Nyhedsbrev fra 

Rudkøbing Byhistoriske Arkiv 

nr. 1, 2016 

1. Leder  
 
Kulturminister Bertel Haarder er en erfaren politiker. Selv om han har arbejdet med politik i mange år, fornægter hans baggrund i højskolemiljøet og det deraf følgende kultursyn sig dog ikke. Se bare, hvad han har sagt: 

"Kultur handler om alt det, der ligger ud over det nødvendige. 

I en tid, hvor man har så travlt med nødvendighedens politik, er det ekstra vigtigt at sætte fokus på alt det, der ikke er nødvendigt, men som giver livet indhold og mening." 
 
Så sandt! Hvis der ikke er råd til at sørge for, at de kulturelle strømme kan flyde ubrudt i vores land, ender vi, som professor og forfatter Michael Böss formulerer det, med "det demente samfund", dvs. et samfund uden historisk viden og bevidsthed. Vi skal vist være glade for, at det er Haarder, der er kulturminister og ikke Lars Løkke, der kækt har udtalt, at han ikke synes, det er interessant "at se i bakspejlet". Der er nok ellers mange, der har haft stor gavn af netop den øvelse – især når de lægger an til overhaling. 

Spøg til side. I min optik er historie et meget vigtigt fag, der sammen med vort sprog er det, der gør os til danskere. Mange siger, at det ikke er nødvendigt at kende historiske facts, for dem kan man jo altid slå op, hvis man har brug for dem. Ja, det kan man, men det, man lige slår op, er nok ligeså hurtigt glemt igen. En grundlæggende viden om vort lands, Europas og resten af verdens historie sætter den enkelte i stand til at perspektivere det, der sker i nutiden og forhåbentlig få en bedre forståelse for, hvad der sker politisk her og nu. Amen (hebræisk= sandt). 

2. Nyt fra Havnegade 
 
Igen i år har Fyn-Langeland Fond begavet Byarkivet med en donation på 10.000 kr. Vi er naturligvis meget glade for pengene og også for den påskønnelse af arkivets arbejde, vi ser donationen som udtryk for. 

Ovennævnte gave danner grundlag for, at vi har bestilt trådløst netværk i læsesalen og mødelokalet – en facilitet, som brugerne af arkivet utvivlsomt vil sætte pris på. Mange besøgende har deres egen bærbare PC med, og for fremtiden vil de kunne benytte den til at arbejde på, mens de er på arkivet. 

En brochure om "KUNST I DET FRI" har været længe undervejs. Idéen til pjecen opstod, fordi vi ikke så sjældent får forespørgsler om forskellige kunstværker i det offentlige rum i Rudkøbing. Faktisk er der ganske mange af den slags kunstværker – 25. Dem har vi alle sammen fotograferet. I brochuren er der en omtale af de enkelte værker, deres historie og kunstneren bag. Naturligvis er der også et kort over byen med værkernes placering, så man kan tage sig en spadseretur fra kunstværk til kunstværk, hvis man har lyst. Brochuren er på 32 sider, og den kan købes på arkivet eller på Turistkontoret til en pris af 10 kr. 

Vi har fået flere, fine afleveringer bl.a. en række kunstfotos af den kendte fotograf Frode Bendixen (1906-1990) og hans kone, Inga. 

I begyndelsen af april holder Byarkivet på opfordring fra Langelands Bibliotek en gratis introduktion på biblioteket til, hvordan man begynder på en undersøgelse af sin slægt. Se evt. opslag på bibliotekets hjemmeside. 

Sammenslutningen af Lokalarkiver har meldt ud, at temaet for årets "Arkivernes dag" lørdag den 12. november, bliver sport. Der er jo heldigvis god tid, så arkivet og dets støtteforening kan beslutte, hvilke sportsgrene, vi vil fokusere på. Hvis nogle af nyhedsbrevets læsere har interessante sportshistorier, gamle sportstrøjer og sportstilbehør med en historie, vil vi meget gerne høre om det og evt. låne ting til udstilling. 

Vi gør opmærksom på, at man kan blive venner med Byarkivet på Facebook. Så får man løbende nyheder og kan følge med i, hvad der sker på arkivfronten i Rudkøbing. 

3. Flygtninge for 77 år siden – en integrationshistorie 
 
At modtage flygtninge er ikke en ny udfordring for Danmark. Måden, udfordringen er blevet taklet på, har dog forandret sig en hel del gennem tiden. Det vil jeg illustrere gennem den følgende beretning, som Byarkivet for nylig modtog. 

Det er en selvbiografisk historie skrevet af en kvinde, der blev født i 1924 i Leipzig. Familien var jødisk, men langtfra ortodoks. 

Allerede som tiårig oplevede "Esther" nazismens skræmmende udtryk, da en klassekammerat pludselig vendte sig om og hvæsede: "Jeg vil ikke have dit jødepust i nakken". I 1938 tog jødeforfølgelserne for alvor fat og kulminerede med "Krystalnatten" i november. De jødiske familier gik i skjul og måtte stole på de mennesker, der i dage eller uger stillede loft eller kælder til rådighed for de eftersøgte. 

