Da Mads Johansen Lange blev født i 1807, var Rudkøbing en livlig havneby. Fyldt med store skibe, der sejlede på langfart til bl.a. Ostindien, og det skaffede store indtægter til byens købmænd, hvoraf den ene var hans morfar, Niels Hansen.

Skibenes antal dalede dog under krigen mod englænderne, 1807-1814, og det tog nogle år inden byen og dens havn kom ovenpå igen. Men lykken vendte igen og allerede i 1819 var der atter mange hjemmehørende skibe i havnen.

Mads gik ud af skolen i 1821, da han lige var blevet konfirmeret, og jeg mener det er overvejende sandsynligt, at han allerede stod til søs som 14-årig. Det hed sig nemlig i familien, at han altid havde været bestemt til at skulle til søs, ligesom flere af hans brødre også allerede var det eller senere kom det.

Da Mads fyldte 17 år, stod han til søs med det store tremastede handelsskib, ”Norden”, hvor førstestyrmanden hed John Burd. Han og Mads fik et godt venskab og senere samarbejde i årene, der fulgte.

John Burd blev kaptajn på "Norden" i 1828, efter at han havde købt skibet. ”Norden” sejlede på Ostindien og Kina, hvor John Burd havde opnået borgerret i Trankebar, en lille dansk handelsstation i Indien, så turen gik naturligvis dertil. Det var her, at Mads for alvor fik smag for livet i det fjerne.

I 1833 solgte John Burd ”Norden”, og købte i stedet et skib, han kaldte for ”Syden” og det var med dette skib, at Mads og John Burd ankom til Hamburg i 1833. I den forbindelse rejste Mads en tur hjem til sin fødeø. I øvrigt den eneste gang, han var hjemme. Mads var da avanceret til Styrmand.

Han var 26 år gammel, og han må have fortalt levende om sine oplevelser sydpå, for ikke mindre end tre af hans brødre rejste med ham tilbage. Hans Nielsen Lange, sejlmagersvend på 20 år, Emilius Carl Lange på 18 år og Hans Henrich Olsen Lange, på kun 14 år. De to sidste nåede aldrig hjem igen.

Den yngste Hans Henrich druknede desværre allerede samme år, da i et forlis ved den sydindiske kyst. Emilius Carl druknede ved Balis kyst nogle år senere, mens Mads Lange stod inde på stranden og så på, ude af stand til at hjælpe. 

Den ældste af de tre brødre, Hans Nielsen Lange, nåede at besøge sit hjemland i 1845. Ved Mads Langes død var det ham og en brorsøn, som drev handelsstationen videre indtil også han døde derude.

Efter besøget hjemme på Langeland, hvor Mads Lange havde forelsket sig i sin kusine Ida Bay, besluttede han sig for at gå i land, og valget faldt i første omgang på øen Lombok i Indonesien. Hertil ankom han i 1834. 

Lombok og Bali er adskilt af Lombokstrædet, som på den tid blev besejlet af mange skibe, hvoraf mange valgte at proviantere der.

De indfødte var ikke nemme hverken at omgås eller drive handel med. De var skeptiske overfor alle ikke indfødte, så det krævede store evner i diplomati at sætte sig ind i deres sprog, tankegang og skikke, og endnu mere evne, at vinde deres tillid og respekt. De evner havde Mads Lange.

Der var dengang to riger (fyrstedømmer) på Lombok: ”Karangasem Lombok” og ”Matarem”. Førstnævnte fyrstendømme gav Mads tilladelse til at slå sig ned i byen Tandung Karang og mod en årlig afgift at drive handel derfra.

Det gik rigtig godt for Mads. Hans varer blev transporteret på Burds skibe, og han blev hurtigt fyrsten af Karangasem Lomboks fortrolige og rådgiver i alle sager. Han blev havneforpagter, hvilket var en stor ære, og han fik næsten monopol på handlen på Lombok. Den venligtsindede fyrste i Karangasem Lombok døde i 1835, hvorpå hans søn Ratu Gusti Nguraj Pandji kom til magten. Mads fik det samme gode forhold til ham, som han havde haft til hans fader.

Samtidig med dette fik kaptajn King, en englænder, fodfæste i det andet rige på øen Lombok. De to riger kom i krig med hinanden i januar 1838. Mads stillede sig på fyrsten af Karangasems side og King på fyrsten af Matarems side, og således indledtes et årelang fjendskab mellem de to mænd.

