Introduktion til historier

EKSTRABLAD

fra  Rudkøbing  Byhistoriske  Arkiv

om en helt fra 1864

Begivenhederne i 1864 er lige nu aktuelle –fordi det er 150 år siden, og  der er en TV-serie, der giver anledning til debat. 

Byarkivet blander sig nu i koret med en lille beretning om en heltemodig soldat, der stammede fra Rudkøbing. Historien kan læses i et såkaldt ”Ekstrablad” til Langelands Avis den 22. maj 1864. Når der indløb væsentlige nyheder, efter at avisen var gået i trykken, kunne man trykke et løsblad – ekstrabladet -  der blev lagt ind i avisen. Der står:

”En tapper soldat"

Blandt de mange tapre, der faldt den 18. april ved Dybbøl, var der især én, der savnes meget af sine kammerater, fordi han altid var den, der under de hårdeste trængsler forstod at opmuntre dem, og af sine foresatte, fordi de vidste, at han ved sit mod og sin foragt for faren tjente kammeraterne som et lysende eksempel. Denne brave, hvis navn ikke bør gå upåagtet hen, var hornblæser Jens Christian Ovesen ved 20de regiments 8de kompagni. 

Han blev af sin kompagnichef for sin udmærkede opførsel under fægtningen den 8. marts foran Fredericia indstillet til hædersbelønning og ville nu, efter kompagnichefens egne ord, hvis han havde overlevet den 18. april, have båret Dannebrogskorset på sit bryst. Denne tapre soldat, der var sine forældres støtte, efterlader sig kone og børn i Altona, der når ikke gode mennesker komme dem til hjælp, se en mørk fremtid i møde. 

Denne afdøde kriger, der så hæderlig omtales, er født her i Rudkøbing og lærte efter sin konfirmation slagteriet (dvs. han kom i slagterlære) , efter at han som ukonfirmeret dreng var gået til hånde på dette blads bogtrykkeri. Han var søn af snedker Ovesen, der nu bor i København”.

Før vi ser nærmere på helten selv, kan det være nyttigt at få datidens forhold for soldater på plads. I 1849 blev der indført almindelig værnepligt for mænd mellem 22 og 38 år. Man kunne dog melde sig frivilligt, når man blev 18. Det ansås i 1864 ikke for flovt eller fejt at købe en anden til at tage ens plads, hvis man var blevet indkaldt som soldat. 

Annonce i Langelands Avis 20. maj 1864: ”STILLINGSMAND. En stillingsmand søges i månedsvis straks. Dette blads kontor anviser”. Grundene til, at man søgte en afløser kunne være ren og skær angst for at blive slået ihjel eller invalideret. Som det fremgår af omtalen af Ovesen, vankede der ingen fed pension til enker og børn. Drev man en gård, var det også umuligt at være væk en hel sommer – at hyre en stillingsmand var derfor en nærliggende løsning. 

At livet som soldat bestemt heller ikke var let, ses af de talrige taksigelser, der blev indrykket som annoncer i avisen. Fx Jjeg aflægger her mit hjertes dybe tak til de ærede beboere på Hou for tilsendte penge og gaver af uldtøj. Jeg ser deri beboernes ædle tænke- og handlemåde mod en fraværende kriger………Mit ønske er, at fred og ro snart må vende tilbage til mit elskede fædreland og forene venner og frænder.” 

Bespisningen af soldaterne lod også en del tilbage at ønske, men direkte forsendelse af fødevarer lod sig ikke gøre. Til gengæld var der løbende indsamlinger til soldaterne – både de levende og de dødes familier. Alle donatorerne nævnes med navn i avisen. 

Tilbage til den 18. april og slaget ved Dybbøl. Historikeren Tom Buk-Swienty kaldte sin bog om slaget ”Slagtebænk Dybbøl”, og man må medgive, at titlen er uhyggeligt velvalgt. 

Uden at gå i detaljer kan man beskrive dagen som et frygteligt slag for den danske hær. Den begyndte med et granatbombardement – 6000 preussiske granater regnede ned over de danske stillinger om morgenen,  og slaget udviklede sig senere til en nærkamp om skanserne med bajonetter. Bajonetter! At stå ansigt til ansigt med den mand, man vil prøve at dræbe, må have været helt grænseoverskridende for de oftest meget utrænede danske bønderkarle. Jens Christian Ovesen blev dræbt den dag sammen med 113 officerer, 220 underofficerer og 4477 menige – ca. 50% af den samlede danske styrke. Den tyske styrke var på 37.000 mand. De mistede kun 1200. 

Tilbage til Ovesen. Han var søn af snedkermester Niels Deenfeldt Ovesen og Gjertrud Kirstine Kjær. Den lille Jens Christian blev født noget tidligt, den 2. december 1839, kun halvanden måned efter forældrenes bryllup. Familien byggede huset Nørrebro 10, hvor de boede, til de  flyttede til København i 1863, hvor vi mister sporet af dem. I hjemmet må der have været ”fuldt hus”, idet ægteparret fik ti børn på nitten år. 

En søn, Nicolaj, udvandrede i øvrigt til Kentucky, hvor han blev plantageejer – bomuld og kaffe. Han var ugift og testamenterede ved sin død i 1934 et større beløb til ”et asyl for forældreløse negerbørn” (!)

Jens Christian blev som 23årig gift med jomfru (sic) Dorthea Catarina Gosh, 26 år. Hun stammede fra Holsten. Brylluppet fandt sted den 14. december 1862. Senere samme dag blev deres første søn født. En usædvanlig bryllupsgave, må man sige. 

Parret flyttede åbenbart senere til Altona. Hvordan det gik enken, vides ikke. I bedste fald har hun fundet en ny mand. 

Var helten Ovesen ikke dræbt på stedet, kunne han have været blandt de sårede, der blev sendt til lazaret på Langeland. Skolen blev omdannet til lazaret for op til 100 soldater ad gangen. Vi kan endnu se mindet over de 12, der døde her, på Rudkøbing kirkegård. 

På lazaretterne var man glad for private donationer, som avisens redaktør tog imod og fordelte. Blandt gaverne var på en enkelt dag en del gammelt linned (til bandager kan man formode), 2 flasker saft og en skjorte fra en lærer, 3 flasker saft fra en gårdmand og endelig fra en husmand en flaske saft og en skjorte. En købmand skænker 50 flasker god vin. Hver dag nævner avisen nye donationer. Veldædigheden fejlede ikke noget på Langeland i de dage!

Den sidste sårede soldat forlod Langeland i august 1864. Avisens redaktør, den entreprenante Julius Rosenstand, satte sig straks i spidsen for en indsamling til et monument på kirkegården til minde om de døde soldater. Han planlagde således at sælge de nu overflødige puder og andet udstyr fra lazarettet! 

Rudkøbing, oktober 2014

Else Wolsgård

Amatørtegning af soldat i uniform med bajonet.
(Rudkøbing Byhistoriske Arkiv)

Kilder: Langelands Avis 1864

Rudkøbing kirkebog 1862

”Historiske huse og gårde i Rudkøbing” udgivet af bl.a. Langelands Museum og Nationalmuseet 

”Den store danske encyklopædi” – netudgaven. 

H.C. Ørsted som privatperson
 

At Ørsted var en fremragende videnskabsmand, der formentlig ville have modtaget Nobel-prisen i fysik, hvis den havde eksisteret, mens han levede, er kendt af de fleste. Opdagelsen af elektromagnetismen i 1820 var banebrydende. Mange ting i vores dagligdag, fx støvsugeren, bygger på Ørsteds opdagelse. 

Mens hans videnskabelige meritter kan studeres mange steder, har hans privatliv ikke været tilsvarende offentligt. I det følgende vil jeg give nogle eksempler fra H. C. Ørsteds personlige liv. 

Han blev født den 14. august 1777 i apoteket, der lå, hvor det nuværende apotek ligger. 17 år gammel begav han og hans et år yngre bror, Anders Sandøe Ørsted, sig til København. Chokket over at komme fra en by med 1000 indbyggere til en med 100.000 må have været betragteligt.

H.C. var meget flittig og begavet og formelig strøg gennem eksamenerne. I 1801 var han klar til at tage på den traditionelle udenlandsrejse, hvor den nyeste viden og kontakter med anerkendte videnskabsmænd rundt om i Europa skulle gøre det unge menneske egnet til at overtage et embede, når han kom hjem. Imidlertid var HC kort forinden blevet forlovet med en frk. Sophie. Hendes job var nu at vente tålmodigt på, at genstanden for hendes følelser kom hjem igen. Hun ventede – og ventede. Hendes brevskriveri blev med tiden mere sporadisk, men det lagde HC ikke mærke til. Da der var gået to et halvt år, og han stadig ikke kunne love, hvornår han kom hjem, besluttede hun at bryde forlovelsen. Måske fortrød Sophie det senere, for hun endte sit liv som en fattig pebermø. 

Da HC endelig kom hjem til Danmark, havde han for travlt med arbejde og familiære trakasserier til at interessere sig for kvinder. Måske blev han heller ikke ligefrem bestormet af tilbud. Et faktum er det, at han skelede kraftigt på venstre øje, og hans opstoppernæse passede heller ikke til tidens klassiske ideal. At han ikke desto mindre var forfængelig, ses af, at han i sine senere år gik med toupé for at skjule sin skaldethed. Toupéen sad fast på hovedet ved hjælp af et ståltrådsstativ. Ståltrådens tiltrækning på en magnetnål kunne faktisk tilføre hans forsøg nogle utilsigtede resultater!

HC og Anders Sandøe var flittige og lovlydige hele deres liv. Det kunne man desværre ikke sige om deres tre yngre brødre. Jacob, som den ældste af dem hed, arbejdede på faren, Søren Ørsteds, apotek, men forgreb sig på betroede midler. For ikke at blive opdaget, begyndte han at låne hos pengeudlånere i København, idet han forsikrede dem om, at hans kendte bror, HC , kautionerede for ham. Da HC blev opsøgt af disse lånehajer, blev han opskræmt, for han havde bestemt ingen stor formue. Han skrev gentagne gange til sin far for at advare ham om, at der var noget gruelig galt, men Jacob opsnappede brevene, så faren var uvidende, indtil den økonomiske bombe detonerede med et brag. Apoteket måtte sælges, og det var kun med nød og næppe, at Søren Ørsted beholdt skindet på næsen. 

Men dermed var HCs problemer med sine brødre ikke overstået. Den næste bror i rækken, Randulph havde efter et falleret jurastudium besluttet sig for en karriere i hæren. Også han havde tendens til at bruge flere penge, end han tjente. Så skete det en mørk nat i 1808, at en kollega fra Randulphs bataljon blev hugget ned med sværd på vej hjem. Næste morgen døde han uden at have udpeget sin overfaldsmand. Da den døde og Randulph havde været personlige fjender, faldt mistanken tungt på HCs bror. Beviserne manglede imidlertid, men han blev degraderet og fængslet for andre forseelser. Da straffen var udstået måtte HC på banen: Han skrev en bøn til kongen om at broren måtte få lov at forlade landet, da han ville gå i fremmed krigstjeneste. Tilladelsen blev givet, og Randulph gik ind i den russiske hær (på det tidspunkt i krig med Napoleon). Randulph faldt i et slag med franskmændene ved Leipzig i 1813, og HC bemærkede i den anledning til en ven: ”Det var nok det fornuftigste, han kunne gøre”. 

Den yngste bror, Herman kom i apotekerlære i Odense. Også han havde svært ved at respektere ejendomsretten. Han pantsatte ting, der ikke tilhørte ham, og HC måtte på banen igen for at rede trådene ud. 

I 1813 blev HC forlovet med sin fars husholderske gennem syv år, Birgitte Ballum. Han var da 37 år, hun 25. De blev gift året efter og fik i hurtig rækkefølge otte børn, hvoraf de tre døde, mens Ørsted stadig levede. Der findes en daguerreotypi fra hans sidste år (fotografiet med negativ var endnu ikke opfundet), hvor man kan se HC og Birgitte omgivet af hele deres familie. 

I 1851 var HC 73 år. Han pådrog sin en lungebetændelse, og selv om hans læge gjorde sit bedste, var datidens medicinske formåen ikke tilstrækkelig. Først fik han et brækmiddel, næste dag blev han åreladt, dagen efter fik han ”spansk flue” (et insekt, der angriber huden og forårsager betændelse, som skulle kunne skabe afløb for lungens betændelse). Ikke overraskende hjalp behandlingen ikke, og HC sov stille ind.

Kilde: Dan Christensen: ”Naturens tankelæser” bind 1 og 2, 2009.

Rudkøbing, september 2013

Else Wolsgård

Fra Novosibirsk til Rudkøbing

At Anden verdenskrig og Danmarks besættelse er evigt aktuelle emner i arkiv-sammenhæng, fik Rudkøbing Byhistoriske Arkiv forleden et nyt eksempel på. 

En nydelig kvinde kom ind ad døren og præsenterede sig som russer fra Novosibirsk (nej, det ligger ikke i Sibirien). Eller præsenterede sig er måske så meget sagt. Hendes beherskelse af engelsk var desværre temmelig sporadisk, hvad der gjorde optrævlingen af hendes baggrundshistorie noget vanskelig. 

Lidt efter lidt kom det frem, at hendes morfar havde været blandt de ca. 800 russiske krigsfanger, der strandede på den berømte flydedok ved Påø den 4. maj 1945. Han var imidlertid aldrig kommet hjem til Sovjetunionen, fordi han var død her.

Fomenko Lubov, som kvinden hedder, var nu kommet den lange vej for at opfylde sin gamle mors store ønske om at finde ud af, hvad der var sket med faren. Vi viste hende fotos af flydedokken og af de russere, der er på de mange fotos, der findes på arkivet fra deres ophold på Rudkøbing skole. Desværre var morfaren ikke blandt dem. 

Så fandt vi kirkebogen frem, hvoraf det fremgik, at Fjordor Zwitch var død den 5. juli 1945 og blevet begravet i Rudkøbing. Nu var hun naturligvis meget interesseret i at vide, hvorfor og hvordan han var død som kun 41årig – efterladende sig kone og syv børn i Novosibirsk. Da det fremgik af kirkebogen, at han var død på Tåsinge, tænkte vi, at der måske kunne stå en notits i avisen om dette pludselige dødsfald. Og det gjorde der!

Ifølge Langelands Avis havde en lille gruppe russere fået lov til at tage på en udflugt i hestevogn til Tåsinge, hvor der boede en telegrafist, der engang havde arbejdet i Rusland. Imidlertid var hesten løbet løbsk. Fjodor ville springe af vognen for at standse hesten, men faldt så uheldigt, at hans hoved ramte en sten, så han døde øjeblikkeligt. En ambulance bragte ham til Svendborg, hvor lægerne blot kunne konstatere, at han var død af kraniebrud. 

Fomenko Lubov affotograferede avisartiklen, fordi hun i sin hjemby kender en, der kan oversætte fra dansk. Forsynet med alle disse informationer samt en DVD med film fra Påø-strandingen gik turen op på kirkegården, hvor hun fandt sin morfars gravsted. Hun blev meget glad for at se, hvor smukt de russiske grave er holdt, og hun plantede en blomst ved Fjodors sten. 

Om aftenen mødte hun en af arkivets medarbejdere, der viste hende skolen, hvor russerne var indkvarteret, og kørte hende til Påø, hvor hun så mindestenen for strandingen. 

Det var en meget glad Fomenko, der nu kunne rejse hjem til sin 82årige mor med præcise informationer om, hvordan Fjodor var død. Til gengæld fik arkivet et foto af den uheldige soldat. 

Else Wolsgård, leder af Rudkøbing Byhistoriske Arkiv.

Arkivets telefon ringer ofte, men det var dog første gang, stemmen i den anden ende kom fra Australien. Det gjorde den imidlertid en dag i april. Det var Mrs. Sullivan, der sammen med sin søn planlagde en rejse til Danmark med ophold på Langeland. Hun ville høre, om vi kunne hjælpe med at rede trådene ud i hendes søns familie, idet hans oldefar på fædrene side var udvandret herfra til Australien omkring år 1900. Der var lidt kommunikationsproblemer, fordi det jo er svært for udlændinge at udtale danske navne korrekt. Den person, Mrs. Sullivan som udgangspunkt søgte og kaldte Jane Matsen viste sig således i kirkebogen at hedde Johanne Mathiasen. 

Jeg lovede at finde ud af alt, hvad jeg kunne, og det viste sig at være en tragisk, men ikke helt usædvanlig historie:

Oldefarens forældre blev gift i Tranekær midt i juni 1875. Gommen, Hans Jørgensen, var da 20 år, bruden, Johanne Mathiasen, 35. Og ja, der var en grund til, at de blev gift, for i februar 1876 blev lille Johannes født. To uger senere døde den nybagte mor formodentlig af barselsfeber – en infektion, man let kunne pådrage sig på grund af datidens manglende indsigt i hygiejne. Johannes blev døbt, samme dag hans mor blev begravet.

Den unge far kunne naturligvis ikke selv passe den lille, så han blev sat i pleje hos farens forældre i Bukkeskov. Der voksede han op, og ved konfirmationen bedømmes hans kundskaber som gode, hans opførsel som meget god. 

Vi finder Hans Jørgensen igen i en folketælling fra 1890. Han bor da i Rudkøbing i et hus på Møllemarken – senere Spodsbjergvej 62. Det oplyses i tællingen, at han var forlovet med husets ejerinde, Oline Pedersen (hun havde arvet huset efter sine forældre). Det skal nok have haft sin rigtighed med forlovelsen, for to måneder senere bliver de gift. Han er da 37 år, hun 30. 

Året efter får de deres eneste barn, en søn, der blev døbt Axel. Om Hans Jørgensen har haft kontakt med sin førstefødte, Johannes, ved vi naturligvis ikke. Under alle omstændigheder vælger han- Johannes - altså at rejse til Australien, da han var ca. 25 år. 

Hans bliver bryggeriarbejder, Oline arbejder som syerske. Tilfældigt stødte jeg også på Hans Jørgensens dødsannonce fra december 1942. Han havde i sine sidste år boet på "De gamles Hjem" og blev ved begravelsen hyldet for sin indsats i arbejderbevægelsen. 

Da familien Sullivan ankom hertil den 13. maj, fik de hele historien på skrift (på engelsk naturligvis) samt kopier fra kirkebøgerne, folketællingerne samt et foto af huset på Spodsbjergvej. De blev glade. Så meget des mere som de åbenbart havde betalt en person i København 2000 kr. for oplysninger, de ikke kunne bruge. Her skulle de kun betale for de kopier, de fik.

En ting, de – og amerikanere – har svært ved at forstå, er, at gravsteder her i landet bliver sløjfet, når der ikke længere er nogen, der betaler for at få dem fornyet. Vi må så forklare, at Danmark er et lille land, så hvis man ikke sløjfede grave, ville kongeriget efterhånden blive én stor kirkegård. 

Kan det nu betale sig at yde så megen service til udlændinge? Det synes jeg. Dels ville de aldrig have kunnet finde disse informationer på egen hånd på grund af sprogvanskelighederne, dels brugte de jo penge i byen på et par hotelovernatninger, mad og souvenirs. Og faktisk er det rigtig spændende og interessant for os på arkivet at trævle sådan en familiehistorie op. Hvis der kommer flere af den type henvendelser, vil vi i lighed med andre arkiver dog nok overveje at tage et mindre gebyr. 

Kilder: Kirkebøger fra Tranekær og Rudkøbing samt folketællinger og Langelands Avis 1942.

Juni 2013

Else Wolsgård 

På Rudkøbing Byhistoriske Arkiv havde vi i januar et interessant besøg. Sally Jones og hendes mand, Eyal, fra Melbourne i Australien kom til Langeland for at se og opleve, hvor hendes morfar, Alan Ower McCormack (jo, det er rigtigt stavet) i 1944 skjulte sig i to døgn. Det var natten mellem den 28. og 29. januar, at en formation af jagerflyvere (i alt 677 fly, hvoraf 43 gik tabt på denne tur) var på bombetogt fra Yorkshire i England mod Berlin. De fløj østpå, til de var over det sydlige Danmark, hvor de ændrede kurs og fløj mod sydøst. Da lasten var kastet over byen og dens befolkning, vendte flyene om og skulle samme vej tilbage. Over det sydfynske øhav skulle det fly, denne beretning handler om, – Halifax HX 294 - derfor lægge kursen om mod vest, og der skulle samtidig kobles over på andre brændstoftanke. Det gik da op for piloten, McCormack, at tankene var tomme – måske var de blevet ramt af tyske skud. England lå altså uden for rækkevidde, så han satsede på, at de kunne nå til Sverige og fløj videre østpå. Da de tre ud af de fire motorer satte ud i hurtig rækkefølge, stod det dog klart, at heller ikke det ikke var muligt med den minimale rest brændstof, der var tilbage. Besætningen på syv mand, der bortset fra én var fra Australien, måtte derfor springe ud med faldskærm. Flyet fortsatte førerløst tværs over Langeland og faldt ned i Langelandsbæltet, hvor det sammen med andre flyvrag og sænkede skibe ligger endnu. 

I Langelands Avis kunne man den 29. januar læse: ”Engelske Flyvere landet med Faldskærm ved Rudkøbing” – ”To af dem landede ved Siø og blev bjerget i land af Øens beboere. Begge Flyvere kom ind på Siøgaard, hvorfra de senere blev overført til Værnemagten (tyskerne).

Det første besætningsmedlem, der sprang, landede i farvandet mellem Skarø og Fyn. Til trods for, at han var olympisk svømmer, omkom han i vandet – det var simpelthen for koldt til den relativt lange svømmetur. Godt nok var det en mild vinter med plusgrader, men netop den 28. januar var det vindstyrke 9, lig med ”stormende kuling”(dvs. 75 – 88 km/t). De næste to flyvere landede tæt på Tåsinges vestkyst – de følgende to tæt ved Siø. En af dem ville ikke springe frivilligt, og det er der vel ikke noget at sige til. Man må forestille sig, at det jo er bælgmørkt, og de ved ikke helt, hvor de befinder sig, kun at der er (koldt!) vand nedenunder. McCormack blev nødt til at puffe ham ud med magt. Som øverstkommanderende – squadron leader - sprang McCormack sidst og landede i vandet mellem Siø og Langeland. Han vidste dog naturligvis ikke, præcis hvor han var. Det lykkedes ham at få fast grund under fødderne lidt nord for den senere bro, og efter nogle minutters gang kom han til en lille lade, hvor han søgte læ for vinden, men alligevel frøs bravt. 

Næste dag mødte han en dreng, der bragte ham lidt mad, men da drengen kom igen dagen efter, var det i selskab med en betjent. McCormack blev indsat i arresten under det gamle rådhus, indtil han et par dage senere blev transporteret til Svendborg, hvorfra Værnemagten sørgede for, at han blev ført til en fangelejr nær Frankfurt. Der mødte han de andre fem fra mandskabet igen. Seks ud af de syv om bord på jagerflyet overlevede hele krigen, selv om det var i fangenskab. De danskere, der beredvilligt gav varme og mad til de forfrosne flyvere, skulle dog ikke risikere noget. De allierede ”gæster” blev alle som én hurtigst muligt ekspederet videre i tysk varetægt. 

McCormack vendte tilbage til Australien, hvor han blev borgmester i den by, han stammede fra. 

I 1996 besøgte McCormack Langeland, og i den anledning blev der sat skilte op, så alle kunne se, hvor ”McCormack Stien” var. På laden blev opsat en plakette med et kort resumé af historien på danske og engelsk. Han døde i 1998, men hans kone lever stadig (2013). 

For barnebarnet, Sally Jones, var det en stor oplevelse så at sige at gå i morfars fodspor på stien – så meget des mere, som hun aldrig før havde set sne! Bagefter tog vi op på arkivet, hvor hun og hendes mand med interesse studerede avisomtaler, fotos og genstande fra 1944 og 1996. 

Kilder ”En dråbe i havet” af Bent Andersen, Jens Mollerup og Gunnar Kjær Mortensen (1994)

Avisartikler fra 1944 og 1996 samt mundtlige oplysninger fra Sally Jones, 2013. 

Rudkøbing, marts 2013

Else Wolsgård

Gåsedammen ved Brogade
 

Byarkivets skaber, Chr. Kiilsgaards historiske interesser gjaldt ikke kun skriftlige vidnesbyrd om Rudkøbings fortid. Han arbejdede flere gange som amatørarkæolog, og her er et af hans forbløffende resultater:

I 1938 skulle Brogade asfalteres, og det gav anledning til en undersøgelse af, hvad gaden gemte under sin overflade. For ikke at risikere senere at måtte grave asfalteringen op, besluttede Byrådet, at alle vand- og kloakledninger skulle undersøges og evt. tærede dele udskiftes. Der blev derfor gravet 14 render i hele Brogades længde. Samtidig blev det middelalderlige munkestensfundament til en bygning, der havde ligget ud for nr. 5, udgravet. 

Det viste sig, at der ca. en halv meter under brolægningen oven på den naturlige jordbund, der består af ler, var et tæt sammenpresset gruslag, der havde udgjort den oprindelige vejbelægning. Brogade var med andre ord en simpel grusvej. Ved at studere jordlagene, som sås tydeligt i de udgravede render, kunne man se, at gaden havde været meget mere stejl end nu – udmundingen ved Havnepladsen lå engang hele 1,40 meter lavere end nu. Jordlagenes jævne fald blev dog afbrudt ved Gåsetorvet, hvor man i midten fandt den fordybning, hvor Gåsedammen havde ligget. 