De, der havde råd, søgte visum til andre lande – England, USA, ja sågar Kina. Et fåtal fik indrejsetilladelse til det daværende Palæstina. Esther blev medlem af en forening, der skulle forberede de unge jøder på en tilværelse i kibbutz. De fleste var fra storbyen og kendte ikke noget til landbrug. Da Verdenskrigen brød ud den 1. september 1939, var de alle sikre på, at Hitlers dage var talte, så jøderne snart kunne vende hjem til deres vanlige tilværelse. Men de blev klogere! 

Til gengæld kunne de glæde sig over, at de havde fået opholdstilladelse i Danmark. Tilladelsen gjaldt kun for unge og med den klausul, at de ikke kunne få arbejdstilladelse og dermed heller ikke løn. I stedet skulle de være en slags plejebørn fortrinsvis på landet. Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed organiserede opholdet og Mosaisk Trossamfund sørgede for lommepenge til de unge jøder på flugt. Opholdet i Danmark var beregnet til at være midlertidigt, indtil de kunne få indrejsetilladelse til Palæstina (hvilket aldrig skete). 

For at få lov til at forlade Tyskland skulle "Liga-børnene", som de blev kaldt, skrive under på aldrig at komme tilbage til deres fødeland! Statsløse blev de også. Esther forstod ikke helt rækkevidden af alle disse foranstaltninger, men det gjorde hendes mor, som frygtede aldrig mere at komme til at se sin dengang 14 årige datter. Frygten viste sig velbegrundet. 

I oktober 1939 gik turen endelig til Danmark. Esthers gruppe blev sendt til Jylland, hvor hun havnede hos en købmandsfamilie. Lettelsen over at være undsluppet nazisternes rædselsregime gjorde, at de unge gjorde deres bedste for at tilpasse sig forholdene. I dag ville vi kalde dem "uledsagede, mindreårige flygtninge", men det begreb kendte man ikke dengang. Disse børn, hvoraf de fleste var fra storbyer og var vant til centralvarme, toilet og andre faciliteter, skulle nu lære at klare sig på kamre, hvor der var is på dynen og vand skulle hentes til fods, når rørene frøs til. Nogle steder blev Liga-børnene direkte udnyttet som gratis arbejdskraft. At de unge intet kendskab havde til det danske sprog gjorde selvsagt ikke tilpasningen nemmere. 

Eneste lyspunkt i dagligdagen var det sporadiske samvær ved de andre unge, der var anbragt i nærheden. Man kunne ikke få pakker hjemmefra, og selv en kort telefonsamtale blev blokeret af de tyske myndigheder. 

Der var ingen forståelse i Ligaen eller hos flertallet af plejeforældre for, hvordan kultur- og sprogsammenstødet påvirkede børnene. Man forventede, at børnene i taknemmelighed over at være kommet til Danmark udviste absolut lydighed over for deres danske værter – uanset hvilket arbejde de blev sat til, eller hvilke forhold de blev budt. 

Efter et stykke tid blev der organiseret en slags undervisning hos en "vandrelærer "en gang om ugen. Ikke mindst samværet med de andre jødiske unge var en kæmpe gevinst for de ensomme børn. 

Den tyske besættelse den 9. april 1940 satte jøderne i højeste alarmberedskab, men ude på landet i Jylland mærkede man ikke meget til ændringen. 

Året efter flyttede Esther til en gård i nærheden af, hvor hendes kammarater var. Det føltes som slaraffenland. Naturligvis hjalp hun i bedriften, hvor hun kunne, men tog sig mest af børnene. Hun følte, at hun her blev behandlet som en kær gæst. Snart blev hun dog flyttet til en ny gård, hvor hun også blev glad for at være. Selv om hun nu var blevet helt god til dansk, fik hun stadig kun fem kroner om måneden i lommepenge. I sommeren ’42 fik Esther tilbud om at komme tre måneder på højskole. Her lærte hun mere sprog, ligesom hun fik en grundig indføring i dansk kultur og nordisk mytologi. Hun fik kort sagt efter eget udsagn stor forståelse for danskheden. 

Efterhånden holdt livstegnene fra familien i Tyskland op. Den sidste meddelelse fra hendes mor var et postkort med den kryptiske tekst "Vi er på vej til Riga". Derefter kom der ikke flere livstegn. Efter krigen meddelte de tyske myndigheder, at familien var død i KZ lejr. 

Til gengæld var der kommet en ny forkarl på gården, Jens. De to unge fattede mere end sympati for hinanden, og Esther blev vel modtaget hos Jens’s familie. 

Truslerne fra besættelsesmagten tog til i 1943, og de unge mente, at Esther ville være bedre beskyttet, hvis de giftede sig, så hun kunne få dansk statsborgerskab. 

Som tænkt så gjort, selv om hun kun var 18 år. 

