Bundgarnspæle ved Langeland

    Nyhedsbreve i 2019

    Nyhedsbrev fra

    Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

    Nr. 1, 2019

    Leder

    Forskning og fakta – eller fake news?

    Det er let at plante og udbrede en "god historie" i pressen og på de sociale medier, og det er desværre ikke så mange, der går op i, om historien nu også er sand. For en historiker er det imidlertid vigtigt at gøre en indsats for at få punkteret falske myter.

    En af disse sejlivede, falske myter handler om, at den danske stat behandlede de tyske, civile flygtninge efter Anden Verdenskrig meget ringe, så ringe, at en stor del af dem, især børn, døde.

    Det er imidlertid ikke sandt. Myten opstod i 2005, da en læge, Kirsten Lylloff, fik en form for åbenbaring, så hun troede, hun var historiker. På baggrund af flygtningearkiver fra 1945- 46 fik hun antaget en ph.d., hvor konklusionen var, at den danske stat var skyldig i at medvirke til massevis af dødsfald blandt de ekspatrierede tyskere på grund af mangel på mad og lægehjælp.

    Den historie var let at sælge: Vi kan jo alle se de mange grave ved de store flygtningelejre i Jylland.

    I 2014 skrev jeg en artikel i årbogen Øboer, baseret på originale kilder, der findes på Rudkøbing Byhistoriske Arkiv. De viste tydeligt, at reglerne for behandling af flygtningene var fuldt forsvarlig. Som led i min research undersøgte jeg tillige de tilgængelige, trykte kilder, herunder H. Havreheds disputats fra 1987: "De tyske flygtninge i Danmark 1945- 49", der er hovedværket på området.

    Senest har John V. Jensen i Personalhistorisk Tidsskrift 2018 grundigt redegjort for det enorme arbejde, som Oksbøllejrens første chef, Harry Bjørnholm, gjorde.

    I virkeligheden er det fantastisk, at vort land, hvor der ved Besættelsens slutning var mangel på både fødevarer og tøj, kunne løfte opgaven med at varetage over 200.000 flygtninges samt ca. 60.000 sårede, tyske soldaters ophold på en ordentlig måde. Selvfølgelig var der mangel på madrasser, dyner og puder – myndighederne kunne jo ikke trylle og fremskaffe udstyr, der ganske enkelt ikke fandtes inden for landets grænser. Når mange flygtninge døde, var grunden, at de ved ankomsten hertil var udsultede og angrebet af sygdomme, der ikke umiddelbart kunne kureres.

    Lad mig slå fast, at Danmark behandlede sine ikke specielt velkomne gæster i fuld overensstemmelse med Folkerettens regler. Ikke desto mindre lever forestillingen om de "hævngerrige danskere" altså stadig. Således i Fyns Amts Avis 18/2 i år, hvor et par journalister, der har udgivet en bog om et dansk/tysk pars trængsler efter Besættelsen,

    anlægger samme fejlagtige vinkel på håndteringen af de ekspatrierede tyskere – nemlig at danskerne bevidst udsatte dem for omsorgssvigt med talrige dødsfald til følge. Et læserindlæg, hvor jeg korrigerede denne fejlopfattelse, blev ikke anset for relevant af FAA, der ikke optog indlægget.

    22/2 var den gal igen, denne gang i Weekendavisen, hvor der i en leder blev draget paralleller mellem vor behandling af syrienskrigere og datidens behandling af tyske flygtninge. Weekendavisen valgte imidlertid at bringe mit indlæg, og jeg har efterfølgende fået positiv respons fra flere historikere med særligt kendskab til området.

    Et andet eksempel på en kollektiv fejlopfattelse der den, der er opstået i kølvandet på filmen "Under sandet" (2015). Her postuleres det, at den danske stat sendte tyske teenagere ud for at rydde landminer, hvorved mange omkom. Men heller ikke det er rigtigt. Minerydderne var under kommando af tyske officerer, så der var ikke tale om dansk "hævntørst". Desværre er det den opfattelse, som de, der har set eller hørt om filmen, sidder tilbage med. Og den er svær at udrydde, for myter er og bliver sejlivede. Alligevel må vi ikke holde op med at korrigere de usandheder, der popper op i medierne.

    Nyt fra Havnegade

    På den første arbejdsdag i det nye år lå der en meddelelse om, at VELUX fonden havde bevilget Byarkivet godt 11.000 kr. til en ny avisscanner med tilhørende bærbar PC. Kort tid efter fik vi en donation på 10.000 kr. fra Fyn-Langeland Fond. Pengene faldt på et tørt sted, idet arkivet har et værdifuldt guldaldermaleri (en kopi af Eckersbergs portræt af Anders Sandøe Ørsted fra 1821. Originalen er udlånt af SMK og hænger nu i Statsministeriet). Vores billede hang på det gamle rådhus til kommunesammenlægningen i 2007, hvor Byarkivet fik det. Det var allerede dengang temmelig nødlidende, så det er ifølge konservatoren i sidste øjeblik, hvis det skal reddes for eftertiden – hvad det naturligvis bør.

    Donationen dækker præcis konservering af maleriet og restaurering af rammen.

    Byarkivet er taknemmelig for begge donationer.

    Vi har overtaget en del stålreoler, der stod i den tidligere "Værkstedsgården" i Lindelse, og de skal bruges i de nye lokaler på anden sal, som vi har fået rådighed over.

    Der er indkøbt en ny projektor, så vi nu kan vise fotos og film med lyd uden problemer. Og da vi har fået opsat mørklægningsgardiner i mødelokalet, kan vi også vise fotos, når solen skinner.

