Nyhedsbrev
fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
Nr. 1, 2008
Indhold:
1. Leder
2. Nyt fra Havnegade
3. Tre slags løgn?
1. Leder
Regeringen har besluttet at oprette et ”Center for kultur og Oplevelsesøkonomi”. Det kommer til at ligge i Roskilde, men få hele landet som arbejdsområde. 90 millioner kroner er der afsat som støtte til oplevelsesøkonomien. Som eksempel på den type projekter, centeret skal gå ind i, nævnes kunstneres samspil med erhvervslivet. Rektor på RUC, Poul Holm ser store potentialer i det nye center, der efter hans mening skal støtte projekter, der indeholder seriøse forskningselementer og unikke oplevelser. ”Mulige projekter kunne være at arbejde på at få identiteten tilbage i nogle af vores hensygnende købstæder og provinsbyer”.
At finde og fastholde byens og øens identitet og sjæl er alfa og omega. ”Oplevelsesøkonomi – det er der, hvor man finder essensen og sætter faktura på. Hvor oplevelsen holder og bliver større, jo mere man forstår og lever med”. (kilde: POLITIKEN 24-1-08)
Skal det lykkes at få flere til at bosætte sig i Rudkøbing og på Langeland, er det helt nødvendigt, at potentielle tilflyttere ikke er i tvivl om, at øen har mere at byde på end køn natur.
2. Nyt fra Havnegade.
Der har været lidt usikkerhed omkring muligheden for en fælles, kommunal ARKIBAS licens. Til orientering for interesserede er her SLA’s takster. Betalingen er afhængig af, hvor mange indbyggere, der er i kommunen.
Nedenstående er taksterne, der gælder for arkiver i Langeland Kommune.
Den årlige fællesudgift for kommunen ville være et grundgebyr på 4000 kr. Dertil kommer et ”indbyggergebyr” på 1800 kr. (12 øre pr. indbygger) – i alt 5800 kr.
Endelig er der et associeringsgebyr på 1000 kr. for hvert arkiv, der ikke er medlem af Sammenslutningen af Lokal Arkiver. Alle priser er ex. moms. Forannævnte forudsætter, at der allerede er ét arkiv i kommunen, der har tegnet en ARKIBAS licens – og det har Rudkøbing Byhistoriske Arkiv jo.
Niels Blichfeld Hansen forlader os til marts efter et halvt års arbejde. Vi har været meget tilfredse med samarbejdet med Niels, der har læst korrektur på Øboer 2007, sørget for de daglige avisudklip og skrevet resuméer samt sat registreringen af den store bogsamling i system.
3. Løgn og statistik.
Mange kender sikkert udtrykket: ”Der findes tre slags løgn: Løgn, forbandet løgn, og statistik”. Men statistik er ikke altid løgn. Somme tider kan fx befolkningsstatistik godt bruges, hvis man vil have sat udviklingen lidt i perspektiv. Og det kan der være god grund til, da kommunens ”strategiplan” går jo ud på at skabe forudsætninger for, at flere borgere – helst i deres bedste alder og med gode jobs – får lyst til at flytte til Langeland.
Derfor vil vi nu undersøge nærmere, hvordan folketallet rent faktisk har udviklet sig.
Først må vi dog se på, hvornår og hvorfor folketællinger fandt sted. Den mest berømte folketælling er vel den, der blev udført på befaling af den romerske kejser Augustus, således som det berettes i Lukas- evangeliets 2. kapitel (at den slet ikke fandt sted i det, vi forstår ved ”år 0”, falder lidt uden for det lokalhistoriske aspekt, så derfor lader vi det ligge). Imidlertid var det langt fra den første folketælling, idet man i det gamle Ægypten såvel som i Perserriget ca. 500 f. Kr. havde talt befolkningen. Dengang som nu bl.a. fordi det var praktisk af hensyn til beregningen af skatter og afgifter.
Hvad folketællinger angår, var Danmark tidligt bemærkelsesværdigt langt fremme. Den første danske folketælling fandt sted den 15. august 1769, og det var hele 32 år før den første tælling fandt sted i Storbritannien. Tællingsteknikken var ret så primitiv, så man regner med, at resultatet – at Danmark nord for Kongeåen havde 768.000 indbyggere, var omkring 40.000 for lavt. Næste tælling i 1787 var bedre, da hver person nu blev indskrevet på en liste. Denne tælling har vi for Langelands vedkommende en kopi af på Rudkøbing Byhistoriske Arkiv; det kommer vi tilbage til.
Herefter foretog man folketællinger regelmæssigt hvert femte eller tiende år. Tællingerne blev foretaget den 1. februar, da man mente, at det var på det tidspunkt, så mange som muligt var på deres faste opholdssted. Efter oprettelse af folkeregistre i 1924 blev dagen fastsat til 5. november.
Hvordan så – og ser – det så ud på Langeland? I 1787 var der i alt 10.203 indbyggere. Det største sogn/by var dengang Magleby med 1163 indbyggere. Det skyldtes det blomstrende fiskeri.
Øens indbyggertal steg derefter støt. Allerede i 1834 var der 15.451 indbyggere.
På det tidspunkt var det største sogn Humble med 1.869 indbyggere. Rudkøbing havde et par hundrede færre.
Så gik det kun fremad, til Langeland i 1925 havde 21.171 indbyggere, dvs. en tredjedel flere end nu.
Rudkøbing havde udviklet sig fra mini-købstad til øens hovedstad med noget over 4000 indbyggere.
Befolkningstallet holdt sig omkring de 19 - 20.000 op til 1965, hvor det tog et dyk. I 1970 var det nede på 16.629, og så gik det langsomt tilbage, til det i 2005 nåede under 14.000.
I 2007 var der 13. 937 indbyggere, dvs. kun et par tusinde flere end i 1801.
Skyldes tilbagegangen – sådan som mange profeterede i 1962 – broens åbning? Det skal der en tilbundsgående analyse til at vise. Én forklaring kan være, at det blev nemmere at tage en uddannelse udenøs, og at de, der havde taget en uddannelse, valgte ikke at komme tilbage, fordi der ikke var jobs til dem her.
Med åbningen af motorvejen Svendborg-Odense er der realistiske muligheder for, at folk med arbejde i Odense får lyst til at bosætte sig på Langeland. Landskabelig skønhed, betragteligt lavere huspriser (så glemmer vi lige skatteprocenten!) og forhåbentlig et voksende udbud af kulturelle og andre tilbud om en spændende og aktiv fritid burde virke tiltrækkende.