Snart spidsede situationen dog til. Tyskerne kørte rundt og søgte efter jøder, og Esther måtte skjule sig hos behjertede mennesker. Situationen blev hurtigt uholdbar, men heldigvis viste det sig, at både Esther og Hans kunne komme til Sverige – hun nægtede nemlig at tage af sted uden ham. 

En fjerdedel af Liga-børnene, ca. 45, blev arresteret af tyskerne i oktober ’43 og ført i KZ-lejr. 

Esther og Jens kom problemfrit til Sverige, og han blev medlem af den danske brigade. Efter Besættelsen vendte parret tilbage til Jylland, og deres ægteskab varede livet ud. 

Esther blev fuldstændig integreret, ja assimileret i det danske samfund. Hun opdrog sine børn som kristne (selv om de efter de officielle definitioner var jøder, født af en jødisk mor). Sproget lærte hun til perfektion, hvilket ses af hendes skriftlige beretning. 

Hvorfor blev det sådan en positiv integrationshistorie? Der er sikkert mange faktorer, der gør sig gældende: Børnene blev anbragt hver for sig, så de blev nødt til at lære sig dansk så hurtigt som muligt, selv om man må huske, at de selv troede, at opholdet i Danmark kun var midlertidigt. 

Den tyske kultur lignede den danske på mange punkter, og selv om deres religion som udgangspunkt var jødisk, kom børnene ikke fra stærkt ortodokse familier, dvs. de spiste flæskesteg, når det blev serveret. 

For Esthers vedkommende betød ægteskabet med Jens naturligvis meget. Hun ville gerne være rigtig dansk og gjorde sig umage, selv om de danske egnsretter var noget af en udfordring for hende. 

Jeg tror, det er meget vanskeligt at drage paralleller mellem flygtningebørn i 1939 og i 2016. Bl.a. er de materielle krav vokset betydeligt (mobiltelefoner, internet, cykler og cigaretter). Men først og fremmest er de unge flygtninge i dag ikke en homogen gruppe, idet de består af mange nationaliteter fra Afrika til Mellemøsten og Afghanistan. De har ikke meget til fælles, ikke engang et sprog. Til gengæld er de alle af hankøn, hvad der nok kan føre til nogle slagsmål af og til. Det er ikke nogen let opgave at få dem, der får opholdstilladelse, integreret i samfundet. Måske kan man begynde med at bibringe dem opfattelsen af, at ansvaret for, at de får et godt liv i dette lille, kolde land, også påhviler dem selv? 

Supplerende kilde: Lone Rünitz:"Diskret ophold- jødiske flygtningebørn under besættelsen – en indvandrerhistorie". Syddansk Universitetsforlag. 

Rudkøbing marts 2016 

Else Wolsgård 

Nyhedsbrev fra 

Rudkøbing Byhistoriske Arkiv 

nr. 2, 2016 

Leder 

Sommeren er højsæson for Byarkivet målt i antal besøgende. Det er ganske naturligt. I 1800 tallet udvandrede ifølge Dansk Udvandrerarkivs registrering godt 4200 langelændere til oversøiske destinationer – de fleste til USA. Dertil kommer alle dem, der flyttede til andre egne af Danmark. 

Årsagen til emigrationen var for så vidt glædelig: Faldet i børnedødeligheden. Det betød til gengæld, at der var stor mangel på jord. Gårdene var ikke så store, så de kunne kun ernære én familie. Hvis man gerne ville skabe sig et bedre liv end det, man kunne få som landarbejder/tyende, var emigration den oplagte mulighed. I USA kunne man få jord – gratis – på visse betingelser. At det krævede hårdt arbejde var en selvfølge, men den potentielle gevinst var betragtelig. 

Med det store antal udvandrere fra Langeland er det ikke så mærkeligt, at der dukker mange op på arkivet for at finde oplysninger om deres aner. Det lader sig ofte gøre ret nemt, og det er dejligt at se, hvor glade vores kunder bliver over at få langt flere informationer, end de havde drømt om. Byarkivet sætter pris på at være en del af den nye oplevelsesturisme. Vi følger med tiden, selv om vores fokus i sagens natur ofte er bagudrettet. 

Nyt fra Havnegade 

På opfordring fra Langelands Bibliotek har medarbejdere fra Byarkivet i april holdt en to timers introduktion til slægtsundersøgelser – hvordan kommer man i gang, hvilke kilder benyttes mest, hvor er faldgruberne? Minikurset fandt sted på biblioteket, og ventelisten var så lang, at det straks blev besluttet at gentage det i maj. 

Der er nu trådløst internet på arkivet! Mange af vores brugere medbringer egne PC'er, og for dem er det en længe ønsket facilitet, at de selv kan komme på nettet. 

Igen i år deltager Byarkivet i Kulturnatten, der finder sted torsdag den 8. september – dagen hvor dronning Margrethe aflægger den gamle købstad et besøg. Derfor er det naturligvis oplagt, at vi arrangerer en udstilling om kongelige besøg på Langeland. Der er rigtig mange gode og sjove fotos, som vi glæder os til at vise de besøgende på udstillingen. Den er åben den 8. september kl. 16 til 19 og derefter i arkivets åbningstid mandag til torsdag kl. 10 – 15 til og med 31. oktober. 

