Bundgarnspæle ved Langeland

    Nyhedsbrev fra

    Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

    nr. 2, 2017

    Leder

    For to år siden skete der det beklagelige, at den gravsten, der var sat på Rudkøbing kirkegård over byens til dato største iværksætter og mæcen, Ferdinand Christensen (1840 – 1892), var fjernet og slået til skærver. Denne uheldige begivenhed fik nærværende skribent til at interessere sig for reglerne for bevaring af gravminder. Kirkeministeriets vejledning desangående er ikke ukompliceret, idet det er sådan, at kun såkaldt registrerede gravminder skal bevares. Der er desuden en række kriterier for, hvornår et gravminde må anses for bevaringsværdigt, herunder om mindet er opsat over "fortjenstfulde mænd og kvinder". Den nævnte registrering foretages af et provstesyn, der bistås af en sagkyndig fra det lokale museum. I det daglige er det menighedsrådets kirkegårdsudvalg, der står for evt. sløjfninger af såkaldt hjemfaldne (dvs. ikke fornyede) gravminder. Er et gravminde med andre ord ikke registreret, har kirkegårdsudvalget frie hænder til at gøre, hvad de vil. Nogle steder vælger man at sætte sten fra sløjfede grave op langs et kirkegårdshegn, andre steder får de lov at blive stående, hvor de engang blev sat, men uden at selve gravstedet bliver holdt.

    Når der efter min mening opstår problemer i forhold til bevaringen af gravminder, skyldes det, at hverken medlemmerne af kirkegårdsudvalget eller de ansatte på museet har personalhistorisk kendskab til de for længst afdøde, fortjenstfulde borgere. Det er jo heller ikke deres opgave at vide fx hvem der var borgmester for 50 år siden – det er arkivets. Da det til gengæld er arkivets vigtigste opgave at bevare den langelandske kulturarv, var det på sin plads at reagere.

    Derfor har jeg skrevet til kultur- og kirkeminister Mette Bock for at gøre opmærksom på problemet og opfordre hende til at foretage en ændring i vejledningen, således at kirkegårdsudvalget før makulering af gravminder bør sende en mail til det lokale arkiv med forespørgsel om personen. Svaret, udvalget får, skal derefter indgå i beslutningsgrundlaget, før skærveknuseren går i gang.

    Det bliver spændende at se, om ministeren forholder sig positivt til henvendelsen. I hvert fald kan man jo ikke brokke sig over tingenes tilstand, hvis man ikke selv prøver at ændre dem.

    Nyt fra Havnegade

    Alle sejl har været sat til i de seneste par måneder for at klargøre de to udstillinger, der åbnede den 29. juni. Rummet, hvor den permanente udstilling om Langelandsbanen og stationsbygningen er, er blevet renoveret.

    Temaudstillingen om de langelandske andelsfryserier er enestående. De udgør et afgrænset kapitel i dansk fødevarekonserverings historie. Med dem begyndte en ny æra, og hvem kan i dag forestille sig et hjem uden en fryser?

    Mange var inviteret til åbningen, og vi var på arkivet spændte på. hvor mange, der ville komme. Der kom godt 40 trods det våde og blæsende vejr.

    I løbet af sommeren kommer der sikkert en del turister, der ser udstillingerne og på den måde får et indblik i en del af Langelands historie.

    Da Washington kom til Rudkøbing

    Ingvar Lauridsen blev født i Gjellerup ved Herning i 1869. Forældrene var fattige og fik mange børn. De havde et lille husmandssted. Da Ingvar var ti år, måtte han ud at tjene som fårehyrde. Skolegangen var sporadisk, men han lærte sig at regne godt og skrive pænt.

    I 1888 rejste han til Amerika for at få bedre muligheder. Turen foregik med skib til New York. Rejsens pris var 30 kr. inkl. kost. Da indrejsekontrollen var klaret, gik turen videre med tog til Omaha. Ved ankomsten blev han syg af lungebetændelse og kom på hospitalet. Behandlingen var gratis, men det efterfølgende rekreationsophold på hotel gjorde kål på alle Ingvars penge.

    Da han var frisk igen, gik han langs jernbanelinjen og kom til en farm, hvor han fik arbejde i et par uger. Bagefter fik han arbejde på et slagteri, hvor der arbejdede 3000 mennesker. Desværre brændte det. Arbejdsløsheden var enorm, og folk stod i timevis i kø i håb om at få en dags arbejde. Alle steder blev han afvist, men han besluttede så bare at begynde at arbejde – selv om det måske ikke gav penge. Arbejdsgiveren endte dog med at give Ingvar en lille løn.

