Skip til hoved indholdet

Nyhedsbrev

fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

nr. 4, 2020

 


Nu slutter snart dette mærkelige år, hvor vores arbejdsrutiner og personlige vaner er blevet ændret radikalt.

På arkivet har vi overordnet kunnet fortsætte vores arbejde, men der er ikke kommet så mange besøgende, som vi er vant til. ”Arkivernes dag” i november måtte helt aflyses på grund af stramning af forsamlingsforbudet, og udgivelsen af årbogen ”Øboer 2020” blev heller ikke den lille festlighed, den plejer at være.

Det klarer vi alt sammen, og da der jo er ved at vise sig lidt lys ”for enden af tunnelen” i form af vaccine, kan vi forhåbentlig glæde os til at komme til at arbejde på normale vilkår en gang til næste år. Når Covid 19, cluster 5 og hvad de forskellige vira nu hedder, er kommer på afstand, kan det blive interessant at gennemgå kassen med ”Corona på Langeland”. Der er udklip og annoncer, Sundhedsstyrelsens skiftende restriktioner og lidt om mink. Det kan der utvivlsomt komme en tankevækkende artikel ud af. Man bliver ofte overrasket, når man betragter sådan en proces – epidemibekæmpelsen – i bakspejlet.

Selv om julen er mere eller mindre aflyst i år, kan vi sikkert regne med, at det bliver forår på et tidspunkt.


Nyt fra Havnegade

I efteråret har vi på arkivet fortsat arbejdet med registrering af de ret store indleveringer, vi trods Covid 19 har fået i løbet af året.

Antallet af besøgende på arkivet har i år været en del lavere end vanligt – både fordi vi jo i en periode havde lukket, og fordi vores brugere har foretrukket at kommunikere med os via mail.

Kommunens nye Erhvervs- turist- og kulturchef, Jane Jegind, har besøgt Byarkivet, og hun fik en grundig rundvisning samt orientering om vores arbejde og planer. Bl.a. får vi om forhåbentlig kort tid installeret både tyveri- og røgalarm.

Peter Krogsted Nielsen, der er cand. mag i historie og museologi, er som frivillig i arkivets støtteforening begyndt at arbejde med indskanning af fotos.

Arkivet har uden at blive spurgt eller få betaling for brug af vores fotos bidraget med et større antal illustrationer til en ny bog om Påø-strandingen, udgivet af Langelands Museum.


Mens vi venter på vaccinen

Der er nok ikke så mange, der tænker over, hvorfor den indsprøjtning, der gerne skal gøre en uimodtagelig for en given sygdom, egentlig hedder vaccine. Det gør den, fordi en ko hedder vacca på latin. Forklaringen er følgende:

Sygdommen kopper var helt op i 1800tallet en meget frygtet, dødelig sygdom. Således døde næsten halvdelen af Sjællands befolkning i 1592 af et udbrud af en særlig ondartet variant af sygdommen. I 1700tallet døde der årligt omkring 30.000 mennesker af kopper i Frankrig. Det var kendt, at hvis man havde haft sygdommen og overlevede, blev man immun over for nye angreb af kopper. At en person havde ar fx i ansigtet efter angreb af kopper, blev ikke anset for vansiring – tværtimod var det tegn på, at den pågældende ikke ville få kopper igen og risikere at dø af det. En koparret kone gik altså rundt med en slags indbygget livsforsikring.

Som så mange andre videnskabelige opdagelser blev koppevaccinen også gjort lidt tilfældigt. En engelsk læge, Edward Jenner, konstaterede i 1798, at malkepiger, der var blevet smittet med de temmelig harmløse såkaldte ”kokopper”, bagefter var immune over for smitte med ”menneskekopper”. Jenner foretog en podning med kokopper på et barn og påviste, at barnet ikke smittede andre og selv blev uimodtagelig over for de dødelige kopper.

I Danmark tog man ret hurtigt fat på at vaccinere mod den frygtede sygdom. Men det var en udfordring at få så godt som alle vaccineret. Uden en dækning på tæt ved 100% ville sygdommen stadig kunne dukke op.

I dag står myndighederne med det samme problem: hvordan få vaccineskeptikerne overbevist om, at de bør lade sig (og deres børn) vaccinere?

I 1810 fandt man en løsning, der dengang var meget virksom. Alle fik pligt til at lade sig vaccinere, og for at sikre, at ingen undslog sig, kunne man ikke bliver konfirmeret, hvis man ikke kunne fremvise en koppevaccinationsattest underskrevet af en læge.

Uden konfirmation kunne man ikke få et arbejde – eller blive gift for den sags skyld. Konfirmationen var helt op i 1900tallet indgangen til voksenlivet med alle dets muligheder og byrder.

I dag kunne man fx bestemme, at man ikke kunne komme i institution, skole eller på hospital uden en vaccinationsattest – det kommer dog næppe til at ske.

Koppevaccinationen virkede så godt, at sygdommen blev anset for udryddet i Danmark i 1976, så vaccinationspligten blev ophævet.

I 1980 erklærede WHO sygdommen for udryddet på verdensplan. Dog opbevares koppevirus stadig to steder, i USA og i Rusland, så man kan fremstille ny vaccine, hvis sygdommen skulle dukke op igen. Til gengæld er kopper kommet på listen over mulige biologiske krigsvåben, idet den unge generation jo ikke længere er beskyttet.

Kopper som våben er dog ikke en nyhed. Allerede 1754-67 brugte britiske styrker spredning af koppesmitte som våben i kampen mod indianere i Nordamerika. Da sygdommen var helt ukendt i den indfødte befolkning, havde de slet ingen modstandskraft og døde som fluer efter kontakt med de uldtæpper, ”blegansigterne” var så venlige at give dem. Tæpperne havde været brugt på hospitaler for folk, der var syge af kopper i Irland. Man fristes til at sige ”Fy for pokker!” – pokker er nemlig et andet ord for kopper.
 



A. Kokoppe-Indpodnings Attest

Saddelmager Fritz V. Christensens Datter Anna Fritza Vilhelmine Christensen

Født i Fæbæk og boende i Fæbæk

1 1/6 Aar gammel, er af mig, Underskrevne, Aar 1881 den 13 Juli

Indpodet med Kokopper

Ved nøjagtigt Eftersyn mellem den 7de og 9de Dag efter Indpodningen har jeg fundet alle de tegn, som vise dem at være de ægte Kokopper; de vare nemlig opfyldte med en klar Væske, i Midten nedtrykkede, og omgivne med en rød Kreds.

Hvilket herved bevidnes af

Rudkjøbing 20 Juli 1881 Røse, Distriktslæge

 


Rudkøbing, december 2020

Else Wolsgård