Nyhedsbrev fra
Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
Nr. 1, 2019
Leder
Forskning og fakta – eller fake news?
Det er let at plante og udbrede en "god historie" i pressen og på de sociale medier, og det er desværre ikke så mange, der går op i, om historien nu også er sand. For en historiker er det imidlertid vigtigt at gøre en indsats for at få punkteret falske myter.
En af disse sejlivede, falske myter handler om, at den danske stat behandlede de tyske, civile flygtninge efter Anden Verdenskrig meget ringe, så ringe, at en stor del af dem, især børn, døde.
Det er imidlertid ikke sandt. Myten opstod i 2005, da en læge, Kirsten Lylloff, fik en form for åbenbaring, så hun troede, hun var historiker. På baggrund af flygtningearkiver fra 1945- 46 fik hun antaget en ph.d., hvor konklusionen var, at den danske stat var skyldig i at medvirke til massevis af dødsfald blandt de ekspatrierede tyskere på grund af mangel på mad og lægehjælp.
Den historie var let at sælge: Vi kan jo alle se de mange grave ved de store flygtningelejre i Jylland.
I 2014 skrev jeg en artikel i årbogen Øboer, baseret på originale kilder, der findes på Rudkøbing Byhistoriske Arkiv. De viste tydeligt, at reglerne for behandling af flygtningene var fuldt forsvarlig. Som led i min research undersøgte jeg tillige de tilgængelige, trykte kilder, herunder H. Havreheds disputats fra 1987: "De tyske flygtninge i Danmark 1945- 49", der er hovedværket på området.
Senest har John V. Jensen i Personalhistorisk Tidsskrift 2018 grundigt redegjort for det enorme arbejde, som Oksbøllejrens første chef, Harry Bjørnholm, gjorde.
I virkeligheden er det fantastisk, at vort land, hvor der ved Besættelsens slutning var mangel på både fødevarer og tøj, kunne løfte opgaven med at varetage over 200.000 flygtninges samt ca. 60.000 sårede, tyske soldaters ophold på en ordentlig måde. Selvfølgelig var der mangel på madrasser, dyner og puder – myndighederne kunne jo ikke trylle og fremskaffe udstyr, der ganske enkelt ikke fandtes inden for landets grænser. Når mange flygtninge døde, var grunden, at de ved ankomsten hertil var udsultede og angrebet af sygdomme, der ikke umiddelbart kunne kureres.
Lad mig slå fast, at Danmark behandlede sine ikke specielt velkomne gæster i fuld overensstemmelse med Folkerettens regler. Ikke desto mindre lever forestillingen om de "hævngerrige danskere" altså stadig. Således i Fyns Amts Avis 18/2 i år, hvor et par journalister, der har udgivet en bog om et dansk/tysk pars trængsler efter Besættelsen, anlægger samme fejlagtige vinkel på håndteringen af de ekspatrierede tyskere – nemlig at danskerne bevidst udsatte dem for omsorgssvigt med talrige dødsfald til følge. Et læserindlæg, hvor jeg korrigerede denne fejlopfattelse, blev ikke anset for relevant af FAA, der ikke optog indlægget.
22/2 var den gal igen, denne gang i Weekendavisen, hvor der i en leder blev draget paralleller mellem vor behandling af syrienskrigere og datidens behandling af tyske flygtninge. Weekendavisen valgte imidlertid at bringe mit indlæg, og jeg har efterfølgende fået positiv respons fra flere historikere med særligt kendskab til området.
Et andet eksempel på en kollektiv fejlopfattelse der den, der er opstået i kølvandet på filmen "Under sandet" (2015). Her postuleres det, at den danske stat sendte tyske teenagere ud for at rydde landminer, hvorved mange omkom. Men heller ikke det er rigtigt. Minerydderne var under kommando af tyske officerer, så der var ikke tale om dansk "hævntørst". Desværre er det den opfattelse, som de, der har set eller hørt om filmen, sidder tilbage med. Og den er svær at udrydde, for myter er og bliver sejlivede. Alligevel må vi ikke holde op med at korrigere de usandheder, der popper op i medierne.
Nyt fra Havnegade
På den første arbejdsdag i det nye år lå der en meddelelse om, at VELUX fonden havde bevilget Byarkivet godt 11.000 kr. til en ny avisscanner med tilhørende bærbar PC. Kort tid efter fik vi en donation på 10.000 kr. fra Fyn-Langeland Fond. Pengene faldt på et tørt sted, idet arkivet har et værdifuldt guldaldermaleri (en kopi af Eckersbergs portræt af Anders Sandøe Ørsted fra 1821. Originalen er udlånt af SMK og hænger nu i Statsministeriet). Vores billede hang på det gamle rådhus til kommunesammenlægningen i 2007, hvor Byarkivet fik det. Det var allerede dengang temmelig nødlidende, så det er ifølge konservatoren i sidste øjeblik, hvis det skal reddes for eftertiden – hvad det naturligvis bør.
Donationen dækker præcis konservering af maleriet og restaurering af rammen.
Byarkivet er taknemmelig for begge donationer.
Vi har overtaget en del stålreoler, der stod i den tidligere "Værkstedsgården" i Lindelse, og de skal bruges i de nye lokaler på anden sal, som vi har fået rådighed over.
Der er indkøbt en ny projektor, så vi nu kan vise fotos og film med lyd uden problemer. Og da vi har fået opsat mørklægningsgardiner i mødelokalet, kan vi også vise fotos, når solen skinner.