Kom til Langeland – det er her, det sner! Eller sagt på en anden måde: Skru op for oplevelsesøkonomien!
Den 14. februar 2008
Else Wolsgård
Nyhedsbrev
fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
nr. 2, 2008
Indhold:
1. Leder
2. Nyt fra Havnegade
3. Lokkeduen
1. ”Om hundrede år er alting glemt” siger man ofte. Men det er – heldigvis – ikke rigtigt.
Der er da også god grund til at kaste et blik tilbage til 1908, for det er nemlig i år et århundrede siden, den største gruppe af befolkningen, kvinderne, fik ret til at vælge og blive valgt ved de kommunale valg.
Når man normalt siger, at kvinder fik valgret i 1915, er det, fordi det var det år, de fik valgret og blev valgbare til Lands- og Folketinget. At demokratiet blev indført med grundloven i 1849 er jo noget af en tilsnigelse al den stund, at det kun var mænd – hvoraf mange på forhånd var ekskluderet på grund af alder eller økonomiske forhold – der kunne tage del i landets styrelse.
Som det vil fremgå af dette nyhedsbrevs afsluttende historie, var der langt fra formel valgret til lige og fair behandling af kvinder, der dristede sig til at opstille og – oh skræk! – blive valgt.
På trods af, at der i 2008 stadig diskuteres ligeløn, er der alligevel grund til optimisme. I 1908 fik mandlige lærere 50% mere i løn end deres kvindelige kolleger. Helt op til 1953 fik mændene væsentligt mere, fordi de jo skulle kunne forsørge en familie. En lærerinde, som det hed dengang, var nemlig pr. definition enlig – gifte kvinder gik jo ikke på arbejde (!)
Så det går faktisk fremad.
2. Arkivet har – igen i år – været så heldig at modtage en donation fra Fyn-Langelands Fond. Denne gang var checken på 30.000 kr., der vil blive anvendt til ekstra PCere og en power-point projector, som er meget praktisk har have, når vi skal holde foredrag og fx gerne vil vise fotos af personer eller dokumenter. Vi er meget taknemmelige for pengene, der, som det fremgår af følgeskrivelsen ”skal betragtes som en anerkendelse af det store arbejde, der udføres i arkivet”. Forhåbentlig kan vi fortsat gøre os fortjent til den store ros!
Desuden har vi modtaget en arv fra en af arkivets tidligere brugere. Der er p.t. ikke taget stilling til, hvad arven skal bruges til.
Fra Fyns AmtsAvis har vi modtaget fire arkivskabe med hængemapper. Indholdet er dels et artikelarkiv, dels et billedarkiv – begge dele med tilhørende register, så det er let at se, om det, man søger, findes i arkivet. Tak fordi I tænkte på os.
Djavit Hajrizi og Doris Rasmussen har været på kursus i at lave hjemmeside efter kommunens nye, fælles model. Systemet er bestemt ikke for nybegyndere. Derfor er arkivets hjemmeside ikke helt på plads endnu, men vi glæder og meget til at vise den frem inden så længe. Der er flere nyskabelser i forhold til tidligere.
Sammen med Langelands Museum arrangerer Rudkøbing Byhistoriske Arkiv et ”spaniolertræf” i forbindelse med åbningen af udstillingen ”Da spaniolerne kom 1808” i museets afdeling i Østergade. Formålet er at få samlet så mange historier og oplysninger fra den tid som muligt. Det er i den forbindelse ligegyldigt, om beretningerne lader sig verificere.
3. ”Lokkeduen”
KVINFO – institut for forskning i kvindehistorie – har opfordret alle arkiver til at finde historier frem om de første kvindelige politikere.
Det har vi nu gjort her i Rudkøbing, og det var let nok at finde den kvinde, som denne lille beretning skal handle om: Kommunelærerinde frk. Marie Vilhelmine Mouritzen.
Det første valg, hvor kvinder kunne opstilles, var kommunevalget den 12 marts 1909.
Marie Mouritzen blev opstillet på liste C, den såkaldte borgerliste, som nr. 6. Der var i Rudkøbing opstillet tre lister med i alt 25 kandidater, hvoraf MM var den eneste kvinde. Der var på Langeland ikke opstillet andre kvinder.
Den 6. marts rapporterer Langelands Avis: ”Henimod et par hundrede medlemmer af Borger-, Sømands,- Haandværker og Industriforeningen samt Kommunalforeningen havde i Aftes givet møde på Hotel Skandinavien for at enes om Opstilling af en Kandidatliste. Af Forsamlingen var en meget betydelig del Damer, men de havde jo også deres Kandidat; Kommunelærerinde frk. Mouritzen havde faaet det hæderfulde Hverv at repræsentere det smukke Køn i Byens Raad.
Mændene var imidlertid denne gang ugalente nok til kun at give Frøkenen den ret beskedne Plads nr. 6.”
Den 9. marts skriver Marie Mouritzen i et indlæg i Langelands Avis, at hun ikke bryder sig om, at Folkebladet omtaler hende som ”lokkeduen på Borgerlisten”.
Når hun er opstillet som nr. 6, forklarer hun, skyldes det udelukkende, at hun slet ikke var forberedt på at blive opstillet, men lod sig overtale i aftenens løb.
Det, Folkebladet faktisk skriver den 6. marts, er imidlertid, at Borgerlisten helt åbenbart repræsenterer det bedre borgerskab, men dog har opstillet dels et par ikke så velsituerede borgere (en fisker og en tømrer), dels en kvinde – begge dele for at tiltrække vælgere i form af småkårsfolk og vælgere af hunkøn. Samtidig har man ifølge Folkebladets skribent sørget for, at disse ”lokkeduer” er opstillet ”paa saadanne Pladser paa Listen, hvor der end ikke er fjerneste Mulighed for Valg” (!)
Hvis det var planen, fungerede den i hvert fald ikke.
Ved valget i Rudkøbing stemte 70,8 % af vælgerne = 926 afgivne stemmer, hvilket blev anset for meget flot ved et kommunalvalg.
Liste A, Socialdemokraterne, fik 292 stemmer og tre kandidater valgt, liste B, Middelstandens Liste (øjensynlig de radikale) fik 83 stemmer og ingen valgt. Liste C, Borgerlisten, fik 550 stemmer og seks valgte kandidater, deriblandt Marie Mouritzen, der jo netop var opstillet som nr. 6.
