Skip til hoved indholdet

Nyhedsbrev fra

Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

Nr.1, 2020


”Den spanske syge” – fugleinfluenzaen, der i 1918-19 kostede mellem 50 og 100 millioner mennesker livet, er den seneste store pandemi. Nu har vi så corona virus, der ikke er nær så dødelig, men hvor myndighederne – klogt nok måske – tager alle tænkelige forholdsregler.

I det lys kan det være interessant at se, hvordan myndighederne og pressen reagerede i 1918. Det følgende er baseret på gennemgang af Langelands Avis.

4-7-1918 Den spanske syge har nået Skandinavien, men det vurderes ikke, at der er nogen særlig fare for et udbrud her til lands.

8-7 Nu i København, men ingen fare for et alvorligt udbrud.

11-7 Nogle soldater er syge i Odense

19-7 Det er bevist, at Den spanske syge er en influenza, og en skribent gør sig lystig over, at snart sagt ”alle og enhver” hævder at have denne nye ”modesygdom”

20-7 30 tilfælde på Langeland. Kredslægen udtaler, at man ikke behøver at være nervøs, idet sygdommen er godartet. En anden læge anbefaler, at man som kur tager en stor cognac!

I begyndelsen af august døde den første langelænder af influenzaen eller rettere af den form for lungebetændelse, der ofte optrådte i tilknytning til sygdommen. Man skal jo huske, at penicillin endnu ikke var opfundet, så derfor kunne selv en banal lungebetændelse udvikle sig dødeligt.

Hen i oktober blev skolerne lukket. Man mente i øvrigt, at det var jernbanens skyld, at sygdommen spredte sig fra Rudkøbing og sydpå, mens der car få tilfælde på Nordlangeland.

I slutningen af oktober var der 350 tilfælde på hele Langeland, bl.a. flere af øens læger. Medio 1920 var epidemien forbi. Der kom naturligvis flere influenzaepidemier, men ingen, der hvad angår dødelighed kom i nærheden af Den spanske Syge, som i Danmark medførte 14.000 døde.

Når man tager i betragtning, hvor globaliseret verden er i dag, hvor folk rejser fra den ene ende af jorden til den anden og dermed spreder smitten, er der vist ikke andet at gøre end at opføre sig fornuftigt og vente, til corona er klinget ud. Netop på grund af den store rejseaktivitet har en pandemi dog større effekt i dag end for hundrede år siden.

Hvor man i 1918 bestemt ikke malede Fanden på væggen, da smitten kom til Danmark, har man i 2020 nærmest printet ham ud i 3D, så vi alle kan se de skrækkelige konsekvenser, epidemien kan få for os, vores egen og den nationale økonomi. Som følge af restriktionerne er arkivet foreløbig lukket til og med den 26. marts.


Nyt fra Havnegade

I februar var fire af arkivets medarbejdere på Arkibas-kursus i Ringe, og en medarbejder har været på kursus for øvede Arkibas-brugere. Der er således nu håb om, at den efterhånden store pukkel af uregistrerede sager, der er opstået på grund af en række store afleveringer, kan blive nedbragt betragteligt inden sommer. Tak til ansatte og frivillige, der knokler med at registrere sagerne.

Igen i år har Fyn-Langelands Fond begavet Byarkivet med 10.000 kr. Vi har endnu ikke besluttet, hvad gaven skal bruges til, men vi kunne godt tænke os at få en handy og let betjent håndskanner.

Forberedelserne til Langelands Museums udstillinger om de russiske og franske soldater, der havde været tyske krigsfanger, og som strandede ved Påø den 4. maj 1945, skrider frem, og arkivet har naturligvis bidraget med alle de informationer og fotodokumentationer, vi har. Første del, der omhandler de franske og belgiske soldater, åbner på Skovsgård lørdag den 2. maj. Hvis ikke åbningen bliver udsat på grund af Covid 19.


Skoleliv i Rudkøbing

I dette jubilæumsår for H. C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen nævnes det ofte, at de to Ørsted-brødre frekventerede en slags privatskole hos en tysk parykmager. Efter at parykker ikke mere var på mode, var det heldigt for hr. Oldenburg og hans kone, at apoteker Søren Ørsted åbenbart havde så stor tiltro til deres evner, at han betroede ægteparret at sørge for sønnernes (født hhv. i 1777 og -78) basale kundskaber i læsning, skrivning, regning og kristendom. At det mest foregik på tysk, gjorde i praksis børnene tosprogede, hvad der senere kom især H. C. til gode under hans rejser i Europa.

