Skip til hoved indholdet

Nyhedsbrev fra

Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

nr. 1, 2011

 

1. Leder 
2. Nyt fra Havnegade 
3. På hat med Langeland

 

1. Leder.

Langeland har i tidens løb fostret mange interessante personligheder. Nogle har gjort sig bemærket på grund af deres intelligens, mens andre er blevet kendt af mere spektakulære årsager. Således Christian Kjær, født 1810 i Fuglsbølle. Han skrev i 1860 en bog om sit liv som tugthusfange. Straffen havde han fået for falskmøntneri. I julen 2010 skrev jeg en lille artikel om ham i Fyns Amtsavis. Imidlertid er han et spændende bekendtskab, og jeg synes derfor, at hans bog bør gøres tilgængelig for et større publikum end dem, der kan læse gotisk. At få den udskrevet på et nogenlunde forståeligt sprog er en arbejdskrævende proces. Naturligvis vil bogen ved en evt. udgivelse også skulle forsynes med mange forklarende noter. 


Det mest udfordrende bliver dog at se, om det lader sig gøre at undersøge, om hans beretning har hold i virkeligheden, eller han en meget fantasifuld. At hans psyke er speciel, er der dog ingen tvivl om. Det hører med til historien, at hans kone og deres seks børn efter sigende skal være udvandret til Amerika, da han var død i 1872, men det har ikke p.t. kunnet verificeres. 


Skulle der være nogen, der har oplysninger om Christian Larsen Kjær eller Christian Fuglsbølle, som han også blev kaldt, hører vi gerne om det på arkivet! 

 

2. Nyt fra Havnegade.

Vores nye lokaler til opbevaring af arkivalier, der ikke benyttes så ofte, er nu næsten klar til brug. Først skal vi dog lige have malet væggene samt have foretaget en grundig rengøring. Er der nogle, der ved, hvor vi evt. kan købe nogle brugte stålreoler, modtager vi gerne et tip om det. 


Som bekendt er Vestas ved at lukke, og Byarkivet har fået tilbud om at overtage deres gamle fotos og protokoller. Det har vi naturligvis takket ja til – så meget des mere, som vi ikke længere har problemer med pladsen. 
Byarkivet har lagt hus til det halvårlige, fælles langelandske arkivmøde. Vi var 24 deltagere, der udvekslede informationer om stort og småt. 


Den 1. februar var det fem år siden, jeg begyndte som leder af arkivet. Tiden er virkelig gået hurtigt! Tak til arkivets medarbejdere for at markere dagen på festlig vis. 

 

3. På hat med Langeland


At Langeland har været førende, hvad angår hattemode, lyder måske sært, men det er ikke desto mindre sandt. 
I begyndelsen af 1800 tallet blev det almindeligt, at kvinderne på øen brugte stråhatte med kyseform og bred skygge. Dengang var det meget lidt ønskværdigt at blive solbrændt eller – endnu værre – få fregner, så en god, bredskygget kyse var en kvindes bedste allierede, når hun arbejdede udendørs. 

Grunden til, at man på Langeland foretrak hatte af strå, kan være de tætte handelsforbindelser til Lübeck, hvor man i begyndelsen købte hattene. Imidlertid var de tyske hatte dyre, så hvad var mere nærliggende end at forsøge selv at fremstille dem? 

Af en præsteindberetning fra 1826 fremgår det, at fremstilling af stråhatte er en meget udbredt husflid på Langeland. Fletning af de hvedestrå, man brugte, var en temmelig enkel opgave, som børn ned til 4 års alderen kunne klare. Selve syningen krævede mere fingersnilde, men piger på 10-12 år kunne dog opnå gode resultater. Fattige børn kunne på den måde tjene en skilling, og skolelærerne tilskyndede til arbejdet. I nogle skoler fik børnene endog lov til at flette strå i timen, når blot de samtidig hørte efter! 

Der var meget få, der i folketællingerne er opført med hattemageri som hovederhverv. Enlige kvinder supplerede dog i mange tilfælde deres magre udkomme ved at sy, reparere eller vaske (!) stråhatte. 

