Nyhedsbrev fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv nr. 1, 2015

Leder:

Foråret er over os, og det får trangen til hovedrengøring og oprydning til at blomstre. Således også på arkivet, hvor vi pludselig som efter en fælles overenskomst gik i gang med at omorganisere arkivalier og forenkle arbejdsgange.

Jeg har derfor lyst til i denne leder at fremhæve arkivets medarbejdere, lønnede og frivillige for deres evner til at samarbejde på kryds og tværs samtidig med, at de hver for sig arbejder meget selvstændigt.

I de seneste år er der kommet tiltagende fokus på frivilligt arbejde. Hvor man tidligere lidt nedladende omtalte frivillige som ”hattedamer”, er både myndigheder og organisationer nu helt bevidste om, at samfundet har brug for de frivilliges indsats – på det sociale område, men sandelig også på det kulturelle.

Uden de frivilliges stabile og langsigtede indsats, kunne Byarkivet ganske enkelt ikke fungere og langt mindre yde den optimale service til borgerne.

Langelands kulturliv hviler på mange frivilliges indsats – i Bio Langeland, på museet, i Medicinhaverne, for blot at nævne nogle få områder.

Det er derfor nødvendigt, at politikerne, lederne og vi, der får løn for arbejdet, husker at vise, hvor stor pris vi sætter på de frivillige, der lægger deres tid og kræfter på områder, de finder værdifulde.

Fra min side skal der lyde et stort TAK!

Nyt fra Havnegade:

Antallet af besøg på arkivet steg i 2014 til 1156 fra 768 året før. Alene i juli kom der 121 personer! Vi tror, at det til dels skyldes vores skilt uden for døren, som signalerer, at der er noget at se på indenfor. Turistkontoret og hotellerne er også gode til at henvise turister til os.

Dette nyhedsbrev udsendes nu til ca. 175 abonnenter, og vi vil naturligvis gerne have flere.

Efter omkonstitueringen i kommunalbestyrelsen inviterede jeg den nye formand for kulturudvalget, Jan Ole Jakobsen (V) på et besøg på arkivet, for at orientere ham om, hvad Byarkivet har at byde på. Samtidig opfordrede jeg til, at udvalget holder et af sine møder her i vores mødelokale.

Foråret er erfaringsmæssigt en travl tid på arkivet, men i år har slået alle rekorder. En væsentlig grund til det er, at der under stor mediebevågenhed er åbnet et nyt web site: www.arkiv.dk . Her kan man se, hvad de enkelte arkiver har registreret i det elektroniske registreringssystem Arkibas. Dvs. at man kan sidde hjemme i Skagen eller Seattle og undersøge, hvad vi fx har vedrørende en bestemt person – det kan være en soldaterbog, et skøde, et fotoalbum. Det skal understreges, at man kan se, hvilke arkivalier, vi har, men ikke selve arkivalierne. Det ville jo kræve, at det alt sammen var skannet ind, og det er mere, end vi kan klare.

Det, der sker nu, er, at interesserede sender os en mail ”Jeg kan se, at I har et foto, nr. BB 5588 af et skib ved navn Fanny Høgh. Min bedstefar var kaptajn på det. Kan I skanne det og sende det?” Og det kan vi jo.

Arkivets fleksjobber og seniorjobber var i januar på kursus for at lære den nyeste version af Arkibas, og den viden har de efterfølgende delt med os andre.

Der skal ikke herske tvivl om, at arkivet aldrig bliver færdig med at indsamle arkivalier. Vi har derfor udarbejdet en lille folder, der opfordrer til, at man fx ikke kasserer ukritisk fra et dødsbo, men i stedet henvender sig til arkivet. Folderen skal ligge i lægers venteværelser, på plejehjem og lignende steder.

En spydspids

Til brug for et indlæg på ”Kvindernes Internationale Kampdag” den 8. marts, der i år markerede 100 året for kvinders stemmeret til Folketinget, undersøgte jeg, hvem der var opstillet til et folketingsvalg på Langeland som den første kvinde.