Havde de nu ikke gået til privatundervisning i ”Parykmagerhuset” (det ligger der stadig til venstre for indkørslen til kirken fra Brogade), var der dog en form for undervisningstilbud til Rudkøbings børn, men heller ikke det var i offentligt regi. I Vinkældergade 12 boede der i 1761 en skoleholder ved navn Rasmus Spurre. Han havde taget teologisk embedseksamen, blev dog ikke præst, men vendte tilbage til sin fødeby som skoleholder og bedemand fra 1761. Vinkældergade 10 og 12 var dengang lagt sammen. Det ses af brandtaxationen, at der ikke var trægulve i huset, dvs. kun lerstampet gulv. I samme protokol kan man læse, at der bag huset lå et tværhus med stråtag, hvor der var lo og lade. Rasmus Spurre havde arvet både hus og beskæftigelse fra sin far, Mogens Hansen Spurre, der ligeledes havde drevet en privat regne- og skriveskole – kun med de elementære fag. Faderen døde i 1759, hvorefter sønnen tog over.

På Byarkivet har vi Mogens Spurres originale borgerskabsbevilling fra 1748 til ”Skole holderie og lidet borgerlig Næring”. Hvad det sidste gik ud på, ved vi ikke. Under alle omstændigheder var hvervet som skoleholder ikke noget, man spandt guld på. Skoleholderen fik nemlig ikke fast løn, men blev betalt af hvert enkelt af skolens børns forældre. Bystyret betalte for de børn, hvis forældre var for fattige til selv at betale. Således fik han 2 skilling om ugen for de mindste børn, af dem, der fik undervisning i skrivning fik han 3 skilling, og af dem, der også fik regneundervisning, fik han 4 skilling. I 1784 gav det ham en årsindtægt på 25 rigsdaler. Til sammenligning tjente en arbejdsmand på samme tid omkring 20 skilling om dagen, dvs. at årslønnen lå omkring 70 rigsdaler. Det var derfor ikke så underligt, at skoleholderen havde behov for at supplere med andre indtægter.

Rasmus Spurre var gift to gange. Hans første kone døde som 46 årig i 1781 – i kirkebogen står, som det var almindeligt ”Skoleholder Spurres Hustru” uden angivelse af hendes eget navn. Året efter giftede han sig igen, og denne kone overlevede ham, der døde 1786, og giftede sig med hans efterfølger som skoleholder. Hun var ca. 20 år ældre end efterfølgeren, Christen Rasch. Denne var åbenbart opfindsom, for han fik foruden borgerskab som skoleholder og bedemand også tilladelse til brændevinsbrænderi og udskænkning af samme!

Rudkøbing fik i 1812 en ny skoleordning – to år før Frederik VIs skolelov, der indførte undervisningspligt for alle børn - og Christen Rasch fik sin afsked, fordi ”han ikke havde den fornødne Duelighed til sin Post”. Man kan mene, at bystyret havde været temmelig længe om at opdage den svaghed.

 


Kilder: Chr. Kiilsgaard ”Topografi og Bystyre” bind III
Taxationsprotokollen fra 1761
Mogens Spurres personlæg
Rådstueprotokoller
Wikipedia
Rudkøbing marts 2020
Else Wolsgård

 

 

Nyhedsbrev fra

Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

nr. 2, 2020

 

Leder

Så har Byarkivet åbent igen. Ingen medarbejdere eller frivillige har – så vidt vides – været smittet med Covid 19.
Vi arbejder nu igen helt som vanligt, idet vi naturligvis iagttager de gængse hygiejneregler.

Mens mange har siddet hjemme, er det sjovt, hvor mange spørgsmål de er kommet i tanker om, at de gerne vil have arkivets hjælp til at løse. Det kan være informationer om en slagtermester, i hvis forretning spørgerens far blev udlært i 1947, eller avisartikler om en græsbrand, der fandt sted under et ophold på sommerlejr omkring 1960. Vores krystalkugle har været på overarbejde, og det er jo helt fint i en periode, hvor der ikke kommer nye afleveringer ind.