Fabrikationen synes at nå sit højdepunkt omkring 1835, hvor mange daglejere får prædikatet ”nærer sig ved håndarbejde”, formentlig stråfletning og – syning. Hattemageri har ligesom kurvefletning den fordel, at det ikke kræver et særligt værksted. Materialerne er billige, og den færdige vare er industrielt fremstillet i den forstand, at den ikke er lavet på bestilling til én bestemt kunde. 

Naturligvis var der forskel på kvalitet og pris. Af skifter fremgår det, at så godt som alle kvinder på Langeland fra husmandskoner til velhavende gårdmandsdøtre bruger stråhatte i perioden 1810 til -40. 
Desværre er meget få af dem bevaret, for materialet er jo let forgængeligt, men på Langelands Museum findes dog et par eksemplarer, der har været brugt af kvinder fra en velhavende familie. Modeluner ændrer sig som bekendt, og efter midten af det 19. århundrede blev stråhattene umoderne, og den særlige langelandske form for husflid forsvandt. 

 

(Kilde: H. Rasmussen i Fynske Minder 1959 o.a.) 

 

Nedenstående er et foto af en hat på Langelands Museum. Den stammer fra begyndelsen af 1800tallet, er flettet på Langeland af hvedestrå og har tilhørt proprietær Boesgaards kone i Longelse. 


                                                                         
 Marts 2011                                                            
 Else Wolsgård

 

 

Nyhedsbrev fra

Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

nr. 2, 2011

 


1. Leder 
2. Nyt fra Havnegade 
3. En tragisk hændelse
 

 

1. Leder 

Ørstedskolen har været i mediernes søgelys, siden den slog dørene op. Ikke al omtale har været positiv, men her kommer en historie om et spirende samarbejde, der forhåbentlig kan udvikle sig til gavn for alle involverede. Det er et krav, at skolebørn skal bibringes kendskab til deres lokalområdes historie, og hvem er nærmere til at formidle den viden end netop det lokalhistoriske arkiv?


Byarkivet er i det forløbne skoleår blevet kontaktet  af lærere på Ørstedskolen, og det har resulteret i en række besøg på arkivet af skoleklasser fra 3. til 7. klasse. Den foreløbige erfaring viser, at elevernes udbytte af besøgene bliver bedst, når jeg inden besøget på arkivet har været på skolen og givet en introduktion til, hvad er arkiv er, og hvilken slags oplysninger, man kan finde  hos os. Når klassen så kommer, bliver den delt op i to, så grupperne ikke er for store, og de bliver derefter vist rundt hver for sig. Generelt er det de gamle aviser og det topografiske arkiv (oplysninger om huse og lokaliteter), der har elevernes største interesse. I disse tider, hvor nogle hævder, at ungdommen bliver stadig mere historieløs, er det vigtigt, at der gøres en målrettet indsats for, at børn og unge får en ukompliceret indgang til fortiden i deres lokalområde samt en viden, de senere kan få lyst til at udbygge. Tv-udsendelser som ”Kend dit ophav” i såvel dansk som amerikansk udgave, åbner folks øjne for den skatkiste af interessante oplysninger, de kan finde på arkiverne. Stadig flere søger deres rødder – og bliver somme tider overrasket over, at det ikke altid er så ligetil, som det ser ud på Tv. 

 

2. Nyt fra Havnegade 

Lokalerne på anden sal er nu rengjorte og malede – tak til Støtteforeningen for at have sponseret malingen – og de første reoler er på plads deroppe. Det er en skam, at det fortrinsvis er arkivalier, vi ikke bruger så ofte, der skal placeres ovenpå. Udsigten er nemlig så fantastisk, at man fristes til at falde bare lidt i staver og nyde den! 


