Skip til hoved indholdet

Nyhedsbrev

fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

nr. 3, 2020


Før sidste års folketingsvalg var der fremsat et forslag til ændring af arkivloven. Imidlertid besluttede Sammenslutningen af Lokalarkivers bestyrelse i januar i år at rette en henvendelse til kulturminister Joy Mogensen om en mere generel arkivlovsrevision. Inden henvendelsen var blevet sendt, kom der imidlertid et nyt udspil fra ministeriet, blot endnu ”tyndere” end det oprindelige. Forslaget gik blot ud på, at indføre en ret for borgere til at få indsigt i de oplysninger, der ligger om dem i offentlige arkivers samlinger, dvs. det skulle ikke længere være nødvendigt at søge om det.

Dette udspil fik SLA til at formulere en ny henvendelse til ministeren. Her pointerede foreningen især to ting: At gennemførelsen af GDPR-reglerne (persondataforordningen) har efterladt mange lokalarkiver i vildrede, ligesom kulturministeren blev opfordret til at stille sig i spidsen for en omfattende gennemgang af arkivlovgivningen med henblik på en revision, så lovgivningen i videst muligt omfang kommer til at understøtte arbejdet med at overvinde de udfordringer, arkiverne står over for i den digitale tidsalder. Samtidig anmodede SLAs bestyrelse om at få et møde med ministeren enten i ministeriet eller på et lokalarkiv. Joy Mogensen blev også inviteret til at komme til årsmødet i oktober og der redegøre for sine synspunkter.

Stor var skuffelsen derfor, da der endelig – efter fire måneder – kom en reaktion. På grund af epidemien havde ministeren meget travlt og kunne derfor ikke deltage i noget møde. De fremsatte synspunkter var der ingen kommentarer til.

Bestyrelsen vil derfor forsøge at rejse en debat om arkivlovens begrænsninger. Der planlægges indlæg i dagspressen samt kontakt til Folketingets kulturordførere.
Ovenstående er endnu et eksempel på, hvor svært det er at skaffe politisk bevågenhed til noget så ”kedeligt” som lokale arkiver. Lad os håbe, at SLA finder nogle andre måder at få indflydelse på.


Nyt fra Havnegade

Vi har i sommerens løb fået flere store indleveringer, der nu venter på at blive registreret og arkiveret. Og da arkivet jo har begrænsede personaleressourcer, har vi besluttet, at der ikke bliver nogen særudstilling på ”Arkivernes Dag” den 14. november. I stedet vil vi holde åbent hus og vise nogle gamle film i mødelokalet (for det antal mennesker, der nu engang må være til stede samtidig).

Den årlige, faglige ekskursion for arkivets medarbejdere gik i år til Marstal Søfartsmuseum og arkiv. Begge steder fik vi en kyndig rundvisning. Færgeturen var jo gratis. Efter frokost beså vi kirken og de specielle gravminder på kirkegården.

På opfordring fra professor Søren Poder, Århus Universitet, har jeg gennemgået Langelands Avis 1918-1920 med henblik på at udarbejde en retvisende fortegnelse over antal smittede og døde af ”den spanske syge” på Langeland samt de tiltag, der fra det offentliges side blev iværksat for at dæmme op for smitten. Der var dengang ca. 20.000 indbyggere på øen. Mellem 30 og 38 langelændere døde af sygdommen. Oplysningerne er baseret på avisomtaler og gennemgang af dødsattester, hvor dødsårsagen er angivet som lungebetændelse eller influenza. Det svarer til lidt under 2 døde pr.1000 indbyggere. Til sammenligning har Covid 19 indtil nu medført 1 dødsfald pr. 10.000 indbyggere.


Bør historien revideres?

Ifølge den for tiden fremherskende krænkelseskultur, som indebærer, at personer, der levede for flere hundrede år siden, bliver bedømt med nutidige parametre, burde statuen af Anders Sandøe Ørsted (ASØ) væltes ned fra sin sokkel for at blive smeltet om til lysestager. Hvorfor nu det?

Sagen er, at ASØ i 1801 blev dommer ved Hof-og Stadsretten i København. Her behandlede man i 1802 to ensartede sager, der begge drejede sig om slaver fra Vestindien. De to mandlige slaver var kommet til København, og da deres tidligere, danske ejere blev opmærksomme på dette, krævede de dem udleveret som retmæssig ejendom. Juridisk var problemet, at slaveri ikke var tilladt i Danmark, selv om det var både tilladt og normalt på de danske besiddelser i Vestindien.

Dommerne fandt i første omgang, ”at det var imod Ejendomsrettens Natur, at samme skulde ophøre, fordi dens Gjenstand kommer ind på et andet sted end det, hvor den er erhvervet”. Med andre ord: Var man slave i Vestindien, var man også slave i København, selv om slaveri var forbudt i Danmark.

Ørsted så lidt anderledes på sagen. Han mente, at ejerskab over mennesker ikke var mulig efter dansk ret. Der måtte derfor snarere være tale om et husbond-tyende forhold, livsvarigt altså. Politisk mente Ørsted, at det ville være bedst helt at afskaffe slaveriet, også i Vestindien.

Kort tid efter sendte en række slaver i København – der har åbenbart været en del – et bønskrift til Kancelliet, der var det øverste, administrative apparat. Kancelliet bestemte efterfølgende, at ”ingen Ejer måtte holde nogen Neger-Træl her i Landet længere end i en bestemt tid af 3 eller 6 Måneder. Såfremt han derefter agtede at beholde ham i sin tjeneste, måtte ejeren anses for frivilligt at have renunceret på sin Ejendomsret til Trælle og forpligter sig til at contrahere med denne, såfremt han agtede at beholde ham i sin tjeneste”. På nudansk: Man måtte I Danmark kun have en slave i 3 eller 6 måneder. Ville man beholde ham i sin tjeneste længere, måtte man ansætte ham. Man kan mene, at der var lang vej igen, før ligebehandling af sorte og hvide danskere kunne gennemføres.

Var ASØ og hans meddommere da racister og tilhængere af slaveri? Nej, det var de ikke. De måtte jo bruge den eksisterende lovgivning, når retssager skulle afgøres, og der var ikke taget højde for de situationer, der opstod, når mennesker, der havde været slaver i Vestindien, befandt sig i København og af gode grunde gerne ville ud af deres slaveri. Der er altså ingen grund til at sende Anders Sandøe Ørsteds statue til opmagasinering!

Man bør også huske, at Danmark var den første nation, der handlede med slaver, der forbød slavehandel. Det skete i 1792 med ikrafttræden i 1803. Endelig i 1848 blev slaveriet på De Vestindiske Øer afskaffet.

Dette portræt af Anders Sandøe Ørsted hænger på Byarkivet. Det har tidligere hængt i retslokalet på det gamle rådhus. Det er en kopi af et maleri af C.W. Eckersberg fra 1821. ASØ var da 43 år.
Det originale maleri tilhører Statens Museum for Kunst, men er udlånt til Statsministeriet.
Man kan forestille sig, at Ørsted syntes godt om portrættet, og at han derfor lod fremstille en kopi, som han så skænkede til retten i sin fødeby. Om det er korrekt, vides ikke, men det virker som en plausibel forklaring.


Kilder: OmSLAget nr. 2, 2020, medlemsblad for Sammenslutningen af Lokalarkiver.
Kronik af Rasmus Grønved Nielsen i Weekendavisen 21-8-2020 ”Retssagen om Bacchus”
samt Troels G. Jørgensen ”Anders Sandøe Ørsted som Dommer” (1928)

Rudkøbing, september 2020
Else Wolsgård