Skip til hoved indholdet

Nyhedsbrev

fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

nr. 2, 2021

 

Dette nyhedsbrev bliver det sidste fra min hånd. Med udsigt til min 75 års fødselsdag til næste år synes jeg, det er på tide at bruge kræfterne på andre ting end arbejde. 

Jeg vil gerne understrege, at det har været femten et halvt dejlige år som leder af Rudkøbing Byhistoriske Arkiv. Både de lønnede medarbejdere og alle de frivillige har med deres aldrig svigtende entusiasme sørget for, at jeg ikke på noget tidspunkt kørte træt i de mange, forskelligartede opgaver, man som leder af et lille sted må påtage sig. Nyhedsbrevene – at finde ”den gode historie” hver gang – har været en af de opgaver, jeg har holdt mest af. 

Når vi alle løftede i flok og arrangerede en spændende temaudstilling, fx royale besøg på Langeland, Langelandsfestivalens jubilæum, færgefarten, var det både udfordrende og inspirerende. En dybfølt tak til jer alle. 

Også tak for samarbejde til Støtteforeningen og de andre arkiver.

På baggrund af alle de positive oplevelser på arkivet, blev jeg både skuffet og frustreret, da jeg i forbindelse med min fratræden blev præsenteret for det faktum, at arkivet for fremtiden skal være en afdeling under Langelands Museum. I femten år har jeg i tide – og utide – gentaget, at det er meget uheldigt, hvis et arkiv kommer til at ligge under et museum, idet de to institutioner på væsentlige områder er meget forskellige. Men jeg har altså ikke råbt højt nok. Erfaringen viser, at de steder, hvor et arkiv ligger under et museum fx Svendborg, Fåborg, Kerteminde er arkivet blevet ”lillebror”, når ressourcer skal prioriteres. Arkiver er traditionelt baseret på megen frivillig arbejdskraft, og ledelse af frivillige er en disciplin for sig, som museer ikke nødvendigvis har udviklet. 

Naturligvis håber jeg, at mine bekymringer ikke bliver til virkelighed. Lad os se om et par år. 

Museumsmedarbejder Jeppe J. Hørsholm er begyndt som ny leder på arkivet, foreløbig midlertidigt, til stillingen bliver besat efter opslag. Han sætter sig grundigt ind i tingene, og jeg ønsker ham god vind. 

Nyt fra Havnegade

I skrivende stund er det usikkert, hvornår arkiverne får lov til at åbne igen, men muligvis den 21. maj. Så bliver der nok at lave, idet der løbende er kommet indleveringer, mens der har været lukket. Flytningen af de mange tusinde glaspladenegativer til fjernlager i den forhenværende Trio Sport bygning på Spodsbjergvej er er meget stort projekt både praktisk og logistisk. Det står Peter Krogsted samt en håndfuld kommunalt ansatte for.

Kirsten Nistrup Vilhelmsen har arrangeret en udstilling i ventesalen over temaet Forsamlingshuse på Langeland og Strynø. Hendes bog af samme navn kan købes på arkivet for 75 kr. 

 
Et sjældent brev

For nylig havde arkivet besøg af en fynsk journalist. Han var primært interesseret i oplysninger om de tyske flygtninges forhold efter Befrielsen. I sin søgen efter relevant materiale på nettet var han stødt på et brev, der fangede hans blik, fordi der var et dansk flag på kuverten. Det viste sig, at brevet var skrevet af en af de forhenværende franske krigsfanger, der var om bord på flydedokken, der strandede ved Påø den 4. maj 1945. 

Det specielle ved dette brev er, at det er skrevet kun en uge efter, at strandingen fandt sted. Det er den eneste kendte førstehåndsberetning, der er nedskrevet så kort efter begivenhederne. Soldaten skriver brevet til sin (formentlig) kæreste, og det er adresseret til den lille købmandsforretning, hvor hun arbejder. Breve fra eks-krigsfangerne blev censureret, men han  havde ingen grund til at rose langelænderne og de danske myndigheder, hvis han ikke mente det. 

Er det så sandheden om flydedokken, han fortæller? Det kan vi naturligvis ikke vide – der er andre, der har afgivet lidt anderledes beretninger – men der er ingen tvivl om, at denne historie er den sandhed, soldaten Marcel troede på. 

Hvordan brevet er havnet til salg på nettet, ved vi ikke. En skanning af brev og kuvert ligger nu i arkivets sag vedr. Påø sammen med oversættelsen.

Langeland den 11. maj 1945

Kære Flore.
Jeg er meget glad for at kunne skrive nogle ord til dig for at forsikre dig om min skæbne.

Jeg har det godt og er ved godt helbred på en ø i Danmark efter en utrolig rejse. Vi er frie, bliver meget godt behandlet af den danske befolkning og meget godt bespist. Vi vil aldrig glemme den varme hjælp og entusiasmen hos alle indbyggerne på øen, som kom straks for at se os og vores flydedok, som udgjorde vores transportmiddel og var strandet 50 m. fra bredden.
 
Vi havde forladt øen Rügen ved Sassnitz på en dock, slæbt af en båd den 1. maj ved 5.30 tiden om aftenen.
 
Vi var omkring 600 franskmænd foruden russerne og 150 tyskere til at holde vagt over os. Efter 2 dage og 2 nætter på det baltiske hav befandt vi os nær Kiel, i et luft- og søslag af usete historiske dimensioner. Vores slæbebåd kappede os ude midt på havet efter 13 timer, og vi drev rundt. Dagen efter om morgenen fik vi øje på land. Med årer, som vi havde lavet, fik vi flåden dirigeret i den rigtige retning. Beskudt ved en fejltagelse lykkedes det os ved 16-tiden at komme tæt på kysten. 
 
Inde på land gjorde indbyggerne fortvivlede fagter, som vi tolkede som sympati. De flygtede rædselsslagne, sikre på at se os springe i luften hvert øjeblik, da der i vandet langs kysten lå flydende miner. 

Ved hjælp af flåder og de to både, fundet i nærheden, lykkedes det nogle at komme fra borde samme aften trods det oprørte hav. De blev budt velkomne af beboerne og modtaget af Røde Kors. 

Dansk Røde Kors kan man aldrig takke nok, de var der umiddelbart på stedet med læger og biler for at køre de sårede på det nærmeste hospital. 

Vi andre blev der hele natten og en del af formiddagen på dette forbistrede fartøj. 

Fra om morgenen kom der fem både, som sejlede i pendulfart, og hen imod kl. 13 var det hele forbi. 

Denne fjerde nat var den mest skrækkelige.

Vi var alle mere eller mindre rædselsslagne, og havde en frygtelig tørst, som varede hele rejsen, vi havde kun havvand, som var meget salt. 

Vores slaveri var slut, og vi var frie, og nu var det vagternes tur til at være fanger, sikke en glæde og lettelse. At kunne gå frit, som man ville, var som en drøm, man næppe kunne tro på. Denne ændring var så stor, Røde Kors og de lokale myndigheder tog sig aktivt af os og gjorde det nødvendige for at få os indkvarteret uden tøven.

Hvilken glæde til sidst at vide, at fangenskabet var endeligt overstået, og at det nu kun var et spørgsmål om måneder eller måske dage før gensyn med hele familien. Jeg slutter i hast, da man samler brevene til afsendelse. 

Hav det godt så længe og gode (søde?) kys

Marcel

 

Brevet er oversat af undertegnede og Troels Krøyer.

Rudkøbing, maj 2021
Else Wolsgård