Der skal naturligvis foretages en del omregistreringer i forbindelse med, at arkivalier flyttes, men det gøres grundigt og systematisk af arkivets dygtige frivillige. Opskriften er enkel: Lige som når man skal spise en elefant, drejer det sig om ikke at lade sig gå på at opgavens størrelse, men ufortrødent begynde et sted. 


Nu skal vi bare finde et sted, hvor vi kan købe nogle brugte stålreoler, men det er vist ikke noget større problem. 
Vi har fået en praktikant, Maria Hellemose, som er startet på at gennemgå fotoarkivet og rette evt. forkerte arkiveringer. 

 

3. En tragisk hændelse   

Undertiden sker det, at mens man søger efter ét emne, falder man pludselig tilfældigt over en notits om noget andet, der påkalder sig opmærksomhed. 


Således i Langelands Avis den 19. oktober 1859:
”Den 6te ds. tildrog sig her i byen en meget sørgelig ulykke, der i går nat har haft døden til følge, og vi anser det derfor nu som pligt at berette, på hvilken måde ulykken afstedkom, for om muligt her og andetsteds at afværge lignende tilfælde. 


En brændevinsbrænder, en ung agtet mand og forsørger af en ikke lille familie ville nævnte dag efterse en i sin gård nedsat brændevinsbeholder af træ, der siden afvigte vinter ikke havde været i brug på grund af en formentlig lækage. I en af de over beholderen lagte dæksplanker var i den anledning hugget en åbning, men ikke større, end at et menneske til nød kunne komme derigennem.


Brændevinsbrænderen gik selv gennem åbningen ned i den c. 4 alen (ca. 2½ meter) dybe beholder, og for at kunne se i denne, tager han en brændende lampe; men i samme nu denne kommer til beholderen, antændes den i rummet udviklede brændbare substans, og den ulykkelige mand forbrændes skrækkelig på flere steder af legemet, navnlig i ansigt, på hals, arme og hænder, forinden det var muligt at få ham ud. 


Begivenheden har her vakt den dybeste sorg og beklagelse, ikke blot blandt familie og venner, men hos alle. Delende denne sorg og beklagelse ønske vi, at ulykken må være en advarsel for andre, og at enhver ved lignende lejlighed må anvende den allerstørste forsigtighed”.


Samme dag er dødsannoncen i avisen: ”Det blev min sørgelige lod at bringe til fraværende slægt og deltagende venners kundskab, at det i går nat behagede Gud at bortkalde til et bedre hjem min elskede mand, mine 5 små børns kærlige fader, købmand Christian Nissen-Olsen, i sin alders 37te år. 


Rudkøbing den 19de oktober 1859
Jensine Olsen, født Andresen
(Begravelsen finder sted løverdagen den 22de ds. formiddag kl. 11½” 
I kirkebogen står en lille, men markant bemærkning: ”Brændt”


Sådan en tragisk historie vækker naturligvis arkivistens nysgerrighed. Hvem var de mennesker – deres forhistorie, hendes liv som enke? Her er, hvad arkivalierne fortæller. Det skal lige tilføjes, at  B. Gunnarsen i sin lille pamflet fra 1921 ”Rudkøbings Fortid i populær Skildring” ikke ganske vederhæftigt bygger videre på historien og bl.a. formidler den oplysning, ”at doktor Tofte behandlede ham med kolde omslag, hvad der bevirkede, at hans hoved svulmede op til en uformelig masse, og 14 dage efter døde han under store lidelsen.” Det sidste udsagn står utvivlsomt til troende, men kolde omslag var vel egentlig ikke nogen dum behandling?

Men lad os se lidt på familien. Ungkarl, handelsbetjent Christian Nissen Olsen, 25½ år, blev den 12-12-1848 viet til jomfru Frederikke Jensine Andresen, 26½ år. 

Det med jomfrueligheden skal man ikke tage så alvorligt, for allerede den 6. januar 1849 fødte Jensine en datter, Marie Jensine Olsen (dette barn døde den 5-6-1853). 

