Bundgarnspæle ved Langeland

    Nyhedsbreve i 2019

    Nyhedsbrev fra

    Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

    nr. 2, 2019

    Leder

    Det er formodentlig gået op for de fleste, at "det nye sort" inden for slægtsundersøgelser nu er DNA-tests. På facebook.dk er der en gruppe: DNA-slægtsforskning, hvor man kan få gode råd og dele ud af egne erfaringer. I bladet "Slægtsforskeren" nr. 2, 2018 er der en god artikel, der illustrerer, at man med den nye teknologi må være forberedt på at få punkteret sine hyggelige familiemyter. Artiklens forfatter har været overbevist om, at der var en spanioler blandt hans forfædre. DNA-testen viste, at der var 0% gener fra den Iberiske halvø i hans arvemateriale. Der kan også opstå problemer, hvis flere nærtbeslægtede får taget testen, og det viser sig, at de faktisk ikke rigtig kan være i familie. Så disse risici bør man tænke grundigt igennem, før man ofrer de ca. 500 kr., en test koster.

    Da det sker, at arkivets brugere har spørgsmål om DNA-tests, besluttede jeg at kaste mig ud i projektet. Resultatet var nogenlunde som forventet – temmelig skuffende. Ingen eksotiske aner: jeg er 80% skandinav, 18,2% mellemeuropæer og 1,8% ashkenazisk jøde. De, der husker min artikel i Øboer 2016 om jødiske familier i Rudkøbing, vil vide, at der tidligere var to "slags" jøder: de sefardiske, der var blevet fordrevet fra Portugal og Spanien og derfor vandrede op gennem Europa, og de ashkenaziske, der stammer fra Rusland og længere østpå, og som oftest var temmelig fattige og afvigende fra danskere i klædedragt og udseende. Hvordan dette lidt eksotiske gen er havnet i familien, har jeg ingen anelse om. Testfirmaet udstyrede mig tillige med en lang række kvart- og ottendedels fætre og kusiner, som jeg ærlig talt ikke ved, hvad jeg kan bruge til.

    Konklusionen er, at man bør tænke sig om, før man rider med på DNA-bølgen – og man skal være beredt på skuffelser.

     

    Nyt fra Havnegade

    Det vigtigste, der er sket på arkivet siden seneste nyhedsbrev, er jo, at Lise Pedersen døde Palmesøndag, 76 år gammel. Hun havde været frivillig på arkivet siden 2005 og fortsatte med at arbejde, selv da det stod klart, hvor alvorlig hendes sygdom var. Jeg har skrevet mindeord i avisen, så dem vil jeg ikke gentage, blot på egne og alle arkivets medarbejderes vegne udtrykke vores store savn.

    Støtteforeningen for Rudkøbing Byhistoriske Arkiv holdt generalforsamling den 21. maj, hvor museumsinspektør Cecilie Bønneløkke holdt et indlæg om sit igangværende arbejde med hjemstavnsforeninger. Dem 31. maj var der "By night" i Rudkøbing, og Støtteforeningen havde en "stand" ved indgangen til H. C. Ørsteds-udstillingen i Østergade 48, der var åbnet samme dag. Denne indsats gav hele 14 nye medlemmer!

    Arkivets medarbejdere og de medlemmer af Støtteforeningens bestyrelse, der har lyst til at deltage, er i gang med at finde materiale til en udstilling på "Arkivernes Dag" den 9. november.

    Temaet er i år "Gemt eller glemt?", og vi har valgt at fokusere på forretninger og virksomheder, der ikke eksisterer mere, men som mange nok alligevel husker.

    I sommer er der en mini-udstilling i stationsbygningens ventesal om emnet metrologi – læren om mål og vægt.

    Vi har fået en nyttejobber, der hedder Pia, og hun har bl.a. sørget for, at vores gamle fotos har fået pudset glassene og sølvplaketterne.

