Nyhedsbrev fra

Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

nr. 1, 2018

I januar i år udkom en bog med titlen "Fredrik og Matilde- Kvindebevægelsens og fredsbevægelsens pionerer". Den er skrevet af Ole Mortensøn, strynbo og min studiekammerat på historie og etnologi. Bogen har ingen relation til Langeland, men den er interessant, fordi den biograferer et ægtepar, hvis indsats for freden og kvinders rettigheder til dels er gået i glemmebogen. Ikke desto mindre har de to ildsjæle haft stor betydning for udviklingen i Danmark. Fredrik Bajer var den første og eneste dansker, der har modtaget Nobels fredspris. Det skete i 1908, og han delte prisen med en nær, svensk ven. Bogens forfatter fremhæver, at Fredrik Bajer havde en betydelig indflydelse på det faktum, at Danmark holdt sig neutral og dermed uden for Første verdenskrig.

At en mand engagerede sig i kvinders rettigheder og kamp for stemmeret, var usædvanligt. Men også på dette punkt fungerede ægteparret som "to sjæle – én tanke". Måske skal vi lige repetere, hvor galt det stod til med kvinders rettigheder i midten af 1800-tallet. Grundloven af 1849 havde godt nok på papiret indført "demokrati" – dog kun for mænd af en vis alder og social status. Når en kvinde giftede sig, blev hun umyndig, kunne ikke råde over egen formue eller få forældremyndighed over sine børn. Ugifte kvinder fik dog ret til at drive virksomhed i 1857. Indtil 1866 var der dødsstraf – i sagens natur kun for kvinder – for fødsel i dølgsmål eller provokeret abort. Kvinder kunne ikke deltage i begravelser; således måtte grevinde Danner blive inden for slottets mure, da hendes mand, Frederik VII blev begravet i 1863. Som kuriosum kan nævnes, at forfatteren Mathilde Fibiger blev korporligt fjernet fra talerstolen ved en folkefest på Rønnebæksholm – ægteparret Grundtvigs hjem – i 1852. Det var første gang, en kvinde ville tale ved en offentlig begivenhed, og det var tiden bestemt ikke moden til!.

Fredrik Bajer og Matilde kæmpede for kvinders ret til at stemme lige fra stiftelsen af Dansk Kvindesamfund i 1871 til fremsættelsen af det første lovforslag om kvinders stemmeret i 1886. Det blev naturligvis afvist i Landstinget. For tre år siden fejrede vi, at kvinder i 1915 fik valgret til de lovgivende forsamlingen, og man bør i den forbindelse tænke på dem, der gjorde et meget stort arbejde, for at vi kunne nå dertil.

Det er derfor vigtigt, at denne nye bog har ristet ægteparret Bajer de runer, de vitterligt har krav på. 

Nyt fra Havnegade
 
På grund af sygdom har Byarkivet været nødt til at indskrænke åbningstiden, som fremover er tirsdag, onsdag og torsdag kl. 10- 15 samt efter aftale for fx besøgsgrupper. 

Igen i år har Fyn-Langeland Fond doneret 10.000 kr. til arkivet. Det er vi naturligvis meget glade for, og pengene vil blive anvendt til en ny avisskanner i avis-læsesalen. 

Fra nytår i år kan vi ikke længere abonnere på indskanninger på filmruller af Fyns Amts Avis. Det er af pladshensyn umuligt at gemme selve aviserne, så hvordan vi i fremtiden finder frem til de relevante aviser, er vi i færd med at finde ud af. 

Den 1. februar begyndte Camilla Hedetoft Jensen i et fleksjob på fem timer om ugen. Hun vil varetage særlige opgaver samt give praktisk hjælp til arkivets andre medarbejdere, når der er brug for det. Jan Georg Hansen er begyndt som indskanner af glaspladenegativer en halv dag om ugen. Jan Georg underviser i IT, og vi håber at kunne trække på hans særlige kompetencer på det område. 

Liselotte Krøyer er begyndt som frivillig en dag om ugen. Hun vil beskæftige sig med all round opgaver og registrering, idet hun netop har været på sit første Arkibas kursus. 

Louise Hammer (1816-1894). Enlig mor i 1800tallet.
 