Så gik det ellers slag i slag: 3-5-’51 Hanne Cathinca Sophie, 19-12-’52 Carl Chr. Hjeronimus. Faderens stilling angives nu at være købmand. Den 5-2-’55 ser Jens Marius Anton lyset, og 3-9-’56 er det Marie Jensines tur. Ida Charlotte Amalie er født 20-9-’58 og var altså kun lige godt et år, da faderen døde.  


Købmands- og brændevinsvirksomheden havde til huse i Nørregade 31, hvor Chr. Nissen Olsen står anført som ejer 1852 – 66, selv om det de sidste syv år vel rettelig var Jensine (eller hendes værge*), der i praksis var ejer.. Hvad skulle Jensine nu gøre som enke med fem små børn, hvoraf den ældste var otte år gammel? Skulle børnene passes, holdes rene og have mad på bordet hver dag, måtte der en mand til at drive virksomheden videre. 
Af folketællingen for 1860  kan man se, at der i Jensines husholdning bor en ugift handelsbetjent, Johan Nielsen, 22 år. 

Forhåbentlig har begge parter følt, at de kunne forene det nyttige med det behagelige, idet der den 25-10-1861 blev indgået ægteskab mellem enkemadamme Frederikke Jensine Olsen, 39 år og ungkarl og købmand Johan Palm Gerhard Nielsen, 23 år. Han bliver i 1866 ejer af huset, dog kun i et år. Den 21-4-1862 fødes deres første fælles barn, Christine Wilhelmine Jensine Nielsen – igen lidt for tidligt - og 28-2-1864 den sidste, Peter Ernst Georg Palm Nielsen. 


Vi studser måske over aldersforskellen, men sådan så man ikke på det dengang. Hvad Jensine måtte mangle af ungdoms friskhed (efter 6 fødsler) havde hun til gengæld i form af en veldreven virksomhed, som Johan jo i forvejen som ansat kendte indefra.


Desværre taber vi sporene af familien i midten af 1860erne. I 1880 er hverken forældre eller nogen af børnene i Rudkøbing. Hele familien er sandsynligvis flyttet i juni 1866. Johan Nielsen opsiger sit borgerskab den 26-6 (han fik det en måned, før han blev gift i 1861), og huset på Nørrebro bliver solgt samme år. Hvorhen de flyttede og hvorfor, ved vi ikke. De bor ikke hverken i Svendborg, Odense eller Maribo amt i 1880, og det lader heller ikke til, at de er udvandret. 


*Kvinder var som bekendt op til det tyvende århundrede underlagt mænd. En enke skulle således have en lavværge.  Først i 1857 kunne en ugift kvinde eller enke drive en virksomhed. I 1899 fik gifte kvinder den samme myndighed som ugifte. 1908 – samme år som de fik valgret til kommunalbestyrelser – fik enker forældremyndighed over egne børn. I 1912 blev formuleringen i vielsesritualet, hvor kvinden lovede at være sin mand underdanig, afskaffet. Siden er det gået – langsomt – fremad.

 

Rudkøbing, juni 2011 

Else Wolsgård

 

 

 

Nyhedsbrev fra

Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

nr.3, 2011

 


1. Leder
2. Nyt fra havnegade
3. En tragisk brand

 

1. Leder – rødder og fødder


I en artikel for nylig i Weekendavisen beskriver etnologen Karin Lützen på interessant vis det nye begreb ”root tourism” – at rejse for at søge sine rødder. Tidens tendens til at fokusere på det, der gør én speciel og anderledes end alle andre, lægger brænde på bålet, der holder begrebet slægtsundersøgelser i kog. Tidligere var det en hobby for ældre nørder, der sad i dagevis fordybet i snørklede, gotiske skrifter. Nu og i fremtiden er det yngre mennesker med fingeren på IT-pulsen, der systematisk tilegner sig den viden, de søger: Hvem var mine forfædre, og hvor og hvordan var deres liv? Som en turistorganisation lokkende skriver på deres hjemmeside: ”Gå om bord i en vidunderlig selvopdagelsesrejse ved at afdække dine (…) forfædre og besøge det sted, hvor de levede.”