Der er fuld gang i Arkibas-registreringen, så hylden med nye afleveringer snart er helt tom! 

Peder Dons Laursen er efter en pause igen begyndt som frivillig på arkivet; vi har god brug for hans kompetencer, ligesom hans tilstedeværelse retter lidt op på den ulige kønsfordeling. 

En langelandsk missionær  

Den 5. april 1810 blev Jens Sørensen Dyrholm født i Horsens som søn af en korporal, der senere blev arrestforvarer i Rudkøbing. Barnet var næsten blindt og mistede den sidste rest af synet, da han var 7 år. 

Imidlertid var han kvik og lærenem og kom i skole i Rudkøbing, hvortil familien var flyttet. I 1823 besøgte prins Christian, den senere Chr. VIII, i sin egenskab af Fyns guvernør Rudkøbing. Her blev han opmærksom på den blinde dreng og fik ham anbragt på Blindeinstituttet i København. Det var oprettet i 1811 af et privat, filantropisk selskab. Her opholdt Jens sig i tre år og lærte at strikke og spinde, så han efter at være kommet tilbage til Rudkøbing kunne tjene lidt til livets ophold på den måde. Den beskedne indkomst måtte dog suppleres med fattighjælp. 

27 år gammel blev han alvorligt syg, og sygdommen fik ham til at søge trøst i religionen. Han kunne vel have søgt råd og vejledning hos præsten, men tilfældet ville, at han i stedet kom i kontakt med I. A. Hansen, den senere rigsdagsmand for Bondevennerne. Dengang, dvs. omkring 1837, var han dog skomagermester i Rudkøbing og besad en samling "opbyggelige skrifter" ligesom han holdt Nordisk Kirketidende. Hansen læste gerne op af disse tekster for Jens, der snart blev en ivrig deltager i de gudelige forsamlinger, der fra Fyn havde spredt sig til Langeland. 

De øvrige troendes broderkærlighed udmøntede sig rent praktisk i, at Jens Dyrholm kunne flytte fra fattighuset, idet han fik ophold på skift hos dem. 

Da der kom en baptistisk missionær fra USA, blev Jens grebet af bevægelsen, og han blev døbt sammen med en gruppe ligesindede. 

I længden fandt han dog ikke, hvad han søgte, hos baptisterne, så han vendte tilbage til Folkekirken. Hans udtræden af baptistmenigheden bidrog i høj grad til at standse denne religiøse retnings vækst, idet han som både lægprædikant og bogsælger modarbejdede både baptister og mormoner. 

Da han nærmede sig de 40 år, ville han gerne giftes. Nu var kvindens udseende jo af gode grunde ikke afgørende for ham, men problemet var, at der var tre mulige emner for giftermålet, så hvem skulle han vælge? Måske var det for at få lidt vejledning fra oven, at sagen blev afgjort ved lodtrækning: Den af de tre kvinder, loddet først faldt på tre gange, skulle det være. Den heldige blev den fire år yngre Marthe Jensdatter. De blev gift i Simmerbølle i 1849, og Jens købte et lille hus med jord i Vemmelev sogn nær Holsteinsborg ved Slagelse. Her sluttede han sig til Indre Mission. Fra 1861 blev han ansat som bevægelsens missionær, selv om han ikke lagde skjul på sine grundvigianske anskuelser. Denne indre splittelse førte til, at Jens i 1866 udtrådte af missionens tjeneste. 

Nu kastede han sig over den grundtvigianske bevægelse og deltog som repræsentant for den i kirkemødet i Kristiania i 1871. Ved Grundtvigs begravelse var han også til stede. 

En samtidig karakteriserede ham således: "Jens Sørensen Dyrholm var ved sin kristelige varme, ved sin enfoldige redelighed og sin store nøjsomhed vel skikket til sin gerning som rejseprædikant." 

Han døde anden juledag 1875 i Vemmelev, hvor han også er begravet. I kirkebogen står "dødsårsag ukendt" – det betyder måske, at han døde uventet og pludseligt. Under alle omstændigheder fik den blinde mand sat sig varige spor i det langelandske åndsliv. 

Hans far, Søren Dyrholm, fik i øvrigt en krank skæbne, idet den tidligere arrestforvarer og hans kone endte som fattiglemmer. Det var for øvrigt i Dyrholms tid, at Niels Arendt, der som den sidste blev henrettet – halshugget – i Skrøbelev i 1834, tilbragte nogle måneder i arresten i Rudkøbing. 

Kilder: 

Kirkebøger, Den Store Danske Encyklopædi, Langelands Avis 

 
 
Rudkøbing, juni 2016 

Else Wolsgård 

Nyhedsbrev fra

Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

nr. 3, 2016

Leder:

I skrivende stund er det stadig forbavsende sommerligt vejr, selv om vi er midt i september. Sådan var det heldigvis også den 8. og 9. september, da dronning Margrethe aflagde officielt besøg på Langeland. 

