Skip til hoved indholdet
 

Nyhedsbrev fra

Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

nr. 4, 2019


”Pseudoarbejde” har været på dagsordenen i nyhederne i 2019. Det defineres som arbejde, der dybest set er spild af tid, idet det ikke er til gavn for hverken individer, virksomheden eller samfundet.

Denne form for beskæftigelse har mange ansatte stiftet bekendtskab med i 2019. Jeg tænker her på arbejdet med at udføre en række administrative øvelser som følge af den persondataforordning, der er vedtaget i EU, og som trådte i kraft 25. maj. Formålet med forordningen er at hindre kriminelle i at tilegne sig oplysninger om personer. Hvis man skal tage alle detaljer i forordningen for pålydende, betyder det, at ansatte i offentlige og private virksomheder skal være nøje inde i organisationens persondatapolitik, ligesom der skal være udførlige beskrivelser af alle procedurer, der involverer nogen form for ”data”. Det har udmøntet sig i timevis af det, der af medarbejderne er blevet opfattet som rent pseudoarbejde.

Og når man fx besøger sin fodterapeut, der forud for behandlingen beder kunden om at gennemlæse tre tætskrevne sider med beskrivelse af klinikkens politik vedr. behandling af personoplysninger, er målet i den grad nået. Der begås næppe mange ”fodfejl” i den type virksomheder!

Senest har der i pressen været omtale af, at ”GDPR-regler forhindrer lokalarkiver i opbevaring af kulturarv”, hvor formand for SLA, Jørgen Thomsen beklager, at reglerne er for restriktive i forhold til lokalarkivernes virke. Datatilsynets direktør, Cristina Gulisan medgiver, ”at reglerne i nogle tilfælde kan have medført en overdreven forsigtighed”. Selv justitsministeren erkender, ”at reglerne kan skabe unødvendige udfordringer”. Det, han mener, er vist, at udmøntning af reglerne skaber en masse unødvendigt bøvl. Og det har han da i den grad ret i.


Nyt fra Havnegade

Arkivets mangeårige medarbejder, Hans Peter Jansen, døde den 2. november i en alder af 83 år. Hans Peter arbejdede med at indscanne de ca. 120.000 glaspladenegativer, arkivet har fået overdraget fra lokale fotografer. Vi savner ham og sender varme tanker til hans familie.

Persondataforordningen – jævnfør ovenstående – har fyldt en del. Bl.a. har alle ansatte såvel som frivillige skullet gennemgå et internetbaseret kursus i håndtering af persondata. Alle bestod!

Vi har fået en stor indlevering fra familien Lollesgaard, Strandlyst, med kilder til frugtavlerdynastiets historie.

Byarkivets bevilling er skåret ned med 1000 kr. i 2020 og fremefter. Det fremgår af kommunens budgetaftale for 2020-2023.

”Arkivernes dag” 9. november åbnede vi en udstilling med titlen ”Gemt eller glemt”. Den fokuserer på virksomheder og forretninger, der ikke eksisterer mere, men som mange stadig husker. For mange rudkøbingensere var udstillingen som at gå en tur ned ad ”memory lane”. Tænk, at der i 1953 var 21 købmænd i byen! Udstillingen fortsætter i arkivets åbningstid i januar og februar.

Jeg har holdt et foredrag i Sognehuset om Rudkøbing kirkegårds historie.

Der har været to hold besøgende fra New Zealand – efterkommere efter udvandrere, der blev glade for de informationer, vi kunne give dem.

En dag kom et fransk ægtepar. Hustruens bedstefar var en af de franske fhv. krigsfanger på flydedokken, der strandede på Påø 4-5-1945. Hun var meget interesseret i, om vi havde fotos af begivenheden. Dem har vi jo rigtig mange af, og deres begejstring var stor, da de fik lov til at affotografere de spændende amatørfotos.

I anledning af 75 års dagen for strandingen planlægger naturvejlederen på Skovsgård samt Langelands Museum et event den 2. maj (som er en lørdag) og en udstilling, som Byarkivet naturligvis bidrager til.


En markant personlighed med et trist endeligt

Chr. Kiilsgaard nedskrev mange beretninger om mennesker i Rudkøbing, og det følgende er hovedsagelig baseret på hans fortælling.

Hinrik Niclasson Ohlsson blev født i Skåne i 1859. Hans far var en fattig skrædder, der vandrede rundt fra gård til gård og syede tøj. Hvordan og hvorfor Hinrik kom til Rudkøbing, vides ikke. Til gengæld ved vi med sikkerhed, at han nedsatte sig som skræddermester i byen i 1885 og oparbejdede en stor forretning.