     

    En helt usandsynlig ulykke

    Postdamskibsselskabet Thingvalla, hvis formand var etatsråd C. F. Tietgen, ejede bl.a. to skibe, Thingvalla og Geiser. Alle lister, breve og øvrige dokumenter i forbindelse med den ulykke, der involverede begge skibe den 14. august 1888, er skannet ind og ligger tilgængelige på www.arkivalieronline.dk – i alt 865 sider!

    Nedenstående er dels baseret på en artikel i "Siden Saxo" nr. 1 2018 af fhv . leder af Udvandrerarkivet, Henning Bender, dels på de yderligere oplysninger, jeg har noteret efter gennemgang af alle de indskannede dokumenter samt omtalen i Langelands Avis 1888.

    Nu ville det jo have været fint at kunne tilføje historien lidt lokalkolorit ved at finde en langelænder, der var passager på et af de to skibe. Men der var ingen langelændere med. Ved at gennemgå passagerlisterne for 1885-86, fandt jeg dog to langelændere, der tog vestpå med Thingvalla. Den ene, handelsbetjent Wilhelm D. Jørgensen på 23 år fra Nordenbro, begav sig den 8-11-1886 af sted til St. Paul i Minnesota. Den anden var Chr. Laurits Christiansen, tjenestekarl på kun 16 år, hvis rejsemål var New York. Begge findes også i Byarkivets liste over de ca. 5000, der udvandrede fra Langeland i sidste halvdel af 1800 tallet.

    Thingvalla var sejlet fra København for via Christiania (Oslo) og Christansstad at sætte kursen mod New York den 10. august. Geiser var afsejlet i modsat retning fra New York den 11. august.

    Om bord på Thingvalla var der ved afsejlingen fra Norge 499 passagerer og 60 besætningsmedlemmer. Udvandringen fra de nordiske lande var i 1888 i fuld gang, og der var derfor altid flere passagerer på vej mod vest end mod øst. Geiser havde også 60 besætningsmedlemmer, men kun 91 passagerer.

    Begge skibe var den 14. august om natten nået til en position syd for Nova Scotia. Klokken ca. fire om morgenen skete ulykken. Vejret var ikke hårdt, men en kraftig regnbyge gjorde, at rorgængerne ikke i tide observerede det andet skibs lanterner. De var allerede alt for tæt på hinanden, da Thingvalla drejede skarpt mod nord for at passere højre om. Geiser drejede desværre også mod nord for at passere venstre om. Resultatet var, at Thingvalla ramte Geiser midt styrbord, Geiser brækkede midt over og sank i løbet af fire minutter.

    Hvem der havde skylden, blev ikke fastlagt, dels fordi de ansvarlige på Geiser alle druknede, dels fordi det ikke var i rederiets interesse at få opklaret, om besætningen havde begået fejl, der var ansvarspådragende for dampskibsselskabet.

    Der er lidt mange tal, men de er nødvendige for at forstå katastrofens omfang.

    32 af de 151 om bord på Geiser blev reddet – 14 af de 91 passagerer, 18 af de 60 besætningsmedlemmer. Af de ombordværende 104 mænd overlevede 31. Af de 21 kvinder og 26 børn overlevede kun én kvinde, Hilda Lind. Hendes beretning viser, at det i 1888 i hvert fald ikke var blevet kutyme at hjælpe kvinder og børn. Hun forsøgte at komme op ad trappen til dækket med sin treårige datter ved hånden og sin spæde søn på armen, men blev skubbet tilbage af de langt stærkere mænd. Da hun endelig nåede dækket, var skibet allerede delt i to. Hilda blev ramt af noget tungt og besvimede, før hun faldt i vandet. En halv time senere blev hun reddet op på Thingvalla. At hun overlevede, skyldtes en kvindelig passager, Ingeborg Tauström, der var læge. (Måske var svenskerne længere fremme, hvad kvinders adgang til at studere medicin angår, end danskerne, idet den første, danske, kvindelige læge, Nielsine Nielsen fra Svendborg, først efter mange vanskeligheder fik sin eksamen i 1885.) De to mandlige skibslæger – doktor Dircks fra Geiser var også reddet over på Thingvalla – mente ikke, det var umagen værd at forsøge at genoplive den bevidstløse Hilda. Det var Ingeborg Tauström lodret uenig i, så hun fik bragt Hilda til damernes salon, hvor det lykkedes at få liv i hende igen. Men de to børn var naturligvis forsvundet i bølgerne.