Ifølge Folketingets oplysningskontor er der ikke blevet valgt en kvindelig folketingspolitiker her på øen. Men allerede i 1918 var der opstillet én, dog ikke af langelandsk oprindelse: Alexandra Karen Marie Lassen

Kvinde- og kønsforsker Drude Dahlerup har en bog på vej i anledning af 100 året for kvinders valgret til Folketinget. Når den udkommer, vil én af de portrætterede kvindelige politikere formentlig netop være Marie Lassen. Hun er et interessant bekendtskab.

Født i 1864 i Vejlby sogn, Randers Amt.

Hun blev gift i 1886 med redaktør Vilhelm Lassen, Ålborg Amtstidende. Avisen var på det tidspunkt den dominerende provinsavis og en central mediemæssig støttepille for Venstre.

Marie og Vilhelm fik tre børn, og hjemmet i Ålborg fungerede både som redaktionskontor og almindeligt, borgerligt hjem.

I 1905 blev Vilhelm Lassen udnævnt til finansminister, da I. C. Christensen (V) dannede regering.

Nu flyttede familien til København, hvor Marie var sin mands sparringspartner i alle politiske spørgsmål.

Desværre døde Vilhelm Lassen pludselig i 1908 en alder af 47 år. Marie var nu enke, 44 år og eneforsørger for tre børn.

Marie besluttede at videreføre avisen og blev dens myndige leder. Hun førte sjældent pennen selv, med redigerede ud fra faste holdninger. Hun forblev tæt knyttet til I. C. Christensen, der åbent erklærede, at han ingen politiske hemmeligheder havde for Marie Lassen.

Alligevel var hun ikke nogen offentlig person. Hun ville ikke holde foredrag eller føre sig frem.

Hun var på tale som muligt ministeremne i 1918 og 1920 – den første, kvindelige minister, Nina Bang, blev udnævnt i 1924.

De politiske ambitioner havde Marie Lassen til gode at få opfyldt. Hun blev endelig valgt til Borgerrepræsentationen i 1917, så der måtte hun jo være flyttet tilbage til København. 1920 blev hun valgt til Landstinget i Ålborgkredsen, og samme år modtog hun fortjenstmedaljen i guld, en ære der kun blev meget få kvinder forundt.

I 1918 forsøgte hun sig som venstrekandidat ved Folketingsvalget på Langeland.

De lokale aviser refererede udførligt fra vælgermøderne i alle øens byer. ”Langelands Avis” er som venstreblad positivt stemt over for fru Lassen, mens Folkebladet og Socialdemokraten naturligvis er kritisk indstillet. Det skinner igennem, at avisernes læsere vist er mere interesserede i diskussioner, hvor bølgerne er gået højt end i de overordnede landspolitiske emner.

At Marie Lassen var en dygtig og udholdende debattør, fremgår klart af referaterne. Fx når hun gør udfald mod de radikale i skikkelse af forsvarsminister Munch: De rosende ord, hr. Munch bruger om sig selv, kan ikke dække over den kendsgerning, at ord og handling står til hinanden som en knyttet hånd til et blåt øje. Hvis man skifter anskuelse efter et valg, er det ens simple pligt at stille sit mandat til rådighed for vælgerne!

Også dengang blev man konfronteret med sine løftebrud.

Hendes helhjertede indsats til trods var hele valgkampen op ad bakke og valgresultatet skuffende:

Ved valget den 22. april 1918 fik Venstre og dermed Marie Lassen kun flertal på to afstemningssteder: I Tullebølle og Simmerbølle. På Langeland fik P. Munch – radikal - 3785 stemmer, fru Lassen, Venstre 205, og redaktør Damkier, konservativ 680. Der blev ved valget i 1918 kun valgt 4 kvinder af Folketingets i alt 140 medlemmer. Det var 3 %. I dag er vi dog oppe på 39 %.