Louise mistede sin far, der var degn på Ærø, da hun var seks år. Moderen og Louises to ældre søskende flyttede da til moderens bror, Rasmus Hansen på Longelse Bondegård. Moderen, Inger, havde en række slægtninge, der besad store gårde på Langeland. Desværre døde Inger en uge efter Louises konfirmation i 1831. Louise blev nu tjenestepige hos sin moster, der ejede en gård i Longelse Sønderskov. Hun havde ingen arv at gøre godt med, så hendes videre skæbne beroede udelukkende på, hvordan hun udnyttede sine medfødte evner. Hun havde flere pladser på store gårde, bl.a. Vestergård i Humble sogn. Man kan med nogenlunde sikkerhed antage, at hun på Vestergård er blevet "bemærket" af lensgreven på Tranekær, Christian J. F. Ahlefeldt-Laurvigen: I hvert fald blev han far til Louises datter. 

Greven var født i 1789 og blev i 1812 gift med en komtesse, med hvem han fik en søn og tre døtre i årene 1813-17. Hans farbror var i øvrigt Frederik Ahlefeldt –Laurvigen, kaldet "Generalen". Grev Christian Johan Frederik arvede stamhuset og grevskaberne i 1832. Han var dygtig og fik det forgældede grevskab på fode; i 1856 blev han udnævnt til gehejmekonferensråd og blev dermed medlem af 1. rangklasse. 

"Generalen" var kendt som en dedikeret pige/kvindejæger, der gjorde sit til at holde Langelands befolkningstal oppe. Hans brorsøn slægtede ham åbenbart på. "Generalen" havde som 56 årig giftet sig med en 18årig pige, og hende indledte nevøen et forhold til, da han besøgte Tranekær. Den unge frue blev efterfølgende bortvist, og "Generalen" nærede fra da af et voldsomt had til sin nevø og arving. 

Allerede i oktober 1832 blev grev Christian Johan Frederiks første uægte barn født. Moderen var sypige på slottet. Dermed indledtes en række fødsler af såkaldt uægte børn med greven som fader. I kirkebogen kaldes faderen Christian Johan Frederik Jensen med tilnavnet Lefeldt. En lokal jordemoders datter blev velsignet med flere af grevens afkom. Den (måske) stolte fader var da 38 år ældre end barnets mor!.

Snart kom der en ny tjenestepige til slottet. Emilie Staak fra Kerteminde. Da hun blev 26, havde hun 5 uægte grevebørn, og endnu en kom til. 

Der kan sagtens have været flere børn, og greven gjorde sig ingen større ulejlighed med at skjule paterniteten. Der er da heller ikke noget, der taler imod, at han var far til Louise Hammers datter. Tværtimod må man konkludere, når man ser på grevens testamentariske bestemmelser – herom senere. Hun selv og hendes familie gjorde imidlertid alt, hvad de kunne for at skjule, hvad der i deres øjne var synd, skam og fornedrelse. 

Tilbage til Louise. Hun tjente altså på Vestergård hos grevens farbror, og han kan jo "have fået øje på hende" ved et besøg på gården. Kunne en ung og tilmed forældreløs pige sætte sig op mod en person med en status, der på Langeland nærmede sig noget kongeligt? Næppe. 

I København fandtes Den Kongelige Fødselsstiftelse i Amaliegade lige ved siden af Frederiks Hospital (nu Designmuseum Danmark) . Her kunne ugifte mødre føde i hemmelighed. Både mødre og børn blev i protokollerne kun identificeret ved et nummer – børnene dog også ved deres fornavn. Hvem der betalte for rejsen til København og opholdet der forud for fødslen, vides ikke, men det kunne være Louises formuende familie. 

I Fødselsstiftelsens protokol er der den 10. juni 1841indført fødslen af en pige, der blev døbt Christine Laurentine. Hun var Louises datter. 

Af folketællingen i København 1845 ses det, at Louise bor til leje i Studiestræde nr. 9 hos en gift snedkersvend. Hun ernærer sig da ved håndarbejde, og der er intet nævnt om barnet, som må være sat i privat pleje måske på Langeland. 

Louise forbedrer sin stilling, idet det af folketællingen i 1850 fremgår, at hun- 33 år - er bestyrerinde af hovedbygningen på Brolykke. Christine Laurentine, hendes barn, 9 år, født i København bor der også. 

Brolykke Hovedgård i Magleby Sogn hørte under stamhuset Ahlefeldt. Louises ansættelse er uden tvivl forbundet med hendes næste barns fødsel. Alfred Hammer blev født 16. januar 1851. Ingen barnefader er angivet. Han døde seks måneder gammel. Allerede den 20. juli 1852 fødte Louise sit næste barn, Peter Edelbart Marius Hammer (død som 8årig). Nu figurerede der en far "forstmand P. Hammer af Brolykke", som var en til lejligheden gjort opfindelse. 