    I det hele taget tog han et hvilket som helst arbejde: i en sølvmine i Colorado, hvedehøst i Dakota – alt forefaldende. Han kom rundt i landet ved at skjule sig i jernbanevogne. Når han og hans kammerater blev opdaget, blev de smidt af, men fandt sig bare en ny vogn. Sådan gik der et par år. På et tidspunkt traf han en dansk pige fra Nordjylland. De blev gift og bosatte sig i Louisiana. Her bestyrede Ingvar en plantage, hvor der kun var sorte. Plantageejeren havde tillige en stor forretning, hvor han handlede med alt fra høstmaskiner til synåle. De sorte arbejdere fik løn i form af en papirlap, der kun kunne indløses som varer fra deres arbejdsgivers butik. Chefen hjalp Ingvar og Anne Marie med at købe et hus. Forholdene var gode på stedet, og de ansatte måtte spise og drikke alt, hvad de ville i forretningen. Men tog de noget med sig derfra – og det blev opdaget – blev de omgående fyret.

    Familien Lauridsen blev ramt af "den gule feber" – en alvorlig virusinfektion, der overføres med myg i tropiske områder. Ofte medfører den gulsot, deraf navnet. Dødeligheden er op mod 50%. Familien bestod på det tidspunkt af far, mor, en datter, Wanda, født 1896 og en søn, Ludvig, født 1898. På grund af smittefaren blev der hejst et gult flag uden for de syges hjem.

    Anne Marie fik kort tid efter malaria, så lægen rådede familien til at rejse tilbage til Danmark. Hvor i landet de opholdt sig, ved vi ikke. Efter et års tid returnerede de til USA, men hun kunne stadig ikke tåle det fugtige, varme klima, så de rejste endelig permanent til Danmark i 1902. De valgte at bosætte sig på Langeland, og vi kan se, at Ingvar Lauridsen ejede Brogade 18 fra 1906, hvor han benævnes "gæstgiver". Senere - i 1924 - købte han Brogade 22, som han ejede til 1950. Han drev detailhandel i ejendommen.

    I Brogade 18 havde der siden 1878 været restauration ved navn "du Thor". Lauridsen omdøbte etablissementet til "Washington" – sikkert en hilsen til USA. Det blev en joke, at "Gåsetorvet er verdens største torv, for det strækker sig fra Washington til Skandinavien (et hotel med restauration på torvet)". Folketællingen i 1916 oplyser, at Ingvar har nedsat arbejdsevne på grund af sukkersyge. De to børn bor hjemme, og sønnen er malersvend. Da Den Spanske Syge – en ondartet fugleinfluenza – ramte Danmark og Langeland i 1918, blev den unge Ludvig Lauridsen på 19 år et af dens ofre. I alt døde omkring 14.000 danskere af sygdommen. Selv om den unge Ludvig havde overlevet angrebet af gul feber, blev han offer for den spanske syge. (De fleste af disse dødsfald kunne være undgået, hvis man på det tidspunkt havde kendt til penicillin, der blev opdaget i 1928, men først kom i almindelig brug under Anden Verdenskrig). Grunden til at sygdommen hed "den spanske syge" var, at Spanien var et af de få lande, der ikke var med i Første Verdenskrig, og den spanske presse var derfor ikke underlagt skrap censur. Derfor kom de første rapporter om epidemien derfra, og landet kom uforskyldt til at lægge navn til den frygtede sygdom, som man nu antager kom fra USA.

    At situationen var alvorlig, ses af, at børn under 16 år fra og med oktober 1918 ikke måtte gå i biografen, ligesom mange skoler blev lukket for at undgå smitten. Den 28. oktober var der 92 tilfælde af sygdommen i Rudkøbing og 260 andre steder på øen. Tre af byens fem læger var også syge, så de to resterende var stærkt overbebyrdede.

    Ved juletid var Den Spanske Syge klinget af på Langeland, men den efterlod sig mindst 20 mio. dødsofre på verdensplan.

    Kilder: Beretning af Wanda Marie Bang Jensen til Chr. Kiilsgaard om sin far, Ingvar Lauridsens liv.

    "Beværtninger i en lille by" udgivet af Tirsdagsklubben i 1999

    Langelands Avis 1918 og 1950.

    Gyldendals store danske encyklopædi.

     

     

    Rudkøbing juni 2017

    Else Wolsgård

    Sidst opdateret af Heidi Bay Hauptmann
    03. juli 2017

    Øboer 2016

    Øboer 2016 

    ”Øboer 2016” kan købes i løssalg på: Lokalarkiverne, Byarkivet og på Langelands Museum og dets afdelinger. Desuden hos boghandlerne i Rudkøbing og Humble, Arnold Busck i Svendborg. Hos Spar i Snøde samt brugserne i Hou, Tullebølle, Bagenkop og Rudkøbing. I Fiskeriets hus i Bagenkop samt på Øhavets Smakke- og Naturcenter på Strynø.

    Prisen for årbogen er 130 kr.