Marie Lassen var som nævnt meget tæt på at blive den første kvindelige minister i 1920, men hun var åbenbart for kontroversiel. Grunden var bl.a., at I. C. Christensen i mange år kom meget i hendes lejlighed på Gefions Plads, hvor han spiste hver dag, selv om hun var enke og han gift. Sladder var der sikkert masser af, men ingen ved i virkeligheden noget om deres forholds substans ud over, at de havde et politisk partnerskab.

Som før omtalt lykkedes det Marie Lassen at blive valgt til Landstinget i Ålborgkredsen i 1920, men desværre varede hendes karriere som politiker kun kort. Allerede i 1921 døde hun, 57 år gammel af en hjerneblødning.

Hun var i mange år venstres magtfulde mediedronning, og hun fik en storstilet begravelse fra Budolfi kirke i Ålborg, hvor ministre og andre honoratiores holdt taler. 80 store kranse bl.a. fra kongen og enkedronningen smykkede graven.

Hun var et smukt eksempel på en spydspids, der ikke knækkede. Men måske blev hun slidt op?

Rudkøbing, marts 2015

Else Wolsgård

Nyhedsbrev fra

Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

nr. 2, 2015

Leder

Selv om Byarkivet har en ganske anseelig mængde arkivalier, ligger det jo i arkivisternes DNA, at vi altid gerne vil udvide samlingen. I den anledning har vi udarbejdet en lille folder med opfordring til, at man ikke smider ud, før man har spurgt arkivet, om materialet har interesse. Den ligger nu i lægernes venteværelse, hos bedemanden, på plejehjemmene og biblioteket. Dertil kommer en lille omtale i Øboen. Det gav resultat: Torsdag den 28. maj fik vi ikke mindre end fem afleveringer ind! Og der går ikke en dag, uden at der kommer venlige mennesker, som har fanget budskalbet: Smid ikke historien ud - lad os passe på den! De indkomne arkivalier betyder naturligvis en øget arbejdsbyrde, fordi de skal registreres i Arkibas-systemet, men ingen skal holde sig tilbage af den grund!

Nyt fra Havnegade

Atter i år har Byarkivet modtaget en donation fra "Fyn-Langeland Fond". Det er vi meget taknemmelige over. Beløbet er anvendt til udskiftning af udtjente møbler samt et nyt gulv i mødelokalet i stueetagen.

SLAs medlemsblad OMslaget bragte i sit seneste nummer en fyldig, illustreret omtale af udstillingen på Arkivernes Dag 2014. "Langeland, færgernes ø". Fin reklame for Byarkivet.

Der har været flere interessante besøg - alle besøg er jo interessante, men nogle dog mere spektakulære end andre. En tysker søgte sin far, der var dræbt om bord på et skib den 4. maj 1945, men aldrig fundet. En analyse af alle ilanddrevne lig i tiden efter gav dog intet entydigt svar, kun nogle muligheder. Han var dog alligevel meget tilfreds.

En amerikansk familie, Kriby, hvor mandens bedstefar (søn af bager Krejby på Torvet) udvandrede i 1880 fik en masse detaljer om familien samt foto af oldefar. Som alle amerikanere blev de overraskede over, hvor gamle bygninger, der er her.

I anledning af Langelandsfestivalens 25 års jubilæum arrangerer vi en udstilling om festivalens historie. En dedikeret festival-fan har lånt os mange effekter og avisudklip, men vi mangler stadig fx en festival-kasket, en lille giraf og andre souvenirs. Hvis der er nogen af læserne, der har sådanne ting, som de vil låne os, hører vi meget gerne fra jer!

Mogens Kremmer, der har været frivillig på arkivet i 10 år, har efter sin 70 års fødselsdag valgt at holde op som frivillig. Vi kommer til at savne ham og hans særlige kompetencer.

Politisk diciplin en mangelvare

I disse uger med et uendeligt antal politiske debatter og rundbordsdiskussioner bliver man ind imellem overrasket over, hvor lidt disciplin der er blandt politikere. Nogle gange minder en såkaldt partilederdebat mere om en uorganiseret gladiatorkamp end en civiliseret udveksling af synspunkter og programerklæringer.