Rudkøbing Husmoderforening har været på besøg på arkivet, og de fik en rundvisning og orientering om arkivets arbejde samt en kort indføring i H.C. Ørsted-selskabets grundlag og virke. En klub af forhenværende ansatte på Rudkøbing Plejehjem lagde også vejen fordi.
Flere gange har vi haft besøg af større og mindre grupper af engelsktalende studerende ved Kunstakademiet i København. De har især udvist interesse for det gamle garveri på Spodsbjergvej og siloen på havnen.
Udstillingen om mejeridrift på Langeland og Strynø har været meget populær, og den er blevet set af omkring 300 besøgende. Vores hjemmetrykte bog om emnet er blevet solgt i ca. 25 eksemplarer.
I forbindelse med indsendelsen af den årlige kulturstatistik til Kulturministeriet foretog vi en ny opmåling af det antal hyldemeter arkivalier, bøger mv., arkivet råder over. Det blev til 838 meter!
Flydedokkens stranding ved Påø har stadig stor interesse for besøgende. Vi har derfor opsat en montre på første sal ved arkivets indgang med informationer, fotos og ting, som de fhv. russiske krigsfanger har fremstillet.
Højt at flyve, dybt at falde – historien om en langelandsk original.
Omkring 1790 bosatte fire brødre, der var født i Holsten, sig i Rudkøbing. De hed Schnor, og det navn lyder nok bekendt i manges ører. En blev smed, en anden blev tømrermester, den tredje blev møller og den fjerde blev både tømrermester, møllebygger og møller. Sidstnævnte hed Claus Heinrich Schnor. Han købte i 1795 vestre Hine-mølle, kendt som Schnors mølle. Den lå, hvor bryggeriet, der senere blev til det nu nedrivningsdømte garveri, ligger. En sti eller lille vej, der gik fra den nuværende Spodsbjergvej hen over den jord, der hørte til møllen, fik navnet Schnohrsvej. Vejen er senere blevet forlænget og munder i dag ud i Omfartsvejen.
Møller Schnor og hans anden kone fik to sønner. Den ældste hed Johan Hansen Schnor, født 1804. Efter lokale forhold kan man vist godt sige, at han var "født med en sølvske i munden". Johan voksede op i det rige møllerhjem, og som ung søgte han selskab blandt øens større jordbesidderes sønner. De unge døtre havde naturligvis også hans interesse, men han opførte sig høvisk og har så vidt vides ingen efterkommere.
Faderen forsynede Johan med penge, så han kunne gøre sig i stadstøj og ved spillebordene til de store selskaber. Desværre havde samme far ikke sørget for, at sønnen fik passende skolelærdom. Kendskab til drift af mølleriet havde han heller ikke erhvervet sig, men pyt – det kunne vel enhver finde ud af?
A. Chr. Haugaard skrev i 1946 en historie i Langelands Avis, der handlede om en langelandsk original - Johan Schnor. Haugaards forældre havde åbenbart kendt "originalen" temmelig godt. Haugaard skriver, at møller Claus Schnor døde, hvorefter Johan overtog møllen og kørte økonomien i sænk. Det passer imidlertid ikke, idet den gamle møller døde i 1851efter i 1838 at have overladt møllen til sin søn Rasmus, født 1806.
Hvad der egentlig skete, før den yngste søn overtog møllen, ved vi ikke. Det er muligt, at faderen ganske enkelt blev træt af at forsyne sin døgenigt af en søn - Johan - med penge, der forsvandt mellem hænderne på ham. Da pengestrømmen hørte op, forsvandt også muligheden for at leve "det søde liv" på de bonede gulve.
Nu kunne Johan have engageret sig i møllens drift eller fundet noget arbejde, så han kunne skaffe til dagen og vejen. Hans lyster gik dog slet ikke i den retning. I stedet valgte han at vagabondere.
Han havde kun det tøj, han havde på, samt en hund. Nu vandrede han så øen rundt og opsøgte gamle venner, dvs. dem, der havde hjulpet ham med at bruge de penge, den gode far havde givet sin Johan.
Når han bankede på døren på en af de større gårde, sagde han ligeud, at besøget nok ville strække sig over nogle dage. Samtidig tilbød han at fortælle historier eller være fjerdemand i et kortspil.
Normalt blev han indlogeret i et udrangeret karlekammer. Ved måltiderne sad han godt nok med ved bordet, men på grund af lugten blev han anbragt lidt afsides.
Kassabelt tøj blev lagt til side og givet til Schnor, men hunden blev ikke tålt i stuerne på de gårde, han besøgte. Han elskede imidlertid sit forpjuskede gadekryds, og det gamle udtryk "som hund, så herre" kom med årene til at passe bedre og bedre – begge kom til at se stadig mere derangerede ud.
Chr. Haugaard, hvis artikler i Langelands Avis har vist sig ikke at være helt pålidelige, omtaler et besøg, Schnor skulle have aflagt hos Haugaards forældre på Gl. Kongevej på Frederiksberg i forbindelse med en lægebehandling. Ved den lejlighed skulle han have været i Tivoli, hvor den landlige personage nærmest skabte opløb.
Desværre har det ikke været muligt at finde ud af, hvor og hvornår han døde. En ikke-verificerbar kilde på nettet angiver, at han blev "forvist til Lolland". I hvert tilfælde forsvandt både Johan Schnor og hans hund sporløst - formentlig uden at nogen af dem blev savnet.