Efter valget giver Folkebladet den nyvalgte denne omtale: ”Frk. Mouritzens interesse for Middelstanden og hendes Kendskab til dens Kaar, kan efter vort Skøn – Bevares, vi kan gøre Frøkenen Uret – ikke være synderligt bedre end f. Eks. Træskofabrikant Nielsens”.
Uden kendskab til bemeldte hr. Nielsen er det svært at vurdere udsagnet, men noget tyder på, at det er ment temmelig uvenligt.
I byrådet fik MM sæde i følgende udvalg: Alderdomsunderstøttelsesudvalget, Udvalget for Folkebogssamlingen (det senere biblioteksudvalg), Fattigudvalget, herunder tilsyn med plejebørn. I betragtning af, at der var 30 udvalg og kommissioner, hvoraf flere havde 6-7 medlemmer, er rådets nyvalgte, kvindelige medlem ikke blevet begavet med overvældende mange opgaver.
Hvem var Marie Mouritzen så? Der er ikke mange oplysninger om hende på Byarkivet. Hun blev født i 1863 i Odense, blev læreruddannet der og fik i 1896 ansættelse ved Rudkøbing Kommunale Skolevæsen.
Ellen Boserup (1912 – 95) omtaler meget kort frk. Mouritzen på et bånd, indspillet i 1977. Det fremgår heraf, at MM var en lille, buttet lærerinde, der boede i Ahlefeldtsgade 15. Hun skulle efter sigende være meget skrap til geografi og af fin familie.
Vi ved også, at hun kun sad i Byrådet i én periode og følgelig trådte ud ved valget i 1913. Hun fortsatte som lærer(inde) i byen indtil 1928, hvor hun flyttede til København, hvor hun døde i 1943. I den sidste del af sin embedsperiode var hun efter sigende generet af nedsat hørelse.
Der findes desværre ingen beretninger fra MMs egen hånd, og det er en skam, fordi det kunne have været meget interessant at få indblik i, hvordan hun opfattede arbejdet i Byrådet som ene høne i kurven.
Man kan sikkert godt regne med, at det ikke kun var en positiv oplevelse, hvad følgende avispolemik – ændringer på skoleområdet kunne også dengang sætte fut i debatten - tydeligt viser:
Den 16. februar 1910 er der i Langelands Avis et læserindlæg fra ”En Borger”. Han omtaler, at der på det seneste byrådsmøde har været en drøftelse af ”skolesagen”, og han mener, at det er et emne, der optager en stor del af byens borgere, hvorfor han opfordrer til, at der snarest indkaldes til et offentligt møde om sagen. Den anonyme borger understreger, at ”der ikke maa gaa Politik i Sagen, da det er en Samfundssag” (?). Borger- og Friskolens undervisning er for ringe, indførelse af Enhedsskolen kan alene afhjælpe manglerne. Det vil godt nok medføre udgifter, men til gengæld mener læserbrevsskribenten ikke, at det er nødvendigt med en ny skolebygning, blot den nuværende Borgerskole udbedres og Realskolebygningen tages i brug. Han slutter med et trøstende ord til frk. Mouritzen om, at ventilation og frisk luft kan gøre underværker, samtidig med, at det er gratis.
MM er naturligvis nødt til at svare, og det gør hun den 18. februar. Hun skriver, at det vil glæde hende, hvis manglerne ved den gamle skolebygning er så lette at afhjælpe, som ”En Borger” mener.
Men hvis det er så let, hvorfor er det så ikke sket for længst? Skolelægen har påpeget den dårlige ventilation, frk. M. har selv ved Byrådsmødet peget på de smalle gange, de alt for små vinduer i øverste etage – alt sammen forhold, der ville kunne føre til en katastrofe i tilfælde af ildebrand.
Hun ønsker en sagkyndig arkitekts vurdering af, hvad det vil koste at sætte bygningen i forsvarlig stand, og mener selv, at det vil være billigere med en ny bygning. Realskolens lokaler er heller ikke for gode. Hvorom alting er, går MM ikke ind for enhedsskolen, idet ethvert kvikt barn indtil nu og også i fremtiden vil kunne få friplads og således kunne tage den eksamen, dets evner giver mulighed for.
Den 22. februar svarer ”En Borger” igen.
”I Fredagsnummeret af Langelands Avis har Frk. M. Mauritzen beæret mig med et ”Svar”. Bortset fra, at jeg ikke har spurgt Frøkenen om hendes Mening – den kender jeg nemlig forud – kan jeg ikke faa andet ud af Opsatsen, end at Frøkenen ved denne gør et lige saa velment som ubehjælpsomt Forsøg paa at spænde Ben for selve Sagen: Enhedsskolen.” Skulle skolen altså være i så ringe stand, som hævdet af MM: ”Da har Én af Lærerraadet, Byraadsmedlemmet Mouritzen – tillige forsømt sin ufravigelige Pligt til straks ved sin Indtræden i Byraaet at trække den sundhedsfarlige Bygning frem i offentlig Belysning – fremdraget sagen Gang paa Gang, til hun var bleven hørt.”
”Borgeren” kan slet ikke holde op, da han først er kommet i gang.
Avisens redaktion sætter derfor en efterskrift på hans indlæg: ” Det forekommer os, at den ærede Indsender er lidt haard ved frk. Mouritzen. Ogsaa i den offentlige debat bør man overholde den Hensynsfuldhed, hvorpaa det svage køn har et berettiget Krav”.
2. marts 1910 havde MM fået sat et punkt på Byrådets dagsorden: Et andragende om ikke længere at skulle være alene i Udvalget for folkebogssamlingen sammen med redaktør Madsen. Igen er skolesagen den bagvedliggende årsag.
Sagen gav anledning til både tumult og ubeherskede ordvekslinger. Avisen undrer sig over, at sligt bliver holdt for åbne døre. ”Denne Forhandling var skandaløs og lidet egnet til at forhøje Agtelsen for det vise Raad.”
MM motiverede sit ønske med, at Madsen havde overfaldet hende med grovheder og trusler, da han fornemmede, at hun ikke delte hans mening i skolesagen.
Madsen på sin side fremturer: ”Der ligger en Insinuation heri. Frøken Mouritzen kan være ganske rolig – jeg har ikke ladet mig bedaare af de gule lokker og det blide Blik”. (MM var 46 år gl.)