Fra 1892 boede han i Ørstedsgade 8 (nu nedrevet), hvor han også havde værksted og butik. Ohlsson var kendt som en stor gourmand, og ved hans selskaber var der altid rigeligt mad og god drikkelse.

Han syede tøj til alle, høj som lav. Og ikke nok med det: Hvis kunderne var rejst fra Langeland, tog Ohlsson da bare det prøveklare tøj i en kuffert, indlogerede sig på Hotel Kong Frederik i København, hvor han så kunne gøre prøvningen færdig.

Eller han kunne aftale med kunden, at han tog fra Odense med et bestemt tog, og så gjorde han prøvningen færdig mellem Odense og Nyborg. Ohlsson lå altid inde med et ganske usædvanligt lager af klæde af bedste kvalitet. Selv optrådte han altid som reklame for sin virksomhed i ulasteligt jakkesæt med kridhvidt kravetøj.

I 1911 havde han 16 personer ansat.


Efter en god middag ville Ohlsson gerne spille bridge, men han tålte meget dårligt at tabe.

Måske fordi han kom fra meget fattige kår, var han nærmest smålig, når det gjaldt små beløb. Hver formiddag sad han sammen med byens andre ”spidser” på Hotel Skandinavien og drak te. Den kostede 25 øre, men så stod romflasken også på bordet til fri afbenyttelse. Når der skulle betales, manglede han altid 2-3 øre, som han regnede med at få eftergivet. På et tidspunkt blev værten på ”Skandinavien”, William Nielsen, irriteret over denne slendrian. Han begyndte at skrive de manglende småbeløb op og præsenterede så regningen for Ohlsson hver måned. Den blev altid betalt uden protest.

Kiilsgaard beretter, at Hinrik var en stor charmeur, han var langt op i årene helt sorthåret med et lille, tæt overskæg. Hans kone hed Augusta, og hun var 16 år yngre end han.

Det var dengang almindeligt, at man havde en stald i baggården, og det var der også bag Ørstedsgade 8. I stalden stor en stor, islandsk hest ved navn Jeppe samt en jumbe (en lav, tohjulet vogn, der kunne trækkes af en enkelt hest). Ohlsson brugte også Jeppe som ridehest rundt i omegnen.

Hans sidste år blev imidlertid triste. Som bekendt hærgede ”Den spanske syge” overalt i Europa i 1918, og Rudkøbing blev ikke skånet. Hver uge er der i avisen opgørelse over, hvor mange smittede og hvor mange døde der var.

Den 2. november 1918 døde sønnen Ole, 19 år gammel.

18. november 1918 døde Augusta Ohlsson, 43 år gammel. Et frygteligt slag for skræddermesteren, men han kom efter sigende gennem krisen og fandt glemsel i sit arbejde.

Så kom det næste hug: Den 7. december 1923 døde hans nu eneste barn, den tolvårige Grethe af mæslinger. Hun var hans øjesten og fra da af mistede Hinrik Ohlsson livsmodet.
 


Ægteparret Ohlssons børn, Ole og Grethe


I sit testamente oprettede han to legater ”Grethes Minde” på 25.000 kr., hvis renter hvert år i december måned skal uddeles til fattige børn i de kommunale skoler og ”Oles Minde” på 15.000 kr., hvis renter hver jul skal uddeles til trængende håndværkere i Rudkøbing eller deres enker.

Efter Grethes død gav hendes far op. Samtidig viste det sig, at han led af mavekræft. Den 17. marts 1924 var det slut. Hele familien Ohlsson blev samlet på kirkegården. Mindet om en flamboyant og usædvanligt dygtig forretningsmand står tilbage.


Kilder: Fyns Amts Avis 16-12-2019
Beretning nedskrevet af Chr. Kiilsgaard (upubliseret)
Fortegnelsen over døde på Langeland 1900 – 1969,
”Historiske huse og gårde i Rudkøbing”
Byarkivets fortegnelse over udstedte næringsbreve


Rudkøbing, december 2019,
Else Wolsgård

Acceptér cookies

Denne hjemmeside gør brug af cookies. Vi bruger cookes til at lære, hvordan hjemmesiden bliver anvendt, så vi kan forbedre brugervenligheden.

Når du har accepteret cookies, kan du altid fjerne dem igen ved at slette dem i din browser.