Alle sejl var sat til med dragoner til hest i flotte uniformer, majestæten i åben karet gennem byen og mange af øens indbyggere plus en del turister som tilskuere til det betagende syn. 

Også pressens repræsentanter var til stede i rigelige mængder, så forhåbentlig har Langeland fået en masse god omtale i de landsdækkende medier. Den positive PR kan inspirere flere turister til at besøge øen og i bedste fald motivere nogle til at bosætte sig her eller på Strynø. 

Om man er republikaner eller ej, betyder ikke noget, når der er tale om et så spektakulært event. Skal man have et kongehus, skal det også levere fest og farver for hele folket. Det lykkedes til overmål – bl.a. takket være vejret, majestætens tætte program og alle de glade tilskuere, der fik mulighed for at komme helt tæt på dronningen. Foruden det royale besøg kunne langelændere og turister om torsdagen nyde alle arrangementerne i forbindelse med kulturdagen/natten i Rudkøbing fra om formiddagen til ud på aftenen. 

Kongeligt besøg får vi nok ikke igen lige med det første, men kulturdagen, der i år er arrangeret for femte gang, er blevet så populær en begivenhed, at den forhåbentlig er kommet for at blive som et tilbagevendende, kulturelt samlingspunkt i den gamle købstad. 

Nyt fra Havnegade.

 
Den faglige ekskursion for arkivets medarbejdere gik i år til Ladbyskibet og det tilknyttede museum, hvor vi fik en interessant rundvisning. I Kerteminde aflagde vi det lokalhistoriske arkiv et besøg. 

Efterkommere efter langelandske emigranter – danske såvel som amerikanske – har været på besøg, og trods forskellige navneforviklinger er det lykkedes at hjælpe de fleste. 

På kulturdagen, torsdag den 8. september, åbnede arkivet en udstilling om kongelige besøg fra 1949 til i dag, suppleret med Langelands Frimærkeklubs udstilling af frimærker med dronningens portræt. 

Avislæsesalen er blevet omorganiseret, således at det nu er nemt at få fat i de ønskede aviser – og nemt at sætte dem på plads igen. Det lyder måske ikke af så meget, men det var faktisk en stor opgave, logistisk såvel som praktisk. 

For øvrigt har arkivet fået de første ti årgange af ugeavisen "Øboen", som vi ikke havde i forvejen – tak til "Øboens" personale for at tænke på os. 

Gik morderen fri?

 
En indførsel i Lindelse kirkebog den 6. oktober 1842 giver anledning til en nærmere undersøgelse: 
Død 29. sept. begr. 6. okt. 1842, Gjertrud Pedersdatter, almisselem i fattighuset i Stielund, 38 år, fandtes skudt på marken. 

I en ugeavis "Bidrag til Tidshistorien" den 20. april 1844 refereres sagens gang (på baggrund af en artikel i tidsskriftet "Fædrelandet"). 

Den 1. oktober blev Gertrud Pedersdatter fundet med hovedet og overkroppen liggende i vandet i en tørvegrav "omtrent et Par tusinde Skridt fra Fattighuset og 6-800 skridt fra den Banke, hvor Lindelse Mølle ligger". Hun var skudt gennem hovedet fra højre side og død øjeblikkelig. Mordet var begået et stykke fra tørvegraven, idet der fandtes spor af blod og hjernemasse på jorden. 

Mistanken rettedes hurtigt mod mølleren på Lindelse mølle, Hans Jørgen Henrik Hansen, der blev arresteret og indsat i arresten i Rudkøbing. 

Hverken den lokale underdommer og det kongelige danske cancelli, hvortil sagen derefter blev overført, havde betænkeligheder ved at fastholde anklagen mod møller Hansen for mordet, som han angiveligt skulle have begået for at skjule, at han havde haft et forhold til den dræbte, som var blevet gravid. Godt nok var der ingen beviser kun indicier, men mølleren blev alligevel idømt fæstningsarbejde på livstid. En sådan dom indebar, at den dømte skulle arbejde under slavelignende forhold på en fæstning, fx Kronborg, Nyborg eller Københavns citadel. Dødsstraf kunne efter datidens love i dette tilfælde ikke komme på tale, fordi den tiltalte hårdnakket nægtede sig skyldig. Den sidst henrettede på Langeland, Niels Arndt, der blev halshugget i Skrøbelev i 1834 for mordforsøg på sin kone, havde derimod tilstået forbrydelsen. Når man kun henrettede de dømte, der havde tilstået, var det for at undgå justitsmord i ordets alvorligste betydning. 