Der kommer stadig flere besøgende på arkivet med det formål. At kirkebøger, folketællinger mv. nu er tilgængelige i digitaliseret form, betyder nemlig ikke, at arkiverne ikke længere er interessante at besøge. Tværtimod. Når turister kommer, har de oftest gjort det basale hjemmearbejde. Det, de søger her, er så at sige glasuren på kagen – de lokale informationer, som ikke findes andre steder. Fx fotos, plantegninger, avisartikler eller nekrologer og dødsannoncer. Vi hjælper slægtsdetektiverne med at puste liv i de tørre data, de har hentet fra nettet. 


Denne form for målrettet, ”personlig turisme” vil vokse i de kommende år. Det er derfor vigtigt, at Byarkivet fortsat profilerer sig via hjemmesiden og et positivt omdømme blandt slægtsundersøgere bl.a. på grund af hurtig og effektiv servicering - også på mail. Når fx en familie på fire kommer til Rudkøbing i en uge med det formål at tilbringe dagene på arkivet, bidrager det naturligvis også til omsætningen i byen. Fremtiden vil bringe mere udvikling af den historiske interesse, og vi er parate til stadig at forbedre vores koncept. 

Det er selvfølgelig godt at have rødder, men de er jo pr. definition ret stationære. Vi på Byarkivet satser dog også på at bruge vores fødder, så vi hele tiden bevæger os fremad i takt med tiden.    

2. Nyt fra Havnegade


Vi har, som det også fremgår af ovenstående, haft temmelig travlt i sommer, og det er vi naturligvis glade for. Der har dog været tid til at afholde den årlige, faglige ekskursion for arkivets medarbejdere og frivillige. Den gik til Skovsgaard, hvor vi i dejligt vejr besøgte alle de museale afdelinger. Da de frivillige arbejder på arkivet på forskellige dage, er det en god lejlighed til at styrke korpsånden.

Redaktionen af årets udgave af årbogen ”Øboer” er afsluttet, og der er igen i år en række artikler, der vil appellere til alle dem, der interesserer sig for Langelands historie. 

Vi går nu i gang med at forberede Arkivernes Dag, lørdag den 12. november, hvor vi som sædvanlig holder åbent hus og præsenterer årbogen. Da Langelandsbanen jo i år ville være blevet 100 år, kan vi godt love, at der bliver fokus på banens historie. Sæt derfor allerede nu kryds i kalenderen!

Ligesom sidste år holder vi åbent den første lørdag i hver måned kl. 11 – 14 fra oktober til marts.
De normale åbningstider er stadig mandag til torsdag kl. 10 – 15.  

 

3. En tragisk brand


I forbindelse med arkivets ekskursion til Skovsgaard i august gennemgik undertegnede alle de arkivalier, arkivet råder over fra herregården. Der fandtes en omtale af den store brand, der i 1854 nær havde lagt hele gårdkomplekset øde. 

Branden udbrød om natten mellem den 20. og 21. april kl. ca. 2. Alle sov trygt, og ilden greb hurtigt så meget om sig, at alle de karle, der boede i staldbygningen måtte redde sig ud i det tøj, de sov i. 

Seks af dem blev forbrændt, deraf tre så alvorligt, at de døde. De to, der var hhv. 18 og 23 år døde allerede den 23. Den sidste, der var 19 år, udåndede efter svære lidelser den 5. maj. 

Desuden omkom 100 køer, ungkvæg, kalve og tyre, 17 heste, 22 får, en del svin og fjerkræ. Også korn, vogne, seletøj og redskaber blev ildens bytte. Man kan forestille sig det totale kaos, der har hersket på brandstedet. Det er også nærliggende at tro, at de forbrændte har gjort forgæves forsøg på at redde nogle af de panikslagne dyr ud. 