I denne sommer kommer der nok ikke mange udenlandske turister, men så kan man håbe, at der kommer flere danskere, der bliver nysgerrige og gerne vil vide noget om deres langelandske forfædre.

Vi glæder os til igen at modtage arkivalier og besøgende!


Nyt fra Havnegade

Under hele nedlukningen har jeg samlet avisudklip til en ”Corona-kasse”. Hvis nogen så om 10 eller 25 år ønsker at se, hvad der skete på Langeland under krisen, kan kassens indhold give svar på det. Der har også været tid til at skrive et afsnit til den nye udgave af TRAP Danmark om Langelands kultur- og fritidsliv.

Udstillingen om ”Gemt eller glemt” bliver stående sommeren over. Dette års tema for Arkivernes Dag den 14. november er ”Erindringer”. Det vender vi tilbage til i næste nyhedsbrev.


En anderledes sommerlejr

Da sommerferien i 1938 begyndte, rejste 52 glade drenge på ca. 10 år fra hhv. Randersgades skole og Gasværksvejs skole i København på sommerlejr på Nordlangeland i nærheden af Hou. Stedet hed Hjortebakken, og med sig havde drengene tre lærere, den ene lærers kone og lille barn samt et par kokkepiger og køkkenmedhjælpere.

Vejret var fint og drengene glædede sig til tre uger med leg og badeture. De så også hen til en udflugt, som de havde fået at vide, var feriens højdepunkt: Et besøg på herregården Steensgaard. Det var blevet en tradition, at hofjægermester Steensen-Leth hver sommer inviterede børnene og lærerne fra feriekolonien på besøg. Den 23. juni begav de sig til herregården, hvor de først fik en rundvisning i hovedbygningen med passende tid til at beundre alle de flotte malerier og andre kunstskatte. Staldene sprang man over denne gang, idet der var udbrudt mund- og klovsyge blandt gårdens dyr.

Til gengæld skulle de se gårdens laboratorium, som en af gårdens ansatte ville demonstrere og forklare. Laboratoriet var et lille rum på ca. 3x2 meter. Her stod også en stor beholder, en såkaldt ballon af glas, fyldt med 15 l. koncentreret svovlsyre, der blev brugt til bestemmelse af mælkens fedtprocent. Alle drengene kunne naturligvis ikke være i det lille rum på én gang, så nogle måtte vente udenfor. Laboratoriemedarbejderen henledte drengenes opmærksomhed på beholderen med svovlsyre og understregede, at dens indhold var meget farligt. Drengene rykkede frem i lokalet for at se eksperimenterne, så der blev lidt plads i rummet tæt ved væggen. Det benyttede en lille fyr, Ulrik, sig af og smuttede ind i laboratoriet. Da han var lille af vækst, trådte han op på en skammel for bedre at kunne se. På skamlen stod svovlsyreballonen. Ulrik var ved at miste balancen og kom til at skubbe til ballonen, der ramte gulvet og gik i stykker.

Syren flød ud og skabte straks vild panik blandt drengene. De skarpe dampe sved i øjnene, så de troede, de blev blinde. Alle ville ud ad døren på samme tid, nogle skubbede, så andre faldt midt i syrepølen.
Laboratoriearbejderen råbte, at de skulle gnide soda på de ramte steder, og soda var der heldigvis nok af i lokalet. Da de kom ud – nogle gennem et vindue – sprang mange af dem i dammen.

Naturligvis blev en læge hurtigt tilkaldt, og han vurderede, at nogle af de hårdest medtagne skulle indlægges på sygehuset, så en ambulance blev tilkaldt. Resten af drengene blev transporteret tilbage til feriekolonien, hvor det kunne konstateres, at 40 var blevet forbrændt i varierende grad.

Den nystiftede samaritterforening blev tilkaldt og medbragte 20 meter gazebind samt 5 kg. Lapissalve. Så blev drengenes sår forbundet. 24 af dem måtte holde sengen i flere dage.

Hvis var skylden for denne slemme ulykke? Politiet fastslog det aldrig, konkluderede kun, at det ikke var Steensgaards ansvar.