”At jeg har behandlet frk. Mouritzen med Overlegenhed, indrømmer jeg, hendes Udtalelser fristede stærkt dertil”. ”I øvrigt er Frk. Mouritzens Arbejdsevne ikke meget værd – Samarbejdet i Biblioteket har ikke været videre behageligt” ”Frk. Mourtizen gjorde ogaa gældende, at Lærerinderne ved den nye Skoleordning ville blive tilsidesatte. Jeg svarede, at Lærerinder med evner og Personlighed altid vil kunne virke her, selv i de højere Klasser, men at det naturligvis ville gå ud over dem, der manglede disse Betingelser. Frk. Mouritzens Svar bestod i, at hun paa almindelig Kvindemanér løb sin Vej.” Samme Madsen var i øvrigt kendt som en stridbar herre, der benyttede enhver given lejlighed til et frontalangreb på dem, der ikke delte hans synspunkter.
Sagen blev herefter udsat til næste møde, da ingen af de øvrige byrådsmedlemmer ønskede at indtræde i udvalget.
Som avisen bemærker ”Således endte den første puniske krig”.
Ved det følgende valg lod MM sig som nævnt ikke vælge igen. Hun gled ud ved valget i begyndelsen af 1913. Da hun i december samme år fyldte 50 år, var der ingen af aviserne, der fandt anledning til at omtale mærkedagen.
Ved 1913-valget blev ”Fru Sagfører Kirstine Clausen” valgt. (Af hensyn til yngre læsere kan det oplyses, at fruen ikke var cand. jur., men gift med en sagfører). Hun var medlem af Byrådet 1913 – 17. Derefter varede det 26 år, før der igen kom en kvinde i rådet: Theordine Andersen, 1943 – 49.
I 2008 er der 8 kvinder blandt de 25 kommunalbestyrelsesmedlemmer – ikke ligefrem noget at prale af!
Den 21-4-2008
Else Wolsgård
Nyhedsbrev
fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
nr. 3, 2008
1. Leder
2. Nyt fra Havnegade
3. ”…..slår højt Fredskovens nattergale..”
1. Leder
Den 13. juni åbnede udstillingen ”Da spaniolerne kom 1808” i Langelands Museums afdeling i Østergade. Dagen efter var der ”spaniolertræf” for efterkommere efter de spanske soldater.
Det var et eklatant kulturmøde, der dengang fandt sted. I et øsamfund som det langelandske var man ikke vant til at stå ansigt til ansigt med mennesker, der ikke blot talte et fremmed sprog, men så sandelig også havde andre skikke og – hvad der vist især påkaldte sig opmærksomhed – ganske andre madvaner. De mange soldater blev privat indkvarteret, men satte slet ikke ordentlig pris på øens delikatesser som fx øllebrød! Derimod spiste de snegle og mælkebøtteblade, og øens bestand af katte blev eftersigende decimeret, mens soldaterne var her.
I dag kan spaniernes ophold på Langeland i 1808 give anledning til nye kulturmøder. Der er nemlig også stor interesse for historien og udstillingen i Spanien. Så stor, at det ikke er usandsynligt, at spaniere, der rejser en tur til Danmark som turister, får lyst til også at se den ø, hvor deres forfædre opholdt sig for to hundrede år siden.
Vi har med andre ord et rigtig godt eksempel på, hvordan oplevelsesøkonomien kan give flere turister af en nationalitet, der ikke plejer at komme mange af til øen!
På Byarkivet er vi meget tilfredse over at være en aktiv del af dette event.
2. Nyt fra Havnegade
Endelig er arkivets nye hjemmeside gået i luften. På www.rudkoebingarkiv.dk kan man blive opdateret med de seneste nyheder på arkivfronten, se gamle fotos og søge informationer om åbningstider mv. Tak til Doris Rasmussen, frivillig medarbejder på arkivet, for et stort og engageret arbejde med at få hjemmesiden op at stå.
Midt i maj var alle arkivets medarbejdere på en heldagstur til Stadsarkivet i Odense. Her fik vi en grundig gennemgang af arkivets indhold og organisation samt inspiration til at gå hjem og gribe tingene an på en ny måde.
Lise Killerup Petersen og Doris Rasmussen har i løbet af den seneste måned gennemfotograferet gravstederne på Rudkøbing kirkegård. Arbejdet er et led i et landsdækkende kirkegårdsprojekt, der bliver lagt på nettet, så man kan søge fotos af bestemte personers gravsten og –steder.
Pernille Haim er begyndt på en 13 ugers arbejdsprøvning. Pernille vil fortrinsvis hjælpe med registreringen af arkivets bogsamling.
3. ”…slår højt Fredskovens nattergale”
Ovenstående linie fra salmen ”I al sin glans nu stråler solen” har vi vel alle sammen sunget flere gange. Men har vi også tænkt over, hvad en fredskov egentlig er? Hvis ikke, kommer forklaringen her:
I 1805 blev ”Fredskovsloven” udstedt. Grunden var, at alt for mange skove var blevet udsat for vanrøgt og rovhugst. Kvæg og svin spiste mange af de olden og bog, der skulle have spiret til nye planter, og folk stjal træ til tømmer og brænde. Al højskov skulle nu ifølge den nye lov indhegnes mod kreaturer. Der måtte ikke ryddes mere skov, og eksisterende skove skulle stilles under opsyn af forstmænd.
Det var en klog beslutning. Fra i middelalderen at have været et land med megen skov, var det i begyndelsen af 1800-tallet kun 5% af landets areal, der var skovdækket (mod nu 12 %).
At der også er en fredskov tæt ved Rudkøbing, ved de fleste, men hvordan fik byen den grønne oase?
I 1850erne kan man i Langelands Avis læse, at mange beklager det faktum, at købstaden ikke har et lystanlæg. Der var tilløb til at få sådan et anlæg etableret, men først da den entreprenante teglværksejer Ferdinand Christensen tager fat i at produktudvikle det lille skovstykke, der tidligere hørte under Faarevejle under navnet Nørremarksskoven, kommer der rigtig gang i sagen.
En del af ”fredeskoven”, som man nu kaldte den, bliver ryddet, stier anlagt og en pavillon opført. Den 2. juli 1876 åbnes anlægget for publikum. Det sker med kanonsalut, koncert, dans, fyrværkeri og adgang til restaurant ”Kronprindsen”. Adgangskort til skoven kan erhverves for et år formedelst 2 kr. for en familie – herunder dog ikke konfirmerede sønner – og 1. kr. for én person.