Bladets skribent anfører, at den tiltaltes hidtidige liv gjorde det "uantageligt", at han skulle have begået forbrydelsen. Han var nemlig en mand af agtværdig karakter, der i 14 år havde været gift med sin kone med hvem han havde fem levende børn. Kone og børn beskrev ham som "den kjærligste Ægtefælle og ømmeste Fader". Desuden var hans økonomi god, idet han foruden møllen ejede 5-6000 rigsdaler, og han var tilmed sogneforstander (et hverv, der blev oprettet i 1841 og indebar tilsyn med fattig- skole– og vejvæsen. Ordningen blev i 1867 afløst af egentlige sogneråd). Adskillige beboere i Lindelse beskrev ham som en retskaffen og hæderlig mand. Disse udsagn står dog i kontrast til en vandelsattest, udfærdiget af præsten, hr. Gede, der havde indhentet oplysninger hos sine sognebørn. De vigtigste udsagn og mest belastende for mølleren var følgende:

En daglejer, der er far til et af Gertruds tre uægte børn, fortalte, at møller Hansen nogle uger før mordet havde tilbudt ham 100 rigsdaler, hvis han ville påtage sig faderskabet for det barn, hun formentlig ventede. Mølleren havde ved den lejlighed indrømmet at have "haft Omgang" med Gertrud, men han ville ikke "være det bekendt".

En kvinde med blakket ry fortalte, at Gertrud havde sagt "at Møller Hansen havde undsagt hende på Livet for det Tilfælde, at hun aabenbarede noget om det Forhold, hvori de stode til hinanden". Skribenten i bladet indskød her, at obduktionen af den døde havde vist, at hun ikke var gravid. Obduktionsrapporten er ikke bevaret, så vi kan ikke verificere udsagnet. Der var dog også andre indicier:

Den anklagede var om aftenen den 29. september omtrent på samme tid, som Gertrud Pedersdatter forlod fattiggården, fraværende fra sit hjem. Mølleren forklarede, at han var gået ud for at tilse en mark et stykke fra hjemmet. Det lyder noget mistænkeligt, når anklagede forklarer, at han nogle dage før forbrydelsen havde hensat et gevær, der plejede at hænge i møllen, i huggehuset. Kunne grunden være, at han på den måde uset kunne hente geværet og tage det med til et aftalt møde med Gjertrud? Nej, hævdede møller Hansen. Hensigten var at skyde krager (?), men han havde afladt geværet igen og hængt det tilbage på sin plads efter mordet, nu uden ladestok, idet den var brækket. Om sommeren 1843 afleverede en tjenestekarl på nabogården til retten et stykke af en ladestok, som han angiveligt havde fundet på marken i nærheden af mordstedet nogle uger efter drabet. Hvorfor han havde ventet så længe med at komme med sit fund, melder historien ikke noget om. 

Få dage efter mordet forærede mølleren i øvrigt geværet til møllerkarlen Peder Rasmussen, idet han sagde, at hvis Rasmussen kom i forhør, måtte han gerne sige, at bøssen var hans. Dette erindrede den anklagede dog ikke, men hævdede at årsagen til foræringen var at "opmuntre Karlen til Paapassenhed". Det var næppe almindelig praksis at give store gaver til de ansatte uden grund, især da ikke, hvis de samtidig blev bedt om at lyve. 

En indsat i Rudkøbing arrest, der sad der samtidig med mølleren, har forklaret, at møller Hansen, mens han var i arresten, havde udtalt sig på en sådan måde, at det var åbenbart, at han i det mindste var delagtig i gerningen (mordet). 

Overretten, hvortil sagen blev anket, var ikke tilfreds med underrettens og cancelliets afgørelse på grundlag af de beskrevne indicier. Arrestanten blev derfor fuldstændig frifundet, idet han dog skulle betale sagens omkostninger. Der blev ikke lagt nogen vægt på, at underretten havde afhørt en lang række kvinder og spurgt dem om, hvorvidt møller Hansen havde stået i forhold til dem. Deres svar kender vi ikke. 

En sidste ting, overretten ikke brød sig om, var, at den lokale underret i håb om at ændre den anklagedes hårdnakkede benægtelse af ethvert kendskab til mordet havde ladet den myrdede grave op ca. fem måneder efter begravelsen. Kisten blev anbragt i kirkens våbenhus, hvor møller Hansen derefter "med Haanden paa Saaret" skulle bevæges til at tilstå forbrydelsen. Det besynderlige og uæstetiske tiltag virkede dog ikke efter hensigten, idet Hansen blot gentog forsikringerne om sin uskyld. 

Han blev antagelig løsladt i foråret 1844, hvorefter han solgte møllen og flyttede fra Langeland. Af folketællingen fra 1845 fremgår det, at han på det tidspunkt var 37 år og boede på møllen endnu sammen med sin kone og tre døtre samt havde fire mand ansat. 

Hvad er mon så op og ned i denne sag?

Vi ved, at Gjertrud Pedersdatter blev født den 11. marts 1804 i Herslev som datter af en indsidder og hans kone. En indsidder betegnede en person, der – oftest som landarbejder – boede til leje i et hus. Med andre ord var det en ret fattig familie. 