Kilder: Rudkøbings kirkebøger
Ole Mortensøn og Hans Larsen: Møller og møllefolk på Langeland.
Erindringer af A.Chr. Haugaard, trykt i Langelands Avis i maj 1946.
My Heritage
Rudkøbing, marts 2019
Else Wolsgård
Nyhedsbrev fra
Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
nr. 2, 2019
Leder
Det er formodentlig gået op for de fleste, at ”det nye sort” inden for slægtsundersøgelser nu er DNA-tests. På facebook.dk er der en gruppe: DNA-slægtsforskning, hvor man kan få gode råd og dele ud af egne erfaringer. I bladet ”Slægtsforskeren” nr. 2, 2018 er der en god artikel, der illustrerer, at man med den nye teknologi må være forberedt på at få punkteret sine hyggelige familiemyter. Artiklens forfatter har været overbevist om, at der var en spanioler blandt hans forfædre. DNA-testen viste, at der var 0% gener fra den Iberiske halvø i hans arvemateriale. Der kan også opstå problemer, hvis flere nærtbeslægtede får taget testen, og det viser sig, at de faktisk ikke rigtig kan være i familie. Så disse risici bør man tænke grundigt igennem, før man ofrer de ca. 500 kr., en test koster.
Da det sker, at arkivets brugere har spørgsmål om DNA-tests, besluttede jeg at kaste mig ud i projektet. Resultatet var nogenlunde som forventet – temmelig skuffende. Ingen eksotiske aner: jeg er 80% skandinav, 18,2% mellemeuropæer og 1,8% ashkenazisk jøde. De, der husker min artikel i Øboer 2016 om jødiske familier i Rudkøbing, vil vide, at der tidligere var to ”slags” jøder: de sefardiske, der var blevet fordrevet fra Portugal og Spanien og derfor vandrede op gennem Europa, og de ashkenaziske, der stammer fra Rusland og længere østpå, og som oftest var temmelig fattige og afvigende fra danskere i klædedragt og udseende. Hvordan dette lidt eksotiske gen er havnet i familien, har jeg ingen anelse om. Testfirmaet udstyrede mig tillige med en lang række kvart- og ottendedels fætre og kusiner, som jeg ærlig talt ikke ved, hvad jeg kan bruge til.
Konklusionen er, at man bør tænke sig om, før man rider med på DNA-bølgen – og man skal være beredt på skuffelser.
Nyt fra Havnegade
Det vigtigste, der er sket på arkivet siden seneste nyhedsbrev, er jo, at Lise Pedersen døde Palmesøndag, 76 år gammel. Hun havde været frivillig på arkivet siden 2005 og fortsatte med at arbejde, selv da det stod klart, hvor alvorlig hendes sygdom var. Jeg har skrevet mindeord i avisen, så dem vil jeg ikke gentage, blot på egne og alle arkivets medarbejderes vegne udtrykke vores store savn.
Støtteforeningen for Rudkøbing Byhistoriske Arkiv holdt generalforsamling den 21. maj, hvor museumsinspektør Cecilie Bønneløkke holdt et indlæg om sit igangværende arbejde med hjemstavnsforeninger.
Den 31. maj var der ”By night” i Rudkøbing, og Støtteforeningen havde en ”stand” ved indgangen til H. C. Ørsteds-udstillingen i Østergade 48, der var åbnet samme dag. Denne indsats gav hele 14 nye medlemmer!
Arkivets medarbejdere og de medlemmer af Støtteforeningens bestyrelse, der har lyst til at deltage, er i gang med at finde materiale til en udstilling på ”Arkivernes Dag” den 9. november. Temaet er i år ”Gemt eller glemt?”, og vi har valgt at fokusere på forretninger og virksomheder, der ikke eksisterer mere, men som mange nok alligevel husker.
I sommer er der en mini-udstilling i stationsbygningens ventesal om emnet metrologi – læren om mål og vægt.
Vi har fået en nyttejobber, der hedder Pia, og hun har bl.a. sørget for, at vores gamle fotos har fået pudset glassene og sølvplaketterne.
En helt usandsynlig ulykke
Postdamskibsselskabet Thingvalla, hvis formand var etatsråd C. F. Tietgen, ejede bl.a. to skibe, Thingvalla og Geiser. Alle lister, breve og øvrige dokumenter i forbindelse med den ulykke, der involverede begge skibe den 14. august 1888, er skannet ind og ligger tilgængelige på www.arkivalieronline.dk – i alt 865 sider!
Nedenstående er dels baseret på en artikel i ”Siden Saxo” nr. 1 2018 af fhv . leder af Udvandrerarkivet, Henning Bender, dels på de yderligere oplysninger, jeg har noteret efter gennemgang af alle de indskannede dokumenter samt omtalen i Langelands Avis 1888.
Nu ville det jo have været fint at kunne tilføje historien lidt lokalkolorit ved at finde en langelænder, der var passager på et af de to skibe. Men der var ingen langelændere med. Ved at gennemgå passagerlisterne for 1885-86, fandt jeg dog to langelændere, der tog vestpå med Thingvalla. Den ene, handelsbetjent Wilhelm D. Jørgensen på 23 år fra Nordenbro, begav sig den 8-11-1886 af sted til St. Paul i Minnesota. Den anden var Chr. Laurits Christiansen, tjenestekarl på kun 16 år, hvis rejsemål var New York. Begge findes også i Byarkivets liste over de ca. 5000, der udvandrede fra Langeland i sidste halvdel af 1800 tallet.
