står som "Kjolesyerske" i folketællingen. Hvis hun har haft en symaskine med fodpedal, kunne hun nok styre stoffet med venstre hånd.

    I 1929 kan man se i "Skattebogen", at hun nu bor i Ahlefeldtsgade 32. Året efter residerer hun på Nørrebro 111. Folketællingen oplyser, at hun "lever af Formue og Sygehjælp". Hvad det er for en "formue", ved vi ikke. Erstatning for ulykken er det i hvert tilfælde ikke, og arv er der heller ikke tale om. Indtægten har dog været lille, idet hun skal betale det samme i skat som fx en aldersrentenyder eller husbestyrerinde. Hansine flyttede til Østergade 42, hvor hun bor, indtil hun som 74 årig flytter på "De gamles Hjem" i Ahlefeldtsgade. Hun har åbenbart kunnet klare sig selv det meste af sit voksne liv. Man kan i den forbindelse bemærke, at Første Verdenskrig med de mange krigsinvalider betød, at der skete store fremskridt hvad angår fremstilling af ortopædiske hjælpemidler – det kan være kommet Hansine til gavn.

    I 1974 flyttede hun til Hvedholm Slot ved Fåborg. Det var dengang et plejehjem for psykisk syge. Hvad hun har lidt af, ved vi ikke, men hun bor der, til hun dør 31. oktober 1982. Urnen bliver nedsat på fællesplænen på Horne kirkegård. Det tyder på, at hun ikke har haft forbindelse til sine søskende på Langeland, hvor der var et familiegravsted i Simmerbølle.

    Mærkeligt er det, at ingen husker Hansine. Hun må da ellers have skilt sig ud i gadebilledet med sine handicaps. Der findes intet foto af hende, og selv ældre mennesker, der har boet i samme ejendom som hun, har ingen erindring om hende.

    Der er flere indicier, der peger i retning af, at Hansines ulykke i virkeligheden var et mislykket selvmordsforsøg, hvor modet svigtede hende i sidste øjeblik:

    Til fordel for den teori taler hendes kvæstelsers karakter – ramt i højre side, ikke overkørt.

    Den manglende politimæssige efterforskning, der kan skyldes, at hun, da hun afhøres på sygehuset, har indrømmet at have forsøgt selvmord.

    Der rejses derfor ingen erstatningssag, fordi hun selv var skyld i ulykken.

    Hvor var hun henne, da hun skulle have været på besøg hjemme i Rifbjerg? Hun kunne jo have besøgt en kæreste, der slog op med hende og dermed satte gang i selvmordstankerne.

    Vi ved det ikke - historien pirrede os på arkivet, så vi ville gerne kortlægge den, så vidt det lader sig gøre. Det blev til mange hypoteser og antagelser. Enhver kan drage sine egne konklusioner. Hvorfor netop denne ulykke ikke omtales i rækken af ulykker på banen, er der ingen forklaring på.

    Læserne kan indvende, at historien er noget tynd, da der er få pålidelige kilder, så konklusionerne er usikre. Det er desværre ofte tilfældet, selv når det drejer sig om begivenheder, der er sket for kun ca. hundrede år siden. Alligevel synes jeg, det er på sin plads at skrive om ulykken, der blev glemt og kvinden, der levede et usynligt liv.

    Kilder:

    Artikler i Langelands Folkeblad, Langelands Tidende, Ølandenes Dagblad, Langelands Socialdemokrat 3. og 6. april 1915.

    Opslag i kirkebøger, folketællinger, skattebøger samt dødsattester.

    Rudkøbing, marts 2017

    Else Wolsgård

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    03. juli 2017