    Thingvalla holdt sig flydende trods et stort hul i stævnen, og allerede seks timer efter ulykken mødte man en tysk passagerdamper på vej til New York. Alle passagerer blev overført til dette skib, der anløb NY den 17. august. Det lykkedes Thingvallas besætning at bakke – det var nødvendigt på grund af det store hul i stævnen – 300 km. til Halifax, hvor skibet blev repareret.

    Naturligvis blev historien om den usandsynlige ulykke, hvor to af de samme rederis skibe var kollideret midt på havet, genstand for enorm omtale ikke blot i amerikanske og danske aviser, men verden over. Rederiet og Tietgen var i forsvarsposition. Hvis man indrømmede at have noget ansvar for ulykken, ville det kunne få fatale konsekvenser for selskabets økonomi.

    Rederiet fralagde sig følgelig ethvert ansvar og gav de ansatte mundkurv på. Taktikken gik ud på, at rederiet ikke på nogen måde var erstatningspligtig hverken i forhold til de tabte menneskeliv eller mistede ejendele. Rederiets tavshed gik så vidt, at man ikke engang oplyste de pårørende om navnene på de druknede og de reddede. Det måtte de se i aviserne, hvorved der opstod mange, tragiske fejl.

    Til gengæld iværksatte rederiet en indsamling af penge til ofrene for katastrofen, hvor man storsindet tilbød at administrere og fordele beløb til de skadelidte. Historien om de manglende ressourcer til at yde erstatning virker mindre plausibel i og med at det ved selskabets generalforsamling i 1889 fremgik, at overskuddet var enormt, så bestyrelsen fik over 17000 kr. til deling, og aktionærernes udbytte blev hævet fra 5 til 10%.

    De mest interessante af de bevarede dokumenter er de mange breve fra pårørende til afdøde og fra reddede passagerer, der ønsker godtgørelse for tab af "alle klæder og kontante midler".

    Rederiet stod dog fast på sine principper. Selv billetten ville de ikke refundere. I første omgang fik enker, der havde mistet familieforsørgeren, tilbudt 100 kr. Efter det, man i vore dage ville kalde en shitstorm i pressen, blev beløbet forhøjet til 500 kr. + 250 kr. pr barn. Det indsamlede beløb blev fordelt blandt ansøgerne, så hver kunne få 50 dollars = 187,50 kr. uanset hvor stort et tab, de havde lidt. Så det var, hvad Hilda Lind fik for tab af alt tøj, personlige ejendele og to børn.

    Nogle reddede passagerer skrev lange lister over, hvad de havde mistet, selv "tre Kraveknapper - tre Kroner". Nogle var naturligvis mere pågående end andre, og i et tilfælde så rederiet sig nødsaget til at kalde til orden: "Sluttelig skulde vi have Dem anmodet om, hvis De vil fortsætte Correspondancen med os at holde Deres Skrivelser i en sømmelig Stil og ikke som i Deres sidste Skrivelse fuldstændig overdænge os med Fornærmelser"

    Det gør naturligvis indtryk, når en fattig enke med tre små børn, hvoraf det mindste er født efter faderens død, ved præstens hjælp appellerer til rederiets godgørenhed.

    En mand, der opgør sine tab til 1515 kr. bliver tilbudt 100 kr. "til endelig Afgørelse".