Ved folketællingen i 1855 boede Christine Laurentine, kaldet Laura, ikke længere på Brolykke. Hun var flyttet til Tranekær, hvor hun figurerer som plejedatter hos en ugift kvinde. I Tranekær boede på samme tid adskillige af Lauras – som hun nu kaldte sig – halvsøskende. Hvorvidt de var vidende om slægtskabet, er usikkert. 

Laura blev konfirmeret i Tranekær kirke i 1856. Greven, hvis økonomiske velvilje Louise og de to børn var stærkt afhængig af, havde i længere tid lidt af en knude i nakken, hvilket havde bibragt ham navnet "Knudegreven". Han rejste derfor til Paris for at blive opereret, men noget gik galt, og han døde ganske pludseligt. 

Nu skulle det vise sig, hvad familien syntes om arrangementet med bestyrerinden på Brolykke. "Godsforvalter jomfru Hammer" arvede et sengested med sengelæder efter hr. grevens eget godtbefindende. 

Den afdøde greve havde tillige bestemt, at jomfruen skulle have 8 rigsdaler månedlig samt nogle obligationer, der var tilskrevet Louise og hendes børn. I oplistningen af arvinger er Louises børn anført på samme måde som de to andre "kuld" – blot nævnes Louises børn ikke ved navn. Dette skyldtes formodentlig, at hun ville undgå, at de blev stemplet som slegfredbørn og dermed født i vanære. Dog var det naturligvis umuligt at skjule sandheden. 

Louise flyttede til Rudkøbing, Laura med, og her blev hun som 17årig gift med en ægte langelandsk bondesøn fra Skeebjerg. De fik kun 11 år sammen, før manden pludselig døde. Senere flyttede Laura og hendes børn til København, Louise flyttede med. 

Louise var ikke en typisk enlig mor i og med, at hendes børns far var den lokale greve, og hvad det medførte af sladder – men også økonomisk støtte. 

Hun distancerede sig fra sin pæne familie og sluttede sig helt til Laura og hendes hjem. Louise havde sikkert fået et mere lykkeligt liv, hvis hun var blevet gift med en passende mand. På den anden side forstod hun åbenbart til tilpasse sig de givne omstændigheder, og hun gik i graven, uden at navnet på Lauras far var skrevet noget sted – men mon ikke Laura selv var klar over det? 

Rudkøbing marts 2018 

Kilder:

Den enlige mor – Louise Maria Hammer. Slægtsbog i privattryk, findes på Byarkivet.

Kirkebøger og folketællinger.

Nyhedsbrev fra 

Rudkøbing Byhistoriske Arkiv 

nr. 2, 2018 

Mindeord  
 
Gert Larsen er død, 94 år gammel. Han var søn af den sidste driftsbestyrer på Langelandsbanen, Charles Larsen. Gert Larsens arbejdsliv blev også dedikeret til jernbanedrift, og han endte som driftsområdechef ved DSB på Fyn. 

Som pensionist boede han i Humlebæk, men trods afstanden lagde han gerne vejen forbi Langeland og sit barndomshjem, hvor Byarkivet nu har lokaler. 

Det er hans fortjeneste, at de gamle lysekroner i ventesalen kom tilbage til Havnegade. Han købte den på auktion ved banens nedlæggelse og havde dem i mange år hængende i sit hjem. Ved flytning til et mindre højloftet domicil blev de deponeret på Jernbanemuseet i Odense med den klausul, at de skulle op at hænge i ventesalen igen, når det bliv muligt. Det gjorde det i 2014 i forbindelse med arkivets 70 års jubilæum, hvor Gert Larsen naturligvis deltog. 

Det pinte ham dog, at glasamplerne var slået i stykker i tidens løb. Både han og jeg så på gamle glasampler i en butik på Gothersgade i København, og enden blev, at han købte ti ampler, som han kom rejsende med i sin lille rullekuffert. Det er vi på arkivet meget glade for, idet det i den grad har pyntet på lysekronerne. 

Gert Larsen var meget udadvendt og delte gerne sine erindringer om Langelandsbanen med os andre. Han havde en fabelagtig hukommelse for selv små detaljer. 

Som svar på en fødselsdagshilsen fra arkivet i april i år tilkendegav han, at han håbede snart igen at komme en tur til Langeland. Sådan gik det ikke, men Gert Larsen vil blive husket. 