Dagen efter kan man i avisen læse, at omkring 2000 mennesker deltog i åbningen, så det må siges at have været et tilløbsstykke.
I 1879 laves en skydevold, så Det borgerlige Skyttelaug (der er Langelands ældste forening) kan afholde sine fugleskydninger uden at udsætte andre for fare.
Samme år foranstalter Ferdinand Christensen en storslået basar i Fredeskoven til fordel for oprettelsen af en teknisk skole. Reklamen for basaren oplyser, at der er tombola, spåkone, vejemaskine (!), salg af blomster, kager og godter og meget, meget mere.
Også basaren blev en solid succes, der resulterede i, at den tekniske skole så dagens lys til gavn for lærlinges især teoretiske uddannelse.
Fem år senere, i 1884, blev der indlagt buelys og glødepærer i Fredeskoven og skovpavillonen. Det var igen F. Christensen, der var på spil. Han havde en elektromotor på sit teglværk og trak derfra ledninger til anlægget. Den offentlige elforsyning begyndte først i 1910.
Langt op i det 20. århundrede var Fredeskoven og pavillonen et meget populært udflugtsmål. Så sent som i 1957 averterer restauranten med, at der afholdes dansant en gang om ugen (mange kender nok især udtrykket fra ”Matador”, hvor jernbanerestauranten som bekendt blev omdannet til ”Rosenhaven” med dansant til stor fortrydelse fra bl.a. grisehandler Larsen).
Området var kommet i kommunens eje, men der var ikke råd til at vedligeholde bygningen, der efterhånden forfaldt i en sådan grad, at man i 1973 besluttede at rive den ned.
Selv skoven havde det heller ikke for godt, men heldigvis kom der ligesom i 1805 et statsligt initiativ, idet skoven i 1992 kom ind under reglerne om plantning af bynær skov efter loven om skovrejsning.
Fredskoven er nu en statsskov og atter et yndet udflugtsmål med borde og bænke til picnic og legeplads for børn.
23-6-2008
Else Wolsgård
Nyhedsbrev
fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
Nr. 4, 2008
1. Leder
2. Nyt fra Havnegade
3. En rigtig dygtig håndværker
1. Sommertid er ferietid, og heldigvis er der rigtig mange turister, der besøger Langeland for tiden. Nogle kommer oven i købet, fordi de gerne vil besøge arkivet! Andre besøger os, fordi de nu er i nærheden og så kommer i tanker om, at deres oldemor vist var fra Longelse – men hvor?
Vi hjælper naturligvis gerne dem alle sammen, uanset om deres udgangspunkt er vel defineret eller mere løst i kanterne.
Det er vores bestemte indtryk, at alle gæsterne sætter pris på den oplevelse, de får på Rudkøbing Byhistoriske Arkiv.
Oplevelse er netop kodeordet. Mange undersøgelser har vist, at det, folk i dag i deres ferie ikke blot søger afslapning, men i høj grad nye, spændende, tankevækkende erfaringer, de kan tage hjem og fortælle andre om. Med andre ord: oplevelser.
Der er blandt ældre såvel som yngre en voksende trang til at lære deres egen families fortid og baggrund at kende, og det er i den kontekst, Byarkivet har sin plads i oplevelsesøkonomien.
Alene i juli måned har der været 91 gæster, hvoraf ca. to tredjedel var turister. Så tanken om at holde ferielukket har end ikke strejfet os!
2. Som opfølgning på fotoregistreringen af alle gravstederne på Rudkøbing kirkegård har arkivets medarbejdere været på en faglig ekskursion til kirkegården, hvor de to fotografer, Doris Rasmussen og Lise Killerup Pedersen kyndigt viste rundt og anlagde en kulturhistorisk synsvinkel på graves og gravmonumenters varierende udformninger.
Kirkegården blev i øvrigt brugt første gang i 1811, hvor et par soldater fandt deres sidste hvilested ”på den nye kirkegård uden for byen”. Indtil da havde man benyttet kirkegården rundt om kirken, men den var blevet overfyldt. Det havde den nu været i mange år, hvilket bl.a. ses af, at der i et kirkeregnskab fra 1665 nævnes en ”jernsøger der bruges til at søge efter lig” (!). I begyndelsen af 1800-tallet kom der så en forordning, der pålagde alle købstadskirker at anlægge en kirkegård uden for byen.
Den 28. juli gjorde Støtteforeningen for Rudkøbing Byhistoriske Arkiv igen en indsats for at skaffe nye medlemmer og skabe interesse for arkivets arbejde i forbindelse med før-festivalen. En pavillon i Østergade blev den (meget lune) ramme om arrangementet, der heldigvis resulterede i fem medlemmer og et par solgte bøger.
”På utallige opfordringer” som man siger, har arkivet påtaget sig fremover at trække tårnuret på det gamle rådhus. Det vil vi gøre hver onsdag i fremtiden – til en evt. køber overtager bygningen, der som bekendt er udbudt til salg.
3. Den dygtige håndværker.
Nærkontakten med det gamle ur, der bærer inskriptionen HJORTEBERG 1845, betød, at det blev relevant at undersøge, hvem denne urmager var. Her er, hvad der findes om ham på arkivet:
Rådhusuret er ganske rigtigt lavet af urmager Carl Christian Erasmus Hjorteberg. Han blev født i Kerteminde 22-2-1814 som søn af urmager Carl Hjorteberg og hustru.
Hjorteberg senior flyttede senere til Rudkøbing, hvor junior ifølge rådstueprotokollen fik borgerskab som urmager i 1841 og snart overtog faderens forretning. Den lå i Østergade 30 i et solidt, grundmuret hus. Før han etablerede sig, havde han i øvrigt – som det var almindeligt dengang – rejst rundt i andre lande i nogle år.
Så var han parat til at blive gift, og det blev han den 21-9-1843 med Sofie Hermandine Petersen (f. 1821). Allerede 6-6 (!) det følgende år fik de en datter. Herefter fulgte endnu fire døtre.