    Man får et meget interessant indblik i, hvordan virkeligheden kunne se ud for skadelidte i 1888.

    De 187,50 kr. svarer i øvrigt knapt til et halvt års løn for en landsbyskolelærer på den tid.

     

    Rudkøbing juni 2019

    Else Wolsgård

    Nyhedsbrev fra

    Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

    Nr. 1, 2019

    Leder

    Forskning og fakta – eller fake news?

     

    Det er let at plante og udbrede en "god historie" i pressen og på de sociale medier, og det er desværre ikke så mange, der går op i, om historien nu også er sand. For en historiker er det imidlertid vigtigt at gøre en indsats for at få punkteret falske myter.

    En af disse sejlivede, falske myter handler om, at den danske stat behandlede de tyske, civile flygtninge efter Anden Verdenskrig meget ringe, så ringe, at en stor del af dem, især børn, døde.

    Det er imidlertid ikke sandt. Myten opstod i 2005, da en læge, Kirsten Lylloff, fik en form for åbenbaring, så hun troede, hun var historiker. På baggrund af flygtningearkiver fra 1945- 46 fik hun antaget en ph.d., hvor konklusionen var, at den danske stat var skyldig i at medvirke til massevis af dødsfald blandt de ekspatrierede tyskere på grund af mangel på mad og lægehjælp.

    Den historie var let at sælge: Vi kan jo alle se de mange grave ved de store flygtningelejre i Jylland.

    I 2014 skrev jeg en artikel i årbogen Øboer, baseret på originale kilder, der findes på Rudkøbing Byhistoriske Arkiv. De viste tydeligt, at reglerne for behandling af flygtningene var fuldt forsvarlig. Som led i min research undersøgte jeg tillige de tilgængelige, trykte kilder, herunder H. Havreheds disputats fra 1987: "De tyske flygtninge i Danmark 1945- 49", der er hovedværket på området.

    Senest har John V. Jensen i Personalhistorisk Tidsskrift 2018 grundigt redegjort for det enorme arbejde, som Oksbøllejrens første chef, Harry Bjørnholm, gjorde.

    I virkeligheden er det fantastisk, at vort land, hvor der ved Besættelsens slutning var mangel på både fødevarer og tøj, kunne løfte opgaven med at varetage over 200.000 flygtninges samt ca. 60.000 sårede, tyske soldaters ophold på en ordentlig måde. Selvfølgelig var der mangel på madrasser, dyner og puder – myndighederne kunne jo ikke trylle og fremskaffe udstyr, der ganske enkelt ikke fandtes inden for landets grænser. Når mange flygtninge døde, var grunden, at de ved ankomsten hertil var udsultede og angrebet af sygdomme, der ikke umiddelbart kunne kureres.

    Lad mig slå fast, at Danmark behandlede sine ikke specielt velkomne gæster i fuld overensstemmelse med Folkerettens regler. Ikke desto mindre lever forestillingen om de "hævngerrige danskere" altså stadig. Således i Fyns Amts Avis 18/2 i år, hvor et par journalister, der har udgivet en bog om et dansk/tysk pars trængsler efter Besættelsen,

    anlægger samme fejlagtige vinkel på håndteringen af de ekspatrierede tyskere – nemlig at danskerne bevidst udsatte dem for omsorgssvigt med talrige dødsfald til følge. Et læserindlæg, hvor jeg korrigerede denne fejlopfattelse, blev ikke anset for relevant af FAA, der ikke optog indlægget.

    22/2 var den gal igen, denne gang i Weekendavisen, hvor der i en leder blev draget paralleller mellem vor behandling af syrienskrigere og datidens behandling af tyske flygtninge. Weekendavisen valgte imidlertid at bringe mit indlæg, og jeg har efterfølgende fået positiv respons fra flere historikere med særligt kendskab til området.