I første omgang vandt Kings side krigen, men det lykkedes ham ikke at fordrive Mads Lange. Da krigen i 1839 fortsatte med fornyede kræfter, blev den ret blodig. På 4 dage fik Fyrsten af Matarem og King det fulde herredømme over øen og Mads Lange nåede lige med nød og næppe at redde sig ombord på sit skib ”Venus". Alle hans ejendele blev brændt, og Mads Lange satte nu kurs mod riget Badung på Bali, hvor han havde gode forbindelser.

Mads Lange ankom til Bali, syg og nedbrudt og helt ruineret. Han havde dog en god ven og støtte i Rajah Kesiman, der i 1829 var blevet hersker i riget Badung på Bali. Rajah Kesiman tilbød Mads Lange, at han måtte slå sig ned i Kuta.

Forinden havde hollænderne fået en tilsvarende handelstilladelse og forsøgte sig med ringe held, at drive handel herfra. De havde store besværligheder med balineserne, som var imod hollænderne, der forsøgte at få overhøjheden på øen. Ingen fyrster samarbejdede med hollænderne, tværtimod.

Der var på den tid følgende riger på øen: Buleleng, Karangasem, Tabanan, Badung, Manguwi, Bangli, Djembrana, Gianyar, Klungkung.

Mads Lange byggede sit factori ved siden af hollændernes og havde ikke de samme besværligheder, som Hollænderne havde. Hans evne til at vinde tillid og respekt kom ham igen til gode, og han blev hurtigt Rajah Kesimans fortrolige og nære ven, og vandt også det balinesiske folks tillid. Det var bl.a. hos Rajah Kesiman, at Mads Lange lærte, hvordan man forhandlede politik og økonomi på Bali. Det blev Mads Lange så god til, at Rajahen udnævnte ham til overhoved for det område, Mads Lange boede i, nemlig Kuta. Det skabte stor indflydelse hos øens øvrige Rajaher. 

De så, at Mads Lange var en ærlig handelsmand og en modig mand med hjertet på rette sted, og desuden var han både hjælpsom og gæstfri. På den måde udkonkurrerede han hollænderne.

Rajah Kesiman og Mads Lange blev rigtig gode venner og deres samarbejde, blev til gavn for begge parter. Den anseelse han havde hos Fyrst Kesiman og det balinesiske folk smittede efterhånden af på hollænderne, der gennem mange år havde forsøgt at drive handel på øen.

Hollænderne erkendte hurtigt, at hvis de ville opnå noget på Bali, måtte de gå igennem Mads Lange. De tildelte ham derfor Borgerretten i Nederlandsk Indien i 1843. Hermed opgav de tilsyneladende Bali og overdrog deres bygninger og handel til Mads Lange, som så herefter foruden at arbejde for sig selv, nu også arbejdede for hollænderne. I 1844 udnævnte hollænderne ham til, at være deres repræsentant for den nederlandske regering på Bali. Mads Lange havde den rette blanding af dygtighed og loyalitet, både overfor balineserne og hollænderne, som gjorde at tingene lykkedes. Disse år på Bali var helt sikkert nogle af de lykkeligste for Mads Lange.

Hollænderne opgav imidlertid ikke at få overherredømmet over øen, og i midten af 1840’erne bad de overfyrsten, over alle riger på Bali, om at underskrive en erklæring, som gav dem overhøjhed på Bali, som de selv kaldte det.

Det ville overfyrsten ikke, og hollænderne samlede derpå en større krigsflåde udfor Padang Bais kyster. Herfra kunne de nemt marchere til Klungkung, hvor Balis overfyrste residerede.

De sendte på ny en erklæring til underskrift og gav denne gang balineserne et ultimatum. De skulle skrive under inden 3 døgn. Da der ikke kom noget svar fra Rajahen af Klungkung, gik hollænderne i land den 28. juni og krigen var en realitet. 

Efter 3 dages krigshandlinger med mange faldne til følge, tilbød Mads Lange, som havde overværet slaget ude fra sit skib ”Venus”, at gå i land og tale med de balinesiske fyrster, som gik med til at underskrive erklæringen.