Kiilsgaard forklarer i en avisartikel den 8. november 1938, at navnet gåsetorv i de gamle byer ikke betød en plads, hvor man handlede med fjerkræ, men en plads med en dam, hvor gæs og ænder svømmede og snadrede. Det var derfor logisk at antage, at det også havde været sådan i Rudkøbing. 

Udgravningerne viste, at dammens overflade har ligget 1,30 meter under det nuværende torvs overflade. Dybden har været knap en meter og diameteren ca. 3,25 meter. 

Desværre lod det sig ikke gøre at udgrave hele dammen, idet statuen af H. C. Ørsted står oven på en del af den. Selve den udgravede dam ”var fyldt af en sort, blød og stinkende masse, hvori der var rester af græs og siv, og hvori der lå en masse nøddeskaller, som viser, at der engang har stået hasselbuske omkring den”, beretter Kiilsgaard. 

Desværre ved vi ikke, hvornår dammen er blevet fyldt op, men det må have været senest i midten af 1800tallet, da de nuværende beboelser omkring torvet begyndte at blive bygget.  

Historien om æ, ø og å.

Siden webadresser og mails er blevet en del af vores daglige kommunikation, ser det sort ud for de gamle, danske bogstaver, æ, ø og å. Men hvad er grunden til, at man i dansk har disse ”sære” bogstaver? 

Æ stammer fra latin og oldengelsk og har været brugt i dansk i knap 1000 år. Det bliver som bekendt fortrængt af ae.

Ø blev opfundet af romerne som en sammenskrivning af o og e. Det er blevet brugt i dansk skriftsprog siden 1100tallet. Nu bliver det i de elektroniske medier til oe eller bare o. 

Å ses første gang i svenske håndskrifter fra 1400tallet. I 1743 foreslog sprogforskeren J. P. Høysgaard, at man i dansk erstattede aa med å. Rasmus Rask var også en svoren tilhænger af å og takkede skriftligt, når nogen havde benyttet bogstavet i et brev. Å blev officielt indført ved retskrivningsreformen i 1948, hvor også de store begyndelsesbogstaver i substantiver blev afskaffet.

Af sære grunde anses det stadig for ”finest” at bruge aa i navne. Det er derfor sikkert venligt ment, når mange forsyner mig med et dobbelt a. 

Marts 2012
Else Wolsgård  

Rasmus Lambert hed en mand, der i 1772 blev dømt til døden og henrettet (samme år som Struensee i øvrigt). Historien om hans forbrydelse er mærkelig: Rasmus var ca. 30 år, havde været gift knap tre år og havde to små sønner på henholdsvis 2 år og en måned.  
Natten mellem 17. og 18. marts stjal han ”noget lintøj” til en værdi af to rigsdaler. Den 26. marts myrdede han sine børn ved at kvæle den største og smide den lille i brønden. 

Ved det fynske landsting blev han dømt til ”at knibes med gloende tænger, hånden med økse afhugges og derefter hovedet. Kroppen lægges på stejle, hånd og hoved fæstes på en stage”. Da han havde tilstået, så der ikke var tvivl om skyldsspørgsmålet, blev dommen stadfæstet af Højesteret. Henrettelsen fandt sted den 19. november samme år. 

Som læser stiller man sikkert umiddelbart spørgsmålet: ”Hvorfor?” Med vore dages tankesæt er der ikke logik skabt i forløbet, men sagen så anderledes ud i 1700tallet. 

Historikeren Tyge Krogh har forsket i det, der kaldes ”de melankolske mordere”. 

Ifølge datidens evangelisk-lutherske tro var det en dødssynd at begå selvmord – en selvmorder kom direkte i helvede. Ønskede man brændende at dø, enten fordi ens livssituation var ubærlig, eller fordi man med en nutidig definition var dybt deprimeret, var der dog en anden udvej: Hvis man slog nogen ihjel og blev dømt til døden for sin forbrydelse, skulle en præst berede den dømte på døden og give ham/hende løfte om Guds nåde, så han/hun (der var adskillige kvinder blandt) kunne dø salig og komme i himlen. 

Oftest dræbte ”selvmorderne” et lille barn, for det var jo ikke syndigt og ville derfor straks komme i himlen. Meget betænksomt! Tyge Krogh har i København i løbet af en periode på 90 år i 1700tallet fundet 83 sager om selvmordsmord og 40 mordforsøg. Med et indbyggertal på 60.00 i byen er det klart, at det var et problem. 

En fremsynet jurist, Henrik Stampe, fremkom i 1757 med et løsningsforslag. I stedet for at ”belønne” morderen med opfyldelsen af hans ønske om at dø, skulle han i stedet brændemærkes og sættes til det mest nedværdigende og ubehagelige arbejde. Tillige skulle han hvert år på morddagen føres til gerningsstedet og der piskes offentligt. Teologerne var dog imod, idet de fastholdt, at Gud krævede dødsstraf for mord. I 1767 efter en bølge af mord, blev Stampes forslag endelig  lovfæstet. Nogle blev dog stadig henrettet, hvis de hårdnakket fastholdt, at henrettelse ikke var motivet. Det var også Stampe, der opfandt udtrykket ”melankolske mordere”. I slutningen af 1700tallet døde fænomenet ud. 

Tilbage til Rasmus Lambert. Hans tragiske handling bliver i lyset af ovenstående om ikke forståelig, så dog måske forklarlig. En dyb depression medfører ofte et stærkt ønske om at dø, og det har sandsynligvis  været årsag til, at han begik og derefter villigt tilstod sin ugerning. En nærmere undersøgelse af retsprotokollerne kunne være interessant, men falder uden for rammerne for dette nyhedsbrev.   

Rudkøbing, juni 2012
Else Wolsgård 

I disse tider, hvor politiske konspirationsteorier trækkerr store overskrifter i aviserne, er det interessant at se, at den slags åbenbart altid har fundet sted. Således også i Rudkøbing for 100 år siden. I Langelands Avis kunne man den 23-3-1912 læse følgende:

”Efter hvad der fra pålidelig kilde meddeles os, blev døren fra salen på Hotel Langeland, hvor Højre i eftermiddags holdt sine fortrolige forhandlinger, lukket op i hovedet på hr. Holger Kristiansen (redaktør af den radikale avis Langelands Folkeblad). Fyren lyttede! Og det er ikke første gang, han har lyttet. Da Venstrevælgerforeningens repræsentantskab forleden holdt møde på Hotel Skandinavien, luskede monsieur Holger også om uden for døren og interviewede bl.a. hotelkarlen.

Det lyder utroligt, men disse ting er ikke desto mindre den nøgne sandhed, og det må efterhånden gøres folk klart, hvor stor en slubbert, denne anmassende personage er. Da knægten (redaktøren var da 37 år gammel) i dag fik døren i hovedet, skal han have rødmet. Der er dog altså endnu en rest af skam i slynglen, og vi skal gøre vort til, at han skal få brug for denne rest.”

Ovenstående er et eksempel på den tone, der dengang herskede i de personlige skændsmål, som var daglig kost mellem redaktørerne på de langelandske aviser. At de stemplede hinanden som løgnere var ganske almindeligt. Redaktør Kristiansen søgte at bortforklare hændelsen, men forklaringen virkede ikke ægte, og han lagde da heller ikke injuriesag an. 

Den 25-3 skriver Langelands Socialdemokrat

”Langelands Avis giver, idet den fortæller historien (om lytningen ved døren) hr. Kristiansen en række kønne navne som slyngel, slubbert osv. Vi finder, at disse betegnelser er så ganske overflødige. Ved bestillingen som spion klæber der i forvejen en sådan foragt, at ingen betegnelse i sproget kan stille udøveren lavere.”

Dagen efter påviser Langelands Avis, at Holger Kristiansens forklaring om, at han blot ville træffe proprietær I.A. Hansen, der var til et jernbane-møde på hotellet, ikke kan være rigtig, dels fordi dette møde var i forhuset, hvorimod Højre-mødet var i baghuset, hvor Kristiansen jo blev opdaget lige uden for døren ind til mødet, og dels fordi han slet ikke talte med I. A. Hansen, som han allerede havde talt med i telefonen. 

Den 27-3 skriver Ølandenes Dagblad, der støttede Højre, og som ejedes af enkefru Damkier, hvis søn redigerede bladet, at det var fru Damkier, der ”pågreb” Holger Kristiansen:

”Redaktør Kristiansen ”mødte” fru Damkier, da fruen åbnede døren fra mødesalen ud til gangen, og redaktøren stod så nær ved døren, at han for tilbage i det øjeblik, denne blev åbnet, for at undgå at få den i ansigtet. Således formede dette ”møde” sig, og vi forstår godt, at hr. K. blev ildrød i hovedet over at blive grebet så decideret på fersk gerning”

29-3 skriver Holger Kristiansen i Folkebladet, at fru Damkiers erklæring er usand, hvorfor fru Damkier i en artikel i sin egen avis tilbyder at aflægge ed på, at hun har berettet sandheden. 

Mere skete der ikke i sagen. Man kan undre sig over, at tonen var så rå mellem politiske modstandere. Desværre afspejlede det sig også i samarbejdet i Byrådet. 

I 1910 blev således den første kvinde i Rudkøbing Byråd, lærer Wilhelmine Mouritsen, stærkt angrebet af redaktør Madsen fra Langelands Socialdemokrat, der bl.a. stemplede hende som løgner. De to var sammen i biblioteksudvalget, hvor Madsen, da de var på tomandshånd, havde ”overfaldet hende med grovheder og trusler, så hun måtte forlade lokalet”. Hun bad derfor om, at udvalget blev forstærket med yderligere et medlem, og det gik Byrådet med til. 

Rudkøbing, september 2012

Else Wolsgård

I 1884 blev der i Rudkøbing stiftet en forening, hvis navn var ”Julens Glæde af 1884”.

Formålet var ”at fremme sparsommeligheden blandt småkårsfolk”. Det kunne nok også være nødvendigt, for det var jo desværre ikke ualmindeligt, at en arbejdsmand eller håndværker gik på kroen, den dag, ugelønnen blev udbetalt. Resultatet blev somme tider, at der kun var meget lidt til overs til familiens fornødenheder i den kommende uge – for slet ikke at tale om at lægge til side til opsparing. 

Konceptet for Julens Glæde var egentlig enkelt: En såkaldt incassator skulle hver uge aflægge alle medlemmer et besøg og modtage det beløb, de nu kunne afse ifølge vedtægterne dog ikke under 10 øre. Beløbet blev noteret i en kassebog, og hver uge skulle det samlede beløb afleveres til kassereren, der indsatte pengene i sparekassen. Renterne var tilstrækkelige til at aflønne såvel incassator som kasserer – men lønningerne var da heller ikke ret høje. 

I begyndelsen af december blev der indkaldt til udbetaling en bestemt dag, ofte på Teknisk Skole. Her mødte medlemmerne op og fik deres indestående i kontanter, hvorefter de kunne gå julen i møde med en god økonomisk polstring. 

Foreninger med navnet Julens Glæde fandtes over hele landet. Nogle steder købte man ”sparemærker”, der blev sat ind i en dertil indrettet bog, så medlemmet hele tiden selv kunne følge med i opsparingens størrelse. 

I Rudkøbing lå medlemstallet gennem årene nogenlunde stabilt på mellem 400 og 500 medlemmer. Hvor meget de enkelte medlemmer sparede op, varierede naturligvis meget. Der var jo ikke et fast beløb, nogle betalte hver uge det, de havde til overs her og nu, men de fleste lagde sig fast på fem eller 10 kroner (i 1950erne). Hvis man i årets løb fik akut behov for de opsparede penge fx til en tandlægeregning, kunne man godt få dem udbetalt, men det var ikke velset. 

I 1948 skete så katastrofen. Incassatoren var død om sommeren, og det hastede med at få ansat en ny, så den faste rutine med de ugentlige besøg hos medlemmerne ikke kom for meget ud af trit. Derfor var man måske ikke helt så omhyggelig med valget af ny incassator, som man burde have været. 

Den årlige indbetaling var på det tidspunkt omkring 100.000 kr., og af dem manglede der 6000 kr., da udbetalingen skulle finde sted. Svindelen havde ikke været svær at gennemføre. Manden havde blot skrevet et mindre beløb ind i kassebogen, der blev vist til kassereren ved aflevering af ugens indsamlede beløb. Hvad han åbenbart ikke havde tænkt på, var, at svindelen automatisk ville blive afsløret, når dagen for udbetaling kom. Folk havde jo deres egen bog med oplysninger om, hvad de havde betalt ind. 

Nu var gode råd dyre – det måtte jo ikke gå ud over medlemmernes jul, at bestyrelsen havde ansat en upålidelig incassator. Bestyrelsesmedlemmerne optog derfor personligt et lån i sparekassen på 6000 kr. Lånet skulle så tilbagebetales i løbet af de kommende år ved indeholdelse af renter af det samlede indestående. Politiet blev naturligvis indblandet og ved deres hjælp blev der beslaglagt møbler og effekter i bedragerens hjem til en værdi af omkring 400 kr. 

Julens Glæde fortsatte sit virke, dog nu med jævnlige stikprøver i kassebeholdningen.

I 1967 var det slut. Behovet for systematisk opsparing var for nedadgående, men den afgørende årsag var, at man ikke kunne få fat i en ny incassator. Det var ikke et attraktivt bijob, for lønnen måtte nødvendigvis være lav. Da alt var opgjort, var der 2000 kr. tilbage, som ifølge vedtægterne tilfaldt ”Stiftelsen af 25. juli 1851”. 

Ovenstående er baseret på originalmateriale – regnskabsbøger, forhandlingsprotokol mv. – der blev afleveret til Byarkivet i 1969.

Der blev gjort et forsøg på at genoplive Julens Glæde i 1977, men det varede vist kun kort. Under research til denne artikel er jeg dog blevet opmærksom på, at der stadig eksisterer ”Julens Glæder” rundt omkring i landet. 

Alle vores abonnenter ønskes en glædelig jul og et godt nytår!

December 2012

Else Wolsgård

At Langeland har været førende, hvad angår hattemode, lyder måske sært, men det er ikke desto mindre sandt. 
I begyndelsen af 1800 tallet blev det almindeligt, at kvinderne på øen brugte stråhatte med kyseform og bred skygge. 

Dengang var det meget lidt ønskværdigt at blive solbrændt eller – endnu værre – få fregner, så en god, bredskygget kyse var en kvindes bedste allierede, når hun arbejdede udendørs. 

Grunden til, at man på Langeland foretrak hatte af strå, kan være de tætte handelsforbindelser til Lübeck, hvor man i begyndelsen købte hattene. Imidlertid var de tyske hatte dyre, så hvad var mere nærliggende end at forsøge selv at fremstille dem? 

Af en præsteindberetning fra 1826 fremgår det, at fremstilling af stråhatte er en meget udbredt husflid på Langeland. Fletning af de hvedestrå, man brugte, var en temmelig enkel opgave, som børn ned til 4 års alderen kunne klare. Selve syningen krævede mere fingersnilde, men piger på 10-12 år kunne dog opnå gode resultater. 

Fattige børn kunne på den måde tjene en skilling, og skolelærerne tilskyndede til arbejdet. I nogle skoler fik børnene endog lov til at flette strå i timen, når blot de samtidig hørte efter! 

Der var meget få, der i folketællingerne er opført med hattemageri som hovederhverv. Enlige kvinder supplerede dog i mange tilfælde deres magre udkomme ved at sy, reparere eller vaske (!) stråhatte. 

Fabrikationen synes at nå sit højdepunkt omkring 1835, hvor mange daglejere får prædikatet ”nærer sig ved håndarbejde”, formentlig stråfletning og – syning. Hattemageri har ligesom kurvefletning den fordel, at det ikke kræver et særligt værksted. Materialerne er billige, og den færdige vare er industrielt fremstillet i den forstand, at den ikke er lavet på bestilling til én bestemt kunde. 

Naturligvis var der forskel på kvalitet og pris. Af skifter fremgår det, at så godt som alle kvinder på Langeland fra husmandskoner til velhavende gårdmandsdøtre bruger stråhatte i perioden 1810 til -40.

 
Desværre er meget få af dem bevaret, for materialet er jo let forgængeligt, men på Langelands Museum findes dog et par eksemplarer, der har været brugt af kvinder fra en velhavende familie. Modeluner ændrer sig som bekendt, og efter midten af det 19. århundrede blev stråhattene umoderne, og den særlige langelandske form for husflid forsvandt. 

(Kilde: H. Rasmussen i Fynske Minder 1959 o.a.) 

Nedenstående er et foto af en hat på Langelands Museum. Den stammer fra begyndelsen af 1800tallet, er flettet på Langeland af hvedestrå og har tilhørt proprietær Boesgaards kone i Longelse. 

                                                                      
Marts 2011                                                            
Else Wolsgård  
                                               

Undertiden sker det, at mens man søger efter ét emne, falder man pludselig tilfældigt over en notits om noget andet, der påkalder sig opmærksomhed. 
Således i Langelands Avis den 19. oktober 1859:

”Den 6te ds. tildrog sig her i byen en meget sørgelig ulykke, der i går nat har haft døden til følge, og vi anser det derfor nu som pligt at berette, på hvilken måde ulykken afstedkom, for om muligt her og andetsteds at afværge lignende tilfælde. 

En brændevinsbrænder, en ung agtet mand og forsørger af en ikke lille familie ville nævnte dag efterse en i sin gård nedsat brændevinsbeholder af træ, der siden afvigte vinter ikke havde været i brug på grund af en formentlig lækage. I en af de over beholderen lagte dæksplanker var i den anledning hugget en åbning, men ikke større, end at et menneske til nød kunne komme derigennem.

Brændevinsbrænderen gik selv gennem åbningen ned i den c. 4 alen (ca. 2½ meter) dybe beholder, og for at kunne se i denne, tager han en brændende lampe; men i samme nu denne kommer til beholderen, antændes den i rummet udviklede brændbare substans, og den ulykkelige mand forbrændes skrækkelig på flere steder af legemet, navnlig i ansigt, på hals, arme og hænder, forinden det var muligt at få ham ud.

Begivenheden har her vakt den dybeste sorg og beklagelse, ikke blot blandt familie og venner, men hos alle. Delende denne sorg og beklagelse ønske vi, at ulykken må være en advarsel for andre, og at enhver ved lignende lejlighed må anvende den allerstørste forsigtighed.”.

Samme dag er dødsannoncen i avisen: ”Det blev min sørgelige lod at bringe til fraværende slægt og deltagende venners kundskab, at det i går nat behagede Gud at bortkalde til et bedre hjem min elskede mand, mine 5 små børns kærlige fader, købmand Christian Nissen-Olsen, i sin alders 37te år. 
Rudkøbing den 19de oktober 1859
Jensine Olsen, født Andresen
(Begravelsen finder sted løverdagen den 22de ds. formiddag kl. 11½” 
I kirkebogen står en lille, men markant bemærkning: ”Brændt”

Sådan en tragisk historie vækker naturligvis arkivistens nysgerrighed. Hvem var de mennesker – deres forhistorie, hendes liv som enke? Her er, hvad arkivalierne fortæller. 

Det skal lige tilføjes, at  B. Gunnarsen i sin lille pamflet fra 1921 ”Rudkøbings Fortid i populær Skildring” ikke ganske vederhæftigt bygger videre på historien og bl.a. formidler den oplysning, ”at doktor Tofte behandlede ham med kolde omslag, hvad der bevirkede, at hans hoved svulmede op til en uformelig masse, og 14 dage efter døde han under store lidelsen.” Det sidste udsagn står utvivlsomt til troende, men kolde omslag var vel egentlig ikke nogen dum behandling?

Men lad os se lidt på familien. Ungkarl, handelsbetjent Christian Nissen Olsen, 25½ år, blev den 12-12-1848 viet til jomfru Frederikke Jensine Andresen, 26½ år. 
Det med jomfrueligheden skal man ikke tage så alvorligt, for allerede den 6. januar 1849 fødte Jensine en datter, Marie Jensine Olsen (dette barn døde den 5-6-1853).

 
Så gik det ellers slag i slag: 3-5-’51 Hanne Cathinca Sophie, 19-12-’52 Carl Chr. Hjeronimus. Faderens stilling angives nu at være købmand. Den 5-2-’55 ser Jens Marius Anton lyset, og 3-9-’56 er det Marie Jensines tur. Ida Charlotte Amalie er født 20-9-’58 og var altså kun lige godt et år, da faderen døde. 

Købmands- og brændevinsvirksomheden havde til huse i Nørregade 31, hvor Chr. Nissen Olsen står anført som ejer 1852 – 66, selv om det de sidste syv år vel rettelig var Jensine (eller hendes værge*), der i praksis var ejer.. Hvad skulle Jensine nu gøre som enke med fem små børn, hvoraf den ældste var otte år gammel?

 Skulle børnene passes, holdes rene og have mad på bordet hver dag, måtte der en mand til at drive virksomheden videre. 
Af folketællingen for 1860  kan man se, at der i Jensines husholdning bor en ugift handelsbetjent, Johan Nielsen, 22 år. 

Forhåbentlig har begge parter følt, at de kunne forene det nyttige med det behagelige, idet der den 25-10-1861 blev indgået ægteskab mellem enkemadamme Frederikke Jensine Olsen, 39 år og ungkarl og købmand Johan Palm Gerhard Nielsen, 23 år. Han bliver i 1866 ejer af huset, dog kun i et år. Den 21-4-1862 fødes deres første fælles barn, Christine Wilhelmine Jensine Nielsen – igen lidt for tidligt - og 28-2-1864 den sidste, Peter Ernst Georg Palm Nielsen.

Vi studser måske over aldersforskellen, men sådan så man ikke på det dengang. Hvad Jensine måtte mangle af ungdoms friskhed (efter 6 fødsler) havde hun til gengæld i form af en veldreven virksomhed, som Johan jo i forvejen som ansat kendte indefra.

Desværre taber vi sporene af familien i midten af 1860erne. I 1880 er hverken forældre eller nogen af børnene i Rudkøbing. Hele familien er sandsynligvis flyttet i juni 1866. Johan Nielsen opsiger sit borgerskab den 26-6 (han fik det en måned, før han blev gift i 1861), og huset på Nørrebro bliver solgt samme år.

 Hvorhen de flyttede og hvorfor, ved vi ikke. De bor ikke hverken i Svendborg, Odense eller Maribo amt i 1880, og det lader heller ikke til, at de er udvandret. 

*Kvinder var som bekendt op til det tyvende århundrede underlagt mænd. En enke skulle således have en lavværge.  Først i 1857 kunne en ugift kvinde eller enke drive en virksomhed. I 1899 fik gifte kvinder den samme myndighed som ugifte. 1908 – samme år som de fik valgret til kommunalbestyrelser – fik enker forældremyndighed over egne børn. I 1912 blev formuleringen i vielsesritualet, hvor kvinden lovede at være sin mand underdanig, afskaffet. Siden er det gået – langsomt – fremad.

Rudkøbing, juni 2011 

Else Wolsgård

I forbindelse med arkivets ekskursion til Skovsgaard i august gennemgik undertegnede alle de arkivalier, arkivet råder over fra herregården. Der fandtes en omtale af den store brand, der i 1854 nær havde lagt hele gårdkomplekset øde. 
Branden udbrød om natten mellem den 20. og 21. april kl. ca. 2. Alle sov trygt, og ilden greb hurtigt så meget om sig, at alle de karle, der boede i staldbygningen måtte redde sig ud i det tøj, de sov i.

Seks af dem blev forbrændt, deraf tre så alvorligt, at de døde. De to, der var hhv. 18 og 23 år døde allerede den 23. Den sidste, der var 19 år, udåndede efter svære lidelser den 5. maj. 
Desuden omkom 100 køer, ungkvæg, kalve og tyre, 17 heste, 22 får, en del svin og fjerkræ. Også korn, vogne, seletøj og redskaber blev ildens bytte. Man kan forestille sig det totale kaos, der har hersket på brandstedet. Det er også nærliggende at tro, at de forbrændte har gjort forgæves forsøg på at redde nogle af de panikslagne dyr ud.

Hvordan branden var opstået, blev aldrig klarlagt. Teorierne var mange – en landstryger, der var faldet i søvn i halmen med sin pibe tændt, en glød fra dagen før, der havde ligget og ulmet. Ingen troede dog på, at branden ligefrem var påsat. 

Uanset årsagen var det er stor tragedie for alle involverede. Hovedbygningen blev i øvrigt kun reddet, fordi vinden vendte på et kritisk tidspunkt. Bygningerne var forsikret, men ikke til genanskaffelsesværdien. De ansattes ejendele var ikke omfattet af forsikringen.

Værst var det derfor for tjenestefolkene, der havde mistet alt, hvad de ejede, inklusiv deres eventuelle opsparede penge. 
Branden blev først omtalt i Langelands Avis mandag den 24. april, og samme dag var der tillige følgende annonce:

Tjenestekarlene paa Skovsgaard maatte ved Ildebranden afvigte Nat flygte med Livsfare og næsten nøgne ud af Luerne. De mistede deres Klæder og andre Ejendele. Nogle desuden deres sammensparede Penge. Tabet er for dem meget betydeligt. 