    Et andet eksempel på en kollektiv fejlopfattelse der den, der er opstået i kølvandet på filmen "Under sandet" (2015). Her postuleres det, at den danske stat sendte tyske teenagere ud for at rydde landminer, hvorved mange omkom. Men heller ikke det er rigtigt. Minerydderne var under kommando af tyske officerer, så der var ikke tale om dansk "hævntørst". Desværre er det den opfattelse, som de, der har set eller hørt om filmen, sidder tilbage med. Og den er svær at udrydde, for myter er og bliver sejlivede. Alligevel må vi ikke holde op med at korrigere de usandheder, der popper op i medierne.

    Nyt fra Havnegade

    På den første arbejdsdag i det nye år lå der en meddelelse om, at VELUX fonden havde bevilget Byarkivet godt 11.000 kr. til en ny avisscanner med tilhørende bærbar PC. Kort tid efter fik vi en donation på 10.000 kr. fra Fyn-Langeland Fond. Pengene faldt på et tørt sted, idet arkivet har et værdifuldt guldaldermaleri (en kopi af Eckersbergs portræt af Anders Sandøe Ørsted fra 1821. Originalen er udlånt af SMK og hænger nu i Statsministeriet). Vores billede hang på det gamle rådhus til kommunesammenlægningen i 2007, hvor Byarkivet fik det. Det var allerede dengang temmelig nødlidende, så det er ifølge konservatoren i sidste øjeblik, hvis det skal reddes for eftertiden – hvad det naturligvis bør.

    Donationen dækker præcis konservering af maleriet og restaurering af rammen.

    Byarkivet er taknemmelig for begge donationer.

    Vi har overtaget en del stålreoler, der stod i den tidligere "Værkstedsgården" i Lindelse, og de skal bruges i de nye lokaler på anden sal, som vi har fået rådighed over.

    Der er indkøbt en ny projektor, så vi nu kan vise fotos og film med lyd uden problemer. Og da vi har fået opsat mørklægningsgardiner i mødelokalet, kan vi også vise fotos, når solen skinner.

    Rudkøbing Husmoderforening har været på besøg på arkivet, og de fik en rundvisning og orientering om arkivets arbejde samt en kort indføring i H.C. Ørsted-selskabets grundlag og virke. En klub af forhenværende ansatte på Rudkøbing Plejehjem lagde også vejen fordi.

    Flere gange har vi haft besøg af større og mindre grupper af engelsktalende studerende ved Kunstakademiet i København. De har især udvist interesse for det gamle garveri på Spodsbjergvej og siloen på havnen.

    Udstillingen om mejeridrift på Langeland og Strynø har været meget populær, og den er blevet set af omkring 300 besøgende. Vores hjemmetrykte bog om emnet er blevet solgt i ca. 25 eksemplarer.

    I forbindelse med indsendelsen af den årlige kulturstatistik til Kulturministeriet foretog vi en ny opmåling af det antal hyldemeter arkivalier, bøger mv., arkivet råder over. Det blev til 838 meter!

    Flydedokkens stranding ved Påø har stadig stor interesse for besøgende. Vi har derfor opsat en montre på første sal ved arkivets indgang med informationer, fotos og ting, som de fhv. russiske krigsfanger har fremstillet.

    Højt at flyve, dybt at falde – historien om en langelandsk original.

    Omkring 1790 bosatte fire brødre, der var født i Holsten, sig i Rudkøbing. De hed Schnor, og det navn lyder nok bekendt i manges ører. En blev smed, en anden blev tømrermester, den tredje blev møller og den fjerde blev både tømrermester, møllebygger og møller. Sidstnævnte hed Claus Heinrich Schnor. Han købte i 1795 vestre Hine-mølle, kendt som Schnors mølle. Den lå, hvor bryggeriet, der senere blev til det nu nedrivningsdømte garveri, ligger. En sti eller lille vej, der gik fra den nuværende Spodsbjergvej hen over den jord, der hørte til møllen, fik navnet Schnohrsvej. Vejen er senere blevet forlænget og munder i dag ud i Omfartsvejen.