Men det skulle snart vise sig, at balineserne ikke overholdt det underskrevne. Underskriften var bluff og tjente kun det formål at lokke hollænderne og deres krigsmaskine væk fra øen. I første omgang lykkedes det for balineserne, at slippe af med hollænderne, men da de ikke opførte sig som erklæringen foreskrev, så trak uvejret igen sammen, og to år efter, i 1848, havde hollænderne igen samlet en anseelig krigsflåde ud for Balis nordlige kyst, Padang Bai.

Mads Lange drog igen ud for at overvære slaget, fra sit skib ”Venus”, i sikkerhed på havet.

På ny blev balineserne bedt om at underskrive en erklæring, hvilket de dog undlod. De forstærkede i stedet deres forsvar yderligere. Der gik nu ti uger inden Hollænderne angreb og på den tid fik balineserne opbygget et stærkt forsvar. Takket være Mads Lange lykkedes det at holde to af fyrstendømmerne helt uden for krigen, nemlig Tabanan og Buleleng.

Da de ti uger var gået, gik hollænderne i land og mødte stærk modstand. De fik et sviende nederlag, hvorpå de måtte trække sig tilbage.

Men Holland var en stolt nation, så et nederlag blev ikke accepteret. I 1849 havde de fornyet styrken og var igen klar til at tage kampen op. Det kom til krigshandlinger i april 1849, og denne gang vandt hollænderne slaget om Buleleng.

Hollænderne fik nu hjælp fra naboøen Lombok, hvis fyrste havde et gammelt horn i siden på Balis overfyrste. Sammen undertvang de sig riget Karangasem, hvorefter de vendte de sig mod riget Klungkung, hvor overfyrsten som sagt herskede. Her blev hollændernes general dræbt, og uden ham var de nærmest ukampdygtige.

Riget Badung, som jo ellers skulle ha’ forholdt sig neutrale kæmpede deres egen lille krig mod riget Manguwi, og det gjorde at Mads Lange fik travlt med at forstærke sin handelsstation mod et evt. angreb. Imidlertid brugte han også megen energi på at få fredsforhandlingerne i gang mellem hollænderne og balineserne.

Han fik riget Tabanans og riget Badungs fyrster til at overtale overfyrsten i Klungkung til at overgive sig. Overfyrsten havde samlet en hær på omkring 30.000 balinesere i Klungkung, som var klar til at gå i krig mod hollænderne. Det var udelukkende Mads Langes fortjeneste, at krigen blev standset der, idet et angreb på hollænderne, med manglende General og megen sygdom, ville være faldet ud til balinesernes fordel.

Styrmanden fra Rudkøbing, som var agent for hollænderne, deltog som eneste hvide mand i mødet mellem Balis fyrster og deres hærstyrker i Klungkung. Man sagde om Mads Lange, at selv om alt syntes imod ham, så havde han så stærk en personlighed, at han kunne få sin vilje igennem, og alligevel bevare de forskellige parters tillid.

Hollænderne tvivlede stærkt på hans evner som fredsmægler og gik på ny i land og rykkede nu mod Klungkung. På denne fremrykning, den 10. juni 1849, mødte de pludselig Mads Lange, der kom ridende på sin hvide hest og bad dem standse al fremrykning, da han ellers ikke kunne garantere for at balineserne ville overholde den fredsaftale, som han lige har indgået med dem. Mads fik standset fremrykningen. Han tog en hollandsk officer med tilbage til Rajaherne, hvor der blev opstillet fredsbetingelser, som alle kunne være tilfredse med. Balineserne anerkendte dermed hollandsk overhøjhed.

Den endelige fredstraktat blev forhandlet på plads i Mads Langes hjem i Kuta, og det siger noget om, hvor rig han må have været på det tidspunkt. Han bespiste nemlig mellem 20.000 og 40.000 mennesker i løbet af 5 dage, mellem den 10. - 15. juli i 1849.

For dette fredsarbejde tildelte hollænderne ham i 1849 deres ridderorden af Løven. 

Han havde på det tidspunkt været ude i Indonesien i 16 år. Selvom han havde været borte i lang tid glemte han aldrig dem derhjemme i sin fødeby, Rudkøbing. Han sendte ofte penge til hjælp, både til sin mor og til flere af sine søskende.