Thingvalla var sejlet fra København for via Christiania (Oslo) og Christansstad at sætte kursen mod New York den 10. august. Geiser var afsejlet i modsat retning fra New York den 11. august.
Om bord på Thingvalla var der ved afsejlingen fra Norge 499 passagerer og 60 besætningsmedlemmer. Udvandringen fra de nordiske lande var i 1888 i fuld gang, og der var derfor altid flere passagerer på vej mod vest end mod øst. Geiser havde også 60 besætningsmedlemmer, men kun 91 passagerer.
Begge skibe var den 14. august om natten nået til en position syd for Nova Scotia. Klokken ca. fire om morgenen skete ulykken. Vejret var ikke hårdt, men en kraftig regnbyge gjorde, at rorgængerne ikke i tide observerede det andet skibs lanterner. De var allerede alt for tæt på hinanden, da Thingvalla drejede skarpt mod nord for at passere højre om. Geiser drejede desværre også mod nord for at passere venstre om. Resultatet var, at Thingvalla ramte Geiser midt styrbord, Geiser brækkede midt over og sank i løbet af fire minutter.
Hvem der havde skylden, blev ikke fastlagt, dels fordi de ansvarlige på Geiser alle druknede, dels fordi det ikke var i rederiets interesse at få opklaret, om besætningen havde begået fejl, der var ansvarspådragende for dampskibsselskabet.
Der er lidt mange tal, men de er nødvendige for at forstå katastrofens omfang.
32 af de 151 om bord på Geiser blev reddet – 14 af de 91 passagerer, 18 af de 60 besætningsmedlemmer. Af de ombordværende 104 mænd overlevede 31. Af de 21 kvinder og 26 børn overlevede kun én kvinde, Hilda Lind. Hendes beretning viser, at det i 1888 i hvert fald ikke var blevet kutyme at hjælpe kvinder og børn. Hun forsøgte at komme op ad trappen til dækket med sin treårige datter ved hånden og sin spæde søn på armen, men blev skubbet tilbage af de langt stærkere mænd. Da hun endelig nåede dækket, var skibet allerede delt i to. Hilda blev ramt af noget tungt og besvimede, før hun faldt i vandet. En halv time senere blev hun reddet op på Thingvalla. At hun overlevede, skyldtes en kvindelig passager, Ingeborg Tauström, der var læge. (Måske var svenskerne længere fremme, hvad kvinders adgang til at studere medicin angår, end danskerne, idet den første, danske, kvindelige læge, Nielsine Nielsen fra Svendborg, først efter mange vanskeligheder fik sin eksamen i 1885.) De to mandlige skibslæger – doktor Dircks fra Geiser var også reddet over på Thingvalla – mente ikke, det var umagen værd at forsøge at genoplive den bevidstløse Hilda. Det var Ingeborg Tauström lodret uenig i, så hun fik bragt Hilda til damernes salon, hvor det lykkedes at få liv i hende igen. Men de to børn var naturligvis forsvundet i bølgerne.
Thingvalla holdt sig flydende trods et stort hul i stævnen, og allerede seks timer efter ulykken mødte man en tysk passagerdamper på vej til New York. Alle passagerer blev overført til dette skib, der anløb NY den 17. august. Det lykkedes Thingvallas besætning at bakke – det var nødvendigt på grund af det store hul i stævnen – 300 km. til Halifax, hvor skibet blev repareret.
Naturligvis blev historien om den usandsynlige ulykke, hvor to af de samme rederis skibe var kollideret midt på havet, genstand for enorm omtale ikke blot i amerikanske og danske aviser, men verden over. Rederiet og Tietgen var i forsvarsposition. Hvis man indrømmede at have noget ansvar for ulykken, ville det kunne få fatale konsekvenser for selskabets økonomi.
Rederiet fralagde sig følgelig ethvert ansvar og gav de ansatte mundkurv på. Taktikken gik ud på, at rederiet ikke på nogen måde var erstatningspligtig hverken i forhold til de tabte menneskeliv eller mistede ejendele. Rederiets tavshed gik så vidt, at man ikke engang oplyste de pårørende om navnene på de druknede og de reddede. Det måtte de se i aviserne, hvorved der opstod mange, tragiske fejl.
Til gengæld iværksatte rederiet en indsamling af penge til ofrene for katastrofen, hvor man storsindet tilbød at administrere og fordele beløb til de skadelidte. Historien om de manglende ressourcer til at yde erstatning virker mindre plausibel i og med at det ved selskabets generalforsamling i 1889 fremgik, at overskuddet var enormt, så bestyrelsen fik over 17000 kr. til deling, og aktionærernes udbytte blev hævet fra 5 til 10%.
De mest interessante af de bevarede dokumenter er de mange breve fra pårørende til afdøde og fra reddede passagerer, der ønsker godtgørelse for tab af ”alle klæder og kontante midler”.