    Møller Schnor og hans anden kone fik to sønner. Den ældste hed Johan Hansen Schnor, født 1804. Efter lokale forhold kan man vist godt sige, at han var "født med en sølvske i munden". Johan voksede op i det rige møllerhjem, og som ung søgte han selskab blandt øens større jordbesidderes sønner. De unge døtre havde naturligvis også hans interesse, men han opførte sig høvisk og har så vidt vides ingen efterkommere.

    Faderen forsynede Johan med penge, så han kunne gøre sig i stadstøj og ved spillebordene til de store selskaber. Desværre havde samme far ikke sørget for, at sønnen fik passende skolelærdom. Kendskab til drift af mølleriet havde han heller ikke erhvervet sig, men pyt – det kunne vel enhver finde ud af?

    A. Chr. Haugaard skrev i 1946 en historie i Langelands Avis, der handlede om en langelandsk original - Johan Schnor. Haugaards forældre havde åbenbart kendt "originalen" temmelig godt. Haugaard skriver, at møller Claus Schnor døde, hvorefter Johan overtog møllen og kørte økonomien i sænk. Det passer imidlertid ikke, idet den

    gamle møller døde i 1851efter i 1838 at have overladt møllen til sin søn Rasmus, født 1806.

    Hvad der egentlig skete, før den yngste søn overtog møllen, ved vi ikke. Det er muligt, at faderen ganske enkelt blev træt af at forsyne sin døgenigt af en søn - Johan - med penge, der forsvandt mellem hænderne på ham. Da pengestrømmen hørte op, forsvandt også muligheden for at leve "det søde liv" på de bonede gulve.

    Nu kunne Johan have engageret sig i møllens drift eller fundet noget arbejde, så han kunne skaffe til dagen og vejen. Hans lyster gik dog slet ikke i den retning. I stedet valgte han at vagabondere.

    Han havde kun det tøj, han havde på, samt en hund. Nu vandrede han så øen rundt og opsøgte gamle venner, dvs. dem, der havde hjulpet ham med at bruge de penge, den gode far havde givet sin Johan.

    Når han bankede på døren på en af de større gårde, sagde han ligeud, at besøget nok ville strække sig over nogle dage. Samtidig tilbød han at fortælle historier eller være fjerdemand i et kortspil.

    Normalt blev han indlogeret i et udrangeret karlekammer. Ved måltiderne sad han godt nok med ved bordet, men på grund af lugten blev han anbragt lidt afsides.

    Kassabelt tøj blev lagt til side og givet til Schnor, men hunden blev ikke tålt i stuerne på de gårde, han besøgte. Han elskede imidlertid sit forpjuskede gadekryds, og det gamle udtryk "som hund, så herre" kom med årene til at passe bedre og bedre – begge kom til at se stadig mere derangerede ud.

    Chr. Haugaard, hvis artikler i Langelands Avis har vist sig ikke at være helt pålidelige, omtaler et besøg, Schnor skulle have aflagt hos Haugaards forældre på Gl. Kongevej på Frederiksberg i forbindelse med en lægebehandling. Ved den lejlighed skulle han have været i Tivoli, hvor den landlige personage nærmest skabte opløb.

    Desværre har det ikke været muligt at finde ud af, hvor og hvornår han døde. En ikke-verificerbar kilde på nettet angiver, at han blev "forvist til Lolland". I hvert tilfælde forsvandt både Johan Schnor og hans hund sporløst - formentlig uden at nogen af dem blev savnet.

    Kilder: Rudkøbings kirkebøger

    Ole Mortensøn og Hans Larsen: Møller og møllefolk på Langeland.

    Erindringer af A.Chr. Haugaard, trykt i Langelands Avis i maj 1946.

    My Heritage

    Rudkøbing, marts 2019

    Else Wolsgård

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    20. juni 2019