Overbeviste om at Mange gjerne ville yde disse Brandlidte en Understøttelse, tilbyde vi vor Tjeneste med at modtage og efter bedste Overbevisning at uddele til disse Tjenestefolk de gaver, som vi dertil maatte betroes. 

Regnskab skal blive aflagt i denne Tidende.
Humble, den 21. april 1854.
Plesner, Provst, H. Knudsen, Skolelærer
Paa de ærede Indbyderes Opfordring er jeg beredvillig til at modtage de Bidrag, der i ovennævnte Øjemed maatte tilstilles mig, og skal jeg for samme straks aflægge offentlig regnskab. Julius Rosenstand  (avisens redaktør)

Til de brandlidte Tjenestekarle på Skovsgaard er mig tilstillet følgende Gaver: Garver Krøyer 1 Rd (rigsdaler), Jomfru Winther 2 Rd, Handelsbetjent Harbo 4 Mk. (mark) Fuldmægtig Jensen 1 Rd. Osv. (Det højeste beløb var 2 Rd, det laveste 1 Mk.).I alt 15 Rd. 2 Mk, hvorfor paa de Brandlidtes Vegne kjærligst takkes.  
Indsamlingen fortsatte til og med den 8. maj, hvor der i alt var indgået 196 Rd. 3 Mk. 

For at danne sig et indtryk af beløbets størrelse, kan det til sammenligning oplyses, at et lommeur dengang kostede 8 Rd., en merskumspibe 3 Rd., en morter 2 Rd. Et hus med 3,5 tønder sædeland kunne fås for 1600 Rd. Det vil altså sige, at de skadelidte til deling fik, hvad der svarer til 24 og et halvt lommeur – ikke just imponerende, men formentlig nok til, at de kunne få tøj på kroppen. 

Kilder: Optegnelser i arkivet, Langelands Avis 1854 samt kirkebogen fra Lindelse sogn.

Rudkøbing, september 2011

Else Wolsgård

I tidens løb har der levet mange borgere i Rudkøbing, der ikke har sat sig varige spor. Somme tider vækkes nysgerrigheden fx af et usædvanligt navn, og så er det spændende at se, hvor meget man kan finde ud af om denne som udgangspunkt anonyme person.

Således faldt jeg tilfældigt over en mand med navnet Ferdinand Franz Christian Arp. Han var far til en lille pige, der var død en måned gammel i 1885. I kirkebogen stod hans erhverv som billedhugger. At han ikke var på højde med Thorvaldsen, er indlysende, idet man så ville have kendt hans navn, men alligevel vakte tanken om en billedhugger i Rudkøbing min interesse, og her er, hvad jeg fandt ud af: 

Ferdinand Franz Christian Arp blev født den 17-4-1856 på herregården Nielstrup på Lolland. Faderen var født i Holsten og moderen i Slesvig. Ved sønnens fødsel står faderen opført i kirkebogen som ”hollænder”, der var datidens betegnelse for en mejerist. Gården har altså haft eget mejeri med en importeret specialist som leder.

Ferdinand gik ikke i forældrenes fodspor, han blev stenhugger og kaldte sig senere billedhugger, selv om det nok var gravmonumenter, han hovedsagelig beskæftigede sig med. Denne antagelse støttes af en annonce i Langelands Avis 4-3-1891: ”F. Arp, Sten- og Billedhugger, Nørregade Rudkøbing. Stort og smagfuldt udvalg af Gravmonumenter, Inskriptionsplader og Kors. Priserne er så lave, at al Mellemhandel er umuliggjort” (?)

Han bosatte sig i Rudkøbing i 1876, og i 1884 fik han borgerskab som stenhugger. Gift blev han også – med Maren fra Vester Skerninge. I folketællingen fra 1890 står Ferdinand som 33årig husfader og billedhugger, Maren som 31årig husmoder. De har en datter, Erna Valfrida,  ca. tre måneder gammel.

Familien bor til leje i Nørregade 5, forhuset. Huset ejes af bagermester Chr. Rasch, der også bor i huset med sin familie.  Stenhuggerværkstedet lå i Nørregade 15-17 også kaldet ”fotografgården”. 

Den gode Arp faldt godt til blandt byens borgerskab, og snart blev han også brandinspektør. 
I 1882 var han med til at starte Rudkøbing Sangkreds som selvstændig forening (Borgerforeningen havde startet en sangkreds op to år tidligere). Ferdinand Arp var et talent som sanger.  Chr. Kiilsgaard beretter, at Jens Winther har fortalt, at Arp ”havde en ganske usædvanlig pragtfuld stemme, som spændte fra den dybeste bas til anden tenor”. 

I 1898 forlod familien Rudkøbing. Avisen beretter den 6-2, at ”Branddirektør, Billedhugger Arp skal fra 1-4 overtage en Plads i København som Repræsentant for De Forenede Granitbrud på Bornholm. Han har været Billedhugger i Rudkøbing i 15 år og i den Tid vundet sig mange Venner.”

Hvordan det gik i hovedstaden, har det ikke været muligt at finde ud af. Det sidste, vi ved om billedhuggeren, er det, der den 3-6-1912 står i Langelands Avis. ”Billedhugger Arp, der som 20årig kom til Rudkøbing, er død i København, 59 År gammel. Han var en af Byens kendte Mænd, Brandinspektør og Formand for Sangkredsen.” 

Om hans tidlige død kan have noget at gøre med den vistnok noget flamboyante livsstil (se foto), kan vi ikke vide. Han var næsten usynlig i Rudkøbings historie, indtil denne omtale nu sætter et lille spotlight på ham. Formålet er at vise, at selv om man har meget lidt at gå ud fra – som her blot et navn - kan det næsten altid lykkes at få sat noget kød og blod på, så man får et indtryk af det levede liv. 

Foto, bragt i Langelands Avis 22-12-1939, ”Den første Langelandspilsner Pinsemorgen”.
Manden i midten er F.F.C. Arp, der da også ser ud til at have lagt en lang nat bag sig….

Kilder: Rudkøbing Kirkebøger, folketællinger i Dansk demografisk database, avisomtaler i Langelands Avis, Chr. Kiilsgaards manuskript ”Fortællinger fra det gamle Rudkøbing”.

Og så i anledning af julen et par klip fra Langelands Avis, december 1911:

Den tilstundende jul fyldte rigtig meget også dengang. Der var gode muligheder for at købe sig fattig, idet butikkerne i ugen op til jul måtte have åbent til kl. 23 hver aften! Søndagen før jul var der indsat særtog fra Bagenkop og Spodsbjerg, så beboerne der fik mulighed for at komme til staden og handle. 

En oplagt gaveidé, der reklameres for i avisen i en illustreret annonce, er en Kohaleholder til 125 Øre. Holderen påsættes et af dyrets bagben, og haledusken sættes i klemme, så den, der malker, slipper for at få en snavset koAhale svirpende i ansigtet. 

Hvid jul blev det ikke i 1911, men langelænderne havde også andre og alvorligere ting at bekymre sig om: Et alvorligt udbrud af mund- og klovsyge betød, at landbefolkningen blev frarådet at besøge andre eller selv holde gæstebud – og det i december!

December 2011, Else Wolsgård 

Ordet horologi betyder såmænd blot læren om tidsmåling – et emne, der er mere interessant, end man måske lige skulle tro. 
Mens det for os i dag er helt naturligt at vide, hvad klokken er slået, både i overført og faktuel betydning, er det ikke særlig lang tid siden, det blev sådan. Faktisk er det først i løbet af de seneste ca. 700 år, at tiden er blevet opfattet som noget objektivt, der ikke er underlagt menneskers vilkårlighed. 

En anekdote fortæller, at den franske ”Solkonge”, Ludvig den 14., engang under et alt for langt møde spurgte: ”Hvad er klokken?” En underdanig hofmand svarede: ”Den er præcis det, der måtte behage Deres Majestæt.” 
Astronomer har i flere tusinde år brugt tidsmåling ved beregning af planeters bane, og de kunne meget tidligt på den baggrund forudsige fx solformørkelser. Denne udforskning af tid og solsystemer påvirkede dog ikke jævne folks hverdag. 

Solure har man også kendt tidligt – det ældste eksemplar er fra Ægypten ca. 1500 f. Kr. 
Her nord for Alperne er solure af indlysende grunde ikke særligt anvendelige, og de blev aldrig almindelige i Danmark. 

Før år 1300 brugte man vandure med en meget avanceret mekanik, og de kunne være meget præcise. De var dog sjældne og havde slet ikke den betydning, de mekaniske ure, især tårnurene fik. Tårnurenes timeslag og ringninger regulerede i flere århundreder så at sige hele byens eller sognets liv. 

I oldtiden og den tidlige middelalder var tiden et relativt begreb. Dagen var lig med tiden mellem solopgang og solnedgang og både dag og nat var inddelt i 12 timer. Disse timer var naturligvis meget lange på sommerdage, hvor nattetimerne blev tilsvarende kortere.

I Danmark var en dagtime om sommeren således ca. 87 moderne minutter, hvor den om vinteren blot varede 32. Kun ved jævndøgn var timerne lige lange nat og dag. Og hvor vi begynder vores tidsmåling kl. 12 og 24, begyndte man dengang ved solopgang og –nedgang. Kun astronomer benyttede timer af ens længde året rundt. 

I 1300-tallet begyndte adel og borgerskab at benytte astronomernes lige lange timer, og det var en stor organisatorisk nyskabelse - et tegn på, at samfundet var blevet mere verdsligt og mindre klerikalt. I munke- og nonneordener var det nemlig vigtigst, at messerne foregik, når alle var blevet samlet i kirken - så betød det mindre, om midnatsmessen fandt sted kl. 24 eller 03. Koordination var vigtigere end præcision.

For at kalde sammen til bøn eller gudstjeneste begyndte man derfor i tidlig middelalder at bruge klokker. Efterhånden kunne man støbe større og større klokker, så de kunne høres langt væk. Klokkestøberi blev en højt anset og vanskelig profession.

Materialet var ”klokkebronze” bestående af 78% kobber og 22% tin. For at få fuldt udbytte af klokkens lyd skulle den hæves over jorden. I begyndelsen byggede man fritstående klokketårne, campaniler, men snart blev det murede tårn en integreret del af kirkernes arkitektur. 

Den ældste klokke på Langeland er Rudkøbing kirkes såkaldte stormklokke fra begyndelsen af 1400-tallet. Næsten samtidig er klokken i Humble, der er fra 1430 med en indgravering, der forestiller Erik af Pommerns våben. Stormklokke var betegnelsen for en kirkes største klokke, og den blev brugt til andet end kirkelige formål. Der blev ringet, når de handlende på torvet skulle pakke sammen, når fjenden var på vej, og om natten sad byens vægter i tårnet, så han hurtigt kunne ringe med klokken, hvis han fik øje på en brand. 

Når det gælder udviklingen af de mekaniske ure, svigter kilderne. Sikkert er det dog, at der i 1330 eksisterede mekaniske ure, der var installeret i kirketårne og koblet til klokken. Disse ure var og er trukket af lodder. Klokken slog hver time hele døgnet, og timerne var vel at mærke lige lange året rundt. 

Klokken slog altså én gang klokken et, to gange klokken to osv. – for os i dag helt banalt og normalt, men for borgere og bønder i middelalderen noget af et under. Nu kunne man ligge hjemme under dynen og høre, hvad klokken var. Det blev muligt at lave aftaler om at mødes på en bestemt tid! 

Omtrent samtidig begyndte man i private hjem at bruge timeglas. Man kunne tro, at timeglasset med sand var en gammel opfindelse, men det er det ikke – timeglasset, som vi kender det (og ser det på computerskærmen mange gange hver dag, fordi det er blevet et symbol på, at” ting tager tid, hav tålmodighed”) blev konstrueret næsten på samme tid, som man opfandt det mekaniske ur. 
Det var nødvendigt at have en pålidelig tidsmåler – det mekaniske ur – for at kunne ”indstille” timeglasset korrekt. Synkronisering blev et nøgleord. 

Betydningen af den objektive tidsmålings indmarch i snart sagt alle hjem var revolutionerende – man kan måske sammenligne det, der skete, med den betydning, mobiltelefonen har fået i de seneste ca. femten år.

Timeglasset var billigt, alle kunne betjene det, og i og med at en time og et minut nu var klart definerede størrelser, kunne man fx skrive madopskrifter med angivelse af, hvor lang tid en ret skulle steges. Lægen kunne tælle pulsslag pr. minut og sammenligne patienternes resultater dag for dag. Kort sagt: forudsætningen for videnskabeliggørelse på mange områder var skabt. 

Kilder: ”Danmarks Kirker” 
Dansk Horologisk Selskabs hjemmeside 
”Da tiden begyndte” af Jacob Tullberg 

Rudkøbing december 2010 
Else Wolsgård 

En bog, der indeholder en registrering af alle kongelige bevillinger til ægteskab i ”forbudne led” i Fyns Stift 1569 til 1814, lyder måske ikke umiddelbart som den mest spændende læsning. Imidlertid viser det sig, at der gemmer sig mange, interessante historier bag de korte optegnelser. 

I alle kulturer har der været forbud mod, at tæt beslægtede giftede sig. Undtagelser har der dog været gennem tiderne fx var søskendeægteskaber almindelige blandt de ægyptiske faraoner, men det skyldtes deres ”guddommelighed”, som ikke tålte blanding med blod fra den profane hob. Selv før man kendte til genetik og arvelighed, var man klar over, at for tæt slægtskab kunne skade afkommet.

De fleste har nok hørt om, hvordan det i de små, isolerede samfund i Grønland var skik at lade gæster, der kom på besøg fra andre egne, sove hos en af kvinderne i bygden. Det skete ikke blot som et tegn på stor gæstfrihed, men også fordi det var en chance for at få lidt nyt blod ind i en indgiftet stamme. 

Samme problem opstod på de mindre øer i Danmark. Her kunne det være vanskeligt at finde en ægtefælle, man ikke var i familie med langt ude. Ægteskab var i bondebefolkningen som bekendt i høj grad bestemt af praktiske hensyn. 

Hvis eksempelvis en mand gerne ville overtage den gård, hans far havde haft i fæste, kunne følgende scenario udspille sig: Faderen dør desværre tidligt, og moderen måtte hurtigt gifte sig igen for at blive på gården. Så dør moderen, og stedfaderen gifter sig igen. Først da også stedfaderen er død, er vejen banet for at overtage fæstet via ægteskab med stedfaderens enke. Godt nok er der ingen genetisk forbindelse, men relationen fordrede alligevel en kongelig tilladelse. 

Når kongen havde billiget ansøgningen, var det op til biskoppen i det pgl. stift at bestemme, hvor meget ansøgeren skulle give i gave til det nærmeste hospital. Meget fattige kunne dog få bevillingen gratis. 

Den første langelandske sag i samlingen er fra 1693. Det er et par fra Ristinge, der er beslægtet ”i 3. led”. Dvs. de kommende ægtefæller kunne være næstsøskendebørn forstået således, at deres forældre var fætre eller kusiner. Denne begrundelse er langt den mest almindelige og indebærer vel ikke den store risiko for uheldige genetiske mutationer. Værre ser det ud, når en mand vil gifte sig med sin søsters datter, dvs. sin niece, men også den kombination blev der givet tilladelse til. Oftest var det præsten, der skulle vie parret, som rejste spørgsmålet om, hvorvidt der var tale om en forbuden relation. 

Nogle gange forekommer begrundelsen lidt søgt, således angiver et par fra Humble i 1697, at bruden for nogle år siden ”er blevet besovet af en person, som gommen er søskendebarn til på mødrene side! På Steensgård bliver der i 1711 indgået et rent fætter-kusineægteskab. Det samme sker i de følgende år flere steder på Langeland. 

Nogle gange er begrundelsen for, at en bevilling er nødvendig, temmelig indviklet, som her på Strynø i 1723 forud for ægteskabet mellem Albret og Salome: ”Salome Clausdatters forrige mand, Jens Henriksen Thøgersen, var søn af Anna Staphensdatter, hvis far var Staphen Laursen. 

Albret Pedersen er født af Maren Friises, hvis mor var Barbara Laursdatter, søster til Staphen Laursen”. Som den kvikke læser straks har regnet ud, ligger det forbudne i, at brudens afdøde mands bedstefader på mødrene side var bror til gommens mormor. Det ville man vist ikke så meget som studse over i dag. Nært beslægtede var de i hvert fald ikke. 

En hyppig konstellation var i øvrigt, at en enkemand giftede sig med den afdøde kones søster – igen ikke nogen genetisk katastrofe, men sikkert en såre praktisk foranstaltning også for de eventuelle børn. 

I 1793 får Jess Hansen, told- og consumptionskasserer og Birgitte Orup af Rudkøbing bevilling til ægteskab – hun var netop søster til hans første kone. Imidlertid er hr. Hansen ikke glad ved udsigten til at betale en større sum til hospitalet, og han skriver derfor et langt og i tidens stil noget svulstigt brev til biskoppen over Fyns Stift: ”(Uddrag) Jeg maa derfor på det ydmygste indstille til Deres Høiædle Høiærværdigheds Gode og facile Ertragtning, hvad De herudinden Høigunstigst maatte fastsætte til Svarelse for mig; imidlertid kan jeg sanite forsikre, at mine Omstændigheder, efter Embedets beskaffenhed, her på dette ringe Sted, ikkun ere maadelige, saa ieg haaber, at dette som en virkelig Sandhed maatte vorde taget under bedste Betragtning.” Et gennemarbejdet forsøg på at unddrage sig en afgift! Hvad regningen kom til at lyde på, vides desværre ikke. 

Kilde: ”Det blev i familien” af Steffen Hove, Slægtshistorisk Forening, Odense 2000. 

Rudkøbing den 30-9-2010 
Else Wolsgård 

 
Den søde, lille sang (se nederst) bringer minder frem, og dem kan man godt hjælpe lidt på vej. Til det brug dykker vi ned i årsberetningen fra Rudkøbing Skole 1960 -61, hvor elevtallet den 1. januar 1960 var 788. Der var dengang stadig undervisning om lørdagen, dog kun til kl. 12.35. 

Sygdomsfraværet var for elevernes vedkommende 3,77% af det samlede antal skoledage. 
Der var 26 lærere, heraf 7 kvinder. Desuden havde skolen et vikarkorps tilknyttet. Stadsskoleinspektøren hed Arne Jørgensen. 

Man var netop begyndt at implementere den nye folkeskolelov, der afskaffede mellemskolen, mellemskoleeksamen og realeksamen. Mange husker sikkert stadig ”Den blå betænkning”. 
Nu skulle børnene i 6. og 7. klasse deles ”på grundlag af deres standpunkt, evner og interesser”. Det, der skete, var, at børnene blev opdelt i såkaldt faglige eller boglige. 

Efter 7. klasse kunne man blive udskrevet af skolen, eller man kunne tage 8. og 9.”faglig” klasse. De ”bøvlige” kunne komme i I, II og III realklasse. 
Lærermangelen var alvorlig i 1960. Før broens åbning i 1962 måtte man regne med at skulle bo på Langeland, hvis man ville arbejde der, og det holdt nok nogle lærere tilbage. 

Skolebespisningen (rugbrødsmadder med pålæg) var blevet afskaffet i 1959, men der blev stadig udleveret mælk til indenbys elever og vitaminpiller. Udenbys elever var alle dem, der kom fra de mindre, omliggende kommuner, hvor man ikke havde skoleoverbygning (dvs. over 7. klassse). Ca. 20% af eleverne var ”udenbys”, og de måtte selv medbringe drikkelse til frokost.. 

Man var allerede dengang klar over, hvor vigtigt det er, at ungdommen får en uddannelse, og Byrådet havde derfor resolveret, at unge, der ville på gymnasiet i Svendborg – hvilket betød brug af bus og to færger hver vej - kunne få rejsegodtgørelse. 

Teknologisk var man langt fremme: ”Skolen råder over skoleradio- og samtaleanlæg i alle klasser, båndoptager, lysbilledapparat, båndfilmapparat, stumfilmapparat, pladespiller, klaver i pigegymnastiksal og i sanglokale.” 

Skolelægen beretter, at sundhedstilstanden blandt eleverne i det forløbne år har været god. 
Børnene blev flere gange i deres skoletid undersøgt for tuberkulose, både ved konstatering af antistoffer og gennemlysning. Også lærerne skulle gennem disse undersøgelser en gang om året. 

Der blev konstateret 84 tilfælde af sygelige tilstande, der krævede henvisning til egen læge. De mest almindelige lidelser var forstørrede mandler, nedsat hørelse og polypper. 

Skoletandlægen lagde vægt på at følge med tiden. I årets løb har man fået en ny turbine-boremaskine. 658 elever har været tilmeldt tandlægeordningen, og der blev i årets løb udført 1921 tandfyldninger, 110 udtrækninger, 57 rodbehandlinger, 188 lokalbedøvelser. Man kan altså regne ud, at det ikke var alle udtrækninger, der udløste en bedøvelse. Midt i året blev tandlæge Chr. Kiilsgaard (som jo startede Byarkivet) afløst af B. Minor Andersen. 

Skolebiblioteket meldte også om fremgang. Der havde i årets løb været 402 lånere, der tilsammen havde hjemlånt 10.960 bind – dvs. godt 27 bind pr. låner. 

Skolepsykologiske undersøgelser og specialundervisningen havde allerede i 1960 høj prioritet i Rudkøbing. Efter at have foretaget nogle prøveundersøgelser, besluttede man fremover at foretage skolemodenhedsundersøgelser for alle børn, der blev meldt ind i skolen. ”Det kan ikke grundigt nok siges til forældrene, hvor stor betydning det har, at det barn, de sender i skole, har nået en udvikling, der svarer til de krav, der stilles til det, når skolegangen begynder. Ikke alene den intellektuelle udvikling, men også den fysiske og ikke mindst den følelsesmæssige og sociale udvikling spiller en rolle for barnets skolegang. 

Er barnet umodent, står arbejdsevnen ikke i rimeligt forhold til de stillede krav, og så får vi det uharmoniske barn, der – uanset begavelse – klarer sig dårligt i skolen”. Sætter man sig ud over det høje lix-tal i ovenstående, må man sige, at denne test forekommer meget hensigtsmæssig. Måske er skolemodenhedstesten grunden til, at man havde færre meget urolige og adfærdsforstyrrede børn dengang? 

Årsberetningen indeholder også en side med gode råd om lektielæsning. Fx:”Lektielæsning i frikvartererne er spildt tid. Afslapning er meget mere værd”. Og ”Sid altid samme sted og helst i din egen ”krog” – Forsøg at finde sammenhæng i det, du læser”. Det gælder vist også i dag. 
Blandt dem, der tog mellemskoleeksamen i 1960 var i øvrigt den nuværende formand for Byarkivets støttteforening, Per Overgaard Rasmussen. 

Det lille hæfte på 42 sider kommer godt rundt om Rudkøbing Skole og alle de aktiviteter, skolen stod for. Et lille nedslag i skolehistorien for 50 år siden har sikkert bragt minder frem hos alle os, der dengang frekventerede den danske folkeskole på godt og ondt. 

Rudkøbing juni 2010, 
Else Wolsgård 

Fra operetten ”Som i Ungdommens Vaar” 
Tekst Axel Kjerulff, musik Walter Kollo (1914). 

Husker du vor skoletid? 
Husker den så nøje! 
Du gik i en kjole hvid, 
jeg i stumpet trøje. 
Altid holdt vi fest, vi to, 
kære, det var vildt, det! 
Husker du dengang vi slo’ 
hatten af Clotilde? 
Hun løb efter, vi løb væk 
som forfulgt af fanden. 
Skjulte bag en rosenhæk 
kyssed’ vi hinanden. 
Osv… 

Fhv. museumsinspektør Ole Mortensøn gjorde for nylig er interessant opdagelse på Byarkivet. I forbindelse med en helt anden sag stødte han på et læg med navnet Kristen Friis. 
I lægget lå kun ét dokument – men hvilket! Det drejer sig om et brev, egenhændigt skrevet af kong Christian den Fjerde i 1615. Han regerede, som nogle sikkert husker, fra 1588 til 1648. 

Ole Mortensøn fandt brevet registreret i protokollen på Langelands Museum som en gave fra redaktør Rosenstand. Senere er det overladt til arkivet engang i 1950erne. Jens Winther – museets grundlægger – interesserede sig nemlig ifølge OM ikke for ting fra tiden efter Gorm den Gamle. Hvordan hr. Rosenstand er kommet i besiddelse af brevet, vides ikke. 

Brevet er skrevet med smuk og let læselig håndskrift, naturligvis med gotiske bogstaver. 
Adressaten er (citaterne er tilpasset nutidig stavemåde) ”Prinsens hofmester Christen Friis” 
Kongen sender hofmesteren ”adskillige klenodier, som børnene skal have”. 
Blandt klenodierne er en stor guldkæde og et smykke af form som en egekvist med diamanter og perler. Disse ting skal gives til prinsen, dvs. arveprins Christian, født 1603. 