Især glemte han aldrig sin kusine; Ida Bay, i hvem han havde forelsket sig, da han var hjemme som 26-årig i 1833/34. Hun var dengang kun 16 år og slet ikke klar til at blive hans hustru. Det blev hun aldrig. Mads Lange bad hende flere gange komme ud til ham, men hun ville, turde, eller måtte ikke rejse ud. Meningerne om det er mange. De brevvekslede til han døde i 1856.

Ida blev aldrig gift og kort før sin død i 1867, brændte hun desværre alle sine breve fra Mads Lange. Alle hans gaver blev derpå fordelt mellem slægt og venner.

Efter krigen ramlede Bali ind i store økonomiske nedgangstider. Det mærkedes af alle, også af Mads Lange. Det tog hårdt på ham at se sin handelsstation langsomt sygne hen. Tilligemed blev han også syg og planlagde samtidig en rejse hjem til Rudkøbing. Det fremgår af et brev, som blev skrevet, men aldrig sendt, til hans gode ven og fyrste Ngura Agung af Tabanan. Mads Lange skrev til ham, fordi han var syg, og ikke kunne komme og sige personligt farvel.

Mads Lange døde i sin sygeseng den 13. maj 1856 i Kuta, 48 år gammel. Der er mange som har gjort sig tanker om, hvorvidt Mads Lange blev forgivet, eller døde en naturlig død. Det menes, at han blev forgiftet af hollænderne, de selv samme som tildelte ham deres ridderorden. Om det har noget på sig, må stå hen i det uvisse. Men teorien er bestemt ikke usandsynlig.

Broderen Hans Nielsen Lange førte handelsstationen videre, men der var ikke meget tilbage af tidligere tiders storhed. Handlen var på det tidspunkt næsten ophørt. 

Der var to kvinder i Mads Langes liv foruden Ida Bay. En ung balineserinde, Rajahen af Tabanans datter og en ung kineserinde. Begge var de hans ”hustruer”.

Efterkommerne af Rajah Kesiman siger, at Mads Lange i hvert fald blev gift med den kinesiske kvinde, som i øvrigt var datter af Paladsets kokkefamilie. Desværre brændte beviserne herpå i 1906.

Med datteren af riget Tabanan, fik han to sønner: William Peter Lange og Andreas Emil Lange, og med den kinesiske kvinde fik han datteren, Cecilie Catherina Lange, som blev opkaldt efter hans moster, Ida Bay’s mor.

Sønnen, William Peter, døde som 12-årig året før sin far. Han døde, mens han opholdt sig på kostskole i Singapore.

Datteren, Cecilie, der også gik på klosterskole i Singapore, var 8 år, da faderen døde. Hun blev optaget i en engelsk familie, der tog hende med til Indien, Frankrig og England. Da hun siden hen vendte tilbage til Singapore, mødte hun Sultan Abu Bakar af Johor, som ligger på Malakkahalvøen, der grænser op til Singapore. 

Cecilie blev gift med Abu Bakar og blev Sultana i Johor, og deres søn Ibrahim, blev Sultan af Johor efter sin far. Cecilies datter, Mariam, blev gift med Sultanen af Malajstaten Pahang.

Cecilie, vidste om sin fars fødeø, at den hed Langeland. Hun sluttede deraf, at øen måtte være opkaldt efter hans slægt og ligeledes være i deres eje.

Sønnen, Andreas Emil, var 6 år gammel, da hans far døde. Han kom til Borneo, Sarawak og var i mange år sekretær for Rajah Sir Charles Vyner Brook.

I dag betragter vi danskere, Mads Lange som en sand eventyrer med mandsmod og hjerte på rette sted. Ven med fyrster og regenter i det fjerne. Ja, ikke kun i det fjerne, men også i Holland og Danmark. Af hollænderne fik han tildelt den hollandske ridderorden af Løven, og af Danmark fik han fortjenstmedaljen i Guld, for sin økonomiske hjælp i krigsårene, 1848-50. 

Mads Lange blev begravet i Kuta, og gravstedet kan stadig ses. Det ligger på Jalan Tuan Lange, en vej, som er opkaldt efter Mads Lange.

Kilde: 
Doris Rasmussen: " En Vild Krabat, Mads Johansen Lange"

Mads Lange blev fejret over 2 omgange:
 
Her er det i Rudkøbing

Her ses Borgmester Knud Gether, Forretningsmand Jens Olesen og Kulturminister Brian Mikkelsen, som indviede Mads Lange-busten på Rudkøbings torv. © Aug. 2007