Hvordan branden var opstået, blev aldrig klarlagt. Teorierne var mange – en landstryger, der var faldet i søvn i halmen med sin pibe tændt, en glød fra dagen før, der havde ligget og ulmet. Ingen troede dog på, at branden ligefrem var påsat. Uanset årsagen var det er stor tragedie for alle involverede. Hovedbygningen blev i øvrigt kun reddet, fordi vinden vendte på et kritisk tidspunkt. Bygningerne var forsikret, men ikke til genanskaffelsesværdien. De ansattes ejendele var ikke omfattet af forsikringen. Værst var det derfor for tjenestefolkene, der havde mistet alt, hvad de ejede, inklusiv deres eventuelle opsparede penge. 

Branden blev først omtalt i Langelands Avis mandag den 24. april, og samme dag var der tillige følgende annonce:
Tjenestekarlene paa Skovsgaard maatte ved Ildebranden afvigte Nat flygte med Livsfare og næsten nøgne ud af Luerne. De mistede deres Klæder og andre Ejendele. Nogle desuden deres sammensparede Penge. Tabet er for dem meget betydeligt. 

Overbeviste om at Mange gjerne ville yde disse Brandlidte en Understøttelse, tilbyde vi vor Tjeneste med at modtage og efter bedste Overbevisning at uddele til disse Tjenestefolk de gaver, som vi dertil maatte betroes. 

Regnskab skal blive aflagt i denne Tidende.
Humble, den 21. april 1854.
Plesner, Provst, H. Knudsen, Skolelærer

Paa de ærede Indbyderes Opfordring er jeg beredvillig til at modtage de Bidrag, der i ovennævnte Øjemed maatte tilstilles mig, og skal jeg for samme straks aflægge offentlig regnskab. Julius Rosenstand  (avisens redaktør)
Til de brandlidte Tjenestekarle på Skovsgaard er mig tilstillet følgende Gaver: Garver Krøyer 1 Rd (rigsdaler), Jomfru Winther 2 Rd, Handelsbetjent Harbo 4 Mk. (mark) Fuldmægtig Jensen 1 Rd. Osv. (Det højeste beløb var 2 Rd, det laveste 1 Mk.).I alt 15 Rd. 2 Mk, hvorfor paa de Brandlidtes Vegne kjærligst takkes.

Indsamlingen fortsatte til og med den 8. maj, hvor der i alt var indgået 196 Rd. 3 Mk. For at danne sig et indtryk af beløbets størrelse, kan det til sammenligning oplyses, at et lommeur dengang kostede 8 Rd., en merskumspibe 3 Rd., en morter 2 Rd. Et hus med 3,5 tønder sædeland kunne fås for 1600 Rd. Det vil altså sige, at de skadelidte til deling fik, hvad der svarer til 24 og et halvt lommeur – ikke just imponerende, men formentlig nok til, at de kunne få tøj på kroppen. 

 

Kilder: Optegnelser i arkivet, Langelands Avis 1854 samt kirkebogen fra Lindelse sogn.

 

Rudkøbing, september 2011

Else Wolsgård

 

 

Nyhedsbrev fra

Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

nr. 4, 2011

 

 
1. Leder 
2. Nyt fra Havnegade 
3. En mand kom til byen + et par små julenotitser fra for 100 år siden
 

 

1. Leder 

Hvo intet vover, intet vinder! Allerede den 5. oktober skrev jeg til den nye kulturminister, Uffe Elbæk, og opfordrede ham til at se nærmere på lokalarkivernes situation. Mange arkiver er baseret på kommunal støtte, og da kommunerne skal spare, kan de være i farezonen. Jeg indbød ham naturligvis også til at aflægge Byarkivet et besøg og ved den lejlighed informere ham grundigt om de udfordringer, de lokale arkiver står overfor. Den 31. oktober kom der svar: ”…For nuværende må jeg desværre takke nej til din venlige invitation grundet en meget presset kalender. Jeg vil dog gerne have lov til at vende tilbage, hvis jeg på et tidspunkt på mine besøg rundt i landet kommer forbi Rudkøbing. Jeg kan i øvrigt forsikre dig om, at jeg ikke ser arkiverne som noget støvet og fortidigt. Tværtimod. Som du selv skriver, spiller arkiverne en stor rolle med henblik på at bevare viden om Danmarks historie, så også fremtidige generationer kan få glæde heraf. Og det er netop en af årsagerne til, at arkiverne rundt i landet er så vigtige kulturinstitutioner. 