Men der er jo som bekendt intet nyt under solen. Med Chr. Kiilsgaard og Jens Mollerups bog "Rudkøbing, topografi og bystyre" samt Langelands Avis 1876 som kilder følger her beretningen om Rudkøbing Byråds vanskeligheder med at tilpasse sig en demokratisk debatform:

I mange år var der ingen form over byrådsmøderne. Medlemmerne sad omkring bordet og snakkede sammen, som det passede dem. Det har måske også været ganske hyggeligt, men det havde unægtelig også sine ulemper, og det var for at bøde på dem, at borgmesteren - H. C. Sager - i byrådsmødet den 15. januar 1876 meddelte, at "sagerne herefter ville blive behandlet parlamentarisk." Han mente, det ville fremme forhandlingerne, selv om det i begyndelsen ville virke noget tvungent.

Eksperimentet lykkedes dog ikke. Det fremgår af Langelands Avis, der i sit referat af byrådsmødet 10. februar samme år meddelte, at den fralagde sig ethvert ansvar for mulige misforståelser af udtalelserne, fordi medlemmerne, trods vedtagelsen af parlamentarisk orden, stadig snakkede løs, "uden at Ordet enten forlangtes eller gaves til nogen".

Man gled derefter tilbage til den gamle, frie forhandlingsform, som altså også havde sine modstandere. Der var i det hele taget langt fra almindelig tilfredshed med byrådet og byrådsmøderne. Da der i 1882 blev holdt prøvevalg i Borgerforenigen - den tids meningsmåling - udtalte redaktør Damkier, at hvis han blev valgt, ville han være i opposition til den reaktionære regeringsånd i byrådet og ville søge at vække borgernes interesse for rådets forhandlinger. Det kunne ske ved at få indført den så dybt savnede parlamentariske orden, "thi enhver kan uden Besværlighed indse, at så længe Rådets samtlige Medlemmer sidder og taler i Munden på hverandre kan det ikke have synderlig interese for voksne Mennesker at høre derpå."

Damkier blev ikke valgt, men hans udtalelser giver et godt billede af datidens byrådsmøder.

For at bøde på den frie forhandlingsforms ulemper, indførte borgmester Krarup derfor noget nyt. Efter at han den 8-1-1897 havde åbnet byrådsmødet, pegede han på en dirigentklokke, han havde anbragt på bordet, og sagde, at den skulle minde medlemmerne om, at de skulle tale én ad gangen. Hvor den er blevet af, vides ikke.

Den sidste rest af de gamle, formløse tilstande forsvandt dog først i 1936, da redaktør Borgstrup foreslog og fik vedtaget, at talerne skulle stå op. Kun borgmesteren vedblev at sidde ned.

Rudkøbing juni 2015

Else Wolsgård

Nyhedsbrev fra

Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

nr. 3, 2015

Leder

Som nævnt i seneste nyhedsbrev arrangerede vi en udstilling i anledning af Langelandsfestivalens 25 års jubilæum. Nogle festival-arkivalier havde arkivet naturligvis selv, men det meste lånte vi. Oven i købet erhvervede vi en mannequindukke fra en nedlagt butik. Den blev udklædt som en typisk festivalgæst anno 1990 og gav lidt ekstra ”liv” til udstillingen.

Udstillingens tema betød, at vi fik mange gæster, både lokale, turister og egentlige festivalgæster. Når de var kommet ind og havde set udstillingen, var der en del, der fortsatte op på første sal for at beundre de smukke, gamle lokaler.

Godt 200 personer besøgte udstillingen i de ca. fem uger, den var åben – og det inkluderer kun dem, der fik skrevet i gæstebogen.

Det bliver ikke sidste gang, Byarkivet formidler Rudkøbings nyere historie!