Nyt fra Havnegade  
 
I nyhedsbrev nr. 1, 2018 skrev jeg, at vi ikke længere kan få Fyns Amts Avis på filmruller. Nu er problemet løst, idet arkivet som abonnent på avisen har adgang til 

den i elektronisk udgave tilbage fra 1. januar. Vi kan derfor heldigvis stadig være vores besøgende behjælpelige med at finde artikler og fx nekrologer. 

Arkivet har fået et par større indleveringer fra bl.a. Langelandsgarden. 

Fra arkivet i Svendborg har vi fået to kasser med materiale fra arkitekt Mindedals tegnestue. Der er fx. originaltegninger til Strynø skole og skolen på Kastanievej. 

Duer i flødesovs til de indsatte – arrestforvarer Frederiksen og –især - hans kone  
 
Fængselsbetjent Frederik Carl Frederiksen (1892 – 1968), ansat ved straffeanstalten (datidens navn for et fængsel) i Nyborg blev pr. 1. januar 1924 udnævnt til arrestforvarer og rådhusbetjent ved Ting- og Arresthuset i Rudkøbing. Han blev også beskikket som stævningsmand. Lønnen var foruden fri bolig 2350 kr. årlig. Seks år før var han blevet gift med Agnes. Den fyrstelige løn skulle i øvrigt også dække hendes arbejde med at gøre rent i ting-, arrest- og rådhuset, vaske, stryge og lappe arrestanternes tøj og sengetøj samt lave mad til dem. Boligen var i selve arresthuset. En arrest er jo ikke et fængsel, men en detention, hvor man sidder indespærret, mens ens sag bliver behandlet i retten. Bliver man idømt frihedsstraf, bliver man overført til et egentligt fængsel. Dog kunne korte straffe på op til ca. 30 dages hæfte for fx betleri afsones i den lokale arrest. 

Fruens arbejdsdag var på 14-16 timer – også weekends og helligdage. Adspurgt i et fødselsdagsinterview i avisen om, hvorvidt hun aldrig var nervøs for at gå ind til fangerne var svaret: "Nej aldrig!" Hver jul kom der mange hilsner fra tidligere indsatte, hvor de udtrykte deres taknemmelighed over den gode behandling, de havde fået i arresten. I folkemunde gik stedet under navnet "Hotel Frederiksen". Kun én gang brød en arrestant ud, men han blev fanget igen samme dag. 

Kostpengene til de indsatte udgjorde i 1924 98 øre om dagen pr. person inklusiv vask. Da fru Agnes altid serverede det samme for sine "pensionærer", som familien selv fik til middag, kunne beløbet ikke slå til. Heldigvis havde Frederiksens en kolonihave, hvor de dyrkede grøntsager og frugt, som blev brugt i den store husholdning. Der sad normalt 7-8 i arresten, men der var plads til 11 – 8 eneceller og en tremandscelle. Lige efter Besættelsen var tallet en overgang oppe på 38 arresterede. En af de mere specielle opgaver, fru Frederiksen blev pålagt, var i forbindelse med de mange civile, tyske flygtninge, der kom til Langeland den 3-5. maj 1945. De blev indkvarteret på højskolen og skulle have konfiskeret deres penge – tyske Reichsmark. Fru Agnes blev da af politiet bedt om at undersøge kvinderne, og hun fandt også flere større beløb, som de havde gemt "det hemmelige sted". 

Familien Frederiksen holdt aldrig ferie, og skulle de have en enkelt fridag, måtte de selv betale en kogekone for at sørge for maden. Arrestforvarerens hobby var i øvrigt raceduer, og når de havde formeret sig for kraftigt, måtte der tyndes ud i bestanden. 

Gæsterne på "pensionatet" satte stor pris på at få serveret stegte duer i flødesovs som søndagsmiddag. 

Juleaften stod menuen på risengrød, flæskesteg og æblekage. Så det skete, at en og anden begik en lille ulovlighed hen under jul for at få en juleaften på "Hotel Frederiksen". 

"Vi prædikede aldrig for de indsatte, men bad de om et godt råd, fik de det altid" fortælle fru Frederiksen til avisen. "En gang om ugen kom provst Telle og talte med de indsatte". 

At fruen og hr. Frederiksen havde overskud, ses også af, at de tog sig kærligt af to af de russiske soldater, der var kommet hertil om bord på flydedokken, der strandede ved Påø den 4. maj 1945. Et varmt takkebrev vidner om soldaternes taknemmelighed. 