Andre fornemme stykker skal hertug Frederik, født 1609, have, fx et hattebånd med en stor diamant. Også hertug Ulrik, født 1611 fik del i kostbarhederne. Alle tre sønner var født i ægteskabet med dronning Anna Cathrine. 
Af de tre var det kun Frederik, der overlevede sin far og efterfulgte ham som konge i 1648. 
Nogle af smykkerne er åbenbart gået lidt i stykker, idet et par diamanter er faldet ud. De skal derfor sendes til Jørgen Prüss, som skal lade nye diamanter sætte i og i det hele taget ”forny dem op igen”. 

Til sidst kommer en tilføjelse, der er mere interessant for eftertiden end fordeling af smykker:: 
”Fordi du nu er til stede der i Helsingør så se dig med flid om, hvorledes man bedst kan fortificere(befæste) byen udadtil med tørre grave og ved stranden med en mur. Men byen må ikke blive så lang, som den nu løber ud til Lundehavnen”. Tolkning af det sidste kræver vist lokalkendskab, men budskabet i det første pålæg er klar nok: Når Christen Friis nu alligevel er der, skal han sørge for, at Helsingør befæstes bedst muligt efter kongens idéer. Kalmarkrigen var slut i 1613, men Sverige var og blev arvefjenden, som man skulle kunne forsvare sig imod. 

Modtageren af brevet, Christen Friis (født 1581), var søn af rigsråd Jørgen Friis. I 1609 var han kansler, dvs. leder af kongens kancelli. I Kalmarkrigen 1611-13 gjorde han sig positivt bemærket. Stillingen som hofmester for prins Christian havde han netop fået i 1615. 
Kong Christian stolede meget på den dygtige Friis og gav ham højt betroede stillinger, således var han kansler lige til kongens død i 1648. 

Man spørger måske sig selv, hvorfor en travl konge tager sig tid til egenhændigt at skrive brev om fordeling af nogle smykker. Det skal nu ikke undre nogen. Kongen var som hersker af den type, der gerne selv går ned i de mindste detaljer – med fare for at miste overblikket over de store linjer. Der kendes 3000 breve fra kongens hånd. Brevet på Byarkivet er medtaget en stor fortegnelse fra 1888 over alle Christian den Fjerdes egenhændige breve, så der er desværre ikke tale om et nyopdaget brev.

 
Tak til Ole Mortensøn, fordi vi må bruge hans research. 

Her ses en scanning af sidste side i brevet med kongens underskrift. 
(originalstørrelse 14x18 cm) 

Marts 2010 
Else Wolsgård 

- er ord, der udmærket karakteriserer det indtryk, man får ved at læse i Langelands Avis i februar 1933. Også dengang var der krise, ligesom kommunekassen var tæt på tom. Først er der lige en notits om den grasserende influenzaepidemi. Det oplyses i den anledning, at ordet influenza oprindelig var navnet på en italiensk by, hvor der i 1225 udbrød en særlig ondartet variant af den smitsomme sygdom. (Oplysningen har ikke kunnet bekræftes fra autoritative kilder) 
Men nu til det politiske: Det var valgår, og kampen om magten i Rudkøbing stod mellem Borgerlisten og Socialdemokraterne. 

På et opstillingsmøde for borgerlisten var især konsulent P. Johs. Nielsen på mærkerne. Byen er efter hans mening økonomisk på spanden, for nu at sige det ligeud. Konsulenten harcelerer derfor over, at det siddende, socialdemokratisk dominerede byråd har igangsat byggeriet af en række ”arbejderboliger” til den eksorbitante pris af 11-12.000 kr. (i alt altså). ”Et byggeri, der ikke løser arbejdsløsheden. Et byggeri, som vore håndværkere hævder ikke levner dem nogen fortjeneste.

Et byggeri, der kun kan skabe bolig for de bedst lønnede borgere i byen, og som årligt vil give byen tab. Endvidere ser vi nu efterbevillinger, der nærmer sig hele budgettets størrelse. Fra staten har vi fået 20.000 i krisehjælp og 18.000 kr. i vinterhjælp. Det kommende år vil stille store krav til Byrådet. Omlægning af de sociale love (Steinckes socialreform) vil stille store krav og kræver folk, der er inde i social forsorg, og som har kendskab til de dårligt stillede i samfundet. 

Vort program vil være: Økonomi i byens administration! Omlægning af understøttelse til arbejde i så stor udstrækning som muligt. Humanitet over for de gamle og syge. Retfærdighed over for de arbejdsløse. Ligelig hensyntagen til hele byens befolkning.” Konsulenten, der var medlem af Byrådet og formand for gruppen, blev genvalgt. Ved samme valg var tandlæge Chr. Kiilsgaaard, Byarkivets stifter, opstillet – også på Borgerlisten – og blev valgt. Af de 41 opstillede fordelt på fire lister var der ingen kvinder. 

Referatet fra et ekstraordinært byrådsmøde forud for valget viser, at man også dengang lagde stor vægt på ikke at afholde unødvendige udgifter. Således bevilgedes Rudkøbing Boldklub et tilskud på 25 kr. én gang for alle, idet sparekassedirektør Lund dog følte sig foranlediget til at advare mod for mange af den slags tilskud. Samtidig meddelte borgmesteren, Marinus Larsen (S), at uddelingen af oksekød til arbejdsløse i henhold til kriseloven ville andrage 1356 kr., der ville blive afholdt af statstilskudet. 

Det var netop i de dage, aviserne beskæftigede sig meget med forholdene i vort sydlige naboland. Især med måden, hvorpå man beskyttede sig mod den kommunistiske fare, der just havde vist sit sande ansigt ved Rigsdagsbranden (der, som vi ved i dag, var påsat af det nazistiske propagandaministerium for at sikre sejren ved valget i marts - det lykkedes jo desværre). Langelands Avis refererer fra et møde i Flensborg, hvordan den nazistiske landdagsmand pastor Peberkorn fra Fjolde (sic!) kritiserer dansk presse for ikke at sympatisere nok med hans parti. 
Langelands Avis var heldigvis ikke enig med hr. Peberkorn! 

December 2009 

Else Wolsgård  

I 1890erne var der i Rudkøbing en byfoged ved navn S.N. Krarup. Ham og hans embedsførelse kunne der fortælles meget om, men her er det hans hobby, fotografering, der er interessant. 
Han fotograferede foruden gængse familiebilleder også motiver, der ellers ikke var almindelige at forevige i datiden. Således fotograferede han i sensommeren 1894 nogle fattige kvinder og børn, der samlede aks på en mark nær byen. 

Akssankning har ”siden Arilds tid” hørt til fattigfolks rettigheder. Faktisk er sankningen omtalt tilbage i 1685 i Rudkøbing købstads bylov. Når vi i sangen ”Marken er mejet” synger: ”Riv nu marken let, det er gammel ret, fuglen og den fattige skal også være mæt” var det helt reelt. 

Kornet blev høstet (med segl eller le) og sat i traver. Dernæst blev det kørt i lade, hvorefter markerne blev revet for at få de aks med, der var faldet af. 
Først når det var gjort, blev marken givet fri, så de fattige kunne samle de enkelte aks, der endnu lå tilbage. 

Forbrød en fattig sig mod reglerne og begyndte sankningen, før marken var revet færdig, skulle hun (det var oftest kvinder, der sankede), sættes i gabestokken, da brøden ansås for tyveri. Blev den formastelige grebet på fersk gerning, kunne jorddrotten frit straffe den pågældende med pisk eller slag. 

Da der vitterligt var en del meget fattige mennesker, betød retten til at sanke aks en kærkommen mulighed for at få lidt korn, der kunne males og bages til fx pandekager. Mel nok til et brød kunne det sjældent blive til – og desuden havde fattige folk heller ingen bageovn.

Var familien og dermed antallet af hænder, der kunne sanke, tilstrækkeligt stor, kunne det dog godt blive til en del. 
En mand, født i Longelse i 1892, fortalte i 1966, hvordan han og hans 12 søskende samt deres mor hvert år systematisk havde samlet aks, så det blev til en hel tønde. 

Den tønde korn var nok til at opfede en gris (der jo også fik kartoffelskræller og andet affald). Uden det samlede korn havde familien næppe fået ret meget kød på bordet. Faren var landsbysnedker og tjente to kroner om dagen. Et helt rugbrød kostede én krone, og det skulle der til hver dag til den store børneflok. Så pålæg kom der ikke på, men derimod margarine og lidt sukker, når det gik højt. . 

Akssamling fandt sted på Langeland til omkring 1920. Det unikke foto er taget på ejendommen ”Strandlysts” marker ud mod vandet, og man ser den lange række kvinder og børn, der går på bakkekammen. Et unikt billede, som heldigvis kom i Byarkivets besiddelse, da Krarups datter efter hans død skænkede hans fotoalbum til arkivet. 

Kilder: Beretning af Chr. Kiilsgaard, interview på bånd med en fhv. tømrermester samt ovennævnte fotoalbum – alt fra Rudkøbing Byhistoriske Arkiv.

Oktober 2009 
Else Wolsgård 

Der pågår jo for tiden en undersøgelse, der skal afdække, hvordan det ser ud med langelændernes trivsel fysisk og psykisk. Den inspirerede mig til at kigge lidt tilbage i tiden. 

På arkivet har vi en række regnskabsbøger og journaler fra Rudkøbing Sygehus helt tilbage fra 1862. Materialet er naturligvis klausuleret, således at det kun kan benyttes til forskning, hvor ingen personer kan genkendes. 

For at finde ud af, hvilke oplysninger, der kan uddrages af disse arkivalier, har jeg valgt at gennemgå alle indlæggelser for året 1900 samt de tilhørende journaler. 

Ser man på regnskabsbogen, er det, der først slår en borger anno 2008, de meget lange liggetider!

To- tre måneder er det ikke ualmindeligt, at folk tilbragte på sygehuset. 

Hver dag kostede 1,50 kr. i forplejning. Hertil kommer hårklipning og evt. barbering. En operation koster fra 15 til 20 kr. En nattevagt 1 kr. og ditto for et ligsyn. Nogle fik også ordineret briller til en pris af 1,50 kr.

I alt var 181 personer indlagt på sygehuset i løbet af året 1900. Heraf fik 48 foretaget en operation. 

Der var imidlertid kun 4 dødsfald. Det stemmer med tidens holdning i retning af, at man kun indlagde patienter, som man havde håb om at kunne helbrede. Mennesker højt oppe i alderen eller med tilsyneladende uhelbredelige sygdomme fik lov at dø hjemme. 

Af de fire dødsfald var to forårsaget af apoplexi cerebra, dvs. hjerneblødning. Her fremstår regnskabsafdelingen i øvrigt meget regelfast, idet den ene mand blev indlagt en aften, bevidstløs og døde næste dag uden at være kommet til bevidsthed. Alligevel står der to dages forplejning på regningen. Det tredje dødsfald skyldtes cancer abdomen – kræft i mave/tarm. Patienten blev opereret, og man konstaterede, at der ikke var noget håb om helbredelse. 

Den sidste døde var en gammel kvinde på 89 år. Hun blev indlagt, fordi hun lå apatisk hen i sin seng, og familien ikke længere kunne passe hende. Lægen fandt ikke objektive tegn på sygdom. 46 dage senere døde hun af komplikationer i forbindelse med infektion i de tryksår, hun pådrog sig, mens hun lå på sygehuset! 

Apropos regningerne er det påfaldende, hvor mange der har op til flere flasker portvin (à 2 kr.), rødvin og ”siphons” på regningen. Det gælder både voksne og børn. Jeg tror, vin og vand fra sifon var til de besøgende. De pågældende indlagte tilhørte øjensynlig borgerskabet, hvor det var vigtigt, at der heller ikke i forbindelse med sygdom var nogen smalle steder. Hos patienter fra landet er der oftere ”Bayersk Øl” og sodavand på regningen.

Hvad led de indlagte så af? Der var brystkræft, syfilis, diverse infektioner, følger efter ulykker og psykiske sygdomme. Sidstnævnte blev dog efter et stykke tid sendt videre til Middelfart. 

Der var også nogle tilfælde af delirium tremens. Én var indsat til afsoning af en bøde i arresten, men blev så syg af delir, at han måtte en tur på sygehuset, før han kunne fortsætte afsoningen. 

Men ét er, hvilke patienter, der kom på sygehuset. Lige så interessant er det at se på, hvem der ikke kom på sygehus. Det gjaldt bl.a. gravide og fødende. Disse tilstande var (heller ikke dengang) regnet for sygdomme og blev derfor behandlet hjemme. 

Et typisk eksempel på en indlæggelse: dreng på 9 år, falder så uheldigt i skolegården, at han ben brækker. Han udskrives efter 53 dage! 

Det var på grund af de lange liggetider ikke usædvanligt med meget store regninger på over 100 kr. 

Hvem betalte disse for almindelige mennesker uoverskueligt store regninger?

Den 1-1-1893 trådte ifølge Den danske Encyklopædi den første sygekasselov i kraft. Den betød, at staten trådte til med støtte til den frivillige sygesikring for ubemidlede. Også kommunerne støttede de anerkendte sygekasser. 

På regningerne fra Rudkøbing Sygehus er der flere former for påtegning. Ved rigtig mange står der ”L. 30-3-92”. Aviser fra den periode viser, at der faktisk allerede blev vedtaget en sygekasselov den dag. Den indebar dog den begrænsning, at statens udgifter til hjælp til syge max. måtte beløbe sig til en halv mio. kr. pr. år. Ved andre regninger står der ”Sygekassen” eller ”Sogneraadsattest” . I årene efter 1900 sker det jævnligt, at fx en gårdmand kautionerer for sin karl, en købmand for sin kommis. 

Hvem der end skulle betale, kunne det godt trække ud, før sygehuset fik sine penge – ofte 5-6 måneder. 

Når vi tænker på sygehus i 1900, må man forestille sig noget ganske anderledes end i dag. 

Først i 1899 havde man fået indlagt gas til belysning. Et referat af et byrådsmøde den 8-1-1908 oplyser, at byens råd ved den lejlighed gik ind for, at der skulle indlægges vandværksvand på sygehuset. Et ønske om kloakering kunne man dog ikke efterkomme. 

Lægernes formåen var også begrænset. Det var jo længe før, man havde fundet penicillinen, så en simpel lungebetændelse kunne let vise sig fatal. 

Ovenstående lille stykke grundforskning er kun en smagsprøve på den store mængde informationer, der ligger og venter på, at nogen for alvor tager fat på at kombinere og fortolke dem.

Den 14. oktober 2008

Else Wolsgård

En mappe med påskriften ”Valdemar West” – hvor den kommer fra, vides desværre ikke - viste sig at indeholde et spændende materiale. Da papirerne, som hovedsagelig er breve, blev lagt i kronologisk orden, tegnede der sig et billede af en succesfuld udvandrer, som desværre fik et trist endeligt. Her er et resumé af materialet, suppleret med oplysninger fra kirkebog, folketællinger og udvandrerarkivet:

Første brev er fra bemeldte Valdemar (født i Simmerbølle den 5. november 1885) til hans søster, dateret Quebec 15-2-1912. Søsteren, Hansine Hansen (født West i 1878) flyttede i 1899 fra Humble til Simmerbølle som tjenestepige hos en mand ved navn Hansen.

Af folketællingen 1901 ses, at der i samme husholdning boede en ugift søn ved navn Karl Hansen, så når Hansine senere benævnes fru Karl Hansen, er forklaringen altså ligetil: hun har giftet sig med husbondens søn. 

Brevet afslører, at Valdemar ikke var en hyppig brevskriver. Der er også noget, der tyder på, at han har været borte fra hjemlandet i en årrække, idet han blander engelske ord med de danske, fx :”Will close for denne gang og hober at höre fra dig soon”. 

I et andet brev udtrykker han sig således: ”Jeg vilde blive meget glad for at have et folgrafi af Moders og Johannes grav. Jeg er going to sende hjem the penge jeg skylder. Kan du læse mit brev, jeg kan ikke skrive so godt dansk nu, jeg skriver nesten aldrig.”

Af udvandrerarkivet fremgår det, at Valdemar var rejst ud af landet som 22-årig i 1907 med kurs mod Canada. Erhverv: mejerist. 

Næste dokument er en livsforsikringspolice på 1000 dollars i The Sun Life Assurance Company (livsforsikringsselskab) of Canada, udstedt den 2. november 1915 – åbenbart umiddelbart før West meldte sig til de væbnede styrker. Han var på det tidspunkt blevet britisk statsborger. (1867 til 1931 var Canada en såkaldt British Dominion, dvs., der eksisterede en slags rigsfællesskab med Storbritannien).

Den 23-9-1916 sender J.E. Kerridge, der er manager (direktør) i The Canadian Bank of Commerce (den canadiske handelsbank) et brev til Valdemar, der begynder med ”My dear West”(min kære West). Kerridge tager åbenbart vare på Valdemars økonomi i hans fravær, idet de har været nære venner:”We think of you and speak of you every day in our home” (vi tænker på dig og taler om dig hver dag her hjemme).

Valdemar er åbenbart nu kommet til fronten i Frankrig, og mrs. Kerridge medsender i den anledning nogle kakifarvede lommetørklæder ”as we thought your white ones might prove an easy match for an enemy sniper”. (da vi tænkte, dine hvide kunne vise sig at udgøre et let mål for en snigskytte) Det skulle vise sig, at denne frygt kun var alt for berettiget!

Et par dage senere kommer der endnu et brev, denne gang fra en pige ved navn Gladys, som sender varme hilsner fra sine forældre samt nogle ekstra lange, strikkede sokker. 

Den 23. september skriver Kerridge igen, bl.a. ”Glad to hear you are well and still enjoying trench life” (!!). (jeg er glad for at høre, du har det godt og stadig nyder skyttegravslivet ). Det med nydelsen er formentlig temmelig ironisk ment. 

Sidst i september sender en veninde en julekage af sted til Frankrig, i god tid må man sige, men transporten kunne godt tage op til et par måneder. Om den kom frem, og hvem der spiste den, vides ikke – kun at det ikke var Valdemar. 

Det falder i J.E. Kerridge’s lod at skrive det triste, men nødvendige brev til Valdemars far, Edvard F. West, bødker i Humble, og det gør han den 15. november 1916. ”Valdemar was killed in action about 20th October while serving in France with the Grenadier Guards of Canada.

He was honest in every sense of the word, sober, industrious, a close friend, a noble and good Christian faithfully serving the Church to which he belonged” ( Valdemar blev dræbt i kamp ca. den 20. oktober, mens han gjorde tjeneste i Frankrig i det canadiske grenaderkorps. 

Han var ærlig I alle ordets betydninger, besindig, flittig, en nær ven, en ædel og god kristen, der trofast tjente den kirke, han tilhørte) Det tilføjes, at der er blevet afholdt en mindegudstjeneste. Af den medsendte avisnekrolog fremgår det også, at Valdemar West var et sjældent afholdt medlem af lokalsamfundet, og omtalen slutter med”To know him was to love him”. (at kende ham var at elske ham). Han blev knap 31 år. 

Et par uger senere kan Kerridge give lidt flere oplysninger omkring Valdemars død:”He was in a bombing squad, and after his regiment had succeeded in taking the German trench and your son distinguishing himself by his bravery, he was hit in the head by a german sniperwhile bringing up a supply of bombs to the line about two hours after the trench was taken. 

He was buried behind theRegina trench he helped to take” .( han var i en bombe-enhed, og efter at det var lykkedes for hans regiment at indtage den tyske skyttegrav – idet Deres søn havde udmærket sig ved sin tapperhed, blev han ramt i hovedet af en tysk snigskytte, mens han var ved at transportere en forsyning af bomber til frontlinien ca. to timer efter, at skyttegraven var erobret. 

Han blev begravet bag Regina skyttegraven, som han havde været med til at indtage). Kerridge oplyser også, at Valdemar ville have fået “The Distinguished Conduct Medal” (en medalje for særlig udmærkelse). 

Imidlertid skal de økonomiske spørgsmål ordnes. Private (menig) West har tegnet ikke mindre end tre livsforsikringer på hver 1000 dollars. Heraf skal de to gå til søsteren Hansine, den tredje til faderen. Familien skal derfor fremsende to bekræftede fødselsattester til mr. Kerridge. Der er lidt skriveri frem og tilbage bl.a. om et såkaldt militærtestamente, der ligeledes tilgodeser Hansine. 

Ikke overraskende kunne hverken E.F. West eller hans datter læse og skrive engelsk, men det kunne præsten i Simmelbølle heldigvis. Det var den i lokalhistorisk sammenhæng senere så kendte Vilhelm Lütken! Han påtager sig rollen som translatør, og da han skriver sine kladder bag på brevene fra Canada, kan man se, at han absolut ikke benyttede et simpelt ”skoleengelsk”, men udtrykte sig både nuanceret og stringent. 

Valdemar fortsatte åbenbart sin karriere som mejerist i Canada, idet det nævnes, at han ”was in charge of the Government Creamery in Brome” (bestyrede regeringsmejeriet i Brome) 

The Masonic Lodge (frimurerlogen) står bag opsætningen af en mindeplade for ham i kirken, så han havde øjensynlig en solid, social status. 

Imidlertid udveksler mr. Kerridge og West-familien adskillige breve om livsforsikringerne. Først bliver en af fødselsattesterne væk, senere bliver Lütken bedt om at sende en oversættelse. 

Efterhånden kommer bankdirektøren fra Canada og pastor Lütken nærmest på venskabelig fod. Det ses på rørende og tragisk vis af en lille efterskrift, tilføjet i hånden på et af direktørens mere officielle, maskinskrevne breve:”Since I wrote last we have had a very great loss.

Our little girl Isabel aged 9½ years died of peritonitis following an operation in the general Hospital Montreal for appendicitis. She and Valdemar are now together in Paradise. They were very fond of each other and the little girl used often to sit on his knee and look up in his kind face. 

She admired him very much.” (siden jeg sidst skrev, har vi oplevet et meget stort tab. Vores lille pige, Isabel på 9½ år døde af bughindebetændelse efter en operation for blindtarmsbetændelse på Montreals hovedsygehus. 

Hun og Valdemar er nu sammen i Paradis. De var meget glade for hinanden, og den lille pige sad ofte på hans knæ og kiggede op på hans venlige ansigt. Hun så meget op til ham) En sørgelig udgang på en ellers ret banal operation, men ikke usædvanlig dengang, da alle operative indgreb var forbundet med stor infektionsrisiko. 

Endelig – i maj 1918 – kommer pengene for livsforsikringerne, ca. 3100 kr. for hver 1000 dollars. 

By- og Herredsfogedkontoret i Rudkøbing er indblandet, og der er også nogle skriverier frem og tilbage om et guldur, som Valdemar havde fået af venner ved sin afrejse til fronten. Det blev aldrig fundet. Måske havde han det på, da han blev begravet, eller en af hans kammerater har haft fornøjelse af det siden. 

Den sidste oplysning om Valdemar West stammer fra et brev fra ”Komiteen for Landsindsamlingen til et Monument i Marselisborg Mindepark for de i Verdenskrigen faldne danske” fra 1932. Komiteen har fået en opfordring fra Karl Hansen - Hansines mand – til at medtage navnet Valdemar West på monumentet. 

Det erklærer komiteens formand sig villig til, så hvis monumentet stadig står der, kan man formentlig se navnet på den langelandsk fødte soldat, der meldte sig frivilligt for at kæmpe for sit nye fædreland. 

Æret være hans minde. 

Rudkøbing den 5-4-2006 

Else Wolsgård 

Meget apropos det tilstundende folketingsvalg er her en lille beretning fra Folketingsvalget i 1887.

Det var i ”privisorietiden” 1885 – 94. J.B.S. Estrups højreregering styrede landet på grundlag af såkaldt foreløbige= provisoriske finanslove. På den måde var Folketinget sat ud af spillet, og ”forfatningskampen” mellem det liberale (venstre) flertal i Folketinget og det konservative (højre) flertal i Landstinget bølgede frem og tilbage. 

I begyndelsen af 1887 skulle der på trods af krisen være valg igen. Man skal i den forbindelse lige huske på, at demokratiet kun omfattede den – maskuline - del af befolkningen, der for så vidt angår Folketinget var over 25 år og ikke under offentlig forsørgelse. Valgret til Landstinget havde uberygtede mænd over 35 år med en vis indtægt. Det vil derfor være misvisende at kalde datidens demokrati for repræsentativt. 

På Langeland opstillede Venstre Edvard Brandes (1847 – 1931), der siden 1880 havde repræsenteret partiet og Langelandskredsen i Folketinget. Edv. Brandes, der jo var bror til Georg Brandes, var ultra liberal, og han gav klart udtryk for sit ønske om at fortrænge borgerskabets bornerte konservatisme. 

Den 25. januar var der vælgermøde på Hotel Skandinavien, og allerede der forbrød Højres tilhængere sig mod god tone, idet de med uro og tilråb gjorde det svært for venstrekandidaten, Edv. Brandes, at komme til orde til trods for, at hans tilhængere var i overtal. 

Ser man på listen over stillere, er den sociale/økonomiske opdeling mellem Højre og Venstre tydelig. For Brandes er stillerne gårdejere og husmænd, mens højrekandidaten, redaktør H. Wulffs støtter findes blandt skibsredere, adelsfamilierne, de meget store gårdbesiddere og de velbjergede borgere – flest fra den nordlige del af øen. 