Nyt fra Havnegade

Da den nye regering var dannet sidst i juni, og det fremgik, at Bertel Haarder var blevet kulturminister, øjnede jeg en oplagt chance for et ministerbesøg på arkivet. Formålet var naturligvis at informere ministeren om, hvad der foregår på den arkivpolitiske front. Selve anledningen var, at jeg vidste, det stod i Haarders kalender, at han skulle deltage i Ørstedspris-uddelingen den 14. august – lige her ved siden af i Ørsteds Pavillonen. En invitation røg af sted, men desværre – han havde overtaget en af den tidligere ministers aftaler og kom derfor slet ikke til Rudkøbing. Vi prøver igen en anden gang!

I løbet af sommeren har vi fået mange afleveringer. Jørgen Jensen, Lindelse har doneret en stor fotosamling. Det samme har Chr. Andersens enke.

Arkivets årlige, faglige ekskursion for alle medarbejdere gik i år til Nyborg Slot. Der fik vi godt en times rundvisning, der vist oversteg alles forventninger. Tænk, at Nyborg engang var Danmarks regeringscentrum!

Langeland Kommune har fået ny organisationsplan. Det betyder, at Byarkivet nu refererer til bibliotekschef Anni Bagge Jensen.

Den 14. september deltog vi i det halvårlige møde for alle Langelands arkiver. Denne gang var det på Strynø, hvor vi beså arkivets nyrenoverede lokaler på skolen – meget imponerende.

Årbogen Øboer 2015 udkommer sidst i oktober. Den præcise dato bliver offentliggjort senere.

På ”Arkivernes dag”, lørdag den 14. november, arrangerer Støtteforeningens bestyrelse i samarbejde med arkivets medarbejdere en udstilling med fokus på hundredåret for kvinders valgret til Folketinget.

Et uventet besøg

I løbet af sommeren har jeg skrevet en grundig artikel til årets udgave af Øboer om Jens Christian Bay (1871-1962), hvis buste står i Ørstedsparken. Han boede de første 12 år at sit liv i Rudkøbing og emigrerede som 21 årig til USA. Der opnåede han en for en immigrant usædvanlig høj stilling: Han blev chef for USA's største naturvidenskabelige bibliotek, The John Crerar Library i Chicago. Hele livet følte han stor veneration for sin fødeby. Fx holdt han Folkebladet, som han fik sendt i pakker en gang om ugen – med skib altså. Jens Chr. Bay bidrog ofte til avisen med knivskarpe barndomserindringer fra Strandgade og fra skolen. Som ældre sagde han:”Når jeg er død, vil man finde Rudkøbing i mit hjerte”.

Jeg fandt hans livsbane og karriere fascinerende og nød at stykke historien om ham sammen på grundlag af de talrige arkivalier, Byarkivet har om ham.

Stor var min overraskelse, da der i sidste uge uanmeldt kom to amerikanere. Jeg spurgte, hvad jeg kunne hjælpe dem med. De spurgte, om jeg måske kendte noget til en Jens Christian Bay?

De blev helt paf, da jeg kunne fortælle dem, at de var kommet præcis til den rette. Det viste sig, at John og Dorothy Bay var børn af Alfred, Jens Chr. Bays næstyngste søn. Faktisk havde de jo kendt den gamle herre, men der var alligevel mange ting, de ikke vidste om ham, bl.a. at han var amerikansk hovedtaler ved Rebildfesten i 1925. Min artikel til årbogen fik de med – på dansk selvfølgelig – men de får den oversat af en dansk studerende hjemme i Missouri.

Da vi havde udvekslet informationer, tilbød jeg dem en lille byvandring. Vi så det hus, hvor familien Bay boede, kirken og skolen. Om fredagen, hvor arkivet jo har lukket, inviterede jeg dem samt John B.s kone, der var med på rejsen, hjem hos mig til kaffe. Vi tilbragte et par hyggelige timer i Skrøbelev, og jeg er sikker på, at de synes, de har fået meget med hjem fra deres rejse til Langeland. De boede her i hele to uger og kørte rundt på øen, på Lolland og Ærø. København brød de sig ikke om!