Derfor sætter jeg også stor pris på det enorme lokale engagement, du omtaler i dit brev, og som man også får indtryk af ved at læse nyhedsbrevet, du har sendt med. Det engagement er helt essentielt, hvis vi vil udvikle vores viden om tidligere tider.

Du ønskes held og lykke med det fremtidige arbejde på arkivet i Rudkøbing.
Med venlig hilsen – Uffe Elbæk”

Man kunne tilføje, at lige så vigtigt som at bevare fortiden er det at bevare nutiden for fremtiden. Der var kun en lille chance for et ministerbesøg, og formålet med henvendelsen var da også primært at gøre ministeren opmærksom på, at arkiverne er et vigtigt element i hans ressortområde.  

 

2. Nyt fra Havnegade

Efteråret er den travleste tid på arkivet, og det er dejligt, at Anne Lise Nilsson har forstærket bemandingen i det kommende halve år. Da hun er født og opvokset i Rudkøbing, har hun allerede som udgangspunkt et stort lokalkendskab at trække på. 

Årbogen Øboer 2011 udkom planmæssigt og fik pæn omtale i pressen. Salget er foreløbig også gået godt. 

På Arkivernes Dag, lørdag den 12. november, havde vi sat alle sejl til for at fejre, at Langelandsbanen ville være blevet 100 år i år: Der var power-point show med ledsagende foredrag i mødelokalet, udstilling af banemærker og frimærker v. Langelands Frimærkeklub i forhallen, hvor også en fotoudstilling om ”badetoget” til Spodsbjerg havde fundet plads. 

Som noget nyt var der indrettet et ”fortællehjørne” i det gamle opholdsrum for buschauffører – komplet med hygge i form af sofabord, standerlamper, en original stol fra Langelandsbanen og en uniformsfrakke, der har tilhørt en ansat ved banen. På væggene kopier af de originale tegninger til stationsbygningen. Så var det bare om at få gang i snakketøjet! 

Ovenpå var der udlevering af Øboer, flere billedshows samt kaffe, kage og vin (sponsoreret af arkivets støtteforening). Vi havde talt om, at arrangementet ville være en succes, hvis der kom 50. Der kom 85! Og de, der kom, blev alle sammen længe for at se grundigt på det hele. 

 

3. En mand kom til byen.

I tidens løb har der levet mange borgere i Rudkøbing, der ikke har sat sig varige spor. Somme tider vækkes nysgerrigheden fx af et usædvanligt navn, og så er det spændende at se, hvor meget man kan finde ud af om denne som udgangspunkt anonyme person.

Således faldt jeg tilfældigt over en mand med navnet Ferdinand Franz Christian Arp. Han var far til en lille pige, der var død en måned gammel i 1885. I kirkebogen stod hans erhverv som billedhugger. At han ikke var på højde med Thorvaldsen, er indlysende, idet man så ville have kendt hans navn, men alligevel vakte tanken om en billedhugger i Rudkøbing min interesse, og her er, hvad jeg fandt ud af: 

Ferdinand Franz Christian Arp blev født den 17-4-1856 på herregården Nielstrup på Lolland. Faderen var født i Holsten og moderen i Slesvig. Ved sønnens fødsel står faderen opført i kirkebogen som ”hollænder”, der var datidens betegnelse for en mejerist. Gården har altså haft eget mejeri med en importeret specialist som leder. 

Ferdinand gik ikke i forældrenes fodspor, han blev stenhugger og kaldte sig senere billedhugger, selv om det nok var gravmonumenter, han hovedsagelig beskæftigede sig med. Denne antagelse støttes af en annonce i Langelands Avis 4-3-1891: ”F. Arp, Sten- og Billedhugger, Nørregade Rudkøbing. Stort og smagfuldt udvalg af Gravmonumenter, Inskriptionsplader og Kors. Priserne er så lave, at al Mellemhandel er umuliggjort” (?)

