Skip til hoved indholdet

Nyhedsbrev 
 
fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv 

nr. 1, 2021

 
At man som offentlig institution skal være påpasselig med ikke at overtræde copyright-regler og krænke ophavsret, har Byarkivet naturligvis altid haft fokus på. 
 
Alligevel havnede vi for nylig lige midt i suppedasen så at sige: 

Arkivet modtog en opkrævning på 5087,50 kr. fra et firma kaldet Copyright Agent. 

Hvorfor så det? Jo, for seks år siden udgav Dansk Jernbaneklub en bog om Langelandsbanen. Vi havde den i kommission, og for at gøre reklame for bogen tog vi et foto af den og lagde det på vores facebook-side.  

Jeg ringede naturligvis til firmaet og fortalte, hvad baggrunden for vores ”krænkelse af ophavsretten” var, og de ville da gerne undersøge sagen nærmere. Hvis Jernbaneklubben i sin tid havde købt de fulde rettigheder til det pågældende forsidefoto, kunne de godt give arkivet tilladelse til at benytte det. Hvis de derimod kun havde købt rettigheden til at bruge det på forsiden, sad vi stadig i saksen. Fotoet blev straks fjernet fra facebook, men det var ikke nok.  

Jeg fik beløbet forhandlet ned til 1850 kr. ex. moms.  

Dette til skræk og advarsel for alle, der overvejer at lægge fotos på de sociale medier eller bruge andres fotos i publikationer uden at have fået den nødvendige tilladelse. Husk i den forbindelse, at fotos, der er taget af en professionel fotograf, er beskyttet af ophavsret indtil 70 år efter fotografens død. Samt at det faktum, at man har ejendomsret til et foto ikke er ensbetydende med, at man også har ophavsretten! 


Nyt fra Havnegade
 
Igen i år er Byarkivet blevet begavet med en donation på 10.000 kr. fra FynLangeland Fond. Det er vi naturligvis meget glade for og skal nok finde noget særligt at bruge pengene til. 
 
Arkivet har nu været lukket for besøgende siden medio december. En medarbejder har kunnet arbejde hjemme, og jeg har arbejdet alene på arkivet. Heldigvis har jeg haft nok at gøre, idet der er kommet mange henvendelse på mail – fra hele Danmark, fra USA og Norge. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at jeg ser frem til, at både ansatte og frivillige igen kan arbejde i de vante rammer.  

Det har længe været kendt, at H. C. Ørsted-udstillingen i Østergade 48 er der på lånt tid. Super Brugsen ejer huset og har søgt nedrivningstilladelse til det og naboejendommen. Kommunen anser udstillingen for at være vigtig i forbindelse med 
markedsføringen af Rudkøbing som turistmål og vil derfor meget gerne være behjælpelig med at pege på, hvor udstillingen evt. kan ”genhuses”. 

Erhvervs- kultur- og turistchef Jane Jegind fik så en utraditionel idé: Ørstedudstillingen kunne med fordel placeres permanent i stueetagen i den gamle stationsbygning, Havnegade 7, hvor Byarkivet har til huse. Der er blot det problem, at Byarkivet bruger lokalerne i stueetagen. Især samlingen af glaspladenegativer – ca. 125.000 stk. – fylder p.t. to lokaler. Arkivet er naturligvis samarbejdsvillig, idet vi også kan se en afledt synergieffekt ved, at en populær udstilling (8000 besøgende sidste år) kommer under samme tag som vi. Der er nogle praktiske udfordringer i forbindelse med flytning af glaspladerne, og de løser sig forhåbentlig. 
 
Måske bliver det først til efteråret, at HCØ skal flytte, men i så fald har vi desto mere tid til at gøre lokalerne parat. Det politiske udvalg har nikket ja til planerne, som dermed er klar til at blive ført ud i livet.  

Peter Krogsted, frivillig i Støtteforeningen og aktiv på arkivet, har påtaget sig at stå for logistikken bag flytningen af glaspladerne. 
 
Kirsten Nistrup Vilhelmsen, frivillig på arkivet, har skrevet en ny bog: ”Forsamlingshuse på Langeland og Strynø”. Den giver et overblik over forsamlings- og missionshusenes historie og er ligesom publikationerne om frysehuse og mejerier forsynet med mange fotos – gamle såvel som nye. Bogen kan købes på Byarkivet og koster 75 kr.     