I 1843 blev rådhuset ombygget. Ifølge byskriver P. Rasmussens ”Oplysninger betræffende Rudkjøbing Kjøbstad” blev i 1845 et ottedagesur installeret i et dertil indrettet lukaf i rådhusets frontspice ud mod Torvet:
”Dette ur har en matsleben skive af glas med påmalede tal, forgyldte visere og et glas foran, så at hverken regn, sne eller isslag kunne komme til urskiven eller viserne. Skiven kan om natten oplyses ved lamper bag fra. Uret er forfærdiget af den duelige urmager hr. Carl Hjorteberg her i byen. Det er smukt og godt udført og går meget accurat, men slår hverken timer eller kvarter.”
At Hjorteberg var en respekteret mand, ses af, at han i 1857 blev valgt til borgerrepræsentationen. 70 stemmeberettigede deltog i rådstuesamlingen, hvor urmageren altså blev valgt som et ud af repræsentationens ni medlemmer. Han blev tillige medlem af skolekommissionen.
Carl Hjorteberg skal have været en meget vellidt og venlig mand – temmelig trivelig med et BMI et godt stykke over de 30. Alligevel gik han hver søndag hjem fra Tranekær, når han havde givet slottets ure det ugentlige serviceeftersyn.
I 1891 afstod han forretningen, og i september 1893 havde han og fruen guldbryllup. Langelands Folkeblad skriver i den anledning: ”Urmager Hjortebergs guldbryllup fejres i dag ved flagning fra de fleste bygninger og skibene i havnen, ligesom det gamle ægtepar har modtaget talrige beviser på sympati og agtelse. Guldbrudgommen er 80 år og svagelig. Bruden er 72 og rask og rørig”. Det var da en fejring, der ville noget! Heldigt, at han nåede at opleve dagen, for to måneder efter, den 21. december, døde han.
”Stille og rolig hensov i Nat min brave Mand, vor kjære, trofaste, gamle Fader, Uhrmager Karl Hjorteberg, hvilket bekjendtgøres af hans
Hustru og Børn.
Rudkøbing den 22. Dec.
Om Gud vil, foregaar Begravelsen fra Kirken Torsdag den 28de ds. kl. 12”
I dag 163 år efter, at rådhusuret blev fremstillet, går det stadig ganske udmærket. Det trænger nok til en tandrensning, men det har kommunen heldigvis stillet i udsigt inden længe. Vi kan altså kun give byskriveren ret: Hjorteberg var en dygtig håndværker.
Den 5. august 2008
Else Wolsgård
Nyhedsbrev
fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
Nr. 5, 2008
1. Leder
2. Nyt fra havnegade
3. Det knap så fede liv – patient på Rudkøbing Sygehus år 1900
1. Den tid, vi nu lever i, er præget af omskiftelighed. Den ene teknologi afløser den anden, og vores kommunikation er praktisk talt blevet udvidet til hele døgnet. Alting ændres i hast, og når vi ”middelaldrende” fortæller børn om, hvordan tingene fungerede, da vi var børn, tror de ikke sjældent, at det er noget, vi finder på. Fx at man skulle via Rigstelefonen for at ringe til Jylland, og at telefondamen brød ind med korte mellemrum: ”Tre minutter. Ønsker De at fortsætte?”
Den manglende kontinuitet og oplevelsen af, at intet rigtig varer ved, tror jeg, er grunden til, at så mange moderne mennesker interesserer sig for deres slægt. Ikke blot pensionister, men også yngre og endda unge synes, det er spændende og stimulerende for fantasi og oplevelse at finde ud af, hvordan deres formødres og –fædres liv formede sig.
Tidligere havde så godt som alle familier styr på deres egen historie, idet den blev fortalt igen og igen. Allerede børnene lærte den udenad, så de kunne give den videre ril deres egen børn.
Sådan er det ikke mere. Mange – de fleste? – yngre mennesker ved ikke, hvornår og hvor deres bedsteforældre er født, så der starter mange slægtsundersøgelser. Glæden ved at føle sig som detektiv og finde det, man søger, er uovertruffen! Det har sikkert også noget at gøre med ønsket om at føle sig unik. ”Jeg er speciel i kraft af min familiekrønike” er drivkraften bag mange timers tålmodig kirkebogsgranskning.
At opleve det, man er rundet af og dermed sig selv i et nyt og mere nuanceret perspektiv giver en stor personlig tilfredsstillelse.
Derfor holder Byarkivet i år åbent hus på ”arkivernes dag” lørdag den 8. november kl. 13 – 16.
Her kan man få at se, hvordan slægtsundersøgelser kan gribes an, ligesom man kan hilse på nogle af forfatterne til artiklerne i årets ”Øboer”, der udkommer samme dag.
2. I forbindelse med sin tiltræden udtalte kulturminister Carina Christensen, at hun gerne ville rundt i landet og besøge kulturinstitutioner. Vi har derfor sendt hende en invitation til at besøge Rudkøbing Byhistoriske Arkiv, så hun kan få informationer om det uundværlige, kulturhistoriske arbejde, der udføres på arkiverne i hele landet. Ministeren har endnu ikke svaret.
Den gamle By i Århus er med rette berømt for sine genopførte huse og gademiljøer fra ældre tid.
Nu har de kastet sig over et nyt projekt: Den Moderne By, der viser perioden 1870 til 1940. Rudkøbing Byhistoriske Arkiv har fået en henvendelse med bøn om hjælp, som vi gerne videregiver.
For at projektet – at skabe en autentisk by fra nyere tid - kan lykkes, er der brug for vejskilte, gittermaster, gadelamper, rendestensriste, kloakdæksler, trappesten og mange andre bygningsdele og gadeinventar.
De kommunale materielpladser er i den forbindelse ofte de rene guldgruber. Hvis man har kendskab til, hvor der findes sådanne ”skatte”, kan man kontakte
Sekretariatet for Den Moderne By, Den Gamle By, Viborgvej 2, 8000 Århus C, tlf. 86123188 eller alf@dengamleby.dk eller Byarkivet, tlf. 6351 6326, ew@langelandkommune.dk
Vi har sagt farvel til Bente Rasmussen, der var i job med løntilskud på arkivet. Hun fik arbejde i Svendborg. Også Pernille Haim, der var hos os som led i en arbejdsprøvning, er holdt op. Vi har været meget glade for samarbejdet med dem begge.
Til at overtage registreringen af bogsamlingen har vi nu fået Bjarne Jørgensen, som vi håber at kunne beholde i et halvt år.
3. Det knap så fede liv – indlagt på sygehuset i år 1900.
Der pågår jo for tiden en undersøgelse, der skal afdække, hvordan det ser ud med langelændernes trivsel fysisk og psykisk. Den inspirerede mig til at kigge lidt tilbage i tiden.