Da flere af drengenes tøj og sko var fuldstændig ætset op, blev en indsamling sat i gang. Ligeledes blev folk opfordret til at aflevere rene linnedklude, der kunne bruges som forbindinger.

Den hårdest medtagne var naturligvis lille Ulrik, der foruden omfattende ætsningsskader også fik nyrebetændelse og måtte blive på sygehuset i flere uger.

Mange af drengene har sikkert fået varige men i form af ar. I dag ville man forhåbentlig ikke lukke en flok livlige drenge ind i et lille lokale med en flaske farlig syre – og da slet ikke, når den stod på en skammel. Men dengang var der ingen Facebook og derfor ingen, der straks gik i gang med at placere skyld og kræve, at nogle blev stillet til ansvar.



Kilde: Langelands Avis og Langelands Folkeblad.
Rudkøbing, juni 2020
Else Wolsgård

 

 

Nyhedsbrev

fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

nr. 3, 2020


Før sidste års folketingsvalg var der fremsat et forslag til ændring af arkivloven. Imidlertid besluttede Sammenslutningen af Lokalarkivers bestyrelse i januar i år at rette en henvendelse til kulturminister Joy Mogensen om en mere generel arkivlovsrevision. Inden henvendelsen var blevet sendt, kom der imidlertid et nyt udspil fra ministeriet, blot endnu ”tyndere” end det oprindelige. Forslaget gik blot ud på, at indføre en ret for borgere til at få indsigt i de oplysninger, der ligger om dem i offentlige arkivers samlinger, dvs. det skulle ikke længere være nødvendigt at søge om det.

Dette udspil fik SLA til at formulere en ny henvendelse til ministeren. Her pointerede foreningen især to ting: At gennemførelsen af GDPR-reglerne (persondataforordningen) har efterladt mange lokalarkiver i vildrede, ligesom kulturministeren blev opfordret til at stille sig i spidsen for en omfattende gennemgang af arkivlovgivningen med henblik på en revision, så lovgivningen i videst muligt omfang kommer til at understøtte arbejdet med at overvinde de udfordringer, arkiverne står over for i den digitale tidsalder. Samtidig anmodede SLAs bestyrelse om at få et møde med ministeren enten i ministeriet eller på et lokalarkiv. Joy Mogensen blev også inviteret til at komme til årsmødet i oktober og der redegøre for sine synspunkter.

Stor var skuffelsen derfor, da der endelig – efter fire måneder – kom en reaktion. På grund af epidemien havde ministeren meget travlt og kunne derfor ikke deltage i noget møde. De fremsatte synspunkter var der ingen kommentarer til.

Bestyrelsen vil derfor forsøge at rejse en debat om arkivlovens begrænsninger. Der planlægges indlæg i dagspressen samt kontakt til Folketingets kulturordførere.
Ovenstående er endnu et eksempel på, hvor svært det er at skaffe politisk bevågenhed til noget så ”kedeligt” som lokale arkiver. Lad os håbe, at SLA finder nogle andre måder at få indflydelse på.


Nyt fra Havnegade

Vi har i sommerens løb fået flere store indleveringer, der nu venter på at blive registreret og arkiveret. Og da arkivet jo har begrænsede personaleressourcer, har vi besluttet, at der ikke bliver nogen særudstilling på ”Arkivernes Dag” den 14. november. I stedet vil vi holde åbent hus og vise nogle gamle film i mødelokalet (for det antal mennesker, der nu engang må være til stede samtidig).

Den årlige, faglige ekskursion for arkivets medarbejdere gik i år til Marstal Søfartsmuseum og arkiv. Begge steder fik vi en kyndig rundvisning. Færgeturen var jo gratis. Efter frokost beså vi kirken og de specielle gravminder på kirkegården.

På opfordring fra professor Søren Poder, Århus Universitet, har jeg gennemgået Langelands Avis 1918-1920 med henblik på at udarbejde en retvisende fortegnelse over antal smittede og døde af ”den spanske syge” på Langeland samt de tiltag, der fra det offentliges side blev iværksat for at dæmme op for smitten. Der var dengang ca. 20.000 indbyggere på øen. Mellem 30 og 38 langelændere døde af sygdommen. Oplysningerne er baseret på avisomtaler og gennemgang af dødsattester, hvor dødsårsagen er angivet som lungebetændelse eller influenza. Det svarer til lidt under 2 døde pr.1000 indbyggere. Til sammenligning har Covid 19 indtil nu medført 1 dødsfald pr. 10.000 indbyggere.