En hestehandlerdatter fra Vindeby blev bordelmutter i Moskva 

Ved et tilfælde stødte jeg på omtale af en kvinde, der blev rig på handel med mindre heldige medsøstre i slutningen af 1800-tallet. Da hun skulle være født og opvokset på Langeland, blev jeg interesseret i at få mere at vide om hende. Kvindemuseet i Aarhus udgav i 2008 en bog om kvindehandel – i dag ville vi sige traficking – og der omtales den pågældende.  

Hun hed  Martine Christine Frederiksen og blev født i Vindeby 24. april 1843 og døbt i Lindelse kirke.  

Hendes far var Frederik Rasmus Leopold Frederiksen – moren hed Martha.  

Da Martine var knapt fire år, skete der en ulykke af et omfang, så den har fået plads i de langelandske historiebøger. Den 9. marts 1847 var vinteren langtfra overstået. Det blæste orkanagtigt, da en hestehandler fra Vindeby (Martines far) kom til Rudkøbing med et kobbel heste og forlangte at blive færget over til Vemmenæs. Det var færgemanden nu ikke meget for – vejret taget i betragtning – men hans unge søn var ikke så let at skræmme og bad om at få lov til at sejle i farens sted.  

Foruden den unge sømand var der endnu en sømand om bord samt en ældre sadelmager kaldet Salomon Jøde og naturligvis hestehandler Frederiksen og hans fire heste. Færgen var kun lige nået ud til ”Siøkrogen”, da den kæntrede. Ulykken var blevet observeret fra land, og søfolk og fiskere skyndte sig til ulykkesstedet. De ombordværende var døde af kulde, men man fandt da de tre forulykkede lige ved båden. De døde heste var også lette at finde, idet de var bundet fast til færgen. Hestehandlerens lig var der imidlertid intet spor af. Det var ført bort af den stærke strøm. Rygtet gik, at han havde haft en temmelig stor sum penge på sig, og man troede derfor, at han senere var blevet fundet af ligrøvere, som havde taget pengene og sænket liget.  

Martines mor, der jo nu var enke, udlovede 40 rigsdaler til dem, der fandt mandens lig. I slutningen af marts var nogle unge mænd sejlet til Siø for at samle vibeæg. Der fandt de hestehandleren i vandkanten. Alle pengene var i behold, og enken holdt ord og betalte findelønnen til ægsamlerne. Endelig kunne Frederik Rasmus Leopold Frederiksen blive begravet, og det blev han 13. april 1847 i Lindelse.  

Martha var på det tidspunkt 31 år gammel og havde 4 børn. En udøbt dreng havde hun mistet ved årsskiftet. Ville hun undgå at havne på fattiggården, var der kun én ting at gøre, nemlig at gifte sig igen. Så det gjorde hun. Den 5. februar 1848 indgik hun ægteskab med smed Rasmus Christensen, og allerede den 31. juli samme år fik de deres første fælles barn, en søn, der som traditionen foreskrev, fik navnene Frederik Leopold Rasmussen efter morens afdøde mand. Ægteskabet blev i øvrigt velsignet med yderligere tre sønner.  

Tilbage til Martine. Kort efter konfirmationen tog hun til København. 

Såkaldt ”hvid slavehandel” var ikke et ukendt fænomen. Bordeller var tilladte og nærmest anset for nødvendige, for at (ægte)mænd kunne få afløb for deres iboende drifter uden at skulle ulejlige deres ofte gravide eller svagelige hustruer.  

Slavehandelen var noget andet og farligere end almindelige, danske horehuse. Det drejede sig om organiseret kriminalitet, hvor eventyrlystne kvinder blev overtalt til at rejse til udlandet med rejsen betalt og et vellønnet job i sigte. Når de ankom til fx New York eller Skt. Petersborg, viste det sig, at de først skulle arbejde rejsens pris af i et bordel og derefter arbejde som prostitueret til en ussel løn. Det ligner vist noget, vi har hørt før, nu med nigerianske eller tanzanianske kvinder som ofre.  

Tilbage til det, der foregik i Rusland. I foråret 1895 havde det københavnske dagblad ”Avisen” en længere artikelserie om handel med kvinder til Rusland. Essensen af artiklerne var, at kvinder blev lokket til Rusland under falske forudsætninger af københavnske agenter. I Rusland anbringes pigerne i utugtshuse, og det københavnske politi er magtesløse. Kilden til disse informationer er den danske konsul i Moskva, Thor Lange.  