Agnes Frederiksen brugte ikke al sin energi på arbejdet og sin søn. Efter Besættelsen tog hun initiativ til at oprette Rudkøbing lottekorps, som hun ledede i mange år. Også Rudkøbing Husmoderforening var hun ophavskvinde til, og hun var medstifter af Stuekulturforeningen, hvor hun sluttede som æresmedlem. Da arrestforvareren gik på pension i 1958, købte ægteparret et hus på Rue 19. Tre år senere blev arresten nedlagt og ombygget. 

Fru Frederiksen var enke i 25 år. Hun døde på Rudkøbing Plejehjem som 95 årig i 1993. 

Kilder: 

Personlæg arrestforvarer F. C. Frederiksen i Byarkivet, 

Udklip fra Fyns Amtsavis, 

Victor Jensen "Luftværnets virke og afvikling på Langeland 5-5-1945 til 15-3-1946" – håndskreven beretning på Rudkøbing Byhistoriske Arkiv. 

 
Rudkøbing juni 2018 

Else Wolsgård

Nyhedsbrev fra

Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

nr. 3, 2018

Nye krav i fremtiden 

Hver dag bliver nye historiske kilder digitaliseret og lagt på nettet, så alle kan tilgå dem hjemme i dagligstuen. Sikke en forskel fra for ca. 25 år siden, da man skulle på Lands- eller Rigsarkivet for at læse kirkebøger og folketællinger. Nu er også dødsattesterne kommet med, så man kan finde ud af, hvad oldemor og -far døde af. 

Den elektroniske arkivering er blevet hverdag, og der sker stadig forbedringer af systemet. 

Den del af digitaliseringen er alle vist enige om, at se som et fremskridt. Til gengæld er der ting, det er knap så inspirerende at beskæftige sig med, fx den nye persondataforordning fra EU. P.t. er der vist ingen, der er helt på det rene med, hvad forordningen kommer til at betyde for de mindre arkiver. Vi ved dog, at publicering af personers følsomme data og fotos kun må ske med de pågældendes samtykke. 

Det er altså blevet vanskeligt at lægge klassefotos på nettet uden alle de portrætteredes samtykke (hvad vi i parentes heller aldrig har gjort) Foreløbig bruger vi vores omtanke i omgangen med personlige oplysninger, og indtil videre er der ikke blevet rejst sager i Danmark om overtrædelse af forordningen. 

Aflevering af arkivalier er vi vant til, foregår i poser eller kasser. Men snart vil der komme både private og foreningsarkiver, der udelukkende findes digitalt. Sådanne arkivalier skal opbevares i "systemuafhængig form". Meget fornuftigt, når man tænker på, at de floppy disks, vi brugte i 1990erne, i dag kun kan læses af meget få. Der er altså ingen vej uden om. Danmark er et af de lande, der er længst fremme hvad angår IT, så vi må bare følge med og tage kurser, så vi kan følge med i fremtidens udvikling.

Nyt fra Havnegade 
 
Arkivet har fået et par store indleveringer. En af de mere udsædvanlige kommer fra arvingerne efter fhv. lærer Johs. Appel. Hans store hobby var raceduer- og høns. Han deltog i mange udstillinger med sine dyr og modtog talrige præmier. Disse pokaler og hædersbevisninger blev overgivet til Byarkivet efter afdødes eget ønske. Vi har nu anskaffet en vitrine, så de er behørigt udstillet for alle interesserede. 

Anne Bruun Jørgensen er begyndt som fleksjobber, fem timer om ugen. Det vil sige, at der foruden lederen (halv tid) er tre fleksjobbere på hhv. 12, 5 og 5 timer om ugen samt 9 frivillige medarbejdere, der kommer på faste ugedage og har forskellige opgaver. 

Arkivets medarbejdere var den 11. september på den årlige, faglige ekskursion. Den gik til Langelandsfortet, hvor Jan Georg Hansen, der er frivillig både på arkivet og på Fortet, gav os en grundig rundvisning. En interessant tur, selv om vejret netop den dag viste sig fra den våde side. 

Thi kendes for ret 
 
For nylig udkom en bog: Straffet på livet – Henrettelser i Danmark 1537 – 1892 af Niels H. Kragh-Nielsen. Det er en moppedreng på over to kilo, der med inddragelse af alle til rådighed stående kilder belyser alle aspekter ved dødsdomme, deres udførelse og bortskaffelsen af de henrettede. Der er omtale af Langelandske forhold/dømte 11 steder. 

Tilfældigt faldt jeg på arkivet over en sag fra Stoense, hvor en ung kvinde på 22 år i 1849 blev dømt for brandstiftelse og tyveri. 250 år tidligere blev en anden kvinde i Ribe dømt for en tilsvarende forbrydelse (ovennævnte bog p. 124). Forskellen er, at denne kvinde blev halshugget. 