    Rudkøbing Husmoderforening har været på besøg på arkivet, og de fik en rundvisning og orientering om arkivets arbejde samt en kort indføring i H.C. Ørsted-selskabets grundlag og virke. En klub af forhenværende ansatte på Rudkøbing Plejehjem lagde også vejen fordi.

    Flere gange har vi haft besøg af større og mindre grupper af engelsktalende studerende ved Kunstakademiet i København. De har især udvist interesse for det gamle garveri på Spodsbjergvej og siloen på havnen.

    Udstillingen om mejeridrift på Langeland og Strynø har været meget populær, og den er blevet set af omkring 300 besøgende. Vores hjemmetrykte bog om emnet er blevet solgt i ca. 25 eksemplarer.

    I forbindelse med indsendelsen af den årlige kulturstatistik til Kulturministeriet foretog vi en ny opmåling af det antal hyldemeter arkivalier, bøger mv., arkivet råder over. Det blev til 838 meter!

    Flydedokkens stranding ved Påø har stadig stor interesse for besøgende. Vi har derfor opsat en montre på første sal ved arkivets indgang med informationer, fotos og ting, som de fhv. russiske krigsfanger har fremstillet.

    Højt at flyve, dybt at falde – historien om en langelandsk original.

    Omkring 1790 bosatte fire brødre, der var født i Holsten, sig i Rudkøbing. De hed Schnor, og det navn lyder nok bekendt i manges ører. En blev smed, en anden blev tømrermester, den tredje blev møller og den fjerde blev både tømrermester, møllebygger og møller. Sidstnævnte hed Claus Heinrich Schnor. Han købte i 1795 vestre Hine-mølle, kendt som Schnors mølle. Den lå, hvor bryggeriet, der senere blev til det nu nedrivningsdømte garveri, ligger. En sti eller lille vej, der gik fra den nuværende Spodsbjergvej hen over den jord, der hørte til møllen, fik navnet Schnohrsvej. Vejen er senere blevet forlænget og munder i dag ud i Omfartsvejen.

    Møller Schnor og hans anden kone fik to sønner. Den ældste hed Johan Hansen Schnor, født 1804. Efter lokale forhold kan man vist godt sige, at han var "født med en sølvske i munden". Johan voksede op i det rige møllerhjem, og som ung søgte han selskab blandt øens større jordbesidderes sønner. De unge døtre havde naturligvis også hans interesse, men han opførte sig høvisk og har så vidt vides ingen efterkommere.

    Faderen forsynede Johan med penge, så han kunne gøre sig i stadstøj og ved spillebordene til de store selskaber. Desværre havde samme far ikke sørget for, at sønnen fik passende skolelærdom. Kendskab til drift af mølleriet havde han heller ikke erhvervet sig, men pyt – det kunne vel enhver finde ud af?

    A. Chr. Haugaard skrev i 1946 en historie i Langelands Avis, der handlede om en langelandsk original - Johan Schnor. Haugaards forældre havde åbenbart kendt "originalen" temmelig godt. Haugaard skriver, at møller Claus Schnor døde, hvorefter Johan overtog møllen og kørte økonomien i sænk. Det passer imidlertid ikke, idet den

    gamle møller døde i 1851efter i 1838 at have overladt møllen til sin søn Rasmus, født 1806.

    Hvad der egentlig skete, før den yngste søn overtog møllen, ved vi ikke. Det er muligt, at faderen ganske enkelt blev træt af at forsyne sin døgenigt af en søn - Johan - med penge, der forsvandt mellem hænderne på ham. Da pengestrømmen hørte op, forsvandt også muligheden for at leve "det søde liv" på de bonede gulve.

    Nu kunne Johan have engageret sig i møllens drift eller fundet noget arbejde, så han kunne skaffe til dagen og vejen. Hans lyster gik dog slet ikke i den retning. I stedet valgte han at vagabondere.

    Han havde kun det tøj, han havde på, samt en hund. Nu vandrede han så øen rundt og opsøgte gamle venner, dvs. dem, der havde hjulpet ham med at bruge de penge, den gode far havde givet sin Johan.

    Når han bankede på døren på en af de større gårde, sagde han ligeud, at besøget nok ville strække sig over nogle dage. Samtidig tilbød han at fortælle historier eller være fjerdemand i et kortspil.

    Normalt blev han indlogeret i et udrangeret karlekammer. Ved måltiderne sad han godt nok med ved bordet, men på grund af lugten blev han anbragt lidt afsides.

    Kassabelt tøj blev lagt til side og givet til Schnor, men hunden blev ikke tålt i stuerne på de gårde, han besøgte. Han elskede imidlertid sit forpjuskede gadekryds, og det gamle udtryk "som hund, så herre" kom med årene til at passe bedre og bedre – begge kom til at se stadig mere derangerede ud.

    Chr. Haugaard, hvis artikler i Langelands Avis har vist sig ikke at være helt pålidelige, omtaler et besøg, Schnor skulle have aflagt hos Haugaards forældre på Gl. Kongevej på Frederiksberg i forbindelse med en lægebehandling. Ved den lejlighed skulle han have været i Tivoli, hvor den landlige personage nærmest skabte opløb.

    Desværre har det ikke været muligt at finde ud af, hvor og hvornår han døde. En ikke-verificerbar kilde på nettet angiver, at han blev "forvist til Lolland". I hvert tilfælde forsvandt både Johan Schnor og hans hund sporløst - formentlig uden at nogen af dem blev savnet.

    Kilder: Rudkøbings kirkebøger

    Ole Mortensøn og Hans Larsen: Møller og møllefolk på Langeland.

    Erindringer af A.Chr. Haugaard, trykt i Langelands Avis i maj 1946.

    My Heritage

    Rudkøbing, marts 2019

    Else Wolsgård

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    21. marts 2019