Han fortalte, at det var et gennemgående træk, at de blev hvervet i København af artistagenter, der lovede dem en meget højere gage og anderledes arbejdsforhold end dem, de blev præsenteret for ved ankomsten til deres nye arbejdssted.  

Især én kvinde havde vist sig som en meget aktiv hverver blandt københavnske tjenestepiger. Navnet var Martine Christine Frederiksen  

Ejeren af det københavnske ”Wilkings Agentur for Theater, Cirkus, Concert Etablisments og Varieté” fortalte til Avisen, at det var almindeligt kendt i artistkredse, at pigerne skulle mere end blot synge for gæsterne. Han fortæller videre: ” I næsten alle disse Varietéer i Rusland drives for et Syns Skyld en slags Sangerindepavillon, men dette er dog nærmest en Præsentation. Naar Pianisten har slaaet den sidste Takt an, forandres Scenen.” 

En meget aktiv journalist ved Avisen graver videre i sagen og finder ud af, at der er en meget entreprenant, dansk dame ved navn ”Fru F.”, der bestyrer et etablissement i Moskva, kaldet Yard, hvortil hun løbende importerer en del danske piger. Hun har et lignende sted i Skt. Petersborg, og størstedelen af besætningen begge steder er danske kvinder.  

Konsul Lange i Moskva indberetter, at mange nødlidende og forkomne unge, danske piger har henvendt sig til ham om hjælp til at fri sig ud af det mere eller mindre åbenbare slaveri.  

Konsekvensen blev, at politiet i København fra 1894-95 advarer alle unge piger, der vil have pas for at rejse østpå.  

En agent fortæller, at han har forpagtet sine damer ud til sangknejpen Yard i Moskva for foreløbig et halvt år, og at han i kontakten garanterer for ”at hans Sangerinder ikke refuserer Tilnærmelser af nogen som helst Art.” Så var det på plads!  

Agenter og diverse jobformidlere vidste altså godt, hvad de kommende sangerinders job bestod i, når musikken holdt op. Spørgsmålet var, om pigerne selv var klar over det? Nogle var formentlig helt på det rene med fremtidsudsigterne, mens andre var meget unge og naive og troede, at de kunne skabe sig en karriere som varietésangerinder og måske blive berømte.  

Avisens journalist holder næsen i sporet og har fundet detaljer om den tidligere omtalte fru F, nu kaldet fru Martini : ”Hun var en rufferske, som i Aarenes Løb har tjent sig en kolossal Formue. Lige over for det af os omtalte Etablissement Yard ligger en pragtfuld Bygning, hvor hun residerer den største Del af Aaret…. Nu har hun trukket sig noget tilbage fra Forretningen. Hun er ca. halvtredsindstyve år og synes at samle al interesse om sin Yndling, en Zigeunerdreng, hvis Skønhed er berømt i Moskva.” Hvem der er kilde til denne farverige beretning, vides ikke.  

Nogle gange tituleres fru F ”Fru Martini Leopold” – ganske passende, når man betænker, at hendes døbenavn jo var Martine, og hendes far hed Leopold.  

I 1869 kunne man i dagbladet Dags-Telegrafen jævnligt se denne annonce:  

” Sangerinder til Udlandet, blonde, velskabte Damer med Sangstemme kunde faa Engagement til Rusland ved Henvendelse til Fru Martini, Petersens Passage 10” 

Konsul Thor Lange fortsætter sine indberetninger om danske ”sangerinder”, der er blevet narret til Rusland. I 1888 identificerer han Fru F/Martini som Martine Christine Frederiksen. Hun opgiver at være 42 år gammel (var i virkeligheden 45). Konsul Lange nævner, at Fru Martini har skabt sig en formue.  

Hvordan kom Martine ind i det miljø? Vi finder hende i Københavns Politis Rapporter om løsagtige kvinder 1860 – 1863. I 1862 blev hun for tredje gang indlagt på Almindeligt Hospital i København med syfilis. Da hun skal udskrives sidste gang, bliver hun afhørt af politiet. Hun opgiver sit navn og fødselsdato korrekt og fortæller, at hun efter konfirmationen kom ud at tjene en kort periode, derefter var hun blevet sangerinde og havde rejst en del rundt i provinsen. Hun får en kontrolbog med angivelse af, hvilke dage hun skal møde op til visitation hos politilægen. Det betyder, at hun er blevet registreret som ”offentligt fruentimmer”. Hvordan hun fandt vej østpå, ved vi ikke, men syv år senere er hun blevet til Fru Martini i Moskva.   