Da Gjertrud døde, var hun 38 år og ugift. Hun boede i fattighuset "Stielund" i Herslev. Hun efterlod sig en søn på 11 år og to døtre på hhv. 8 og 6 år. Af folketællingen i 1840 kan vi se, at fattighuset på det tidspunkt var beboet af 6 kvinder, en mand, et ægtepar og 9 børn, i alt 17 personer. Der var dengang flere, mindre fattighuse i Lindelse sogn. Fædrene til Gertruds børn kom fra Søndenbro, Rudkøbing og Illebølle. Der var ingen lokalaviser på det tidspunkt – det kunne ellers have været interessant at have fået en lokal vinkel på mordet og de begivenheder, der fulgte efter. Desværre er der er slip mellem folketællingerne fra 1803 til 1834, så vi kan ikke se, om hun har arbejdet nogen steder eller hvor. 

Vi kan heller ikke vide, om hun har været en tiltrækkende kvinde eller bare naiv og nem at komme i lag med – det kunne møllerens vægring ved at ville være ved forholdet måske tyde på. At det var temmelig dumt at sige, at hun var gravid, hvis hun ikke var det, viser sagens udfald jo klart. Har hun villet lægge pres på møller Hansen i håb om at få penge? Det kan kun være spekulationer. 

Alt peger efter denne skribents mening på, at det var mølleren, der affyrede det dræbende skud. 

Når man ser på sagens forløb og den vægt, der blev lagt på udsagnene fra dem, der stod langt nede i det sociale hierarki i forhold til møllerens egne ord, er det tydeligt, at højere social status automatisk gjorde et vidnesbyrd mere troværdigt i rettens øjne. 

Rudkøbing september 2016

Else Wolsgård

Nyhedsbrev fra

Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

nr. 4, 2016

Maleren Asger Jorn sagde engang: "Hvis du ikke vil gå til yderligheder, så lad være med at gå!" Dette råd vil jeg nu følge vel vidende, at der er nogle, der ikke vil være enige med mig i mine synspunkter.
Sagen er, at jeg aldrig bruger ordet "slægtsforskning". I stedet kalder jeg det slægtsundersøgelser. De fleste mennesker, der kortlægger deres forfædres data, bedriver nemlig ikke forskning. 
Forskning er – ifølge Den store danske Encyklopædi – systematisk videnskabelig undersøgelse af et emne. Ved anvendelse af en stringent metode lægges der afgørende vægt på, at den erkendelse, der søges, kan begrundes eller bevises. Forskeren opstiller en række påstande (hypoteser), som han/hun derefter søger at af- eller bekræfte. 

Selv om mange, der beskæftiger sig med deres forfædre og –mødre efter bedste evne forsøger at sætte deres liv og virke ind i en oplysende kontekst, matcher deres konklusioner ikke ovennævnte definition, bl.a. fordi man i slægtsundersøgelser ofte må bygge på antagelser, der ikke kan bevises. 

Der er ingen tvivl om, at jagten på slægtninge i kirkebøger, folketællinger og andre kilder er spændende og for nogle bliver en næsten besættende hobby. Følelsen af at være en detektiv med næsen i sporet kan i høj grad være vanedannende og berigende. Men forskning er det altså ikke. 

Nyt fra Havnegade

 
Arkivet har fået en ny frivillig: Kirsten Nistrup Vilhelmsen, der er født og opvokset på Langeland. Hun er gået i gang med et projekt, der består i at beskrive andelsfryseriernes historie på Langeland. Et interessant emne, hvor det er på høje tid at få fat i nulevende personer, der var med til at starte fryserierne i sin tid. 

På "Arkivernes dag" den 12. november åbnede vi en udstilling om årets tema: Sport. Støtteforeningens bestyrelse og arkivets medarbejdere havde gjort en stor indsats for at få belyst mange aspekter af sportsudøvelsen på Langeland. 70 besøgende var med til at gøre dagen hyggelig og festlig. 

Den 24. november lagde arkivet hus til lanceringen af en ny bog om Langelandsbanen, udgivet af Dansk Jernbane-Klub. Bogen kan bl.a. købes på arkivet for 399 kr. Der kom ca. 50 jernbaneentusiaster til eventet. 

Arkivet fik for nogle måneder siden lov til at disponere over det lokale i stueetagen, der tidligere blev brugt til kaffestue af buschaufførerne. Desværre var gulvet i en så ringe stand, at man ikke kunne benytte rummet. Der er nu blevet lagt nyt linoleum på, og de 25 m2 er klar til at blive taget i brug som arkiv. 
 

Afholdssagen på Langeland.

I denne måned med julefrokoster og hvad deraf følger, er det nok ikke lige afholdsbevægelsen, der er i fokus. Ikke desto mindre har der faktisk været en slagkraftig afholdsbevægelse på Langeland. 

Bevægelsen opstod i Boston i 1826 og var en samlebetegnelse for en række organisationer – hovedsagelig af religiøs observans – hvis formål var at begrænse indtagelsen af alkohol. Det var altså ikke den hinsidige, men den jordiske frelse, der lå stifterne på sinde. 

I Danmark blev Den Danske Maadeholdsforening stiftet i 1843. Medlemmerne bandlyste brændevinen som den skadevoldende drik, men tillod nydelse af øl og vin med måde. Dansk Totalafholdsforening blev stiftet i 1879; den ændrede navn til Danmarks Afholdsforening. Medlemmerne blev rekrutteret blandt alkoholikere og deres pårørende. Afholdsbevægelsen i Danmark kom i stærk modsætning til Indre Mission og den grundtvigske bevægelse, der begge mente, at mennesket kun kan forbedres gennem troen på Gud, ikke ved egen hjælp/afholdenhed. 