Det er klart, at Brandes som intellektuel og jøde var en kontroversiel person – hans modstandere hævdede bl.a., at han ikke burde vælges, fordi han hverken var ”kristen eller dansk”(!). 

At han alligevel fik så stor opbakning på netop Langeland, kan måske undre os i dag. 

På selve valgdagen den 28. januar 1887 – det var en fredag – var vejret pænt, og fremmødet derfor stort. Som skik var, talte først et par af kandidaternes stillere fra den tribune, der var bygget ud på Torvet fra rådhuset. Derefter fik Edv. Brandes ordet: ”Siden vi sidst havde Folketingsvalg, hvordan er det da gået i Danmark? Højre har haft alt, hvad de ønskede: Ministeriet til at regere, Embedsmænd med de rette Meninger, Højesteret med de rette Domme, Landstinget til at rådspørge. Kun én ting har de ikke haft, Folketinget. Det gamle Ord lyder: ”Når Katten er ude, spiller Musen på Bordet”. Her i Danmark har syv Mus spillet på Bordet, mens Katten, Folketinget var sat ud af Spillet. Nu spørger jeg Dem, om De vil sende en forsvarlig Kat ind, der kan og vil gøre det af med de syv Mus?” (stor applaus). 

Da begge kandidater havde holdt deres (lange) taler – Brandes dog afbrudt et par gange af tilråb fra et højre-selskab, der sad på første sal på Hotel Langeland på sikker afstand af pøbelen - skred valgformanden til handling eller ”kåring”, som Langelands Avis skrev. Valget foregik i første omgang ved håndsoprækning. Avisens referent vurderede, at der var omkring 3000 mennesker, dvs.mænd til stede. Knap et par hundrede rakte hånden op for Wulff, mens resten støttede Brandes. Herefter begærede Wulff skriftlig afstemning, og den var færdig kl. halv fem om eftermiddagen. Optællingen viste, at Brandes havde fået i alt 1472 stemmer, Wulff 546. Kun i to valgkredse, Rudkøbing og Tranekær-Tullebølle havde Højre fået flere stemmer end Venstre. 

Resultatet blev modtaget med jubel af flertallet af forsamlingen, men samtidig begyndte det, der i avisens terminologi kaldes ”de beklagelige begivenheder” at tage fart: Fra et vindue i Hotel Langeland blev der kastet punch og citronskaller ud på forsamlingen på Torvet. Det førte straks til at ”store masser” af ophidsede venstrefolk stormede op ad hotellets trapper med kurs mod værelset, hvor det formentlig temmelig overrislede selskab af højrefolk befandt sig. Disse var dog ikke til sinds at overgive sig uden kamp! Stole blev smidt i hovedet på de angribende venstrefolk, og ”hotellet genlød af vilde kampråb”. 

Det er ikke godt at vide, hvordan tumulten var endt, hvis ikke politiet havde grebet ind. Gemytterne blev dæmpet, men man kunne i de følgende dage se et anseeligt antal borgere med blå øjne, bulne fingre og forstuvninger. 

Se, det var en rigtig valgkamp! 

30. oktober 2007 
Else Wolsgård

Når man af og til bruger ovenstående udtryk, tænker de færreste over, at ”pokker” er det samme som kopper. Det er det imidlertid, og der var i tidligere tider gode grund til at bruge ordet i besværgelser. Hvad den sygdom har betydet og forvoldt af rædsler er overvældende – her blot et par eksempler: I 1592 døde næsten halvdelen af Sjællands befolkning af et udbrud af en særlig ondartet form for kopper. Christian den Fjerde blev også smittet, men overlevede som bekendt. I 1700-tallet døde der årligt omkring 30.000 mennesker af kopper i Frankrig. 

Læger kunne konstatere, at hvis man havde haft og overlevet sygdommen, kunne man ikke få den igen, så allerede i 1600 tallet var man begyndt med en form for vaccination. 

Først i 1798 fandt den engelske læge Edward Jenner den helt rigtige og sikre metode. Hans opdagelse bestod i, at han havde konstateret, at malkepiger, der var blevet smittet med kokopper, bagefter blev immune over for de farlige menneskekopper. Altså foretog han en podning med kokopper på et barn og påviste, at barnet ikke var smittefarlig over for andre børn, samtidig med at barnet var uimodtagelig for smitte fra menneskekopper. Ordet vaccination kommer derfor af vacca, der betyder ko på latin. 

Snart tog man også i Danmark fat på vaccinationerne. Problemet var blot at få alle til at lade deres børn vaccinere, for uden en så godt som 100% dækning ville sygdommen stadig dukke op. 

I 1810 indførte man derfor en generel pligt til vaccination, og for at sikre, at ingen undslog sig, blev det gjort til en forudsætning for at blive konfirmeret, at man kunne vise en koppe-vaccinationsattest. 

Det hjalp! 

Og nu er det så, at vi kommer tilbage til Valdemar West, for jeg fandt tilfældigt hans vaccinationsattest – en fortrykt attest med plads til at indskrive navn, alder og dato: 

Kokoppe-Indpodnings Attest 

Bødker Wests Søn Valdemar West født i Simmerbølle og boende i Simmerbølle 2/3 Aar gammel, er af mig, Underskrevne, Aar 1886, den 30. Juni indpodet med Kokopper. 

Ved nøjagtigt Eftersyn imellem den 7de og 9de Dag efter Indpodningen har jeg fundet alle de Tegn, som vise dem at være de ægte Kokopper; de vare nemlig opfyldte med en klar Væske, i Midten nedtrykkede, og omgivne med en rød Kreds. Hvilket hermed bevidnes af 

Langelands Lægedistrikt 7. Juli 1886 Autoriseret Læge (udstreget) Röse 

(det, at blærerne er ”i Midten nedtrykkede” har givet sygdommen sit navn, idet den enkelte blære på den måde minder om en lille kop) 

Og inden vi tager endelig afsked med Valdemar, vil jeg da lige vise læserne, hvordan han så ud i 1916, da han var blevet indrulleret i de britiske styrker og kort efter blev dræbt af en tysk snigskytte – fotoet lå sammen med attesten. 

Vaccinationen virkede så godt, at Danmark i 1976 ophævede den lovbefalede koppevaccination, og i 1980 erklærede WHO sygdommen for udryddet på verdensplan. 

Da man ikke længere vaccinerer, er befolkningerne til gengæld meget sårbare over for sygdommen. 

Man opbevarer dog stadig koppevirus to steder i verden til forskningsformål – i USA og i Rusland. 

På grund af den globale modtagelighed over for sygdommen er den imidlertid kommet på listen over mulige biologiske terrorvåben. Således var koppevirus blandt de biologiske våben, man mente, fandtes i Irak før invasionen. 

Desværre er brugen af biologiske våben ikke ny: Allerede i 1754-67 brugte britiske styrker spredning af koppesmitte som våben i kampen mod indianere i Nordamerika. Da sygdommen var helt ukendt i den indfødte befolkning, havde de slet ingen modstandskraft og døde naturligvis som fluer. Man fristes til at sige ”Fy for pokker!”. 

Den 24. maj 2006 

Else Wolsgård 

Da vi holdt åbent hus, kom en mand med et meget gammelt fotoalbum, som han havde fundet for ti år siden i en container. Albums, hvor de portrætterede ikke kendes, har normalt ikke interesse, men vi modtog dette, fordi man altid kan bruge billederne til at vise datidens foto- og tøjstil. 

Da jeg kiggede nærmere på dette album næste dag, opdagede jeg blandt fotos af konfirmander, bedstemødre og soldater pludselig to originalfotos af – Elvira Madigan og Sixten Sparre. Et check af fotografens navn og adresse viste, at han netop havde opereret i Svendborg 1888-90. Tragedien i Nørreskoven fandt som bekendt sted om sommeren 1889.

I et andet album uden proveniens (kendt ophav) fandt jeg et foto, som jeg mente, kunne være et ungdomsfoto af Carl Nielsen (komponist 1865 – 1931). Via kontakt til Carl Nielsen Museet i Odense fik jeg antagelsen bekræftet. Den pågældende fotograf i København havde arbejdet 1880 til 91, og da den unge Nielsen kom på Musikakademiet i 1884, passede det jo fint. 

Foto af Carl Nielsen.
 

Og nu er der så nogle – tror jeg – der undrer sig over, hvordan fotos af kendte personer havner blandt familiebilleder i et privat album. 

Forklaringen kommer her:

Først lidt fotohistorie. De første fotografiske aftryk, de såkaldte Daguerrotypier blev fremstillet i Paris i 1839. Daguerre, der gjorde opfindelsen, var kunstner. 

Det var virkelig revolutionerende! Nu kunne man få helt virkelighedstro afbildninger af steder og mennesker, der kunne holde sig helt i ro i op til et kvarter. Så lang var eksponeringstiden. 

Billedet blev dannet direkte på den eksponerede plade, dvs. der var intet negativ, og man kunne ikke tage kopier. Desuden var motivet spejlvendt. 

Der pågik i de første år efter teknikkens opdagelse en diskussion af, om fotografi var kunst, naturvidenskab eller håndværk. 

H.C. Andersen var som bekendt meget ivrig for at blive ”taget af”, så der er flere meget tidlige fotos af ham. 

I 1850erne forfinedes teknikkerne, så fotos nu kunne laves på papir og sendes med brev. 

Omkring 1860 blev fotografier allemandseje. Så godt som alle, der levede dengang og til nu er blevet fotograferet. Fx sørgede man omhyggeligt for at få fotograferet sit døde barn, hvis man ikke havde nået det, mens det levede. 

Der var i sandhed tale om en revolutionerende demokratisering af portrættet, der tidligere havde været forbeholdt folk, der havde råd til at blive malet. 

Familiealbummet blev fast inventar i den borgerlige familie, og samme borgerskab fandt sin identitet via selviscenesættelser på fotos. Familien udviklede sig under industrialiseringen sådan, at den ikke længere hovedsagelig byggede på at arbejdsfællesskab. Der blev plads til hygge om søndagen og fascination af idoler, som man gerne ville ligne. 

De såkaldte visitkortfotos på 10x6 cm. blev uhyre populære og prisen faldt drastisk. Flertallet af de soldater, der deltog i krigen 1864 lod sig således fotografere i uniform, før de drog af sted. 

Fotograferne fandt en niche, idet de mangfoldiggjorde fotos af kendte og kongelige og solgte dem, så folk kunne sætte dem ind i deres egne albums. Her har vi altså grunden til, at Elvira, Sixten og Carl er havnet i rudkøbingensiske familealbums. Historien bag Elvira/Sixten-fotoene er nok, at det ulykkeligt elskende par er gået til fotografen i Svendborg, da de endnu havde penge til det. 

Da detaljerne om deres liv og død kom frem, vakte det stor interesse, og fotografen har derfor udnyttet sine fotos kommercielt. Hverken de fotograferede eller for den sags skyld fotografen gjorde sig dengang tanker om ophavsret.

En helt særlig variant for fotograferede var de kriminelle. Byerne voksede og med dem kriminaliteten. Myndighederne fik brug for en sikker måde at identificere lovovertrædere på, og tidligt tog man fotografiet i brug til det formål. Vi har derfor en lang række meget interessante fotos af mennesker, tilhørende samfundets laveste klasser – folk, hvis brøde somme tider blot bestod i, at de havde stjålet lidt mad for at overleve. 

Else Wolsgård 

December 2008

I juli i år fik arkivet en mail fra USA. Afsenderen hed ”jetsetgrandma” – en imponerende mailadresse. Hun ville gerne vide mere om sine forfædre- og –mødre. Heldigvis havde hun selv nogle oplysninger, så vi havde lidt at begynde med. ”jetsetgrandma”s informationer var dog i flere tilfælde ikke korrekte.

Det skyldes, at de amerikanske immigrationsmyndigheder ikke tog det så tungt, hvordan et navn blev stavet, og om en fødselsdato var korrekt. 

Vi kiggede i kirkebøgerne og folketællingen fra 1880, og der tegnede sig følgende billede: 
I 1837 blev Peter Mogensen født i Lindelse. Fem år senere bliver Laurentine Christine Hansen født i Fuglsbølle. De unge mennesker mødes, mens hun og måske også han tjener på (herre)gåden Skovsboe. Mødet resulterer i, at Laurentine som 19årig i november 1861 føder en søn. Faderen opgives at være Peder Mogensen (kirkebøgerne er jo ofte heller ikke konsekvente mht. stavning af Peter/Peder). Til gengæld kan vi se, at man åbenbart stadig bruger at give barnet et patronymikon – faderens navn + søn. Den lille bliver i Skrøbelev kirke døbt Hans Christian Pedersen. Begge forældre bor på fødselstidspunktet i Torpe. 

Man kan gætte på, at Hans Christian som spæd har været anbragt hos Laurentines forældre, mens hun selv knoklede videre som tjenestepige for at spare lidt op. Knap to år senere er den gal igen. Laurentine er igen gravid. Denne gang tager det unge par konsekvensen, og de bliver gift i september 1863. Det følgende år i februar ser en lille ny Pedersen dagens lys – denne gang en Anton. 

Folketællingen fra 1880 viser, at familien bor i Longelse, nærmere bestemt Barager i et ”hus”, måske et lille husmandssted. De to ældste drenge bor ikke hjemme mere, men det er der seks andre børn, der gør. Blandt dem en Petrosine – det er altså ikke blot i vore dage, forældre giver deres børn besynderlige navne! 

1884 er året, hvor familien beslutter sig for at emigrere til USA. På det tidspunkt har de fået to børn til, dvs. det samlede børnetal er ti. 

Det viser sig, at de to ældste sønner var emigreret et par år før, og nu fulgte forældrene altså efter. 

Der er imidlertid noget underligt ved deres afrejse. De tager nemlig kun fire børn med sig, alle i alderen 7 til 2 år. 

Det er forståeligt, at Christian på 16 år og Hansine på 14 ikke skulle med. De var nok ude at tjene og ønskede måske ikke at rejse. Mere mærkeligt er det, hvorfor Rasmus på 10 år og Anne Catrine på 2 blev ladt tilbage. Lakunerne i vores viden lader sig ikke fylde ud. Børnene er ifølge kirkebøgerne ikke døde, men deres helbred kan have været for dårligt til, at forældrene turde rejse med dem. Det kan jo også være, at barnløse slægtninge har tilbudt at tage dem til sig. 

I 1905 var der folketælling i det nye land ”Wisconsin State Census”, og heraf fremgår det, at Peder og Laurentine havde i alt 15 børn, hvoraf de 7 levede på tællingstidspunktet. Hvor mange der boede hos forældrene, er ikke oplyst. 

Den næste tælling fra 1910 angiver, at Peder Mogensen stadig ikke ejer, men lejer det land, han dyrker ved Elk Mound. Han kan læse, skrive og tale engelsk, hvorimod laurentine kan læse og skrive sproget, men ikke taler det. Selv om han ikke blev rig, blev Peder og hans kone øjensynlig agtede medlemmer af lokalsamfundet - i hvert fald efter nekrologen at dømme. Han døde i 1916 som knap 80årig formentlig af den spanske syge. Blot en uge efter sluttede Laurentine sig til ham. 

”jetsetgrandma”s oldefar var den ældste ”uægte” søn, Hans Christian. Han giftede sig med en dansk, indvandret pige og købte et stykke jord, som han dyrkede. Han døde som 41årig i 1902 af tuberkulose. Hans enke, Mary, sad tilbage med 4 børn. Et femte barn var død samme år som Hans Christian. 

Mary levede til gengæld i endnu et halvt århundrede, før hun døde af alderdom i Minnesota. 

Normalt yder arkivet ikke omfattende hjælp til genealogiske udredninger, men denne her sag synes vi, er interessant, idet den illustrerer en typisk udvandrerhistorie. De rejste ud for at få et bedre liv, end det, de kunne håbe på som arbejdsfolk på landet, velsignet med mange børn. 

Måske fandt de ikke helt det, de havde håbet på, men meget tyder i retning af, de fik en højere samfundsmæssig status, end den de kunne have opnået i Longelse. Der er også stof til lidt perspektivering, idet historien indeholder et par mønstre, vi kan nok kan genkende: Sønnen gifter sig med en anden dansk indvandrer, og moderen kan efter 25 år i det nye land stadig ikke tale sproget….

Rudkøbing den 14. august 2007

Else Wolsgård

”…slår højt Fredskovens nattergale” 

Ovenstående linie fra salmen ”I al sin glans nu stråler solen” har vi vel alle sammen sunget flere gange. Men har vi også tænkt over, hvad en fredskov egentlig er? Hvis ikke, kommer forklaringen her:

I 1805 blev ”Fredskovsloven” udstedt. Grunden var, at alt for mange skove var blevet udsat for vanrøgt og rovhugst. Kvæg og svin spiste mange af de olden og bog, der skulle have spiret til nye planter, og folk stjal træ til tømmer og brænde. Al højskov skulle nu ifølge den nye lov indhegnes mod kreaturer. Der måtte ikke ryddes mere skov, og eksisterende skove skulle stilles under opsyn af forstmænd. 

Det var en klog beslutning. Fra i middelalderen at have været et land med megen skov, var det i begyndelsen af 1800-tallet kun 5% af landets areal, der var skovdækket (mod nu 12 %).

At der også er en fredskov tæt ved Rudkøbing, ved de fleste, men hvordan fik byen den grønne oase?

I 1850erne kan man i Langelands Avis læse, at mange beklager det faktum, at købstaden ikke har et lystanlæg. Der var tilløb til at få sådan et anlæg etableret, men først da den entreprenante teglværksejer Ferdinand Christensen tager fat i at produktudvikle det lille skovstykke, der tidligere hørte under Faarevejle under navnet Nørremarksskoven, kommer der rigtig gang i sagen.

En del af ”fredeskoven”, som man nu kaldte den, bliver ryddet, stier anlagt og en pavillon opført. Den 2. juli 1876 åbnes anlægget for publikum. Det sker med kanonsalut, koncert, dans, fyrværkeri og adgang til restaurant ”Kronprindsen”. Adgangskort til skoven kan erhverves for et år formedelst 2 kr. for en familie – herunder dog ikke konfirmerede sønner – og 1. kr. for én person. 

Dagen efter kan man i avisen læse, at omkring 2000 mennesker deltog i åbningen, så det må siges at have været et tilløbsstykke. 

I 1879 laves en skydevold, så Det borgerlige Skyttelaug (der er Langelands ældste forening) kan afholde sine fugleskydninger uden at udsætte andre for fare. 

Samme år foranstalter Ferdinand Christensen en storslået basar i Fredeskoven til fordel for oprettelsen af en teknisk skole. Reklamen for basaren oplyser, at der er tombola, spåkone, vejemaskine (!), salg af blomster, kager og godter og meget, meget mere. 

Også basaren blev en solid succes, der resulterede i, at den tekniske skole så dagens lys til gavn for lærlinges især teoretiske uddannelse. 

Fem år senere, i 1884, blev der indlagt buelys og glødepærer i Fredeskoven og skovpavillonen. Det var igen F. Christensen, der var på spil. Han havde en elektromotor på sit teglværk og trak derfra ledninger til anlægget. Den offentlige elforsyning begyndte først i 1910. 

Langt op i det 20. århundrede var Fredeskoven og pavillonen et meget populært udflugtsmål. Så sent som i 1957 averterer restauranten med, at der afholdes dansant en gang om ugen (mange kender nok især udtrykket fra ”Matador”, hvor jernbanerestauranten som bekendt blev omdannet til ”Rosenhaven” med dansant til stor fortrydelse fra bl.a. grisehandler Larsen). 

Området var kommet i kommunens eje, men der var ikke råd til at vedligeholde bygningen, der efterhånden forfaldt i en sådan grad, at man i 1973 besluttede at rive den ned. 

Selv skoven havde det heller ikke for godt, men heldigvis kom der ligesom i 1805 et statsligt initiativ, idet skoven i 1992 kom ind under reglerne om plantning af bynær skov efter loven om skovrejsning.

Fredskoven er nu en statsskov og atter et yndet udflugtsmål med borde og bænke til picnic og legeplads for børn. 

23-6-2008

Else Wolsgård

- af J. Chr. Bay, Chicago. Artikel i Langelands Avis den 28. august 1926. Bay, (f. 1871, d.1962) var født og opvokset i Rudkøbing. Hans far havde været i Amerika, og derfor blev også sønnen tiltrukket af de store muligheders land. Allerede før han havde afsluttet sine plantefysiologiske studier i København, rejste han i 1892 til Missouri. Der blev han ansat ved den botaniske haves bibliotek. Nogle år senere blev J. C. Bay ansat som assistent ved Libraby of Congress i Washington D.C. I 1905 blev han tilbudt job på The John Crear Library i Chicago, et af verdens største videnskabelige biblioteker. Først som chef for klassificeringen og endelig som overbibliotekar. 

Rudkøbing havde til stadighed en stor plads i hans hjerte, og han holdt sig orienteret om, hvordan det gik i byen. I 1955 blev der afsløret en buste af ham i Ørstedsparken, skænket af en dansk restauratør i Chicago. Følgende spredte barndomserindringer foregår omkring 1880. 

”Mon der endnu er nogen tilbage, der erindrer Morten Filip? Jeg kan lige netop huske, hvordan han råbte op og tog på vej og havde frisprog. Der var engang en ung kommis i en af byens forretninger, som dyrkede et overskæg. Det var lige begyndt at sætte lovende spirer, da den unge mand en dag mødte Morten. Hans ansigt trak sig op i forbavselse, og han udbrød: nej, nu har jeg aldrig set mage til skæg. Det er – som han kunne bedyre – det største skæg på hele Langeland! 

Huset på havnen, hvor hans enke boede med sine to vanvittige børn, er nu borte. De holdt ud i det sølle hus i mange år. En trist skæbne. Men de var ikke de eneste, hvis tilværelse forekom os forfejlet og hensigtsløs. 

I den gamle fattiggård fandtes der i min barndom en flok mennesker, som gjorde et dybt indtryk på os alle. Fattiggården var, som så mange andre ældre gårde i vor by, og lå med den åbne side ud til Blindestrædet – nu Strandgaden. Denne åbne side var lukket med et plankeværk. Midt i dette sad en port, og til venstre for porten var en dør eller høj låge. Når man trak i håndtaget til en klokkestreng på muren ved denne dør, blev døren åbnet, idet nogen inde fra forstanderens dagligstue trak en jernstang fra, som holdt døren. Inde i gården stod Ana Pudselykke og vaskede eller skrubbede gryder. Ana var stærk både i mælet og i sin krop. 

I hjørnevinduet med udsigt til stranden sad på en høj stol en mand, der var lam, og bandt fiskegarn. På væggene omkring ham hang bur ved bur med kanariefugle. Jensen var en smuk mand med blondt skæg. Det var skik, at skipperne, hver gang de kom i havn, bragte en pakke tobak til Jensen. 

Tobakken blev selvfølgelig smuglet ind, og et barn fik lov at gå over i fattiggården og aflevere gaven. Jeg husker, hvordan den blege, værkbrudne mand ved en sådan lejlighed løftede mig op og kyssede mig. Han syntes at leve ret sorgløst og havde ingen dårlige vaner. Bestandig sad han ved sit vindue og hilse venligt på dem, der gik forbi. 

Det hed sig, at Ana Pudselykke, den skrappe pige i gården, og Jensen var kærestefolk. Det være som det vil, men hver søndag når vejret var godt, åbnedes fattighusets dør, og Ana skubbede en stor, læderbetrukken rullestol frem, hvorpå hun gik ind igen, hentede Jensen og satte ham i stolen. Og derpå drog de to ud i den grønne skov. Ana skubbede vognen hele vejen ud og hjem, og så bar hun sin ven ind igen og satte ham i stolen ved vinduet. 

Dette var fattiggårdens lyse side. Den mørke side repræsenteredes af skikkelser som Rasmus Sjællænder og Klavs Bang. Da de for længst er døde og borte, tør man vel nok give dem ord for at have givet deres samtid et levende billede af drukkenskabens elendighed. 

Klavs Bang var af god familie, og det blev sagt, at han var eksamineret jurist og havde haft plads på byfogedkontoret – det gamle kontor, hvis indgang var i porten til borgmestergården i Blindestræde, hvor borgmester Sagers gule hund lå på lur og røg i benene på enhver, der ubevæbnet nærmere sig det høje sted. 

Min moder lånte Klavs Bang bøger og havde ondt af ham, når han med sit dannede sprog kom og stod ved døren og fik et nyt bind af ”Et købmandshus i Skærgården”. Der var imidlertid intet udkomme med ham. Moder sagde så tit:” Pas nu godt på Dem selv, lille Bang”, men inden aften kunne Klavs findes halvt bevidstløs på Hans Høghs Plads eller bag en af Boas’ tømmerstokke. 

Han og Rasmus Sjællænder drak aldrig i selskab, men hver for sig. Rasmus var drabelig og tilbøjelig til at blive studs, indtil brændevinen tog alle sanser fra ham, og de kom kørende med ham på en trillebør, og den sorte dør atter stængede ham inde i håbløsheden. 

Det forekommer mig, at Klavs Bang hængte sig og lå lig i rullestuen. Det forekommer mig også, at der blev sagt, at hans ulykke skyldtes kærestesorg. Der kunne følgelig være undskyldning nok, thi i gamle dage var kærestesorger en kilde til mange katastrofer……….. 