Rederiet stod dog fast på sine principper. Selv billetten ville de ikke refundere. I første omgang fik enker, der havde mistet familieforsørgeren, tilbudt 100 kr. Efter det, man i vore dage ville kalde en shitstorm i pressen, blev beløbet forhøjet til 500 kr. + 250 kr. pr barn. Det indsamlede beløb blev fordelt blandt ansøgerne, så hver kunne få 50 dollars = 187,50 kr. uanset hvor stort et tab, de havde lidt. Så det var, hvad Hilda Lind fik for tab af alt tøj, personlige ejendele og to børn.
Nogle reddede passagerer skrev lange lister over, hvad de havde mistet, selv ”tre Kraveknapper - tre Kroner”. Nogle var naturligvis mere pågående end andre, og i et tilfælde så rederiet sig nødsaget til at kalde til orden: ”Sluttelig skulde vi have Dem anmodet om, hvis De vil fortsætte Correspondancen med os at holde Deres Skrivelser i en sømmelig Stil og ikke som i Deres sidste Skrivelse fuldstændig overdænge os med Fornærmelser”
Det gør naturligvis indtryk, når en fattig enke med tre små børn, hvoraf det mindste er født efter faderens død, ved præstens hjælp appellerer til rederiets godgørenhed.
En mand, der opgør sine tab til 1515 kr. bliver tilbudt 100 kr. ”til endelig Afgørelse”.
Man får et meget interessant indblik i, hvordan virkeligheden kunne se ud for skadelidte i 1888.
De 187,50 kr. svarer i øvrigt knapt til et halvt års løn for en landsbyskolelærer på den tid.
Rudkøbing juni 2019
Else Wolsgård
Nyhedsbrev fra
Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
nr. 3, 2019
Det frivillige arbejde i Danmark blomstrer. I løbet af de seneste tyve år er der kommet mange flere frivillige, der varetager nye opgaver. Hvem ville have tænkt, at man i velfærdsstaten ville få brug for vågekoner og børns voksenvenner? De fleste, der går på pension i dag, er temmelig raske og rørige, og det betyder, at mange pensionister er frivillige i mere end en organisation. Således også undertegnede, der har været frivillig i Bio Langeland, siden den åbnede i 2002. Nu er jeg så også af og til vagt i den nyåbnede H. C. Ørsted-udstilling. Før åbningen var der en lille notits i Øboen, hvor Ørsted-selskabet søgte frivillige vagter. Få dage efter var der et korps på mere end ti 65+, der gerne ville bruge tid og kræfter på at sørge for, at den spændende udstilling kan være med til at brande byen. Heldigvis er den nye udstilling blevet en succes: på mindre end tre en halv måned er der kommet 3000 gæster.
På Byarkivet er der nu 8 frivillige, og uden dem kunne arkivet ikke fungere. Lad os derfor påskønne de frivilliges indsats ved enhver given lejlighed. Uden dem er der meget socialt og kulturelt arbejde, der ikke ville blive gjort!
Nyt fra Havnegade
Vi har haft besøg af mange turister i sommer. Nogle har varslet deres komme, andre anede ikke, at et arkivbesøg var en mulighed, før de henvendte sig på turistkontoret eller talte med personalet på deres hotel. Der har været efterkommere efter udvandrere til New Zealand, USA og Australien. De bliver positivt overraskede over, hvad vi kan skaffe af informationer om deres forfædre/mødre. Et af de mere specielle besøg var et fransk ægtepar. Fruens far var blandt de franske forhenværende tyske krigsfanger om bord på den – i arkivsammenhæng uopslidelige – flydedok, der strandede ved Påø 4-5-1945. De var begejstrede over det omfattende fotomateriale, vi kunne vise dem (og jeg fik støvet mit franske af).
I august var alle arkivets medarbejdere på den årlige ekskursion. Den gik i år til Medicinhaverne i Tranekær, hvor vi gik en kyndig rundvisning af en af de frivillige i haverne. Vejret var dejligt, og bagefter spiste vi frokost i "Orangeriet".
Der er kommet flere interessante afleveringer, og vi har fået en del gode bøger foræret.
De fleste af arkivets medarbejdere er for tiden optaget af at forberede årets udstilling, der åbner på "Arkivernes dag" den 9. november. Temaet i år er "Gemt eller glemt?" Vi har valgt at fokusere på lokale virksomheder, der ikke eksisterer mere, men som stadig huskes af mange rudkøbingensere. Det vil fx nok overraske de fleste, hvor mange købmænd, der før i tiden var i byen.
Et himmelbrev
Helt tilfældigt fik jeg for nylig øje på et emnekort med overskriften Himmelbreve. Da jeg ikke vidste, hvad det var, vakte det min nysgerrighed, og jeg fandt det læg frem, hvor himmelbrevet befinder sig. Lægget er et personlæg tilhørende sognefoged Thomas Peder Thomsen. Brevet er dateret den 8-5-1831 og underskrevet af Hans Jensen, Hou.
Jeg undersøgte fænomenet nærmere. Begrebet himmelbrev dækker over skrevne eller trykte blade, der har rod tilbage i middelalderen. Himmelbrevene er kommet til Danmark fra Tyskland i begyndelsen af 1700-tallet. Holberg omtaler dem i komedien Barselstuen, hvor han lader Arianke Bogtrykker sige: "Vor dreng Lars satte forleden et Himmel-brev over på Dansk (fra tysk), hvor vi solgte over 4000 Exemplarier".