Der blev aldrig rejst dansk tiltale imod hende, heller ikke for at have tilbageholdt sangerindernes løn. I det første årti af 1900 tallet blev ”Dan danske Komité til Bekæmpelse af den hvide Slavehandel” dannet. Den fik stor betydning ved at udføre forebyggende arbejde, dvs. drive oplysningsvirksomhed rettet mod unge piger, der kunne tænkes at blive fristet til et lukrativt engagement i udlandet.  

Hvornår Fru Martini Leopold opgav sin virksomhed, ved vi desværre ikke. Man vi ved, at hun rejste til Danmark samtidig med den russiske revolution, og hun bosatte sig i Ordrup. Erhverv: ”direktrice”.  

Der døde hun som 88 årig den 10. januar 1932. 13 dage senere blev hendes aske nedsat i familiegravstedet på Lindelse kirkegård. 

Desværre findes der ikke noget foto af den entreprenante dame.  

 


Kilder: Agnete Birger Madsen: ”Den hvide slavehandel” (2008) 
Langelandske folketællinger og kirkebøger samt A. B. Gunnarsen: ”Rudkøbings Fortid” (1921) 


Rudkøbing, marts 2021 
Else Wolsgård 

Nyhedsbrev

fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

nr. 2, 2021

 

Dette nyhedsbrev bliver det sidste fra min hånd. Med udsigt til min 75 års fødselsdag til næste år synes jeg, det er på tide at bruge kræfterne på andre ting end arbejde. 

Jeg vil gerne understrege, at det har været femten et halvt dejlige år som leder af Rudkøbing Byhistoriske Arkiv. Både de lønnede medarbejdere og alle de frivillige har med deres aldrig svigtende entusiasme sørget for, at jeg ikke på noget tidspunkt kørte træt i de mange, forskelligartede opgaver, man som leder af et lille sted må påtage sig. Nyhedsbrevene – at finde ”den gode historie” hver gang – har været en af de opgaver, jeg har holdt mest af. 

Når vi alle løftede i flok og arrangerede en spændende temaudstilling, fx royale besøg på Langeland, Langelandsfestivalens jubilæum, færgefarten, var det både udfordrende og inspirerende. En dybfølt tak til jer alle. 

Også tak for samarbejde til Støtteforeningen og de andre arkiver.

På baggrund af alle de positive oplevelser på arkivet, blev jeg både skuffet og frustreret, da jeg i forbindelse med min fratræden blev præsenteret for det faktum, at arkivet for fremtiden skal være en afdeling under Langelands Museum. I femten år har jeg i tide – og utide – gentaget, at det er meget uheldigt, hvis et arkiv kommer til at ligge under et museum, idet de to institutioner på væsentlige områder er meget forskellige. Men jeg har altså ikke råbt højt nok. Erfaringen viser, at de steder, hvor et arkiv ligger under et museum fx Svendborg, Fåborg, Kerteminde er arkivet blevet ”lillebror”, når ressourcer skal prioriteres. Arkiver er traditionelt baseret på megen frivillig arbejdskraft, og ledelse af frivillige er en disciplin for sig, som museer ikke nødvendigvis har udviklet. 

Naturligvis håber jeg, at mine bekymringer ikke bliver til virkelighed. Lad os se om et par år. 

Museumsmedarbejder Jeppe J. Hørsholm er begyndt som ny leder på arkivet, foreløbig midlertidigt, til stillingen bliver besat efter opslag. Han sætter sig grundigt ind i tingene, og jeg ønsker ham god vind. 

Nyt fra Havnegade

I skrivende stund er det usikkert, hvornår arkiverne får lov til at åbne igen, men muligvis den 21. maj. Så bliver der nok at lave, idet der løbende er kommet indleveringer, mens der har været lukket. Flytningen af de mange tusinde glaspladenegativer til fjernlager i den forhenværende Trio Sport bygning på Spodsbjergvej er er meget stort projekt både praktisk og logistisk. Det står Peter Krogsted samt en håndfuld kommunalt ansatte for.

Kirsten Nistrup Vilhelmsen har arrangeret en udstilling i ventesalen over temaet Forsamlingshuse på Langeland og Strynø. Hendes bog af samme navn kan købes på arkivet for 75 kr. 