Den gamle tid fostrede mange originale mennesker, og der var plads for deres originalitet i et samfund, hvis regulering endnu ikke var tvunget ind i de former, som har vist sig nødvendige under vore moderne, yderst sammensatte livsforhold. (her følger et afsnit om kloge mænd og koner)…. 

I selve byen havde vi en praktikant, som hjalp folk, når de fik smuds i øjnene. Hun boede i Slippen mellem Gåsetorvet og Kirkepladsen. Det er mig ikke muligt at huske hendes navn. Hun slikkede smudset ud af folks øjne med sin tunge, og det var en probat fremgangsmåde. Hun havde ingen konkurrence. Hun lod tungen spille under patientens øjenlåg, og så hang smudset ved, og det var det hele.” 

Forskellene på forholdene i 1880-erne og nu er slående – hvad enten man fokuserer på selve fattiggårdens univers, på handicappedes livsvilkår eller det udtalte skel mellem ”dem” og ”os”. 

Den små Jens Chr. havde en klar fornemmelse af, hvor han hørte til! Alligevel viser han en for den tid usædvanlig social forståelse for årsagerne til, at nogle kom i uføre. 

Den privatpraktiserende ”øjenrenser” er et kapitel for sig. Praktisk var det jo at kunne få sand, savsmuld, avner eller lignende fjernet hurtigt – og endda uden tidsbestilling! Men det er ikke rigtigt, at hun ingen konkurrenter havde. For i Skrøbelev boede Sofie, som kunne det samme trick, og som efter sigende også havde frelst manges øjne fra evigt mørke! I en tid, da de fleste kun søgte læge, hvis det var livet om at gøre, var der fuldt op at gøre for de kloge mænd og koner, der kunne deres kram. 

Juni 2007 

Else Wolsgård 

I foråret 1557 klagede Rasmus Skomager i Rudkøbing til kongen i anledning af, at hans kone Gertrud var blevet dømt som heks og brændt. 

Året i forvejen havde Hans Ipsen i Rudkøbing byting anklaget Gertrud Rasmus Skomagers for ved trolddom at have voldt ham skade på både helbred og ejendom. Hans anklage blev understøttet af en anden borger i Rudkøbing, Anders Degn, der vidnede, at Gertrud en gang de mødte hinanden havde lagt sin hånd på ham, så det sved ham helt ind i hjertet. Siden den dag havde hans helbred ikke været godt.

Ifølge andre vidneudsagn havde Gertrud haft ry for trolddom de sidste ti år. Vidneudsagnene må have virket meget overbevisende. 16 nævninge - hvoraf flere havde optrådt som vidner mod Gertrud - kendte hende skyldig i trolddom, hvorefter byfoged Oluf Iversen, borgmester Jep Drucken og byens råd dømte hende til døden på bålet. Skønt den stakkels Gertrud blev lagt på pinebænken, fastholdt hun sin uskyld »og dog bestod hun ikke den Gjerning, hun aldrig havde gjort, men døde paa sine Aarsage og Uskyldighed«.1) 

Retssagen var absolut ikke uangribelig, og Rasmus Skomagers klage blev taget til følge. Den 14. april 1557 blev Hans lpsen, borgmester Jep Drucken, byfoged Oluf Iversen samt nævninge og rådmænd tilsagt til møde på Københavns slot den 29. april. 2) 

Resultatet blev, at Herredagen i kongens nærværelse idømte de indstævnede hver en bod, men da Gertruds familie kun fik udbetalt 3 mark af hver nævning, og domsmændene kun ville betale 36 daler i erstatning, stævnede Gertruds bror, Lauritz Hoftang, i 1558 atter de førnævnte for kongens råd. 

Jep Drucken mødte denne gang for rettertinget, og her blev han og de øvrige tiltalte nu dømt til »at bøde hende igen som en kristen kvinde«.3) Der menes sikkert hermed, at de stævnede skal betale mandebod. Man har blot ikke villet anvende ordet mandebod, da den døde var en kvinde. 

Sagen mod den stakkels Gertrud har sikkert ikke været et særtilfælde, for i 1576 udstedte Frederik den Anden en lov, der forbød at henrette nogen, der var dømt for trolddom, før sagen var behandlet af landsdommeren. 

Afskrift fra: Chr. Kiilsgaard og Jens Mollerups bog: ”Rudkøbing”, Bind IV, s. 10 og 11. 

1) Lütken: Langlands Historie, side 192 
2) Kancelliets Brevbøger 14/4 1557. R.A.
3) Rosenvinge, Gamle Domme. II, side 189-191

Bringes med tilladelse fra Forfatteren. 

Nærkontakten med det gamle ur, der bærer inskriptionen HJORTEBERG 1845, betød, at det blev relevant at undersøge, hvem denne urmager var. Her er, hvad der findes om ham på arkivet:

Rådhusuret er ganske rigtigt lavet af urmager Carl Christian Erasmus Hjorteberg. Han blev født i Kerteminde 22-2-1814 som søn af urmager Carl Hjorteberg og hustru. 

Hjorteberg senior flyttede senere til Rudkøbing, hvor junior ifølge rådstueprotokollen fik borgerskab som urmager i 1841 og snart overtog faderens forretning. Den lå i Østergade 30 i et solidt, grundmuret hus. Før han etablerede sig, havde han i øvrigt – som det var almindeligt dengang – rejst rundt i andre lande i nogle år.

Så var han parat til at blive gift, og det blev han den 21-9-1843 med Sofie Hermandine Petersen (f. 1821). Allerede 6-6 (!) det følgende år fik de en datter. Herefter fulgte endnu fire døtre. 

I 1843 blev rådhuset ombygget. Ifølge byskriver P. Rasmussens ”Oplysninger betræffende Rudkjøbing Kjøbstad” blev i 1845 et ottedagesur installeret i et dertil indrettet lukaf i rådhusets frontspice ud mod Torvet: 

”Dette ur har en matsleben skive af glas med påmalede tal, forgyldte visere og et glas foran, så at hverken regn, sne eller isslag kunne komme til urskiven eller viserne. Skiven kan om natten oplyses ved lamper bag fra. Uret er forfærdiget af den duelige urmager hr. Carl Hjorteberg her i byen. Det er smukt og godt udført og går meget accurat, men slår hverken timer eller kvarter.” 

At Hjorteberg var en respekteret mand, ses af, at han i 1857 blev valgt til borgerrepræsentationen. 70 stemmeberettigede deltog i rådstuesamlingen, hvor urmageren altså blev valgt som et ud af repræsentationens ni medlemmer. Han blev tillige medlem af skolekommissionen. 

Carl Hjorteberg skal have været en meget vellidt og venlig mand – temmelig trivelig med et BMI et godt stykke over de 30. Alligevel gik han hver søndag hjem fra Tranekær, når han havde givet slottets ure det ugentlige serviceeftersyn.

I 1891 afstod han forretningen, og i september 1893 havde han og fruen guldbryllup. Langelands Folkeblad skriver i den anledning: ”Urmager Hjortebergs guldbryllup fejres i dag ved flagning fra de fleste bygninger og skibene i havnen, ligesom det gamle ægtepar har modtaget talrige beviser på sympati og agtelse. Guldbrudgommen er 80 år og svagelig. Bruden er 72 og rask og rørig”. Det var da en fejring, der ville noget! Heldigt, at han nåede at opleve dagen, for to måneder efter, den 21. december, døde han.

”Stille og rolig hensov i Nat min brave Mand, vor kjære, trofaste, gamle Fader, Uhrmager Karl Hjorteberg, hvilket bekjendtgøres af hans

Hustru og Børn.

Rudkøbing den 22. Dec. 

Om Gud vil, foregaar Begravelsen fra Kirken Torsdag den 28de ds. kl. 12”

I dag 163 år efter, at rådhusuret blev fremstillet, går det stadig ganske udmærket. Det trænger nok til en tandrensning, men det har kommunen heldigvis stillet i udsigt inden længe. Vi kan altså kun give byskriveren ret: Hjorteberg var en dygtig håndværker.

Den 5. august 2008 

Else Wolsgård 

Hekseproces mod Maren Hanses, Maren Nielses og Kirstine  

Sagen begyndte i 1596. Det hedder herom i gamle Retsprotokoller: 

Der ankom dette Aar fra Lolland en Landstryger ved Navn Erland. Han tog Ophold i Jørgen Rasmussens Hus i Rudkøbing. Erland gav sig af med at spaa Folk og vakte en Del Opsigt. 

I Rudkøbing levede samtidig en ildeberygtet Kvinde, Marine Hanses, og da hun var bleven anholdt for et Tyveri og tilstod sig skyldig, gik Erland til Jørgen Rasmussen og bildte ham ind, at det ogsaa var Marine Hanses, der havde forhekset Gæren, saaledes at Jørgen ikke som sædvanligt kunde faa Held med sin Brygning. Sagen blev troet, Marine Hanses blev anklaget for Trolddom. Som saa ofte var der ogsaa her Folk nok, der kunde vidne om hendes Skarnstreger. En Mand, som hun havde været i Strid med, kunde saaledes mindes, at hun havde truet ham med, at der ”skulde times ham en Ulykke”, og saa havde en Ulykke ganske rigtig ogsaa ramt ham. Rigtignok laa der lang Tid mellem Truselen og Ulykken, men han havde dog været sikker paa, at det var Marine Hanses, der Skyld deri. 

Og hvad Marine Hanses ikke kunde overbevises om, det pinte Bøddelen hende til at sige. Navnlig gjaldt det om at faa at vide, hvem der var medskyldige. Hun maatte jo vide, hvem der i Rudkøbing gav sig af med Hekseri hende foruden. I sin Pine angav hun saaledes en Anden Kone i Byen, Marine Nielses. 

Den dag Marine Hanses på Tinge blev dømt til at brændes, gik Marine Nielses hen til hende og spurgte: 

”Sig mig, naar og hvorledes har jeg drevet Trolddom sammen med Dig?” 

Men Marine Hanses vilde eller kunde ikke svare andet end: ”Gaa hen til din Mand!” 

Saa faldt dommen, og Marine Hanses blev Brændt. 

Den ophidsede Folkestemning krævede imidlertid flere Ofre. Snart arresteredes Kirstine, Peder Thygesens Hustru. Ogsaa hun blev pint og paa den maade tilstod hun alt, hvad man forlangte af hende. Kirstine pintes saaledes til at ”tilstaa”, at hun sammen med Marine Nielses havde forhekset Jørgen Rasmussens Urt og Brygning. Da denne tilståelse blev oplæst på Tinge, traadte Marine Nielses frem og sagde: 

”Kirstine da, hvad er det, Du siger om mig?” 

Kirstine sagde da til Folk der hørte derpaa: ”Jeg har sagt en Løgn, men jeg har sagt det, fordi de skulde holde op med at pine mig!” 

Jørgen Rasmussen var svært ivrig. Han fik lov til, at Kirstine maatte tages ud af Arresten og bringes hen i hans Hus. Bøddelen gik med og nu var Staklen fuldstændig i de to Mænds Magt. Næste Tingdag, da Marine Nielses bebrejdede hende den Usandhed, hun havde sagt, fik hun kun det Svar: 

”Jeg kan ikke sige andet end det, jeg har sagt, og det er skrevet op”. 

Ogsaa Kirstine blev brændt paa Baalet. I sidste øjeblik havde man pint en hel Del mere ud af hende. Hun havde saaledes navngivet endnu en Troldkvinde foruden Marine Nielses. 

Man faar af Sagens akter ikke den sidste Kvindes Navn at vide. Hun unddrog sig øjeblikkelig ved Flugt en lignende behandling. Det var jo næsten det eneste der var at gøre. 

Tilbage var nu Marine Nielses. Man fatter næsten ikke, at hun ikke for længst var kastet paa Baalet. Men det viser sig, at hun har haft formanende Veninder, deriblandt Byfogdens Kone. Gentagne Gange havde disse Veninder søgt at faa de to ”Hekse” til at tage deres ord om Marine Nielses tilbage, men Staklerne har knapt nok turdet af Skræk for paany at blive lagt paa Pinebænken. Kirstine vaklede rigtignok, da Marine Nielses lovede, saa længe hun levede, at ville give hendes (Kirstines) Børn Brød for to Skilling hver Dag. 

Men Jørgen Rasmussen var ikke tilfreds med denne Mildhed overfor Maren Nielses. Havde de to Hekse ikke tilstaaet tydelig nok, at de havde været i Forbindelse med Marine Nielses, og at den Djævel, der hjalp Marine, når hun kaldte ham, hed ”Blaamand”? 

Jørgen Rasmussen fik dog ikke medhold i sin Klage. Først gik det galt ved Langelands Landsting d. 4. Juli 1599. Dommen lød paa, at Jørgen Rasmussen ”ikke havde givet Marine Nielses fuldt Sag for Trolddom, ej heller havde bevist, at hun havde lovet ham ondt, og at der derefter var vederfaret ham nogen Skade enten på Liv, Helbred, Kvæg eller Gods”: 

Denne Dom blev afsagt af Landsdommer Juel. Da han kort efter afgik ved Døden, stævnede Jørgen Rasmussen Landsdommerens Datter Fru Sophia Juel (Erik Nordbys Enke) for Kongens Raad paa Grund af den Dom, hendes afdøde Fader havde afsagt. 

Men Kongens Retsting lod den døde Landsdommers Kendelse staa urokket, saa meget mere som det godtgjordes, at han havde frikendt Marine Nielses grundet paa et Kirkenævn i Rudkøbing, der havde ”svaret hende kvit”. 

Det gik saaledes til sidst ud over Jørgen Rasmussen selv, der oven i Købet dømmes til at betale en hel Del Omkostninger. Spaamanden Erland er ogsaa blevet inddraget i den Sag, han fra først af selv pustede til. Desværre er der ikke oplysninger om hvorvidt han selv gik samme vej, som de stakkels Kvinder, han bragte i Ulykke. 

Kilde: ”Hekseprocesser på Langeland”; Langelands Avis; 12. Oktober 1907 af P. Eliassen 

Denne linie fra ”Højt fra træets grønne top” synger vi gladelig. Og år for år passer ordene bedre og bedre. TV og aviser fortæller os atter, at julen 2007 bliver den største forbrugsfest nogensinde. Alligevel er der rundt omkring familier, der må spare, og som er glade, når de får en julekurv hos Frelsens Hær. 

Kigger vi tilbage, er det dog svært at forstå, hvor fattige og sparsommelige mange måtte være før i tiden – for ikke så længe siden endda. Velfærden var endnu ikke opfundet, hverken som begreb eller i praksis, så noget egentligt sikkerhedsnet var der ikke under de uheldige, der var uden arbejde. Fx var der i august 1922 36% arbejdsløse arbejdsmænd å Langeland, endda i høsttiden, hvor der ellers nok var brug for hænder. Halvdelen af dem var uden understøttelse. De øvrige kunne få fra 5 op til 18 kr. om ugen i max. 90 dage. Men hvad så bagefter? Når julen nærmede sig? 

I december 1927 holdt Hjælpekassens bestyrelse og pressen et fællesmøde for at organisere en indsamling med det formål ”at holde Nøden fra Døren i de mange, smaa Hjem, der er lammet af Arbejdsløshed og anden Elendighed”.

Det drejede sig dengang om 160 familier (af gns. 4 personer = 640 mennesker) i Rudkøbing ud af byens ca. 4000 indbyggere. ” Til Arbejdsløses, Gamles, Enkers og Syges Jul” blev der samlet ind. Målet var, at ”ingen Juleaften skal mangle Mad eller Varme”. Ikke mindst det sidste var et problem i de uisolerede huse, hvor den eneste varmekilde var et komfur og måske en kakkelovn. Men hvad hjalp ovnen, hvis man ikke havde hverken brænde eller koks at putte i den? 

Af en notits i Langelands Avis fremgår det, at der i december 1927 i Rudkøbing by var 154 arbejdsløse mænd og 8 kvinder (det lave tal for kvinder skyldes naturligvis, at kvinder fortrinsvis var erhvervsaktive, før de blev gift og/eller fik børn. Enkerne og de enlige mødre talte derfor ikke i statistikken). 

Ville man være sikker på at få en jul med lidt sul og god varme – og måske et par nye sokker til far, et forklæde til mor og en honningkage til hver af børnene – var sparsommelighed påkrævet. 

Det er et begreb, der er gået af mode, i hvert fald blandt yngre mennesker. Kan de ikke købe alt, hvad de vil, taler de i stedet om ”at prioritere”.

Heldigvis var der hjælp at hente for dem, der gerne ville, men i hverdagen havde svært ved at gennemføre en opsparing. Hvis pengene lå i sparegrisen, var det for fristende at slagte dyret, hvis der pludselig kom en uventet udgift – og hvad så med julen? Derfor oprettede man mange steder – også i Rudkøbing – en spareforening. Her hed den ”Julens Glæde af 1884”. Formålet var at samle og opbevare medlemmernes penge med udbetaling til jul. Mindste indbetaling var ifølge vedtægterne 10 øre om ugen, og opkræveren gik rundt til alle medlemmer hver uge, holdt regnskab med det indbetalte beløb (og fik selv en bid af renterne for sin ulejlighed). Lige før jul fik man så sin opsparing udbetalt. Ordningen var meget populær i mange år – ikke mindst hos kvinder, gift med mænd, der ikke altid kom lige hjem med ugelønnen – og den findes faktisk stadig, men mistede sin store betydning omkring 1970. 

Også andre tiltag kunne hjælpe dem, der havde viljen, men manglede evnen til det lange, seje træk i opsparingen. Et af disse tiltag var spareuret. Der står et eksemplar her på mit kontor (der tidligere tilhørte driftslederen for Langelandsbanen. Uret var dog nok ikke hans!). 

Disse ure tilhørte Dansk Spareselskab og blev placeret i familier, der var medlemmer af foreningen Spareuret. Uret fungerede på den måde, at det ikke kunne gå, medmindre man hver anden dag puttede en krone i den dertil indrettede sprække. Trækkes op skulle det dog hver dag. En gang om måneden kom sparemanden, åbnede det plomberede ur og kvitterede på familiens sparebevis for den sum, 15 kr., han tog med til banken. Uret blev plomberet igen, klar til en ny gang enkroner.

1 kr. var taksten ca. 1940 – 50. Da foreningen startede, var det kun 10 øre. 

Vi, der gik i skole i 1950erne, husker bladet Sparegrisen. Det blev uddelt fra Sparekassen et par gange om året. I bladet var en tegneserie ”Peter Spar og Søren Sold” af den kendte filmplakat-tegner Aage Lundvald. Den handlede om den kloge Peter, der havde indset, at det var meget mere morsomt at spare og sætte pengene ind på sparekassebogen end at bruge dem på tant og fjas. Kammeraten Søren øder sine skillinger på alt muligt unyttigt, og når han virkelig gerne vil købe noget, har han ikke flere penge. Ren indoktrinering! Lærerne på skolen solgte ydermere sparemærker, der blev klistret ind i et lille hæfte. Når det var fyldt ud, blev det afleveret i Sparekassen, og der blev tilskrevet nogle kroner på barnets bog. Ve den, der havde glemt sine 50 øre, den dag, det var sparedag i klassen.

Det var sparemoral, var det! Et effektivt modtræk i forhold til overophedning af økonomien i legetøjs- og slikbranchen. 

Nu er vi så der, hvor det er næsten umuligt at give gaver til nogen over 16 år – hvis de synes, de mangler noget, har de allerede købt det selv! 

Heldigvis er der andre muligheder: Giv en ged til Afrika (eller en perlehøne eller en pakke klortabletter mv.). Det er ikke ironisk ment, men kommer let til at fremstå sådan, når man sætter sig ind i, hvor kort tid, det er siden, nød ikke var forbeholdt dem på starthjælp, men var noget, der ramte en hel samfundsklasse.

December 2007

Else Wolsgård 

Denne lydelige opfordring gjaldede i flere år ved færgens anløbsplads i Rudkøbing havn. Stemmen bag råbet tilhørte Niels Peter Nielsen. Han var født i Jylland i 1881. Ca. 1910 kom han til Langeland, hvor han blev gift med en lokal pige. Langelands Folkeblad skrev i anledning af Nielsens 75-årsdag: ”Han var lidt af en pionér, idet han som den første oprettede en ambulant forretning, fra hvilken han i årene før krigen solgte bananer ved færgen. At Nielsen derefter fik navnet ”Banan-Nielsen” kan ikke undre nogen, der kender langelændernes drilske humør”.

Når der ingen færge var, havde hans vogn fast stade uden for fotograf Knudsens ejendom på Torvet. Ved særlige lejligheder, som fx markedsdage blev frugten skiftet ud med en kasse med flødeis.

Ægteparret Nielsen boede i deres sidste år på Kastanievej 12, hvor de også havde en isbod, som fru Nielsen passede ved siden af et arbejde som hjemmesyerske . 

Bortset fra arbejdet som frugtsælger havde N. P. Nielsen et mere spektakulært bijob: han var Rudkøbings sidste, kommunalt ansatte trommeslager og udråber. Jobbet overtog han efter Rasmus Jørgensen, også kaldet ”Sild-er-godt”, da denne døde i 1926. 

Trommeslagerens arbejde bestod i at gå rundt i hele byen og slå på trommen for at påkalde sig opmærksomhed. Med korte mellemrum råbte han de aktuelle budskaber ud. Det kunne være: ”Byrådsmøde i aften kl. 7 på Rådhuset”. ”Møde i Frelsens Hærs lokaler i Nørregade kl. 5 eftermiddag – alle er velkomne”, ”Sprøjteøvelse på Torvet i morgen kl. 1 middag” – kort sagt alt, hvad byens indbyggere havde brug for at vide. Op til 1950erne, hvor Nielsen indstillede sin virksomhed som trommeslager, var det ikke ualmindeligt, at flere familier deltes om en avis, så det kunne vare flere dage, før man var à jour – og det nyttede jo ikke, hvis det drejede sig om aktuelle begivenheder. Kommunen har uden tvivl sparet mange annoncer ved i stedet at lønne den store mand med den kraftfulde stemme til at viderebringe de officielle nyheder. Trommen findes (vistnok) på Langelands Museum. 

Nielsens kone, Margrethe, døde i 1961, og året efter flyttede den nu fhv. trommeslager ind på ”De Gamles Hjem”, hvor han boede til sin død i 1970. 

Da nyheder og vigtig information ikke længere blev spredt via tromme og udråber, var vejen banet for et af eksemplerne på den nye informationstidsalder: Gratisavisen! Den første, lokale af slagsen hed ”BROEN”, og den begyndte at udkomme i 1961 hver 14. dag – spækket med annoncer. Dækningsområdet var Langeland, Siø og Tåsinge. Ti år senere fik bladet navneforandring til Langelandsposten, der udkom for sidste gang i 1983, udkonkurreret af Øboen, der startede i 1982. 

Fotoet af N. P. Nielsen er taget af fotograf Chr. Traberg omkring 1935. Det har været koldt den dag, for trommeslageren har nogle solide vanter på! Hans øvrige antræk er måske mere pynteligt end vanligt i anledning af, at han skulle fotograferes. 

Mange kender sikkert udtrykket: ”Der findes tre slags løgn: Løgn, forbandet løgn, og statistik”. Men statistik er ikke altid løgn. Somme tider kan fx befolkningsstatistik godt bruges, hvis man vil have sat udviklingen lidt i perspektiv. Og det kan der være god grund til, da kommunens ”strategiplan” går jo ud på at skabe forudsætninger for, at flere borgere – helst i deres bedste alder og med gode jobs – får lyst til at flytte til Langeland. 

Derfor vil vi nu undersøge nærmere, hvordan folketallet rent faktisk har udviklet sig. 

Først må vi dog se på, hvornår og hvorfor folketællinger fandt sted. Den mest berømte folketælling er vel den, der blev udført på befaling af den romerske kejser Augustus, således som det berettes i Lukas- evangeliets 2. kapitel (at den slet ikke fandt sted i det, vi forstår ved ”år 0”, falder lidt uden for det lokalhistoriske aspekt, så derfor lader vi det ligge). Imidlertid var det langt fra den første folketælling, idet man i det gamle Ægypten såvel som i Perserriget ca. 500 f. Kr. havde talt befolkningen. Dengang som nu bl.a. fordi det var praktisk af hensyn til beregningen af skatter og afgifter. 

Hvad folketællinger angår, var Danmark tidligt bemærkelsesværdigt langt fremme. Den første danske folketælling fandt sted den 15. august 1769, og det var hele 32 år før den første tælling fandt sted i Storbritannien. Tællingsteknikken var ret så primitiv, så man regner med, at resultatet – at Danmark nord for Kongeåen havde 768.000 indbyggere, var omkring 40.000 for lavt. Næste tælling i 1787 var bedre, da hver person nu blev indskrevet på en liste. Denne tælling har vi for Langelands vedkommende en kopi af på Rudkøbing Byhistoriske Arkiv; det kommer vi tilbage til. 

Herefter foretog man folketællinger regelmæssigt hvert femte eller tiende år. Tællingerne blev foretaget den 1. februar, da man mente, at det var på det tidspunkt, så mange som muligt var på deres faste opholdssted. Efter oprettelse af folkeregistre i 1924 blev dagen fastsat til 5. november. 

Hvordan så – og ser – det så ud på Langeland? I 1787 var der i alt 10.203 indbyggere. Det største sogn/by var dengang Magleby med 1163 indbyggere. Det skyldtes det blomstrende fiskeri. 