Rudkøbing september 2015

Else Wolsgård

Nyhedsbrev fra

Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

nr. 4, 2015

Leder

December er en måned, hvor traditionerne står i kø. Rigtige traditioner altså, ikke sådan nogle skikke, man udnævner til tradition, bare fordi man gjorde det samme sidste år.

Juletraditioner er forskellige fra landsdel til landsdel – måske dog mindre nu end før, hvor man spiste suppe og peberrodskød eller torsk på Langeland, mens man i en anden landsdel gik ind for fjerkræ.

Juletræet er i dag en selvfølge, og det første danske juletræ tændtes i København i 1811. På Langeland varede det til 1844, før et juletræ så dagens lys på Skovsgård. Og hvor ved vi så det fra? Fra arkiverne selvfølgelig. Nedskrevne erindringer, notitser i avisen, historikeres og etnologers indsamling af beretninger om julen på landet og i byen op gennem tiden. Hele den immaterielle kulturarv bliver med omhu bevaret på Byarkivet såvel som på andre arkiver. ”Naturligvis” vil mange sige, for det ville da være meget mærkeligt, hvis der ikke var steder, hvor man kan få oplysninger om skik og brug for fx hundrede år siden.

En selvfølge er det dog ikke. Indsamling og bevaring af kulturelle minder kræver en aktiv indsats – ikke blot til jul, men hele året.

Alle medarbejdere og frivillige på Rudkøbing Byhistoriske Arkiv gør hver dag deres bedste for at passe på byens og øens historie og bevare den for eftertiden. Vi er meget glade for, at mange borgere husker på arkivet i stedet for at køre gamle papirer hen til ”småt brændbart”.

Tak for året, der gik, til alle nyhedsbrevets læsere og glædelig jul og godt nytår!

Nyt fra Havnegade

Byarkivet har haft besøg af Nationalmuseets kirkekonsulenter, der er i gang med en gennemgribende beskrivelse og historisk udredning af alt om Rudkøbing kirke. De var meget tilfredse med de informationer og gamle fotos, arkivet rummer.

Undertegnede har i år skrevet en artikel om Jens Chr. Bay – født i Rudkøbing, død som overbibliotekar i Chicago – til årbogen ”Øboer 2015”. Det var derfor meget interessant at møde et par af Bays børnebørn (begge omkring 70 år), der var kommet til Langeland for at sætte sig ind i deres bedstefars baggrund. Mødet gav anledning til en udveksling af informationer til glæde for begge parter.

På grund af ændringer i kommunens direktion er Byarkivets øverste chef nu direktør Mie Pedersen, idet vi i praksis refererer til bibliotekschef Anni Bagge Jensen.

”Arkivernes Dag” var i år den 14. november. Arkivets støtteforenings bestyrelse havde valgt at sætte fokus på 100-året for kvinders valgret til lands- og folketing.

Fhv. museumsinspektør Helle Ravn holdt et foredrag om markante kvinder på Langeland. På første sal var der som sædvanlig kaffe, vin og hyggeligt samvær.

Den 27. november åbnede en udstilling i museets afdeling i Østergade om konservering og bevaring. Den har arkivet bidraget til med eksempler på, hvordan man før i tiden ikke var bevidst om bevaringsmæssige faldgruber.

Arkivet har fået nogle interessante bøger som gave. Søren Stidsholt Nielsens store værk ”Øhavsfærger” og Tommy Jensens ”Forandringer i Rudkøbing 1997 til 2015” – begge gaver skyldes, at vi har bidraget med informationer og fotos.

Langelands Avis december 1915

Første Verdenskrig var et år gammel og satte sit præg på nyhederne. Således blev det meddelt, at Frankrig med øjeblikkelig virkning stoppede al vineksport. Den franske vin skulle nemlig forbeholdes soldaterne!