Han bosatte sig i Rudkøbing i 1876, og i 1884 fik han borgerskab som stenhugger. Gift blev han også – med Maren fra Vester Skerninge. I folketællingen fra 1890 står Ferdinand som 33årig husfader og billedhugger, Maren som 31årig husmoder. De har en datter, Erna Valfrida,  ca. tre måneder gammel.  

Familien bor til leje i Nørregade 5, forhuset. Huset ejes af bagermester Chr. Rasch, der også bor i huset med sin familie.  Stenhuggerværkstedet lå i Nørregade 15-17 også kaldet ”fotografgården”. 

Den gode Arp faldt godt til blandt byens borgerskab, og snart blev han også brandinspektør. 

I 1882 var han med til at starte Rudkøbing Sangkreds som selvstændig forening (Borgerforeningen havde startet en sangkreds op to år tidligere). Ferdinand Arp var et talent som sanger.  Chr. Kiilsgaard beretter, at Jens Winther har fortalt, at Arp ”havde en ganske usædvanlig pragtfuld stemme, som spændte fra den dybeste bas til anden tenor”. 

I 1898 forlod familien Rudkøbing. Avisen beretter den 6-2, at ”Branddirektør, Billedhugger Arp skal fra 1-4 overtage en Plads i København som Repræsentant for De Forenede Granitbrud på Bornholm. Han har været Billedhugger i Rudkøbing i 15 år og i den Tid vundet sig mange Venner.”

Hvordan det gik i hovedstaden, har det ikke været muligt at finde ud af. Det sidste, vi ved om billedhuggeren, er det, der den 3-6-1912 står i Langelands Avis. ”Billedhugger Arp, der som 20årig kom til Rudkøbing, er død i København, 59 År gammel. Han var en af Byens kendte Mænd, Brandinspektør og Formand for Sangkredsen.” 


Om hans tidlige død kan have noget at gøre med den vistnok noget flamboyante livsstil (se foto), kan vi ikke vide. Han var næsten usynlig i Rudkøbings historie, indtil denne omtale nu sætter et lille spotlight på ham. Formålet er at vise, at selv om man har meget lidt at gå ud fra – som her blot et navn - kan det næsten altid lykkes at få sat noget kød og blod på, så man får et indtryk af det levede liv. 

Foto, bragt i Langelands Avis 22-12-1939, ”Den første Langelandspilsner Pinsemorgen”.
Manden i midten er F.F.C. Arp, der da også ser ud til at have lagt en lang nat bag sig….


Kilder: Rudkøbing Kirkebøger, folketællinger i Dansk demografisk database, avisomtaler i Langelands Avis, Chr. Kiilsgaards manuskript ”Fortællinger fra det gamle Rudkøbing”.

Og så i anledning af julen et par klip fra Langelands Avis, december 1911:

Den tilstundende jul fyldte rigtig meget også dengang. Der var gode muligheder for at købe sig fattig, idet butikkerne i ugen op til jul måtte have åbent til kl. 23 hver aften! Søndagen før jul var der indsat særtog fra Bagenkop og Spodsbjerg, så beboerne der fik mulighed for at komme til staden og handle. En oplagt gaveidé, der reklameres for i avisen i en illustreret annonce, er en Kohaleholder til 125 Øre. Holderen påsættes et af dyrets bagben, og haledusken sættes i klemme, så den, der malker, slipper for at få en snavset koAhale svirpende i ansigtet. 

Hvid jul blev det ikke i 1911, men langelænderne havde også andre og alvorligere ting at bekymre sig om: Et alvorligt udbrud af mund- og klovsyge betød, at landbefolkningen blev frarådet at besøge andre eller selv holde gæstebud – og det i december!

 

December 2011, Else Wolsgård