Øens indbyggertal steg derefter støt. Allerede i 1834 var der 15.451 indbyggere. 

På det tidspunkt var det største sogn Humble med 1.869 indbyggere. Rudkøbing havde et par hundrede færre. 

Så gik det kun fremad, til Langeland i 1925 havde 21.171 indbyggere, dvs. en tredjedel flere end nu. 

Rudkøbing havde udviklet sig fra mini-købstad til øens hovedstad med noget over 4000 indbyggere. 

Befolkningstallet holdt sig omkring de 19 - 20.000 op til 1965, hvor det tog et dyk. I 1970 var det nede på 16.629, og så gik det langsomt tilbage, til det i 2005 nåede under 14.000. 

I 2007 var der 13. 937 indbyggere, dvs. kun et par tusinde flere end i 1801. 

Skyldes tilbagegangen – sådan som mange profeterede i 1962 – broens åbning? Det skal der en tilbundsgående analyse til at vise. Én forklaring kan være, at det blev nemmere at tage en uddannelse udenøs, og at de, der havde taget en uddannelse, valgte ikke at komme tilbage, fordi der ikke var jobs til dem her. 

Med åbningen af motorvejen Svendborg-Odense er der realistiske muligheder for, at folk med arbejde i Odense får lyst til at bosætte sig på Langeland. Landskabelig skønhed, betragteligt lavere huspriser (så glemmer vi lige skatteprocenten!) og forhåbentlig et voksende udbud af kulturelle og andre tilbud om en spændende og aktiv fritid burde virke tiltrækkende. 

Kom til Langeland – det er her, det sner! Eller sagt på en anden måde: Skru op for oplevelsesøkonomien!

Den 14. februar 2008

Else Wolsgård

KVINFO – institut for forskning i kvindehistorie – har opfordret alle arkiver til at finde historier frem om de første kvindelige politikere. 

Det har vi nu gjort her i Rudkøbing, og det var let nok at finde den kvinde, som denne lille beretning skal handle om: Kommunelærerinde frk. Marie Vilhelmine Mouritzen. 

Det første valg, hvor kvinder kunne opstilles, var kommunevalget den 12 marts 1909. 

Marie Mouritzen blev opstillet på liste C, den såkaldte borgerliste, som nr. 6. Der var i Rudkøbing opstillet tre lister med i alt 25 kandidater, hvoraf MM var den eneste kvinde. Der var på Langeland ikke opstillet andre kvinder. 

Den 6. marts rapporterer Langelands Avis: ”Henimod et par hundrede medlemmer af Borger-, Sømands,- Haandværker og Industriforeningen samt Kommunalforeningen havde i Aftes givet møde på Hotel Skandinavien for at enes om Opstilling af en Kandidatliste. Af Forsamlingen var en meget betydelig del Damer, men de havde jo også deres Kandidat; Kommunelærerinde frk. Mouritzen havde faaet det hæderfulde Hverv at repræsentere det smukke Køn i Byens Raad. 

Mændene var imidlertid denne gang ugalente nok til kun at give Frøkenen den ret beskedne Plads nr. 6.”  

Den 9. marts skriver Marie Mouritzen i et indlæg i Langelands Avis, at hun ikke bryder sig om, at Folkebladet omtaler hende som ”lokkeduen på Borgerlisten”. 

Når hun er opstillet som nr. 6, forklarer hun, skyldes det udelukkende, at hun slet ikke var forberedt på at blive opstillet, men lod sig overtale i aftenens løb. 

Det, Folkebladet faktisk skriver den 6. marts, er imidlertid, at Borgerlisten helt åbenbart repræsenterer det bedre borgerskab, men dog har opstillet dels et par ikke så velsituerede borgere (en fisker og en tømrer), dels en kvinde – begge dele for at tiltrække vælgere i form af småkårsfolk og vælgere af hunkøn. Samtidig har man ifølge Folkebladets skribent sørget for, at disse ”lokkeduer” er opstillet ”paa saadanne Pladser paa Listen, hvor der end ikke er fjerneste Mulighed for Valg” (!)

Hvis det var planen, fungerede den i hvert fald ikke. 

Ved valget i Rudkøbing stemte 70,8 % af vælgerne = 926 afgivne stemmer, hvilket blev anset for meget flot ved et kommunalvalg. 

Liste A, Socialdemokraterne, fik 292 stemmer og tre kandidater valgt, liste B, Middelstandens Liste (øjensynlig de radikale) fik 83 stemmer og ingen valgt. Liste C, Borgerlisten, fik 550 stemmer og seks valgte kandidater, deriblandt Marie Mouritzen, der jo netop var opstillet som nr. 6.

Efter valget giver Folkebladet den nyvalgte denne omtale: ”Frk. Mouritzens interesse for Middelstanden og hendes Kendskab til dens Kaar, kan efter vort Skøn – Bevares, vi kan gøre Frøkenen Uret – ikke være synderligt bedre end f. Eks. Træskofabrikant Nielsens”. 

Uden kendskab til bemeldte hr. Nielsen er det svært at vurdere udsagnet, men noget tyder på, at det er ment temmelig uvenligt. 

I byrådet fik MM sæde i følgende udvalg: Alderdomsunderstøttelsesudvalget, Udvalget for Folkebogssamlingen (det senere biblioteksudvalg), Fattigudvalget, herunder tilsyn med plejebørn. I betragtning af, at der var 30 udvalg og kommissioner, hvoraf flere havde 6-7 medlemmer, er rådets nyvalgte, kvindelige medlem ikke blevet begavet med overvældende mange opgaver. 

Hvem var Marie Mouritzen så? Der er ikke mange oplysninger om hende på Byarkivet. Hun blev født i 1863 i Odense, blev læreruddannet der og fik i 1896 ansættelse ved Rudkøbing Kommunale Skolevæsen. 

Ellen Boserup (1912 – 95) omtaler meget kort frk. Mouritzen på et bånd, indspillet i 1977. Det fremgår heraf, at MM var en lille, buttet lærerinde, der boede i Ahlefeldtsgade 15. Hun skulle efter sigende være meget skrap til geografi og af fin familie. 

Vi ved også, at hun kun sad i Byrådet i én periode og følgelig trådte ud ved valget i 1913. Hun fortsatte som lærer(inde) i byen indtil 1928, hvor hun flyttede til København, hvor hun døde i 1943. I den sidste del af sin embedsperiode var hun efter sigende generet af nedsat hørelse. 

Der findes desværre ingen beretninger fra MMs egen hånd, og det er en skam, fordi det kunne have været meget interessant at få indblik i, hvordan hun opfattede arbejdet i Byrådet som ene høne i kurven. 

Man kan sikkert godt regne med, at det ikke kun var en positiv oplevelse, hvad følgende avispolemik – ændringer på skoleområdet kunne også dengang sætte fut i debatten - tydeligt viser:

Den 16. februar 1910 er der i Langelands Avis et læserindlæg fra ”En Borger”. Han omtaler, at der på det seneste byrådsmøde har været en drøftelse af ”skolesagen”, og han mener, at det er et emne, der optager en stor del af byens borgere, hvorfor han opfordrer til, at der snarest indkaldes til et offentligt møde om sagen. Den anonyme borger understreger, at ”der ikke maa gaa Politik i Sagen, da det er en Samfundssag” (?). Borger- og Friskolens undervisning er for ringe, indførelse af Enhedsskolen kan alene afhjælpe manglerne. Det vil godt nok medføre udgifter, men til gengæld mener læserbrevsskribenten ikke, at det er nødvendigt med en ny skolebygning, blot den nuværende Borgerskole udbedres og Realskolebygningen tages i brug. Han slutter med et trøstende ord til frk. Mouritzen om, at ventilation og frisk luft kan gøre underværker, samtidig med, at det er gratis. 

MM er naturligvis nødt til at svare, og det gør hun den 18. februar. Hun skriver, at det vil glæde hende, hvis manglerne ved den gamle skolebygning er så lette at afhjælpe, som ”En Borger” mener. 

Men hvis det er så let, hvorfor er det så ikke sket for længst? Skolelægen har påpeget den dårlige ventilation, frk. M. har selv ved Byrådsmødet peget på de smalle gange, de alt for små vinduer i øverste etage – alt sammen forhold, der ville kunne føre til en katastrofe i tilfælde af ildebrand. 

Hun ønsker en sagkyndig arkitekts vurdering af, hvad det vil koste at sætte bygningen i forsvarlig stand, og mener selv, at det vil være billigere med en ny bygning. Realskolens lokaler er heller ikke for gode. Hvorom alting er, går MM ikke ind for enhedsskolen, idet ethvert kvikt barn indtil nu og også i fremtiden vil kunne få friplads og således kunne tage den eksamen, dets evner giver mulighed for. 

Den 22. februar svarer ”En Borger” igen. 

”I Fredagsnummeret af Langelands Avis har Frk. M. Mauritzen beæret mig med et ”Svar”. Bortset fra, at jeg ikke har spurgt Frøkenen om hendes Mening – den kender jeg nemlig forud – kan jeg ikke faa andet ud af Opsatsen, end at Frøkenen ved denne gør et lige saa velment som ubehjælpsomt Forsøg paa at spænde Ben for selve Sagen: Enhedsskolen.” Skulle skolen altså være i så ringe stand, som hævdet af MM: ”Da har Én af Lærerraadet, Byraadsmedlemmet Mouritzen – tillige forsømt sin ufravigelige Pligt til straks ved sin Indtræden i Byraaet at trække den sundhedsfarlige Bygning frem i offentlig Belysning – fremdraget sagen Gang paa Gang, til hun var bleven hørt.”

”Borgeren” kan slet ikke holde op, da han først er kommet i gang. 

Avisens redaktion sætter derfor en efterskrift på hans indlæg: ” Det forekommer os, at den ærede Indsender er lidt haard ved frk. Mouritzen. Ogsaa i den offentlige debat bør man overholde den Hensynsfuldhed, hvorpaa det svage køn har et berettiget Krav”. 

2. marts 1910 havde MM fået sat et punkt på Byrådets dagsorden: Et andragende om ikke længere at skulle være alene i Udvalget for folkebogssamlingen sammen med redaktør Madsen. Igen er skolesagen den bagvedliggende årsag.

Sagen gav anledning til både tumult og ubeherskede ordvekslinger. Avisen undrer sig over, at sligt bliver holdt for åbne døre. ”Denne Forhandling var skandaløs og lidet egnet til at forhøje Agtelsen for det vise Raad.”

MM motiverede sit ønske med, at Madsen havde overfaldet hende med grovheder og trusler, da han fornemmede, at hun ikke delte hans mening i skolesagen. 

Madsen på sin side fremturer: ”Der ligger en Insinuation heri. Frøken Mouritzen kan være ganske rolig – jeg har ikke ladet mig bedaare af de gule lokker og det blide Blik”. (MM var 46 år gl.)

”At jeg har behandlet frk. Mouritzen med Overlegenhed, indrømmer jeg, hendes Udtalelser fristede stærkt dertil”. ”I øvrigt er Frk. Mouritzens Arbejdsevne ikke meget værd – Samarbejdet i Biblioteket har ikke været videre behageligt” ”Frk. Mourtizen gjorde ogaa gældende, at Lærerinderne ved den nye Skoleordning ville blive tilsidesatte. Jeg svarede, at Lærerinder med evner og Personlighed altid vil kunne virke her, selv i de højere Klasser, men at det naturligvis ville gå ud over dem, der manglede disse Betingelser. Frk. Mouritzens Svar bestod i, at hun paa almindelig Kvindemanér løb sin Vej.” Samme Madsen var i øvrigt kendt som en stridbar herre, der benyttede enhver given lejlighed til et frontalangreb på dem, der ikke delte hans synspunkter. 

Sagen blev herefter udsat til næste møde, da ingen af de øvrige byrådsmedlemmer ønskede at indtræde i udvalget. 

Som avisen bemærker ”Således endte den første puniske krig”. 

Ved det følgende valg lod MM sig som nævnt ikke vælge igen. Hun gled ud ved valget i begyndelsen af 1913. Da hun i december samme år fyldte 50 år, var der ingen af aviserne, der fandt anledning til at omtale mærkedagen. 

Ved 1913-valget blev ”Fru Sagfører Kirstine Clausen” valgt. (Af hensyn til yngre læsere kan det oplyses, at fruen ikke var cand. jur., men gift med en sagfører). Hun var medlem af Byrådet 1913 – 17. Derefter varede det 26 år, før der igen kom en kvinde i rådet: Theordine Andersen, 1943 – 49. 

I 2008 er der 8 kvinder blandt de 25 kommunalbestyrelsesmedlemmer – ikke ligefrem noget at prale af!

Den 21-4-2008 

Else Wolsgård

”Et margarineeventyr blandt kannibaler”. 

200- året for Mads Langes fødsel bringer minder om andre langelændere med eventyrlige liv frem. Fx Peter Christian Hansen. Han var født i 1857, dvs. halvtreds år efter Lange. 

Hansen er ikke nær så kendt, men hans historie er også værd at kende, og den er endda mere kulørt end Langes. 

Peter Hansen voksede op i en fattig familie i Ramsherred i Rudkøbing. Efter konfirmationen kom han i snedkerlære, men løb af pladsen for at komme ud at sejle. 

Eventyrene på ”De syv have” fik tag i ham, og bortset fra et enkelt besøg på Langeland, da han var 25, tilbragte Peter Hansen sit liv under sydligere himmelstrøg. 

Efter et forlis havnede han i Sydney i Australien, hvor det lykkedes ham at komme med på en tysk ekspedition til øerne omkring Ny Guinea. Der lærte han en kvinde ved navn ”dronning Emma” at kende. Hun havde grundlagt to af de største handelsfirmaer i Stillehavet, og som trader dvs. handelsmand for hende tjente Peter Hansen mange penge. Han opslog sit domicil på den største af vulkanøerne i øgruppen Witu, hvor han også byggede en havn, der blev opkaldt efter sin grundlægger og fik navnet Petershafen. Omkring havnen opstod en by af samme navn. . 

Den nyrige handelsmand startede sit eget handelshus og regerede som en slags enevældig monark på øen, hvor han foruden en indfødt kone også havde et harem med 28 lokale skønheder. 

Men nu må vi ikke glemme margarinen! Den var jo grundlaget for den blomstrende handel. 

Fra midten af 1800-tallet var et nyt produkt, der var billigt, og som kunne erstatte smør, blevet populært i Europa. Det blev kaldt margarine – fra græsk margaron = perle på grund af de perleagtige aflejringer i fedtsyren. Margarinen vandt frem, især i de store byer, hvor det dyre smør var uden for arbejdernes økonomiske rækkevidde. I Danmark betød brugen af margarine også, at der blev langt mere smør til eksport. 

Én af de vigtigste ingredienser i den tids margarine var kokosfedt, kaldet kopra. Og netop kokospalmer voksede vildt i enorme mængder på Stillehavsøerne. Ca. 1880 fandt man en metode til at hærde kokosfedtet, så det fik en højere smeltepunkt, og det gjorde med ét kopraen meget eftertragtet. 

Da de første europæere kom til øerne ved Ny Guinea, levede indbyggerne dér på et udviklingstrin, der svarer til vores stenalder. Så en simpel ting som søm blev hurtigt meget efterspurgt, og en dygtig handlende kunne købe en hel sæk store kokosnødder for ét søm! En anden populær handelsartikel var svovlstikker. Tænk at kunne tænde ild når og hvor man ville! En æske af de populære ildpinde var nok til at købe sig en ung, smuk kone. 

Så sent som i 1967 besøgte globetrotteren Arne Falk Rønne Witu, og han talte med en gammel mand, der var en af Peter Hansens mange svogre. Han fortalte om ”Master Peter” og om, hvordan befolkningen helt op til begyndelsen af 1900-tallet havde været aktive kannibaler, når de var i krig med indbyggerne på naboøerne. 

Selv om Peter Hansen levede som en ukronet konge, var livet på en sydhavsø ikke uden risiko.

Engang ødelagde en taifun (tropisk orkan) både havnen og hele handelsstationen. De indfødte troede, at det måtte være deres hersker, der havde nedkaldt gudernes vrede over øen, og de ville derfor hævne sig på ham. I sidste øjeblik ankom et skib med nye forsyninger af handelsvarer, og kong Peter blev indsat i sin gamle værdighed igen. 

Da første verdenskrig begyndte, blev han dog frataget sin værdighed (han var blevet tysk statsborger) og slog sig derefter ned på en anden ø, hvor han levede til sin død i 1929. 

Det fortælles om ham, at han aldrig mistede sit gode humør, uanset hvordan livet formede sig for ham. Og han gjorde sit bedste for at sørge for de mange børn, der blev resultatet af hans turbulente liv. 

Hvis nogen får lyst til at besøge Witu i dag og medbringer en gentest, vil den sikkert vise, at der stadig er meget langelandsk blod i årerne på Wituanerne!

Peter Christian Hansen blev ikke kendt og feteret i sin hjemstavn, sådan som hans forgænger Mads Lange blev. Alligevel var hans liv eventyrligt. Og på de sydlige breddegrader var han i sin storhedstid så kendt, at et brev fra Danmark med påskriften ”Peter Hansen, Stillehavet” nåede frem til adressaten! 

(Kilder: avisomtaler i Peter Hansens læg på Rudkøbing Byhistoriske Arkiv, Encyclopedia Britannica, www.wikipedia og Den Store Danske Encyclopædi)

Else Wolsgård
April 2007

En ganske kort historie: Maren Kirstine blev født i 1807. Da hun var 18 år, giftede hun sig (i hast, må man forstå) med garver Hans Mortensen fra Rudkøbing. Ægteskabet varede 22 år, og hun blev således enke, da hun var 40. 
I løbet af de omtalte 22 år ”skænkede hun sin mand 23 børn”, 17 drenge og 6 piger. 
Det første år var det tvillinger, de følgende år nøjedes hun med ét barn. 

Enkestanden varede 46 år, men hun modstod standhaftigt fristelsen til igen at blive smedet i hymens lænker – man forstår nok godt hvorfor. 
Det forlyder ikke, hvor mange af børnene, der blev voksne, men det må under alle omstændigheder have været et pænt, stort følge, der Valdemarsdag 1893 fulgte hende til graven. 

Tankevækkende, ikke sandt? I en tid, da hver fødsel indebar en alvorlig trussel mod moderens liv, må Maren Kirstine Mortensen siges at være en sand hverdagens heltinde. Og i disse tider, hvor det kniber med at få den store skole fyldt op, kunne kommunen sikkert godt tænke sig, at der flyttede et par stykker med samme produktivitet til øen (naturligvis under forudsætning af, at familien ikke havde brug for sociale ydelser). 

August 2009 

Else Wolsgård 

Om Christian Kiilsgaard, Grundlæggeren af Rudkøbing byhistoriske Arkiv. 

Christian Kiilsgaard, hed faktisk Peder Christian Kiilsgaard. Han blev født den 29-10-1889 i Hammel, som ligger mellem Viborg og Århus.

I noget af det materiale han har efterladt sig, beretter han bl.a. en smule om sine aner, og så vidt jeg kan se, så var de alle ad jysk herkomst.

Han skrev engang sin livshistorie ned til et foredrag i 1954, og mens han forberedte det, gjorde han sig mange tanker om hvorvidt hans livsoplevelser nu kunne være af interesse for andre end ham selv. Ja, han gav endda udtryk for den tanke at de der skulle høre hans foredrag ville kede sig. Her erindrede han sig hvad hans rektor på Sorø Akademi i sin tid havde fortalt ham om emnet at holde foredrag.

Det havde ikke generet hans rektor, at folk havde taget deres ure frem for at se hvad klokken var under et af hans foredrag, men når de begyndte at holde det op til øret for at høre om det var gået i stå, så vidste at han at det var tid at slutte foredraget. 

Da jeg begyndte at nærlæse i det materiale vi har om ham på arkivet, må jeg sige at jeg blev dybt fascineret af den næsten overmenneskelige energi, som han lagde for dagen i indsamlingen af det materiale hvormed han grundlægge dette arkiv. 

Selv mente han, det var et spil af besynderlige tilfældigheder der bragte ham til vores by.

Her følger et kort oprids af hans veje til Rudkøbing og hans senere virke for samme. 

Han blev født på gården ”Stormfri” i 1889, i Hammel ud af en slægt hvoraf de fleste havde været småbønder. Hans farfar havde bygget gården.

I 1817 skilte en af anerne sig ud ved at blive først murer og siden arkitekt. Dette hverv og sågar arkitektarbejde på Frijsenborg Gods gik i arv i 3 generationer, og det var da også meningen at Chr. Kiilsgaard skulle ha’ gjort sin oldefader, bedstefader og fader, uddannelse som arkitekt efter og med tiden ha’ overtaget arbejdet for Godset, som den fjerde generation, men han valgte i stedet, efter en tænkepause fra arkitektuddannelsen, at søge ind på Tandlægeskolen. 

Det blev denne løbebane der bragte ham til Langeland.

Fra Faderen havde han en stor glæde og interesse for egnsdetaljer med sig. På Sorø Akademi, hvor han læste til matematisk student, var hans bedste fag historie. Han stod da også med et flot ”Ug” i historie, efter endt eksamen. 

Da han i 1917 blev færdig på tandlægeskolen med en meget fin 1. karakter, rejste han lidt rundt i Norden og arbejde.

I 1918 kom han til Rudkøbing for første gang. Her havde han fået arbejde som assistent hos en tandlæge, hvor han blev stillet i udsigt at der var mulighed for senere kompagniskab. Han begyndte at tjene så godt, at han kunne gifte sig med sin forlovede; Nina Ørum fra Hirtshals. 

Kompagniskabet blev ikke til noget alligevel. Og fremtidsudsigterne i denne praksis var således ikke længere tilstede. Han ville gerne starte for sig selv, men havde ingen penge til at bygge en ny praksis op. Da var der en anden tandlæge i byen som tilbød ham sin praksis for en billig penge og på gode betingelser. Det var som han sagde det selv, ”ganske vist kun en lille praksis, men den var da stor nok til at jeg kunne leve af den.”

Den 1. juli 1921 overtog Chr. Kiilsgaard tandlægeklinikken i Østergade 38. Der var både klinik og bopæl i ejendommen.

Han deltog aktivt i byens foreningsliv. Han blev bl.a. formand for den dengang nyoprettede sejlklub og han var med i bestyrelsen for Turistforeningen. Han tog også aktivt del i fagligt foreningsarbejde for tandlæger. Dette er kun et lille udpluk af det omfattende foreningsarbejde han deltog i.

Han arbejde som kommunal skoletandlæge i en årrække, ved siden af egen praksis. 

I 1926, fik han en datter og familien købte hus på Platanvej, da lejligheden i Østergade blev for trang. Det var omkring den tid at han genoptog sin historiske interesse og blev en flittig gæst på byens museum. Her satte han sig nøje ind i hvad der var trykt om Rudkøbings og Langelands historie. I 1931 blev han valgt ind i bestyrelsen for museet, han blev næstformand i 1935, og var siden 1952, formand for museets forretningsudvalg.

Familien byggede sommerhus i Spodsbjerg i 1933 og samtidig med det, blev han valgt ind i byrådet og derefter det blev det lidt småt med tiden, så han trak sig fra sejlklubbens bestyrelse. 

Han var endvidere medlem af byrådet i 10 år.

Mens han var med i byrådet, i 1937, fyldte byen 650 år, og det er i forbindelse med det, at hans arbejde som byens arkivar faktisk starter.

Der blev nedsat flere udvalg for at forberede nogle festlige dage i anledning af jubilæet. Et af disse var et historisk udvalg, og han kom med i dette udvalg, men da han havde så meget andet at se til, frabad han sig i første omgang formandsposten i udvalget.

Han endte dog alligevel som historisk udvalgsformand. 

Han fik den tanke at lave en udstilling med gamle bybilleder, skibsbilleder og billeder af fremtrædende borgere, borgmestre, store foreningsmænd osv.

Byen lå ikke inde med noget sådant materiale, så han gik personligt fra hus til hus, og bad om lov til at se hvad hver enkelt familie lå inde med. Folk var meget hjælpsomme og han fik samlet et stort materiale ind.

Mange gamle billeder af byens gader og huse dukkede frem. Desværre var mange af dem i rigtig dårlig stand og det var nødvendigt at affotografere dem, hvis de skulle bevares. Foruden affotograferingerne blev der også taget nye billeder af de byens gamle huse, og således blev bunden til vores byhistoriske arkiv lagt. 

Til et byjubilæum hører der også en oversigt over byens historie, og da han vidste at de sidste hundred år af byens historie kun var beskrevet et sted, nemlig i aviserne, så gik han i gang. Han læste cirka 100.000 avissider igennem for at skaffe materiale til en bog.

Han havde kun ca. ½ år til opgaven med udstillingen og bogen, men det lykkedes ham at lave en lille bog; ” Træk af Rudkøbing Købstads udvikling gennem de sidste hundred Aar”. 

Gennem læsningen af aviserne blev hans interesse for den historiske side af Rudkøbing byhistorie for alvor vakt.