Maren Andreasdatter i Stoense var tjenestepige hos udflyttergårdmand Ole Jørgensen på Stoense mark. Hendes far var ved FT 1834 "Tjenestekarl og Inderste" – det samme som indsidder, dvs. han boede til leje i et jordløst hus. Med andre ord: en fattig familie. Maren blev født i 1826, og ved hendes konfirmation i Snøde kirke i 1841 får hun bedømmelsen: Kundskab g, opførsel mg – det samme som mange af hendes medkonfirmander. Man kan altså ikke konkludere, at hun var særligt småt begavet, selv om hendes senere handlinger kunne tyde på det. I øvrigt må det være gået tilbage for familien, idet faderen ved FT 1840 er blevet fattiglem, 49 år gammel. 

Den 6. november 1848 var Maren blevet vred på sin husbond og sin madmoder. Hun havde tidligere uretmæssigt taget nogle lys og noget brød, som hun dog havde leveret tilbage til husbonden, der havde lovet ikke at fortælle andre om det passerede. Nu fornemmede Maren imidlertid, at der blev snakket om tyveriet rundt omkring, og hun mente derfor, at Ole Jørgensen og hans kone ikke kunne lide hende. I vrede besluttede hun at brænde gården ned. Tjenestekarlen var ikke hjemme, så hun gik først op på hans kammer, hvor hun vidste, der lå en pung med en del penge i hans kiste. Den tog hun. 

Mellem kl. 7 og 8 om aftenen, da alle var færdige med det udendørs arbejde, tog hun en glød fra køkkenskorstenen, lagde den i en askeskuffe og sneg sig ud og bag om laden, hvor hun anbragte gløden i nogle høvlspåner, der straks gik ild i. 

Da hun kom ind i stuen igen, spurgte hun, om ikke de andre havde set en fremmed mand, for det havde hun nemlig. I øvrigt sagde hun i forhøret, at hun straks efter ildspåsættelsen fortrød, men det var for sent – hele gården brændte ned. Hun blev hurtigt mistænkt og forsøgte derfor at drukne sig i en dam, men blev bange og trak sig op på land igen. Senere søgte hun at kaste skylden på en husmand, der havde et horn i siden på Ole Jørgensen. Husmanden blev fængslet, men senere løsladt, da mistanken viste sig ubegrundet. 

Maren blev underkastet gentagne forhør og skiftede flere gange forklaring. Den sidste gik ud på, at branden var anstiftet for at skjule tyveriet af tjenestekarlens pung. Tortur som middel til at få sandheden frem blev afskaffet i Danmark i 1837, så det slap hun da for. Karlen fik sine penge igen og krævede ikke erstatning for den bortskaffede pung. 

Maren Andreasdatter var ikke tidligere tiltalt eller straffet, så straffen blev udmålt til 10 års tugthusarbejde. En mildning var, at de kunne afsones i Odense Tugt- og Forbedringshus og ikke i København, hvor forholdene var strengere.

Hun skulle naturligvis også betale erstatning: Til brandkassen og de "brandlidte" samt honorar til "Actor og Defensor" – anklager og forsvarer. I alt 3054 rigsbankdaler. Det svarede dengang til ca. 17 års løn for en tjenestekarl/pige. Beløbet skulle betales inden 8 uger! Hvordan det skulle gå til, foreligger der intet om. 

I FT 1850 finder vi Maren i Odense Tugthus. Det var en stor institution. 7 ansatte (deres familier boede der også, i alt 24 personer) havde opsyn med 72 indsatte – 42 mænd og 30 kvinder, hvoraf en havde et spædbarn hos sig. I Odense Tugthus’ protokol kan man se, at Maren blev indsat efter dommen 24. april 1849. Hun blev løsladt 13. maj 1859 – ikke en dag for tidligt. Hvor hun så tog hen, og hvordan resten af hendes liv formede sig, har det trods grundige undersøgelser ikke været muligt at finde ud af. 

Som et kuriosum kan det oplyses, at Marens far, Andreas Jeppesen, 59 år, den 24. december 1849 blev dømt til 4 år i Odense Tugthus for tyveri. Han blev løsladt 22. februar 1854. Det vil sige, at far og datter har siddet i tugthuset på samme tid. Desværre ved vi ikke, hvad han havde stjålet, eller hvad der senere skete med ham. 