På det lokale plan var der nyheden om, at Langelands Telefonselskab nu havde 592 abonnenter. Det var derfor nødvendigt at indføre reglen om, at man skulle oplyse nummer på den, man ønskede at tale med – selv om det kunne forudses, at det ville kræve nogen tilvænning.

Der var udbredt nød, og dyrtiden gjorde kun ondt værre. Rudkøbing Hjælpekasse uddelte derfor hjælp i form af mad, så alle familier i det mindste kunne få ”ét ordentligt Måltid i Julen”. Frelsens Hær påtog sig at sørge for vinterbespisning af børn under skolealderen og søgte i den anledning om pengegaver og naturalier.

”Langelandsmordet”, der blev begået pinsedags nat 1896, har påkaldt sig interesse helt op i vor tid. Et ældre ægtepar i Oure blev myrdet med en kølle. En mand med tilnavnet Ruder Konge blev mistænkt og fængslet, men senere løsladt på grund af manglende beviser.

Sagen blev genoptaget seks år senere, hvor Ruder Konge og to andre mænd blev dømt for mordet.

Når det nævnes her, er det, fordi de dømte, deriblandt Christian Larsen Kullerup (CK), blev benådet og løsladt fra Horsens Tugthus den 15. december 1915 efter ti års fængsel.

Han blev straks efter løsladelsen bestormet af journalister. Det passede ham udmærket, idet det gav ham lejlighed til at understrege, at han var uskyldigt dømt og ville gøre alt for, at sagen blev genoptaget.

På Byarkivet har vi en lang række breve, der er skrevet i fængslet af Christian Kullerup. Dels til hans datters plejeforældre, dels til hans far. På grundlag af disse breve kan man konkludere, at CK havde taget godt ved lære af den korte skolegang, han havde fået.

Af protokollerne for ”Langelands Forening for Plejebørn af 1867” fremgår det, at Christians mor i 1882 bad foreningen om at optage hendes søn på 9 år. Moderen døde senere på anstalten i Middelfart efter at være anklaget for et incestuøst forhold til sin søn.

Plejeforeningens referent anfører, at ”Faderen er idiotisk og meget drikfældig. Drengen mangler i høj Grad Opdragelse og Vejledning”. Han blev hurtigt anbragt, og vi har et foto af Christian med sine plejeforældre og –søster.

Når man læser referaterne af forhørene og retsakterne fra sagen i 1902-3, er det tydeligt, at der var noget, der ikke stemte. Kullerup kunne simpelthen ikke have været til stede på mordstedet. Men sagen gik sin gang op gennem alle instanser i systemet og endte i højesteret, hvor tre af de anklagede blev dømt til tugthusarbejde på livstid. For CK’s vedkommende var det afgørende et vidneudsagn fra en kaptajn, der først seks år efter forbrydelsen kom i tanker om, at han vist havde solgt billet til CK den pinse, og at denne havde betalt med en tikroneseddel! Som han underforstået måtte have stjålet. Faktisk tilstod han på et tidspunkt at have været til stede ved mordet, men det skete under hårdt pres. Hvem der havde svinget køllen, afgav han skiftende forklaringer om.

Politiassistent Jørgensen, senere kæmner, der havde været stærkt involveret i sagen, var overbevist om Kullerups uskyld. Efter højesteretsdommen rejste han til København, hvor han opsøgte justitsminister Alberti. Han fremlagde sagen og bad om, at den måtte blive genoptaget. Alberti svarede, at det var meget muligt, at der var begået et justitsmord, men det måtte man lade ligge, da befolkningen i modsat fald ville miste tilliden til retssystemet.

Ironisk nok kom CK og Alberti til at afsone i Horsens Statsfængsel samtidig.

Sagen blev aldrig opklaret, men alle de, der i tidens løb har forsøgt at finde sandheden, har konkluderet, at Kullerup var uskyldig. Han bosatte sig efter løsladelsen i Rudkøbing i Smedegade 18. I fængslet havde han lært at binde børster, og han ernærede sig til sin død i 1952 som børstenbinder.

Rudkøbing, december 2015

Else Wolsgård