Bør historien revideres?

Ifølge den for tiden fremherskende krænkelseskultur, som indebærer, at personer, der levede for flere hundrede år siden, bliver bedømt med nutidige parametre, burde statuen af Anders Sandøe Ørsted (ASØ) væltes ned fra sin sokkel for at blive smeltet om til lysestager. Hvorfor nu det?

Sagen er, at ASØ i 1801 blev dommer ved Hof-og Stadsretten i København. Her behandlede man i 1802 to ensartede sager, der begge drejede sig om slaver fra Vestindien. De to mandlige slaver var kommet til København, og da deres tidligere, danske ejere blev opmærksomme på dette, krævede de dem udleveret som retmæssig ejendom. Juridisk var problemet, at slaveri ikke var tilladt i Danmark, selv om det var både tilladt og normalt på de danske besiddelser i Vestindien.

Dommerne fandt i første omgang, ”at det var imod Ejendomsrettens Natur, at samme skulde ophøre, fordi dens Gjenstand kommer ind på et andet sted end det, hvor den er erhvervet”. Med andre ord: Var man slave i Vestindien, var man også slave i København, selv om slaveri var forbudt i Danmark.

Ørsted så lidt anderledes på sagen. Han mente, at ejerskab over mennesker ikke var mulig efter dansk ret. Der måtte derfor snarere være tale om et husbond-tyende forhold, livsvarigt altså. Politisk mente Ørsted, at det ville være bedst helt at afskaffe slaveriet, også i Vestindien.

Kort tid efter sendte en række slaver i København – der har åbenbart været en del – et bønskrift til Kancelliet, der var det øverste, administrative apparat. Kancelliet bestemte efterfølgende, at ”ingen Ejer måtte holde nogen Neger-Træl her i Landet længere end i en bestemt tid af 3 eller 6 Måneder. Såfremt han derefter agtede at beholde ham i sin tjeneste, måtte ejeren anses for frivilligt at have renunceret på sin Ejendomsret til Trælle og forpligter sig til at contrahere med denne, såfremt han agtede at beholde ham i sin tjeneste”. På nudansk: Man måtte I Danmark kun have en slave i 3 eller 6 måneder. Ville man beholde ham i sin tjeneste længere, måtte man ansætte ham. Man kan mene, at der var lang vej igen, før ligebehandling af sorte og hvide danskere kunne gennemføres.

Var ASØ og hans meddommere da racister og tilhængere af slaveri? Nej, det var de ikke. De måtte jo bruge den eksisterende lovgivning, når retssager skulle afgøres, og der var ikke taget højde for de situationer, der opstod, når mennesker, der havde været slaver i Vestindien, befandt sig i København og af gode grunde gerne ville ud af deres slaveri. Der er altså ingen grund til at sende Anders Sandøe Ørsteds statue til opmagasinering!

Man bør også huske, at Danmark var den første nation, der handlede med slaver, der forbød slavehandel. Det skete i 1792 med ikrafttræden i 1803. Endelig i 1848 blev slaveriet på De Vestindiske Øer afskaffet.

Dette portræt af Anders Sandøe Ørsted hænger på Byarkivet. Det har tidligere hængt i retslokalet på det gamle rådhus. Det er en kopi af et maleri af C.W. Eckersberg fra 1821. ASØ var da 43 år.
Det originale maleri tilhører Statens Museum for Kunst, men er udlånt til Statsministeriet.
Man kan forestille sig, at Ørsted syntes godt om portrættet, og at han derfor lod fremstille en kopi, som han så skænkede til retten i sin fødeby. Om det er korrekt, vides ikke, men det virker som en plausibel forklaring.


Kilder: OmSLAget nr. 2, 2020, medlemsblad for Sammenslutningen af Lokalarkiver.
Kronik af Rasmus Grønved Nielsen i Weekendavisen 21-8-2020 ”Retssagen om Bacchus”
samt Troels G. Jørgensen ”Anders Sandøe Ørsted som Dommer” (1928)

Rudkøbing, september 2020
Else Wolsgård