Kilder: "Straffet på livet" af Niels H. Kragh-Nielsen (2018)

Folketællinger 1834 og 1850

Stoense og Snøde kirkebøger

Juridisk Ugeskrift 1849, ny Række nr. 16-17(kopi fra Kgl. Bibl.)

Odense Tugthus: Bog over Tugthusfanger

 
 
Rudkøbing, september 2018

Else Wolsgård

Nyhedsbrev 

fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv 

nr. 4, 2018 

Leder 

Med dette årets sidste nyhedsbrev sender jeg en stor tak til alle dem, der tænker på arkivet og donerer arkivalier eller effekter til os. De gør det, fordi de stoler på, at vi passer godt på deres minder, så deres efterkommere og andre interesserede kan få glæde af de informationer, der gemmer sig i optegnelser og fotos. 

Rudkøbing Byhistoriske Arkiv ekspanderer stadig, og vi har ingen planer om at neddrosle aktiviteterne. Vi lever til fulde op til kommunens mantra om "borgeren i centrum", idet vi yder en udstrakt service til alle, der henvender sig personligt, pr. telefon eller mail. Borgernes interesse for såvel den individuelle som den kollektive fortid er stigende, og kulturforskere anser det for sandsynligt, at trenden bliver forstærket i årene fremover. 

Nyt fra Havnegade 
 
Lørdag den 10. november var det "Arkivernes dag", og vi åbnede i den anledning en udstilling om mejerierne på Langeland og Strynø. Det er Kirsten Nistrup Vilhelmsen, der har samlet facts, beretninger og fotos om de 18 mejerier. På trods af vejret kom der 70 besøgende, så der var fuldt hus til begge foredrag. 

Fra fhv. gårdejer Egon Knudsen har arkivet modtaget en donation på 3100 kr. Pengene stammer fra et opløst legat, "Gaardejer Hans Rasmussen Toftmann og Hustrus Legat for værdige Trængende i Simmerbølle Sogn og Tyender I Rifbjerg" 

Det blev oprettet i 1906, og af renterne skulle uddeles portioner på mellem 10 og 40 kr. Da renterne efterhånden som bekendt er nærmest ikke eksisterende og portionerne efter nutidens forhold meget små, besluttede legatbestyrelsen at søge legatet opløst og det indestående beløb doneret til Byarkivet. Det er vi naturligvis meget glade for! 

I september deltog arkivets medarbejdere i det halvårlige fællesmøde for kommunens arkiver. Det blev afholdt på Strynø. 

9. oktober aflagde borgmester Tonni Hansen og kommunaldirektør Benny Balsgaard besøg på arkivet, hvor de blev orienteret om såvel det daglige arbejde som fremtidige udfordringer. 

De to små klublejligheder på anden sal i den sydlige ende af den gamle stationsbygning har arkivet nu fået lov til at disponere over. Det er vi meget tilfredse 

med, idet nogle store afleveringer ikke har kunnet journaliseres, fordi vi ikke har haft hylder at anbringe dem på. Det får vi heldigvis nu. 

18. oktober blev årets udgave af "Øboer" lanceret på Byarkivet. 

1. november holdt Kulturelt samråd sit møde i arkivets mødelokale. Bagefter fik de medlemmer af samrådet, der havde lyst, en rundvisning på alle tre etager i huset. 

"Tirsdagsklubben" er blevet genoplivet, og der er holdt tre foredragsarrangementer i dette efterår. Hvis man kunne tænke sig at komme med i klubben, kan man ringe til Lissi Larsen på 29655139 og høre, om der er plads. 

Inge Leth har skænket arkivet et hængeskab, der stammer fra den gamle arrest. Hver arrestant havde sådan et til personlige ejendele. Hendes far, skatteinspektør Erik Olsen (1921-1976) købte det på auktion, da arresten blev nedlagt i 1961. 

Tobaksspinder, daglejer og danselærer med mere – en alsidig personlighed 
 
Kort efter arkivets start i 1944 begyndte Chr. Kiilsgaard at indsamle personhistorier. 

Han fik fortrykt nogle ark i hans foretrukne størrelse – folio – hvor man skulle skrive svar på spørgsmål om navn, forældres navne, ægtefælles data, eventuelle børn samt uddannelse, arbejds- og foreningsliv mv. De fleste af disse indsamlede levnedsløb stammer fra medlemmer af "det bedre (mandlige) borgerskab", men for nylig stødte jeg på en levnedsbeskrivelse skrevet af en mand, der bestemt ikke var født med en sølvske i munden. 