 
Et sjældent brev

For nylig havde arkivet besøg af en fynsk journalist. Han var primært interesseret i oplysninger om de tyske flygtninges forhold efter Befrielsen. I sin søgen efter relevant materiale på nettet var han stødt på et brev, der fangede hans blik, fordi der var et dansk flag på kuverten. Det viste sig, at brevet var skrevet af en af de forhenværende franske krigsfanger, der var om bord på flydedokken, der strandede ved Påø den 4. maj 1945. 

Det specielle ved dette brev er, at det er skrevet kun en uge efter, at strandingen fandt sted. Det er den eneste kendte førstehåndsberetning, der er nedskrevet så kort efter begivenhederne. Soldaten skriver brevet til sin (formentlig) kæreste, og det er adresseret til den lille købmandsforretning, hvor hun arbejder. Breve fra eks-krigsfangerne blev censureret, men han  havde ingen grund til at rose langelænderne og de danske myndigheder, hvis han ikke mente det. 

Er det så sandheden om flydedokken, han fortæller? Det kan vi naturligvis ikke vide – der er andre, der har afgivet lidt anderledes beretninger – men der er ingen tvivl om, at denne historie er den sandhed, soldaten Marcel troede på. 

Hvordan brevet er havnet til salg på nettet, ved vi ikke. En skanning af brev og kuvert ligger nu i arkivets sag vedr. Påø sammen med oversættelsen.

Langeland den 11. maj 1945

Kære Flore.
Jeg er meget glad for at kunne skrive nogle ord til dig for at forsikre dig om min skæbne.

Jeg har det godt og er ved godt helbred på en ø i Danmark efter en utrolig rejse. Vi er frie, bliver meget godt behandlet af den danske befolkning og meget godt bespist. Vi vil aldrig glemme den varme hjælp og entusiasmen hos alle indbyggerne på øen, som kom straks for at se os og vores flydedok, som udgjorde vores transportmiddel og var strandet 50 m. fra bredden.
 
Vi havde forladt øen Rügen ved Sassnitz på en dock, slæbt af en båd den 1. maj ved 5.30 tiden om aftenen.
 
Vi var omkring 600 franskmænd foruden russerne og 150 tyskere til at holde vagt over os. Efter 2 dage og 2 nætter på det baltiske hav befandt vi os nær Kiel, i et luft- og søslag af usete historiske dimensioner. Vores slæbebåd kappede os ude midt på havet efter 13 timer, og vi drev rundt. Dagen efter om morgenen fik vi øje på land. Med årer, som vi havde lavet, fik vi flåden dirigeret i den rigtige retning. Beskudt ved en fejltagelse lykkedes det os ved 16-tiden at komme tæt på kysten. 
 
Inde på land gjorde indbyggerne fortvivlede fagter, som vi tolkede som sympati. De flygtede rædselsslagne, sikre på at se os springe i luften hvert øjeblik, da der i vandet langs kysten lå flydende miner. 

Ved hjælp af flåder og de to både, fundet i nærheden, lykkedes det nogle at komme fra borde samme aften trods det oprørte hav. De blev budt velkomne af beboerne og modtaget af Røde Kors. 

Dansk Røde Kors kan man aldrig takke nok, de var der umiddelbart på stedet med læger og biler for at køre de sårede på det nærmeste hospital. 

Vi andre blev der hele natten og en del af formiddagen på dette forbistrede fartøj. 

Fra om morgenen kom der fem både, som sejlede i pendulfart, og hen imod kl. 13 var det hele forbi. 

Denne fjerde nat var den mest skrækkelige.

Vi var alle mere eller mindre rædselsslagne, og havde en frygtelig tørst, som varede hele rejsen, vi havde kun havvand, som var meget salt. 

Vores slaveri var slut, og vi var frie, og nu var det vagternes tur til at være fanger, sikke en glæde og lettelse. At kunne gå frit, som man ville, var som en drøm, man næppe kunne tro på. Denne ændring var så stor, Røde Kors og de lokale myndigheder tog sig aktivt af os og gjorde det nødvendige for at få os indkvarteret uden tøven.

Hvilken glæde til sidst at vide, at fangenskabet var endeligt overstået, og at det nu kun var et spørgsmål om måneder eller måske dage før gensyn med hele familien. Jeg slutter i hast, da man samler brevene til afsendelse. 

Hav det godt så længe og gode (søde?) kys

Marcel

 

Brevet er oversat af undertegnede og Troels Krøyer.

Rudkøbing, maj 2021
Else Wolsgård