Men hvad var så et himmelbrev? Genren hviler på den antagelse, at Gud kan åbenbare sig for mennesker gennem skriftlige meddelelser. Og selv om der er op til 100 år mellem nogle af de breve, der er bevaret, så er de alle skåret over samme læst: Formaninger om den rette kristne levevis og forsagelse af synder. Hvis man følger brevets anvisninger og frem for alt ikke "dølger" det, men gerne skriver det af og deler det ud til andre, vil man få al mulig lykke, undgå ildsvåde og ikke kunne blive ramt af "jern", dvs. kugler.
Gør man ikke som påbudt eller gemmer brevet væk. får man til gengæld alle landsens ulykker.
Ofte er brevene affattet i dårligt sprog med mange gentagelser og fejl. Det væsentlige er nemlig ikke den sammenhængende mening, men brevets iboende magi.
Sjovt nok begynder mange af brevene med, at en mand ved navn Jost eller Just møder en fremmed lidt uden for Assens. Denne fremmede har en karakteristisk påklædning. Han giver Jost et brev, som han skal give videre til præsten. Det tør han ikke, så mødet gentages tre gange, inden den fremmede endelig åbenbarer sig som ærkeenglen Michael eller Jesus selv, idet han siger, at Gud selv har skrevet brevet. Så forstår man jo bedre dets magiske egenskaber!
Under krigen 1864 bar mange danske soldater et himmelbrev på sig. Om tabstallet havde været højere, hvis de ikke havde båret den beskyttende "amulet", kan vi ikke vide. Det er nok tvivlsomt. Men troen på himmelbreves virkning bestod, for mange sønderjyske soldater i tysk tjeneste under Første Verdenskrig følte sig beskyttet med et himmelbrev i inderlommen. Efter krigen gik brevene af brug i Danmark, men de bruges efter sigende stadig i Tyskland.
Når man ser på himmelbrevenes truende attitude, minder de meget om de gammeldags kædebreve: "hvis du gør, som her står, får du (et eller andet godt, fx 224 hæklede firkanter). Hvis du negligerer brevets kommando, sker der noget ubehageligt". I dag kan man komme ud for lignende trusler på de elektroniske medier.
Arkivets himmelbrev fra Snøde/Hou er som sagt fra 1831. For et par uger siden fik vi imidlertid et til. En mand, der arbejder i en genbrugsbutik i Rødovre havde fundet et par gamle dokumenter i en kasse. På det ene stod navnet Søvertorp, og da han alligevel skulle en tur til Langeland, gav han dokumenterne til os. Stor var vores overraskelse, da vi så, at det andet dokument var – et himmelbrev fra 1770. I øvrigt med stort set samme indhold som det senere.
Her kommer en transkribering af brevet fra 1831, idet jeg har nærmet det nutidig retskrivning:
Himmelbrevet
Gud med os alle sammen. Et nyt brev at læse og skrive, dette er skreven og passeret af Jesus Kristus i Fyn en liden mil fra Assens, et sted, som kaldes Møllerhuset. Der var en mand ved navn Jost, der kom til ham en morgen trende gange i en brun kjortel og ingen knapper udi, han havde en stor hue på sit hoved. Manden åbenbarede det for præsten, men præsten svarede og sagde, at dette måtte være et spøgelse, og han kom trende gange til hans hus og sagde, at han var en Guds engel, som var sendt fra Gud, og han slog sin kjortel til side, da var han klar som englen. Da blev manden bange for ham, da sagde englen: "Du bør ikke blive bange for mig, jeg er den som vel kan bevare dig". Og englen sagde: " Du skal gå hen til præsten og åbenbare det for ham, at jeg er en Guds engel og har talt med dig og kan ikke have ro for den elendighed, som man lever i på denne jord og for de mange synder, der går i svang blandt menneskene og den store hovfærdighed, som er her i verden. Og englen sagde, i Aarhus og København er de syndefuldeste.
Dette brev har jeg selv skreven på Michaels bjerg med guldbogstaver og af Gud sin engel medsendt og lyder således:
Giv agt på, at Jesus Kristus er almægtig, ak vidste de mennesker, at jeg dette brev selv haver skrevet. Hvem som arbejder om søndagen, siger Gud, selv noget groft arbejde, skal være forskudt fra mit guddommelige ansigt. Men I mennesker skal gå flittig i kirke og høre Guds ord med andagt. I skulle ikke sminke jeres ansigter og ikke kruse jeres hår, men I skulle dele jeres brød med den hungrige. Jeg Jesus Kristus har selv skrevet dette brev med min guddommelige hånd. I haver 6 dage at arbejde i, den 7ende skal holdes hellig med flittig andagt, og dersom I ikke gør det, da vil jeg straffe jer unge og gamle. Afsværg jeres synder, da bliver de jer forladt. Jeres begæringer hverken sølv eller guld begæringer står som begæringer ikke i mit navn. For jeg har skabt jer af intet, og jeg kan gøre jer til intet.