Hans Christian Marius Hansen blev født i 1876 i Bagenkop som søn af en ugift mor. Han gik i skole i Rudkøbing, fordi hans mor var blevet gift med en skomager i byen. Dette ses i kirkebogen, idet han blev konfirmeret i 1890 i Rudkøbing. Christians kundskaber blev da takseret til tg, hans opførsel til mg. 
Efter endt skolegang kom han i lære som tobaksspinder hos den kendte tobaksfabrikant Iversen, og han gik på Teknisk Skole. Efter endt uddannelse arbejdede han som tobaksspinder i Odense. Tobaksspinderne forarbejdede den rå, tørrede tobak. Iversens (1859-1923) virksomhed lå i Sidsel Bagersgade 13, hvor man i sin tid fandt en bageovn af munkesten i baghuset. Her arbejdede 2-4 voksne og 6-8 børn. De kunne tjene 5 skilling for 6 timers arbejde. Ikke meget, men et kærkomment tilskud til økonomien i et fattigt hjem. Chr. Hansen kan meget vel være begyndt som børnearbejder på fabrikken. 1 skilling var lig 2 øre, der svarer til 2 kr. i dag.   
 
 
1896 blev et skelsættende år: For det første skiftede Christian job og blev savværksarbejder (formentlig bedre lønnet), for det andet blev han gift med Mathilde Cecilie Petersen født 1876 i Tryggelev. Syv uger efter brylluppet fik de nygifte deres første søn af i alt fem. Tre døtre fik de også. Samme år begyndte Christian at bijobbe som danselærer. Da han til at begynde med ikke havde en egentlig danseskole, har han formentlig tilbudt sig som lærer i forsamlingshusene rundt omkring. Senere blev det til "Chr. Hansens Danseskole". Der findes et foto fra et afdansningsbal i 1915. 35 håbefulde unge mennesker er linet op i "Logen i Strandgade 7" Huset var ejet af logen "Ørsteds Minde", og der var en afholdsrestauration i stueetagen. Han blev ved med at praktisere som danselærer helt til 1935. 

Ægteparret Hansen mistede i 1908 en syvårig søn, der døde af meningitis. I 1924 døde en 14 årig datter af gigtfeber. Et par af de øvrige otte børn døde også temmelig unge. Det var jo en anden tid før penicillinens opdagelse, så selv mindre infektioner kunne blive fatale. 

I 1915 havde familien overtaget Mathildes forældres hus, Sommerlyst 18, et lille sammenbygget hus fra 1877. De boede der til deres død – Christian døde i 1952, Mathilde i 1955. 

Christian var meget aktiv i foreningslivet. Han var blandt stifterne af Arbejdsmændenes Fagforening i Rudkøbing i 1914, hvor han var bestyrelsesmedlem i en del år. Arbejder- og Håndværkerforeningens bestyrelse var han også medlem af. En overgang var han formand for sangforeningen "Lyren", hvor han blev æresmedlem. 

Naturligvis- kan man vist godt sige - var Christian Hansen også medlem af Socialdemokratisk Forening. Bestyrelsen for Rudkøbing Hjorteskydningsforening (som det p.t. ikke er lykkedes at finde flere oplysninger om) var også blandt hans interesser. Formand for Aldersrentenyderforeningen var han i flere år. Han var tillige medlem af Rudkøbing Afholdsforening og logen Ørsteds Minde. Endelig rejste han "her på Øen i 23 Aar med Skydetelt og Kraftprøve", som han selv skriver. Man kan forestille sig, at han har stillet sit telt op ved dyrskuer, børnehjælpsdage o.l. "Kraftprøven" var måske den kendte udgave med en mukkert, der skal slås ned på en slags pløk. Hvis slaget er hårdt nok, er der en klokke, der ringer, og den pågældende "kraftkarl" har kvalificeret sig som dagens helt. 

Børnene kom godt i vej, dvs. drengene fik en faglig uddannelse og pigerne blev gift med mænd med gode jobs. En af sønnerne blev kustode ved Nationalmuseet. 

Nekrologen i Langelands Avis slutter således: "En særpræget skikkelse, en levende personlighed og en udmærket fortæller om by og ø i gamle dage er gået bort". 

Det tror man gerne. 

Rudkøbing december 2018 

Else Wolsgård 

Kilder: Hans Christian Marius Hansens personlæg på Byarkivet, 
Fotos på Byarkivet, 
Rudkøbing kirkebog 
Langelands Avis 
Register over dødsattester. 
Chr. Kiilsgaard: "Rudkøbing, topografi og Bystyre III" 
www.oldmoney.dk