På arkivet har vi en række regnskabsbøger og journaler fra Rudkøbing Sygehus helt tilbage fra 1862. Materialet er naturligvis klausuleret, således at det kun kan benyttes til forskning, hvor ingen personer kan genkendes.
For at finde ud af, hvilke oplysninger, der kan uddrages af disse arkivalier, har jeg valgt at gennemgå alle indlæggelser for året 1900 samt de tilhørende journaler.
Ser man på regnskabsbogen, er det, der først slår en borger anno 2008, de meget lange liggetider!
To- tre måneder er det ikke ualmindeligt, at folk tilbragte på sygehuset.
Hver dag kostede 1,50 kr. i forplejning. Hertil kommer hårklipning og evt. barbering. En operation koster fra 15 til 20 kr. En nattevagt 1 kr. og ditto for et ligsyn. Nogle fik også ordineret briller til en pris af 1,50 kr.
I alt var 181 personer indlagt på sygehuset i løbet af året 1900. Heraf fik 48 foretaget en operation.
Der var imidlertid kun 4 dødsfald. Det stemmer med tidens holdning i retning af, at man kun indlagde patienter, som man havde håb om at kunne helbrede. Mennesker højt oppe i alderen eller med tilsyneladende uhelbredelige sygdomme fik lov at dø hjemme.
Af de fire dødsfald var to forårsaget af apoplexi cerebra, dvs. hjerneblødning. Her fremstår regnskabsafdelingen i øvrigt meget regelfast, idet den ene mand blev indlagt en aften, bevidstløs og døde næste dag uden at være kommet til bevidsthed. Alligevel står der to dages forplejning på regningen. Det tredje dødsfald skyldtes cancer abdomen – kræft i mave/tarm. Patienten blev opereret, og man konstaterede, at der ikke var noget håb om helbredelse.
Den sidste døde var en gammel kvinde på 89 år. Hun blev indlagt, fordi hun lå apatisk hen i sin seng, og familien ikke længere kunne passe hende. Lægen fandt ikke objektive tegn på sygdom. 46 dage senere døde hun af komplikationer i forbindelse med infektion i de tryksår, hun pådrog sig, mens hun lå på sygehuset!
Apropos regningerne er det påfaldende, hvor mange der har op til flere flasker portvin (à 2 kr.), rødvin og ”siphons” på regningen. Det gælder både voksne og børn. Jeg tror, vin og vand fra sifon var til de besøgende. De pågældende indlagte tilhørte øjensynlig borgerskabet, hvor det var vigtigt, at der heller ikke i forbindelse med sygdom var nogen smalle steder. Hos patienter fra landet er der oftere ”Bayersk Øl” og sodavand på regningen.
Hvad led de indlagte så af? Der var brystkræft, syfilis, diverse infektioner, følger efter ulykker og psykiske sygdomme. Sidstnævnte blev dog efter et stykke tid sendt videre til Middelfart.
Der var også nogle tilfælde af delirium tremens. Én var indsat til afsoning af en bøde i arresten, men blev så syg af delir, at han måtte en tur på sygehuset, før han kunne fortsætte afsoningen.
Men ét er, hvilke patienter, der kom på sygehuset. Lige så interessant er det at se på, hvem der ikke kom på sygehus. Det gjaldt bl.a. gravide og fødende. Disse tilstande var (heller ikke dengang) regnet for sygdomme og blev derfor behandlet hjemme.
Et typisk eksempel på en indlæggelse: dreng på 9 år, falder så uheldigt i skolegården, at han ben brækker. Han udskrives efter 53 dage!
Det var på grund af de lange liggetider ikke usædvanligt med meget store regninger på over 100 kr.
Hvem betalte disse for almindelige mennesker uoverskueligt store regninger?
Den 1-1-1893 trådte ifølge Den danske Encyklopædi den første sygekasselov i kraft. Den betød, at staten trådte til med støtte til den frivillige sygesikring for ubemidlede. Også kommunerne støttede de anerkendte sygekasser.
På regningerne fra Rudkøbing Sygehus er der flere former for påtegning. Ved rigtig mange står der ”L. 30-3-92”. Aviser fra den periode viser, at der faktisk allerede blev vedtaget en sygekasselov den dag. Den indebar dog den begrænsning, at statens udgifter til hjælp til syge max. måtte beløbe sig til en halv mio. kr. pr. år. Ved andre regninger står der ”Sygekassen” eller ”Sogneraadsattest” . I årene efter 1900 sker det jævnligt, at fx en gårdmand kautionerer for sin karl, en købmand for sin kommis.
Hvem der end skulle betale, kunne det godt trække ud, før sygehuset fik sine penge – ofte 5-6 måneder.
Når vi tænker på sygehus i 1900, må man forestille sig noget ganske anderledes end i dag.
Først i 1899 havde man fået indlagt gas til belysning. Et referat af et byrådsmøde den 8-1-1908 oplyser, at byens råd ved den lejlighed gik ind for, at der skulle indlægges vandværksvand på sygehuset. Et ønske om kloakering kunne man dog ikke efterkomme.
Lægernes formåen var også begrænset. Det var jo længe før, man havde fundet penicillinen, så en simpel lungebetændelse kunne let vise sig fatal.
Ovenstående lille stykke grundforskning er kun en smagsprøve på den store mængde informationer, der ligger og venter på, at nogen for alvor tager fat på at kombinere og fortolke dem.
Den 14. oktober 2008
Else Wolsgård
Nyhedsbrev
fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
nr. 6, 2008
1. Leder
2. Nyt fra Havnegade
3. Kunst? naturvidenskab? eller bare et håndværk – 170 år med foto
1. Året er gået på hæld, og hvor er det gået stærkt! Det er dejligt at kunne hjælpe de mange borgere, der søger oplysninger på arkivet – besøgstallet er i år indtil nu oppe på 1353.
Arkivets formidlingsvirksomhed via nyhedsbrevene, artikler i aviser og årbogen ”Øboer” samt foredrag er efterspurgt. Der sker hele tiden noget nyt og spændende.
Heldigvis er vi flere om at trække læsset. Og her er der særlig to grupper, der skal fremhæves.
For det første de frivillige, uden hvis utrættelige og vedvarende indsats Byarkivet ikke kunne holde åbent 24 timer om ugen. Dernæst Støtteforeningen for Rudkøbing Byhistoriske Arkivs bestyrelse, der ved både praktisk og kontant støtte giver os en opbakning og påskønnelse, der er meget værd i det daglige arbejde.