Antallet af medlemmer på landsplan kulminerede i 1917, hvor der var 130.000 medlemmer. Det var lige efter indførelsen af den kraftige brændevinsbeskatning, der mere end tidoblede prisen på brændevin. I modsætning til hvad man kunne tro, var beskatningen ikke populær i afholdsbevægelsen, der simpelthen ønskede et generelt forbud mod salg og konsumption af alkohol. I dag lever bevægelsen videre i Blå Kors, Lænken og A.A. (anonyme alkoholikere). 

På Langeland blev Humble Totalafholdsforening grundlagt i 1882. Fokus var især på at redde de stakkels alkoholikere. Det viste sig hurtigt, at et vigtigt parameter for foreningens succes var, at kvinderne bakkede op om sagen. Møderne blev holdt i private hjem, og der skulle jo gerne kaffe og kage på bordet. 

I 1894 kom mejeribestyrer K. K. Tange til Humble mejeri. Han engagerede sig kraftigt i afholdsbevægelsen sammen med Kristoffer Bendixen og dennes hustru, Marie. Da Bendixen døde i 1907 blev der opsat en mindesten for ægteparret på "Bukkebjerg" skråt over for Humble mejeri. Af inskriptionen fremgår det, at det er deres store indsats for afholdssagen, der har foranlediget stenens opsætning. Tange oprettede i 1909 Langelands Folkehøjskole i Rudkøbing, hvis forstander han var i en årrække. 

I Rudkøbing kom den første afholdsforening i 1879, og den etablerede afholdshjemmet i Strandgade i 1899. På Byarkivet har vi protokoller og regnskaber fra to afholdsloger: "Ørsteds Minde", stiftet 1892 og "De 40 Riddere" fra 1900. Af mødereferaterne fremgår, at begge loger var stærkt ritualiserede som det fx i dag kendes fra stadigt eksisterende loger. 

Afholdsbevægelsen havde en hel del til fælles med religiøse sekter: Medlemmerne havde en stærk følelse af, at det var "os" imod "dem". Tilsætter man så en passende dosis fanatisme og uimodtagelighed for andres argumenter, har man hurtigt omridset af en ægte sekt. Sekter tiltrækker, som det ses den dag i dag, mennesker, der har brug for at være et accepteret medlem af et fællesskab, uanset at de samtidig lukker sig ude fra det omgivende samfund. 

Den 26. november 1916 blev der i Ørstedspavillonen afholdt et "Afholdsmøde". Journalisten, der dagen efter refererede fra seancen, holdt sig (pænt udtrykt) til en vis ironisk distance. De to debattører var en direktør Ludvigsen, der ikke var mod brug af alkohol, kun imod misbrug og dermed modstander af et totalt alkoholforbud. Hans modstander var redaktør Holger Kristiansen, hvis blad hed "Sund Sans"(!).

Debatten varede tre stive klokketimer. "Den lille Flok fra Humble var mødt frem som Klakører for Professoren (det må betyde redaktør H. K.) i Rudkøbing, der var bestilt Ekstratog hjem i samme Anledning, og Kliken fra Rudkøbing var samlet i hele sin Vælde. Viel Gesdhrei um wenig Volle!" konkluderede avisens udsendte. 

Ifølge hr. Ludvigsen ville et totalforbud krænke grundlaget for den demokratiske udvikling og den fulde, personlige frihed under eget ansvar. Redaktør Kristiansen imødegik sin opponents synspunkt ved at hævde, at over for alkoholen, der medførte så megen ulykke og elendighed, kunne tvang ikke betragtes som et indgreb i den personlige frihed i højere grad end så mange andre foranstaltninger. Enhver lov pålagde jo tvang, konkluderede han. 

"De to Talere replicerede og riposterede, for hr. K.s vedkommende særdeles vidtløftigt til de fremførte Betragtninger, og Slutningen på Forestillingen formede sig som en række korte Bemærkninger, under hvilke hr. Kristiansen søgte Tilflugt i personlige Udfald mod hr. L., hvis Blad og Bureau, efter hr. K.s Påstand, finansieredes af Bryggerierne". Dette sidste udsagn er grebet ud af luften. På moderne dansk ville man rubricere det under etiketten postfaktuel. 
Dette sidste udsagn er grebet ud af luften. På moderne dansk ville man rubricere det under etiketten postfaktuel. 
Blev deltagerne i mødet klogere? Næppe. Sådan var det dengang, og sådan er det i dag, når debattører med præfabrikerede meninger duellerer.

Kilder: Langelands Avis 1916

Læg på arkivet "Afholdsbevægelsen"

Samlinger af arkivalier fra logerne "Ørsteds Minde" og "De 40 riddere"

Den store danske encyklopædi.

Rudkøbing, december 2016

Else Wolsgård