Menneskene skal ikke slå hinanden ihjel, hverken med tanker eller bagvaskelse. I skulle heller ikke være uden barmhjertighed med de fattige og jeres forældre. Så vil
jeg giver jer sundhed og fred. Men dersom I vil tro, at dette brev er sandt, da skal I have lykke og velsignelse, for jeg har skrevet dette brev med min guddommelige hånd. Den som har dette brev i sit hus og ikke viser det frem, han er fordømt forstødt af min guddommelige magt. Men enhver skal skrive det af, og dersom han har så mange synder, som der er fisk i havet og stjerner på himlen, så skal de dog forlades. Den som ikke tror, han skal dø en skammelig død, og omvender I jer ikke, , da skal I blive evigt forbandet. Jeg vil spørge jer på den yderste dag, og I skulle for jeres synders skyld. Den som har dette brev i sit hus eller på sig, skal torden og ild intet skade, men skal altid være fri for ild og vand og skal alt godt vederfares. Dem der holder dette mit brev, som jeg har sendt med min engel Michael, jeg er Jesus Kristus i mennesker på jorden, tro ham fast. Dersom I ikke omvender jer, da skal I dø og pines i helvede.
Omvend jer fra hoffærdighed og synder og gudsbespottelse, fra drukkenskab og grådighed mod de fattige. Thi havde fattiges suk og ret ikke været, da var der ikke kommet regn eller frugt på jorden i 5 år, og derfor I ikke omvendes, da skal verden ikke stå i 3 år, og der skal blive sådan krig og blodsudgydelse, at deres hoffærdighed skal ikke findes. Ja, der skal blive en sådan elendighed med hunger og deslige, at moderen skal æde sit eget barn. Stå frisk op om morgenen og dø om aftenen i jammer og elendighed, at menneskene skal råbe og sige, hvor findes hjælp og trøst vi bedrøvede mennesker. Men dersom I vil omvende jer, da skal menneskene længes efter at ville leve i tusinde år, sådan glæde skal der blive i jeres alderdom formedels jeres bedrøvelse skal omvendes til glæde. Ja Herren jeres Gud og alt folk skal glæde sig. Ja Gud skal have sendt behagelighed til jer I mennesker på jorden. Men den er forbandet, som skjuler dette brev. Men den som forkynder dette, den skal blomstre og af Herren være velsignet i al evighed. Amen i Jesu navn. Amne
Hou den 8. maj 1831
Hans Jensen
Kilder:
Artikel af Anette Herkert, Nordjyllands Historiske Museum,
Artikel af Sune Christian Pedersen i MuseumsPosten, Post & Tele museum, 2010.
Håndbog for danske lokalhistorikere.
Wikipedia
Rudkøbing september 2019
Else Wolsgård
Nyhedsbrev fra
Rudkøbing Byhistoriske Arkiv
nr. 4, 2019
”Pseudoarbejde” har været på dagsordenen i nyhederne i 2019. Det defineres som arbejde, der dybest set er spild af tid, idet det ikke er til gavn for hverken individer, virksomheden eller samfundet.
Denne form for beskæftigelse har mange ansatte stiftet bekendtskab med i 2019. Jeg tænker her på arbejdet med at udføre en række administrative øvelser som følge af den persondataforordning, der er vedtaget i EU, og som trådte i kraft 25. maj. Formålet med forordningen er at hindre kriminelle i at tilegne sig oplysninger om personer. Hvis man skal tage alle detaljer i forordningen for pålydende, betyder det, at ansatte i offentlige og private virksomheder skal være nøje inde i organisationens persondatapolitik, ligesom der skal være udførlige beskrivelser af alle procedurer, der involverer nogen form for ”data”. Det har udmøntet sig i timevis af det, der af medarbejderne er blevet opfattet som rent pseudoarbejde.
Og når man fx besøger sin fodterapeut, der forud for behandlingen beder kunden om at gennemlæse tre tætskrevne sider med beskrivelse af klinikkens politik vedr. behandling af personoplysninger, er målet i den grad nået. Der begås næppe mange ”fodfejl” i den type virksomheder!
Senest har der i pressen været omtale af, at ”GDPR-regler forhindrer lokalarkiver i opbevaring af kulturarv”, hvor formand for SLA, Jørgen Thomsen beklager, at reglerne er for restriktive i forhold til lokalarkivernes virke. Datatilsynets direktør, Cristina Gulisan medgiver, ”at reglerne i nogle tilfælde kan have medført en overdreven forsigtighed”. Selv justitsministeren erkender, ”at reglerne kan skabe unødvendige udfordringer”. Det, han mener, er vist, at udmøntning af reglerne skaber en masse unødvendigt bøvl. Og det har han da i den grad ret i.
Nyt fra Havnegade
Arkivets mangeårige medarbejder, Hans Peter Jansen, døde den 2. november i en alder af 83 år. Hans Peter arbejdede med at indscanne de ca. 120.000 glaspladenegativer, arkivet har fået overdraget fra lokale fotografer. Vi savner ham og sender varme tanker til hans familie.
Persondataforordningen – jævnfør ovenstående – har fyldt en del. Bl.a. har alle ansatte såvel som frivillige skullet gennemgå et internetbaseret kursus i håndtering af persondata. Alle bestod!
Vi har fået en stor indlevering fra familien Lollesgaard, Strandlyst, med kilder til frugtavlerdynastiets historie.
Byarkivets bevilling er skåret ned med 1000 kr. i 2020 og fremefter. Det fremgår af kommunens budgetaftale for 2020-2023.
”Arkivernes dag” 9. november åbnede vi en udstilling med titlen ”Gemt eller glemt”. Den fokuserer på virksomheder og forretninger, der ikke eksisterer mere, men som mange stadig husker. For mange rudkøbingensere var udstillingen som at gå en tur ned ad ”memory lane”. Tænk, at der i 1953 var 21 købmænd i byen! Udstillingen fortsætter i arkivets åbningstid i januar og februar.
