Skip til hoved indholdet

Nyhedsbrev fra
Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
nr. 2, 2020

 

Leder
Så har Byarkivet åbent igen. Ingen medarbejdere eller frivillige har – så vidt vides – været smittet med Covid 19.
Vi arbejder nu igen helt som vanligt, idet vi naturligvis iagttager de gængse hygiejneregler.

Mens mange har siddet hjemme, er det sjovt, hvor mange spørgsmål de er kommet i tanker om, at de gerne vil have arkivets hjælp til at løse. Det kan være informationer om en slagtermester, i hvis forretning spørgerens far blev udlært i 1947, eller avisartikler om en græsbrand, der fandt sted under et ophold på sommerlejr omkring 1960. Vores krystalkugle har været på overarbejde, og det er jo helt fint i en periode, hvor der ikke kommer nye afleveringer ind.

I denne sommer kommer der nok ikke mange udenlandske turister, men så kan man håbe, at der kommer flere danskere, der bliver nysgerrige og gerne vil vide noget om deres langelandske forfædre.

Vi glæder os til igen at modtage arkivalier og besøgende!

Nyt fra Havnegade
Under hele nedlukningen har jeg samlet avisudklip til en ”Corona-kasse”. Hvis nogen så om 10 eller 25 år ønsker at se, hvad der skete på Langeland under krisen, kan kassens indhold give svar på det. Der har også været tid til at skrive et afsnit til den nye udgave af TRAP Danmark om Langelands kultur- og fritidsliv.

Udstillingen om ”Gemt eller glemt” bliver stående sommeren over. Dette års tema for Arkivernes Dag den 14. november er ”Erindringer”. Det vender vi tilbage til i næste nyhedsbrev.

En anderledes sommerlejr
Da sommerferien i 1938 begyndte, rejste 52 glade drenge på ca. 10 år fra hhv. Randersgades skole og Gasværksvejs skole i København på sommerlejr på Nordlangeland i nærheden af Hou. Stedet hed Hjortebakken, og med sig havde drengene tre lærere, den ene lærers kone og lille barn samt et par kokkepiger og køkkenmedhjælpere.

Vejret var fint og drengene glædede sig til tre uger med leg og badeture. De så også hen til en udflugt, som de havde fået at vide, var feriens højdepunkt: Et besøg på herregården Steensgaard. Det var blevet en tradition, at hofjægermester Steensen-Leth hver sommer inviterede børnene og lærerne fra feriekolonien på besøg. Den 23. juni begav de sig til herregården, hvor de først fik en rundvisning i hovedbygningen med passende tid til at beundre alle de flotte malerier og andre kunstskatte. Staldene sprang man over denne gang, idet der var udbrudt mund- og klovsyge blandt gårdens dyr.

Til gengæld skulle de se gårdens laboratorium, som en af gårdens ansatte ville demonstrere og forklare. Laboratoriet var et lille rum på ca. 3x2 meter. Her stod også en stor beholder, en såkaldt ballon af glas, fyldt med 15 l. koncentreret svovlsyre, der blev brugt til bestemmelse af mælkens fedtprocent. Alle drengene kunne naturligvis ikke være i det lille rum på én gang, så nogle måtte vente udenfor. Laboratoriemedarbejderen henledte drengenes opmærksomhed på beholderen med svovlsyre og understregede, at dens indhold var meget farligt. Drengene rykkede frem i lokalet for at se eksperimenterne, så der blev lidt plads i rummet tæt ved væggen. Det benyttede en lille fyr, Ulrik, sig af og smuttede ind i laboratoriet. Da han var lille af vækst, trådte han op på en skammel for bedre at kunne se. På skamlen stod svovlsyreballonen. Ulrik var ved at miste balancen og kom til at skubbe til ballonen, der ramte gulvet og gik i stykker.

Syren flød ud og skabte straks vild panik blandt drengene. De skarpe dampe sved i øjnene, så de troede, de blev blinde. Alle ville ud ad døren på samme tid, nogle skubbede, så andre faldt midt i syrepølen.
Laboratoriearbejderen råbte, at de skulle gnide soda på de ramte steder, og soda var der heldigvis nok af i lokalet. Da de kom ud – nogle gennem et vindue – sprang mange af dem i dammen.

Naturligvis blev en læge hurtigt tilkaldt, og han vurderede, at nogle af de hårdest medtagne skulle indlægges på sygehuset, så en ambulance blev tilkaldt. Resten af drengene blev transporteret tilbage til feriekolonien, hvor det kunne konstateres, at 40 var blevet forbrændt i varierende grad.

Den nystiftede samaritterforening blev tilkaldt og medbragte 20 meter gazebind samt 5 kg. Lapissalve. Så blev drengenes sår forbundet. 24 af dem måtte holde sengen i flere dage.

Hvis var skylden for denne slemme ulykke? Politiet fastslog det aldrig, konkluderede kun, at det ikke var Steensgaards ansvar.

Da flere af drengenes tøj og sko var fuldstændig ætset op, blev en indsamling sat i gang. Ligeledes blev folk opfordret til at aflevere rene linnedklude, der kunne bruges som forbindinger.

Den hårdest medtagne var naturligvis lille Ulrik, der foruden omfattende ætsningsskader også fik nyrebetændelse og måtte blive på sygehuset i flere uger.

Mange af drengene har sikkert fået varige men i form af ar. I dag ville man forhåbentlig ikke lukke en flok livlige drenge ind i et lille lokale med en flaske farlig syre – og da slet ikke, når den stod på en skammel. Men dengang var der ingen Facebook og derfor ingen, der straks gik i gang med at placere skyld og kræve, at nogle blev stillet til ansvar.

Kilde: Langelands Avis og Langelands Folkeblad.
Rudkøbing, juni 2020
Else Wolsgård