Som man sagde før i tiden: Tak til alle dem, der bar!
Alle nyhedsbrevets læsere ønskes en glædelig jul og et inspirerende, nyt år.
2. Vores åbent hus arrangement på ”Arkivernes Dag” den 8. november blev en stor succes.
Støtteforeningen for Rudkøbing Byhistoriske Arkiv ydede uvurderlig økonomisk og praktisk hjælp til at gøre besøget på arkivet til en god oplevelse for de hen ved hundrede borgere, der lagde vejen om ad den gamle station.
Den lille udstilling om flydedokkens stranding på Påø var meget populær, ligesom demonstrationen af, hvordan man kommer i gang med slægtsundersøgelser på nettet, trak fuldt hus begge gange.
Det er derfor allerede besluttet, at vi også næste år markerer ”Arkivernes Dag”.
Som nævnt i sidste nyhedsbrev inviterede jeg kulturminister Carina Christensen til at besøge Byarkivet. Hun har nu takket ja til at komme og vil vende tilbage med en dato først i det nye år.
Besøget bliver rent arkivfagligt, idet ministeren vil få en grundig orientering om de danske lokalarkivers udfordringer og udviklingspotentialer i de nærmeste år.
Økonomiske og lovgivningsmæssige problemstillinger vil naturligvis også blive berørt. Formanden for Sammenslutningen af Lokalarkiver, Jens Erik Pedersen vil blive inviteret, idet besøget først og fremmest skal perspektivere arkivernes situation på landsplan.
Når besøget skal planlægges, vil jeg opfordre ministersekretariatet til at orientere sig på vores hjemmeside www.rudkoebingarkiv.dk. Vi synes selv, den er rigtig flot og informativ.
Fotografierne af medlemmerne af Rudkøbing Byråd gennem tiderne er nu blevet overdraget til Byarkivet. Det er vi glade for, og de skal blive ophængt med veneration.
3. Foto i 170 år.
Da vi holdt åbent hus, kom en mand med et meget gammelt fotoalbum, som han havde fundet for ti år siden i en container. Albums, hvor de portrætterede ikke kendes, har normalt ikke interesse, men vi modtog dette, fordi man altid kan bruge billederne til at vise datidens foto- og tøjstil. Da jeg kiggede nærmere på dette album næste dag, opdagede jeg blandt fotos af konfirmander, bedstemødre og soldater pludselig to originalfotos af – Elvira Madigan og Sixten Sparre. Et check af fotografens navn og adresse viste, at han netop havde opereret i Svendborg 1888-90. Tragedien i Nørreskoven fandt som bekendt sted om sommeren 1889.
I et andet album uden proveniens (kendt ophav) fandt jeg et foto, som jeg mente, kunne være et ungdomsfoto af Carl Nielsen (komponist 1865 – 1931). Via kontakt til Carl Nielsen Museet i Odense fik jeg antagelsen bekræftet. Den pågældende fotograf i København havde arbejdet 1880 til 91, og da den unge Nielsen kom på Musikakademiet i 1884, passede det jo fint.
Og nu er der så nogle – tror jeg – der undrer sig over, hvordan fotos af kendte personer havner blandt familiebilleder i et privat album.
Forklaringen kommer her:
Først lidt fotohistorie. De første fotografiske aftryk, de såkaldte Daguerrotypier blev fremstillet i Paris i 1839. Daguerre, der gjorde opfindelsen, var kunstner.
Det var virkelig revolutionerende! Nu kunne man få helt virkelighedstro afbildninger af steder og mennesker, der kunne holde sig helt i ro i op til et kvarter. Så lang var eksponeringstiden.
Billedet blev dannet direkte på den eksponerede plade, dvs. der var intet negativ, og man kunne ikke tage kopier. Desuden var motivet spejlvendt.
Der pågik i de første år efter teknikkens opdagelse en diskussion af, om fotografi var kunst, naturvidenskab eller håndværk.
H.C. Andersen var som bekendt meget ivrig for at blive ”taget af”, så der er flere meget tidlige fotos af ham.
I 1850erne forfinedes teknikkerne, så fotos nu kunne laves på papir og sendes med brev.
Omkring 1860 blev fotografier allemandseje. Så godt som alle, der levede dengang og til nu er blevet fotograferet. Fx sørgede man omhyggeligt for at få fotograferet sit døde barn, hvis man ikke havde nået det, mens det levede.
Der var i sandhed tale om en revolutionerende demokratisering af portrættet, der tidligere havde været forbeholdt folk, der havde råd til at blive malet.
Familiealbummet blev fast inventar i den borgerlige familie, og samme borgerskab fandt sin identitet via selviscenesættelser på fotos. Familien udviklede sig under industrialiseringen sådan, at den ikke længere hovedsagelig byggede på at arbejdsfællesskab. Der blev plads til hygge om søndagen og fascination af idoler, som man gerne ville ligne.
De såkaldte visitkortfotos på 10x6 cm. blev uhyre populære og prisen faldt drastisk. Flertallet af de soldater, der deltog i krigen 1864 lod sig således fotografere i uniform, før de drog af sted.
Fotograferne fandt en niche, idet de mangfoldiggjorde fotos af kendte og kongelige og solgte dem, så folk kunne sætte dem ind i deres egne albums. Her har vi altså grunden til, at Elvira, Sixten og Carl er havnet i rudkøbingensiske familealbums. Historien bag Elvira/Sixten-fotoene er nok, at det ulykkeligt elskende par er gået til fotografen i Svendborg, da de endnu havde penge til det.
Da detaljerne om deres liv og død kom frem, vakte det stor interesse, og fotografen har derfor udnyttet sine fotos kommercielt. Hverken de fotograferede eller for den sags skyld fotografen gjorde sig dengang tanker om ophavsret.
En helt særlig variant for fotograferede var de kriminelle. Byerne voksede og med dem kriminaliteten. Myndighederne fik brug for en sikker måde at identificere lovovertrædere på, og tidligt tog man fotografiet i brug til det formål. Vi har derfor en lang række meget interessante fotos af mennesker, tilhørende samfundets laveste klasser – folk, hvis brøde somme tider blot bestod i, at de havde stjålet lidt mad for at overleve.
Carl Nielsen (1865-1935)
Else Wolsgård
December 2008