Han begyndte at tilbringe alle sine sparsomme ferier på landsarkivet i Odense med ganske systematisk at gennemgå alt, hvad de havde af materiale om og fra Rudkøbing, og da hans ferier langtfra rakte tidsmæssigt til dette arbejde, lykkedes det kun at gøre dette fordi byen kunne låne meget materiale fra Landsarkivet, så han fik mulighed for aften efter aften at sidde i sit hjem og lave afskrifter af materialet og her fandt han så meget og lavede så mange afskrifter, at arkivet i dag ligger inde med et omfattende materiale om vores by. 

Om den tid skriver han selv:

”Derved blev hele min tilværelse forandret. Selskabelighed trak jeg mig omtrent helt ud af, og medens jeg stadig brugte min dag fra klokken 8 om morgenen til 17-18 om eftermiddagen til arbejdet på min klinik, så blev mine aftener og søndage omtrent udelukkende brugt til byhistorisk arbejde og historisk læsning.”

Han beholdt kun en ugentlig aften fri fra al den læsning. Her spillede han nemlig Bridge, men som tiden gik syntes han heller ikke han kunne afse en aften om ugen på sig selv. Så også den aften blev inddraget til byhistorisk arbejde.

I 1947 skrev han ”Rudkøbing Havns Historie”, som havneudvalget udgav i anledning af havnens 125 år. 

Han havde naturligvis fulgt med i hvad der kom frem, hver gang der var udgravninger i byens gader og grunde, for at få kortlagt det tidlige Rudkøbing.

Det var også i 1947, at han syntes han beherskede så meget af stoffet om byen at han kunne skrive en større bog. Han tilbød derfor byrådet at han ville skrive en bog der skulle hedde; ”Rudkøbing. Topografi og bystyre”. Det blev til 4 bind.

I disse bøger giver han et godt billede af byens udvikling gennem tiderne.

I 1949 udkom første bind, i 1955 udkom andet bind, i 1970 udkom tredje bind og i forbindelse med hans 85-års fødselsdag i 1974, udkom så det fjerde og sidste bind. Fjerde bind blev til i samarbejde mellem Chr. Kiilsgaard og hans arvtager som byarkivar; Jens Mollerup. 

Chr. Kiilsgård fortsatte til det sidste med sit store arbejde for byen. I 1971 ramtes han af sygdom i hjernen, formentlig en hjerneblødning. Det påvirkede hans syn, og gjorde det svært for ham at skrive på maskine, og da han igen i 1972 ramtes han af endnu større hjerneblødning, påvirkedes både syn, hænder og hukommelse. Med hjælp fra Jens Mollerup, siden 1965, og arkivassistent Jenny Jørgensen, tog han endnu nogen tid del i arkivarbejdet, og fik færdiggjort sit fjerde og sidste bind om byens historie. Først ganske kort tid før sin død trådte han officielt tilbage som byarkivar og overlod embedet til sin Jens Mollerup. 

Den 24-07-1975 døde han på Rudkøbing Plejehjem hvor han boede de sidste par måneder af sit liv. Han blev, sammen med sin tidligere klinikassistent, de første beboere på Rudkøbing Plejehjem.

Christian Kiilsgaard var ikke bange for den dag han skulle stedes for sin dommer. Om den dag sagde han:

”Når Dommen engang skal fældes, så tror jeg ikke så meget jeg vil falde på det onde, jeg gjorde, selv om jeg også i den henseende kan have nok at svare til. Nej, jeg vil snarere falde på grund af det gode jeg undlod at gøre.” 

Sluttelig vil jeg lige nævne at han havde en aftale med Rudkøbing Kommune som gav ham 500 kr. om året i en slags løn for sit omfattende arbejde. Det dækkede en smule af hans udgifter i forbindelse med arbejdet og oprettelse af byarkivet.

Alt hvad han gjorde, gjorde han af aldeles uegennyttig interesse for vor lokalhistorie.

Selvom han var Jyde vil jeg sige som andre har sagt det før mig; ”Han var en af denne bys helt store sønner.” 

I 1951 blev Chr. Kiilsgaard Ridder af Dannebrog. Og i 1969 vedtog Byrådet at opkalde en vej i Rudkøbing efter ham.

Doris Rasmussen, 2004

Der kommer ofte besøgende på arkivet, som ikke har ret mange informationer om den eller det, de søger mere viden om, men som vi  alligevel kan hjælpe. 

Som nu den familie der forleden kom fra Nordsjælland. Det var et ægtepar og mandens gamle mor på 80 år. 

Hun havde som barn i 1930erne været på ferie hos sine fastre på Langeland, og nu kørte søn og svigerdatter hende rundt, så hun kunne gense de steder, hun havde så gode erindringer om fra barndommen. 

I tidens løb har gader og huse forandret sig, så den gamle dame kunne desværre ikke genfinde sin fasters hjem i Simmerbølle.  Deres indgangsreplik var:” Kan I hjælpe os med at finde Rasmine fra Simmerbølle?”. 

Selv en så luftig anmodning skræmmer ikke en garvet arkivist. 

Vi gik i gang med at interviewe gæsterne og kom frem til, at Rasmine var ugift, måske hed Olsen til efternavn og nok var født omkring år 1900. 

Så gik hele holdet ellers i gang. Èn tog fat på det topografiske register, én så i personregistret, både under Olsen og et andet efternavn, familien senere havde købt. 

Vi slog op i en folketælling på Arkivalieronline og demonstrerede, hvordan de selv, når de kom hjem, kunne eftersøge Rasmine i Simmerbølle. Også kirkebøgerne blev vist og deres systematik forklaret. 

Endelig var der bingo: I billedregisteret fandtes et gruppebillede, hvor Rasmine var på. Heldigvis var der sammen med fotoet en liste over, hvem alle personerne var. 

Familien købte naturligvis en kopi af billedet!

De fik også vores hjemmeside at se med de henvisninger og links, der er til nyttige steder i forbindelse med slægtsundersøgelser, ligesom de fik et ark med det håndskrevne, gotiske alfabet.  Det hele tog vel en halv times tid, og de tre gik fornøjede herfra med nye oplysninger og mod på at begynde på en nærmere undersøgelse af familien, når de kom hjem.  

Måske ikke nogen stor sag, men et sjovt og dugfrisk eksempel på, at arkivet har rigtig mange mulige indgange til at søge oplysninger. De gange, vi har måttet give op, er derfor få!

28-4-2009

Else Wolsgård

Den 13. november 1907 var der i Langelands Avis følgende indlæg: 

”Et ord til Kvinderne". 

Blandt de foreninger, der årligt stiftes, er der sikkert ingen, som i højere grad fortjener kvindernes opmærksomhed, end den nystiftede Louiseforening, Danske Kvinders Hjælpeforening.  

Det er dens formål under dronningens protektion årligt over hele landet at indsamle beløb, som på Hs. Majestæts fødselsdag uddeles i portioner på kr. 100,00 til kvinder, gifte, ugifte og enker, som ved en sådan understøttelse kan komme ud af en øjeblikkelig nød. …. 

Dette mål kan kun nås, når alle kvinder, der kan afse en 25 øre om måneden slutter sig sammen for at hjælpe disse ulykkeligt stillede søstre. Skulle vi langelandske kvinder stå tilbage i denne sag! Lad derfor alle os, som har evne også få vilje til at indmelde sig i den forening, hvis stedlige repræsentant fru distriktslæge Brock med glæde modtager indmeldelser.” 

Ihukommende, at det om en god uges tid er 8. marts (kvindernes internationale kampdag), er det interessant at undersøge, hvordan denne forening opstod, som fokuserede på kvindesolidaritet og hjælp til trængende. 

Louiseforeningen blev stiftet i København i 1906 som filantropisk hjælpeforening, opkaldt efter Fr. 8.’s datter Louise, med en hofdame som formand og en ren kvindebestyrelse. 

Foreningens sigte var at afbøde den skjulte fattigdom blandt enlige kvinder, ofte dem, ”der havde kendt bedre dage”. Meningen var, at man gennem årlige donationer på 50 – 100 kr. kunne give tilskud til huslejen, hospitalsophold eller medicin.

Daglig leder blev Mimi Carstensen (1852 – 1935). Da mange understøttelsesansøgere klagede over mangel på tøj, blev ”Prinsesse Margrethes Påklædnings Fond ” stiftet. Fonden indsamlede og fordelte kasseret fodtøj, undertøj og kjoler fra velhavende kvinders garderober, bl.a. kongehusets. 

Hjælpearbejdet blev finansieret af små, private bidrag og medlemskontingenter. 

I provinsen bestod bestyrelserne typisk af borgmester- og lægefruer og kvinder fra aristokratiet. 

Mimi Carstensen var i øvrigt autodidakt journalist, og hun havde stor succes som redaktør af ”Damernes Blad”, det der senere blev til ugebladet ”Hjemmet”. 

Det er værd at notere sig, at de, der modtog hjælp fra foreningen, skulle være ”agtværdige fattige”. Man kan derfor gå ud fra, at modtagerne af donationerne ikke var blandt dem, der havde et barn uden for ægteskab. 

Louiseforeningen var et fremsynet projekt, der naturligt nok var præget af sin tid. 

Formålet – at give enlige kvinder mulighed for at klare sig uden at være nødt til at gifte sig – 

er helt i tråd med de tanker, der lå bag, da kvindernes internationale kampdag blev stiftet på et møde i København i 1910, om end kampdagens målgruppe i højere grad var arbejderkvinder end borgerskabets ugifte døtre. 

Vist er der da opnået en del, siden man kunne glæde en fattig frøken med fine fruers – måske oven i købet kongelige – underbukser. Heldigvis for det. 

Februar 2009 

Else Wolsgård 

Målet var Tiø – som bekendt med sine ca. 600 km2 landets fjerdestørste ø. Nærmeste konkurrent er Lolland med omtrent 1200 km2. 

Det var en dejlig forårsdag, og vi havde planlagt en køretur rundt på digerne. Da vejafgiften var betalt, kørte vi med den anbefalede fart på 40 km/t hen ad det ca. fem meter høje dige. Udsigten var betagende. Til den ene side det blå vand, til den anden de flade marker med spredte klynger af vindmøller. Jeg tænkte, at det var en skam, at der ikke var nogen, der stolede nok på digerne til at ville bo på markerne – men det ville jeg på den anden side nok heller ikke selv have gjort. 

Da vi kom til Ærø, drejede vi af og fandt et spisested til en hyggelig frokost. 

Er I forvirrede – er det ikke så mærkeligt. Det, I lige har læst er nemlig i den for tiden så moderne genre ”kontrafaktisk historieskrivning”, som går ud på at beskrive, hvad der ville være sket, HVIS. 

Hvis Napoleon ikke havde været plaget af hæmorider natten før slaget ved Waterloo, hvis attentatet på Hitler var lykkedes osv. 

Udflugten til Tiø er således en beskrivelse af, hvordan der kunne have set ud i dag, hvis det store inddæmningsprojekt var blevet vedtaget i 1942. Projektet gik ud på at bygge dæmninger mellem Tåsinge, Siø, Langeland og videre fra Ristinge til Ærø og derfra igen til Tåsinge. Det var der kommet 1500 hektar land samt en fast forbindelse oven på digerne ud af. Altså en temmelig stor ø, der, fordi den forbandt ti små og større øer, i folkemunde blev kaldt Tiø. 

Hvordan kunne det gå til, at man seriøst overvejede et i vore øjne så vanvittigt projekt? 

Det er et eksempel på, at historiske begivenheder altid må vurderes ud fra de forudsætninger, der var på den tid. 

Her er et kort rids: Der var på den tid konkrete planer om en dæmning fra Tåsinge til Siø samt om en bro fra Siø til Langeland og en fra Langeland til Ærø. Men – og det var et stort men, Danmark var jo besat, så cement og stål til brobygning var det ikke muligt at få. Jord og sten til en dæmning var der derimod nok af. I foråret 1942 havde man lige oplevet tre hårde isvintre, hvor forsyningsforholdene til øerne havde været svære samtidig med, at man heller ikke kunne komme af med sine egne varer. 

Arbejdsløsheden var stor, så udsigten til at kunne beskæftige 1300 mand i fem år lig med 2 mio. arbejdsdage var et stort plus i projektets favør. 

De samlede omkostninger var anslået til 55 mio. kr., men foreløbig søgte man kun om 50.000 kr. til havbundsundersøgelser. 

Idéen var fostret af en ingeniør Sylvest ti år tidligere, og af ovennævnte grunde blev den taget op igen i 1942. Tanken om de mange hektar frugtbar jord var heller ikke uden betydning, da landbruget jo tjente rigtig godt især ved eksport (!) 

I dag undrer man sig over, at der ikke var nogen, der talte imod ødelæggelsen af naturværdier, men det var ikke et hensyn, der talte. Kun fiskerne var utilfredse, men de blev imødegået med argumentet om, at de jo i forvejen tjente så lidt, at de ville få en bedre fremtid som husmænd. 

En deputation tog til København for at søge Finansudvalget om penge til forundersøgelserne, og der var man ikke afvisende. Det er i den forbindelse også værd at huske, at inddæmningen og afvandingen af Lammefjorden havde været en succes – så hvorfor ikke forsøge det samme igen, blot i en større skala? 

Jo, det så alt sammen fint ud på papiret: Man ville spare de planlagte broer, og der var en stor besparelse at hente på understøttelse af de arbejdsløse. 

Der var egentlig kun ét problem. Nogle mente, at den megen omtale af inddæmningen kunne skade Siøsund- dæmningsprojektet, der naturligt blev sat på stand by, mens de andre forhandlinger stod på. 

Et stormøde med deltagelse af alle betydende erhvervsorganisationer blev arrangeret, fordi det var nødvendigt, at øen talte med én stemme i denne vigtige sag. Her vedtog man en henvendelse til trafikminister Gunnar Larsen, hvor man bad om at få fremmet Siøsund-dæmningen, subsidiært broplanerne. Straks! 

I den efterfølgende debat viste det sig, at nogle af inddæmningstilhængerne havde haft en skjult dagsorden. Det foreliggende projekt om en fast forbindelse gik nemlig ud på, at der skulle bygges en højbro fra Siø til Langeland, der hvor broen nu faktisk er. Byens handlende ønskede derimod en lavbro fra Siø til Rudkøbing havn. På den måde skulle trafikken køre op gennem byen i stedet for at blive ledt uden om via en ny vej til Spodsbjerg, hvad de frygtede ville berøve byen megen omsætning. 

Trafikministeren beærede Langeland med et besøg i maj 1942, og det var tydeligt, at højbroen havde hans bevågenhed, selv om han ikke var ganske afvisende over for inddæmningsprojektet. Han så det tilmed som en gevinst, at jernbanen kunne nedlægges, når broen kom… 

Under alle omstændigheder skulle linieføringen fastlægges snarest af hensyn til de berørte lodsejere. 

Langelands Folkeblad fastslog dagen efter besøget, at ”nu er det kun et spørgsmål om tid, før broen kommer!” Og det havde de jo ret i. Men at det skulle vare 20 år, var der nok ingen, der havde troet. 

Historien her er baseret på artikler i Langelands Avis og Langelands Folkeblad. 

Den 29. juni 2006 

Else Wolsgård 

Langelands Avis den 12. oktober 1860:

Rudkjøbing

Efter hvad der ved Avisens Slutning berettes os, er i dag passeret en meget sørgelig Ulykke i en Landsby heri Nærheden. En Vogn, hvorpaa fire Personer kjørte til et Bryllup. Ved Salutskud i denne Anledning blev Hestene skye og Vognen væltede; Eieren, en agtet, aldrende Gaardmand, siges at være død, hans Kone slemt forslaaet, hvorimod de tvende andre slap med mindre Contusioner.

Langelands Avis den 15. oktober 1860:

Rudkjøbing

Det i f. Nr. Omtalte, i en Landsby heri Nærheden indtrufne, Ulykkestilfælde har havt begge Ægtefolkenes Død til Følge. Ulykken indtraf i Kirke-Skrøbelev. Manden Gmd. Mads Krøyer i Gl. Skrøbelev, døde kort efter Vognens Væltning imod et Stengjærde, paa hvilket han forslog Brystet, Konen natten mellem Fredag og Løverdag af de i Hovedet erholdte stærke Saar. Foruden disse befandt sig, som meldt, paa Vognen tvende Personer, en voxen Datter og en Tienestekarl, der have erholdt mindre Contusioner, hvilke man dog ikke befrygter ville efterlade videre Følger. 

De paa en saa ulykkelig Maade omkomne Ægtefolk vare særdeles afholdte af Alle, og Begivenheden har saaledes haft almindelig Deeltagelse ikke blot i selve Egnen, men over hele Landet. 

Maate dog nu dette til visse sørgelige Ulykkestilfælde advare Folk imod Skyden paa eller ved alfar Vei ; denne Uforsigtighed har allerede afstedkommet Ulykke nok, saa det virkelig var paa Tiden, om enhver vilde gjøre Sit til, at flere ikke foraarsages. 

Det er en tragisk ulykke, der her beskrives, og det kunne måske være interessant at vide lidt mere om de stakkels bryllupsgæster, der var involveret. 

Som det også omtales i avisartiklen, var det ikke ualmindeligt dengang som endnu (nogle steder) ved festlige lejligheder at vise sin glæde ved at fyre skydevåben af op i luften. Langt op i 1900-tallet skød man helt bogstaveligt nytåret ind, idet fyrværkeri ikke var inden for menigmands økonomiske rækkevidde, men jagtgevær og krudt havde mange adgang til. 

Tilbage til ofrene for ulykken: Det drejer sig om gårdejer Mads Hansen Krøyer fra ”Krøyergården” i Gammel Skrøbelev. Han blev født i 1788 og var altså 72 år, da han døde. Hans kone hed Martha Christine Hansen. Hun var født i 1807 og var således 53, da hun døde. 

De var blevet gift i 1842, da bruden var 35 og gommen 54 år – ingen af dem havde været gift før. I 1845 fik de deres eneste barn, en datter ved navn Maren Sophie Krøyer, der var 15 år, da ulykken skete, og hun med ét blev forældreløs og arving til en gård. 

Hvem der blev hendes formynder, vides ikke, men en sådan må hun have haft, indtil hun blev myndig. Efter den tid kunne hun selv bestemme, idet ugifte kvinder fra 1857 fik lige myndighed med mænd. Og sønner og døtre blev ved samme lovændring arveberettigede på lige fod. 

Gift blev Maren med Rasmus Hansen med hvem hun fik to sønner. Den yngste kom til at hedde Mikarl Hansen (usædvanlig stavemåde!). Han fik desværre tuberkulose og døde 19 år gammel i 1891. (Præsten har i øvrigt fejlagtigt angivet hans alder til 18 11/12 år, hvor den rettelig er 19 1/12 – men sådan var det jo med de præster!) .

Sønnens død tog hårdt på moderen, og det siges, at hun døde af sorg i 1895, 50 år gammel….

Den ældste søn, Mikarls broder, Mads Hansen Krøyer, der overtog gården, fik også tuberkulose og blev som følge deraf heller ikke gammel.

September 2006 

Else Wolsgård 

”Nous sommes revenus de loin” – Vi er vendt tilbage langvejs fra.

En førstehåndsberetning fra en fransk krigsfange om bord på flydedokken, der strandede ved Påø den 4. maj 1945

Byarkivet har modtaget en dansk oversættelse v. Anne Schlanbusch, af en beretning, skrevet af en franskmand, Camille Badie. 

Som 30-årig politibetjent blev Badie i 1939 indkaldt til hæren og måtte forlade sin kone og treårige datter. 

Allerede samme år blev han taget til fange af tyskerne og sendt til en fangelejr i Pommern. Der sad han så i fem år, indtil han i maj 1945 sammen med sine medfanger blev tvunget til at vandre op mod Østersøen. Til sidst kom de om bord på den berømte flydepram og ved et utroligt held kom de fleste uskadte i land på Langeland. 

Her mødte Camille Badie familien Rasmussen, og der udviklede sig et livslangt venskab mellem ham og den ældste søn, Knud, der talte noget spansk (Badie var af katalansk familie). De besøgte hinanden nogle gange, både i Frankrig og her. 

Beskrivelsen af den frygtelige vandretur sammen med ca. 1200 franskmænd og russsere midt i det krigshærgede land blev nedskrevet af Badie selv og renskrevet af hans børn efter hans død. 

Her følger nogle illustrative passager og sammendrag, tilpasset dansk skrivemåde:

”Forsynet kommer os til hjælp om natten den 6. marts i form af bølger af flyvende fæstninger, som på en halv time ødelagde en stor del af byen (Sassnitz på Rügen)….Vores hemmelige gøremål består da i søgen efter fødevarer, og det sker, at en dåse med røget sild eller et stykke flæsk hentes ved siden af ejermandens lig og derfor var plettet med hans blod…. Hele og dele af døde kroppe begraves lag på lag i store fællesgrave, som det er vores opgave at udgrave og dække til, når de er fyldt op”. 

Den 1. maj bliver fangerne beordret til at gå om bord på en flydedok. Der er både fanskmænd, russere, belgiere og polakker. Der er så mange, at det ikke er muligt at bevæge sig, langt mindre lægge sig ned. Flåden er mellem 60 og 80 meter i længden, og på siderne er der aflukker på fire meter i højden. Der opholder de tyske vagter sig. Selve dækket er omkring 1,20 m. over havoverfladen. Der er hverken mad eller vand om bord. 

En slæbebåd trækker flåden ud på åbent hav, og rygterne vil vide, at målet er Flensborg. 

Natten er kold, og mange bliver gennemvåde, fordi det regner. Da der naturligvis ikke er noget toilet, bliver der i plankerne lavet nogle små huller, som trængende kan forsøge at ramme. 

Næste dag havner flydedokken midt i et luftangreb, der varer seks timer. For at redde sig selv vælger kaptajnen på slæbebåden at kappe trossen til flydedokken. Natten falder atter på, og de mange fanger driver af sted, hvorhen ved de ikke. De er også temmelig ligeglade, for det altoverskyggende problem er nu mangelen på drikkevand! 

De tyske vagter opgiver ævred, og fangerne overtager kommandoen. Et medbragt fransk flag bredes ud i håb om, at flyverne kan se det. Situationen er meget alvorlig. Vandmangelen vil inden længe kræve sine ofre, og risikoen for at støde på en mine eller blive sejlet ned af et skib er overhængende. Men de kan intet gøre. Alligevel bevarer de modet. En musiker, der har medbragt sin saxofon, bliver sat til at spille populære melodier for at adsprede mændene. 

Den tredje nat falder på, og nu begynder nogle at udvise tegn på alvorlig sygdom. 

Op ad dagen mener nogle at kunne skimte land mod vest. Heldigvis er vinden østlig, og for at fremme farten rigger man nogle årer til(!). 

Nogle få kilometer fra kysten passerer flydedokken to tyske flygtningeskibe, der ligger for anker. 

Skibene bliver angrebet af engelske jagere og synker med alle ombordværende, hovedsagelig kvinder og børn. 

Pludselig bliver flydedokken også angrebet, men bomben forfejler målet og havner i vandet. 

Det samlede tab udgør derfor ”kun” tre-fire døde og en halv snes sårede. Uden medicin eller vand var det dog alvorligt nok. 

Kysten nærmer sig, men det ser ud til, at folkene derinde absolut ingen interesse har i de ulykkelige mænd på flåden. De sender SOS. Intet sker, og de er sikre på, at det må være tysk territorium. 

Ca. 150 m. fra stranden tager flåden bunden, men desværre er det meget få, der faktisk kan svømme. Vandet er også meget koldt! 

Den ender med, at nogle få modige svømmer mod stranden, idet de trækker tovværk efter sig. De finder et par joller, som de ror ud i igen, og langsomt begynder transporten af de mange mennesker ind til land. 

”De indfødte” samler sig efterhånden også på standen, og de af de forhenværende fanger, der kan kommunikere med dem, fortæller de andre, at danskerne havde troet, flåden var fyldt med tyskere. Derfor havde man ikke sendt hjælp.

Pludselig begynder folk inde på stranden at opføre sig som gale – de løber rundt, råber, synger og ter sig. Der bliver råbt ud til de tilbageværende på flydedokken, at de tyske besættelsesstyrker netop har kapituleret!

De tyske vagter afvæbnes, og en enkelt vagtpost, der har været særligt brutal, bliver slået og sparket, før han smides over bord og drukner. 

De reddede bliver ypperligt beværtet på de nærliggende gårde og deltager glade i euforien næste dag, den 5. maj. 

De tyske soldater derimod må gå til Rudkøbing uden hverken vådt eller tørt for at blive interneret der.

Camille Badie slutter sin beretning med at sige ”Vi er vendt tilbage langvejs fra”. Han kommer endelig hjem til sin familie – seks år ældre og mange både forfærdelige og opbyggelige erfaringer rigere.

(Det skal tilføjes, at der naturligvis skal en kildekritisk analyse til for at give en nuanceret og dækkende beskrivelse af, hvad der skete. På arkivet har vi således også en beskrivelse fra en af de russiske fanger samt et par danske øjenvidneskildringer. 

At Badies historie nok er farvet af det antal år, der gik, før han nedskrev den, ses fx af, at han omtaler den ypperlige beværtning, fangerne fik straks efter landgangen. Et dansk øjenvidne fortæller som kontrast, at de reddede fanger kastede sig over den første, den bedste roekule, de så, og åd roerne, som naturligvis ikke var vasket!)

Den 26. april 2006