Jeg har holdt et foredrag i Sognehuset om Rudkøbing kirkegårds historie.
Der har været to hold besøgende fra New Zealand – efterkommere efter udvandrere, der blev glade for de informationer, vi kunne give dem.
En dag kom et fransk ægtepar. Hustruens bedstefar var en af de franske fhv. krigsfanger på flydedokken, der strandede på Påø 4-5-1945. Hun var meget interesseret i, om vi havde fotos af begivenheden. Dem har vi jo rigtig mange af, og deres begejstring var stor, da de fik lov til at affotografere de spændende amatørfotos.
I anledning af 75 års dagen for strandingen planlægger naturvejlederen på Skovsgård samt Langelands Museum et event den 2. maj (som er en lørdag) og en udstilling, som Byarkivet naturligvis bidrager til.
En markant personlighed med et trist endeligt
Chr. Kiilsgaard nedskrev mange beretninger om mennesker i Rudkøbing, og det følgende er hovedsagelig baseret på hans fortælling.
Hinrik Niclasson Ohlsson blev født i Skåne i 1859. Hans far var en fattig skrædder, der vandrede rundt fra gård til gård og syede tøj. Hvordan og hvorfor Hinrik kom til Rudkøbing, vides ikke. Til gengæld ved vi med sikkerhed, at han nedsatte sig som skræddermester i byen i 1885 og oparbejdede en stor forretning.
Fra 1892 boede han i Ørstedsgade 8 (nu nedrevet), hvor han også havde værksted og butik. Ohlsson var kendt som en stor gourmand, og ved hans selskaber var der altid rigeligt mad og god drikkelse.
Han syede tøj til alle, høj som lav. Og ikke nok med det: Hvis kunderne var rejst fra Langeland, tog Ohlsson da bare det prøveklare tøj i en kuffert, indlogerede sig på Hotel Kong Frederik i København, hvor han så kunne gøre prøvningen færdig.
Eller han kunne aftale med kunden, at han tog fra Odense med et bestemt tog, og så gjorde han prøvningen færdig mellem Odense og Nyborg. Ohlsson lå altid inde med et ganske usædvanligt lager af klæde af bedste kvalitet. Selv optrådte han altid som reklame for sin virksomhed i ulasteligt jakkesæt med kridhvidt kravetøj.
I 1911 havde han 16 personer ansat.
Efter en god middag ville Ohlsson gerne spille bridge, men han tålte meget dårligt at tabe.
Måske fordi han kom fra meget fattige kår, var han nærmest smålig, når det gjaldt små beløb. Hver formiddag sad han sammen med byens andre ”spidser” på Hotel Skandinavien og drak te. Den kostede 25 øre, men så stod romflasken også på bordet til fri afbenyttelse. Når der skulle betales, manglede han altid 2-3 øre, som han regnede med at få eftergivet. På et tidspunkt blev værten på ”Skandinavien”, William Nielsen, irriteret over denne slendrian. Han begyndte at skrive de manglende småbeløb op og præsenterede så regningen for Ohlsson hver måned. Den blev altid betalt uden protest.
Kiilsgaard beretter, at Hinrik var en stor charmeur, han var langt op i årene helt sorthåret med et lille, tæt overskæg. Hans kone hed Augusta, og hun var 16 år yngre end han.
Det var dengang almindeligt, at man havde en stald i baggården, og det var der også bag Ørstedsgade 8. I stalden stor en stor, islandsk hest ved navn Jeppe samt en jumbe (en lav, tohjulet vogn, der kunne trækkes af en enkelt hest). Ohlsson brugte også Jeppe som ridehest rundt i omegnen.
Hans sidste år blev imidlertid triste. Som bekendt hærgede ”Den spanske syge” overalt i Europa i 1918, og Rudkøbing blev ikke skånet. Hver uge er der i avisen opgørelse over, hvor mange smittede og hvor mange døde der var.
Den 2. november 1918 døde sønnen Ole, 19 år gammel.
18. november 1918 døde Augusta Ohlsson, 43 år gammel. Et frygteligt slag for skræddermesteren, men han kom efter sigende gennem krisen og fandt glemsel i sit arbejde.
Så kom det næste hug: Den 7. december 1923 døde hans nu eneste barn, den tolvårige Grethe af mæslinger. Hun var hans øjesten og fra da af mistede Hinrik Ohlsson livsmodet.
Ægteparret Ohlssons børn, Ole og Grethe
I sit testamente oprettede han to legater ”Grethes Minde” på 25.000 kr., hvis renter hvert år i december måned skal uddeles til fattige børn i de kommunale skoler og ”Oles Minde” på 15.000 kr., hvis renter hver jul skal uddeles til trængende håndværkere i Rudkøbing eller deres enker.
Efter Grethes død gav hendes far op. Samtidig viste det sig, at han led af mavekræft. Den 17. marts 1924 var det slut. Hele familien Ohlsson blev samlet på kirkegården. Mindet om en flamboyant og usædvanligt dygtig forretningsmand står tilbage.
Kilder: Fyns Amts Avis 16-12-2019
Beretning nedskrevet af Chr. Kiilsgaard (upubliseret)
Fortegnelsen over døde på Langeland 1900 – 1969,
”Historiske huse og gårde i Rudkøbing”
Byarkivets fortegnelse over udstedte næringsbreve
Rudkøbing, december 2019,
Else Wolsgård